VILH. GR0NBECH

VOR F0LKE:€T 1 OLDTIDEN

IV

MENNESKELIVET OG GUDERNE

SI

tsse 1904190

K0BENHAVN

FORLAGT AF V. PIOS BOGHANDEL

— POVL BRANNER —

1912

VILH. GR0NBECH

MENNESKELIVET OG GUDERNE

VOR FOLKE^Ï I OLDTIDEN

FJERDE BOG

SI

18521904-190

K0BENHAVN

FORLAGT AF V. PIOS BOGHANDPX

— POVL BRANNER —

1912

Tempel.

i har i Norden et historisk exempel pa at en hel befolkning matte rive sin tilvserelse op af jorden og flytte den over til etnbsp;andet land, — ikke gradevis plante den ud og pa den madenbsp;drage ny jord ind under den gamle kultur, men stuve den ned inbsp;lasten og ssette over et stort hav med den. Af Torolfs og Torhadsnbsp;historie ved vi hvad der var udflytternes sidste tanke i detnbsp;gamle land, deres forste i det ny, — og samp; ved vi med det sammenbsp;hvad der var deres inderste tanke, mens de gik hjemme i daglig-livets uforstyrrethed. Det var ingen ringe sag at rykke hoj-saedestotterne op og skrabe mulden sammen fra det heilige sted.nbsp;Det blev aldrig som et sted blandt andre, og der har sikkertnbsp;vseret dybe grimde til at Islaendingene, sa snart de var voksne,nbsp;vendte ansigtet mod derèsquot; faedres land. Beretningerne om Is-laendingenes Norgesfarter stammer fra kristen tid, i dem kan vinbsp;ikke vente at finde noget om de gamle, heilige steders dragen.nbsp;Dog er eet lille minde med tung mening sluppet ind i Land-nama: Lopt rejste hver tredie sommer til Norge pa sine egnenbsp;og sin morbroder Floses vegne for at blote ved det hov somnbsp;l'orbjorn, Floses morfar, havde forestèet pamp; Gaular.

Utvivlsomt har der i mange rort sig en frygt for at gore sig selv og forfaedrene hjemlose i denne verden, nar de sejledenbsp;ud til et land som de ikke kendte, og hvor intet sted kendte dem.nbsp;Nar alligevel, som det synes, beslutsomheden helt kunde opsluge

Vilh, Grenbech IV. nbsp;nbsp;nbsp;1

forknyttelsen, da var det fordi man trygt kunde stole pa, nej vide, at bar man sig ret ad, flyttede guderne med, og da kundenbsp;der rejses et nyt Betel; man havde heiligheden bunden i tingene,nbsp;man kunde lade den selv vaelge sig et nyt sted — ofte nok blevnbsp;det vel et der i udseende og beliggenhed mindede om aettensnbsp;gamle trost — og man kunde fore den ind og gore den fast.

De islandske landnamsmsends bekendelser om stedets be-tydningsfuldhed for alt, forholdet mand og gud imellem sS vel som mand og mand imellem, de besvares af vidnesbyrd rundtnbsp;om fra forskellige egne af Germanien. Med klarest maele franbsp;Norden selv. Hedningerne dyrkede trseer og vandfald og stene,nbsp;siger Nordmaendene om der es uoplyste forfaedre, da de selvnbsp;har glemt, eller vil have glemt, at disse traeer og vandfald varnbsp;lige sa menneskelige i deres hellighed som de var guddomme-lige; ingen skal blote afguderne, og ingen tro pa lunde ognbsp;stene, truer svenske lovmaend deres uoplyste samtidige. Guter-nes lov definerer hele religiositeten med en vaegtig paragraf:nbsp;»Ingen ma pakalde holt eller hoj eller hedenske guddomme,nbsp;hverken vi’er eller stavgagrder,* og deres saga oversaetter imperative! til historie med sit: »Maend troede pa holt og hoj og heden-guder.«

Nede i sydlige egne er sa godt som ingen minder tilbage om stedets menneskelige helg; des bedre huskede man det merenbsp;imposante faktum, at dér hoede guderne. Desvserre er mangenbsp;af de fremmede beretninger sa almindelige, at de kunde passenbsp;pa storstedelen af jordens folk, og almindeligheden beror oftenbsp;pa at fortselleren ikke foler sig kaldet til at haedre de individu-elle fakta med en beskrivelse, men blot bruger gamle mundheldnbsp;for at sammenfatte det hedenskab han ser for sig, under sammenbsp;fordommelse som al anden hedensk vederstyggelighed. Nar skri-henten anbefaler en hedning med ordene: han troede pa stok og

sten, kan hverken han eller hans helt komme i en monografi over vore forfaedres religion; ti denne dybe, blot lidt almindeligenbsp;sandhed gselder jo for alle hedninger i bibelhistorien lige ned tilnbsp;vore dage. Ved de gejstlige forbud og forbandelser kommernbsp;endnu det forvirrende element til, at formuleringen af syndennbsp;ikke er direkte mentet pamp; forhserdede Germaner. De vaerdigenbsp;fsedre skrev hinandens rundskrivelser og formaninger og kirke-forsamlingsresolntioner af, sa ihserdigt som om de vilde skamp;nenbsp;deres egen originalitet sa meget som muligt; og de anatemaer dernbsp;var afpassede efter Grsekeres og Italeres andelige behov, mèttenbsp;gore tjeneste sa godt de kunde Isengere mod nord, uden atnbsp;lanerne gjorde sig den ulejlighed at saette en smule lokalfarve pa.nbsp;Gejstligheden prsetenderede ikke at saette sig ind i nogen hed-nings tankegang, man havde en staerk tro pa den almindeligenbsp;medicins magt til at finde sygdommen pa egen hSnd; men atnbsp;sygdommen for en stor del bestod i en trang til at lobe ud blandtnbsp;stene og traeer, det er den ubestridelige forudsaetning for hyr-dernes sjaelesorg.

Sa meget er klart af de forskellige antydninger, at stedets art ikke pa forhand var afgorende. Nordboerne sa ben til dennbsp;enkelte sten eller klippe sa vel som til det store fjaeld, til vand-faldet sa vel som til kilden og aen. Og det samme gjorde Syd-boerne. Agatbias fortaeller den dannede verden, som pa hansnbsp;tid, i det sjette arhundrede, havde personlige grunde til at inter-essere sig for den rodhSrede fare, at Alamannerne dyrkede vissenbsp;traeer, floder, hoje og klofter. Efter de heilige biografier atnbsp;domme havde missionaeren i Tyskland forst og fremmest kampnbsp;mod traeer, en okse horte til hans nodvendigste udrustning narnbsp;han begav sig til en mork egn, og omvendelsen falder i to af-delinger; en for det heilige trae styrtede, hvor folkets frygt aben-barede sig, en bagefter, da folket undredes og indsa sin ufor-

1»

stand. I Bonifacius’s levned genkender man straks pa mange traek den faste scenegang som var den legendariske historieskriv-ning sa nndvendig; men den vidunderlig maegtige Jupitereg,nbsp;som han under dramatiske omstsendigheder nedslog i Hessernesnbsp;land, bar i hvert fald typisk virkelighed. Med nogen rette ognbsp;megen urette bar skoven Met en dominerende plads i forestil-lingen om de gamle Germaners gudstjeneste. Den kultus som inbsp;vore dage er drevet med denne gotiske naturkirke, bserer Tacitusnbsp;et ikke ringe ansvar for. Det er bam som bar gjort Ger-manerne til mystikere, ved sine dybsindige ord om »det usyn-lige som skues i anden«. Han bar ikke blot fortalt bvad dernbsp;nogternt kunde fortselles, at de samlede sig i en lund der varnbsp;belliget Herkules, at deres guddom Nertbus boede i en viet lund,nbsp;eller i al almindeligbed at de boldt lunde og begn bellige, —nbsp;ban vilde sige sine Isesere noget om belligbedens vsesen, og somnbsp;den senkulturs romantiker ban er, omssetter de beskrivelser somnbsp;bans bjemmelsmsend bar givet af deres e r f a r i n g e r, signbsp;naturnodvendigt til en s t e m n i n g i bam.

Lunden bar abenbart vaeret slette- og bojfolkenes naereste form for stedet — et ndsnit af den natur der omgav dem, — panbsp;samme made som fjseldet og fossen og klippen var bjaergfolkenesnbsp;byppigste —• ikke eneste — lykkebjem. Svenskerne gik saed-vanligvis til skovbanken — boltet. Men belligdommen var ikkenbsp;bmdens and eller ide, det overskyggende, det susende, — dennbsp;var stedet: jordsmonnet sa vel som stammen, kilden der vaeldedenbsp;op af gronsvaeret, sa vel som lovet; selv om lunden bredte signbsp;vidt ud til alle sider, blev den ikke i sin art forskellig fra dennbsp;bile plet som bar stenen, klippen eller det enkelte trae.

Omkring stedet gik skigaerdet, stavgaerdet, den bellige ind-begning, der i sig rummede lige sa stor en belligbed og »stem-ning« som den bemmeligbedsfuldeste plet inde i morket. Guta-

lagen ma udtrykkelig naevne hegnet, meel sideordnende hseder, efter selve »vi’et«. »Hvis der er fredgserde pa en mands landnbsp;om en sten eller et trse eller en kilde eller slig ugudelig

tant ......«, tordner en engelsk forordning, med en direkt-

hed der siger sig selv erfaring pd.

Stedet var ikke ren natur, det var mserket som tilhorende menneskeverdenen, og mserket synes regelmaessig at have bestaetnbsp;i en stenhob; da Auds bonnebakke gik over til at blive settehelg,nbsp;erstattedes bendes trsekors med en stenhob, en hörg. Lovenenbsp;naivner udtrykkeligt borgen ved siden af hojen: »Vi skal ikkenbsp;blote hedenske vaetter og ikke hedenske guder, ej heller hojnbsp;eller horg.*

Til helligstedet fojer sig templet som hellighuset. Atter og atter hedder det i Landnamsbogen om denne eller hin fornemmenbsp;nybygger, at han rejste et stort hov. Og i sagaen om Bredefjor-dens bebyggelse fdr vi udforligt beskrevet den bygning som Tor-olf opforte ved sin gard, Hovstad, da han havde helliget Tors-nses med Helgefjaeld. Det var et stort hus med dor pa side-vseggen hen imod den ene ende af huset. Ndr man kom ind adnbsp;doren, havde man for sig pa langvseggen ind ad huset til hoj-ssedet midt imellem hojssedestotterne, som var beslaede mednbsp;magtnaglerne. Inderst inde var et afhus, fortssetter Eyrbyggja,nbsp;lignende koret i de kristne kirker, og der stod en stall midt panbsp;gulvet som et hojalter. Templet bestod altsa, hvis vi tor byggenbsp;pa sagaens antikvariske viden, af et lille gudehus og en gseste-budssal. Udgravninger af gamle islandske hovtomter har bekrsef-tet denne skildring. Man fmder i grimdstensresterne antydet etnbsp;storre rum, indtil hundrede fod langt, aflangt af form, og i dennbsp;ene ende et aflukke med egen dor ud i det fri, men tilsyneladendenbsp;adskilt fra langsalen ved en extra tyk, uigennembrudt vseg. Dennbsp;store hal i hovet, gildesalen, sondrede sig ikke i nogen henseende

fra familiens saedvanlige samlingsrum, den var en fordobling af dagligstuen. I den holdt off erf seller ne deres gilde pa de storenbsp;festtider, men pa de jaevnere garde samledes man raed sam-me hojtidelighed og samme virkning omkring det daglige Misted. Den store fsellesstue var den oprindelige tempelsal, og ved-blev pè mange gamp;rde at vaere det hele hedenskabet igennem.nbsp;Egil kom engang, borer vi, til en gSrd hvor der holdtes diseblot,nbsp;og fik an vist nattekvarter i et udhus, ti inde i stuen var der otfer-gilde.

Nar der rejstes en saerlig gildehal, blev den forenet med offerhytten — afhuset, som Eyrbyggja kalder det Idle rum, mednbsp;et udtryk der er indgivet ved en sammenligning med de kristnenbsp;kirker. Som regel bar der til garden hort en lille heiligdom, etnbsp;blothus, gudernes eller rettere guddommelighedens saede. I for-taellingen om Ingemundssonnernes natlige besog bos Hrolleif farnbsp;vi lokaliteterne ridset op: Da de kom ind til garden, fik de forstnbsp;oje pa en lille hytte der stod uden for indgangen, skilt fra hus-doren ved et mindre mellemrum, og Torsten sagde straks at dernbsp;havde de nok de gode folks blothus. Og dette er langtfra enestenbsp;gang vi hoi'er tale om sadanne blothuse, der stod i naarheden afnbsp;menneskers bolig. Den nat Droplaugssonnerne gik vild i uvejret,nbsp;fik de landkending ved at famle sig rimdt om en bygning dernbsp;pludselig dnkkede op foran dem; da de kom til doren, kendte denbsp;at det var Spakbesses blothus. Nar Hords saga lader Torstennbsp;begive sig til blothnset og forrette en slags morgenandagt forannbsp;en sten, gSr fortaellerens tanker sadan som bans egne eller bansnbsp;samtidiges religiose vaner indgiver ham, men ban bar utvivlsomtnbsp;en gammel tradition at gengive, en tradition der mindedes dennbsp;fordums indretning af garden. Ved opforelsen af kirker barnbsp;man vel oftest — eller ofte — bevaret den gamle anordning.nbsp;Beskrivelsen af drikkehallen og kirken i Jorfjara pa Orkney-

oerne minder levende om Ljots gard: Der havde drikkehallen en dor i den ostlige gavlvaeg, i sydenden af bygyingen, og kirken lanbsp;foran haldoren, sSledes at man, da garden IS pè en skrSning,nbsp;gik fra salen ned til kirken.

Blothuset reprsesenterede heiligdommen; i folge gamle fore-stillinger var de samme sted, men deraf folger ikke nodvendigvis identitel i moderne forstand. Fordoblingen moder os atter ognbsp;atter i den gamle kultnr, og for den der har forstóet og an-erkendt enheden under mangfoldigheden som princippet i allenbsp;tanker om vassen og Sbenbarelse, er der ingen vanskelighed i atnbsp;se begge sider som lige absolutie. Blothuset er af vaesen detnbsp;samme som borgen, og baerer ogsS med rette navnet, nkrnbsp;hov og borg danner en fast forbindelse for at betegne dennbsp;hele tempelsal — blothus og hovsal tilsammen. Den vide-begaerlige der underkaster sèdanne heilige bensevnelser somnbsp;borg og vi en sammenlignende sproglig undersogelse for atnbsp;bruge etymologien til en kortskitse over det heilige land inbsp;Germanien, vil komme lil et kummerligt resultat; ti horg,nbsp;som pa nordisk er stenhoben og huset der masrker heiligdommen, er blandt Sydboerne lunden selv. Bygningshemmelighedernbsp;lader sig ikke lokke ud af ordene, men for den der onsker alnbsp;kende det der er, og ikke det han mener der skulde vaere, inde-holder de en fylde af oplysninger. Det som hojen og lunden,nbsp;borgen og blothuset egentlig er, er vi, det heilige, heiligdommen,nbsp;kraftens kildespring, og hentydningen til en bestemt form, somnbsp;hus eller hob, som indhegnet sted eller som hegn, danner kun ennbsp;skal uden om den store kairne af belydning; derfor glider navnetnbsp;umserkeligt fra den ene ling over pa den anden, og derfor kannbsp;ordet tilsyneladende fa den vage anvendelse der lader os inbsp;uvidenhed om det billede teksten i ojeblikket tager sigte pa.nbsp;Pa Auds bonnebakke rejste der sig en horg til erslatning for et

kors, og mèske blev hergen dsekket af et hus, sa at Tord Gellirs gang »op i hejens na;rmest gselder blothuset. Norske lov truernbsp;hardeligen den mand som bliver overbevist om at ban opkasternbsp;hoj eller gor hus og kalder det borg, og vil dermed utvivlsomtnbsp;ramme de forskellige former for troen pa helligstedet.

Sikkert nok har blothuset stdet pa selve heiligdommens plads, nar denne, som pa Kodrans gard, stodte umiddelbart opnbsp;til hjemmet. Pa den anden side synes jo horgen pa Auds gamlenbsp;gard, Hvam, netop at have ligget noget afsides, og vi har ingennbsp;grund til den antagelse, at de sserlige historiske forhold harnbsp;forlaenget Hvamsmaendenes tempelvej ud over almindeligt mal.nbsp;Til Hakon Jarls blothus kom man, i folge en sagamands vejvis-ning, ved at gamp; bort fra garden ind i skoven, forst ad en korevejnbsp;og derfra grenende af ind pamp; en lille gangsti. Stien endte i ennbsp;lysning, og midt i denne stod et hus omgivet af et skigserde.nbsp;Lsengere er det unodigt for os at folge med, ti et hus med sanbsp;mange glasglugger at der ikke findes skygge pa nogen plet, op-fyldt af en masse guder, med en gudinde i midten som mod til-strsekkelig knaebojning og klingende solv lukker handen op ognbsp;udhsender ringe — det har sagamanden ikke fra ojenvidner. Inbsp;naisten alle de norske erindringer fra Hakons og Olavs tidsaldernbsp;sporer man den middelalderlige fantasi med dens uhsendigenbsp;trang til at bruge hvad den havde Isert; ikke des niindre har dennbsp;de fleste steder et traditionelt grundlag at bygge pa, og naeppenbsp;noget sted ser man klarere hvor virkeligheden slipper og fanta-sien tager ved, end i denne beskrivelse af Sigmund der blevnbsp;»ledet i horgen* af Hakon Jarl.

Hvad vi ved om de andre Germaners templer er kun lidt, og dette lidet fojer sig uden tvang ind i det hsevdvundnenbsp;billede. Den eneste gang vi traefTer et engelsk tempel i historiën,nbsp;gér ordene pa en horg med hegn, og horgen er et sted under

tag, en ofFerhytte. Beda viser os den omvendte hedenske »biskop®, da ban i sin forste trosiver lober storm mod de gamle guder. »Hvem skal laegge forste hand pa at nedstyrte altrenenbsp;og borgen med det stavgserde som gar omkring den?« sporgesnbsp;der, og »biskoppen« svarer: »Jeg.« Og samp; brod ban den skraem-mende aerefrygt ved at kaste sit spyd ind i borgen, og bans faellernbsp;fuldbyrdede vaerket ved at nedrive og opbraende borgen mednbsp;dens bygvaerk, d. v. s. dens ombegning. — Romernes antyd-ninger falder spredt: en gang en tilfaeldig bemaerkning om etnbsp;tempels plads, en anden gang en lige sa tilfaeldig antydning af atnbsp;et tempel kunde jaevnes med jorden — sêledes at der ikke er ognbsp;ikke kan skabes nogen rigtig samvirken mellem enkelthederne.nbsp;De gudehuse vi borer tale om, M i lunde, altsa umiddelbart pbnbsp;det bellige sted; der var ingen bygninger til at staenge det gud-dommelige inde, siger Tacitus, og nogen bjemmel tor vi velnbsp;antage at ban bar baft for sin pastand, selv om vi ikke vil ladenbsp;os blaende af bans generalisation. Utvivlsomt bar borgen oftenbsp;ligget under èben bimmel, sa meget tor vi vel laese mellemnbsp;linjerne i beskrivelsen af de romerske soldaters gensyn mednbsp;Varus’s tabte legioner; pa marken la krigernes blegede ben sidenbsp;om side med vabenstumper og dode beste, i traeerne bang af-buggede boveder, og i den naere bind sas de altre bvor romerskenbsp;officerer bavde fundet offerdoden. — Da der pa den anden sidenbsp;fortaelles os om blotfester i lunden, og om templer som jaevnedesnbsp;med jorden, tor vi vel slutte at der bar vaeret op fort buse afnbsp;en eller anden art i borgens naerbed, hvad der vel baenger sam-men med at alle belligdomme der kunde finde omtale i en boj-officiel bistorieskrivning, matte vaere midtpunktet for store sam-lag — stamme- og folkeblot.

Inde i blotbuset stod der en sten, siger Hords saga, og denne kampesten er et godt vidnesbyrd om at fortaelleren vsevede sin

10

skildring af Torstens morgenandagt over en virkelig tradition, ti nden en sédan tojle over sig kunde han med samme lethed havenbsp;skaenket tilbederen en »afgud«. Gennem denne sten abenbaredenbsp;fremtiden sig for Torsten i et vers om hans naere dod, og pénbsp;tilbagevejen over lunet blev ban ramt af haevnen. Denne bloknbsp;er atter som gudernes, magternes, ssede vsesenseet med borgen,nbsp;med den heilige klippe, der la uden for Kodrans gérd pa Giljé ognbsp;tjente som bolig for slaegtens hoje patron, og med den stennbsp;som var hushelgens saede i Tord Gellirs gérd pa Hvam.

En sadan blok bar navnet stallr, og sidestilles atter og atter med det fremmede alter. Pa den kunde man trsede for atnbsp;komme i forbindelse med magterne og for at ssette dem i be-vaegelse. Pa den la de bellige ting, tempelhovdingens ypperstenbsp;klenodier, forst og fremmest den heilige armring, som ved allenbsp;betydningsfulde aniedninger reprsesenterede guderne og stor-helgen. Det er ikke nok at vide om den at eder blev aflagt panbsp;den, den kom ogsa frem nar stridshelligheden var i folketsnbsp;midte. Lykkeligvis — for os — frelste tempelringen engangnbsp;herren til Helgefjaeld, Snorre Gode, da Stentors bug efter kampen ved Kérsstad ramte hans arm; ti dette forfejlede bug skyl-des det, at vi nu er i glad besiddelse af et historisk faktum inbsp;steden for en nodvendig formodning. Vi vidste, at góden barnbsp;ringen i tingsforsamlingerne til tegn pa sin myndighed, nu vednbsp;vi, at den fulgte ham overall hvor ban trak pé sin store lykke.nbsp;Og sa forstér vi med det samme hvorfor krigeren og ringennbsp;borer sa inderligt sammen. Den angelsachsiske kronike for-tteller om nogle grimme Danskere som Alfred fik bragt til for-nuft, at de lovede fred pé den heilige ring, en sere de aldrig fornbsp;havde va;rdiget noget folk. Tacitus havde hort om Chatternesnbsp;selvvielse til krigerlivet, at de tog ringen og bar den som et tegn

11

pa der es rel til ferste plads i slaget og pa der es ligegyldighed overfor fredens sysler — deres udsondring i hellighed.

Dette klenodie var sa meget h0jere end almindelige ejen-dele, som storhelgen var hejere end dagliglivets velsignelse, og fra del hentede alle andre kostbarheder deres kraft, — detnbsp;dryppede ringe som Odins Draupnir. Begyndelsen af historiënnbsp;om Sigmunds besog i Hakons blothus har en typisk sandhed, ognbsp;virkelighed er der ogsa i fortasllingen om den ring som jarlennbsp;tog af armen pa Torgerd Holgebrud og gav sin ven til arv og eje.nbsp;Sigmund mStte love jarlen aldrig at give den fra sig, og loftetnbsp;holdt ban, selv da ban kom i den alvorligste fristelse. Efter Hakons dod, da Sigmund var bleven ülavs og Guds mand, hsendtenbsp;det sig at kongen fik oje pS den svajre guldring. Han sa nojenbsp;pS den, og sagde sa: »Vil du give mig den, Sigmund?« mennbsp;Sigmund svarede abent, at ban vidste giverens lykke og venskabnbsp;for gode til at by tie klenodiet bort. »Lad vaere du tykkes bfidenbsp;ringen og giveren god,« mente kongen, »den lykke sMr ikke til,nbsp;ti ringen bliver din dod.» Og sadan gik det. Olav havde ret:nbsp;man kan ikke bsere Guds kraft i lemmerne og Hakons blotringnbsp;pd armen; sksebne er sktebne; og viet sksebne, der sdledes harnbsp;vseret lutret i hellighed, er staerkere end alt andet.

Af samme betydning som de nordiske beretninger om ringen pa stallen er Tacitus’s skildring af de heilige »tegn« i formnbsp;af dyr, der i krigstid toges ud af den heilige kind og bares blandtnbsp;folket. Nordboerne kendte ogsa sadanne hovdingeklenodier,nbsp;»faner« eller rettere vi’er, der bdde kunde vise bieren vej i slaget,nbsp;og vende lykken som de vilde. En slig imponerende potenlat somnbsp;Harald Harderddes sLandoder» havde haft mange forgsengerenbsp;hvilende i blothusene pa de store krigerfyrsters gdrde. Franbsp;heiligdommen til fanen folger ordet vi med som en utvetydig beloning af enheden.

12

At det nelop var de rige og maegtige der byggede sig sseregne tempelsale, har en dybere grund end deres rMen over midler tilnbsp;at gore det usaedvanlige. Lykken gjorde aetten stor, gjorde rig-dommen rigere og skabte trangen til det rummelige samlingsstednbsp;for alle fraender, pa de tider da de modtes fra nasr og fjaern for atnbsp;styrke fselleslivet. Nar en gren af setten samlede sig til en selv-staendig ring, hentede den vel borg af forfsedrenes borg og plantode den ud i sin midte; men samfolelsen sprsengtes ikke sam-tidig med at det snaevrere samliv om fselles minder og mal blevnbsp;oplost. Pa de store belgtider samledes alle pa det sted bvorfranbsp;Ij'kken var udgaet, i den heiligdom af bvis kraft de ny lykke-centrer var dannede. Og der bvor aetten fra gammel tid modtes,nbsp;stod der et stort bov, rummeligt nok til at omslutte alle som be-kendte sig til samme bamingja — og med dem andre der bavdenbsp;sogt ly under de maegtiges guder. Sadanne bov var det Torolfnbsp;og Torbad indskibede, ved vi; ti af sammenbaengen ser vi tyde-ligt nok, at deres templer bavde betydning for andre end den lillenbsp;kreds der gik pS langfart; og for ovrigt gav bovets samlings-kraft sig til kende sa snart stolperne rejstes pfi det nye land.

Men bovsalen var ikke en nodvendig betingelse for at dyrke guderne, og vi bar ingen ret til at drage en linje, som pa dennbsp;ene side stiller stormaend med bov, pa den anden side ringerenbsp;folk med blotbus. I enbver bistorisk udvikling er der et tra-ditionelt element. Aittens blot kunde vokse uden at spraengenbsp;stuen eller forrykke det gamle forbold mellem blotbuset ognbsp;gildesalen; selv om noden drev til opforelse af et saerligt sam-lingsbus, bebovede udvidelsen ikke nodvendigvis at fore til etnbsp;tempel af den islandske bovtype. Hvis vi tor drage nogen slut-ning ud fra sagaens beretninger om de trondske afgudsdyrkeresnbsp;raenker, mft det blive den, at de boldt deres gudsfester inden fornbsp;busbelgens omrSde; de kunde overfor Olav Heilige give sig

13

skin af blot at vtere gode kammerater dei- gteiiie sa hinanden til et lille venskabslag, — alt imens de i smug drak guddommeligt.nbsp;1 Laxdoela beskrives en islandsk stonnand, Olav Pa, der ved sinenbsp;personlige egenskaber haevede sig op over sin faders sociale stilling; efterhSnden blev paulunerne ham for snsevre, og ban op-forte da ved sin gard en gildehal, hvis pragtfnlde udsmykningnbsp;giver genskin i Ulf Uggessons digt: Drapaen om huset. Folknbsp;som havde set traeskaererens fremstilling af Tors kamp mednbsp;Midgardsormen og Balders balfserd, holdt for at hallen var skon-nest i sin nogne, utjaeldede skikkelse. Nu er Laxdoela i hojnbsp;grad kristen i sit perspektiv, og derfor ikke noget uvildigt vidnenbsp;i visse sager; maske kunde der have vseret sagt lidt mere omnbsp;Olavs festhus, men i og for sig kan hans byggen, netop som dennbsp;beskrives, have vseret typisk for en vis art storgarde. I folgenbsp;sin oprindelse var han nser knyttet til Hvamsmaendenes stor-lykke; pamp; den anden side har vel han og hans frsender haft deresnbsp;('gen heiligdom, og den vokser her ud i Hjardarholts store gilde-hus. Olav bliver ingen tempelbygger for det, og sagaen har fuldnbsp;ret til at skildre hans stordad som et rent verdsligt foretagende.

Et hundredar efter Landnamstiden faldt alle blot, men de efterlod ikke et tornt rum. RigniEendene vedblev langt ned inbsp;tiden at samle slsegt og venner om sig til gilde ud pa hosten. Ognbsp;i gildestuen blev hist og her de gamle hojssedestotter staendenbsp;som et bindeled mellem nutid og fortid.

Omkring 01boUen.

T.O gange, tre gauge om aret, maske oftere, samledes man i sluen eller tempelsalen til ofFerfest — blót.

OfFerfestens tidsrum stod frem imellem livets ovrige stun-der som noget hojt, heiligt og straengt, lykkeligt og farligt. Det rummede i sig bade vild jubel og malbevidst alvor. Og detnbsp;som gjorde at sjaïlene i de dage blev sa rummelige og sa hojt-spiendte, var det hojestes naervaerelse. Da tog guderne, eller mag-terne, som Nordboerne sagde, hjemmet helt i deres besiddelse,nbsp;og forenede maend som kvinder under den hojeste hellighedsnbsp;ansvar. Det heilige sted foldede sig ud over hele landet.

