TROLDSKAB

TEKST OG TEGNINGER AF TH. KITTELSEN

gt;*5S^

i.

-^-'4 nbsp;nbsp;nbsp;I

' . ‘t nbsp;nbsp;nbsp;^nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;•'.^t i

gt; •' : v:

ANDEN UDGAVE

FORLAGT AF H. ASCHEHOUG amp; CO. (W. NYGAARD) KRISTIANIA 1916

SKOGTROLDET

KOGEN, det ensformige vilde i skogen, har sat sit stempel paa os, vi blev

Set stykke af samme natur. Vi elsker den, som den er — sterk og tung-sindig.

De susende graner og furuer har vi stirret op i som barn. Vi har fulgt de msegtige stammer med oine og med sj®l, har klatret op mellem de sterkenbsp;vredne arme og havnet i de hoieste topper, — i de svingende susende topper, der-oppe i det deilige blaa.

Naar solen gik ned, bredte ensomheden og stilheden sig over de lange moer, tyst og tset. Det var, som om de ikke voved at drage aande, som om skogen laa i stillenbsp;taus forventning. Da hamred det i vort hjerte. Vi vilde have mere, — vi tiggednbsp;og bad om eventyr, sterke vilde eventyr, for os fattige barn.

Og skogen gav os eventyret.

Stort og stilt kom det smygende, som paa blode lydlose kattefodder.

Alt, som for stod forstenet stille, begyndte at rore sig.

Derborte springer en fjeldknaus frem. Undring og angst samled sig om den:

Den fik oine.....tog til at le’e paa sig ... . vandred i staaende stilhed lige

mod os! Og vi fryded os i angsten, vi elsked den!

Det var skogtroldet. I sit eneste store oie bar han frem for os al den uhygge og rsedsel, alt det guld og glimmerglans, som vor barnesjsel forlangte.

Vi vilde skr®mmes — og vi vilde trosse! Saa sm^a vi var, vilde vi tirre ham, hugge ham i haelen og rove guldet hans. Men allerhelst vilde vi have det lysendenbsp;oiet, som han havde i panden. Hvem skulde trod, at det stygge skogtroldet eiednbsp;sligt et oie!

Inde i det oiet glitred og lyste det som den klare dag, midt i morke natten. Hvad du for gik forbi og ikke tasnkte paa, laa saa vidunderligt lysende i det. Skog-baekken risled med solvskjaer og solvklare toner, granen blomstred med rodmendenbsp;kongler, og selv den fattige mose paa stenknattene svulmed for dig af en rigdom ognbsp;farvepragt, saa du kasted dig ind til den i graad, som til et moderbryst.

— Du stille, dybe skog, vi elsker dig, som du er; sterk og tungsindig. Du deilige barnebilledbog —; Ekornet, som gnager paa konglen, — kjodmeiserne oppenbsp;i furunaalene — bamsen, som brummer inde i holtet — — Og skogtroldet da! somnbsp;kommer labbende med hovedet hoit over traetoppene — „Bu, bu!“

PAA VEIEN TIL GILDE I TROLDSLOTTET

ER SKULDE vsere gilde i troldslottet. Men veien var lang; og saa slog

Dde sig sammen for selskabs skyld, Trond og Kaare og Ivar Eldforpungen og Baard og Bobben paa Musgjerd og gamle Guri Suppetryne.

Det bar over fjeld og aas og lange skogheier. Gran og furu stod taet som lyng og var saa hoie, at de naadde dem til midt paa livet. Vserst var det for Guri,nbsp;som havde nistes®kken at drage paa. Men om de ikke rak frem for om hundredenbsp;aar, kom de tidsnok; saa de havde tiden for sig.

De hoie morke aaserne laa saa evindelig lange. Kallerne harked og brummed lidt, ungerne glodde med store oine, og Guri subbed bagefter og sutred. Men trold-kallerne tog ¦ bare et tag i broken en gang imellem; og naar veien var som veerst,nbsp;holdt de hverandre i rumpen, og saa labbed de paa igjen. Endelig led det saa langt,nbsp;at det var paa tide at hvile lidt. Men da de skulde op igjen, kunde de slet ikkenbsp;blive enige om veien. Trond mente, at det var rettest at gaa bent efter, som naesennbsp;pegte fore, og Ivar Eldforpungen bandte paa, at bedst gik det, naar de bare gik bag-Isengs — jo mere bagvendt, des bedre. Saa tog Guri til at laate og b®re sig fornbsp;ssekken igjen: dag for dag blev den tyngre og tyngre og nisten mindre og mindrenbsp;i den. Men afsted maatte de, baade hun og de andre, og saa slog de ind paa ennbsp;stig, hvor de kunde se, at der var gaat trold for; den laa som en dyb fure overnbsp;alle aaserne.

Oppe i et skogholt snubled Bobben paa Musgjerd, og i faldet brsekked han den ene foden sin. Ja — ja, det kunde gaat v®rre! Saa lod de foden ligge ognbsp;labbed videre.

Langt om laenge kom de til et sted, hvor der ogsaa laa en afbrukken fod. Det var jo altid en trost for Bobben; det er saa godt at vide, at en ikke er ene om ulykkennbsp;her i verden. Men rart syntes de nu ligefuldt det var.

Men da de havde gaat Isenger end langt, fandt de én til, og det syntes de var endda rarere. Bobben begyndte at drage kjendsel paa den. „Trond!“ sa’ han.nbsp;„H®?“ saa Trond.

„Eg meine, d® x beine mitt!“

Da skjonte de, at de havde gaat rundt i ring i hundrede aar. Saa tog Kaare foden og kasted tvert over heien, saa den dumped ned i et tjern, og der ligger dennbsp;vel endnu. Men Guri Suppetryne bar sig saa rent ilde for nistes®kken, den havdenbsp;gnaget et stort hul i ryggen hendes. Nu kunde han Ivar Eldforpungen baere den.

mente hun. Men saa skral var gamla, at hun misted ligevegten og gik paa hovedet, da de tog ssekken af hende. Nei, det var nok ligest, at hun fik den igjen; udennbsp;den var det, som om hele ryggen var borte.

Endelig var de paa rette veien. Langt borte, over de morke skogaaser og dybe blaaner, flimred der noget som en stjerne. Det dirred og skalv i underlig glans,nbsp;stundom hvidt, saa gyldent, saa igjen blaat eller gront. De gamle troldkallerne nikkednbsp;til hverandre, de vidste nok, de skulde finde veien.

Der laa troldslottet.

0inene blev storre og storre paa troldungerne. Saa meget rart havde de aldrig vidst der var i verden. Aa nei, aa nei saa gildt! Taenk, slottet var af guld. Detnbsp;glitred og speilte sig i det stille dybe vand, og rundt omkring laa der solvsender ognbsp;svommed og dukked. Der klang surr og dur af dans og guldharper, og i de morkenbsp;grantopper suste det og sang. Derinde sad fossegrimen og spilte paa fele, saa detnbsp;lynte af strengene. Huldren svang sig i dans, saa roven bendes fog om orene paanbsp;gjaesterne. Rundt vseggene sad digre trold og haugebasser og drak ol og mjod afnbsp;guldhorn og store aembarer. Nisserne holdt et svare hus, gjorde tusen skoierstreger,nbsp;sprat i bukserne og var karer. Saa sloges de og spsendte r^vekrok og drog finger-krok med hverandre, saa det knaged i fingrene.

Over de store morke aaser rundt omkring kom der labbende lange tog med rare skikkelser. Nogle var saa gamle, at der grodde mose og smaabusker paa dem, andrenbsp;saa udgamle og krogede af aelde, at de ligned vredne fururodder og maatte b®res med.nbsp;Det knaged og braged og rasled, det pusted og snofted; for alle vilde med i laget, indnbsp;i guld og glans, ind i Soria Moria slottet, som laa der og skalv af lys og dirrende toner

FOSSEGRIMEN

DIG ved fossestupet, helst en lys maaneskinskveld; da vil du baade

Shore og se fossegrimen.

Dernede i den sorte kjedel, inde i de sydende skumhvirvler, sidder han og spiller naturens kjaempemelodier. Forst er det bare tordnende bulder;nbsp;men lidt efter lidt vil det tage dig slig, at du faar lyst til at styrte dig selv ned inbsp;det myldrende tonefald.

Her tordner alle de sange, som laa i sengstende stilhed i skog og paa fjeld. Al naturens roster dirrer fra hans strenge, og dvergemaalet slaar en ring om det hele,nbsp;saa det stiger op som en eneste vaeldig akkurd.

Granerne suser, asperne skjselver; bsekkene risler, og bjerkerne dirrer. Paa hoi-fjeldet jubler de friske vinde, skogstilheden sukker, og det stille dybe skogtjern synger med seljefloitens vemodige blode toner.

Han luter sig drommende over felen sin. I store durende tag farer buen frem og tilbage — alt skal med: ud, over stupet med det, ind i hvirvlen!

Han spiller med lukkede oine, ser ind i sig selv, er selv midt oppe i vrimmelen — — hor, hvor han stamper foden i takt!

Hans spil er evigt. Derfor lofter de sorte glinsende fjeldvaegge sig op til et maegtigt tempel, som evighedens toner frit kan bruse i. Hoit deroppe paa den morke-blaa loftshvaelving seiler den solvklare maane og speiler sig i glitrende ormebugtningernbsp;nede i de dybe sorte kuiper.

Nu tsendes der stjerner paa stjerner deroppe. Det er, som om tonerne blir vildere, som om hver draabe vil op i myriaderne og sprede sig funklende mellem dem. Mennbsp;den sterke vilde spiller sidder dernede med lukkede oine, boiet over sin fele. Hansnbsp;eget spil er lasnken, som binder ham til den vaade afgrund.

HULDREN

AAR HULDREN spiller paa langeleg, sidder hun ikke og sutrer til spillet. 0inene fly’er rundt i skallen paa hende, hun glor og titter rundt omkring,nbsp;om der ikke skulde komme en gild gut, som hun kunde holde lidt gjonnbsp;med. Gild jente er hun sjol, bare hun ikke havde den stygge korumpen;nbsp;men den ved hun som oftest at gjemme saa godt, at det er umuligt at skjelne hendenbsp;fra et andet kvindfolk.

— Jens Kleiva syntes selv, han var vakker, han. Han trodde, at alle kvindfolk blev gaine efter ham, bare de fik se ham. Han bandte paa, at han ikke skulde give sig, for hver jente i hele bygden blev ulykkelig af kjgerlighed til ham. Nu vidstenbsp;han mindst seks, som var det.