Om vi blot vidste lidt om de ceremonier, eller for at vaelge et sandere udtryk, de handgribeligheder, hvormed man bar hel-gen over i huset, og lagde stuen under horgens uindskraenkedenbsp;herredomme — men alle minder er blevet begravede, og middel-alderens sky for det alhedenske vaesen lagt som en sten oven panbsp;graven. Vi sidder med vore formodninger om at faellerne tradtenbsp;vejen til heiligdommen, eller blothuset, og opfangede guddom-meligheden i lemmer og klaeder. Vi horer ogsd et sted om etnbsp;privat blot — det som Ljot holdt, dengang hun anede at mannbsp;kunde vente Torsten og Jokul pa besog ret snart — at den ungenbsp;mand hvem ofFerhandlingen gjaldt, hlev ledet mellem garden ognbsp;blothuset i saeregne — rode — klaeder. I denne lille familiefestnbsp;er der adskillige uregelmaessigheder, som gor os betaenkelige ved

15

uden videre at flytte den lovende yngling og hans ramme moder lige over i gildehallen. Sagafortselleren ser sksevt til det dernbsp;foregik i det lille hus ved leddet, som fordaegtig heksepraksis, ognbsp;han har ikke blot kristen ret til sin mistanke, ti hemmeligt blotnbsp;er mere end halvt trolddom. Men det er vistnok lige s5 uom-tvisteligt, at blotet formelt blev holdt inden for de haevdvundnenbsp;rammer. Den vej Tord Gellir gik ved begyndelsen til sin mand-domsgerning, m5 vaere bleven tradt oftere, og da efter al sand-synlighed netop ved de store fester.

Lykkeligvis var der meget af det hedenske vaesen som kunde gores uskadeligt, ja endogs5 Herren heiligt, og fra det ojebliknbsp;ofFerfaellerne sarnies i stuen, abner det gamle blot sig for os.

Med tryghed kan vi sige at festen er bleven 5bnet med en hojtidelig indvielse, hvormed der »lystes« fred over deltagerne.nbsp;Gilde og ting var beslaegtede i deres inderste vaesen, i deres af-haengighed af den hojeste fred, og efter alt hvad vi kan se, harnbsp;de vaeret naerst^ende i formen. Pa Island »helgede« godennbsp;tinget, og virkningen viste sig straks i tingmaendenes forhojedenbsp;hellighed, som gjorde enhver kraenkelse til nidingsvaerk eller,nbsp;med senere tiders laempelse, i hvert fald dobbelt dyr. I tingetsnbsp;and lader Grettirs saga Hafr indvi legemodet pa Hegranes, hvornbsp;den fredlose skovmand forklaedt kommer og soger optagelse, ognbsp;der falder endmi gennem Hafrs ord noget af det sus hvormednbsp;hellighedens and for ned over folket og efterlod blikstille: »Hernbsp;saetter jeg grid mellem alle maend, alle godordsmaend og gildenbsp;bonder, hele almuen af kampfore maend og vêbenfore, .... til

gammen og idraet, til al glaede, til saedet her og faerden hjem.....

Jeg saetter grid for os og vore fraender, venner og forvandte, kvinder som karle, trael og tos, svende og selvr4de maend.«

Selv om intet af det der bydes os i disse linjer er direkte an-vendeligt pa offerfesten, udg5r der fra denne formel et pust af den ènd i hvilken mandemodet 5bnedes.

16

Mens lysningsordene fyldte gildet'sellernes eren, var deres ejne ntvivlsomt fulde af blotets realitet: den stod henne i denbsp;fyldte kar. Der blev slagtet til gildet, stort kvajg og smèt kvsg,nbsp;der blev kogt store kedler fulde af ked, og vi ved fra Hakonnbsp;Adelstensfostres oplevelse, at spisningen af offerkedet var ennbsp;nedvendig betingelse for at M del i velsignelsen. Men der varnbsp;noget andet og noget mere til at optage ejne og sind. I gudernesnbsp;bolig var jo Ssehrimnir, den gait hvis flseskesider bovnede i evignbsp;vaekst, et kosteligt midtpunkt; men med al sin fede herlighednbsp;manglede ban den majestaet som viser sig i at man bar ennbsp;historie. Eller maske bar ban haft en fortid; sikkert er det inbsp;hvert fald, at flseskets herkomst ikke satte eftertidens nysgerrig-hed sè stserkt i bevaegelse som den Iseskedrik der frydede sindenenbsp;i gudesalen. I mytens optagne dvaelen ved mjedens rige fortidnbsp;bar bine mennesker indirekte forkyndt, at trods al glaede overnbsp;det sill der putrede under fedtbinden, sa de frem til noget gla-dere og noget staerkere. Om de fyldte born er det festens aller-belligste star.

At det er olbollerne som dominerer ved tanken pa alt fest-ligt samvaer, det lyser ud af de blotte navne pè gaestebuddene. Man modtager den bjemvendte med velkomstol, og leder gaestennbsp;ud med bortfaerdsol, begynder sit liv med barnsol, og nèr gen-nem faestensol og brudeol, drikkende sit bryllup, til gravolletnbsp;eller arveollet. Af gode grunde kaldes den fred der omslutternbsp;gildefaellerne for olfred, og festdagen for mungatstider.

De nordeuropaeiske brodrelag, gilderne, rober tydelig deres germanske herkomst derved at de er afhaengige af »gildet«,nbsp;bordfaelliget, som den sammenholdende, solidaritetskabendenbsp;kraft, og trods al middelalderens vise omsorg for at der skuldenbsp;sta noget solidt pa bordet, ser man snart af drikkebrodrenesnbsp;formler og symboler, at drikken er et vigtigere led i deres ande-

17

lige ekonomi end maden. Drikkesamlaget danner ligefrem den fornielle ramme hvorover hele deres organisation er spaendt.nbsp;Modet hedder »drikken«, at holde mode hedder altid »at drikkenbsp;gildet«, ogsa hvor hensigten med forsamlingen er mere praktisk.nbsp;»Gildet blev fejret og drukket med kraft« er en protokolmaessignbsp;indforsel i anledning af en begivenhedsrig generalforsamling.nbsp;Den naervïerende broder betegnes i modssetning til den fravae-rende som en der »drikker gildet«, og tiden bestemmes efternbsp;ïforste gang gildet drikkes* eller sfor anden gildedruk«; sagennbsp;udssettes »til naeste gilde«. Den ny broder placeres foran older-manden og drikker sin indgangskande pè menlost broderskab.nbsp;Vi forstSr da at skaffere, skaenkere og smagere har en fremskudtnbsp;plads i organisationen; deres vaerdighed beror ikke pa at denbsp;bandier som nyttige brodre, der ser til at legemet, andens uund-vserlige stalbroder, opmuntres i sin tjeneste, i virkeligheden ernbsp;d^^ det korporlige udtryk for broderskabets ide.

Til disse formelle minder svarer vore direkte meddelelser om drikkens fremskudte plads ved de gamle kultfester. I detnbsp;haevdvundne billede af ofFerfesten pa Hlade er det Sigurd Jarlsnbsp;imposante skikkelse med offerhornet i hamp;nden, der danner midt-punktet; og namp;r den nye ssed skumler over de hedenske sammen-komster, kredser uviljen tydeligt nok om dette »0l«, som signesnbsp;guderne: der sad fjenden. Loftet i nod gjaldt gods og ol; storenbsp;drikkelag skulde blive guderne til del, om de losnede boren fornbsp;Islaendingene, der de IS landfaste under Norge og onskede sig allenbsp;andre besog om bord end netop Norskekongens; Freyr skuldenbsp;fa ollet om boren blaeste ad Sverrig til, Tor eller Odin om ku-lingen blev ostlig, hedder det. Og da »blot« gik ud af det bruge-lige ordforrdd, skod »sammenskuds0l« op i dets plads som det tek-niske navn pd julegilderne, bfide pS den hedenske form og pamp; dennbsp;kristne fortssettelse af de gamle hojtider. Ti den norske kristen-

Vilh. Granbech IV. nbsp;nbsp;nbsp;2

18

dom vedkendte sig drikken som gudsdyrkelsens kserne. Kirken organiserede den gamle trang til blotet for saledes at herskenbsp;over den og gore sig den under danig; og med den visdom somnbsp;synes at folge den katolske kirke i middelalderen, forstod denbsp;andelige lovgivere ikke blot at respektere det uundgaelige — denbsp;havde den hojere indsigt som sagde dem at man annekterer sjae-len ved at annektere sjaelens behov som sine pabud. Den formelnbsp;hvori overtagelsen forkyndes, stör som kulturdokument hojtnbsp;over alle antikvarers beretninger, fordi man pa ordenes faldnbsp;borer den sikker bed hvormed den sMr lige ned pa det vaesentlige.nbsp;Tre bonder i det mindste — bydes der — skal sammenbringenbsp;deres festol, eet mamp;l ol for busbond og eet for bustru pa bvernbsp;gard, og bolde fest om belligaften til Kristi og Sankte Mariae aere;nbsp;og bor en mand sa afsides pa o eller fjaeld, at ban ikke raekkernbsp;frem til naboer, da skal ban selv gore ol sa stort som tre. For-sommelse skal forst bodes, og derpa oprettes ved et drikkelagnbsp;post festum; men fremturer en synder i sin tormundetbed trenbsp;lange ar pa rad, er konge og bisp berrer i bans bus og over bansnbsp;gods, og ban selv ma linde et land uden for Norge, bvor gudlosenbsp;kan trives.

Det var ikke alene Nordboerne der samledes om olkarrene, nar de folte sig tilskyndede af de milde guder til at bolde blot.nbsp;Ligesa gjorde Frankerne. En bojtstaende mand, Hocin, ind-bod Cblotachar den Forste og bans bofmsend samt den belligenbsp;Vedastus til gilde. Festollet stod anrettet i midten af buset, mennbsp;af bensyn til selskabets blandede beskafFenbed var det adskiltnbsp;i to lejre, een del almindeligt bryg til de kristne, og desudennbsp;noget »viet pa bedensk vis« til dem der boldt pa den gamlenbsp;levemade. Lykkeligt for os drev anden den bellige mand med tilnbsp;gildet, bvor ban korsede den bedenske drik, sa karrene sprsengtesnbsp;og bedningene omvendtes — ellers var brygget ikke kommet

19

meel i beretningen om helgenens liv og gode gerninger. — I mis-sionaeren Columbanus’s levned omtales et andet kar, indehol-dende samme explosive kraft. Denne gang var det blandt Sue-verne en heilig mand traf forsamlingen i fserd med at holde fest: de sad rundt om et stort kar »som pa deres mamp;l bed cupa, rum-mende omtrent 26 mSder, og det var fyldt med 0I, som de vildenbsp;vie til deres gud Odin.s Helgenen blseste karret i stykker, sa atnbsp;det gjordes vitterligt for alle at djsevelen sad i tonden og luredenbsp;pa sueviske sjsele. Hvad nu end folkene i virkeligheden har sagtnbsp;og hvad helgenen har gjort, s4 ma det have sin rigtighed mednbsp;disse olkar og deres centrale plads ved kultgildet, ti en samp; ab-norm form for gudsdyrkelse kan de gejstlige kronikeskriverenbsp;ikke have hentet andre steder end fra virkeligheden.

Desvaerre synes den kristendom der erobrede vore sydlige frsender at have manglet det rette blik for olskamp;lernes sevne tilnbsp;at fremme andagten, eller i hvert fald at have set sit snit til atnbsp;skabe gode kristne uden dem; dog glemte Alamannernes ognbsp;Suevernes setlinge ikke helt at sidde andaegtige om deres cupa.nbsp;Hist og her lader Tyskerne os forsta at de vel kendte til begaeretnbsp;efter St. Gertruds minne, nar sindet var uroligt og traengte tilnbsp;samfund, til trost ved afsked, til forsoning, til velsignelse i detnbsp;store og hele. Johannesminne, Johannessegen hedder en andennbsp;god drik, hvis virkninger man har bevaret ved snildelig at saettenbsp;lidt kristelig buket pa; nSr der er bryllup, lader man praestennbsp;indvi amorem Sancti Johannis i kirken til brudeparret, og hannbsp;holder villig en lille tale om Kristi blod og brylluppet i Kana;nbsp;helt kan han dog ikke forvandle ollet til vin, eftersom Johannesminne skal drikkes i rent verdsligt kar. Andre steder harnbsp;Johannestrunk bevaret sin sociale kraft til at hinde menneskernbsp;sammen i fredskredse, nSr naboerne saetter sig til hobe omnbsp;bordet ude i det fri og drikker pamp; godt og forstaende grandskab.

20

Germansk liedenskab vil man forgaeves soge i Johannesminnes velsignelse — kristen nadvertro og antik libationsskik bar gen-nemsyret drikken; men vi tor vel nok formode, at selve madennbsp;bvorpé velsignelsen i dette tilfaelde annammes, bar rod i gammel, bjemlig skik.

Det samlede vidnesbyrd af glade brodre og strsenge belgene beviser os ikke at drikkeblotet pè noget tidspunkt bar v®retnbsp;Germanernes eneste form for gudsdyrkelse; det antyder blot atnbsp;drikken over bele Germanien lige ned til bedenskabets sidstenbsp;tider bar stbet i centrum af den gamle kultus, og der bar dennbsp;vel stüet lige siden guderne èbenbarede vore forfsedre ollets kraf-tige bemmeligbed. Det faldt èbenbart Tacitus’s samtidige natur-ligt at samles til drikkelag i den bellige lund, og vi slutter danbsp;najppe for meget, nar vi antager at de vasldige drikkere somnbsp;Tyskerne var, bavde ovet sig i kunsten under gudernes auspicier.

Da Vedastus tradte ind som gsest blandt Frankerne, blev bans oje straks fanget af det store kar. Midt i kredsen stodnbsp;det; og en lignende fremtraedende plads i buset bavde denbsp;norske skapker, bvorfra belligdrikken ostes op. Den kraft somnbsp;Sbenbarede sig sS ubyggeligt for den Guds mand, gjorde signbsp;ogsê tydeligt bemserket i Nor den, ti ved siden af dette skapkernbsp;skulde den sko sta ved bvilken en adopteret Mdte sig ind inbsp;setten. Bollen var bellig, og dens plads var bellig. Men festennbsp;kraevede ogsamp; sksere drikkekar i baenderne, born der i bellig-bed svarede til den velsignelse de skulde bsere laget rundt. Udennbsp;al tvivl var de daglige skMe, ligesom alle moderne opfindelser,nbsp;udelukkede fra det bojeste. Festen skulde drikkes i det aer-vserdige dyreborn — noget samp;dant antydes jo i den antikvariske

21

bemaerkning om Olav Kyrres brud med fortiden; for hans reformation af hofceremoniellet i moderne dnd plejede kongerne at drikke af dyrehorn, hedder det. Gdrdens ypperste drikkekarnbsp;kom frem; og hvilken aerefrygt man viste disse horn, og hvilkenbsp;tanker man gjorde sig om dem, det aner vi lidt af, nar vi sernbsp;den stilling de indtager i sagnene, helt ned til vor egen tid.nbsp;De hor te med til settens klenodier som pant pa liv og lykke,nbsp;de dbenbarede skjulte tanker og rad; de havde en personlighednbsp;der kraevede et egennavn; over deres arvegang i slaegten vSgedesnbsp;der med nidkaerhed. Olav Tryggvesson ejede to hornpar,nbsp;Grim’erne og Hyrning’erne, og det forste havde han engangnbsp;Met pd underfuld made fra Jotunheim. En aften i julehelgennbsp;kom der til kongsgdrden to maend, der hegge kaldte sig Grim,nbsp;og de bragte ham et par praegtige, guldprydede horn med ennbsp;hilsen fra Gudmimd pa Glasisvoldene. Gudmimd var en somnbsp;kristne mennesker nodig tog hilsen fra, og de fremmedesnbsp;hedenske vaesen gav sig da ogsd tydeligt til kende, da der blevnbsp;hudt dem en kristenviet drik: de forsvandt i et tordenbrag;nbsp;og da lysene blev nytsendte, ld der tre af Olavs maend dode inbsp;hallen. Men hornene beholdt kongen da. I denne fortaelling,nbsp;stobt som den er over en en urgammel sagntype, strides mytensnbsp;beundring for klenodiet og for dets overnaturlige oprindelsenbsp;med kristendommens lyst til at traede Fanden under fodder,nbsp;og legenden har kun halvt Met bugt med det staedige materiale.nbsp;Den rober sig jo i grunden som forherliger af hornet, og for-kynder at alle vegne hvor dets kimstfulde forsiringer gabedenbsp;over baenken, folte man guddommeligheden sld sig i mode.

Ved gaestebuddets begyndelse stod der en raekke sma, lave borde foran baenkene, maden deltes ud pa diske, og gaesternenbsp;langede til sa laenge deres hu drev dem. Ndr alle havde styretnbsp;lysten til tyggemad, toges bordene bort, og sd begyndte drikken

22

al ga rundt. Séledes ogsa ved gildet fremfor alle gilder: i del ejeblik da hornet vandrede ud, steg offerfesten til sit hojde-punkt. Et straengt ritual regulerede hvert eneste hSndelag mednbsp;drikkehornet. Forst bares det hen til den hojeste i rang, dennbsp;der indtog hojsaedet, og efter at ban havde viet det, drak hannbsp;den naeste i rang til, og saledes gik hornet stot fra mand tilnbsp;mand. Ved modtagelsen af det rejste man sig — Hardeknudnbsp;blev ramt af et slag medens han stod ved sin drik, og sanknbsp;dod ned med karret i handen; middelalderen igemiem holdtnbsp;man hart pa den gode skik at vise drikken staende serbodighed.nbsp;Med et ord der indeholdt onske og tilsagn tomte man drikken,nbsp;og idet hornet gik over til sidemanden, blev det alter fyldt,nbsp;for at han kunde gore skel for sig og sende det videre. Mandnbsp;for mand skulde det gamp;, rundt med solen, uden at nogen afnbsp;bordfsellerne havde lov til at pleje sin forkaerlighed for dennbsp;ene eller den anden af de tilstedevserende; ethvert forsog panbsp;at overspringe naboen og drikke frem om ham, indeholdt ennbsp;krsenkelse af den tilsidesatte og en grov overtrsedelse af dennbsp;heilige lov. Og det forbindende var ikke et bord, men handnbsp;der raktes mod hand; »hornet gar i maendenes haender« er detnbsp;sande udtryk for drikkelaget, og at ssette karret fra sig i stedennbsp;for at raekke det til den naeste var en forsyndelse der kraevedenbsp;bod bade overfor den ringeagtede, overfor vaerten i huset ognbsp;overfor en hojere myndighed.

Fra Priskos’s hünd har vi en beskrivelse af gaestebuds-saeden ved Attilas hof, og en jaevnforelse af Byzantinerens rejse-beskrivelse med de nordiske kilder viser tydeligt nok, ikke blot at den store Hunnerkonge har bygget sin hofskik op efter ger-manske forbilleder, men ogsè at drikkeceremoniellet har vaeretnbsp;ens nord og syd for Ostersoen. Priskos hlev sammen mednbsp;hele gesandtskabet indbudt til et aerelaffel, og den forste de

23

m0dte var naturligvis muiidskaenken, der rakte dem et baeger som de skulde tamme med et godt onske, forend de satte sig.nbsp;Da maltidet begyndte, tramp;dte en tjener frem for Attila mednbsp;en skSl vin, ban tog den og hitste sin sidemand; enhver dernbsp;blev tiltalt ved baegeret, rejste sig, og matte ikke atter indtagenbsp;sin plads forend ban havde drukket en sluik etter torntnbsp;baigeret og givet det tilbage til mundskaenken. Mand for mandnbsp;gjorde gassterne Attila ret ved at fatte baegeret og drikke hamnbsp;til med et onske om held og lykke. Da endelig hele laget havdenbsp;modtaget den aeresbevisning at stamp; for Attilas lildrikning, brag-tes forste ret ind. Men efter hver omgang mad gentoges sammenbsp;ceremoni fra den ene ende af salen til den anden, og hvernbsp;gang mStte selskabet en for en staende tomme sin skal.

Op af den store feststemning steg fiere siert udmaerkede skaler — »minner«, som de kaldes i middelalderlig sprogbrug.nbsp;I dem er offeret koncentreret og gildeforventningen spaendtnbsp;til det yderste. Beretningen om det beromte arveol som Svendnbsp;Tveskaeg gjorde over sin fader, holder for at der i gamle dagenbsp;var mindst tre hovedskaler ved et sadant blot. Ganske vistnbsp;siger Fagrskinna kun, at forste aften folk var samlede til gravolnbsp;skulde man fylde mange biegre »pa samme made som nunbsp;m inner,« og de baegre tilegnede man sine maegtigste fraender,nbsp;i den hedenske tid Tor eller andre af sine guder. Til sidstnbsp;skaenkedes bragebaegeret, og ved det skulde den der afholdtnbsp;gravollet aflaegge lofte — og med ham alle de der var vednbsp;gildet — og efter aflagt lofte saette sig i den afdodes hojsaede.nbsp;Snorre derimod giver en udforligere og mere praecis fremstil-ling: han fortaeller, at den forste dag i gaestebuddet, for Kongnbsp;Svend steg i sin faders hojsaede, drak han hans minnebaeger,nbsp;og aflagde det lofte at inden tre vintre var ledne, skulde hannbsp;komme til England, og draebe Kong Tïthelred eller jage ham af

24

landet. Det bseger skulde alle drikke som var ved arveollel. Men da det baeger var uddrukket, skulde alle maend drikkenbsp;Krists minne. Det tredie var Mikaels minne, og det drak alle.nbsp;Efter det drak sa Sigvalde Jarl sin faders minne og aflagdenbsp;sit lofte.

Svends arveol har delt sksebne med sa mange gode histo-rier, som historiën af skyldigt hensyn til kronologi og kilde-kritik har mattet forvise huset, eller i hvert fald kun tor om-gds som befuldmaegtigede for et ubekendt, mere asdrueligl faktum; men hvor lidt eller hvor meget disse lofter og skMernbsp;skal regnes i haederligt selskab nu til dags — uomtvistelig harnbsp;de vaeret et springende punkt i oldtidens og middelalderensnbsp;fantasi. Og selv om de forskellige forfattere har manglet et-hvert autentisk referat af hvad der gik for sig pS kongsgardennbsp;hint uforglemmelige ar, har de ikke haft vanskeligt ved atnbsp;give et pSlideligt billede af hvorledes det kunde vsere gaet til,nbsp;fordi de selv havde vaeret med til at drikke gravol over vennernbsp;og fraender. Uenigheden mellem de to versioner beror pè for-fatternes forskellige metode. Fagrskinnas skildring er mentnbsp;som en antikvarisk oplysning om forfaedrenes skamp;lskikke; saga-manden har en fin kulturhistorisk samvittighed, og vil fore-bygge at tilhorerne tankelost overforer deres egne forestillingernbsp;pa gamle dage. Snorre derimod beskriver optrinnet som stilistnbsp;og kunstner, hvem det dramatiske er hovedsagen, og for hamnbsp;er Krist og Mikael lige samp; gode som guder og fraender. Hannbsp;skriver mere umiddelbart ud fra sine egne forudsaetninger,nbsp;og derfor er der i hans version indlejret en stump kultur-historie, nemlig middelalderens tilegnelse og tilpasning af denbsp;gamle offerskikke. Men dermed er ikke givet, at Fagrskinnasnbsp;forfatter slêr Snorre ud som fortidsvidne. Den tredeling somnbsp;Heimskringla spiller sa staerkt pa, er ikke skabt af hensyn

25

til det stilistiske eller det dramatiske; gildestatutterne, som indeholder resultatet af skamp;lens omvendelse til kristen saed,nbsp;fortsatte oldtidens heilige bordskik, og der meder vi atternbsp;denne treklang, pa en sadan mamp;de at man bestemt famp;r indtryknbsp;af en konveniens som havde sin rod i gammel vedtsegt. I detnbsp;gotlandske Karinsgilde skulde skaenkes »tre minner, vor herrenbsp;og broders minne, vor soster og frues, og St. Katharinas minne.»nbsp;Det danske Eriksgilde bekendte sig til St. Erik, vor frelser ognbsp;vor friie, medens det svenske Eriksgilde kun omtaler St. Eriksnbsp;minne, der lyses nSr seks slar, og alle helgens minne,nbsp;nSr ni slar. De svenske St. .lorgensbrodre er faldne fornbsp;den middelalderlige fristelse at indrullere sk mange hel-gene som mulig i deres himmelske garde; ikke tilfredsenbsp;med vor herre, vor frue og St. Jorgen har de hvervetnbsp;St. Erik og St. Olav samt det heilige kors, og alle helgenernbsp;i flok foruden St. Gertrud og St. Bengt besynderligen. Alle ninbsp;betsenkes i skSlerne, men tre og tre tages under eet, sa at min-nerne dog holdes inden for treheden. Disse gildevaner givernbsp;Heimskringla en vis vsegt, nar den i anledning af Sigurd Jarlsnbsp;blotgilde pamp; Hlade grupperer festen om Odins baeger til sejrnbsp;og magt for kongen, Njords og Freyrs til dr og fred, ognbsp;Brages bseger samt maegtige frsenders minne, selv om vi, narnbsp;vi ser hragarfuU opfort som Brages baeger i parallel med denbsp;andre guders, kan fa en lille mistanke angaende denne sterktnbsp;departementale ordenssans.

PS den anden side star de norske gildeskraer tilsyne-ladende enstemmige om at indskrsenke skdlernes antal til to: Onarheimsgildet tommer Marias minne og Olavs minne, medensnbsp;Olavsgildet mserkeligt nok kun omtaler Krist og Maria og ude-lader sin egen skytspatron. Og den form for kristen festdriknbsp;i Norge som fik kirkens hojeste sanktion, er ogsk bygget over

26

Krist og Maria som hojtidelighedens genstand. Siden disse formuleringer ikke er beregnede pa at indvi proselytter inbsp;kultens hemmeligheder, har de ikke nodig at sige alt, og mannbsp;behover ikke at lede laenge i dem efter de huiler hvor en ognbsp;anden underforstamp;else kan ligge skjult; men selv om man vilnbsp;lade alle muligheder gaelde, fortones ikke det faktum, at denbsp;der skabte saetningerne havde noget pè sinde som matte ud-siges, og andet som kunde tsenkes til.

Disse vidnesbyrd arter sig nemlig forskelligt, efter som man bringer dem ind under videnskabelig isolation og ana-lysei’er dem efter problemet to contra tre, eller man ser dissenbsp;skaler dukke frem pa baggrimd af et blotgildes optagethed,nbsp;hvor minne folger minne i en uafbrudt rsekkefolge. Odins ognbsp;Freyrs skal er de store minner, fordi de er storre og vigtigerenbsp;end alle andre, ti skSlen var ikke en undtagelse under drik-ningen, den udgjorde selve formen for hornets stadige tom-ning. Det vandrende horn var festens brsendpunkt; den enkeltenbsp;ceremoni varede indtil det var naet helt rundt, og gildet bestodnbsp;i en gentagelse af hornets kredsen. »Der gik mange hornnbsp;rundt*, hedder det om den sidste aften pamp; Niflungegarden, fornbsp;Gunnar og Hogne gav sig ud pS deres skaebnesvangre faerd tilnbsp;Atle; og nu ved alle som horer, at de gaeves gilde var staerktnbsp;og varede laenge. Derfor kunde Egils saga ikke have karakteri-seret det drabelige blot pè Atleo korrektere end den gor, nèrnbsp;den siger: »Der gik mange minner rundt, og et horn skuldenbsp;tommes i hvert minne.*

Overalt hvor der i middelalderen tales om fest, er det samme minnekaede der danner meningens baggrund. De godenbsp;Gotlaendere var pamp; den tid deres lov blev nedskreven, undernbsp;lugtemester; der var regler for hvor megen vaede der hortenbsp;med til et bryllup, og hvilken grad af torke der kunde talesnbsp;ved ringere anledninger. Nar de samledes til bryllup, skulde

27

Marias minne ende al drik, men inden del var bragt ind, kunde vaerten skaenke sa mange minnesköler ban vilde. Dette er jonbsp;del praktiske udtryk for at laget kan drikke sS meget det orker,nbsp;inden det uafvendelige tidspunkt er inde. Med sS^danne forud-saetninger kan man ogsa legulere drikkelagets varighed og taet-bed ved den bestemmelse, at tie minneskMer, ikke mere, manbsp;skaenkes ved lijemforelsen af brudens medgift.

Op af denne minnestrom dukker after eet bestemt baeger som skSlen fremfor andre, festens egentlige kaernepunkt. For-modentlig gar middelalderens «hojeste minne* tilbage til hoved-skalen i den hedenske drikkebal, enten som en umiddelbarnbsp;tillaampning eller som en erstatning for noget tilvant. I gil-derne er det guddommen, enten hovedguden, Krist, eller dennbsp;lokale gud, skytshelgenen, der nyder ypperst «re. Jorgens-brodrene fSr ved deres omtalte treenigheds treening plads tilnbsp;gilden og gudinden og patronen i hojeste minne, og det blevnbsp;skaenket »saerdeles med horn og bins*, altsa pa mere festlignbsp;vis end de to andre skamp;ler. Ved almuens gilder og julefesternbsp;er man vedbleven at drikke Grids eller den heilige ands skM,nbsp;selv efter at man fandt det fornodent at tilfoje en undskyld-ning til den hojeste, fordi man viste ham den skyldige aere;nbsp;og det kan se ud som oni skalen fremfor andre netop ernbsp;denne Vorherres skal.

Festen endte ikke formlost. Det vilde stride med blotets vaesen som med dets hensigt, om det blafrede ud som et lysnbsp;der braender ned. Ved de svenske bryllupsgilder fik gaesternenbsp;vébendrikken rakt som gildets afslutning, samtidig med at denbsp;af vaerten modtog deres forvarede vdben. Middelalderens gildernbsp;bar ikke fornaegtet den gamle vane, og undertiden lader denbsp;det sidste af de tre store minner tjene som et slags amen. St.nbsp;Gorans skra udtrykker sagen sSledes; »St. Bengt betyder orlovnbsp;og god nat.« Efter at de tre hovedskèler var tomte, burde

28

man ikke umage dem der gik for horde, — melt;i mindre alle gaesterne var enige om at de sad for godt til at bryde op, til-fojes der et sted forsigtigen. Da samp; lovgivningen kom tit atnbsp;oetragte det som en af sine mange opgaver at retlede folk inbsp;deres feststemning, gjordes minnet til et politipimktum panbsp;glaeden. Nar pa Gotland Marias minne var udbragt, havdenbsp;enhver hjemlov; meningen er tydeligt nok den, at de gode folknbsp;gjorde klogest i at benytte sig af tilladelsen.