„Den syvende skal bli’ Margit Braaten,“ sa’ han ved sig selv. Han sad netop i skjorteaermene og spikked paa en stor seljefloite.

„Buh —!“ skreg det med en gang lige i oret hans.

Jens sprat op. Foran ham stod en jente saa smeldvakker, at han aldrig i sit levende liv havde set magen.

„Hvad er det, du spikker paa, Jens?“ sa’ hun.

„Aa, det er bare en seljefloite,quot; sa’ han. „Jeg fik lyst til at prove, om det ikke var raad at faa en melledont ud af den.“

„Prov, Jens! For dig er det vel ikke saa farlig sag.“

Ja, Jens skulde vsere galant. Men pokkeren ogsaa I Den vakre jenten sad og glodde og glodde paa ham, saa han blev rod i hovedet og rent ubehjaelpsom i munden. Alt detnbsp;han brynte paa Iseberne og spytted i floiten, saa blev det bare: „Pt — pt-tu — pt-petu!“

„Ja, ja,“ sa’ hun. „Det er jo ikke alle, som er slaat til en daler. Men nu faar jeg prove lidt.“ Da blev der jubel i seljefloiten, skal jeg mene. Jens blev straks blodnbsp;som lefsekling. Den vakre jenten blaaste, saa floiten og Jens graat paa én gang.

Og saa kom frierlysten over ham. „Du — vil du vaere kj®resten min?quot; spurgte han.

Saa rent uraad kunde det kanske ikke v®re, mente hun.

„Det var det, jeg vidste,quot; tsenkte Jens.

Men tre vilkaar satte hun op ligevel. Kunde han holde dem, var hun hans baade med gaard og grund. Han maatte ikke sporge efter navnet hendes for paa bryllups-dagen, og ikke maatte han naevne, hvad der var hgendt, til nogen levende sjsel heller,nbsp;for den tiden; for det tredje fik han vente et aar, inden de kunde trseffes igjen.

„Vel,quot; sa’ Jens; „det gaar jeg ind paa.quot;

Saa tog hun noget frem og smurte seljefloiten med. „Hvis du bryr dig om mig, saa tager du denne floiten med dig, n®ste gang vi trsffes,quot; sa’ hun.

Ja det kunde hun v®re st0 paa, mente Jens.

Ikke fer var hun borte, saa fór Jens omkring fra gaard til gaard, og brauted og skret, saa det var grove spil. Nu var han forlovet, kunde det haende sig! Og detnbsp;med en styrtende rig jente, som havde baade gaard og grund, og store skoger, og kjernbsp;i hundredevis. Der i bygden fandtes der ikke en jente, som var saa pas, at han vildenbsp;reise sig op for hende, om han saa sad med bare enden paa en hampehegle. Nunbsp;kunde de gaa der allesammen og ha’ det saa godt!

Han blev saa kaut paa det, at han bare gik og drev med naeverne i bukselommen hver evige dag, Vorherre skabte, og brygged paa brylluppet sit. For det skulde baadenbsp;hores og sporges. Foran faerden skulde der gaa seks spillemgend, to med trommer,nbsp;og lire med feler. Fire store karer med floshatter skulde skyde og dominere mednbsp;pikstoler hele veien, og seks kjogemestere skulde fare rundt og skjaenke 0I og br®nde-vin til hver kjaeft. Saa skulde han og bruden komme paa gilde heste og med for-gyldte solvkroner paa hovedet. Og saa bagefter et endelost felge, — for alle skuldenbsp;vsere med, hele bygda, baade ringe og rige.

For en gangs skyld holdt Jens sit lefte. Det var den dagen, aaret var omme; da kom han med seljefloiten sin og satte sig paa samme stedet, der han havde truffetnbsp;den vakre jenten, og til at blaase.

Floiten var nok blit tor. Fy for al ulykke, saa det skured og hvisled! Der fandtes ikke en eneste tone i den, ikke engang „Pt-tu — pt-tu.“ Bare noget hsestnbsp;noget, som peb: „Jens storskryter! Jens dompap! Jens lygersaek! Jens kalvehue!“

„Buh!“ — skreg det lige i oret paa ham, og der stod jenten. Det lyste af oinene hendes, hun greb med hsenderne bag i nakken og slsengte det gule haaret sitnbsp;ud til begge sider, saa det glitred i solen.

„Nu maa jeg vel forst faa vide navnet dit,“ sa’Jens.

„Jeg heder Huldra, jeg,“ sa’ hun. „Men det skal jeg sige dig, Jens, at slig en slarv som dig vilde jeg ikke eie, om de saa hev dig efter mig. Du er som den torrenbsp;fleiten din, du!“

„Aa nei,“ sa’Jens; „det skal du nok bli’ blaa for ogsaa! Magen til dig har jeg mindst tolv af for hver finger. Men de er rigtignok rumpelose allesammen,quot; sa’ han.

„Men det er ikke jeg, og det skal du nok faa kjende!quot; skreg huldren.

Saa greb hun korumpen sin med begge nsever og drev til Jens omkring orene, saa han stupte i svime.

Men den lavasken beholdt han for hele levetiden. Som en tunghort tomsing fór han gaardimellem fra bygd til bygd med saekken sin. Men jentekj®rligheden stak inbsp;ham til slut. Naar den stakkars tomsingen kom til en gaard, var der altid en, somnbsp;spurgte ham: „Der er vel mange gilde jenter der bort i bygda di, Jens?“

Da straalte hele fjseset hans: „Aa ja, de er saa gilde og feite at — —!“

DET DOENDE BERGTROLD

NDE i den sorte sv®re fjeldvaeggen bodde bergtroldet, som sprak for solen.

IDerinde i fjeldet laa han og ruged i morke over sine hanger af guld og solv og aedelstene. Det skimred og flimred af skattene, og hver gangnbsp;han rorte paa sig, klingred det i guldet.*

, Saa fik han hore om himlens guld, solen. Den vilde han have. Ikke for at gl®de sig over straalerne — nei, bare have den og staenge den ned i den storenbsp;kobberkisten sin.

Og en nat gik han ud, rusked og rydded i urerne, velted kampesten og klippe-blokker og brolte og ledte efter solen . . . Tsenk, saa den skulde glitre i kobberkisten ! Natten var lang og mork, han skulde nok finde den! — Og han velted og basked med stenene, saa det dundred, og ildmorjen gjov ned over fjeldet.

Langt langt borte mellem toppene laa der ligesom noget og lyste. „Der er ikke hver lort, som lyser i morket; kanhaende det er solen,quot; t®nkte han.

Po, det var jo bare et fille fjeldvand!

Nei, det gik nok ikke at finde solen paa denne visen, det var greit. Bedst blev det vel at tage det rigtig grundig.

Men hvordan?

Saa satte han sig op paa toppen af Raatanuten for at grunde.

Men det er ikke saa greit at tenke heller; det kan gaa lige saa traat med det som med at finde en sol. Et tolvhoders trold har vanskeligt for at blive enigt mednbsp;sig selv. Der blir aldrig fred, naar alle hovederne skal snakke i kjaeften paa hver-andre, det ender bare med kiv og kjaevl. Aa jo, der blev vel et skvalder deroppenbsp;paa Raatanuten! De spytted og harked, gjeped til hverandre, og skalled, naar sinnetnbsp;rigtig tog dem; det eneste rolige var kroppen, de sad paa. Hele natten udovernbsp;skvaldret det. Fy for styggedom! Det klang som dunk paa blikspand, gnislendenbsp;sten paa glasruder, rokkesur og larmende hakkelsemaskiner; saa igjen naesesnovl ognbsp;kattemjau, — flommende ud i morket!

. . . Det gryr mod dag. Lyset kommer, langsomt, rindende. Det vil varme, glaede, intet glemme. Sorg og glsede, jubel og rsedsel faar det samme milde kys.nbsp;Lysets straaler er uden had.

Nu bryder den forste glod frem over den morke fjeldlinje!

De skravlende tunger taug. Forfaerdet reiste rsedselens v®tte sig, og over tinder og tagger gik den vilde flugt. Bort! bort at gjemme sig mellem guld og solv i morket!nbsp;— Han skar taender i magtlost raseri og bed i sine onde tunger, saa blodet silte: denbsp;hornede fingre krummed sig, muskier og sener stod stramme som spaendte staalbuer.

Da randt solen. Han svimled, stupte, seg sammen, — mens den fattige fjeld-blomst borte i kloften lofted sit bteger mod dagen, skinnende fyldt af en solvklar dugdraabe.

. . . Dybt dernede i dalen, hvor det lyser af smaa vinduer, bor et fattigt folk, som lidet har at bide og braende. Vinteren er saa tung og lang. Altfor lang fornbsp;fattigdommen. Bare sne og sno, sne og sno ... Og oppe i de svimlende fjeldenbsp;forstenede grinende ansigter! I natten og morket vandrer de om i folkets dromme,nbsp;skrsemmer og truer . . .

HEKSEN

T GAMLE-ERIK, som er saa grov til at rende land og strand rundt, slider

Abaade sko og sokker, det er noget, enhver vel kan skjonne.

Men saa har han nu sine hofarbeidere, han med. Se bare den gamle -l| heksen oppe i bergskorten; hun arbeider for Gamle-Erik, og en flittigerenbsp;kryp skal du lede laenge efter. Lonnen er just ikke stor; men tilfredsstillende er den.nbsp;Sidste gang betalte han et par stromper, hun strikked, med at kjile hende under armen;nbsp;„Dikke-dikke-dik!“ Det holdt han paa med, til hun fik krampe i begge laeggene. Ognbsp;det var betaling nok, skulde jeg mene.

„ — Jo, Gamle-Erik skal nok faa sokker, han stakkar, og det baade gode og varme.“ Det har ikke vaeret rart for ham i den sidste tid, og faa er det, som vil kjendesnbsp;ved ham, — bare slige, som han selv bryr sig mindst om. Nu maa han lobe om-kring med tungen langt ude af halsen bare for en to-tre lumpne sjaele, noget skrammel,nbsp;som lige saa gjerne kunde saelges ved offentlig auktion mellem andet bos. Naesten hvornbsp;han kommer og banker paa nu om dagen, blir han afspist med dette vaemmelige;nbsp;„Kjender Dem ikke, manden min — Undskyld — Adjo!quot;

— — „Jo, Gamle-Erik skal nok faa stromper, stakkaren; han har aerlig og redelig fortjent dem . . . .“

Burr—rurr—rurr—rurr—rurr — —

Fik ikke han Gamle-Erik et par til foraering sidste jul, kanske? — Jo min sael, gjorde han saa. Men dem sled han grundig ud, og det saa det var en ynk at se.nbsp;Men var der andet at vente? Slasken traved jo omkring baade i tykt og tyndt,nbsp;varmt og koldt, uden at skifte paa benene saa meget som en eneste gang. Tilslutnbsp;hang bare skafterne igjen om laeggene paa ham. Men gammelen drog dem bare laengernbsp;ned om fodderne, han, og bandt for aabningen med seilgarn. Saa lob han omkringnbsp;med dem, til de dat af ham som tafs.