Sé Isenge gildet var gudsdyrkelse, métte nodvendigvis alle deltagere sidde hele festen ud, om de ikke vilde skade sig selvnbsp;og alle blotfsellerne; og inden bortgangen forvissede man signbsp;om at ret og fyldest var sket, og at man nu kunde bryde opnbsp;uden at gore skar i velsignelsen. Den enkelte gsest drak sinnbsp;velfaerdsskal, nér ban forlod laget og begav sig ud i market,nbsp;og i den store vébendrik Ié endeligt forsikringen om at alle del-tagerne tog lykkens sign med sig; svenske love fremhsever mednbsp;rette, at den skal drikkes af de samme kar som gtesterne havdenbsp;drukket bryllup i.

Inden for gildeparagrafferne modes gammel tendens og ny énd, og den indre tvedragt giver or dene deres praeg, sé atnbsp;nydelsen formuleres som pligt, og pligten som tilladelse. Bro-drene folte i sig kravet om at se gjort alt hvad ret var —nbsp;Germaneren var ikke dod i dem —, men de havde ikke laengernbsp;den gamle opgéen i blotet. Festen var noget som resideredenbsp;henne pé gildestuen, og omsluttede brodrene der fra hjem-niet begav sig ind i det tilredte gaestebud: deltagelsen var ennbsp;pligt. Fordum var blotet inden i offerfaellerne, det havde sinnbsp;existens i deres gildeberedthed og i deres samvser: delagtig-heden var en nodvendighed.

Middelalderen havde brug for skélen til at skabe orden, béde som et middel til at konstatere brodrenes pligtopfyldelse.

29

og som en forebyggelse af at de gjorde alt for ineget ud over det der kraevedes af dem; og da kuituren havde vokset signbsp;sè langt ud af det gamle, at tyngdepunktet afgjort var kom-met til at ligge i kristendommens tanker, kunde skMens modererende egenskaber blive de overvejende. Uden for by erne,nbsp;hvor kristendommen naeppe er namp;et sa vidt som til at ind-skraenke pligterne, for den optrddte i sin liberaleste form, dérnbsp;fik slutskSlen andre opgaver. Den kunde traede til som ennbsp;hjaelp for den redelige vilje, nar det gjaldt at udrunde dennbsp;allersidste fold i vesten. Pa bryllupper i Ditmarsken blevnbsp;bordet haevet med den heilige ands skèl; stegen nodtes ned mednbsp;et maningsrab om at »den helligdnd holder for doren«, og ende-lig, nar alle bedyrede deres uformuenhed, skaenkedes hellig-gestsminnet med dette onske: »Det blive eder et glad amp;rnbsp;med den heilige amp;nd!«

For den der vil indfange helheden, og ikke kaster sin op-maerksomhed bort for lutter enkeltheder, samler gildelovenes og almueskikkenes vidnesbyrd sig til et fyldestgorende billedenbsp;af blotfesten. Tilbojeligheden til at finde hvile i trektangen ernbsp;utvivlsomt vel begrimdet i nordisk énd, selv om den maskenbsp;skulde vaere bleven helliget ved at smaelte sammen med aere-frygten for det treenige i den hojeste. Man kendte i oldtidennbsp;til en traditionel agt for det tredelte som det fuldkomne. Trenbsp;er nornerne, tre er rodderne pé Ygdrasil, tre er undertidennbsp;guderne i folge; tredie gang er ofte den afgorende, den dernbsp;gor en retslig handling uigenkaldelig og uimodstdelig. Eds-formularerne rober ogsé tendensen, samtidig med at de laeggernbsp;for dagen at den ikke har magt til at smede alle tanker inbsp;sine bénd; ti Glum der enfoldigen svaerger ved asen alene, stérnbsp;hverken frem for eller tilbage for Landnamas forfatter, der

30

mente, al man pa stalleringen skulde pakalde Freyr, Njard og den altformèende as. Men vserdien i vidnesbyrdene hsengernbsp;ikke pa en disput om tal; i dem star tegnet en fest der, mednbsp;hornet som sit midtpunkt, laegger time pa time, maske dagnbsp;pa dag ind under sig; i dem star at festen under sit forlobnbsp;har haft fiere koncentrationsojeblikke, i dem maeldes der omnbsp;en tendens til at samle enkelthederne i en festrytme, der haevedenbsp;det hojhellige end et stykke op over storhelgen. Og namp;r vinbsp;ser rytmen i forhold til det rastlose liv, slipper vi for dennbsp;orkeslose gerning at stille formodninger op, der i eet vaeknbsp;triller ned for os.

Endelig er det der bydes os ikke et ceremoniel, som u d-V o r t e s skal passe — eller passes til — pa alle tider og steder, men et i n d e r 1 i g t skema, der holder sammen panbsp;ceremoniellet. Inden for hovedskalernes ramme skal der findesnbsp;plads til en broget mangfoldighed. Alle de hojtidelige ojeblikkenbsp;i aettens liv, som vi delvis allerede har laert at kende fra dennbsp;sociale side, var fester, var blot, og models karakter og detsnbsp;sigte var afgorende for skalernes indbyrdes vaegtforhold. Altnbsp;efter tid og omstaendigheder mètte dette eller hint minne loftesnbsp;op til storre eller mindre officiel betydning. Ved arveolletnbsp;havde lofteskalen en saeregen vaegt derved at den understregedenbsp;arvingens myndiggorelse; og hans udrdben af sit livsprogramnbsp;kastede et eget lys hen over de lofteaflaeggere der fylkede signbsp;om ham og haedrede ham, enten ved at gore faelles sag mednbsp;ham, som Bue med Sigvalde, eller ved at kappes med ham,nbsp;som Sigvalde med Svend. I brudehuset mamp;tte selve kobeskalennbsp;komme til at stS i forgrunden som betingelse for trivsel i detnbsp;indledede aegteskab, og samtidig for det trygge forhold mellemnbsp;de to huse der forenedes under eet skjold. Et freds- og for-bundsgilde var uden forligsskSlen intet — og samp;ledes havde

31

hver festdag sin omsorg. Inden for de egentlige gudstjenester var det lykken i dens ophnjede almenhed der bestemte overnbsp;festens gang, men det ligger givet i dens karakter som indi-viduel, aetbunden lykke, at den ikke kunde fornsegte sin af-haengighed af det aktuelle, fremtiden, ej end ommen, naboer ne,nbsp;historiën — skaebnen.

Skalen gav blotgildet dets karakter. Idet den forenede alle deltagerne i sig, samlede den hele lagets stemning sammen tilnbsp;enhed. Og heiligheden slap ikke sit tag i faellerne, for blotetsnbsp;sidste basger var drukket.

Ved almindelige drikkefester har laget pa et vist punkt oplost sig i mindre grupper; mand trak mand, vennen sin ven,nbsp;ud af gildestemningens almindelige broderskab og drak signbsp;naermere til ham. Vi ser ham i islandske sagaer komme nednbsp;ad gulvet med sit horn, drikke til móts med den anden, detnbsp;vil sige tomme hornet halvt og overlade kammeraten resten.nbsp;Eller sidefasllerne vendte sig mod hinanden og dannede par;nbsp;pa nordisk hed det at man drak tvemenning, namp;r to og to,nbsp;undertiden mand og kvinde, slog sig sammen om eet horn.

Vi kan formode, at det egentlige blot er blevet gennem-fort under straengere regler, og formodningen lader sig ombytte med visbed. I sagaskrivningens periode havde man endnu ikkenbsp;glemt, at heilige fester kendetegnedes ved hornets gang hallennbsp;rundt; »man skulde baere hornet om ilden«, hedder det, og detnbsp;vil sige at der kun blev skaenket i de heilige kar, og disse blevnbsp;af mundsksenken bamp;ret fra mand til mand hallen til ende, fornbsp;sa at passere uden om langilden og fortssette op langs salensnbsp;modsatte vseg.

Pa dette punkt har kvinden sat sin hellighed ind i festen; »0l-gudinden« hedder hun i skjaldedigtningen, og det navn ernbsp;hvad vi kalder et stemningsrigt ord, fordi det er inspireret af

32

dybe oplevelser. Det umiddelbart belagende i kvinden der skrider husfruens gang gennem nlstuen, er kun en svag afglansnbsp;af den hnjhed som kvindehelgen og lagshelligheden kastedenbsp;over bende for de oplevende. I virkeligheden er det blotskil-dringer der indeholdes i Beowulfs vers om dronningen dernbsp;rakte sin busbond det forste baeger, og fra ham gik ned adnbsp;raekken mand for mand til hSnde, indtil bun nSede gaesten.nbsp;»I manden skal kamp, skal vdbenfaerd trives, men kvinden skalnbsp;frodes i yndest blandt maend; i huskarlenes mjodtime forst afnbsp;alle hilse fyrsten, raekke hornet drotten i haende,« saledes ud-trykkes hirdskikken i poetisk fyndsprog, med det »skal« dernbsp;betyder livets normale gang, og disse vers kan uden overdrivelsenbsp;kaldes en stump ofFerritual.

I sagaen om Olav Helliges hjemkomst efter bans glor-vaerdige udenlandstogter naevnes det som et bevis pd Sigurd Syrs storvorne gaestfrihed overfor stedsonnen, at ban hvernbsp;anden dag bevaertede ham og bans folge med festmad, kod ognbsp;ol, og pd storgildevis lod hornet vandre laget rundt, hvad entennbsp;det var heiligdag eller ikke. Han gjorde dagen til fest. Detnbsp;festligere ceremoniel indbefattede den rigeligere forplejning, tinbsp;ved minnedrikning fik hver mand hornet fyldt for sin egennbsp;mnnd, samp; ofte det kom til ham.

Men festen forlangte tillige et sammenspil af alle tilstede-vaerende, hver gang een drak. Sa laenge blotet stod pS, kunde man ikke lade skamp;len hvile og gennemleve et personligt ojeblik,nbsp;h verken i egne tanker eller i egen drik. Minnes trommen mamp;ttenbsp;ikke afbrydes, og hvad enten skMen gjaldt hele laget ellernbsp;den rettedes mod en enkelt, hvad enten den var brudebaegernbsp;eller afskedsbaeger, fortes den frem gennem en raekke af sta-ende og maelende drikkefaeller under et lags opmaerksomhed.nbsp;Vi ved med sikkerhed pa hvilket tidspunkt det norske hof var

33

blevet sè moderne, at det satte den tungvindte gammeldagshed ud afnbsp;nbsp;nbsp;nbsp;kraftnbsp;nbsp;nbsp;nbsp;og hengav sig frit tilnbsp;nbsp;nbsp;nbsp;drikkens glaede.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;For Olav

Kyrres nbsp;nbsp;nbsp;dagenbsp;nbsp;nbsp;nbsp;var det skik at hornetnbsp;nbsp;nbsp;nbsp;gik ilden rundt inbsp;nbsp;nbsp;nbsp;hallen, fra

k ongen til den naeste i rang og samp;ledes videre; men Olav loste op fornbsp;nbsp;nbsp;nbsp;den personlige inderlighed,nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;han indforte at hver mand

skulde nbsp;nbsp;nbsp;lydenbsp;nbsp;nbsp;nbsp;sin egen samvittighednbsp;nbsp;nbsp;nbsp;og drikke somnbsp;nbsp;nbsp;nbsp;han vilde.

Pd almuesgdrden lod hjsertets frigorelse vente Isenge pd sig, og ndr f. ex. formynderen i Ditmarsken i det 16de drhundredenbsp;drak bruden til faestemanden i navnet faders, sons og den heilige dnds, gjorde alle naervserende handlingen skel ved at tommenbsp;en skdl af samme kar.

Hvad afskedsdrikken kraevede af sin mand kan ingen bedre bevidne end Torsten Boejarmagn, der havde vseret gaest hosnbsp;den jsettehehersker Geirrod i Jotunheim og dèr set folk drikkenbsp;af hornet Grim. Ganske vist md det vsere vanskeligt at findenbsp;udtryk i nogterne dognfraser for det der foregdr mellem sd-danne maegtigheder som Geirrod, selvherskeren over alle jaet-ter og tusser, og Gudmund pd Glasisvoldene; og vi fdr danbsp;ogsd af forfatterens forsog pd at sige det uudsigelige et levendenbsp;indtryk af at forholdene bdde var meget storre og megetnbsp;maerkeligere blandt jaetter end pd hverdagsgdrdene i Norden. Danbsp;Grim bseres ind i sin hredfulde majestaet, falder hele jsette- ognbsp;tussefolket pd knae — de vidste jo at dets herre blot behovedenbsp;at Inde oret imod det for at fd visdom om de hemmeligstenbsp;ting. Hornet styrer forst hen til Gudmund som den hojestenbsp;gaest, mundskaenken venter til han har gjort ret til bunds, ognbsp;vandrer derpd til vaerten. Foran ham fyldes Grim pd ny, ognbsp;Geirrod saetter spidsen opad, sd at indholdet presser sig som ennbsp;havsbolge ned gennem hans hals. Medens helten drak, faestedenbsp;han sit blik pd Agdi Jarl, og nu blev det hans tur at tage mod ennbsp;ny pdfylding; den stakkels jarl gjorde hvad pligten kraevede, men

Vilh. Gronbech IV. nbsp;nbsp;nbsp;3

34

han mitte tage vejret to gange imens. »Alderdom og mand-dom forliges ikke,« sagde Grim, ti hornet havde mere end menneskeforstand. Resten af selskabet blev ikke troet til detnbsp;overmenneskelige, og de fik lov til at fuldkomme loven to ognbsp;to ved at holde et halvt bud hver. Vor hjemmelsmand ladernbsp;denne afskedsdrik indbefatte en omgang af hornene Hvitingar,nbsp;der hver for sig var alt hvad to dodelige mennesker kundenbsp;magte, dernaest en mellemdrik, og endelig bamp;de Tors og Odinsnbsp;skèl, inden man namp;ede til Grim, og virkningen pa os modernenbsp;laesere er ikke blot den, at vi kommer til at omfatte Agdi Jarlnbsp;med en forstamp;else som undskylder meget, men tillige en mis-tanke mod forfatteren, at ban som s4 mange af sine sagabrodrenbsp;har rekonstrueret fortiden lidt for meget intuition. Men eennbsp;ting har ban forud for os; ban kendte sin tids ssed, og selvnbsp;hvor ban digter som friest, kan ban ikke komme ud over densnbsp;forudssetninger. Han ser hele laget som en minnersekke, bannbsp;ved at manddom — d. v. s. elisk vasrd — er afhasngig af tro-skab mod hornet, og ndr gt;vèbendrikken« blev drukket, mamp;ttenbsp;det ske pS den mSde, at mand for mand fik hornet, nyfyldt,nbsp;og hver enkelt drak til vaerten, eller til laget.

Det var heiligheden der stillede krav til et straengere cere-moniel, og mèske gav helgen sig rent udvortes til kende der-ved at minnedrikken blev frembSret i de guddommelige kar, og at frit samkvaem ikke kunde indtraede samp; tenge dissenbsp;holdtes fremme. »Det var vikingelov at drikke alle i lag sam-men, selv om de kom til gilde;« ti krigerskaren levede undernbsp;storhelgen, og var derfor til stadighed udelukket fra dennbsp;skodeslosere drikkelagsstemning; de mètte ikke drikke tve-menning. Af samme grund fortes altid de krigerhellige drikke-lag pa kongsgamp;rden under ceremoniel strsengbed; hirdmsendenenbsp;var alledagsvikinger.

Bon og Offer.

011et bragte altid en glans af gsestebud med sig, det herte ikke med til den nndtnrftige, nserende og laeskende hverdags-niad, men var i hojere grad end maelken og vallen en è n d e-1 i g vederkvaegelse, en heilig styrkelse. Og naturligvis mamp;ttenbsp;den drik der haedrede de hoje fester med sin velsignelse,nbsp;vaere af en egen kraft for at kunne forene guder og mennesker.

Atter her traenger formodningerne pa med magt, uden at vi er i stand til at traekke dem ind i lyset og give dem alnbsp;den virkelighed de fordrer. Nar festollet blev brygget, harnbsp;man da kunnet omgas bryggerkarrene med det dagligdagsnbsp;lavmal af religios omhu, — ti helt verdslig i moderne for-stand hlev en sd vigtig handling som tilberedelsen af husetsnbsp;naerende lykke aldrig, — har man ikke haendet hver lille til-saetning med rituel hojtidelighed, har man ikke renset sig selvnbsp;og lagt bSnd pa tungens og lemmernes fri bevaegelse, namp;rnbsp;man gik til den vigtige gerning at forberede blotet?

I den norske almues serefrygt for gaestebudsollet er der sikkert et stsenk af alvoren fra fortidens bryggers. Om de gamlenbsp;Telemorkinger fortselles, at de tilberedte deres hojtidsdrik mednbsp;stor andsegtighed, af frygt for at letsindig omgang med bryg-ningen skulde hindre ollet i at blive staerkt, noget som ikkenbsp;var en mangel, men en stor ulykke. Nar ollet ved gildet vistenbsp;sig uformuende til at sende gaesterne ned under baenken, listede

3*

36

vaerten omkring med en bedrevelse der ikke kunde have vaeret stnrre, hvis garden sved af.

Kvindens dygtighed til at brygge var noget langt mere end husmoderfermhed; den var provestenen pamp; bendes hellighedsnbsp;kraft, bendes styrke i guderne og bendes magt over lykken.nbsp;Da Kong Alreks to bustruer, Geirbild og Signy, stredes omnbsp;vserdigbeden som dronning, blev det ollet — det 0I de bryggedenbsp;til at modtage kongen med ved bans bjemvenden fra krigs-toget — som kom til at domme imellem dem. Geirbild pakaldtenbsp;Odin og lovede bam sin ufodte son; ban gav bende lidt af sitnbsp;spyt til gaer, og ollet blev godt, men det ledte skaebne ind inbsp;verden.

Utvivlsomt begyndte blotet i bryggerset; fra den forste bandsudraekning bavde belgen uindskraenket ramp;derum. Fuldnbsp;offermagt fik grydernes og karrenes beholdning dog forst vednbsp;indvielsen inde i gildesalen. Ofringen begyndte med hornetsnbsp;fyldning, under andaegtig tavshed og ceremonielle bevaegelser.nbsp;Dernaest signede, eller som man i fordums dage har sagt, viedenbsp;forsaedesmanden hornet. I dette ord angives handlingens ind-hold: ban laegger kraft ind, og det en saerlig kraft. Den sprog-lige sammenhaeng mellem »vie« og vé eller vi, lyser op overnbsp;verbets vaesen. Vi er alt heiligt: det heilige sted, de heiligenbsp;klenodier, fanen, som viser vej, varsler til dristighed eller tilnbsp;forsigtighed, og sikrer heldet ved sin tilstedevaerelse midt inbsp;haeren. Vi er det staerke i heilig forstand, og for at forstó detsnbsp;rumfang mè vi lede tanken tilbage i de gamle baner, hvor altnbsp;vaesen spaender fra det konkreteste formbehov til den inderlig-ste vaeren; hellighed og heiligdom, kraft og kraftvaesen liggernbsp;sammen i ordet. At vie betyder da at inspirere, bringe en gud-dommelighed og en guddom til saede i tingen, gore den til gud.

De verber som anvendes om den forste handling med

37

baegeret udtrykker pa forskellig vis drikkens indre forvandling, men om den form hvorved omvseltningen afstedkommes givesnbsp;der desvaerre ingen direkte besked. Maske er indvielsen fore-gSet under hejtidelige gebaerder. Man kendte til tegn i luften,nbsp;hvis vi tor tro den lidt fordaegtige legende om Hakon Adelstens-fostre, der korsede blotmaden for nydelsen, og af Sigurd Jarlnbsp;undskyldtes med at ban gjorde Tors hammertegn; det pa-faldende i at bonderne skulde traenge til en forklaring p^ ennbsp;god hedensk gestus, kan vel ikke belt undlive muligbeden fornbsp;at bistorien bar baft en bile garant i virkeligbeden. Tilsyne-ladende Mr den undsaetning fra det verbum, »signe«, som oftenbsp;bruges om selve kultindvielsen, ti signe er jo blandt andet atnbsp;gore tegn. Men lige sa naer star den muligbed, at det frem-mede ord, bvis det indebaerer noget mere end blot vielse,nbsp;egentlig gar pè anvendelsen af bellige medier, klenodier mednbsp;andre ord. Nar vi kender ejendelenes magt, ligger den fristelsenbsp;naer at give en formodning ud for visbed, og sige at man barnbsp;taget aettens berligbeder frem, spydet og balssmykket, pilenenbsp;og ringene, og bar ladet drikken suge sig fuld af deres indbold,nbsp;at man bar bentet det endnu heiligere fra blotbuset, og mednbsp;det masttet bollen til den stod bristefaerdig — som bin cupa,nbsp;der sprang sa snart praesten med sine fjendtlige ord sattenbsp;magterne derinde i opror. Hammeren sad ikke orkeslos i Torsnbsp;band, da ban viede sine slagtede bukke til nyt liv.

De bellige genstande bar vaeret til stede, og ingen vil vel tro at de la eller bang ledige. I minderne om klenodiets magt ligger den bedste kommentar til Eddadigtets overgivne skildring afnbsp;den rodskaeggede blybed, der bar sat okse pé okse til livs afnbsp;lutter utamp;lmodigbed efter den stund da ban skulde se bam-meren blive bragt ind for at vie brudens skod. — Den dag dernbsp;var tempelbelg pè gamp;rden 01fusvatn, sad busfruen, Signy, pamp;

38

en stol med sit klenodie i skodet, og dagen blev en ulykkens begyndelse, fordi bendes lille son, Hord, kom stavrende hennbsp;til bende og greb for sig i balssmykket, sk at det brast. Detnbsp;er ikke utroligt, at denne scene pa grund af sin betydning fornbsp;sagaen om Hord og hans sorgelige skaebne, i sig har bundetnbsp;et minde fra de gamle blotdage, og at den giver os et interiornbsp;fra selve blotsalen.

Da Olav Heilige overraskede blotmsendene i Trondelagen, gjorde han et stort bytte bade af gsestebudskar og af »kostbar-beder« — gripir —, som lagsfaellerne havde haft med sig tilnbsp;gildet. De var modte i deres bedste stads, som vi vilde sige;nbsp;men det vil jo, oversat tilbage pa gammelt sprog, komme tilnbsp;at udtrykke netop det som her er antydet, at klenodierne inbsp;hvert fald horte med til hellighedens iklsedning.

Den ceremonielle indvielse af en ting til h o j e r e og h o j e s t e hellighed er ikke i vaesen forskellig fra tilegnelsennbsp;af det nyerhvervede. Ndr landnamsmanden stak sin okse fastnbsp;i jordsmonnet, eller taendte sin ild ved amundingen, da for-andrede han landets vil je, han gjorde det lydigt ved at dragenbsp;det ind i sin sjsel. Men uden al tvivl fojede han noget horligtnbsp;til, ordet var en lige sS nodvendig som maegtig faktor i hinenbsp;dage. Ved blotet blev der »maelt for« hornet af den som fortenbsp;forssedet ved gildet. Dette tekniske udtryk er som sa mangenbsp;andre gaet over i kristendommen; en norsk gildestatut betegnernbsp;indledningsbandlingen ved gildets bovedfest med: »der maelesnbsp;for, eller minne bliver velsignet«. Hvad man har sagt inbsp;hedenhos, det famp;r vi aldrig direkte at vide, men hvad man vildenbsp;sige, og hvilke tanker der fjaelede sig under ordene, kan vinbsp;godt laempe frem. Virkningen af at »maele for« kender vi franbsp;retssproget, hvor det anvendes om at forestave en retsformel,nbsp;og fremdeles om at betinge sig noget pè juridisk bindende vis;

39

i det daglige liv samler ordet i sig de to betydninger: at onske til lykke, f. ex. i forbindelse med gave, og at forbande. Tilnbsp;grund for den officielle og den private brug ligger samme tanke;nbsp;at udtale noget med vasgt og vilje til at binde seren og lykken,nbsp;sMedes at man ved sine ord fremkalder en forandring i en andensnbsp;sind og hele tilstand, og enten binder lykke pa ham, eller herovernbsp;ham hans lykkeforstand og gor ham til niding. De tilsvarendenbsp;substantiver, formali og formceli, har lige samp; vid en anvendelse:nbsp;fra velsignelse til forbandelse, fra den lovbindende aftale og dennbsp;lovbindende formel til den sjaelehindende bestemmelse som mannbsp;knytter til anvendelsen af en ting, og som ma respekteres afnbsp;brugeren hvis ban vil have held med sig til brugen af det over-dragede. Vi kan veje ordets tyngde i folgende saetning fra Vols-unge saga: Nornerne kom ved Helges fodsel, ydede ham for-mali og sagde at han skulde blive navnkundigst af konger.

Sammenstodet mellem det religiose og det retslige beror ikke pa et udvortes kompagniskab om sprogets hjaelp, de tonbsp;sider af livet modes i tillid til og afhsengighed af faelles kraft.nbsp;Ordet var et nodvendigt tillaeg ved enhver handling, det lagdenbsp;sin beseglende lykke til, sè at virkningen styrede lige ind i detnbsp;efterstraehte mél. Efter at der var foretaget alle nodvendigenbsp;foranstaltninger til den dodes velfserd, slog ordet sig til og sattenbsp;ham i fuld nydelse af fremtiden: man mselte for hans grav ognbsp;viste ham til hans sted, enten dette var Valhal eller en andennbsp;hal. Og endnu nsermere op til blotet kommer nybyggerensnbsp;handling, namp;r han skod sine hojsaedestotter over hord og mseltenbsp;for, at han vilde bygge og bo der hvor de drev i land. Hannbsp;gav dem dermed béde vilje og kraft til at anspsende al deresnbsp;helglykke.

Ligesom navnegivningen skulde lede sjaelen ind i barnet, sédan var det kultiske formaele bestemt til at give festens kraft

40

dens retning og skabe graenser og mSl for dens sigte. Formselet mStte da smidigt beje sig efter festens anledning. Det besegledenbsp;skèlens virkning, at smaelte mennesker sammen, at skabenbsp;fraende af fremmed ved aetledningen, at gore loftet om brude-gave fast. »Din fader skal vsere Kong Gjuke og jeg din moder,nbsp;dine brodre Gunnar og Hognesiger Grimhild, da Sigurdnbsp;tager ved det horn der giver ham nyt syn pa Gjukungerne. Vednbsp;bryllupsskalen har loftet bl. a. bestaet i en udrabelse af be-tingelserne for den skete sammenknytning mellem setterne, dennbsp;som skulde drikkes fast. I Norge regnede man op, at brud-gommen havde gdrd med og samp; mange beste, og at brudensnbsp;fader ikke sendte sin datter ud som en skarvefille, men fulgtnbsp;af »et tusind norske speciedaler, opredt seng, best og saddel,nbsp;fem koer .... nu vide I det«, og denne remse er som formaelenbsp;ikke meget langt fra den gamle ènd, selv om vi maske tornbsp;tilkende den svenske formulae en storre vaerdigbed ogsamp; i dennenbsp;sammenbaeng: »Til bseder og busfrue og til balv seng, til 14snbsp;og nogler .... og til al ret«. Det bseger som bekraeftede »kobet«nbsp;kaldtes njótsminni, og i dette navn antydes formselets indbold,nbsp;at det gjorde modtageren til njótr, til nyder af tingens sjael ognbsp;nytte. Ved fredslutninger kan formselet ikke bave ligget langtnbsp;fra det beromte trygdemal: »Nu er alle sager forligte, mednbsp;gods bodede, som malere malte, som dommere domte, somnbsp;tsellere talte, som givende gav og tagende tog mod. Vi skalnbsp;vsere msend forligte om sag og om ssede, ved olbolle og mad-skal, pa tinge og ved tidkort, .... dele kniv og kodstykke og

alt os imellem som frsender og ikke fjender......For sig og

arvinger, fostret og ufodt, avlet og uavlet, navnet og unavnet tager bver mand tilsagn og giver tilsagn, gseve tilsagn, tilsagnnbsp;til gavns, som evigt skal boldes mens jord stSr og msend lever;nbsp;.... som son mod fader og fader mod son i al fserd bvor de

41

traeffes, pamp; land eller se, skib eller ski, pa hav eller heste-ryg, at dele drer og nsekar, tofte og d®k .... som ven trselFer ven i seen, som broder traelfer broder pa veje.«

Ved de store fester, hvis sigte var bele lagets trivsel i den fremtid som blotet indledede, matte bovedminnets formaele bavenbsp;en almen karakter. Og vi er sa 'lykkelige at vi endnu kan senbsp;hovedtraekkene i den heilige formel, dels ud af spredte an-tydninger i sagalitteraturen, dels gennem middelalderens kristnenbsp;tillaempning. Dette »til ar og fred«, som ufravigelig mseldernbsp;sig alle vegne hvor talen falder pa de hedenske blot, er blevetnbsp;staende som motto for den kristne omformning af arsfesten:nbsp;011et skal signes Krist og Maria til tak, til dr og fred. Pa lidtnbsp;forskellig mdde far vi formlen indarbejdet i de norske gildersnbsp;selvmotiveringer. Olavsgildets skrd begynder sdledes: »Vi skalnbsp;holde vort gildelag hver sommer Heilig Krist, vor Fru Marianbsp;og den heilige Kong Olav til tak, os til helse, til dr og fred ognbsp;til al Guds miskund her og hist,« og den ender med: »Gud ognbsp;St. Olav styrke og hjselpe til gode den som holder denne lov,nbsp;til dr og fred og al saelhed i denne verden, og hinsides til ind-gang i himmerige uden ende.« Festen gjaldt godt dr, frugtbar-hed pd ager og i staid — »til drbod« som det ogsd, udhsevende,nbsp;kunde bedde efter en sommer der havde bragt skuffelser ognbsp;mistro til virkningen af tidligere blot. En beretning omnbsp;Trondernes hemmelige offer pd trods af Olav Helliges forbudnbsp;giver os det formaele, at blotet skulde vsere til drbod, til frednbsp;og godt vejrlag. Fra Sverrig antydes samme formel i Gutalagensnbsp;indgang: »Vi skal tro pd een Gud alvseldig, og ham bede atnbsp;ban under os dr og fred, sejr og helse.« I dette »dr og fred«nbsp;tor vi se grundstammen, der rakte fra de snaevre samlags, aet-tens, lykkemoder op i sogne- og bygdefesterne. Faellernes visenbsp;bekymring gjaldt al trivsel, og som betingelse for arbejdets

42

fremgang: fred, den ubrydelige samfolelse, eetfelelsen, lykken til al handle i fuldt faellig. I et islandsk formaele til brug vednbsp;Olavs minne klinger tonen igen: »Den heilige Olavs haeders-minne er skaenket og bèret ind. Det skulle vi drikke med glaedenbsp;og gammen og Gud Herrens huid. Haver ikke strid eller kivnbsp;indbyrdes, ti denne hoje herre, Kong Olav, er landenes lavard.»

Den der abnede festen med at drikke forste horn var for-maelets ophavsmand; derf or siges det i snaevrere forstand om ham, at han var den der maelte for. Efter ham gentog hvernbsp;enkelt af festdeltagerne de heilige ord, formodentlig med noj-agtig samme ordlyd. Det der endnu mangier i vor viden omnbsp;kultformaelet kan vi skyde til ved sammenligning med lov-formlen; de to var eet i énd, og med det indre faellesskabnbsp;fulgte at de ogsè delte form med hinanden. Som denne bestodnbsp;i fast udpraegede, een gang for alle vaerdsatte ordforbindelser,nbsp;samp;dan er hint fra èx til èr og fra gang til gang blevet gentagetnbsp;med samme uforanderlige ordlyd, hvor inspirationen ikke havdenbsp;mere plads end hensynet til aktualiteten m4ske kraevede. Ognbsp;til den faste form har hort en egen fremsigelsesmamp;de, somnbsp;altid fulgte den hojtidelige, rimbundne tale, enten ordene nunbsp;var retsformler eller lovprisningsvers eller staerke galdre. Dennbsp;der stod med hornet i hènden kvad, i en tone der teknisk ernbsp;os ubekendt, fordi den altid kun beskrives efter virkningen pinbsp;tilhorerne, men som jo ligger noteret i de korte, huggendenbsp;vers, med de hojt fremhaevede rimstave. Gildernes og denbsp;norske hofmaends afsyngelse af minne tor vi vel tage som ennbsp;liturgisering af skilens udbringelse, et forsog pi at stobe detnbsp;fremmedartede om i kirkeform, og det lader til at andaegtig-heden for alvor er bleven gjort taktfast, nir alle brodre opstirnbsp;og kvaeder efter iskaenkelsen af hojeste minne, eller, somnbsp;Danskerne udtrykker sig, modtager baegrene siddende og efter

43

modtagelsen rejser sig som een mand og istemmer minne. Skik-ken har holdt sig langt ned i tiden, stedvis maske skSlens til-vserelse ud; man drak hinanden til med «aerindet af en vise«, og minnet endte virkelig i efterklange af folkevisen eller i bibel-bistorierim. Ordet kvsede folger da ogsd med belt ned til vore

dage som den tekniske betegnelse for skèlritualet, og selv efter

/

at formaelet var degraderet til en fri, oratorisk ydelse, gav man ikke slip pamp; den vane at kalde det rim eller kvaede.

Der er to ting i formaelet; Det vender sig tilbage mod den handling der er sket, og har pd aegte germansk vis udtryktnbsp;hlotmandens vilje ved at sige: nu er drikken viet, nu er gud-dommen i hornet; og det vender fremad og siger: derhen skalnbsp;guden og hans styrke ga. Og de to sider er i folge sagensnbsp;natur eet. Formaelet spaender da over alt hvad der af ord kannbsp;fojes til handling, fra den store vielse af drikken og indvielsenbsp;til bestemt gerning, til lagfaellens private venskabsonske fornbsp;sin sidemand. Dets aevne til at binde er eet med dets livgivendenbsp;egenskab. Et tilsagn som brudeloftet eller morgengaveloftetnbsp;mètte ved sammenspillet med hornet gores til en positiv lykke,nbsp;hvis det skulde have nogen vaerdi for modtageren, og det skuldenbsp;tillige haerdes til aere for at indgyde loveren kraft til at sta vednbsp;sit ord. Ostgotaloven 'vidste hvad der ndkraevedes, og den sigernbsp;det i ord der har deres berettigede plads hvor der tales omnbsp;menneskelivet og guderne. Hvorledes skal man gifte? sporgesnbsp;der; svaret lyder: »de skal holde to lovdrikninger; ved den enenbsp;fremsaette begaeringen om pigen, og love morgengave; og ndrnbsp;begaeret er, da skal de drikke den anden lovdrikning, og danbsp;skal giftemanden (formynderen) bortgifte sin fraenke. Dernaestnbsp;skal de have vSbendrikken, i de samme kar som de for draknbsp;af.« SMan gar det til, nar ens ord skal blive heiligt.

44

Det ligger naer at kalde formaelet for bonnen ved festen, og sammenligningen er givet af historiën selv, ti de kristnenbsp;anvendte ganske simpelt «maele for« om at holde bon. Et snur-rigt exempel pa kulturel dublering er bruget af verbet i denbsp;senere, legendarisk udstafFerede beretninger om Hakons sonne-offer, hvor man ser jarlen kaste sig ned for gudebilledet ognbsp;maele for sig som en praelat for et alter. Men det gamle formaelenbsp;er lige sS langt fra den kristne udbeden af Guds velsignelsenbsp;og henstillen til Guds barmhjaertighed som fra al sjakren mednbsp;en usynlig om at tage offer for nadesbevisning. Nar formaeletnbsp;skulde tage tjeneste hos den ny gud, mamp;tte det forst og frem-mest aflaegge dobbeltsidigheden i sit vaesen. Pakaldelsen blev,nbsp;men den gamle frejdighed, den der med void traengte ind ognbsp;rev opfyldelsen til sig, matte betages det. I det hojtidelige:nbsp;»mael heill« — i oversaettelse: »det vaere sagt af dig i den fuld-byrdende lykkes fylde«, — et tilrèb der kom som glaedesudbrudnbsp;ved velkommen tidende, ved store lofter og tilsagn, ved varsler,nbsp;har vi den gamle, staerke bon, og som bon kunde den ogsanbsp;opfattes efter saedskiftet; men nar kristendommen fojede til:nbsp;»og Gud lade det lykkes«, rober den bade hvad der fra forstnbsp;af var indeholdt i ordene, og hvad der skilte hedningens afventen fra den kristnes habende forventning.

Det er ikke nogen let sag for os pè stèende fod at give denne form for religios pak'aldelse dens rette plads i bonnensnbsp;verden; men til at forsta dens virkning er det nok at kendenbsp;lykken og dens art. Har formaelet intet at gore med den sjaele-ligt ringes knaebojning i stovet for en herre der giver hvem hamnbsp;tykkes og bolder tilbage fra hvem ban vil, er det lige samp; langtnbsp;adskilt fra magien, der fisker ud i morket med sin tryllekrognbsp;eller afskyder sin selvrammende formel. Formaelet er en ha-mingja. Medens joden kaemper med sin gud i bonnen, kaemper

45

hedningen med bonnen selv som vamp;ben og slynger den direkte ind i ansigtet pa sin modstander. Og som ethvert v5ben krsevernbsp;det af brugeren béde snildhed og styrke, men forst og frem-mest foling, sa at dets sj*l er hans sjael, sa at det ikke siddernbsp;i hans hénd, men forlsenger sig ud af hans arm, og modtagernbsp;sin kraft lige fra hans hjserte.

Nér Egil slynger sit formaele ud imod Kong Erik og raber: »Her saetter jeg nidstang, og retter dette nid mod Kong Eriknbsp;og Dronning Gunhild, retter dette nid mod de landvsetter dernbsp;bor i dette land,» da er det for at ordene skal virke det denbsp;siger: at gore alle landvaetter som bor der i landet vildfarendenbsp;pa deres veje, sa at de aldrig »finder ind i deres tilhold», forendnbsp;de har jaget Erik og Gunhild af riget; og om forbanderen ikkenbsp;vidste at ordene gik ud og tog fat i vaetterne, fortumlede deresnbsp;tanker og gjorde landets lykke til et oprort hav under kongen,nbsp;vilde ban ikke sige dem, ja han vilde sky dem af hemmelignbsp;frygt for en blottelse der kunde blive sksebnesvanger. Ti mannbsp;udtaler kun det som man foler lykke i sig til at gore virkeligt;nbsp;det er samfundet med magterne og bevidstheden om at mannbsp;baeres af deres kraft, som lader formselet glide uden stammennbsp;over tungen, og giver det aevne til at drive en fremtid forannbsp;sig hen imod hvilket mal det vil.

Den forvandling som formaelet undergik ved kristendom-mens indflydelse, star i nojeste forbindelse med at ordet be-rovedes sin tilknytning til handlingen, — eller at det i hvert fald blev patvunget den mulighed at kunne sté pé egne ben.nbsp;For moderne bevidsthed er bonnen indhegnet af ordene, fornbsp;hedningene var dens vsesen netop dette, at den fojede sig til ennbsp;kult. Rummede den opfyldelse i sig som en selvfolgelighed, danbsp;var det fordi der i ordene var indebèret fuldbyrdelse gennemnbsp;handling. Taleren har hornet foran sig eller endog i handen.

46

han taler over drikken, og ban lader hornet ske fyldest, inden ban haender det videre ned ad raekken. Formselet og drik-ningen er mere end jaevngyldige i moderne forstand, de er eet-gyldige, som navnegivning og navnefasste, som aftale og fuld-byrdelse, som lofte og opfyldelse, fordi det ene er alt, sin gen-part indbefattet, og uden sin genpart er mindre end intet, nem-lig ulykke, kraenkelse. Den distinktion der pè grund af kultur-fjaernheden farer i samp; mange af fortidens skikke sa snart denbsp;fremstilles i vort sprog, den viger for de gamle billeder af men-nesker der handler. »Vser heill«, siger den der drikker forst,nbsp;sdrik belli«, svarer den der venter pamp; hornet. »Alle heille inbsp;Hrolf Krakes minne«, siger kongedatteren i den svenske halnbsp;til gaesterne, drikker halvt og raekker den fremmede hovdingnbsp;karret. Der bar vi den gamle bon sa vel som det gamle offer.

En fremmed ma ofte gS den modsatte vej af indfodingen, og forstd reglen ud fra undtagelsen. Der ska! et vant oje tilnbsp;at vurdere respekten for ordets magt, nèr frygten og selvfor-svaret finder aflob i vedtagne former; men den gor sig selvnbsp;handgribelig, nar en Ethelfrid resolut lober storm pamp; de bedendenbsp;praesler, ti pa grund af de overordentlige omstaendighedernbsp;tvinges frygten til at sM lige ud. PS samme mSde kan blotetsnbsp;anvendelse under forhold der mangier dagliglivets naturligenbsp;baggrund, pludselig komme til at Sbenbare sine krasfter mednbsp;naesten experimental tydelighed. Det var i virkeligheden blotetnbsp;som hjalp Gronlandsfareren Torgils — kristen som han var,nbsp;og kristent som han mente sig at handle —- gennem den sidstenbsp;af bans hSrde provelser i Ishavet. Udhungrede og udasede ISnbsp;han og bans mand i deres bSd og sled pS Srerne for at ar-bejde sig frem til en fjordmunding, men kraefterne tog af ognbsp;torsten til, og der IS de stadig pS samme plet. Til sidst sagdenbsp;en af dem: sJeg ved, at folk for i yderste havsnod bar blandet

47

deres eget vand med havvand, og frelst livet.« Torgils turde hverken svare ja eller nej til forslaget, og séi stille til, medensnbsp;de fyldte osekarret; men just som de skulde til at drikke,nbsp;standsede han dem med de ord: »Giv mig det, sé skal jeg mselenbsp;for minne: Du arge trold som hindrer vor faerd, du skal ikkenbsp;volde at jeg eller nogen af os drikker vor egen urenlighedUnbsp;Og i det samme for en fugl som en alke skrigende mod nordnbsp;fra bamp;den, og maendene nèede land og kilde.

Af det overordentlige i denne haendelse Iserer man at forste den naturlige opfyldelse af blotet, der ikke sS patageligt sprasnger sig frem af ojeblikket, men med lige sa uafvendelignbsp;kraft fuldkommes i det kommende krs frugtbarhed og host,nbsp;det vi kalder tingenes orden, at jord gror og sol skinner.

Til Ar og Fred.

Offerlaget er det forherligede madfaellig. Blotets velsignelse beror pa at der i bollen syder en egen drik, lignende men dognbsp;grundforskellig fra det 0I der brygges pa de andre festgamp;rde,nbsp;en drik som ikke er andet end den saeregne fsedrenelykkenbsp;hvoraf setten selv bestór.

Ndr vi tager de gamle ord i munden — det vaere lofteskal, fredskal eller O dins skal —, da kommer der altid en uegent-lighed i tonen, som dutter det bort der skulde vaere hoved-sagen; loftet, treden og guden bliver stillet over eller ved sidennbsp;at den drik som de skulde sidde indeni. Samp;danne saetningernbsp;som disse, at ollet er tred, er skvulpende tanker og minder,nbsp;er hamingja, sjael og guddommelighed, de gamp;r igennem et torntnbsp;rum mellem to kulturer, inden de nar os; og virkningen atnbsp;denne brydning er et poetisk skaer, der tortoner den virkeligenbsp;betydning til daemrende betydningstuldhed. Hos Nordboernenbsp;synes den gaengse benaevnelse pS blotskSlen at have vaeret full,nbsp;et ord hvis gammeldagshed i bygningen tyder pd selde og aer-vaerdighed, og hvis betydning lige godt spaender over tylde,nbsp;tyldthed og det tuide. Et andet heiligt ord er velg, der, hvadnbsp;nu end dets gt;oprindelige« betydning har vaeret, indeslutternbsp;tanken pamp; kratt og pamp; aere. Sydboerne sagde hele sandhedennbsp;i deres heilige navn, minne.

49

Minne har en ejendommelig historie. Baret freni veel kristendommens tillaempning af helligdrikken traengte det op inbsp;Norden, og ud fra den middelalderlige brug blev det i de hi-storiske beretninger om hedenskabets skikke kastet tilbage panbsp;blotskalen. Den nordiske betydning af minni — ihukommelse

— nbsp;nbsp;nbsp;ledede tanken mere og mere direkte hen pa amindelsennbsp;som hovedformalet ved skaldrikningen i Guds og helgenensnbsp;navn. Fagrskinnas forfatter star endmi i sin viden pa graensennbsp;mellem de to verdener, sa at ban kan pege frem og pege tilbage og sige, at arveollets skaler blev opskaenkede »som nunbsp;minne bliver det«. 1 Syden besejredes skalen af den betydningnbsp;som pa tysk tilranede sig eneherredommet i or det minne: detnbsp;blev et kserlighedsbaiger; at drikke pa helgenenes kseidighed —nbsp;in amore sanctorum bibere — er latinistens gengivelse af skik-ken, men af og til trsenger ordets andre sider sig frem, sa atnbsp;der ved siden af amor kommer til at sta et salus, held ognbsp;helse. 1 sin urgrund svarer minne nsermest til nordisk mum,nbsp;sindet, sjaelen, hamingjaen; det finder sin bedste fortolkningnbsp;i Sigdrifas ord om bsegeret; »01 bairer jeg dig, blandet af meginnbsp;og maegtig sere*.

Virkningen af baegerets tomning var forst og fremmest samfolelse — til ar og f r e d, lyder velsignelsesonsket. Mannbsp;drak sig sammen, drak hinanden til sig i den faedrene kraft-vseske, der nodvendigvis matte sprsenge enhver sla mellemnbsp;enkeltsjselene. Derfor skulde hornet ga fra mand til mand,nbsp;derfor skulde kaeden vsere ubrudt og lukke sig i sig selv igen

— nbsp;nbsp;nbsp;laget skulde gores til eet. Den der nsegtede besvarelsen afnbsp;en skal eller sprang sin nabo over, tilfojede den sidstnaevntenbsp;en grov fornsermelse og behandlede ham som et onde ündersnbsp;barn; men gennem den tilsidesatte krsenkede ban ogsè helenbsp;laget, fordi ban brod festens kraft. Hin beromte offerfest pa

Vilh. Granbech IV. nbsp;nbsp;nbsp;4

50

Hlade, hvor Sigiud Jarl fik Hakon Adelstensfostre til at blote, begyndte med at jarlen som forssedesmand drak kongen til inbsp;det forste horn, og saledes drog ham ind i fredlaget. Trondernenbsp;vogtede spaendt pa at kongen gjorde fyldest, og intet under atnbsp;de kom i opror ved bans vaegring. Vilde Hakon ikke spise ognbsp;drikke med dem af heiligheden, da var han ikke af deres fred,nbsp;hvem kunde da stole pa at han vilde dele og svare for deresnbsp;lykke og aerel Vaegringen var en hanlig undsigelse, fordinbsp;naegteren ved at sidde der som et dodt punkt i ringen spraengtenbsp;dens kraft, og satte de andre faellers godvilje overfor hverandrenbsp;i den yderste fare.

F'ra disse Tronder, i hvem folelsen saettes i bevaegelse ved tanken pamp; skalens betydning, og tanken atter oprores af folelsen, kan man gk til det naeste religionsskiftes taerskel, og senbsp;hvorledes folelsen bliver ved at virke ned igennem arhundre-derne, tilsyneladende uforandret i kraft efter at alle begrundendenbsp;tanker forlasngst er udslukte. St. Katharine dag 1519 draknbsp;selskabet pamp; praestegamp;rden i Hammardal alle gode venners sk41nbsp;i Jamtland, og da Jon Persson gik ud for at tage sig et blund,nbsp;var Anders i Mathenes’s skamp;l foreslaet. Noget efter kom Jonnbsp;Persson ind igen efter en styrkende slummer, og hans klaredenbsp;ojne sa da straks at Olaf Nilsson endnu havde samme Anders’snbsp;skal stóende urort for an sig; da Olaf ikke vilde «gore den skamp;lnbsp;ret sa vel som de andre«, tog det ene ord det andet, og detnbsp;andet ord gerningen, og gerningen til sidst livet. Det var Olafnbsp;selv der fremtvang katastrofen pamp; trods af Jons sagtmodighed,nbsp;— der er ingen sa utilbojelig til at lade et stridspunkt ned-dysse, som den der star med folelsen af at have uret overfornbsp;en traditionel tilborlighed.

Offergildet var ikke en institution til at stoppe og lappe om samfundet, som disse forligelsesmoder hvor man proklame-

51

rer en evig fred, og hemmeligt trnster sig med at ingen ved hvor gait det vilde ga her i denne verden, om man ikke atternbsp;og atter tog ordet »evig« forfsengelig. Gildet vilde fred, og detnbsp;virkede usvigelig sin vilje, dets frugt var settens ukraenkelighed.nbsp;Festens helg er en folge af den fellesforandring som fandtnbsp;sted i frsenderne, derved at de delte samme guddommelige driknbsp;og fodte hamingjaen ny i sig.

Middelalderens formaninger til gildebrodrene: at vaere ens-sindede, ikke komme til deres druk med ond vilje mod broder, men forst have udsonet sig, og lade alt fjendskab hvile i hellig-heden, er juridiske idealer byggede over ikke-pamp;budte reali-teter. Og det som skramp;erne sa indtrsengende opstillede somnbsp;grundsaetningen for ret gildesind, blev praktiseret ude pamp; landetnbsp;ved almuens arsfester. I sene tiders efterdonninger af gilde-stemningen er det selvfolgelige der iidgjorde fortrostningensnbsp;inderste vaesen, stedse bevaret; de svenske tingprotokoiler vednbsp;ikke af nogen forklaring — eller af at der traenges til nogennbsp;forklaring — pè folkets tillid til skdlens fredstiften. Et drabnbsp;i Albo herred anno 1617 refereres samp;ledes; Da der ved drik-ken opstod ordstrid om et lys, som gik ud og ikke tilstraekkelignbsp;hurtigt blev fornyet, sagde Jöns i Ware enfoldigen, som en dernbsp;ved noget som md hjaelpe: »Vi vil ikke have sédan tale. Hentnbsp;en kande ol, vi vil drikke Vorherres skél.« Da ollet kom ind,nbsp;drak han Herrens minne, talte som formaele det bedste hannbsp;kunde, og drak Jöns i Tubbemala til; denne modtog noknbsp;skalen, men med de hénende ord: »Vil ikke Gud almaegtignbsp;hjaelpe os, sé hjaelpe os den anden«, og det sagde han trenbsp;gange. Da den gode Jöns i Ware ikke vilde have »den anden«nbsp;til drikkestalbroder, kom knivene i gang, og djaevelens Jönsnbsp;gik til sit sted. — Sa skaebnesvanger var afbrydelsen af drikke-

4*

52

samfundet pa el kritisk tidspunkt endnu i Warend i del 17de arhundrede.

Hele middelalderen igennem og langt ned i nutiden holdl man fast ved den gode skik at gnre de arlige festsammen-konister til et forligelsens sted, hvor man bilagde gamlenbsp;stridigheder og forbedrede jordbimden, for at den skulde baerenbsp;•sa M beske frugter i det kommende ar som muligt. En gammel praestemand priser juleskèlens velsignelse for Smaland:nbsp;Naboer og venner gSr juleaften med deres bedste drik i handennbsp;til hverandre og drikker Giids skamp;l i himmelen, onskende overnbsp;hverandre og familie Guds nade og velsignelse. Saledes laeggesnbsp;baenderne sammen byen igennem; alle mü da vaere venner ognbsp;holde julefred; den ma ingen bryde som ikke vil anses for elnbsp;uhyre og hver mands n i d i n g. — Samme erfaring har ind-kapslet sig i ordsprogenes visdom, hvor del pa svensk hedder:nbsp;»Bakabulla ok tunnakanna göra séta grannar«, og p5 norsk:nbsp;»Jolavaetlene binde aako ihopa te kierligheit«. Her i denbsp;bredere samlag mellem sognets hele befolkning ser vi en kraftnbsp;virke, hvis fulde styrke kun kan have abenbaret sig inden fornbsp;fraendelag, hvor freden og samfundsfolelsen blev opbygget mednbsp;det formal at vare for stedse, og drikken havde den bestem-melse at foregribe og udelukke enhver misforstèelse — ognbsp;kunde virke sit mal.

Sa meget end stil og and er omskiftet fra for til nu, fra blotet til andaegtigheden om salmebogen, fra den setbarnenbsp;kreds, stor eller lille, til familien, findes der i norske juleaften-skikke et og andet trsek som uden skurren smyger sig ind inbsp;de gamle skildringer. Juleaften benyttedes i Norge til at beredenbsp;alle sind for det kommende ar. Ved det hojtidelige julenialtidnbsp;klokken tolv om natten baenkede far og mor sig i hojsaedetnbsp;med sonnerne pa den ene side, dotrene pa den anden, og

53

aederst for bordenden tyendet; alle drak skal og gltedelig jul i fselles solvbaeger, manden til hustruen og videre rundt.

I gamle dage blev festen en provesten for den enkelte. Ve ham, om ban ikke folte freden og ollet bide p5 sig! Ja, dennbsp;som ikke kunde drikke sig ind i de andres èndelige samlag,nbsp;ban matte vsere en lykkeforladt, en niding. Da guderne forlodnbsp;jorden, blev ollet til alkohol, og rusen til fuldskab, og da komnbsp;det til at lyde barokt, at gsesternes trang til at flytte franbsp;bsenken ned pa gulvet skulde vsere en bekrseftelse pa vsertensnbsp;gode samvittighed; men der slumrer gamle, alvorsfulde tankernbsp;bag almuens tillid til retfserdiggorelse i rusen. Var ollet ikkenbsp;godt, la skylden hos lykken, den var ved at forlade huset,nbsp;og da var al fest forgseves. I det formorkede hedenskabsnbsp;dage vilde man vel vsere fly et fra et sadant ulykkeshus; i senerenbsp;tider, da saederne under kristendommens indflydelse blevnbsp;mildere, plejede hensynsfulde gsester i Norge at spille fuldnbsp;mand, og plumpe sa naturligt under bordet som deres mimiskenbsp;begavelse tillod dem — for at spare vserten en sjselekval. Ennbsp;god tugtemester til sand humanitet var naturligvis omsorgennbsp;for eget rygte; ti, hedder det videre i vor kilde, kom nogen tilnbsp;at sidde som en undtagelse midt i rusens velsignelse, da holdtnbsp;man for at Guds forbandelse hvilede over ham. »Gud nadenbsp;den som Guds gaver ikke bider p5«, hvislede det om ham.

Den religiose opblussen af ilden pa settens arne frem-bragtes ikke blot ved at gloderne samledes sammen til et stort bal: man ventede en nytaending, og en forogelse af ilden. Detnbsp;ligger jo forudgivet i fredens karakter, at virkningen af offerelsnbsp;kraft ikke var indskraenket til slsegtsammenholdet, den inder-lige fortadtelse af samlaget var identisk med en forstserkelsenbsp;af hele hamingjaen. Ved at drikke af hornet hlev faellernenbsp;lykkeligere, sta?rkere til at avle og til at ksempe; hukommelse

54

og ord pa tiingen, arssele og spindelykke, tegehsender og sejr, som Sigdrifasangen har det, èrvamp;gen grumhed i fejde og ubrode-lig fred indbyrdes, alt styrkes og forhojes. Det var sjaelennbsp;selv som fornyedes, det var menneskefolelsen som reddedes franbsp;at glide ud i nidingsoplosning. I myten om Ydims rov er dernbsp;noget som Nordboerne iitvivlsomt har listet ud af folk dernbsp;kendte verdensliteraturen. Ti mennesker som fra barnsben afnbsp;var vante til at tsenke sig evigheden som et madfaellig mednbsp;slagt og 0I, matte 1 se r e at vaerdssette en ret eebler soin for-nyelsesspise; men sa snart de havde tilegnet sig den uvantenbsp;forestilling, var dens anvendelse givet for dem. De behovedenbsp;ingen kommentar for at indse hvad virkningen blev for gude-samlaget, om Ydun forsvandt og tog abildens frngt med sig;nbsp;de kunde gribe op af deres erfaring i skildringen af disse aser,nbsp;bvem affaeldigheden ma;rkede béde i sind og i skind. Udennbsp;den store fredsfornyelse som blotet var, vilde tilvserelsen ga inbsp;sié: maendene glemme bvem de var, og deres dode do dennbsp;anden dod. Den forfaerdelige skaebne som ramte Hjorleif, atnbsp;ban led den dobbelte dod for trsellehand, var forudtegnet inbsp;hans trods, da ban ikke vilde blote. Ingolf, hans fostbroder,nbsp;gjorde hvad ret var, og ban sé sin lyst pa livet.

Der kom en tid, da de hedengangne ikke Isenger var for-sikrede i en set, som forte livet ^jdMre og plantede blotet ud i hvert nyt ar, og sa métte de hedenvandrende tage deres for-holdsregler. Deres omsorg for fremtiden bryder da ud i be-stemmelser om gilder der skal afholdes »til deres minde» mednbsp;drikkelag, og i testamentering af midler til mindefestens — vinbsp;kan godt sige blotets — bestandige fortssettelse.

Nar alt kom til alt, var det i blotsalen sporgsmalet om evigt liv og evig dod afgjordes. Og i dette stykke viser denbsp;middelalderlige gilder sig tydeligst som arvtagere af det gamle

55

offerfaellig. »Guder og forne fraender®, siger Fagrskinna, ndr den skal udlaegge fortidens andagt med baegrene; sguder ognbsp;henfarne brodre®, svarer gildernes skraer. Brodrene havdenbsp;givet sig ind under kirkens varetaegt, og kirken havde sin ufor-gribelige anskuelse om den mamp;de de levendes omsorg beds!nbsp;kunde komme salige sjaele til nytte; og fraenderne bisset fandtnbsp;sig let i at modtage asren i ny kar, sê laenge de var sikre panbsp;at fè hvad dem tilkom. De fandt stedse trofaste hjaelpere panbsp;denne side af graven, der ikke blot flittigt brugte messen, mennbsp;ogsa under dens ly listede sa meget af de gamle former igen-nem som muligt. Med minutios omhu vager gilderne overnbsp;deres medlemmers troskab mod fortiden under de ny former.nbsp;De afdode skal begés med sjaelemesser under brodrenes fuld-tallige naervaerelse; deres navne skal oplaeses under gildedrik-ningen, for at de hedengangne kan vaere til stede i hojtids-tanken; de betaenkes med en bon under minnet, hvis de ikkenbsp;kan fa et minne for sig selv.

Ikke blot vilde den lykke som sad inden i mennesket blive glanslos, om blotet forsomtes: svaerdene vilde ruste, bestenbsp;og kreaturer styrte, marken ikke baere frugt. Inden for dennbsp;gamle saed feldes domme, bvis vaegt ikke kan foies af dennbsp;som blot taenker pa hvad guder kan afstedkomme, nèr dernbsp;gives dem en lejlighed. Hvad skulde Tronderne gore? Dennbsp;gode Olav kunde buldre los med Gud og djaevel, al tordnennbsp;hindrede ikke saeden i at laegge sig pa marken; der gik de inbsp;Trondelagen og sS pa deres korn, og horte tilmed at frostennbsp;lamgere nordp^ havde faet magt over alle HSlogelaendinge, sidennbsp;de var hort op med at blote. De huskede da ogsa endnu hvor-dan jorden og havet frydede sig i lykke, dengang Hakon Jarlnbsp;kom til og gjorde de heilige steder til »sande vier® for folket.