Men du kan vel vide, at den er ikke af almindelig kvalitet, den ulden, som skal til Gamle-Eriks hoser; da moned den ikke stort. Rar ser den ogsaa ud, lodden ognbsp;finkardet som den ligger der i kurven hendes. Den er opblandet med baade dumhed ognbsp;bagtalelse, sladder, misundelse, ondskab og djaevelskab. Men mest med dumhed —nbsp;over halvparten; for dumhed giver traaden slig en let graa farve, og saa blir der denbsp;deiligste blodeste sokker af den, som nogen kan onske sig at gaa i.

Men det er ikke bars sokker til Gamle-Erik, hun skal lage, hun, som sidder oppe i skorten der. Ved siden af uldkurven ligger der en haug af det gildeste raastof fornbsp;ondskab og galde. Det skulde ogsaa vaere faerdigt til rette tid. Derfor er det bedstnbsp;at spinde, og det saa gnisterne fyger!

PAA KOLSAAS

JOMFRU ENERSEN sad netop borte hos madam Syvertsen og graat over verdens synd og ondskab. Hun graat taarer saa store som kaffebonner,nbsp;og naesen bendes graat ogsaa, saa det rudede lommetorklsdet fór op ognbsp;— ned i travl tjenesteiver.

Hvem pokkeren skulde tro, at hun var en heks! Men faa timer efter sad hun alligevel hjemme og smurte sopelimen sin.

Oppe paa Kolsaas skulde de have stort heksemode. Fanden havde lovet at komme i egen person og tage felen med sig. Det gjaldt at optrsede lidt i pudsennbsp;denne gang; derfor stod alle komodeskufferne aabne hos jomfru Enersen, og rundtnbsp;omkring laa der kniplinger, mammelukker, lugteflasker, krinoliner og chignoner ognbsp;mange andre herligheder. Langt om laenge var hun da faerdig. Saa satte hun signbsp;kraevs over sopelimen. „Herop og herned til Kolsaas!quot; sa’ hun. Og op igjennemnbsp;skorstenspiben bar det, saa soden gjov om hende.

Men denne gangen stod Anne kokkepige bag doren, og gjennem nokkelhullet saa hun hvert evige grand.

Hun kunde forst ikke skjonne, hvorfor jomfru Enersen pynted sig saa sent paa kvelden. Men da hun saa, at jomfruen tog frem et bukkehorn af skuffen og smurtenbsp;noget paa sopelimen, saa forstod hun altsammen. Anne fik svser lyst til at vaerenbsp;med, — det kunde vel ikke vsere saa farligt for en gangs skyld, tenkte hun. Storenbsp;moroen havde hun nu ikke der i huset, alt gik op i det evige slidet med grydennbsp;og skurekluden.

Saa tog hun komodeskuffen til jomfru Enersen og smurte den dygtig paa bag-siden med den samme salven. „Jeg faar se til at komme lidt tidligere tilbage end jomfruen, saa merker hun ingenting,quot; taenkte Anne.

Op gjennem piben gik det lidt trangt; men da hun forst var ude i fri luft, viste det sig, at hun havde vseret ganske heldig med skydsredskab, for hun fik god pladsnbsp;til det, hun sad paa. Hun steg ende op, saa hun syntes, hele jorden dat fra komodeskuffen ned i et dybt svart hul. Skyerne var af fin uld, og maanen trilled franbsp;den ene sky til den anden, fin og blankpudset. Nei, slig lyst hun fik til at kjendenbsp;lidt med fingeren bort paa maanen —! men det fik vaere til en anden gang. Fremadnbsp;gik det, saa skyerne fossed om komodeskuffen.

Med én gang begyndte hun at synke og synke. Skyerne hang som uldfiller ret op om hende. — Bums! Der laa hun paa Kolsaas med alle fire i veiret, og ennbsp;stor spraek i bunden paa komodeskuffen. — Paa en hoide bent bortenfor lyste dernbsp;et stort baal. Nu gjaldt det at vaere forsigtig. Hun tog tre tunge stene og lagde

i skufFen, og ovenpaa lagde hun to pinder i kors. Og saa lusked hun sig saa n®r baalet, som det var raad, og gjemte sig inde i en fjeldkloft.

Rundt det store baalet sad en hel del hekser, nogle strikked stromper, og nogle hekled blonder.

Du tror kanske, det er kniplinger, de hekled?—Jo, det var deilige kniplinger! Helt overst saa det noksaa bra ud, men nedentil endte hele kniplingen i en stornbsp;tafs af hvislende ormehoveder. Og ikke skulde du faat stor lyst paa stromperne,nbsp;som de strikked, heller. Ja, — oventil var de brugelige nok; men saa endte de inbsp;en stor vom, sprutende fuld af gedder og galde.

Skvaldren floi paa dem allesammen. De lo og snakked i munden paa hver-andre i ett vaek — skjaeldte og bagtalte, sladred og kagled, saa det var vsemmeligt at hore paa.

Anne sad der nede i kloften og syntes, det var svare saa moro, hun. Hun begyndte at se efter, om hun ikke skulde kjende nogen af dem.

„ja, der var jomfru Enersen — nu, det vidste hun jo paa forhaand . . . Og apothekerfruen, tgenk apothekerfruen! . . . Sandelig, sad, ikke jomfru Adriansen dernbsp;. . . og Karine Bollom . . . og Severine Trap ogsaa! . . . Og Malla Borresen mednbsp;tandverken sin var ogsaa med. ... Nei dsegeren! Der sad jamsend gamle Bertenbsp;Haugane, som solgte blaabaer og lügted af fjos ... og det i al venskabelighed ligenbsp;ved siden av den snerpede frokenen Ulrikka Prebensen. Tsenk, ved siden af dennbsp;fine frokenen, som altid sagde til kjobmanden: „Vser af den godhed at betjenenbsp;• mig forst!quot;

Anne maatte bide i tommeltotten for ikke at Ie hoit. —

Munden lob paa dem som rokkehjul. De holdt netop paa med prestefruen, og det gik baade fort og vel. Den lille laeserdukken, som klinte sig op til en fednbsp;praekestol af en mand, . . . hun skulde bare agte sig lidt, — skulde hun! — Saanbsp;tog de fat i amtmandinden, sorenskriverfruen og lensmandskjaerringen og mange fiere.

De var saa hakkende gale, at de fik st. Veitsdans i kjaeften. Da skreg jomfru Enersen:

„Vi spytter ad dem allesammen — Tvi!“

„Tvi! . . . tvi! . . . tvi!“ lod det fra hele laget.

„Je sputta, je au!“ sa’ Berte Haugane. Og da lo de allesammen.

I det samme kom der en styg svart ravn. „Nu kommer han, nu kommer han!“ skreg den.

Lige efter kom en lang svart fant flaksende og dumped ned midt imellem dem. Under armen havde han en fele.

„God kveld, mine venner!quot; sa’ han. „Velkommen, velkommen, kjaere Fanden!quot; svarte de. Og saa blev der en glaede og en jubel uden lige. Til syvende og sidst

sansed de sig saa vidt, at de husked paa kaffekjedlen, som de havde fserdig til Fanden. Og det var kalfe! — saa sterk og hed, at de blev fulde som filler alle-sammen. Fanden, han var nok vant til det sterke, han, for han slugte en naevenbsp;fuld af ildmorje til hver eneste kop, han drak.

Med én gang sprat Fanden midt op i baalet,. og til at spille heksedansen, saa luen spraked af felestrengene. Og alle heksene greb hverandre i baanden og dansednbsp;i ring omkring ham.

Noget saa stygt havde Anne aldrig hverken hort eller set.

Det laat, som om en gned en sten mod en glasrude; og noget faelere end det styggelset med hornene i panden, som sad der midt oppe i varmen, fandtes der velnbsp;ikke paa hele jorden!

Og slig som heksene hopped og bar sig! Dansen blev vildere og vildere, — det hvirvled og suged som i en fos. Men saa uhyggeligt det var, blev Anne ligevelnbsp;forpint af latter, saa hun maatte bide i tommeltotten sin igjen. Jo jo san! Dunbsp;skulde bare set froken Prebensen . . . naesen ende i veiret; silkekjolen rasled omnbsp;de torre laeggene bendes, og i begge mundvigerne hang et yndigt smil. Og vednbsp;siden Berte Haugane, som hopped og sprat: „Heit san, hut san!“

„End jomfru Enersen da, — hi hi hi!“

Men mest moro blev det, da Malla Borresen faldt overende midt i dansen og brak af den lange naesen sin. Da storlo de allesammen; selv den stygge fanten oppenbsp;i varmen sad og knegged.

. . . Men Anne var lur.

Bedst at ha lidt til gode til en anden gang ogsaa, taenkte hun.

Hun lurte sig stille bort til komodeskuffen, tog graastenene ud og satte sig opi. „Herop og herned fra Kolsaas!“ sa’ hun, og hjem bar det i strygende fart.

Dagen efter stod jomfru Enersen og grunded svaert paa den store spr®kken i komodeskuffen sin.

Malla Borresen skulde nok have faldt i en trappe, hun, for hun havde en stor plasterlap paa naesen.

Men da Anne var borte hos kjobmanden for at kjobe et par maerker gronsaebe, var det ikke frit for, at hun maatte bide sig i tommeltotten endda en gang. For indnbsp;kommer naadigfrokenen seilende, med nssen i veiret, og silkekjolen raslende om denbsp;torre laeggene: „Jeg skulde have for tre skilling kryllede haarnaale . . . V®r saanbsp;god at betjene mig forst!quot;

M

ET SJ0TROLD

OMAN PERSA og Elias Nilsa var engang ude paa holmerne fór at skyde sj0fugl og samle aeg. Det gik bra med fangsten. De fik en hel kasse fuldnbsp;med aeg og kneb en hel del fede aefugle ogsaa. Kaffekjedel og niste havdenbsp;de med, og agterud i skotten laa en liden laerke til at muntre sindet med. Saanbsp;gjorde de op varme, rogte tobak og prated frem og tilbage om verdens vidervaerdigheder.nbsp;„Nei nu kan du passe kafFekjedlen, Johan; saa laegger jeg mig ud og fisker lidt,“ sa’ Elias.