Det andelige selvmord som er den frygtelige sandhed i

56

Hj0rleifs historie, er det ogsa som skaber tragediën ved over-gangen fra den gamle saed til den ny. Den der brod ud af Wotlaget nojedes ikke med at saette sig selv uden for lykken;nbsp;bans nidingskab blev aettens fordaerv. Han »sagde sig« ud afnbsp;aetten, ban vanserede sine fraender, og disses dom samler signbsp;i det alvorlige ord »fr8endeskam« eller — som man med endnunbsp;skarpere fordommelse kan sige — »settefordserver«. Forraede-riet mod det inderste band i freden udtrykkes ved »gudniding«,nbsp;og det med sa meget des dybere ret som ban ikke blot havdenbsp;gjort denne eller bin gud imod, men havde kraenket »guderne«,nbsp;gjort dem imyttige for frsenderne. I fuld konsekvens af gammel tankegang mamp;tte det pèlaegges slsegtningene som pligt atnbsp;haevde sig selv ved at braende saret ud; pligten blev af altingetnbsp;ar 997 overdraget dem der var fjaernere end naestsoskende-born og naermere end disses naestsoskendeborn, en bestemmelsenbsp;hvis kompromisagtige karakter lader os se dybt ind i datidensnbsp;sky for frsendskabets hellighed. Der var kun eet middel tilnbsp;at bevare det gamle samlag: at de andre fraender fulgte mednbsp;over i den nye saed, og alle som ikke var forblindede brugtenbsp;det middel, da det uundgdelige kom over dem.

Det daglige samvaer, nar faellerne blev siddende pa baenkeii og lod drikken bruse mod taendernes skaer, mangier ikke detnbsp;religiose element, som betyder at ollet skal forsikre morgen-dagen og hindre den i at lobe af sin akse. Og sa snart dernbsp;viste sig en begivenhed i morgendagens horisont, mdtte lykkennbsp;tage sig sammen og berede sig pa den fra grunden. Forudnbsp;for alle vigtige foretagender gik der et blotgilde, hvor styrkennbsp;samlede sig til den kommende prove, — og hvor faellerne ifortenbsp;sig hojhelligheden, tor vi vel tilfoje. Man beredte sig ved ennbsp;hjaertestyrkning i egentlig forstand. V'^i ved fra bondens liv

57

hvordan aret er prikkel ined nybegyndelser, flylleel med en skal tomt for »tomtebolycka«, rejsegilde, og hvad de alle hed-der. Og sédan var livet i gamle dage. Mens skibene la sejl-klare til vikingetog, drak m®ndene hjeninie deres bortfasrdsol,nbsp;og »der blev drukket staerkt med store ord, som endte i mand-jaevning«. Med drikkelaget i hallen begynder Beowulfs storenbsp;foretagende mod jaetten; sSaet dig ved ollet, slip heltedad losnbsp;blandt msendene, som din hu drev dig«, siger Hrodgar, og denbsp;magtfulde gér til saede. En svend baerer de festlige kar nednbsp;gennem hallen og skaenker den klare drik, sangeren kvaedernbsp;lydt i Heorod, jubelen stiger op fra baenkene, og slar sammennbsp;om dem, da Beowulf udréber sit lofte. Dronningen gar nednbsp;ad gulvet bydende drik, forst til kongen, dernaesl til hans side-faeller, mand for mand, til him nar Beowulf, hilser ham mednbsp;tak for hans komme, og fremlokker del kronende udrab franbsp;ham, at enten vil han ga melleni jaetten og hans hoved ellernbsp;selv lade dodsdagen skride sammen over sig i hallen. Og hojerenbsp;endnu stiger larmen fra kampheltene, der gotter sig i lyksalig-hed, indtil kongen bryder op til hvile, og Beowulf ene mednbsp;sine maend laegger sig til at vente pé jaettens komme.

Gildet fandt sted under skyggen af raedselen. Digteren kan ikke andet end mindes de mange gange der i samme hal varnbsp;aflagt store lofter mod Grendel, han kan ikke fortie, at hvernbsp;eneste gang var bedriften endt pa den made at der om morgenen fandtes meget blod i Lejregard. Men nér der synes atnbsp;rade en modsigelse mellem de sorgelige erfaringer fra tidligerenbsp;forsog, som havde fremkaldt tvivl om at nogen sinde en mandnbsp;kunde fri de overlevende for dodsbestemmelsen, og den stormende jubel ved drikkelaget, da er losningen netop den, at for-knytheden skulde opsluges af glammens vaekst. Drikkelagetnbsp;var for deltagerne styrkelse i lykken, styrkelse i deres gud.

58

Sejren gik igennem salen i det ojeblik kaemperne drak udfaerds-ellet, og man mètte rive den til sig med kraft, om man vilde have den. Hvis den ikke kom i maendene, sa at triumfennbsp;brod ud af dem, da havde gildet vaeret forgseves, og da mattenbsp;de hellere krybe i ly med det samme.

Enhver begyndelse fordrer et blot, som kan inspirere den ny fremtid med lykkens virkelighed. Skulde en mand setledes,nbsp;m5tte oksen eller vaedderen stè rede til at hugges af den dernbsp;ledede ceremoniën, og aetledningsskoen stilles ved siden afnbsp;skapkarret. Bryllupsgaesterne matte vide at de havde «drukketnbsp;det 0l«, og derf or kunde svare for brudeforbundets virkelighed.nbsp;I arveollet maerkes dog tydeligere end noget sted hvordan hlotetnbsp;gor nyt, hvordan man g5r tilbage til kilden og begynder livetnbsp;forfra, nèr det gamle pludselig torrer ind. Det har forbloffetnbsp;kristenheden at vsere vidne til de hedenske eller hedenhjaertedenbsp;Germaners lystighed til sere for den afdode, og trods megennbsp;hade personlig og officiel indskriden holdt vanen sig Isengenbsp;nok til at forbloffeisen har kunnet udfolde alle muligheder:nbsp;harmen har protesteret, forargelsen har nedlagt indsigelse, ognbsp;til sidst har den sestetiske logik railleret over modstriden mel-lem fes tens bedrovelige anledning og gsesternes ubetimeligenbsp;overstadighed. Til den engelske praest kommer i det lOende ar-himdrede formaningen: »Du skal ikke deltage i frydeskrigetnbsp;over dode; nar du indbydes til gravol, sa forbyd de hedenskenbsp;sange og de hojrostede latterskrèl, som folket finder behagnbsp;i.« Et lille tusindSr senere har vi kunnet nyde et medfolendenbsp;smil over bonden, der resigneret ser den tid naerme sig, »danbsp;sognet skal have en glad dag over ham«.

Arveollet var ikke en bedrovelig fest, hvor venner og fraender samledes til faelles fordybelse i tabet med den tankenbsp;at ploje sorgen igennem ved forenede kraefter, pa det at man.

59

styrket af baeger og fad, after kunde gè ud i livet med verdens-beredt and. Men arveullet var alvor, — fordi dels grund var befaestet i en betaenkelighed der havde graense til faelles mednbsp;faren; derfor mdtte man spaende glaeden i ag og lade den gorenbsp;brug af al sin kraft. Det gjaldt om at traekke livet frelst overnbsp;et kritisk punkt, lykken var gaet i sta, hojsaedet stod tomtnbsp;som et synligt tegn pa bullet i gaerdet, fraenderne varnbsp;for usikre pa sig selv til at vove sig til mandemoder. Forstnbsp;gravollet bragte fastheden tilbage ved at skabe den ny formnbsp;for aettens tilvaerelse. Derfor turde det ikke skydes for langtnbsp;ud, ikke ud over dodsarets graense, bvis vi tor tro Fagrskinnasnbsp;fortaelling, som pamp; dette punkt star i den mest tillidvaekkendenbsp;modstrid med andre beretninger om Kong Haralds gravol, hvornbsp;afholdelsen til bedste for den dramatiske spaending er udsatnbsp;fra ar til ar.

Trin for trin forer festerne efter deres betydning for det andelige liv op til de arlige kultgilder, der udgjorde fastenbsp;punkter i tilvaerelsen, hvor livet regelmaessigt blev fornyet ognbsp;gjort til en fremtid. Med dem »tog man imod« vinteren, imodnbsp;sommeren, som Nordboerne udtrykte sagen, med et verbum

— nbsp;nbsp;nbsp;fagna — der antyder den glaede, som var fornoden til atnbsp;praege den rette begyndelse.

To ting bragte blotet: tryghed og varsel. Ingemundsson-nerne havde hast med at ramme Hrolleif, ti »hans moder vil uden tvivl blote som bendes saedvane er«; og bvis blotet fiknbsp;fremgang, vilde de ikke have magt til at fuldbyrde liaevnen,

— nbsp;nbsp;nbsp;offeret lukkede fremtiden af som en mur om Hrolleif. Tilnbsp;den ceremonielle tvekamp horte en tyr eller et nod, der hugge-des af sejrherren; med den bar ban holdt blot, og befaestet sinnbsp;sejr og den overlegenhed ban vandt ved sejren, som en varig

60

tilstand for fremtiden. Derfor kunde ogsa Vigastyr efter lykke-lig at have bragt et par besvserlige mellemvaerender ud af verden, gore et forsog pa at staenge modparten ude fra op-rejsning; sagaen fortaeller blot det halve, at ban huggede tonbsp;tyre, ti sS kom der ikke hsevn for drabet, — hvis man da ikkenbsp;skal lade Styr selv om halvheden, og antage at ban allerede selvnbsp;levede pS det der faldt af fra den gamle kultur. Meningen er i allenbsp;fald den, at ban driver sin overlegenhed fast, og tvinger fremtiden til at forme sig over dette motiv: Styr som den der harnbsp;taget og beholdt de andres aire.

Dette er den ene side af blotets velsignelse. Modsiden kender vi fra fortaellinger som den om Hakon Jarl, der lagdenbsp;til land og gjorde et stort blot, og af ravnenes skrig erkendtenbsp;at der forestod en kampdag der var for ham: ban havde »dag-rad« til at slamp;s.

Man holdt blot og gekk til frétiar, d. v. s. seskede svar pa sit sporgsmal. Hvordan man spurgte og hvorledes man mod-tog svaret fór vi jo delvis ant3'^det i denne historie; vor vidennbsp;udfyldes med de spredte og desvserre temmelig mangelfuldenbsp;beretninger om lodkastninger. Hvad vi borer er egentlig kunnbsp;det, at man rystede blottenen og faeldede blotspanen — lod dennbsp;falde; og disse iidtryk far ikke nogen belysning ved Tacitus’snbsp;beskrivelse af praesten, der »sa op mod himlen«, og laesie hvadnbsp;der var skrevet pa den stav som ban tog op af hoben. Hvadnbsp;vi end vil tro om Tacitus, een ting er sikker, at gudernes viljenbsp;blev adspurgt forend runerne var opfundne. Faeldningen afnbsp;tenen tyder da ogsa noksom hen pa en iagttagelse af spanennbsp;i faldet, dens stilling efter at den var kommen i ro, dens for-hold til solens bevaegelse, eller hvad man nu har lagt vaegtennbsp;pS. I hvert tilfaelde, enten sa loddet talte gennem runer ellernbsp;gennem bevaegelser, havde det sit maele deraf al det var blevel

61

blotet. Del er blotets lykke der laler igennem det, den sainme som lod sig til kende i festens vellykkethed, i gtesternes glaede,nbsp;i hornenes klang, i forssedesmandens veltalenhed, og i naturensnbsp;adfserd efter at blotmagten havde taget sit tag i den.

I den historiske vikingetid henskydes s^arslet under guder-nes vilje, under deres beredthed til at tage mod ofleret; og jo senere kilden er, des mere bugner den hoje majestset ud i for-grunden. Han har haft sin ret ogsa i gammel tid, cj den skalnbsp;ikke blive ham frataget, men hans myndighed beroede pamp; atnbsp;han som sine fraender i jordlyset var med i offerets virkning.nbsp;Det man spurgte om var ikke hvad en slig mente ud af sinnbsp;magtfuldkommenhed, men hvad hans vilje og dermed hansnbsp;magt, var rede til. Man stirrede efter den virkelighed der lanbsp;pa springet til at fuldbyrdes, og forskede efter hvad hamingjaennbsp;nu var inderst inde, hvnr lykken eller vejen la henad, somnbsp;Rognvald Morejarl kunde sige til den son hvis fremtid hannbsp;fandt pa Island. Hakon blotede for at se om han havde »dag-iad« til at kaempe; og ligfuglene maeldte .sig som utvetydigtnbsp;tegn pamp; at slagmarken var ham beredt. Der gaves advarendenbsp;tegn, som satte et »ikke end« op mod sporgei’ens iver; var hannbsp;viis, ventede han til lykken havde rustet sig. Men over dennbsp;Germaner der drog hen for at konsulere en gud om hans janbsp;eller nej, vilde komikken dale ned, og den der gik til blot mednbsp;den forventning at fa enten et godt eller et ondt varsel, faldtnbsp;uden for al komik og helt ned i vanviddet. De gamle blotedenbsp;for at skabe det gode varsel ved at skabe den virkelighed hvorafnbsp;varsel udsprang, de forlangte et kraftigt, styrkende ja, der kundenbsp;gennemvarme lykken. Hvis formselet glippede for dem, da varnbsp;det en idykke forst, og der af et ondt for-bud: livet slap ikkenbsp;gennem fodselsstunden, og ofFeret var spildt.

Jarl Hakon siges at have ejet en varselsvsegt, pa hvilken

62

han vejede skaebnen. Til %'3egten harte to lodder i menneske-skikkelse, et at' solv, et andet af guld. Og nar det gjaldt en vigtig afgorelse, lagde han lodderne i skalene og udtalte hvadnbsp;hver skulde hetyde, og altid, nar det kom op som jarlen vilde,nbsp;huldrede loddet i skamp;len, siges der i een tradition. Men dernbsp;er en anden, som langt hedre har forstaet hvad det hetod narnbsp;en lykkemand mselte tor, den siger uden omsvoh: »og altidnbsp;kom det op som jarlen vilde, og loddet huldrede i skalen«. Tinbsp;Hakon var en jarl med lykke i, og Hakon Blotjarl hed hannbsp;med aere.

Ved dn hvordan man skal hlote? sporger Havamal — og det har glemt svaret. Det kunde gives i fortsellingen om land-namsmanden der tog afsked med det gamle land i et hlot. Hannbsp;hlotede tor at Isere sin skaehne at kende; svaret viste ham tilnbsp;Island, og tryg fuldforte han sin plan. Hvordan skal man ikkenbsp;hlote? Det sporgsmal er hesvaret i Sognehovdingen Vehjornsnbsp;historie. Han og hans frsender kom i strid med Hakon Jarlnbsp;og mStte forlade Norge. Da de holdt hlot tor at finde et nytnbsp;hjemsted, viste offeret dem at jarlen hlotede imod; sa lod denbsp;hlot v®re hlot, stak i soen — og forliste. Offerets hegraensningnbsp;var den, at hlotmanden maske ikke var lykkedroj nok til alnbsp;fore dels hensigt helt igennem, og presse livet sa hojt op somnbsp;han onskede. Halfdan Gamle hlotede for at leve 300 ir i sinnbsp;kongedom, siger sagnet i en gammel norsk aet; svaret lod atnbsp;han ikke skulde leve mere end en menneskealder, men i hansnbsp;set skulde der ikke i 300 amp;r fodes nogen mand uden hovdinge-lykke, og ikke nogen kvinde.

De to sider er samlede i udtryk der hetegner formalet med offeret: man gik for at »hen te heill*. Ingen oversaettelseskunstnbsp;kan gengive denne talemède, fordi den siger en ting der nu ernbsp;hieven til to, lige sa lidt som man kan spalte selve ordet heill,

Leg og Lofte.

Til en fesl hvor mennesker styrker sig i deres gud, liorei’ der noget mere end offer. Efter maltidet star folket op for alnbsp;lege. Nar msendene bar bragt deres fselle til ssede i bans boj,nbsp;vist bam derben bvor ban vil trives, og givet bam de skyldigenbsp;goder med pa vejen, bolder de maske vseddelob og sanger-kampe. Og bvad enten man begrunder sin legelyst med ben-synet til guden eller til den dode eller til de levende, lobernbsp;begrnndelsen nd i den kendsgerning, at idraetten er at sammenbsp;kraft og at samme virkning som gildet inde i stuen — dennbsp;er et led af blotet.

Vi ved, at al slags idraet borte sig til ved sammenkomsterne i oldtiden. Boldspil, bestekamp, brydeleg falder ofte for i saga-ernes omtale af fester, af den gode grund at Islsendingenes blodnbsp;meget ofte kom samp;dan i kog, at virkningen sporedes rundt inbsp;bygden lasnge efter. Om de islandske beslebidsninger fSr vinbsp;gode tekniske oplysninger; der beskrives bvordan bingstenenbsp;fortes frem imod binanden af de to ejermaend, bvordan de rejstenbsp;sig pa bagbenene og bedes, medens foreren med bestestavennbsp;stottede sit dyr i den oprejste stilling og samtidig bidsede dennbsp;til dens vildeste gaen pa. Disse kampe gjaldt som aereprover,nbsp;ejeren var andeligt indlemmet i sin kampbest, samp; at dens sejrnbsp;var bans vaekst, dens nederlag bans aereforlis, og ret byppignbsp;blev bingstenes kendelse efterprovet i et mere end tilfaeldigt

65

mode mellem maendene og deres vamp;ben. Om nogen tilknytning til gudstjeneste horer vi derimod ikke; tilsyneladende, men sik-kert ogsè kun tilsyneladende, var kampen gket over til en folke-lig forlystelse.

De norske former for hestestaevnerne bar bevaret os tyde-lige minder om deres oprindelige tilknytning til kultfesterne. Disse skei, som de kaldtes, fandt sted hvert ar, i Saetersdalennbsp;en lordag i August, i Telemarken Bartholomaei dag, og tilhortenbsp;abenbart fra forst af en gammel religios sognefest. Hingstenenbsp;fortes frem to og to, hidsede ved tilstedevaerelsen af en hoppe,nbsp;og efter kampene fulgte vilde ridt pè bar hesteryg. Og detnbsp;vidste man, at »namp;r hestene bides bravt, Ms godt ar«. I dettenbsp;dobbeltspil mellem opfattelsen af handlingen som manddoms-prove og som lykkesikring ligger en sandsynlighed for at dernbsp;i skikken endnu haenger en slump af den gamle saed.

Det er kulturhistorisk set et betydningsfuldt traek, at ordet »leg« inden for de germanske sprog kan rumme betydningennbsp;»offers, og pè den anden side er det lige sü karakteristisk fornbsp;kuituren, at ordet ogsamp; frembyder sig til omskrivninger fornbsp;»kamps. ïHilds legs er ikke digterens lunefulde billedpèfund,nbsp;udtrykket har en dybere nodvendighed. Man legede meget inbsp;hine dage, og man tog altid hardt, men hardhaendthedennbsp;skyldtes ikke alene de barkede naever. Den tone i ordet somnbsp;nu har den afgorende betydning, abstraktionen fra virkelig-heden, er en ligefrem fornaegtelse af det der var legens sjsel inbsp;gamle dage. Den skulde vsere alvor, ellers havde den ingennbsp;berettigelse, og ellers var den kedsomhed i steden for tidkort.nbsp;Jo drabeligere de to parter gik los pamp; hinanden, des storre for-nojelse havde hamp;de de selv og tilskuerne af sammenkomsten.nbsp;»Nu har de moret os, lad os sè more de andre,s sagde Islsen-dingen, da »des — to af selskabet — havde sMet los p§ hin-Vilh. Granbech IV.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;5

66

anden sk grundigt, at den ene aldrig mere behnvede at gd pê holm. Grettir havde een gang i sin fredlose periode lejiighednbsp;til at se sig omgiven af et taknemmeligt folk. Det var den gangnbsp;han forklaedt listede sig til bygd, hvor folk var forsamlede tilnbsp;leg, og ved sin styrke gjorde kraftproverne mere end ssedvanlignbsp;hardhaendede. Da han forlod selskabet, lod der en varm taknbsp;efter ham, fordi han havde givet sè stort et bidrag til mor-skaben, og der er ikke i taksigelsen nogen anstraengt tone, somnbsp;hos folk der ssetter en anerkendende mine op for at skilte mednbsp;sin manddom. De himmelske einherjer, som nyder den lykkenbsp;hver eneste dag at kunne vagne op med udsigten til at slUnbsp;hverandre helt ihjel, er som alt fuldkomment i denne verdennbsp;skabt i tider da man ikke Isenger kan magte livet som helhed,nbsp;béde som prosa og som poesi, men mé samle hele sit jeg omnbsp;at realisere idealet, og Valhals ideal har det overjordiske skaernbsp;der tydelig nok mselder at naeste lutring vil tage livet af det,nbsp;eller — for at udtrykke nojagtig det samme pé prosa — vilnbsp;fé den aestetiske tomhed til at ébenbare sig som réhed. Men ernbsp;einherjerne solvalder, sé er det fordi de higer efter det somnbsp;guldalderen gjorde, og deri ligger jo et vaerdifuldt vidnesbyrdnbsp;om den kultur de er udgéet af.

Da Valhal blev lukket, og kirken satte segl pé doren, synes einherjerne at vaere sluppet ud over Norge og Sverrig, og atnbsp;have taget ceremoniellet med sig; i hvert fald har almuensnbsp;giEStebudsvaner i lange tider tjent den fredsommelige dannelsenbsp;til et exempel pé forskelligheden i smag og behag. Een tidsnbsp;mennesker fejrer deres gilder med knive og okser, de med-bringer ligskjor terne til fes ten, for at kvinderne kan have ronbsp;pé sig, og ikke skal behove at sidde pé bsenken med den for-styrrende tanke, at de nér som helst kan blive nodte til at brydenbsp;op og jage af sted, for at fé manden hjem inden han bliver helt

67

kold og stiv. De sperger efter antallet af drsebte, far de dommer om gildets vellykkethed. En anden slaegt rystes ved at hore om en tilvaerelse der sad sa lost, at enhver lille oplivelse truedenbsp;med at knaekke den af. Vi forundres over den sindsligevaegtnbsp;hvormed bonden gik og séede sin ager, nar hans udsigter til selvnbsp;at bringe hosten i bus afhang af om naboen holdt bryllup i mel-lemtiden, vi tror ham darligt til at glaede sig helt igennem vednbsp;synet af ung elskov — usikkerheden er det forste vi ser, men fornbsp;bine var det spsendingen og kraftproven som beherskede allenbsp;tanker pa sammenkomster til glaede.

Der er noget einberjeagtigt ved bonden der korer i triumf til gilde, og sliber sin kniv godt forinden. Og hvis det kom annbsp;p^ at tselle fraendskab efter grader, vilde virkelig disse bondernbsp;komme einherjerne et led naermere end de Germaner der levedenbsp;forend Odin havde fóet samlet sin skare fuldtallig. Bondekul-turen er en haemmet solvalder, en dekadence i langdrag. Mennbsp;ikke nok dermed: det vi forstdr ved almueprseget er skabt vednbsp;at en fremmed kultur har lagt sig attrapagtigt over folket; ognbsp;namp;r en nyere andsform saledes kraenges uden pa folkelivet,nbsp;bliver den nederste kultur udelukket fra en stor del af sinenbsp;opgaver, og passer sig til efter den brok af livet der laevnes dennbsp;at regere med. En sédan begraensning, hvad enten den nunbsp;bestér i at kuituren mis ter foling med himlen, eller i at den jord-hugges og indskraenkes til at besorge det himmelske og det ide-elle — den indebaerer forkrobling. Da festens handlinger ikkenbsp;tenger angav mandens aere og etos for konge og praest lige sénbsp;fuldt som for ligemand, da de ikke tenger havde raekkevidde udnbsp;over det jordiske, og ikke tenger rorte ved guderne, blev deresnbsp;vaesen et andet, selv om der méske udvortes ingen forandringnbsp;var at spore. Dermed er disse slagsbrodres vaerdi som vidner

5*

68

bestemt; de kan ikke trylle den gamle fest frem for os, men de hamrer festforventningens karakter ind.

Festen skulde vaere en begivenhed, det er den gamle for-dring. Der skulde ske noget. Derfor flokkedes man ogsamp; om fortselleren og sangeren, som lod skete hsendelser ske om igen.nbsp;De stakkels epikere har mamp;ttet finde sig i at blive omkonfirme-rede til menneskeskildrere, skont de vers for vers bedyrer deresnbsp;uskyld, og pamp; deres enfoldige vis neder os til at tage til takkenbsp;med handlinger og bandiere. Ndr vi er som naivest, og hasternbsp;efter resultatet for at se hvad det bliver til, bolder de os fast inbsp;kampskildringen, om vi dog ikke skulde kunne begribe at nydel-sen bestar i at opleve; nar vi jager efter ideer og ledende tanker,nbsp;eller efter dramatisk spsending, bylter de hele interessen sammennbsp;1 belten, hans mod, hans armkraefter, hans snildhed. At oplevenbsp;heltebedrifter, opleve kampe, opleve sejre, det var tilhorernesnbsp;glsede, det var festfryd.

Som festen over alle fester skulde det store blot gennem-strdles af det lys der forklarede livet. Den msegtige sereside i sjselen mStte finde sit genbillede. Det var ikke nok at folenbsp;lykkens tilstedevserelse: fsellerne matte se den virke. Den mèttenbsp;oves og opvises. Svserdet blev bdret frem for skaren der sad vednbsp;drikken; dels ejermand lovpriste det og nsevnede dets ejendom-melige lykke og lod det atter kampfrejdigt vandre sin gang videre,nbsp;som Angelsachseren har beskrevet os. Klenodierne skulde af-Isegge vidnesbyrd om deres magt — om det samp; skete ved vaben-dans, ved hestelob og hestekamp, eller pamp; anden festlig vis, mS vinbsp;gsette os til. Og en opvisning er intet, uden den tillige er ennbsp;prove og et bevis, en anspsendelse af hamingjaen lige til densnbsp;yderste grsense.

69

Den store, festegentlige form for bedrift hedder I 0 f t e. Den traeder os mest imponerende i mode ved festen over den afdede.

Ved arveollet er det jo i allerhejeste grad nedvendigt at der sker noget. Festen skal vaere en genoprettelse, det udtalernbsp;den straenge jura med faktums eftertrykkelighed, namp;r den ladernbsp;arveollet vaere den retslige begrundelse af eftertraederens stilling.nbsp;Ordet arve bar sit tyngdepunkt i samme aktive forhold til lyk-ken, ti det indbefatter i uoploselig forening disse to ting: atnbsp;drikke gravol over og at tage arven op. Af den made man for-taeller om Svends og om Ingjalds beromte gravol, ser vi sa alternbsp;at festen til genoprettelse koncentrerer sig om det baeger der blevnbsp;drukket til den hedengangnes minde. I det ojeblik bragehornetnbsp;baeres frem og loftet aflaegges over det, da er det den afgorendenbsp;vending sker hvorved aetten Mr et hoved, og livet alter begyndernbsp;at pulsere. Ved gildets begyndelse sad arvingen pamp; trinnet forannbsp;hojsaedet, men sS snart ban havde udrabt sit lofte og drukketnbsp;skélen, blev ban ledet op i den plads som bans fader havdenbsp;haft. »Da havde han ret til arv« efter ham, »da skulde hannbsp;vaere kommen til arv og aere efter den afdode, men ikke for,*nbsp;siger kilderne, og vi tor se dem noje pS ordene, fordi udtryk-ket ikke udgdr fra en overlevering, der pd md og fd erstatternbsp;hvad den har tabt undervejs, men er valgt af maend i hvem detnbsp;der skulde betegnes, endnu var levende.

Dette ene fjed, fra trinnet til stolen, forudsaetter en om-vaeltning i tingenes inderste vaesen; intet kunde lofte sonnen op fra askebiderens plads pS gulvet til saedet mellem de inspirerendenbsp;sojler, hvis ikke handleren selv dér havde gjort en indsats somnbsp;frembragte vaerdigheden i ham. Ja, det mal som loftesmandennbsp;skulde fyldestgore, og som han fyldestgjorde, stSr afmaerketnbsp;sS vel i navnet bragarfull som i det angelsachsiske gilp; det forste betyder ligefrem manddomsbaeger eller dèdsbaeger, det sidste

70

gar sa vel pa lefte som pa den sere og anseelse daden har frembragt.

Utvivlsomt gaves der tomme lofter og sande lofter — de sidste udmserkede sig forst og fremmest ved at de var udbrud afnbsp;en fortid. I den stund ynglingen lovede ikke at blive vserrefsed-ring havde ban taget sine forfsedres lykke op og fort sig i set.nbsp;Men vi har langtfra udtomt ojeblikkets fylde, hvis vi blot tsenkernbsp;pamp; de forudssetninger der nu var grundede til at baere daden.nbsp;Loftesmanden tomte en drik hvori forfsedrene havde indbryggetnbsp;deres sksebne; ban sinagte den slaegtsfylgje at holde store gilder,nbsp;den aethamingja at haevde sig med bor pa bavet, med sejrssele pamp;nbsp;slagmarken; og dermed havde ban gjort alle gilder og alle sejrenbsp;lil sine egne. Han var nu aettens inkarnation, ban gjaldt som dennbsp;der havde udfort fortiden. Uden noget praleri kunde ban somnbsp;bin Torkel Hak Iade utyskekampen indriste pa sine hojssede-stotter, og sige: »Der var jeg«.

Vore forfsedre var ikke tilbojelige til at tage et kraftigt gal for gjort gerning. Disse maend der i retsstrid som i venskab for-drede de soleklareste beviser pa naestens sindelag forend denbsp;vovede en lillefinger, de holdt ogsa her i blotsalen sa sengsteligtnbsp;som nogen skeptiker pa den grundssetning, at resultatet er troensnbsp;begyndelse. Intet lofte kunde slove deres agtpagivenhed et gran,nbsp;de rettede den blot hen pè det punkt hvor afgorelsen faldt: denbsp;vSgede over at arvingen drak, og at ban drak ud. »Drik vel,«nbsp;tilrabte laget ham, med samme betydning som et sfuldbyrd vel«.nbsp;Derpa gjorde de sig som blotfseller delagtige i dSden ved selvnbsp;at tomme samme bseger. »Den skSl skulde alle drikke som varnbsp;ved gildet,« for at fuldkomme den. Hvis frsenderne ikke gjordenbsp;sig til eet med arvingen, vilde gravollet ikke have nogen betydning for dem til oprejsning, og dermed vilde festens og loftetsnbsp;virkning falde helt bort.