— Elias fik nap paa nap, men ikke saa meget som en hyse. Men det var onderligt med de nappene, han syntes tydelig, det var ligesom en n®ve, som rykked i snoret; og torn angel fik han op for hver gang. Han begyndte at skjonne, at det maatte vaerenbsp;noget mer end almindeligt, som laa og napped dernede.

Elias var ikke borte; han lo i skjsegget. „Har du slig madlyst, saa kan du smage lidt paa dette ogsaa,quot; taenkte han. Dermed tog han en gammel lovaat og fyldte den mednbsp;rusk og snusk og satte den paa krogen.

— Da fik han et nap som dude. Han drog, alt han orked, men det var, som om snoret sad knyttet i bunden. Med ett glap det, — han kjendte noget tungt hsengenbsp;paa, og drog og drog. Saa stod det fast igjen og var ikke til at faa af Hekken. Eliasnbsp;gav sig ikke; han slog bare sneret i en kveil om tollegangen, spytted i nseverne og drognbsp;i af alle kraefter. Med én gang blev det lettere, saa let, at han trodde, krogen maattenbsp;vaere gaat. Men med det samme soket kom over vandskorpen, saa han en stor ulke, somnbsp;vingled frem og tilbage med lovaatten i kjaeften. Ind kom den med en fart, saa det smaldtnbsp;i tiljen. Der laa den og glodde paa ham. Noget saa faelt havde han aldrig set. Kj^ftennbsp;stod paa vid vaeg — krogen og lovaatten hang fast i den ene mundvigen. Pusted ognbsp;stonned gjorde den, saa den steg og sank som en stor blsere, og de smaa skjseve oinenenbsp;Hoi rundt i hovedet. Og rundt omkring var den fuld af pigger og smaa skindlapper, somnbsp;hang og baevred.

Elias syntes, det var harmeligt, at den skidtulken skulde have narret ham slig. „Glo, du far!quot; sa’ han, „men jeg er piske mig ikke raed digiquot; — Saa greb han den, rev krogennbsp;los og spytted hele skraaen sin lukt i kj®ften paa den. „Dit svinebeist!quot; sa’ han og slaengtenbsp;den i sinne langt ud paa sjoen. —

Lang tid efter haendte det sig, at Elias kom ut til det samme skjaeret for at fiske. Da var han alene. Han lagde baaden sin i lae for sjogangen og slog sig ned paa sammenbsp;stedet som for for at koge kaffe. Mens kjedlen kogte, drev han omkring paa holmen.nbsp;Han saa paa teisterne, som sad og peb, mens sjoen silte rundt om dem i sprgekker og huler.nbsp;Han kom til at taenke paa den stygge ulkén, han fisked hemde, og ret som han saa bentnbsp;frem for sig, saa laa sandelig det samme stygge bestet der paa torre fjeldet!

jEfugl: ederfugl. — Kveil: taugbugt.

Nei, det maatte vgere oteren, som havde lagt den der; det var uraad, der kunde vsere liv i den. Den saa jo knuskende tor ud. Dermed kared han lidt paa den med foden.nbsp;Men da kan det vel h^nde, der blev liv i den. Den skvat og sprat og glefste, som omnbsp;den var galen.

Da gav Elias den et vaeldigt spark, saa den floi bums tilhavs.

Men ikke for var den kommen i sjoen, for den vokste og vokste til en forfaerdelig styg kar, som reiste sig ende op og gabte med et ulkegab saa stort som en aaben skibs-kiste. Og saa broke han:

„Nu kan du spytte mig i kjseften en gang til, om du lyster, Elias! Men det siger jeg dig---“

Mere horte ikke Elias. Han lob, som om fanden var i haelene paa ham. Hjemover bar det baade for aarer og seil, og det saa sveden silte af ham. Forst da han var heltnbsp;fremme, kom han til at huske paa kaffekjedlen, som stod og kogte derude.

DRAGEN

AARTUSENDER ruged dragen over den gyldne skat. Med sine vinger

Idaekked den kongekroner og aedelstene og kister, fulde af skinnende ringe. Den vogted med gnistrende oine, og af dens sv®lg stod ild og rog. Ennbsp;gang imellem svang den sig ud af sin hule. Det vseldige skraernmebilledenbsp;suste ud over havet, og i sporet velted rog og gnister som et kjolvand. Og menne-skene sank i knae og krob i skyg og skjul.

Faa var det, som voved sig op i nbsp;nbsp;nbsp;dragehulennbsp;nbsp;nbsp;nbsp;for atnbsp;nbsp;nbsp;nbsp;vinde den lysendenbsp;nbsp;nbsp;nbsp;skat. Og

ingen vendte tilbage. Sverdet floi af skeden; men nbsp;nbsp;nbsp;laengenbsp;nbsp;nbsp;nbsp;for det modte de krummede

klor, aad dragens aedrede aande sig gjennem skjoldet og dr®bte. Saa laa de blegede dodningskaller deroppe som boliger for orme og mus.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;*

Men tiden seired over den frygtelige drage. Dens sovn blev laenger og laenger. Mandsaldre gik mellem hver gang, den floi ud, og med raedsel saa de nye slegternbsp;paa den som et varsel om sverdtid og pesttid og alt ondt.

Nu er varselet indslumret. Dragen er et sagn. Den sover dodens tunge sovn. Oinene er Sunkne dybt ned i skallen, vingerne stivnede. De ristede runer spraekker,nbsp;dodningskallen smuldrer, og tiden drysser graes og mose over det hele.

Rogn og busker daekker buien, nbsp;nbsp;nbsp;og derudenbsp;nbsp;nbsp;nbsp;er saanbsp;nbsp;nbsp;nbsp;lyst og solvarmt.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;Era det

friske hav stryger en susende vind, nbsp;nbsp;nbsp;saa busk og traenbsp;nbsp;nbsp;nbsp;vugger og raslernbsp;nbsp;nbsp;nbsp;med sine

blade. Og paa rognekvisten sidder en liden fugl og vipper: „Kvivit! Jeg er saa glad, saa glad! Nede ved fjeldvaeggen har jeg bygget redet mit af straa og Ier, solen lysernbsp;ind i det, og nypetornsbusken har sat en rose som et tag ovenover. Kvivit, kvivit!“

DRAUGEN

AA ET FISKEV^R langt ude ved havet bodde Kristian Westerval. Nu er han dod og borte, men mange vil kanske endnu mindes ham.

Han drev en handelsforretning der ude og var anset for en holden mand, men ogsaa for en rar skrue, som ingen kunde blive rigtig klog paa.nbsp;Altid laa der noget tungt, sorgmodigt over ham. Ellers var han en kraftig mand,nbsp;med snaut snehvidt haar og blege ubevaegelige traek, — snild og blodhjertet som etnbsp;barn, men ogsaa drassig som en buk, naar det kneb.

Han var kjendt som en ualmindelig dygtig hovedsmand tilsjos. Men to gange havde han seilt baaden over hovedet paa sig, og folk fortalte, at han var spaad, atnbsp;tredje gangen skulde han bli’ der. Derfor var det vel, han var blit saa forsigtig paanbsp;det sidste, for i baad kom han saa godt som aldrig mer.

Huset han bodde i, var noget af det rareste, som taenkes kan. For at lette trafikken med fiskerne var den ene siden af det bygget paa skraae fjeldet, mens dennbsp;anden stod paa bjaelker over selve sjoen. En hel del trapper og stiger forte franbsp;aabningerne i gulvet ned til sjoen, og dér laa der altid nogle fiskere og pusled mednbsp;baadene sine. Bryggen gik i flugt med huset langs fjeldvseggen og hang stadig stoppendenbsp;fuld af torfisk. Her maatte man ogsaa op gjennem et firkantet hul, mens baadennbsp;laa belagt i stigen under bryggeplankerne.

I hovedbygningen var ogsaa pakbod med dorer og heiseapparater. Her laa fustager, melssekker, taugvserk, tjaeretonder og torfisk stablet i store hauger. Tonder fulde afnbsp;ederdun stod rundt omkring, og paa vaeggene hang hundreder af alker, lunner, humber,nbsp;maager og temer. Borte i en krog laa en del vaeldige havorne og et par sneugler,nbsp;og lige ovenover var der spikret en msengde oter- og skarveskind paa vaeggen, mednbsp;smorsiden ud.

Westerval drev en livlig byttehandel med fiskerne; han havde dem i lommen saa godt som allesammen. Og alting kom de til ham med — konkylier, koraller,nbsp;rare’*^fiske og sjostjerner, og saa fik de kaffe og skraatobak som vederlag.

— Westerval bodde alene i huset sammen med sin husholderske. Hun syntes nok, det var trist og uhyggeligt derude; men det syntes ikke Westerval, han elskednbsp;havet og ensomheden.

Sovekammeret hans var det rareste af alt i dette rare huset. Westerval sov sjelden mer end et par timer og aldrig for ud paa morgensiden. Der kom saa mange tungenbsp;tanker over ham, at han ikke fik nattero, sagde han. Ved hovedgjaerdet over sengennbsp;havde han spikret et braet til lampen, og saa laa han og Iteste romaner hele nattennbsp;igjennem. Paa vseggene hang det gamle tapet i store folder og bolger. Og derinde

Humber: lom.

i kanalerne rumled og peb rotterne, saa han havde morskab nok om natten; somme-tider holdt de sligt hus, sagde han, at folderne steg og sank som baarer. Vaerelset var lidet og overfyldt af alt muligt. Bordet og vinduskarmen var fuld af tobak, piber,nbsp;pibekradsere, tomme flasker, stene med koraller paa og meget andet. Paa vaeggennbsp;hang en svaer boghylde, propfuld af gamle boger. Rundt om stod kasser og stoler,nbsp;borte i krogen en gammel sofa, som krolhaarene titted ud af, og lige ved den hangnbsp;en seks syv pendelure, store og smaa, og holdt et frygteligt leven; der var sligt selskabnbsp;ved dem, syntes Westerval.

Saa var det en nat, Westerval laa i sengen og damped paa piben sin; han var midt oppe i et interessant kapitel af en gammel roman. Ude blaaste der en forrygendenbsp;storm, saa den gamle veirhanen oppe paa taget snurred rundt som en vindmolle ognbsp;peb og gnisled. Det knaged i huset, vinden hvisled gjennem alle sprsekker, og detnbsp;gamle tapet paa vaeggen bued sig for lufttrykket.

Med ett smaldt et vaeldigt slag i gulvet lige under sengen. Det lod, som om én drev en stor vaad vaat op i gulvet, og vinduet klirred saa laenge efter, at det varnbsp;rent uhyggeligt. Westerval var en modig mand; men det var ikke frit for, at hannbsp;blev lidt blegere end vanligt. Under horte han sjoen gaa gulp i gulp, det raslednbsp;mellem stenblokkene dernede, og med smaa mellemrum kom et digert braat klaskendenbsp;mod fjeldvaeggen. Ud paa dagsiden sov han sine reglementerede timer. Om morgenennbsp;gik han ned gjennem lugen under huset. Sjoen var endnu i voldsomt opror, bolgernenbsp;hopped larmende og skummende om dernede. En v®ldig tangdynge havde samlet signbsp;under gulvet, — ellers var der intet at merke.

Stormen havde nok rigtig sluppet sig los; dag for dag blev det vserre. Men det var jo ikke bedre at vente, saa sent paa hosten. — Saa sad Westerval alene en baelg-mork kveld, netop som han havde stsengt butikken efter en travl dag. Fiskerne havdenbsp;staat taet sammenstuvet derinde hele dagen, paa det vaade lerede gulvet stod sporenenbsp;efter sjostovlerne deres. Westerval holdt paa at pusle med pengeskuffen, talte ognbsp;regned efter med blyanten paa et stykke smorpapir. Saa skar han op skraatobak tilnbsp;dagen efter, i korte stykker, og flytted lidt paa et og andet borte i hylderne.

„Aa ja san! Saa i Guds navn er denne dagen ogsaa forbi,“ sa’ han.

Da skvat der én sammen borte ved doren. Ved skinnet af lysstumpen saa Westerval en kjaempestor kar i fuld skindhyre, med sydvesten dybt nede over oinene.nbsp;Ansigtet saa ud bare som en stor skjaeggetafs, syntes han.

„Hvad vil du? Kommer du gjennem stsengt dor, — hvor kommer du fra?“ spurgte Westerval.

— „Den veien jeg kom, gaar jeg tilbage. Men denne gang skal jeg bare have et skodfseste til baaden min,“ svarte en hul rost borte i krogen, og saa klapred hannbsp;med tsenderne, saa det gyste i Westerval.

Men nu skjonte ban ogsaa, hvem ban bavde for sig. Det var nok samme karen, som banked i gulvet til bam — ban, som bavde taget nattesovnen bans i de mangenbsp;lange aar.

Der for en vild tross op i bam. Den gamle bvidbaarede mand sprang tvaert over disken lige ind paa karen. Han satte begge knytnseverne op i tafset bans og skreg:

,Jeg siger dig i Guds bellige navn, jeg er ikke raed for doden .... Ned i bavbunden med dig, din forbandede ligaeder!quot;

To gronne oine lyste som morild under sydvesten. Karen klemte ryggen mod doren, saa den flakned som en fille, og tumled ud mellem kasser og tonder, greb saanbsp;gulvlemmen og slynged den op i taget. Saa stupte ban sig i sjoen.

„Du er staerk i kjaeften paa land, Westerval, — men du lunker nok med den tredje gangen ligevel!“ ropte det baanligt op.

Saa kom den mindevaerdige dagen, da orkanen rev kirken ned, saa stumper og stykker fog over gravene.

Da seilte fiskerne for livet derude paa bavet; stormen var kommen over dem som sluppen af en saek.

Fra den ene baad saa de, bvorledes den anden gik rundt. Enkelte kom sig op paa bvaelvet, fik bugget tollekniven fast og skreg i raedsel. Saa kom der storenbsp;brusende sjoskavler og feied dem vaek. En saa bror sin, en anden far sin do ligenbsp;for sine oine; men paa bjaelp var der ikke at taenke.

Alleryderst ude skar en slankbygget vakker baad gjennem sjoen, saa skummet fog om den. Det var Kristian Westerval, som seilte for tredje gang. Han sad selvnbsp;som bovedsmand ved roret, bleg i ansigtet, men med et vildt trassigt udtryk. Hannbsp;vilde vise ligaederen, at ban ikke var bange.

Gamle Jens Glea sad lige ved Westerval, og ban bar siden fortalt historiën. Ret som det var, skreg joban Persa, som sad forud: „Herre Jesus, der ligger Olanbsp;og Lars paa bvaelvet!quot;

Da ropte Westerval, kridbvid i synet: „Grib dem! - Nu baer’ vi over dem!“

Og over den bvaelvede baaden bar det, saa det skured og skrabed i kjolen. Naever strakte sig ud paa begge sider . . . Lars fik de godt tag i, og op med bam.nbsp;Men Ola var for- tung. Han klamred sig fortvilet fast i baadripen og skreg stygt.nbsp;Baaden floi med slig fart, at morilden fraeste omkring Ola, og rundt om gik sjoennbsp;boi og fraadende bvid.

„Tag styret, Jens!quot; broke Westerval. Han boied sig over raekken, greb nede i vandet tag i Ola og drog i bam med kjaempekraft. Og Ola baged sig fast i bamnbsp;med fortvilelsens styrke.

I samme 0ieblikket skj0d der en diger nseve op af vandet og greb i Ola og drog ham ned igjen. Saa kom en nseve til og hug tag i skuldren paa Westerval, og danbsp;maatte han ogsaa med.

Gamle Jens ved styrestangen saa med forferdelse de tre, som laa i sjoen og velted sig om hverandre i vild kamp. Med ett vokste den ene og blev til en kjaempe-stor kar i skindhyre, som greb Westerval i struben ... det var det sidste, da sanknbsp;de alle tre, og baaden floi afsted som en pil.

Da skjonte de allesammen, at det var draugen, som tog Westerval.

. . . „Han var en snild mand. Vorherre har ladt naadens dor staa aaben for vserre syndere end ham,“ sa’ gamle Jens.

NOKKEN

0KKEN er lumsk. Han jager efter menneskeliv. Naar solen gaar ned, maa du agte dig.

Han kan ligge i den store straalende tjernliljen, som du strsekker baanden efter. Neppe har du rort ved den, for hsengemyren synkernbsp;under dig, — da griber han dig med sine vaade slimede haender.

Eller naar du sidder alene nede ved tjernet en kveldstund . . . der dukker minder op, snart ett og ett, snart i flok og folge, — minder med samme varmenbsp;farve og glans som de spellende straaler mellem blaekker og vandliljer. Vogt dig da!nbsp;Det er strengene, som nokken spiller paa. Tjernet tryller minderne frem, og nokkennbsp;ligger under og lurer. Han ved, at han saa let kan fange os i det deilige dirrendenbsp;speilbillede.

— Nokken kan skabe sig om i alle mulige skikkelser. Ofte ligger han paa stranden som et underligt glimrende smykke; rorer du det, er du i hans magt. Ja,nbsp;saa lur er han, at han kan Isegge sig som en efterglemt fiskestang i graesset, mednbsp;baade snore og krog paa.

Et andet gammelt kneb har han brugt saa ofte, at han sjelden faar nogen til at bide paa mer. Han skaber sig om til en gammel pram, halvt optrukken paa land.nbsp;Men det haender jo ligefuldt, at der kommer en tosk, som ser prammen og tsenkernbsp;somnbsp;nbsp;nbsp;nbsp;saa:nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;„Naa, for etnbsp;nbsp;nbsp;nbsp;gammelt traug!nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;Den ernbsp;nbsp;nbsp;nbsp;jonbsp;nbsp;nbsp;nbsp;halvfuld af vand . .nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;. Men — der

ligger sandelig et gammelt blikspand!“ nbsp;nbsp;nbsp;Og saanbsp;nbsp;nbsp;nbsp;giver han sig til at osenbsp;nbsp;nbsp;nbsp;laens nokken.

Saa ud paa vandet med prammen og opi I

1 forstningen gaar det bra; for nokken vil gjerne lege med sit bytte som katten med musen. — Nei, hvor deiligt det er at glide mellem vandliljerne. Vandet liggernbsp;saa blankt og stille. Hvert aaretag blir som en grusom synd . . . Langt derbortenbsp;driver en liden o med et bjerketr® paa, — den var det moro at komme ud til 1

Men midt udpaa vandet tager den gamle prammen til at laekke og laskke. Saa spraekker den og synker mer og mer. Da slynger nokken sig om sit bytte og dragernbsp;ham med sig i dybet.

Stundom hasnder det, at nokken skaber sig om til en graa hest, som gaar og beiter lige ved tjernet. Han taenker at faa narret en op paa ryggen sin, saa saetternbsp;han lukt paa vandet med ham.

Det nbsp;nbsp;nbsp;var en gang,nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;der kom en bonde ognbsp;nbsp;nbsp;nbsp;fiknbsp;nbsp;nbsp;nbsp;se denne graa hesten. Eed var

den, nbsp;nbsp;nbsp;saanbsp;nbsp;nbsp;nbsp;det skinte afnbsp;nbsp;nbsp;nbsp;den, og bondennbsp;nbsp;nbsp;nbsp;syntes,nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;atnbsp;nbsp;nbsp;nbsp;det var faelt til gildnbsp;nbsp;nbsp;nbsp;gamp. Men

han maatte klo sig i hovedet ligevel, for hvor den var kommen fra, var han ikke kar til at skjonne. Til slut gik han hjem efter en grime, og den gjemte han godt

under frakken sin. Da ban kom tilbage, gik gampen som fnr og gnog og bed i graesset.

,Ja saa da, fola! — Kom da, folan, kom da, folan!“ sa’ bonden.

Og folen kom, ban. Han tsenkte bare paa at faa bondeskrotten op paa ryggen sin.

Med det samme greb bonden den med kloen i begge naeseborene, og da blev der en anden dans. Alt den spaendte og sparked, saa bjalp det ikke; grimen komnbsp;paa, og det paa flekken. Saa gav ban den et venskabeligt klask midt paa det fedenbsp;glinsende baglaaret. „Nu faar du folge med mig, dokka mi!“ sa’ ban.

Da var nokken i bans magt. — Men blid var gampen ikke, da den blev stsengt inde i den kvalme stalden, den som var vant til at ligge i det friske tjernet og glottenbsp;mellem vandliljerne. Og stort ligere bavde den det ikke, naar den kom ud, beller;nbsp;da brugte bonden den til at ploie op alle agrene sine. Men plogen drog den, saanbsp;jorden fog om dem; for krsefter bavde den som mindst tyve andre beste.

„Den gampen er guld vserd. Han arbeider som selve fanden og aeder ingen ting,“ tenkte bonden.