71

SSledes bliver leftet beseglet i guderne, og saledes bliver det til en fremtid — en skaebne. Historiën om Hedin Hjorvardssonnbsp;er bygget over den erfaring, at et bragelofte gor sig til loverensnbsp;vilje og bolder ham fast indefra. I dsemonisk forblindelse hav-de Hedin pa olbaenken gjort sig til af at ban vilde vinde sinnbsp;broder Helges fsestemo, og det er forg®ves ban vanker ud panbsp;vildveje, og klager sin nod for broderen. Helge ved kun det;nbsp;»Sande bliver olord, Hedin.» Denne fremtidskraft er forudsaet-ningen for loftets vserdi som gudsdyrkelse, det kan skabe dennbsp;glsede som er svar pamp; blotet. Den son der lovede at samle aerenbsp;bjem, ban gjorde festen stor, ban beredte et godt ór, lige sS fuldtnbsp;som den rytter der red vaeligst, og den bingst der bed kraftigst franbsp;sig. »Slip beltedad los blandt msend,» som Hrodgar sagde tilnbsp;Beowulf, det er den sande bilsen til en, namp;r ban gèr ben for atnbsp;tage sit loftessede ved ollet, og det rette svar pa onsket er »sejr-skarens glam».

Uden tvivl spiller lofteaflseggelsen en saerlig rolle ved arve-ollet pamp; grund af festens kritiske karakter; men bragebaegerets tomning er ikke noget saeregent for den tiltraedende arving. Detnbsp;borte sig til ved vikingernes afsked med bjemmet sa vel som vednbsp;en sédan beredelsesfest som gildet i Heorod. Svends erobrerloftenbsp;bar modstykker i de tilsagn birdmaendene gav med ollet pé lae-ben, nér de udrébte at de vilde baevne deres konge og aldrignbsp;fly sa laenge ban stod op; fra ost og vest borer vi om valpladsernbsp;bvor der indfriedes ord fra den tid ma;ndene strakte sig i ro pénbsp;baenken. Loftet formér at fylde ud i et kongeblot bvof der ernbsp;verdensvidt til vaeggene; pa bondens gérd bavde det bygdensnbsp;mél og bygdemaendenes aktuelle bestemtbed. Nér folk siddernbsp;sammen til bryllup pé Grund i Svarfadardal og foler éndensnbsp;drift, kommer busets son til at taenke pé sit udestéende mednbsp;góden Ljotolf, og ban lover at saette krystermserke pé bam inden

72

tre ar er gaet; en yngre frsende er der, som vil vise sine medbej-lere hvem ban er, ved at skaffe sig Yngvild Fagerkind til frille uden at sporge om forlov hos bendes broder Olav eller hosnbsp;bendes sserdeles ven Ljotolf Gode; og endelig slSr brudgommennbsp;pa, med et sideblik til visse dygtige folk hos samme Ljotolf, atnbsp;ban skal vaere mand for at sejle som ban vil, og lande i hvilkennbsp;havn ham lyster, hvor sa vinden star. Vi indser, at bragebsege-ret har vseret en betydningsfuld uro i bygdens liv, og al det kundenbsp;vaere anledning til meget store begivenheder. I folge den gamlenbsp;tradition skal jo Islands bebyggelse indirekte vaere udgèet franbsp;et lofterigt samlag. Fostbredrene Ingolf og Hjorleif blev drevelnbsp;ud pS vandene af et fjendskab med jarleaetten pamp; More, og detnbsp;fjendskab blev grundlagt pS et gilde, da en af Jarl Atles sonnernbsp;svor at aegte Hjorleifs soster Flelga. Leif mMte lage sig et sligtnbsp;lofteran lige sa naer som et virkeligt rov; og sadan skiltes denbsp;to parter naeste gang de traf hinanden, at Ingolf og Hjorleifnbsp;ikke havde mere at gore i Norge.

Endelig ved vi da ogsS, at manddomsloftet var et nodven-digt led i aettens faste blotgilder. Hellens julelofte er blevet et staende motiv i nordisk digtning, et motiv der til sidst kunnbsp;tjente til at traekke begivenhederne op. Angantyr fejrede hellig-aftenen med det lofte at ban skulde vinde Upsalakongen Yngvisnbsp;datter eller finde sin dod; forste julekvaeld lader Hords saganbsp;sine helte stige pa stok og love at opbryde vikingen Sotes hojnbsp;og opsoge hojboen i hans skraeksomme majestaet; og til en julnbsp;saettes Hedins forblindede lofteran af broderens faestemo. Selvnbsp;om vi allerede i disse exempler genkender skemaet, er det tyde-lig nok et skema som virkeligheden havde lagt til relte. Saga-manden har da god grund under fodderne, nar ban gor en jule-aften til baggrund for dette udrab fra en »sogende« hedning: »Inbsp;kvseld aflaegges der mange lofter rundt om pS steder hvor man

73

ikke har det faedre end her, og derfor lover jeg at tjene den konge som er hojest, og ham alene,« — bedre grund end i dennbsp;kristendomslaengsel han udstyrer ordenes ophavsmand med.

Ved siden af loftebaegeret star en anden form for lykkens prove: mandjasvningen. Den bestod i en andelig tvekamp, hvornbsp;gjorte — eller maske foresatte — bedrifter tradte i steden fornbsp;bug; man jsevnede sig sammen med modstanderen, eller sin beltnbsp;med hans helt. Mandj®vningen sprang let op, nar to kriger-skarer modtes pa bsenken, hver for sig nidkaer for egen aere,nbsp;men den bavde ganske sikkert sin gode plads som gildeleg, inbsp;kultisk betydning, for at haedre guderne; legen ma da vaerenbsp;bleven fort samp;ledes at indhug og gensvar blev virkeliggjorte vednbsp;slurke af gudedrikken.

Det er en ynk at se gamle stormaend leve for laenge og falde melleni borgermaend, hvis bedrift er nseringsvej, og hvisnbsp;tidkort er fornojelse; ti borgere fordrer romantik i deres ledigenbsp;stander, og der gives ingen helt uden ban i det lag blivernbsp;myg og gamp;r ind pS at saette sin sledbundne vaerdighed tilnbsp;side og stille sig melodramatisk an. Som nu denne 0r-varodd, der stavrer navnlos ind i garden hvor hovmodet er tilnbsp;huse, og med prunkende ydmyghed lader sig vise til saede ne-derst nede i dortrsekken. I et sadant selskab, hvor jo sikkert allenbsp;naervasrende er kunstnere med bue og pile, foler ban sig natur-ligvis som en fusker, der sS grumme nodig vil frem til spot ognbsp;spe; men — man kan da prove. Da talen falder pa svomning,nbsp;mindes ban ikke at ban nogen sinde har haft den store tS inbsp;vandet, men langt om laenge kan ban taenke sig at prove hvor-dan det foles at svomme. I det tempo skal ringheden laegges afnbsp;lag for lag, ti ban agerer for et publikum der har sin fryd i at senbsp;dyd og last opfore afklaedningsscener.

74

Underligt nok alligevel, den afgorende styrkeprove, i hvil-ken han rejser sig til sin fulde hojde og overantvorder nidet til at ynkes ihjel af tilskuerne, den er en tvekamp med ord og 0I,nbsp;en mandjaevning hvor huggene drives ind med et hornfuld.nbsp;Ned over gulvet kommer de vandrende, de to storste hSnhelte inbsp;huset, med hornet i hènden, standser foran ham og synger egennbsp;pris og gaestens spot. Og Odd temmer hornet, skrider siden opnbsp;foran deres plads, abenbarer sin herlighed i vers, og drikker demnbsp;til. Og sSledes vandrer Odd op og ned, de andre ned og op, tilnbsp;den fremmede sidder sejrrig i saedet og kvaeder enden, mens denbsp;andre ligger nedbejede i gulvhalmen, og hverken kvaeder, herernbsp;eller drikker.

Det ger en ondt at se Orvarodd indtage attituder, som det svier en i hjaertet at se en »stamme« opfere sit daglige og fest-lige liv i cirkusarrangement; men er stammen aegte, kan de op-traedende ikke andet end traekke pamp; deres enfoldige levevis, selv inbsp;de mest arrangerede optog. Og i sin fornedrelse giver den storenbsp;pilemand os ogsa et glimt fra den verden hvor han fasrdedesnbsp;som frimand. Mandjaevningen har i sagaliteraturen faet sammenbsp;bestilling som hestekampen, den at tjene som stridvaekker ognbsp;igangsaetter af begivenheder. Den religiose farve er i heggenbsp;tilfaelde afbleget, men noget er blevet tilbage, som i virkelig-heden ligger dybere, og som betinger kultvaerdien: proven ernbsp;en dom over manden. Ved dette lille udviskede minde reddesnbsp;den saedvanebaggrund mod hvilken vikingernes udfartsol, mednbsp;dets mandjaevning og store ord, skal ses for at fk sit rette skaer.

Vi som bar borgerskabet til fader og humanismen til moder, vi kan ikke gS fra naevekamp til lyrisk digtning uden andeligt atnbsp;skifte klaeder; og fejlen ligger hverken i nogen ensidig opdragelsenbsp;eller i mangel pê legemsovelser. NSr manden ikke laenger

75

haevder sig som led i samfundet ved sin smidighed og sin styrke, da forsvinder selve muligheden for at give idraetten en organisknbsp;plads i kuituren. Den allersomaegteste begejstring for sundenbsp;sjaele i sunde legemer hjaelper aldrig nogen mand til at forstanbsp;en nseste, der fra sin ungdom trsener sine muskier med detnbsp;mal for eje at sikre sig en plads i folkets panteon, ikke heller tilnbsp;at forsta den Endride, der fandt forvisning i den nye tro ved atnbsp;se Olav Tryggvesson ga pa arerne af et roende skib og spillenbsp;med svserd. Det unge hovdingsemne sa pS kongen, da ban efternbsp;bedriften trêdte op pa daekket, sS pa ham og tav; ban var beltnbsp;nede i dybet af sin sjael for at hente den bekendelse, at i bansnbsp;saed var der ingen gud og ingen engle som bar manden i luften.nbsp;Overfor den forste bar moderne mennesker blot en rSdvildnbsp;hoflighed, og elskvaerdig naivt rober de sig ved deres ivrighednbsp;med at fé skonhed og anden -bed indfort i samtalen. Og overfornbsp;den sidste — hvad der? Man kan sige at alt er gaet sSre godt,nbsp;nSr ordet taskenspillerkunster ikke er blevet sagt belt ud.

En plads i egen ret far idraetten kun der hvor graensen mellem legemlig og Sndelig kultur er ukendt, og der kan dennbsp;aldrig komme til at trykke digtningens anseelse ned. Hos Ger-manerne, som hos deres lige, fylkede digtet og fortaellingen signbsp;sammen med kraftproven, i anerkendende og anerkendt sidestilling. Islaendingenes literalur er udsprungen af festopvisninger;nbsp;i gildehelgen lagdes grunden til deres mesterskab i at fortaellenbsp;sagn og saga, og der uddannedes kunstdigtningen i den fest-dekorative form som blev dens dod.

Livets former er gengivne med ideel stilisering i Beowulf, da sejren over utysket bringer folket i festopror. Midt i lovpris-ningerne over denne belt fremfor andre helte saetler rytterne afnbsp;sted i vaeddelob over marken, og en kongsmand der sidder indenbsp;med gamle sagn og sange begynder at vaeve lovdigtet, rask ord

76

for ord, fortaellende om Sigmund Velsungs omflakken, som han ene og Sinfjotle, de to faste faeller, vidste rede pS, i kampenbsp;med mennesker, i kampe med jaetter, erhvervende sig udodeligtnbsp;ry ved at slS dragen, og rove dens guld i klippen.

Desvaerre mangier vi alle midler til at omsaette disse ideal-billeder af hvad en fest matte vaere, til realistiske beskrivelser af raekkefolge og forhold; den sidste blotfest var fejret, inden dernbsp;var nogen til at forevige den. Jïttens »historie», aettens slaegts-trae, og alt hvad det var af vaegt at mindes, blev ved festen dragetnbsp;frem til lyset, og vi behover ikke at vaere i tvivl om grunden, nSrnbsp;vi kender dets betydning. Det som 1amp; fraenderne pè sinde mamp;ttenbsp;bryde sig vej, fordi de henfarne ting ikke kom som noget dernbsp;kaldtes frem af agtelsens og erindringens halvmorke, men varnbsp;sjaelen selv, der behovede liv. Der 1amp; aere i at bore sig selv ellernbsp;sine besunget og sin saga genopfrisket, og den aere var afnbsp;samme beskaffenhed som al oprejsning: den gik ind i sjaelennbsp;og gjorde manden sundere. Egil kunde kvaede sig nyt mod tilnbsp;efter sorgen over sin son; medens ban fremforte sit »Sonne-tab«, steg bans livskraft, og da ban bavde endt kvadet, var be-slutningen om at do glemt, og ban satte sig i sit bojsaede. Mennesker fik for alvor trost for fraender ved at bore de dodes rosnbsp;udtalt. Volusteins son Egil kom engang til Gest Olleifsson, ennbsp;anset vismand, og spurgte bam om ban ikke kunde skaffe nogetnbsp;rèd til at lindre den nagende sorg der knugede bans fader sidennbsp;sonnen 0gmunds dod. SS digtede Gest begyndelsen til 0g-mundsdrapa.

De dode kommer til digteren og fortaelleren med en tak for livet, som Vatnar i Vatnarsboj kom til en forbisejlende kob-mand, der bavde fortalt sine faeller historiën om beboeren af dennbsp;boj de sk pS stranden. »Du bar fortalt min saga, jeg vil lonnenbsp;dig,« sagde dodningen, »grav i min boj, og du skal fmde Ion for

77

din umage.e Den gamle Vatnar fnlte livet vokse i sig, da det han havde vseret blev fornyet, og deraf ved vi hvad blotet bragte denbsp;hedengangne sa vel som de naervaerende, der levede dem om.nbsp;Vatnar »rejstes op«, og sadan matte enhver fortid genfedes, omnbsp;den ikke skulde forsvinde. Til ret omsorg for den dode borte dernbsp;et arvekvaede, som formodentlig blev fremfort ved gravollet; i detnbsp;lagdes grunden til eftermaelets liv, nSr digtet blev gjort til »for-maele* ved drikken, og inspireret med virkelighed ved at ind-h^dles i blotet.

Beowulfdigtet ender ved graven. Da den gamle heltekonge havde modt sin skaebne, opkastede Svenskerne en hoj pd naesset,nbsp;synlig vidt ud ovêr havet. Om hojen red de kampkaekke, i konge-klage, vaevede versenes tale om dod mand. Hans hovdingeskabnbsp;ophojede de, bans styrkedamp;d udrSbte de gjaldt, som det signbsp;hover at man sin hirddrot hojthaedrer i ord, nar han skridernbsp;af legem. Af verdsens konger den mildeste, Sben af hand,nbsp;vennesaelest og gradigst pd ry.

Sadan klinger den gamle tid ud hinsides Vesterhavet.

At blote.

Ordet blote, del ord som pamp; nordisk er hovedbetegnelsen for menneskers aktive forhold til guderne, indeholder den religiosenbsp;handling i hele dens msegtighed. Det udtrykker mennesketsnbsp;agt;vne til at forvandle en genstand af almindelig hellighed, sa atnbsp;den fyldes med guddomskraft, og formidler styrken over i men-neskeverdenen. Da Floki vilde ud at opsoge Island, holdt han etnbsp;stort blot, og han blotede tre ravne, som skulde vise ham vej.nbsp;Sa opkastede han en varde der hvor blotet havde vseret, og staknbsp;i soen. Til Hjaltland og Faeroerne var han fortrolig med sej-ladsen, men da de sidste kendte ska?r forsvandt for synet, sendtenbsp;han sine ravne op. Og de fandt frem ad de veje som hans lykkenbsp;aldrig havde kendt for. Tydeligere bar Germanerne intetstedsnbsp;ébenbaret os det magtfulde i menneskets sevne til at forene sinnbsp;sjael med en sjael udenfor, og beherske den, ikke som en trael,nbsp;men som sig selv; han suger den fremmede hamingjas saeregnenbsp;aevner ind i sig og bruger dem, han laegger sig selv ind i dennbsp;anden og gor dens vilje til sin egen, — og ravnemanden flyvernbsp;med sikkert instinkt over havet.

Til samme kategori som Flokis ravne horer disse blótnaut som folket dyrkede i Ion, da Olavernes omvendelsesstorm fejedenbsp;som vaerst hen over landet. I de agitatoriske Olavssagaer harnbsp;blotkvaeget sin haederfulde plads blandt Helvedes redskaber, ognbsp;ofte nok mamp;tte omvendelsesvaerket gS om ad kvaegstalden for at

79

ik tag i busbonden inde i stuen. Et stykke missionsbistorie er koncentreret i den ubyre, olme okse som Harek pa Reina mèttenbsp;stS til skrifte for ved et af Olav Tryggvessons besog; busbondennbsp;vilde ikke lade beskyldningen for at dyrke bsestet gselde, bannbsp;provede at overbevise kongen om at det blot var dyrets ual-mindelige bengivenbed for bam som vakte genkaerligbed. Mennbsp;Olav bavde vaeret bedning nok til at vide bvad den gensidigenbsp;kaerligbed betod, og gjorde sit til at Harek skulde rette sin lidnbsp;bojere opad.

Der er en historie om Kong Ogvald pS Ogvaldsnses, som i et glimt lader os se ind i de sjaele, bvor bele fortiden stod panbsp;springet bag den tynde mur kristendommen bavde rejst mellemnbsp;fortid og nutid. Stedet var opkaldt efter Ogvald, bedder det,nbsp;en konge der bavde sat sin lid til en ko. Af topografiske grundenbsp;skulde man jo synes at Ogvald kunde have troet pd alt muligtnbsp;andet, men nSr vi fér historiën i dens helhed, forstar vi at koennbsp;i grimden var den vigtigste person. En paske, da Olav 1amp; pénbsp;gsesteri pa Karmoen, hsendte det sig en aftenstund at Odin komnbsp;vankende ind hos ham, ganske uskyldig, som en af disse sserenbsp;patroner der farter landet rundt med deres storste rigdom i mun-den. Han kan sS mange historier om gamle dage, og bannbsp;fortaeller dem sa livagtigt, at orene stSr stive pamp; hver modersnbsp;son der er nser nok til at opfatte. Kongen glemmer tid ognbsp;sovn, ban glemmer at laegge maerke til hofbispens fortrydelse.nbsp;Efter megen fritten og megen svaren falder talen pa det stednbsp;bvor de opholder sig, og dets fortid; ogsS det ved gaesten redenbsp;pS. Det var altsd Kong Ogvald, ban bavde sat sin lid til ennbsp;ko, sk at ban forte den med sig alle vegne bvor ban for, badenbsp;til lands og til vands, og derf or har man jo det ordsprog,nbsp;som kongen niaske har hort mange gange, at karl og ko skalnbsp;folges ad; til sidst blev Ogvald begravet i en hoj pè naesset.

80

koen i en anden. Naermere det skaelmske er de gamles for-tsellekunst aldrig kommet, og den der blot forstar lidt af det menneskelige, foler at dette skaelmeri fremgar af brydningennbsp;i sind der nok higer tilbage, men dog sMr sig fuldt til télsnbsp;med det som er; det er udtryk for en resignation der ikkenbsp;er vemod, men punktum og ny linje. Man gar uden om gamlenbsp;kaïrnetanker nSr de er dode, man traeder pa dem nar der ernbsp;en lille rest af liv i dem, men namp;r de er forsvarligt bundne,nbsp;viser man gaerne spogende deres styrke frem — som her inbsp;denne historie. Overfor disse troens ksemper som Olavernenbsp;jo var, mamp;tte Odin og hans kompaner gore sig sma, og vaerenbsp;glade nar de en enkelt gang kunde se deres snit til at fa ennbsp;spasens triumf over kristenguden. Den gamle guds visdom ernbsp;ogsa bleven den lilies visdom: spids, sikker — og sa borernbsp;den lige pa det punkt hvor fortidens strideste tanker sadnbsp;bundne.

Blotdyret er nemlig menneskets middel til at haeve sig op over sin begraensning. At blote vil sige at forhoje egenskabernenbsp;til det overordentlige, ja til det guddommelige. Vi ved der varnbsp;trin af hellighed blandt kreaturerne. iEdle dyr, som Brandsnbsp;Faxe, stamp;r hojt over den gemene bob slsebere og malkere, ognbsp;oven over de sedle stèr sk igen de allerheiligste, de blotede. Inbsp;kristen tid kommer participiet »blotet«, brugt om et levendenbsp;eller ulevende vsesen, til at betegne dette som forhekset, for-tryllet; ganske naturligt er en bserer af storre kraefter af hedensknbsp;art degraderet til redskab for ondskabens magt under himlen.nbsp;Det var en forudsaetning for udvaelgelsen, at dyret af naturennbsp;udmserkede sig ved storrelse og skonhed, men sS fulgte ogsSnbsp;af vielsen at dets kraft udfoldede sig til msegtighed. Hamp;reksnbsp;blotokse slog alle med forbavselse ved sine uhyre lemmer.nbsp;Fra dette faste punkt i virkeligheden skyder fantasten ud i

81

beskrivelsen af Olav Helliges bedrifter nede i Spanien, hvor de folk blotede en galt, og pakaldte den som skytspatron.nbsp;Kongen modte det gabende baest ude i skoven, og sè selv densnbsp;barster feje de hojeste grene pamp; traeerne. Og som storrelsennbsp;steg, sSdan steg al kraft, al nytte, al velsignelse. En kongenbsp;som Eystein i Upsala, hvor blotene jo var mere imponerendenbsp;end noget andet sted man vidste af i Nordlandene, ban kundenbsp;holde en ko samp; blotet, at ingen udholdt sa meget som at horenbsp;den brole. Sè snart Svenskerne sa en fjendtlig hser nsermenbsp;sig, slap de bsestet frem foran fylkingen; almindelige menne-sker lob deres vej nar de fornam dens grove mèl, og hvadnbsp;dens sejrrige rost sparede, det faldt for dens horn.

Pa samme mamp;de som det lovende hoved blev loftet op af hverdagstilvaerelsen som husdyr, sadan blev blotmandennbsp;fra sin barndom af udtaget og gjort til en Guds heilige. Torolfnbsp;gav sin son Sten til Tor og kaldte ham Torsten. Denne Torstennbsp;havde en son, der ved vandosningen kaldtes Grim; faderennbsp;gav ham til Tor, bestemte ham til at vsere hovgode, og kaldtenbsp;ham Torgrim. En anden af Torolfs sonner blotede ogsa sinnbsp;dreng og gav ham til Tor, — og samp;ledes havde man gjort franbsp;dagenes begyndelse. Til urtiden hor er den Raum der gav sinnbsp;son Brand til guderne, og kaldte ham Gudbrand. Den blotedenbsp;var ren, ubelsemret lykke; om ham gjaldt det, at han havdenbsp;et blik der samp; gennem alt og forudsa alt — »intet kom hamnbsp;uforvarendes. Han havde den tilsvarende ands- og legems-kraft, der kunde afvserge det afvsergelige og tumle det uaf-vendelige; han bar et sjseleligt panser, der var uigennemtrsenge-ligt for al fjendtlig lykke.

Sonneblotningen horer hjemme i sèdanne store hovdinge-slaegter som Torolf Mostersksegs, der sad inde med den vigtige heiligdom pè Moster; generation efter generation helligede sig

Vilh. Gronbech IV. nbsp;nbsp;nbsp;6

82

i et af sine medlemmer, naturligvis i ham der mStte anses for den lykkeligste blandt frsenderne — settens hovding, somnbsp;han kan kaldes. Fortaellingen om Brand som blev kaldet Gud-brand er intet andet end en tradition om en ukendt hov/dingesetnbsp;i Norge; medens mange hundrede s4danne slaegtstraditionernbsp;gik under, er denne drevet op og har sat sig fast pS literaturennbsp;som myte; men vaardigheden som myte har den kobt med del-vis opgivelse af sin oprindelige karakter som en selvbeken-delse, i hvilken en praestelig hovdingeslaegt formulerer og be-grunder sin stilling i bygden.

Glimtvis opdukker minderne om disse fremstamp;ende setter, der udmaerkede sig ved deres guder og deres »fromme« vaelde,nbsp;setter der roste sig af at vaere store »blotmsend« — det vil sigenbsp;heilige, guddomsstserke msend. Harald Hildetands usèrlighednbsp;og store krigerlykke skyldtes at ban var signet — eller gt;sejdet«,nbsp;som det hedder i kristen gengivelse — og dette aetmaerke siddernbsp;sè fast ved ham og hans, at Hyndluljóö i sin opregnen afnbsp;Ottars fraendskab kan fremhaeve den gren af slaegten der rsek-ker op til Harald, som )gt;gudsignede« maend.

Vielsen gjorde sig kendelig i navnene. Disse Torsten’er og Torgrim’er og Torolf’er i Mosterskseggernes familie harnbsp;storre betydning end alle de Tor-sammensaetninger der i denbsp;folgende Srhundreder, da betydningen var afsvaekket, over-svommede Norden. En gaev mand i Sogn, en blotmand vednbsp;navn Geir, var stolt af sit ve, og hele hans borneflok bar detnbsp;i navnene; Vebjorn, Vestein, Vedis, Vegest, Vemund. jEttensnbsp;stilling i bygden ligger angivet i det tilnavn den seldste son bar:nbsp;han hed »Sogningernes lid«.

Det er vielsens alvor der giver historiën om Eyvind Kinn-rifa dens hojhed. Eyvind var saerlig helliget fra moders liv og derfor udelukket fra at tilegne sig kristendommen. Den

83

opbyggelige historieskrivning har frèdset i beskrivelsen af denne hednings endeligt, og for hver ny behandling Eyvind gennem-gSr, kommer ban mere og mere til at ligne disse vrsengbilledernbsp;af »arme, formerkede hedningesjsele* som nu, til den kristnenbsp;missions egen ulykke, erstatter et virkeligt kendskab tilnbsp;»marken* derude. Man genkender de psychologiske uhyrlig-heder, at Eyvind er frugten af ïFinners* trolddomskunster, ognbsp;at disse »Finner« har betinget sig at ban altid skal tjene Tornbsp;og Odin. Men Eyvinds store bekendelse er dog ikke bragtnbsp;sS langt fra virkeligheden, at man ikke kan skimte hvad detnbsp;var som bandt ham og fik ham til ikke blot at trodse kongensnbsp;ïblide ord«, hans sstatelige gaver* og »store forleninger*, mennbsp;ogsamp; det store fad gloder der sattes pè hans bug og sprsengtenbsp;den. »Tag det fad bort en stund,* bad han til sidst, da endennbsp;naermede sig, »og lad mig fè sagt en lille ting for min dod.*nbsp;Og sé yppede han sin hemmelighed for kongen. Hans forasldrenbsp;havde laenge vseret barnlose, indtil de endelig sogte ramp;d inbsp;fjölkyngi. Derefter fik de en son, og gav ham til guderne. Ognbsp;sè snart han selv var kommen til skels amp;r og alder, havde hannbsp;mangfoldigen gentaget vielsen, sd at han nu ikke havde »men-neskenatur*, men var bunden med hele sin hamingja til dennbsp;gamle saed.

Dette er Eyvinds »Her stSr jeg, jeg kan ikke andet!* og pamp; det burde han have lov til at leve sit eftermaeles liv.

Blotmanden var ikke guddomsstserk for sit eget kaere jeg’s skyld alene; hans magt kom hele setten til gode, og mere endda:nbsp;hele folket var han en fortrostning. Og det folger af aettensnbsp;tillid til sine dode, at man ikke vendte blotmanden ryggennbsp;fordi han gik ind til sine fsedre. De dode kunde blotes sènbsp;godt som de levende. Det hedder om Halfdan Svarte, at hans

6*

84

êrssele og folkeyndest gjorde ham til en stridens genstand etter deden. De msend tra Vestfold, de tra Vingulmork og de tranbsp;Raumerike, alle vilde de have deres hevding iblandt sig, ognbsp;enden blev at de delte liget og opkastede en hoj i hvert land-skab, sfolket til fortrestning og til blot«. Og det var ikke blotnbsp;store konger der nod den sere at blive ombejlede etter deden;nbsp;der sad en landnamsmand pa Island, bvis tartar havde vaeretnbsp;sa elsket, at han etter atslutningen at sit velsignede liv blevnbsp;blotet. Ingen blev dog blotet tordi han var ded. Ved en Ve-bjern, Vegeirs sen, Vesteins broder, som ved en Torolt, tadernbsp;til hovgoder, ligger velsignelsen torsikret i den setlykke bej-boen tilherte, den som han personificerede i dens herligste skik-kelse. Der var ingen klett mellem den levende og den hen-tarne, og der tor ingen arttorskel i blottorholdet til de to; mannbsp;satte ikke den dede hejere tordi han var ded, tvsertimod, hansnbsp;vaerdighed varede vel ikke laenger end til der opstod en levendenbsp;reprsesentant, som hsevedes lige sa hejt op pa hamingjaensnbsp;staerke menneskelighed.

En sadan hejhellighed kunde ikke baeres som et torborgent liv, der virkede uden at gore sig bemaerket; med den hejestenbsp;lykke matte telge sterre atsondrethed. Den hejhellige hingstnbsp;eller okse matte tage hensyn, bade palaegge sig sterre selvtor-nsegtelse og stille sterre krav til omgivelsernes agt end Blis ognbsp;Stjaerne. Goden Hratnkel pa Adalbol havde helliget sig og altnbsp;sit til Freyr, tremtor alle havde han dog udtaget sin hingst,nbsp;Freytaxe, og indviet den til at vaere guddommelighedens baerer.nbsp;Den gik blandt hopperne, men den tal te ikke noget menneskenbsp;pd sin ryg; da engang hyrden i en snaever vending havdenbsp;grebet til den tor at ettersege nogle torskraemte kreaturer, lebnbsp;den sporenstregs hjem, og gav ved umiskendelige tagter sinnbsp;berre til kende at noget trygteligt var sket. »Det gdr mig naer

85

sSdan som der er gjort mod dig; godt at du selv kunde sige mig til, og dette skal blive hsevnet,« trostede Hrafnkel. Sa giknbsp;Faxe tilbage til sit grass og sine hopper.