Men stundom b®ndte det, at ban skvat tilbage for de vilde oinene, som glodde saanbsp;nbsp;nbsp;nbsp;underlig vandgronnenbsp;nbsp;nbsp;nbsp;paanbsp;nbsp;nbsp;nbsp;bam. Og naar solen giknbsp;nbsp;nbsp;nbsp;ned, blev den graa besten

saa nbsp;nbsp;nbsp;vild og galen,nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;at detnbsp;nbsp;nbsp;nbsp;varnbsp;nbsp;nbsp;nbsp;uraad for noget levende atnbsp;nbsp;nbsp;nbsp;vaere inbsp;nbsp;nbsp;nbsp;stalden. Den kneg-

ged nbsp;nbsp;nbsp;og skreg belenbsp;nbsp;nbsp;nbsp;nattennbsp;nbsp;nbsp;nbsp;ognbsp;nbsp;nbsp;nbsp;grov og sp®ndte, saa flisene bangnbsp;nbsp;nbsp;nbsp;rundt spiltauget.

I forstningeti nbsp;nbsp;nbsp;syntesnbsp;nbsp;nbsp;nbsp;bonden, at alt dette bare varnbsp;nbsp;nbsp;nbsp;moro.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;Men lidt efter lidt

kom der slig rar tyngsel over bam. Han fik aldrig ro. Der lagde sig ligesom en trang ring rundt hele hovedet paa ham, og bedst som det var, kvak han til. Altidnbsp;syntes han, at han saa strimer og straaler, som speilte sig i dybt svart vand, og selvnbsp;laa han og sank og sank i en bundlos gjorme.

„Jeg giver dig ti daler, vil du tage grimen af den graa gampen, 01a!“ sa’ han til tjenestegutten sin.

„Po, det skal jeg gjore for tolv skilling,quot; sa’ 01a. nbsp;nbsp;nbsp;*

Men da grimen kom af den graa, var den ikke sen. Den satte tvaert igjennem vseggeri, saa bjelkestumperne drev til begge sider.

Og gamle Inger Bakken, som bodde borte ved tjernet, fortalte, at den graa gampen kom ssettende i flyvende firsprang over epleageren bendes. „Det rog afnbsp;naeseborene paa ham, og rova hans stod ende op i veiret som et bukkehorn,quot; sa’nbsp;hun. „Og slig som han floi! Forsyne mig, satte han ikke lukt paa vandet, saanbsp;spruten stod som en skigar om ham!“

Epleager: potetesager. — Rove: hale.

DE UNDERJORDISKE

I

EG KJ EN DTE engang en ung mand, som fuldt og fast trodde paa de underjordiske. Da jeg spurgte, om han selv havde set dem, svarte han:nbsp;„Nei ikke jeg, men bror min. Og bror min lyver aldrig.quot;

Han var fodt paa en 0 -langt ude i havet. Fattige smaa hytter laa her og der udover, trist og ensomt og vidt fra hverandre. Bare sten og stride graes-tuer at se, og udenom — — det aabne hav, en tangkrans og blege rullestene, somnbsp;de lange donninger spulte op over. Broren var en stille alvorlig mand. Naar hannbsp;laa vaagen i de lyse sommernsetter, horte han ofte salmesang udenfor, fortalte han, —nbsp;toner, saa underlig gribende og dragende. En nat, som han laa og lytted, var det,nbsp;som om han kjendte liv rundt om sig af vsesener, han ikke kunde se. Saa begyndtenbsp;det at pusle og hviske, og med ett var gulvet yrende fuldt af graa uldgarnsnoster,nbsp;som sprat og hopped om hverandre i vild dans. Han reiste sig op i sengen. Neppenbsp;havde han nsevnt jesu navn, for nosterne velted ind gjennem ovnsdoren og forsvandtnbsp;som en rog. Saa horte han dem rumle inde i kakkelovnsroret, og saa blev alt stilt.

I gamle dage myldred det overalt af underjordiske. Era hauger og tuer klang felelaat og slaatter, og stundom drog en lang brudeferd forbi af smaa graaklaedtenbsp;msend og kvinder. De kom med guldhorn og kar og bod de modende drikke. Mennbsp;ve den, som drak, — han var i deres void. — Straks tusmorket ssenked sig, krobnbsp;graakallerne frem, og da var det farligt at faerdes ude og vaerst for de unge jenter.nbsp;Mangen en vakker jente er af de underjordiske blit lokket ind i berg og haug ognbsp;har siden gaat halvskrullet omkring og fortalt om de rige frierne sine og om den gildenbsp;buskapen og de store gaardene deres.

Hyggeligt var det nu heller ikke mangen gang at vaagne midt paa natten og se stuen dorgende fuld af haugefolk, som bar sig, som om de var hjemme, og var baadenbsp;hoit og lavt. Slikvorne som de er, skulde de have tag i al den godmad, som fandtes,nbsp;baade rommegrod og spekekjod, lefsekling og flodemelk; ja selv drammeflasken ognbsp;skraatobakken kunde de snuse op. Bande og skjselde nytted ikke; bedst var det atnbsp;skyde over hovederne deres. Da kom der fart i dem; da hujed og skreg de ognbsp;trilled ud gjennem huiler og sprsekker som smaa graa noster.

DE UNDERJORDISKE

II

0R I TI DEN hsendte det tit og ofte, at de underjordiske stjal spaedborn

Fog lagde sine egne unger isteden. Slig en bytting er ikke for vakker at se. Han har stort hoved og lidet vet, og dagen lang ligger han inbsp;vuggen og bare beljer og skriger.

Jeg mindes godt en kone, som havde en slig bytting at stri’ med. Hun havde nok glemt at l®gge staal og salmebog i vuggen til dennbsp;nbsp;nbsp;nbsp;nyfodte; straksnbsp;nbsp;nbsp;nbsp;saanbsp;nbsp;nbsp;nbsp;var de

underjordiske der nbsp;nbsp;nbsp;og napped ham.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;Da kjasrringen komnbsp;nbsp;nbsp;nbsp;for at se til barnet,nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;laa der

en urimelig styg unge i vuggen, med store dumme oine, og patted paa fingeren. Konen blev baade felen og sint, og saa trev hun byttingen i nakken og ud paa tunetnbsp;med ham. Der rishydde hun ham slig, at han hylte. Men endda hun rised hamnbsp;tre torsdagskvelder paa rad, maatte hun bli’ ved ham, stakkaren.

Han vokste op og fik skjseg og blev ustyggelig fael at se. Snakke kunde han ikke; han gjoddenbsp;nbsp;nbsp;nbsp;som en raev ognbsp;nbsp;nbsp;nbsp;krob paa alle fire.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;Om dagen sadnbsp;nbsp;nbsp;nbsp;hannbsp;nbsp;nbsp;nbsp;paa en

skammel ved den nbsp;nbsp;nbsp;rode husvseggennbsp;nbsp;nbsp;nbsp;med et lidet gronmaltnbsp;nbsp;nbsp;nbsp;bord foran sig.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;Tilnbsp;nbsp;nbsp;nbsp;at lege

sig med havde han en bordkniv; den stak han med bladet ind i spraekken paa bord-skuffen og slog paa kniven, saa den sa’ „Burr—rurr—rurr —rurr“, — akkurat som en rok. En gang imellem tvaerstansed han, glodde omkring sig og ropte: „Hans!quot;nbsp;Saa hedte han selv; — det var nok det eneste, han kunde sige. Og saa klemtenbsp;han paa med bordkniven igjen: „Burr—rurr—rurr—rurr—rurr!quot;

Men lur var han ligevel, fanten. Under bordet havde han en hel liden haug med graasten. Naar der kom folk forbi, var han kjap nok med nseven under bordet;nbsp;og hutsan — saa kom stenen, og det saa det suste om hovedet paa dem. Og da lonbsp;han, saa kjseften gik op til begge orene hans.

Rishye: piske med ris.

NISSEN

ISSEN er en rar liden tass. Han har bare fire fingre paa hver nseve, for tommeltottene mangier. Men det er nok bedst at holde sig tilvens mednbsp;ham ligevel. Med de otte krumme smaa fingrene sine har han tagetnbsp;mangen en hausekar og rundjulet ham slig, at han er blit krobling fornbsp;hele levetiden. Ellers er nissen ikke vaerst, naar han bare faar den velsignede grautennbsp;sin; men den vil han have.

Og grod med en smorklat i er nu ikke saa rare lonnen heller for alt arbeidet hans. Han baade steller kjorene og passer hestene, stjaeler ho og kom' fra grandegaarden ognbsp;slider det han kan for busbonden sin. En bondegaard uden nisse er ikke stort vserd.

Men en skoierfant er han. Overalt, baade paa loft og paa laave, kan en hore ham knise og fnise og gotte sig. Som oftest sidder han paa laavebroen i maaneskinnetnbsp;og dingier med benene udover kanten. Saa bort en gang imellem og knibe kattennbsp;i halen eller erte gaardshunden. Eller saa skaber han sig om til en dot, og liggernbsp;blikkende stille. Kommer nu nogen og tager dotten op for at se, hvad det er, —nbsp;vips, saa spraetter den ud af naeven paa en, og saa staar nissen der, liden og sid-rumpet, og skoggerler. Bedst liker han sig i laaven, hvor han kan rusle om i hoet,nbsp;eller oppe paa det morke loftet, mellem kister og gammelt skrammel, fuldt af stovnbsp;og spindelvaev; jo mere rodet det er deroppe, des bedre trives han. Der er saa megetnbsp;rart oppe paa et loft — rotter og mus og fede edderkopper; borte i vinduet liggernbsp;der fuldt af torre fluer og langbente myg, og bare en deiser til fillesaekken derbortenbsp;paa spikeren under loftsbjselken, saa gyver den af mol ....

Men om natten er det ikke hyggeligt at ligge og hore paa nissen. Stundom tusler det som et noste, saa begynder det at pibe og hv®se, til der med ett blir en forfaerdelignbsp;rammel: blikspand falder i gulvet, tomme krukker og flasker velter, og rundt omkringnbsp;tripper der ligesom hundrede rotteben. Saa, med én gang, blir alt stille igjen. Ognbsp;slig kan han holde paa hele natten. Rart er det jo ikke, at de fleste ingen lyst harnbsp;til at staa op i bare skjorten og labbe op paa loftet for at se efter.

At nattefriere ogsaa er udsat for nissens fantestreger, kunde han Olaves Lenaes, son til Berte Sutra, fortaelle. Han var det sniideste menneske, som kunde gaa i to sko,nbsp;eller rettere sagt sjostovler — for han var sjomand. Naar det haendte, at han var sint,nbsp;maatte han vel slaa med knytnseven, han som folk flest, for at bedyre sine ord. Mennbsp;ikke som andre pleier: naeven i bordet; det var han altfor fintfarende til. Nei, hannbsp;bare lofted knytnaeven og skulte til bordet, saa huked han sig ned og slog den i gulvet,nbsp;saa det sang. — Da han fridde til Olava, haendte det ofte, han kom lidt sent om kveldennbsp;for at besoge hende. Saa var det en kveld, han merked, at folk havde lagt sig og alt var

Hausekar: sterk og dygtig kar.

stille. Han maatte gjennem bryggerhuset; men det vilde vaere spot og skam at uroe nogen, derfor trak han stovlerne af sig og satte dem bag en soplekasse, som var fuldnbsp;av fiskeaffald og andet bos. Saa labbed han forsigtig paa hoselsesten op til kj^restennbsp;sin. Da han kom tilbage, var stovlerne vsek. Han vidste sikkert, at han havde satnbsp;dem bag soplekassen, — men vaek var de.

„Det var da som dsegeren!“ tsenkte Olaves; han fomled om i morket og ledte. Med ett snubled han i stovlerne og horte tydelig noget, som fniste og flirte borte inbsp;krogen. „Det var bra, jeg fandt dem,“ tsenkte han. Men det var rart, de var jo tungenbsp;som bly. Og da han rigtig fik set efter, var de fuldstoppet med alslags griseri fra soplekassen. Olaves blev saa eitrende sint, at han slaengte stovlerne i vseggen, saa fiskegannbsp;og' makrelmelke skvat rundt omkring. Men da havde nissen moro! Han kneggednbsp;og lo borte i krogen, som om han var sprsekkefserdig.

Nissen huserte nok fselt der paa det stedet. Det var et af disse gamle hvidmalte trsehusene med hoi trappeopgang midt paa siden; det laa saa selvbevidst og skeled tilnbsp;sine nabohuse. Husherren selv var organist, en tor gammel knark med en sort snus-flek under nsesen. Det rareste ved ham var den langt fremskudte hagen, som gjorde,nbsp;at underpartiet ved munden paa en prik ligned en flodemugge. Aldrig saa jeg dettenbsp;muggefjses,. uden at det smilte, og han hilste saa overlegent nedladende, at det altidnbsp;sergred mig, at jeg selv var den forste med hatten i baanden. Sosteren, som styrednbsp;huset for ham, var en gammel pebermo. Om halsen bar hun en snor med et solv-hjerte i, som hun stadigvsek aabned og lugted paa. Det var hende, som havde mestnbsp;med nissen. — Det gik nok traat med at faa groden der i huset for nissen; derfor gjordenbsp;han saa meget leven, som det var raad, for at haevne sig. Om natten bar han sig, saanbsp;der aldrig var fred at faa. Nede i kjokkenet ramled tallerkener og fade ned fra vaeggen;nbsp;rog og gnister slog ud af komfyren, saa at de maatte op med baade vindu og dor.nbsp;Ruderne sad fulde af tyggede papirkugler og sprak baade paa kryds og tvers. Vgerstnbsp;var det ligevel om vinteren; for da slog han loftsvinduerne op, saa sneen fog ind ognbsp;lagde sig i store fonner deroppe. Var det skralt med maden, saa kunde han da ikkenbsp;klage paa moroen hos organisten!

En kveld skulde nabofolket tilmed have set ham lyslevende danse omkring paa trappen med den graa katten til jomfruen. Katten frseste og bar sig vserre end synden;nbsp;for nissen holdt den i begge forlabberne og svang den omkring, mens han tralied:

„Jeg'aa dig aa den gamle hurpa — jeg aa dig aa den gamle hurpa,nbsp;vi rivas aa slitas om grauteskorpa!“

— Ja, hun gamle jomfruen med solvhjertet, hun kunde fortaelle lidt af hvert om nissen, hvis hun bare vilde. Men broderen, aristokraten, smilte overlegent, naar sligtnbsp;kom paa tale, og fra flodemuggen hans lod det da uvaegerlig: „Ak ja, min soster ognbsp;hendes nissehistorier! . . . Min soster er en stor daare.quot;nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;•

SJ0ORMEN

Om s0-ormen ved jeg ei megen besked,

Jeg haver ham aldrig med 0inene seed, Begjosrer ej heller den sere;

Dog kjender jeg mange, som haver mig sagt, (Hvis ord jeg og giver sandfaerdelig magDnbsp;Han maa ret forfaerdelig vsere.

Petter Dass

LTID har der vaeret kj^vl og tr®tte om sjoormen. Nogle staar og Ier

A en lige op i synet, bare man n®vner den; andre forsikrer fuldt og fast, at den er til. Har de ikke selv set den, saa har de altid en hsederlignbsp;bedstefar i baghaanden eller en anden gamling, hvis ord de „giver sand-faerdelig magt“.

Gamle skipper Larsen saa serlig en ulk, som kan gaa i et par sjostovler -siger den dag idag: „Tro, hvad du vil, far! Jeg har nu, piskedod, set ham alligevel, jeg.“

. . . Bedst kan jeg taenke mig sjoormen nordpaa, hvor de msegtige nogne om-givelser giver blik og tanke vild frihed. Kjaempestor maatte han v^ere. Jeg vilde se hovedet ligge og gabe inde ved Rost, Lofotens yderste odde, mens han slynged halennbsp;sin, ring i ring, omkring Tr®nen, klippeoen langt derude. For her er der sjoorm-natur — en evig skoddetristhed, det forladte graa, saa langt oiet kan raekke.

Styr bare udpaa i den lille nordlandsbaaden, du landkrabbe! Bolgerne stiger og synker, saa tungsindig-ensformigt. Det vil tage dig, overvaelde dig, — du folernbsp;dig selv som et stovgrand sv^vende paa dette dybe tunge aandedrag. Din tankenbsp;staenges af en jernring . . . Det vide vseldige hav leger med dig, du er bare et fnug,nbsp;som det ikke kjender paa sin maegtige rullende ryg.

Da vil du fole uhyret, som ligger dernede paa bunden, havets raedsel! Og du vil vente at se det dukke op, slimet og tanggrod, i slingrende jettebugtninger . . .

Sagnet siger, at sjoormen fodes paa land. I en stenrois ligger en orliden orm og spreller og vrider sig i onde lyster. Kroppen er mangeleddet og styg somnbsp;trselarven, som kryber oppe i kronen og ribber lovet. Saa liden den er, er den saanbsp;sint, at den hugger og bider i alt levende, saa aedderen tyter af den. — Men naarnbsp;den blir storre og rummet trangt, saa maa den ud. Da kryber den om i skog ognbsp;mark, fra tjern til tjern, og vokser sig endda storre og felere til skrsek og afsky fornbsp;alle skabninger. Og fred finder den ingensteds, alt blir for smaat; fra vand til vandnbsp;velter den sig uden ro, oinene lyser gronne, den vrider sig og bider sig i sit egetnbsp;kjod, pisket af sit livs forbandelse.

Saa ser han havet.

Og det store m^gtige hav drager ham til sig med sin summende tungsindige sang. „Synk, synk!“ Dernede i dybet er der rum nok og under de fygende storm-kav ro for det uhyggelige dagslys, for de skarpe lystoner, der stikker som torner.

Dybest dernede paa bunden ligger han, og vokser og vokser, milelangt, endelost, mellem tang og havslim, med tusende planter og dyr snyltende paa sin krop.

Har du hort de vuggende stumme toner dernedefra? Kjender du havbundens raedsel ?

Nu vil den op. Op i al sin faelhed, — piske sjoen til skum, saa den ruller i vseldige donninger, knuse jaegter og fiskerbaader, forfaerde menneskene, dyrene, --laegge havet ode . . .

Vorherre bevare os for sjoormen!

. . . Sid bare derude i nordlandsbaaden en graakold skoddedag —! 0det og ensomheden spaender sin tvangstroie paa dig; de laerer dig at t®lle hvert rindendenbsp;korn i dit livs timeglas, og . . . saa kommer. raedselen jagende over de rullendenbsp;donninger, havbundens raedsel, den forfasrdelige sjoorm!

M

5 ‘vlU

¦ ^ m

TROLDFUGL

ANGT DDE i havet ligger nogle ensomme vilde 0er, forrevne fjeldtopper,

Lsom dukker op i de forunderligste former, med et vrimlende stimlende fugle-liv, millioner susende vingeslag, et yrende kav i luft, paa hav og fjeld. Rundt

- -----1 omkring ser du bare det maegtige blaa hav. Det ruller i store vilde donnin-

ger og bryder ind mellem skjser og klipper med ,^nehvid fraade.

Et par mil bortenfor bodde en fattig fisker, som hedte Tosten. Han laa ofte i nser-heden og fisked, og da merked han, at det ikke altid gik saa rigtig til derude paa fugleoen. 1 land voved han sig ikke, det var ligesom noget, som hvisked til ham, at det var uraadeligt.nbsp;Men for hver dag blev han mer og mer nyfiken og fik aldrig fred. Han syntes, fuglenenbsp;stirred paa ham med slige underlige nine, naar de floi over hovedet hans. Og dukkednbsp;de op af havet, bar de altid noget rart med sig i nebbet. Engang kom en lunnefugl flak-sende med noget, som ligned to sild; de hang paa hvei sin side af nebbet dens. Den varnbsp;nok ikke synderlig klarsynt den dagen, for den torned lige mod baadmasten hans, og i for-fjamselsen slap den sildene bent ned i baaden. Tosten syntes, at der lod som klingring,nbsp;og da han skulde se efter, laa der to store solvstykker paa tiljen. „Aa haa!“ tenkteTosten.

Saa var det en gang, han var derude og fisked. Da rog der op en storm saa fael, at han maatte seile paa harde livet med alle klor i seilet. Han fór forbi fugleoerne. Havetnbsp;brod og dundred i vilde flak langs de bratte morke fjeldsiderne. Ingensteds var det raad atnbsp;lande. - Saa kom han til at mindes en holme laengere borte, som var mere flad; kanske hannbsp;kunde faa berget sig ind der i lae af sjogangen. Era baare til baare bar det, den ene svaererenbsp;end den anden. Sjoraaket pisked ham i ansigtet, saa det svidde, og faeringen baevred ognbsp;skalv i hver fuge. Men Tosten sad traust og holdt paa styrestangen. Med ett floi en stornbsp;svart fugl over hovedet hans. Den saa vildt paa ham, aabned det store skiddengule nebbetnbsp;og spytted ned i baaden. Tosten syntes nok, det var ufjelgt; men det gjaldt at passe seil og ror,nbsp;— nu var han lige ved stedet, han tenkte at lande ved ... Da saa han, at dragsugen gik hulnbsp;og dyb derinde med sydende skumhvirvler. Men Tosten var liden og rask. I en fart rev hannbsp;av sig skindhyren og sjostovlerne, ned med seilet, og op paa toften, faerdig til sprang.