Utvivlsomt er der da ogsa med den storre nadegave i praestehevdingen fulgt saerlige forpligtelser, afhold fra dette ognbsp;hint, tilhold til rituelle forholdsregler, som almindelige menne-sker kun lejlighedsvis foretog, kortelig sagt; blotmanden skuldenbsp;hele sit liv igennem fore sig efter sin fulde hellighed.

Udvaelgelsen kan tage magten fra nyttigheden, og sla over i praestelig afsondring. Fra menneskelighedens hojeste tinde ernbsp;der kun et lille skridt til det umenneskelige, og der skal kunnbsp;en hitte lille vaegtforskydning til inden for kuituren, for atnbsp;den hojeste gavn skal sla om i farlighed. Nar arbejdsepokennbsp;er pa haeld, kommer der en slaegt som ikke har skuldre til atnbsp;baere det store ansvar, eller det samme anderledes sagt, kuituren nSr til et punkt hvor den ikke er fuldt optagen af atnbsp;vsere drivfjeder til handling. Nar den ikke Isenger virker somnbsp;en sluttet impulsmasse, da forvokser de enkelte sider sig, tilnbsp;harmonien er sprsengt. Da ssettes det ypperste under beskyt-tende isolation. Hovdingen nodes ud af hojssedet og over inbsp;tempelstilheden, vdbnene glider for stedse ud af haenderne pênbsp;ham, de handlinger som tryggest hor undgas, tager til i antal,nbsp;indtil han, hvis kuituren far tid til at lobe sin bane til ende,nbsp;sidder som en indespaerret fange, prseserveret i hellighed. Nord-boerne namp;ede aldrig sa langt ud, deres konger var og blev heilige krigerfyrster, der gik foran og trak begivenheder efter sig.nbsp;Angelsachserne var et godt stykke nede ad vejen, ser vi; denbsp;havde faet prsester der ikke turde ride en hingst eller svingenbsp;et spyd.

86

Et stykke naermere den inderste heiligdom, og vi stSr der hvor det hedder: han blotede lunden. Blote lunden og blotenbsp;guderne hedder det, i udtryk der er ganske parallelle med kvaeg-og menneskeblotet.

I religioner af en vis, anden art er ord som dyrke og sere, forsone og formilde, dybe ord, fordi de star i pagt med kul-turens hjsertekraft. Hos Germanerne — og folk der er Sndeligtnbsp;beslsegtede med dem — glider de magteslose til side; uoverens-stemmelsen mellem religionens grundbehov og deres betydningnbsp;gor dem tomme og overfladiske. Dyrkeren gik til sin lund ognbsp;lil sin gud for at hente styrke, og ban behovede ikke at gamp; for-gaeves; men det nyttede intet at ban blev ved med at mselde signbsp;som modtagelig, og stille afventede en pamp;fyldning af alle godenbsp;gaver. Det stod til ham at gore guderne menneskelige, i dennbsp;gamle, dybe betydning af ordet, hvor tonen ligger pamp; en iden-tifikation og deraf folgende sammenksedning af sjsel med sjsel.nbsp;Uden blanden sind var der ingen forening mulig her i Midgdrd:nbsp;den der ikke kunde inspirere sin nseste med sig selv, blev aldrignbsp;hans ven, og ingen vilje kunde nk den ene fra den anden.nbsp;SS formamp;ede da guderne heller intet, nej, de v i 1 d e intet, forendnbsp;deres »pakaldere« havde levendegjort dem, som Floki blotedenbsp;ravnene. Det var menneskene som gjorde guderne namp;dige vednbsp;at besjsele dem med fred af deres fred, — ikke ved at vsekkenbsp;deres medfolelse, men ved at gore dem til medfolen. Dennenbsp;aktive virken er forudssetningen for de tilnavne, »milde«,nbsp;»blide«, »folket gode«, som i nordisk knyttes til guderne, lov-prisninger som derfor i deres rod er forskellige fra de tanker dernbsp;springer fra disse ord op imod vore guder. Men der stilledes endnunbsp;storre krav til en mand nèr ban blotede — det var ham dernbsp;gjorde guderne store og stserke. Der skulde mere end mande-mod, og mere end almindelig belejringskunst til overfor en stad

87

som var et sstort blotsted*, det forstod jo sagamanden endnu dunkelt, da han fortalte om Ragnarssonnerne og deres fortrost-ning til at de i Hvitaby vilde finde et objekt der var deresnbsp;aergerrighed vserdigt. Og man huskede nok ogsa i kristen tid,nbsp;at de guder der var meget blotede var vserre at have med atnbsp;gore end almindelige vsetter.

Om de ceremonielle handlinger der frembragte sammen-smaeltningen af det menneskelige og det guddommelige, har vi kun sparsomme efterretninger. Guder og mennesker deltenbsp;vel slagtoffere!; storstedelen af offerkodet er havnet pa gilde-bordet, og en lod har, kan vi taenke, fundet vej til blothuset.nbsp;NSr legenderne lader Tor stè i hovet med naeven om ham-meren, og i udskamp;ren gravitet fortsere sin daglige ration pa firenbsp;leve brod med sul til, genkender vi let hjemmelsmsendene; denbsp;gode sagamsend havde ikke studeret kirkehistorie forgaeves.nbsp;Det er mere end muligt, at en rigtig hedning ikke vilde havenbsp;forstaet at det var ham latteren gik ud over ved kirkens hsevd-vundne lystighed over gumlende skulpturvserker, men derfornbsp;kan han godt have vseret med til at indfore guden i mad-faelliget.

Tyngdepunktet ved ofringen ligger dels i den brug man gjorde af det helligede offerdyr, dels i karakteren hos det dyrnbsp;der slagtedes. Hvis dette ikke havde noget mere end det blotnbsp;animalske i sig, vilde offeret falde til jorden, og jo hojere lyk-ken — vi kan ogsS sige guddommeligheden —¦ var spsendt inbsp;det, des vseldigere en fred blev der bragt i stand mellem gudernbsp;og mennesker. Man vragede ved gildetid i hjorden, og tog end-ogsè af klenodierne. Sonargalten, det traditionelle storoffernbsp;i Norden, pS hvis borster sS mangt et lofte skal vaere aflagt,nbsp;havde, som navnet siger os, forud gSet i hjorden som den hojt-haedrede f o r e r, der lykkeligt ledede kreaturerne pamp; grses-

88

gangen, og var helliget mod tyveri og roveri ved en flerdobbelt bod. I overordentlige tilfselde, hvor der traengtes til en maegtignbsp;forhojelse af festens kraft, er endogsè de ypperste repraesen-tanter for gardens bestand kommet til at b ae d r e festen mednbsp;deres kod. Hvis Sidehalls Spèmand har vaeret en sa frem-traedende personlighed i kvaeghjorden som hans navn antyder,nbsp;kan bondens beslutning om at slagte ham til offergildet megetnbsp;vel vaere inspireret af gammel forsigtighed; nar varslerne maeldtenbsp;om uro i luften, var det sikrest at laegge al kraft pa det kom-mende blot.

I den husradsopskrift som Grimhild benyttede da hun komponerede sin glemselsdrik til Gudrun, naevnes offerdyretsnbsp;blod ved siden af jordens sjaelskraft som virksom ingrediens,nbsp;og pa det punkt er recepten i god overensstemmelse med ennbsp;rad skikke der gamp;r ud pa at formidle den hojeste hellighedsnbsp;kraft gennem det rode blod. Stalleringen blev abenbart vednbsp;hojtidelige lejligheder srodnet»; og vi borer et sted om to prae-tendenter til godevaerdigheden, at de tilrev sig den heilige magtnbsp;ved at rodne deres haender i en vaedders blod. Under blotetnbsp;synes ogsè guder og mennesker at vaere blevet forenede i dennbsp;samme heilige saft, i hvert fald moder Heimskringla op mednbsp;en minutios beskrivelse af blothusets anvendelse under offer-f es ten: »Alt blodet fra offerdyrene blev samlet i boller, og inbsp;dem stod tene der var gjorte som koste; dermed skulde mannbsp;rodne stallen og templets vasgge udvendig og indvendig, ognbsp;ligesa staenke pa menneskene.«

En sa velbetaenkt udlaegning rober at forfatterens tanker har vaeret sat i saerdeles virksomhed angaende dette punkt, ognbsp;nSr han sa stèr uden for den virkelighed han skildrer, mamp;nbsp;han for laeseren ga med ind i perspektivet, samp;dan at man ikkenbsp;ser et optrin for sig, men ser en mand demonstrere en scene.

89

Der er altid den mulighed, at han selv har draget de konse-kvenser af sin viden der forekom ham selvfolgelige, uden at de behover at have anden berettigelse end den at de var etnbsp;middelaldersmenneske naturlige. Vievand kunde let Inbe ennbsp;historiker i tankerne, nSr han bagfra skulde levendegere signbsp;en forbigangen gudsdyrkelse, og selv om Snorre havde hjem-mel for naesten alle sine ord, blev den formelle helhed hvorinbsp;han frembserer sin viden, bestemt udefra. De springendenbsp;punkter hvoraf beskrivelsen spirer, kan vsere pè den ene sidenbsp;de heilige »tene«, varselskvistene, som i ligbed med ringen panbsp;stallen blev dyppede i offerblodet og saledes »blotede« til atnbsp;gore deres gerning blandt folket; pa den anden side horgensnbsp;overgydelse med blod, hvorved guddommen blotedes.

I modssetning til den pretentiose beskrivelse, hvis forfat-ter samler hele vaegten omkring en enkelthed, far de lejlig-hedsvise antydninger af ritualet en egen tilforladelig kraft, netop derved at rodningsscenen flyder ind i fortsellingen mednbsp;det mal af betoning som tilkommer den i sammenhsengen, ognbsp;ikke mere. Hervors saga fortaeller om den store begivenhed inbsp;Sverrigs historie, da folket drev kristenkongen Inge bort franbsp;maendenes forsamling og rejste Blotsvend op i hans sted: danbsp;blev der ledet en hest ind pa tinget og hugget i stykker, kodetnbsp;deltes til spise, og dens blod rodnede sblottrseet*.

Ikke meget anderledes bar den islandske bonde Torvard sig ad, da han blotede alfer for at genvinde sin forlighed. Efternbsp;tvekampen med Kormak havde han svsert ved at ffi sidebenenenbsp;til at rette sig; samp; gik han til en erfaren kone der hed Tordis,nbsp;og hun gav ham et klogt rèd: »Her i nserheden er der en hojnbsp;hvor der bor nogle alfer. Du skal se at famp; fat i den tyrnbsp;Kormak huggede efter tvekampen, tage dens blod og stryge detnbsp;pa hojen, og holde gilde pè kodet for alferne, sa kommer du

90

dig nok.« Sédan udtrykker man sig kun, nêr man foruden at passe sin rolle som person i fortsellingen skal vaere kultur-historisk cicerone. Replikken er formet af en fortaeller dernbsp;kunde et godt tema, og ikke sagt af en mand for hvem offeretnbsp;var en velkendt sag; men temaet lader til gengaeld ikke nogetnbsp;tilbage at onske.

I digterens billeder sé vel som i sidebetydningen af de ord der falder fra et optaget sind, vil man ofte bore virkeligbedennbsp;robe sig umiddelbart. Et sagn fortalte om den svenske Kong Egil,nbsp;at ban fandt sin dod for en blotokse. »Det haendte i Sverrig,« lydernbsp;den literaere form, »at en okse som var bestemt til blot, varnbsp;gammel og fodret sé ivrigt at den blev uvan, og da man vildenbsp;fange den, brod den til skovs, og gjorde stor skade pé folknbsp;og fae.« Engang modte Egil den pa jagten, og forend kongennbsp;kunde vaerge sig, havde den spiddet béde best og rytter. Dettenbsp;falder sédan i Tjodolfs vers om Ynglingerne: »Den okse somnbsp;Iffinge bavde béret pandens fremstikkende borg omkring i 0st-landet, rodnede sit hoveds spaer pé kongen.* Det har sig mednbsp;Tjodolf som med Egil, da ban udtrykker sin sorgtunge famlennbsp;efter versene i billedet af Odin der arbejder sig ind i fjaeldetnbsp;til skjaldedrikken: hans vers er blevet til i fantasiens vaerk-sted. Den blotede okse, borgen, og rodningen var ikke trenbsp;disparate forestillinger der rystedes lost sammen til et parnbsp;metriske linjer; omskrivningerne adlod et billede som stod fornbsp;digteren.

Men nér alt er sagt, og nok er sagt til at blodets betydning for guder og mennesker stér fast, kommer det sporgsmél op,nbsp;om rodningen havde plads i den hjemlige gudsdyrkelse. Blod-foreningen borer til der hvor sjaele skal bringes i samfund, ognbsp;rituelt er den velbegrundet i det store blot hvor et folk modtes,nbsp;og i det hov hvor en heilig slsegt samlede en kreds lykkesogende

91

under vingen. Vore kilder er jo bamp;de for almindelige og for fragmentariske til at vi kan uddrage et nej eller et ja af de ex-empler der bydes os. Vi mè blive staende ved muligheder.nbsp;Mellem fraender var der klenodier og madfsellig, ikke blod; ognbsp;dog kan det jo vaere at aettens forgrening nodvendiggjorde ennbsp;dybere samling i de opbyggende fester.

Heldigvis betyder tvivlen pamp; dette punkt ikke nogen skille-vej ved forstdelsen af blotet. Vi kan med temmelig stor sik-kerhed sige, at tyngdepunktet i fraendernes gudsdyrkelse M andensteds end i blodets udgydelse, uden at vi behover at brugenbsp;den visbed til at give den ene muligbed fortrinnet for dennbsp;anden; ti rodningen er intet mere og intet mindre end en an-vendelse af vielsens kraft. Blotmandens tjenen ved borgen gamp;rnbsp;ind under at blote guderne med offerdyr, en saetning der harnbsp;sit sidestykke i det andet udtryk for fromhedens virken: atnbsp;blote guderne med mad og drik, og til disse to ensgyldige sidernbsp;af kuiten kommer som den tredie bin ceremonielle udvaelgelsenbsp;som skabte blotdyr og blotmsend. Ti Torolf som helgede sinnbsp;son, og Hdrek der tilbad sin okse, ogsamp; de dyrkede gudernenbsp;ved deres handling; det hedder jo om den ene af Torolfs son-ner, at ban blotede sin son pè det at Tor skulde sende bamnbsp;trse til bojsaedestotter, og se, ind p4 hans land drev et stykkenbsp;tommer, 63 alen langt og 2 favne tykt. Denne side af ofFer-handlingen har GrSgêsen een gang for alle slSet fast, nSr dennbsp;dommer mellem den gamle og den ny ssed i ordene: »Da bloternbsp;man hedenske vsetter, nar man signer sit kvseg til andre endnbsp;Gud og hans heilige msend.« Betingelsen for at vielsen skuldenbsp;have nogen betydning var at der bag den stod et ol, med altnbsp;hvad til ret ol borer; men dermed er dens vserdighed som an-rSbelse ikke helt forklaret. Ikke heller har man udtomt kult-hemmeligheden ved at kalde dyret gud; — det er gud, men

92

guderne bliver dog ved at stS over og bag ved det. Enhed mellem magter og frsender, menneskelighed i guden, og gud-dommelighed i mennesker, det er blotets velsignelse, bvori allenbsp;handlinger forenes. Nar vi forst bar gennemlevet gudsdyrkel-sens alvor, og folt dens betydning som livsfornyelse, da — mennbsp;ogsè forst da — kan vi vende tilbage til forholdet mellem denbsp;dodelige frsender, og i det finde kultens inderste mening. Inbsp;solidariteten mellem settens medlemmer ligger lykke og serenbsp;givet, een gang som forudssetning og som folge. Deresnbsp;enhed og styrke er begrundet i fsellig om klenodier, og tilnbsp;guderne egnede man de kostbarheder som ophsengtes i blot-huset, det solv som brugtes til- at besM hovets bjselker med.nbsp;Man »gav« det til guderne, og givelsen gjorde gaven nyttig fornbsp;giveren. Stalleringen kan med lige ret betragtes fra to sider:nbsp;som jordelivet der kiler sig ind i det usynlige, og som det usyn-lige der griber ned i hverdagen. En ting Iserer samp; kultoplevelsennbsp;os at foje til ved sammenligning mellem gudsdyrkelse og frsend-skab: foreningen er loftet op i et hojere plan. Alt hvad dernbsp;tjente til at knytte guder og mennesker sammen er »blotet«:nbsp;hojhelligt, fredfodende og sseleskabende i hojeste potens, detnbsp;er hamingjaen i dens allerforste, livsvangre kraft.

Gradevis kan man saledes udtomme festens betydning ved led for led at beskrive hvad blotmanden afstedkommer. Hannbsp;vier, ban rodner, ban spiser. Han bruger ordets magt, — inbsp;efterhedensk tale og endnu i svensk folkesprog er ordet blotenbsp;et stserkt udtryk for at udskselde og forbande, det er, etymo-logisk udlagt, at sige en noget pamp;, og ved sine ord tvingenbsp;en egenskab ind i ham. Tilbage star dog eet: blotets kraftnbsp;betinges af msendenes samling til enhed. Den der vilde levenbsp;evig, darede ikke sig selv ved blot at sikre sig nydelse af madnbsp;og drikke efter doden; ban forlangte at der skulde holdes et

93

drikkelag af masnd til hans minde. Blotets hemmelighed er den fred som var livets forste betingelse. Den endrsegtige handlennbsp;af alle frsender er det som giver alle de andre led i blotet deresnbsp;vaerd. Medens )gt;vie« betegner helligelsen, sédan som den velnbsp;ogsa nok kunde udoves af enkeltmand, indebaerer »blote» dennbsp;uigenkaldelige forvandling, som folger med at indvielsen fore-tages i den hojeste helg, af en mand der har renset sig, pé etnbsp;sted der er fyldt med guddommelighed, og under styrkendenbsp;medhjaelp af et heiligt festlag, hvis enkelte medlemmer ikkenbsp;kunde handle mod hinanden som personlighed mod personlig-hed. 01 og olfred htevder sig til det sidste som kasrnebetegnelsennbsp;for offerfesten.

Det horte til sjselens nodvendige éndedrset at fa del i blotet; den enkelte kunde ikke undvEere laget, men lige sé lidtnbsp;kunde laget undvaere enkeltmanden. For sé vidt bod pligtennbsp;enhver fraende at mode til arsgildet, — ban var blot modtnbsp;inden nogen pligt néede ud for at hente ham ind. Fra dennbsp;midtpunktsogende kraft, eller maske rettere fra de vaner somnbsp;den havde indarbejdet i sjselene, nedstammer de staende pé-bud i gildeskréerne om at mode ved festerne, og den kraftigenbsp;fordommelse over brodre der af ladhed eller trseskhed boldernbsp;sig borte eller ligefrem pé trods forlader byen ved gildetid.

Men med »fraende» var ogsé doren staengt. Disse sammen-komster, hvor man oste op af kraftens kilde med fulde skéler, tilkom kun aettens medlemmer, de aegte fraender eller aegtenbsp;lagsmaend. Selv om den kultiske afsondring fra verden havdenbsp;ladet sig belt uden vidnesbyrd her i Norden, kunde vi af andrenbsp;folks historie tiltage os ret til at forudsaette dens gyldighed.nbsp;Kun med storste betaenkeligbed tor jeg her naevne bondernesnbsp;anstandssky for at gore eller modtage besog pé visse hoje fest-

94

dage; saerlig juledag byder god tone, bamp;de i Norge og i Sver-rig, at man bolder sig inden dore. Hvis jeg forstór indirekte antydninger ret, vilde husfolket se ikke blot med forbavselse,nbsp;men med aengstelig uvilje pS den der trasngte sig ind ved detnbsp;hojtidelige juleaftensmaltid og juledagsgilde, som dsekkes fornbsp;gardens egne folk.

Men vi behover ikke at forlade os pamp; tvivlsomme mulig-heder. Den festlige afsluttethed medforte nemlig en del ube-hageligheder for Sigvat, pS den sendefaerd som ban tidlig pamp; vinteren foretog for Olav Heilige til Rognvald Jarl i Gotland. Hannbsp;og hans ledsagere sogte en aften ly i en gard, men doren var lést,nbsp;og beboerne sagde at der var heiligt. Pé nseste gérd stod hus-moderen i doren og bad dem blive ude, ti der holdtes alfeblot.nbsp;Naeste aften provede ban fire garde, pé den fjerde boede enddanbsp;den mand der var den bedste pé egnen (altsé den gsestmildeste,nbsp;efter nordisk betydning af god), men ingen vilde slippe demnbsp;ind. Det var en ubehagelig oplevelse ved vintertide i temmelignbsp;ode, ugaestfri egne; de kolde naetter som Sigvat og hans fsellernbsp;levede igennem ude i skoven, har da ogsé prseget visse sidernbsp;ved alfeblotet dybt i deres hukommelse: ikke een af dissenbsp;djaevelens born uden at de var hengivne til morkets gerningernbsp;hver i sit hjem, og ingen af dem turde lade haederlige menne-sker se hvad de bedrev.

Vi kan se at Egil har fortalt sin kreds noget lignende fra sine oplevelser i Norge, selv om pointen er géet tabt i sagafortselle-rens komposition. Egils saga nyder godt af det bevsegede livnbsp;som hovedpersonen i folge sine anlaeg niétte komme til at fore;nbsp;et mylder af vserdifulde smétrsek fra rettergang og gildestue,nbsp;rejseliv og tvekamp har selvmaegtigt tiltvunget sig en plads inbsp;fremstillingen, fordi Egils sksebne hang pé disse smé oplevelser;nbsp;men sammenarbejderen har ikke laenger haft foling med det

95

milieu hvoraf disse enkeltheder udsprang, og han bar vseret henvist til at saette sit materiale sammen efter bedste — detnbsp;vil ofte sige ringe —¦ skon. De fakta som var nodvendige tilnbsp;forstSelsen af begivenbederne sad fast, men i mellemrummenenbsp;gaber der buller eller skinner der nyt vaev. Ikke mindst maerkesnbsp;ujaevnbeden i bans fremstilling af Egils mellemvaerende mednbsp;B5rd p5 Atleo. Egil kom til garden en aften, blev vist ind inbsp;et udbus og bevaertedes med surmaelk. Vaerten beklagede megetnbsp;at traktementet var s5 magert, men ol var ikke til at opdrive,nbsp;— den skalk, han ventede sin herre, Kong Erik, pk besog, ognbsp;havde huset fuldt af det dejligste bryg. Sidenefter blev Egilnbsp;og bans faeller p5 kongens udtrykkelige befaling indbudte tilnbsp;at tage saede i stuen, og de fik den rigeligste anledning til atnbsp;skylle maelkesmagen af munden, men Egil var nu ikke den dernbsp;lod egen hoflighed bode p5 andres uhoflighed, og enden p5 bansnbsp;gaesteri blev da et uhelbredeligt hul i den usselige B5rds krop,nbsp;sanit megen stShej for at finde den der havde gjort Kong Eriknbsp;en god érmand fattigere. Forfatteren ved, at vaerten signedenbsp;hornet forend han rakte det til Egil, og han bar mdske ret i atnbsp;det ikke var det sodeste sindelag B5rd krydrede drikken med,nbsp;men han ved ikke bedre end at gore giftblanden ud deraf, ognbsp;pynte kapitlet op med den traditionelle sagnfigur, troldkvindennbsp;Gunhild Kongemoder. Han ved, at det gilde der holdtes i stuennbsp;var blot, og at hornet gik »om ilden« pê festlig vis; men dennbsp;helligbrode som 15 i drabet, og som han bar f5et med ved om-talen af et andet blot og mord, den bar han tabt, fordi han ikkenbsp;straengt behovede den til at f5 begivenheden til at skride. Og ligenbsp;s5 lidt ved han noget rigtigt om grunden til vaertens ugaestmild-hed over for Egil; men indirekte kommer han til at afgive etnbsp;vidnesbyrd om at diseblotet ikke var tilgaengeligt for tilfaeldigenbsp;fremmede.

96

Det fortaelles som et minde fra Hakon Godes forste konge-dage, da han forsogte at liste sin kristendom pamp; Nordmsendene, at han forst fik julegildet flyttet frem til den kristne helgtid, ognbsp;»sd skulde hver mand have fest med en méde ol, og holde heiligtnbsp;medens ollet slog til.« Hvem der nu end har seren for dettenbsp;forslag, sS var han en mand der kendte sit folk, og vidste hvor-ledes man kunde sikre sig at den heilige juletid blev overholdt.nbsp;Ti at det daglige skulde hvile og festen réde, sé laenge ollet varnbsp;i huset, det forstod man umiddelbart. Man kunde ikke hseldenbsp;det tiloversblevne i tonden eller bruge det pé hverdagsbordet;nbsp;forst nér guddommeligheden var opdrukket, og den sidste restnbsp;tryggeligen forvaret i ilden eller pé blotstedet, kunde man afforenbsp;sig heiligheden, ébne dorene, og begynde det ny ér som mannbsp;havde »taget irnod*, eller forberedt, ved blotgildet.

Feststilhed og Festlarm.

J o Isenger vi stirrer pamp; blotet, des mere svulmer det ud for synet. Der sidder en kreds mennesker ved deres olbolle

— nbsp;nbsp;nbsp;og guder fodes; der gamp;r mennesker og tager livtag ellernbsp;fortseiier sandsagn — og guderne maerker blodet rulle kraftigerenbsp;i sig. Offerfesten omspsender himmel og jord.

Intet under, ti blotet er livet selv, rullet op i festens ojeblik som i et kraftpunkt.

Floki gjorde noget mere end at forene ravnene med maend

— nbsp;nbsp;nbsp;ban gjorde dem til sine guder. Forudsaetningen var den,nbsp;at ban kunde koncentrere hele sit og alle sines jeg i dyrene.nbsp;Bag de simple ord »han holdt et stort blot«, ligger livets fylde:nbsp;et lag med festglam, med fortidens fornyelse, med 0I og lofte.nbsp;»Der hvor blotet havde vaeret, opkastede de en varde,« til tegnnbsp;for dem der senere kom til stedet, at de skulde vandre varligt,nbsp;li der var heiligt; en hamingja var gamp;et ned i stedet og havdenbsp;gjort det til et gudshus.

Til enhver tid, hverdag som festdag, er der jo samvirkning mellem alle sider i hamingjaen. Et enkelt ojeblik kan ikkenbsp;tages bort, uden at straks hele sjaelen lober pS og forblodernbsp;sig gennem sSret. Den mindste haendelse betyder noget, fordinbsp;den stSr i fast forbindelse med lykken, og enten skubbes fremnbsp;af den, eller traekker den efter sig. Brister en ring, styrter etnbsp;kreatur, da sker det fordi lykken er gSet itu, og mere vil folge,

Vilh. Grenbech TV. nbsp;nbsp;nbsp;7

98

om ulykken ikke staemmes. Sa absolut er enheden, at man med lige sa stor sandhed kan kalde bristningen for amp;rsagennbsp;til lykkens forfald. Ofte bestar forvarslet ligefrem i en forud-oplevelse; der abner sig en rift ind til sjselens centrum, hvornbsp;begivenheden allerede er sket, og man ser det som senere skalnbsp;»komme frem«. Derfor former manden sin fremtid ved altnbsp;hvad ban gor. Men hans handlinger stiger i betydningsfyldenbsp;i de store ojeblikke, fordi mennesket da er fyldt med merenbsp;sjael end sasdvanlig, og kan virke pa hamingjaens allerinderstenbsp;tendens. Da skaber man varsler.

Det var jo skik og brug fra gammel tid at abne slaget med en varselstvekamp mellem to udvalgte kaemper. Tacitus’snbsp;Tyskere tog en fange af modstanderens folk og lod ham, i hansnbsp;egne vèben, ksempe med en af deres; og pS udfaldet af tve-kampen sè de om lykken var i fremgang eller pè flugt. De tonbsp;der trédte frem foran slaglinjen for at kaempe i hele hserensnbsp;pèsyn, de afgjorde i virkeligheden dagens vilje; og havde mannbsp;som Vermunds Danskere og Sachserkongens folk lagt sinnbsp;sksebne i deres hênd, da var der for folket i grunden intet andetnbsp;at gore end at vente pamp; udgangen, og samp; enten skrige sejrskrigetnbsp;og opkraeve skatten, eller baere den dode bort og boje sig fornbsp;nodvendigheden; ti sejren havde erklseret sig. Men den andigenbsp;opfattelse der seerisk skuer det bestemte som en skaebne bagnbsp;ksemperne, der leder sig selv ind i udfaldet, den gar glip afnbsp;optrinnets egentlige spsending; i den enkelte anstrsenger ennbsp;sksebne sig for at vinde overhand over sin modsksebne. Ksem-pen kunde skabe sejr og skabe nederlag i det tilstundende slag,nbsp;fordi han stod der som indbegrebet af en hel hsers hamingja.nbsp;Ikke en Dansker og en Sachser ksempede hin dag pa oen inbsp;Ejderen, men Danskeren og Sachseren. Til heilla kastede ogsanbsp;hserforeren for slaget sit spyd ud over de fjendtlige rsekker:

99

som et varsel, godt varsel, og som en begyndelse pa sejren. At han fulgte kastet og mserkede sig dets mM kan vi tage fornbsp;givet, men i virkningen Ia meget mere end et blot omen. Hannbsp;viede bogstavelig sine fjender til doden og tog livsmulighedennbsp;fra dem — hvis han da kunde. Hvordan hele naturen svaredenbsp;pa hans handling kan vi se af Styrbjorns historie, ti da Eriknbsp;havde udslynget sit spyd over hans hser og sagt: »Odin eje edernbsp;alle!« sloges forst Styrbjorns krigere, dernaest han selv mednbsp;blindhed, og et fjaeldskred for ned og begravede dem.