Ind bar det paa ryggen af en skummende bolge, og i det samme baaden skulde stode, sprang Tosten paa sokkelaesten op over glatte fjeldsiden, mens sjoen dundred om ham.nbsp;Bag ham flakned baaden, og dragsugen rev den med sig i stumper og stykker.

Livet var reddet, men hyggelige udsigter havde han ikke. Hvorledes i al verden skulde han slippe vaek fra holmen igjen? der var ikke en menneskesjsel paa disse kanternbsp;paa aar og dag. Skjael og kraakeboller kunde han nok finde, saa vidt han livberged sig,nbsp;men nogen rar kost blev det ikke i Isengden. — Der var saa ode og trist derude . . . traetnbsp;og vaad og ussel drev han om for at finde et sted for natten. Borte mellem revlerne laa

Ufjelg: uhyggelig.

der en hule under nogle kjaempestore stene; der krub han ind. L^nge havde han ikke sovet, f0r han vaagned ved skrig og spektakel. Paa fjeldet udenfor sad en hel hob kul-sorte fugle; enkelte andre dalte susende ned i hokken.

Saa kasted de fuglehammen allesammen og sad der som smaa underlige blaaklsedte kaller. Det var klart, at der var noget, de traetted om, — de skjseldte og smeldte, alt denbsp;orked, i munden paa hverandre. Men hvad de sagde, kunde Tosten ikke forstaa. Mestnbsp;lod de sinnet sit gaa ud over en liden graaskjteg, som sad der; de puffed og spaendtenbsp;ham, og tilslut greb de ham i det tafsed.e skjgegget og lugged ham. Siden drev de om-kring paa holmen og hylte og skreg. Langt om Isenge tog de fuglehammene sine paa signbsp;igjen og hoi over til fugleoen i en lang rtekke. — Tosten laa laenge og lydde, for han vovednbsp;sig frem. Stormen havde lagt sig lidt, og rundt omkring var ikke et liv at se. Nede i fjaerennbsp;fandt han osekarret til baaden sin, og netop som han tog det, hk han oie paa den lille graa-tassen; han sad paa en sten og aad kraakeboller baade med pigger og indmad.

Tosten skjod hjertet op i livet og gik bort til ham. Men ikke for hk graaskjaeggen oie paa ham, for han sprat op og til at skjaere taender, pibe og baere sig, saa det var stygt at senbsp;paa. Da blev Tosten faelen og drev til ham med osekarret lige i skolten, saa han fomled.

Ved siden af ham laa fuglehammen. Den, som blev glad, var Tosten. Nu hk han friskyds hjem, og ikke saa det uligt ud til at faa se, hvad de drev paa med ude paa fugle-oen, heller, denne gangen. Han tog hammen paa og strog didover. Derude paa den andrenbsp;siden af oen laa et stort skibsvrag, og rundt omkring myldred det af smaa blaaklsedte maend,nbsp;som bar kasser, rulled tonder, sled og slsebte. Det lyste blaat ud af en stor port, som stodnbsp;aaben i fjeldvaeggen, og derinde horte han den store jutulen skreg og kommanderte.

Da skjonte Tosten, hvad slags folk det var. Han braavendte og satte kursen hjem, det forteste han kunde. Hjemme syntes nok folk, at han var blit lidt underlig af sig. Rart varnbsp;det ogsaa, at han kom uden baaden sin. Det var lidet. Tosten fortalte om turen, og fuglehammen naevnte han ikke; den havde han gjemt forsigtig borte i en stenur. Engang imellem tognbsp;han den frem, og naar han saa sig leilighed til det, gjorde han nogle slag i den for moro skyld.

Men saa kom der slig vild lyst over ham; han maatte ud igjen til fugleoen. Og en dag tog han hammen paa og hoi afsted. De skulde vel ikke saa let kjende ham igjen derude, mente han. — Paa oen var alt ved det gamle, larm og leven. Tosten kom susendenbsp;og slog sig ned midt i en hok fugl, som havde samme slags ham som han selv.

Men det var dumt gjort. Med én gang begyndte de allesammen at fritte og sporge i nebbet paa hverandre: „Hvemerdet? hvem er det?“ . . . „Er det han Sakarias?quot; . . .nbsp;„Er det dig, Johan?“. . . Hvem er det?“ — Nei, taenkte Tosten, her er nok ikke greit;nbsp;bedst at faa lurt sig vaek. „Det er mig,“ sa’ han. Dermed lofted han vingerne og hoi, altnbsp;han orked. Men da blev der en syndig sjau. „ Det er Tosten! “ „ Knib ham, det er Tosten! “nbsp;Og i samme blinket var de efter ham, saa det suste om dem. Det blev Tostens sidste reise;nbsp;ude paa en holme kneb de ham og plukked ham smaa som gryn.

EN JUTULKAMP

PPE PAA VIDDEN er du ovenover alt smaat. I den store hoitidsstilhed

O seller tanken paa spsendte vinger.

Naar kveldsolen kaster sin glod fra top til top, er det, som den store — stille guddom vandred omkring og sogte med sin vseldige logt.

Som en vildsom smaafugl flagrer jeg om i stenorkenens aengstende stilhed, -den mindste lyd larmer som i en afgrund. Alt taarner sig op om min skjaelvende uro, roligt og ufolsomt. Jeg foler, kloden svsever i himmelrummet, - de drivendenbsp;skyer soper min nakke. Alt er saa vaeldigt, alt er saa ode ... Se, der synkernbsp;solen! Da syder blodet i aarerne, og i hjertet b^ever bonnen, „jeg slipper dig ikke,nbsp;herre Jehovah, for du velsigner mig!“ . . .

- Over mig velter morke uveirsskyer, den isnende vind farer over vidden, spor med tusend tunger; „Hvorhen hvorhen?“

Hvad er det for et jagende kav, som roper i stilheden?

Skyerne blir sorte. Saa rasler og summer det rundt om af millioner regndraaber, som brast der en vseldig angstfuld smerte.

Knitrende lyn skyder fra de sorte skyflak ... det dronner vildt borte mellem fjeldene. Det var ingen gjaetergut, som ringled med klubberingen denne gang!

Men inde fra skodden roper det, saa det raper af urerne: „Jeg er herre i Jotunheimen —1“

Og to jutulskikkelser velter sig i rasende kamp over de taggede fjeldtopper. Fjeldet dirrer, skredene dundrer. Se, blodstrommen ligger som vilde fjeldvand bort-efter, sorte og dybe I

Nu aabner himlens sluser sig paa vid vaeg. Regnet Hommer og fosser, tordenen skralder, som om rummets kloder torned mod hverandre, og lynet spraker slag inbsp;slag: nu kaster Tor sin hammer ind i Jotunheimen! . . . Eind et skjul, find etnbsp;skjul! Se, renen kommer flygtende i flok og folge, stenen spruter under hovene;nbsp;„Klip-klap, klip-klap — find et skjul!“

Det blir morkt som i graven. Inde i fjeldene rumler de arrige jetter. Tors vseldige hammer jager dem i skyg og skjul.

Regnet falder blodt og stille. Vidt om i ensomheden risler klingende roster fra spraekker og sok og baekkedrag og fortseller om den larmende hsendelse. I det tausenbsp;morke samler de sig til en summende sang - raslingen af de gule blade, som fygernbsp;af livets trae.

Men langt langt borte over vidderne brummer det endnu hult: „Jeg er herre i Jotunheimen. Alene vil jeg vaere. Grib ikke ind i min fred - i det stirrende dode!quot;

HAVFRUEN

Du kjender vel den dr0mmende fugl, som ligger paa skummende bolger og blunder.nbsp;Hvor er dens hjem, hvor findes det skjul,nbsp;hvortil den i drommene stunder?

Welhaven.

AVET ER DEI LIGT, naar det blankt og stille vugger sig i lange blode don-

H| ninger. Fjernt omkring hvisker en drommende susning, en dirrende vemodig Isengsel. Men deiligst er det, naar hav og luft gaar i ett, og den larmende ver-

---- J den ligger langt, langt borte i bolgende blaa konturer.

Da stiger havfruen op af dybet. Det lange gyldne haar svommer om hende, og med havdybe vaade oine stirrer hun drommende ind mod den blaa landlinje.nbsp;Skumperlerne bobler og syder om hende, - hun bare stirrer og stirrer, som omnbsp;hendes tanker seilte paa hvide vinger langt borte i den lukkede evighed.

Hvad drommer hun om?

Nei, — prov ikke at fange den letvingede maage! Se heller, hvor legende den danser paa sine slanke vinger, — hvor den stiger og synker!

Borte bag de blaanende linjer larmer den rastlose verden .... Gav den dig det guld, du dromte om? Floi ikke ogsaa din tanke som en urolig jagende fugl,nbsp;uden at du vidste hvorhen?

Era havets uendelige dyb bserer hun toner med sig, - en daempet, lukket sang. Dernede mellem tang og koraller og vrimlende kryb vokste hendes l®ngsel; hunnbsp;maatte op over den sttengende flade, op i lyset, op og se himlen hv^lve sig.

Hys! Hor, hvor hun synger ....

Det klinger saa barnerent vakkert. Tonerne risler i hverandre som havskummet omkring hende. Det bsevrer mellem graad og glaede . . . Sjofuglen ligger og lytter.nbsp;Den forstaar hende saa godt. Saa plukker den en fjaer og pynter paa sit fattige brystnbsp;lofter urolig vingerne og dukker lynsnar ned i dybet.

Solen synker mer og mer. Hav og luft staar i gylden glod. Endnu synger havfruen sine deilige sange. Da dypper solen sin skive i havet, og tonerne bsevernbsp;af vemod .... Endnu et dirrende sekund — saa er solen sunken og havfruen borte.

Hu, saa koldt! Nu ligger havet morkt og uroligt. Vindene jager over det og ploier det til hoppende skummende bolger. Ude paa det sorte skjseret krybernbsp;en kobbe op af tangen; den ligger og stirrer i iskold tristhed ud over det trosteslosenbsp;blaasorte. Dér kommer en skude. Seilene staar bugnende fulde; hun hugger ognbsp;klover sjoen, saa fraaden brager om baugen. De seiler for liv og lykke, gods ognbsp;guld. „Hei, gutter! Op at revel Nu kommer natten, og det kuier op til storm.quot;