Varselstvekampen fandt sted i helg, den er derfor et billede pè blotets betydning, kun at olferfesten i folge sin alsidighednbsp;direkte betod hele livet. I den star gildefaellerne indsvobte inbsp;den fremtid der nu skal begynde at rulle sig op i laengde, sanbsp;at den tager form efter deres bevsegelser. Ikke blot sikrer blot-manden sig og sine at lykken kommer til stede i det nye ar:nbsp;ved sin opforsel giver han den form. Manddomsproven er danbsp;det monster som eftertiden nojagtig vilde falde ind i. Nar dennbsp;norske brudgom huggede sin karde i loftsbjaelken og dermednbsp;skabte sig en segteskabelig lykke nojagtig sS dyb som arret,nbsp;da er der noget af den gamle gildefaelle i ham; i al skrobelig-hed taler han at nsevnes sammen med Hakon, der blotede ognbsp;fuldkommede slaget inden i sin lykke, sS at ravnene komnbsp;flyvende endnu inden fjenden havde vist sig.

Et stykke nasrmere til blotsalen kommer vi ved at lytte til Darradsangen, som den blev sunget oppe p^ Katanes i Nord-skotland, den dag Sigurd Orkneyojarl faldt i Irland. En mandnbsp;sa tolv kvinder sidde inde i et hus; de slog en vsev med tarmenbsp;til islaet og pil til skyttel, og mens de vaevede, sang de spyd-sangen, Darradsijod.

»Spyd vil knage, skjolde brage, okser fare i jaern.

7»

100

Vaeve, vseve darradsvaev, siden folge fyrsten. Hvor maende-nes skjolde blodige skues, skaermer valkyrjer kongen.

Vaeve, vaeve darradsvaev, kongens var den forhen; frem vil vi gange, storme i kampen, hvor vennernes vSben rores.

De skal land réde, som hutrede pé stranden; en konge, en maegtig, siger jeg doden, nu er jarlen falden for odde.

Nu er vaev vaevet, nu er val rodnet, dodsbud skal fare om land.«

Og da de havde sléet sejrvasven, stormede de af sted, seks mod nord, seks mod syd, til best.

Sangen glider fra nutid til fremtid, ti der hvor disse valkyrjer vaever, er der ingen tid. Det vil alt »komme frem«. Et af versene knytter forbindelsen for os mellem dette poetiskenbsp;symbol og virkeligheden. Kvinderne siger til sidst:

»Vel kvad vi om den unge konge sejrsanges maengde; lad os synge med kraft; og ban som borer, naemme spyd-sangenes maengde, og sige dem for maend.«

Hvad det er for en konge der synges sejrsang over, ved vi ikke, men eet er sikkert: her rober valkyrjerne at de harnbsp;taget ordet ud af munden pé blotmanden. Ikke séledes at for-sté, som skulde Darradsljod vaere et kultdigt, det er snarerenbsp;en fantasi, undfanget i et sind hvor blotfestens stemningnbsp;rédede. Offerfaellers formasle, vaeverskers sang, kampradendenbsp;diser og skaebnens tidloshed har krystalliseret sig til et poetisknbsp;billede, sédan som det vel kun kunde skabes af en der stod mednbsp;frit udskue over den gamle saed. Men selv om der ikke i digtetnbsp;er nogen ordret kultformel, er det over formaelet versene byggernbsp;sig op, og fremfor alt er det formaelets énd der inspirerer dem.nbsp;Og det er blotfestens vaelde der fylder kvinderne nér de syngernbsp;ïmed kraft«; ti denne oversaettelse er en svag nodhjaelp; ordene

101

betyder egentlig »i den fuldbyrdende lykkes fylde«, ganske som i onsket »m£el heill«.

En samp;dan myndighed som den der praeger blotmandens opforsel, kan kun den have der lever livet som en individuelnbsp;besiddelse med individuelle trsek. Han anmasser sig sevne tilnbsp;at frembringe liv, men han kender ikke livet som en plastisknbsp;mulighed, der nyskabt ligger som Ier i handen. Derfor kannbsp;han ikke ved blotet skabe heill og sikre sig at lykken er hamnbsp;til rede, uden at han tillige har bestemt hvilken form lykkennbsp;skal have. Hans heill er en skaebne. Vi har laert at se handling og handler, begivenhed og den begivenheden sker for, somnbsp;to poler af samme virkelighed. Der gar en uafbrudt sjaelslinjenbsp;fra bedriften over belten til guden, og derfor er det muligt atnbsp;der inden i den viede drik kan sidde sd vel maend som guder,nbsp;kvaeg som vèbenfaerd, alt sammen i den neutrale form som ernbsp;enhver lykkes naturlige tilstand. En s^dan grundsaetning splitter alle vore tanker om livet som en strom der lober i tidensnbsp;leje, og det er jo net op det andet karaktermaerke i lykke-manden, at han lever tiden som noget efter vore begreber lidlost. Fortid og fremtid er ham lige fjaerne og lige naere. Fornbsp;ham er fortiden ikke gjort gerning, som bliver staende hvadnbsp;der end sker senere. Kan han rSde over tilkommende ting,nbsp;da ma han betale sin magt med det forbigangnes flygtighed.nbsp;Der gives folk for hvem livet er, ikke synes men er, en rivendenbsp;strom; en gang er det brudt frem, nu ruller det ustandseligtnbsp;fra form til form, og mennesker slynges op og ned efternbsp;dets vil je; deres bekymring er den daglige kamp for at holdenbsp;sig oprejst i hvirvlerne. Til disse folk horte vore forfaedrenbsp;ikke. For dem var livet altid det samme, altid i gentagelse ognbsp;altid begyndende; dets endeloshed beroede ikke pa at det ennbsp;gang var begyndt, men udelukkende pê at det stadig blev

102

begyndt, og derf or viser blotmandens offer tilbage lige sa vel som fremad. For at gore ret mod blotets betydning, ma vi sigenbsp;at det ikke blot fortaetter og fornyer fortideii, men skaber den.nbsp;I blotet bliver livet atter og atter til.

Hvor tankerne ender nar virkeligheden spraenges ved ind-brud af ny opdagelser og nyt indhold, det har Beda illustreret for alle tider ved sin fortaelling om Kong Edwin, der droftedenbsp;kristendommens mnligheder med sine venner. En erfaren hofmand samlede sine tanker om den gamle og den ny ssed inbsp;billedet af en spurv, som flyver ind gennem doren til den varmenbsp;vinterhal, og straks efter ud igen i slud og sne gennem dennbsp;modsatte mulmdor. »En stund er mennesket til syne, men omnbsp;det der gik forud, og det der kommer bagefter, ved vi sletnbsp;intet; hvis den nye laere kan love en bedre visbed, er dennbsp;nok vaerd at modtage.« NSr man befinder sig i dette grublendenbsp;selskab, er det ikke nogen rar oplevelse at blive rèbt an somnbsp;kending af en Nordbo med hans bekymring for den kommendenbsp;host. Ja, modsaetningen er glo’ende, og dog er det slet ikke inbsp;det aestetiske kiilturfjaernheden stikker. Lad os fê Nordboernenbsp;stillet ansigt til ansigt med den nye saed, lad dem ndtale deresnbsp;betaenkelighed, sè lyder det netop omvendt: kan den sige osnbsp;det vi vil vide? I mangt og meget kunde de skonne dens for-traeffelighed, men den forekom dem at saette en mork vaeg opnbsp;for fremtiden, og lukke den udsigt som de ikke kunde und-vaere. Ja, lad sa vaere at der var spSdom i Kristus og Mikaelnbsp;— tilliden kom ikke forend man havde opdaget at der ogsSnbsp;inden for den ny verdensorden var midler til at gore nogetnbsp;ved det man sè forud. Nordboen stèr pè ingen méde tilbagenbsp;for sin engelske fraende i nysgaerrighed; han vilde ogsé videnbsp;hvor han gik hen og hvor han kom fra, men han vidste det,nbsp;og han vidste hvorfor han vidste det. En mand der kan skabe

103

en verdens begyndelse, han kommer ikke til at forme ideelt-klingende sporgsmamp;I. Der var kun een mulighed for at tvivlen skulde bemaegtige sig ham, den at han mislede holdet pk sinnbsp;fortid og sin fremtid, at hans fornyelse glippede. Tvivlen varnbsp;en ulykke, fordi den gjaldt besiddelse eller fratagelse af nogetnbsp;som var, og en ulykke fremkalder verab, ikke skonne, billed-rige klager. Forst namp;r den visbed man sukker efter er oplost,nbsp;nèr sporgsmèlet om fortid og fremtid ikke gselder mulighedennbsp;for at vsere en nutid, forst da kommer tvivlens poesi.

Nu ligger ofïergildet ébent for os i hele dets dybde. Blotet er livets forklarelse, og uden forundring vil vi se faellernesnbsp;stemning brede sig over hele livets skala. Festen kommer somnbsp;en standsning i begivenhedernes strom, der bevirker at livetnbsp;lober pa og fylder mennesket med sin vaelde, til han naestennbsp;loftes af ssedet.

Der var den staerke spaending i sjaelene, som betod at guderne selv var i huset, at lykken i meget mere end daglig-dags mal havde magt i masndene, at hojhelligheden, den dernbsp;ligger oppe ved den yderste graense af det virkelige, radede inbsp;dem efter sin vilje, og ikke lod dem frihed til at gore ojeblik-kets tilfaeldige indgivelse. Alle bevaegelser i sjael og legemenbsp;var staerkere end saedvanlig, men ogsa tungere. Heilighedennbsp;bandt. Man rorte sig i dagshelgen som i noget stort, dernbsp;passede, gildelivel foltes som det storre, der overskyggede.

Der var noget mere, en spaendthedens alvor som fulgte hver lille enkelthed i kultfaellernes handlen, fordi en fremtidnbsp;hvis horisont var verden, og hvis udslukkelse var verdens

104

lindergang, led for led gennem ceremonierne laempedes fra mulighedens over i virkelighedens verden. Mand for mandnbsp;skred hornet ned igennem hallen, led for led er faellernes hlikkenbsp;rykket med, og den stóende drikkefaelles rost lod hen gennemnbsp;forventningens stilhed; om hans ord uden stammen gled overnbsp;t ungen, om han drak rigtigt, om han drak til bunds, af detnbsp;afhang béde lykke og aere. »Drik ud«, havde vaeret buddetnbsp;ved alle de store fester, hvor heiligheden var i hornet og slurkennbsp;vejede hele fremtiden op. Hvor stod han dog til spot og skam,nbsp;den lille Tor i Udgérdslokes hal, da han métte give hornet franbsp;sig; han folte — og tilhorerne i gamle dage forstod ham —nbsp;han folte de hénleende jastters blik braende sig, ti det var hansnbsp;guddomsmegin der ravede.

Hirdskikken satte straf pé at laevne i hornet, og tvang veltjente maend til at tage deres afsked fra kongsgérden, narnbsp;de ikke laenger folte vejr i sig til at gore minne. Da reaktionennbsp;kom, matte den ga bersaerkergang mod tildrikningen, ti det dernbsp;Ié imellem de to modstandere var sporgsmalet om man kundenbsp;vaere retskaffen uden at gore ret med sin skél. Reformatorernenbsp;havde érhundreders kamp foran sig, ti de kaempede mod detnbsp;sejgeste af alt sejgt, en gudsfrygt hvis guder var dode.

Der var spaending ved offeret, men ikke angst. Visbed om mél og midler var nodvendig for blotmanden. Han kundenbsp;ikke gé hen og maele for, om han ikke i sig folte det der gjordenbsp;ordene hele; sé snart herredommet over verden glippede fornbsp;ham, var blotets tid endeligt forbi i hans aet. Men visbedennbsp;havde sit staerke, religiose skaer. Den var ikke selvsikkerhed,nbsp;men tillid og tro, som vi sandest mé omskrive ordet, fordi dennbsp;afhang af maendenes vilje og aevne til at boje sig under ennbsp;bestemt verdensorden, der blev styrke for den der stod i centrum, men dod for enhver som kom til at gé pé tvaers. Man

105

kan herske over lykke og tvinge den, men man kan ikke tj'rannisere den og tage den med magt.

Alt dette rummer blote. Det staerke pres i ordet kan for-nsemmes, nSr man ser det gore kristendommens gerning. De fleste stammer har opgivet det, som de jo modtog den ny vel-signelse i ny kar — kirkeordene danner en hel lille enklave inbsp;vore sprog; Goterne har imidlertid vist os hvilken vaerdi detnbsp;besad. De bruger blote om gudsdyrkelsen med et heiligt, Gudnbsp;velbehageligt legeme, om den der tjener Gud med bon og faste,nbsp;om den der frygter Gud og gor hans vilje.

Der horte en egen stilhed til ved blotet.

Blotfestens andagt er ikke klingel ubemaerket hen, den sl5r os i mode fra gildernes forskrifter om brodrenes drikkevaner.nbsp;Omhyggeligt er alle ting betaenkte: at forst og fremmest minne-karrene baeres omkring uden forstyrrelse, at alle stille afventendenbsp;har deres opmserksomhed henvendt pa handlingen og hverkennbsp;forlader deres plads eller sover pamp; baenken under hojtideligheden,nbsp;at den enkelte rejser sig og loser alt ret af hsende inden hannbsp;alter indtager sin plads; man husker at bestemme hvad dernbsp;skal gores ved den der lader minnebsegeret glide sig af hsende,nbsp;eller nsegter at modtage det af sin sidemand, eller ikke vil rejsenbsp;sig og gore minne for sig n5r han tiltales, eller stamp;r p5 gulvetnbsp;og kvseder minnet omgjordet med dolk og med hat pa hovedet.nbsp;I disse pamp;bud om hvad der skal gores og hvad der skal und-lades, nar minnet velsignes eller minnet synges, ligger kult-serefrygten; ja, dette at anstandsreglerne skal indskserpes ellernbsp;i nodsfald indtugtes, kan ikke andet end forhoje indtrykket pSnbsp;os; ti mange af buddene var rent traditionelle, sè at over-holdelsen kun er et vidnesbyrd om dybt indgroede vaner.

Men stilheden skulde have sin nojagtige genpart i festglam, jubelen over livets sejr. Gildet skulde drikkes med kraft, alle

106

skulde maerke at guden var i huset. Der var liden glaede ved gildet, lyder det klagende over et forfejlet blot.

Der var berusning i det bojeste, under bSndgribelighedens form, nar gildefsellen med mund som med ojne og naesebornbsp;inddrak det vi kalder det ideale, men som burde bedde detnbsp;virkelige, det som dagligdags virkeliggores stykke for stykke,nbsp;og i festen kommer som en helhed og virkeliggor en. Blandtnbsp;Germanerne bar benrykkelsen altid det praktiske livs rod-mussen. De kendte ikke til den berusning der folger med atnbsp;sindene i festgrebetbed abner sig udad, og modtager nogetnbsp;oversanseligt og oververdsligt, som flyder i modsat retning afnbsp;hverdagen; de kendte ikke til den oplevelse der river erfarerennbsp;bort fra bans faeste, og efterlader bam ved opvagningen somnbsp;en fremmed i sit hjem. Sluserne abnede indad, extasen bestodnbsp;i minder, forfaedre, ejendom, vilje, foresaet — idealet i et over-mal af det daglige. Der er i deres blik den stirren som kommernbsp;nar alles ojne sarnies i det punkt bvor det opnamp;ede fortonernbsp;sig over i det opnaelige, men vi maerker ikke det mindstenbsp;tegn til at deres ojne kunde blive fjaerne, som bos folk dernbsp;yderst ude tryllebindes af det uopnaelige, eller det kun glimtvisnbsp;opnaelige.

Namp;r alting er sagt, bliver der til sidst en lille uoploselig rest tilbage, en modsigelse som kun daekkes ved at de mod-sigende parter kaster den indbyrdes fra den ene til den anden.nbsp;Kraften bentes fra guderne, men den sendes after fra de dode-lige til de udodelige. Heiligdommen er lykkens urbrond, mennbsp;denne brond vilde tones ud, om mennesker ikke uafbrudtnbsp;fyldte aere i den. Her er det punkt bvor bin kultur bar sitnbsp;brud; den er som ringen pamp; stallen mótlauss: enderne modes,nbsp;men er ikke smedede sammen. En slig grundmodsigelse ernbsp;imidlertid ikke ejendommelig for Germanerne, snarere kan den

107

kaldes en fornndenhed for alt liv. Har en kultur overvundet tveheden, har den lagt tyngdepunktet over pa den ene ellernbsp;den anden side og formet livet til en konsekvens af valget, danbsp;lukker den sig om menneskene, og bliver for eller senere deresnbsp;faengselslsenke. Fuldkommenheden kan nas, menneskelivet kannbsp;blive logisk, ved vi af historiën; ganske vist, menneskene kannbsp;ikke tale den, og dor pa et temmelig tidligt tidspunkt, men skin-mennesker fortssetter vaerket, og der er arbejde for dem i mangenbsp;hundrede ar, inden de far alle de folgeraekker som indebaeresnbsp;i livsformerne, udnyttet og tvundet ind i hinanden. Skolastik-kens muligheder er uberegnelige. Men den kultur som ikke harnbsp;naet fuldendelsen, giver sig til kende ved at den ikke har fundetnbsp;nogen modsigelse, og derf or handler pa den. Nordboernes blotnbsp;beroede endnu pa vekselvirkningen mellem guder og menne-sker; og efter det lidet vi kender til deres brodre, tor vi tro atnbsp;Ingen af dem var naet meget videre, selv om mèske de mestnbsp;fremmelige var ved at overskride det sksebnesvangre punkt.

Som symbolet pa skaldrikningen mEelder sig med storst ret indledningsversene til SigdrifumM; de er den poetiske forklarelsenbsp;af livets skik, frigjort fra traeldommen under det aktuelle, franbsp;sted- og tid- og lagbundethed, almindeliggjort til udtryk fornbsp;to ïheltes« forste mode og indbyrdes forbindelse under de hellig-kraftige former som deres kultur holdtes sammen af — ognbsp;shelt« vil sige typisk menneske.

Da Sigurd med sit svaerd havde ristet brynjen og med den tryllesovnen af Sigdrifa, satte hun sig op, sk pa mandennbsp;og sagde:

sHvad bed min brynje? Hvad loste mig af sovne? Hvem friede mig ud af slummerbleg tvingsel?«

Han svarede;

»Det gjorde Sigmunds sun og Sigurds svaerd, — nys har det daekket bord for ravne.«

Sa spurgte han om bendes navn. Hun tog da et horn med mjod og gav ham minnedrik:

»Heil dag, heil dags sonner, heil nat og nats fraenke; med milde ojne se hid, og giv dem som sidder her sejr.

Heile aser, heile asynjer, heil den mangenyttige jord; mal og mandevid giv os to sedlinge, og laegehaender medens vinbsp;lever.«

At overssette dette heill, hvormed guderne gives lykke og prises for lykke, vilde vaere det samme som at forvandle vornbsp;kultur til den der i sin senblomstring har frembragt disse vers.

Anmaerkninger.

Her ved sporgsmalet om gudsdyrkelse bliver det nodvendigt at indfore et par ord om kilder og deres rette brug.

Forst er der — bortset fra Tacitus, der indtager en plads for sig — de udenforstaende hjemmelsmaend, som har set pa heden-skabet som noget fremmed og noget Qendtligt, og da fornaemmelignbsp;den ksempende kirkes maend. Deres kvaliflkationer har jeg berortnbsp;i teksten. En stor del af deres vidnesbyrd, maske den allerstorstenbsp;del, er vaerdilose. Hvad skal man stille op med en saefning dernbsp;mselder at N. N. nedbrod et tempel, eller at visse folk ofredenbsp;beste, tyre og utallige andre dyr (Agathias 17)? Og hvad nyttenbsp;gor det at fylde op med slige almindeligheder? Lige sa uskyldigenbsp;og unyttige er de boglserde konstruktioner over temaet: hedningersnbsp;vankundighed; deres eneste vidnekraft gaelder forfatterens literserenbsp;dannelse. Det er ganske fornojeligt at hore Dronning Chrodechildenbsp;Isese sin gemal, Chlodevech, teksten om hans guder, Saturn, Jupiter,nbsp;den smudsigste horkarl, som skrevet star udi Vergilius, Mars, Mer-curius, og alle disse gamle troldraaend, som de rettere er at kaldenbsp;end guder. Ligesa er det en god beskaeftigelse for fantasten retnbsp;at levendegore sig disse Franker, som gjorde sig billeder af skovenbsp;og kilder, fugle og vilde dyr og andre elementer. Se Gregornbsp;Tours II 8 (10), 20 (29). Men som historie er disse steder metodisknbsp;forfejiede. Har den gode Gregor vidst noget om frankisk afguderi,nbsp;lader han sig i hvert fald ikke maerke med det. Jeg har principieltnbsp;undladt at forsoge det umulige, at tserske kaerne af avner.

Til en helt anden sfsere horer de nordiske beretninger. Her-oppe fandtes bade en tradition og en umiddelbar forstaelse af traditionen. Ikke saledes at forsta, at alt hvad der er nedskrevetnbsp;pa vort eget gamle tungemal er uforfalsket kulturhistorie; bog-Iserdommen har inspireret mangen en sagamand og skabt hamnbsp;om til en madelig skablon-digter. Men digtningen gar altid panbsp;det maleriske, pa gudebilleder og templer og vederstyggeligheder

no

i hoj stil; sa snart det gaelder simple fornaemmelser og mindre pretentiose enkeltheder, kunde de rigtige sagamaend ikke tage fejl,nbsp;eftersom de uvilkarlig fortalte ud fra noget der levede inden inbsp;dem. Ksernen i den gamle religion havde tilpasset sig i dem tilnbsp;nyt liv. Ikke blot havde folkekristendommen heroppe adopteretnbsp;en betydelig masse af den gamle gudsdyrkelse, men hele dennbsp;sociale side var bleven staende, efter at den religiose bekrseftelsenbsp;var draget ud af skikkene. Derfor kunde de indfodte bade be-skrive og digte med ufejlbarlig sikkerhed, sa laenge de ikke sattenbsp;sig i positur til at give noget rigtig hedensk; derfor tager de panbsp;en tradition med et andet greb end klserken, som kommer mednbsp;blaendede ojne fra lyset ud i det hedenske morke.

I beretningerne om de to Olavers reformatoriske bedrifter kan man tydeligt skelne lag af tradition og literaer overarbejdelse. Mennbsp;det ma haevdes med kraft, at selv hvor der allertydeligst er literaernbsp;afhaengighed med i spillet, ma den primmre og den sekundaerenbsp;version behandles som selvstaendige kilder, ti gengivelse og ud-formning er foretaget af folk der havde kulturoplevelse; og oftenbsp;nok kan en efterdigter fylde ud med sma enkeltheder, der er ligenbsp;sa sande, ja ofte dybere end de hans literaere kilde byder. Dennbsp;kritiske provelse ma gore holdt foran hvert enkelt sted, og dennbsp;har kun eet middel til at skelne fantasi fra erfaring, nemlig sinnbsp;kulturoplevelse; intet ydre kriterium skal erstatte samfolelsen mednbsp;de altbestemmende livscentrer i folkets liv, og det fra denne sara-folelse udgamp;ende instinkt for livstankernes muligheder.

Til disse to arter kilder kommer senere tiders mindelser fra fortidens kulturliv. Der ma naturligvis saettes et skarpt skel mellemnbsp;pa den ene side middelalderens umiddelbare fortsaettelse af gamlenbsp;skikke og forestillinger, og pa den anden side nutidens ‘folke-minder’. Om forudsaetningerne for anvendelsen af folklore har jegnbsp;jo givet tilstraekkelige antydninger i teksten. Det er balancen dernbsp;giver saed og tro deres betydning, og nar helheden forrykkes,nbsp;ma forvandlingen trsekke sig gennem alle enkeltheder. Hvordannbsp;man fra religiose saedvaner der er afsatte fra at vsere religion,nbsp;kan slutte noget om de tanker fortiden knyttede til handlingen,nbsp;det gar over al forstand som ikke er tryllebunden i en metodisknbsp;tradition. Selv om nisser og korndsemoner sa var identiske mednbsp;gamle ‘guder’ lige til den yderste hartop, hvad er der sa tilbagenbsp;i disse solle fyre af de vaesener der havde mennesker fat omnbsp;hjsertet? Og selv om der i diverse grodfade og suppeslatter ernbsp;laevninger af gamle offerskikke, hvad kan man sa slutte derfra tilnbsp;handlinger som gjaldt liv og dod, borgerlig som legemlig? Kannbsp;menneskeliv regnes ud med sa grove generalnaevnere som gud,nbsp;offer, frygt, tillid og lignende tomme abstraktioner? Ja, en sadan

Ill

tanke var umulig, om den ikke var givet ved tradition. For Grimm og den kulturbetragtning han bevseger sig i, var den rationel; bannbsp;levede pa den anskuelse, at en kultur sank ned som et hele ognbsp;fortsatte sit liv uforandret; og da hans begrundelse gik tabt, blevnbsp;resultatet ved at besta som en grundssetning der stod fast inbsp;egen kraft.

Og det er jo ikke alene sjselen som omskiftes i et laevn der fortsEetter livet ud over kulturens ondergang. Med udrykkelse afnbsp;syntesen folger enten omvurdering eller ogsa irrationalitet. Ognbsp;rodlose former, der lost haelder sig op ad omgivelserne udennbsp;organisk tilknytning, de yngler vildt, de forvandler hinanden, ognbsp;saetter nye former i verden, der har alle skiftingens karakter-mserker.

Naturligvis hliver forholdet ikke anderledes i sadanne tilfaelde hvor kuituren brydes i stykker i laengdesnit, sa at folket til dagligtnbsp;brug lever en egen almuekultur, begrsenset af en overkultur dernbsp;tilraner sig de gt;h0jere« omrader. Om man vil, kan man i dettenbsp;tilfaelde tale om en kultur med to braendpunkter; i hvert faldnbsp;virker de to pa hinanden, og almuens hverdagshandlinger bestemmesnbsp;helt igennem af forholdet til det overste kraftcentrum (jfr. tekstennbsp;p. 67).

Visselig kan der hentes fortidsvisdom af folkets minder, men forudsaetningen for at bruge den er en provelse af hvert enkeltnbsp;led. Jo naermere vi kommer det egentlig religiose, des storre ernbsp;omskiftelsen og forkroblingen. Gamle vaner holder sig klarest panbsp;neutrale omrader, hvor den ny kultur ikke har noget fast program,nbsp;og hvor den ikke fordrer at vaere normgivende. Ejendomsbegrebernbsp;og kob har i hoj grad vaeret et sadant neutralt omrade pa almue-gardene i Norden (se forrige bog, c. Kob og vadium, og taenk panbsp;forskellen mellem arvesolv og kobesolv etc.). Her kan vi tale omnbsp;renhed — til en vis grad, ti sa snart vi har sagt ordet, springernbsp;dets begrsensning i ojnene; ud fra den moderne forsigtighed vednbsp;kob, lan og salg kunde vi aldrig rekonstruere den alvor som liggernbsp;i at ejeren er afhaengig af sin ejendom i alt, lige til sjael ognbsp;salighed. I familieklenodierne er der ogsa interessante laevn; vednbsp;deres tilknytning til bestemte menneskekredse er troen bevaretnbsp;mod at yngle, men den er ikke des mindre overtro, fordi dennbsp;ikke kan forny sig selv i en levende folelse.

Absolut berettiget er anvendelsen af folklore kun, nar vi kan folge linjen fra et sted der ligger inden for den gamle kultur, tilnbsp;det punkt hvor vi tager oplysningen, saledes at vi er i stand tilnbsp;at saette laevnet i forhold til det gamle kulturcentrum, og bedommenbsp;de omvurderinger som skyldes at det blev tilpasset til et nytnbsp;milieu. I anden raekke star de survivals der dukker op efter ar-

112

hundreders forlob, men som dog ved deres overensstemmelse med fuldt belyste faenomener inden for den gamle ssed kan dokumenterenbsp;deres ophav. Ved Isevn derimod som intet tilknytningspunkt harnbsp;i fortidens kulturdokumenter, er enhver slutning udelukket om etnbsp;undergangent noget. Det lober en koldt ned ad ryggen, nar mannbsp;ser hvad der den dag i dag postuleres som gerraansk religion, udnbsp;fra skikke og forestillinger som ikke har andet oprindeligt til atnbsp;anbefale sig end deres ojensynlige ‘primitivitet’, — og hvad primi-tivt er for en storrelse, ja det bestemmer dagens videnskabeligenbsp;kurs. Den religion som afloste den gamle ssed i Nordeuropa, harnbsp;sat mere 'hedenskab’ ind i landet end den udryddede. Katolicismensnbsp;kultur er bleven til ved et kompromis mellem indforte tanker ognbsp;haevdvundne former. Kirken har altid stillef sig udvselgende over-for det bestaende, den har helliget noget og forkastet andet, mennbsp;dens betydning som forplantningsmedium er ikke indskrsenket tilnbsp;det anerkendte ritual. Former er som en familie af aertehalms-sammenhold; man vrage sa stserkt man vil i flokken, den enkeltenbsp;trsekker alle sine slsegtninge med sig, hvad enten vserten synesnbsp;om dem eller ikke, og haevder dem i kraft af sin egen indbydelse.nbsp;Derfor skyder katolicismen sig alle vegne frem pa en bred fod afnbsp;sydlandsk hedenskab.

Fremstillingen i denne bog tager udelukkende sigte pa sette-kulten, det vil sige: den gudsdyrkelse som foretoges under frsend-skabets tegn, hvad enten kredsen var storre eller mindre. Til samme kategori horer vikingeskaren, der samledes under konge-husets lykke. Ikke des mindre har jeg, med fuld ret, taget ennbsp;stor del af mit materiale fra kilder der nsermest gar pa folkekult,nbsp;fordi de to, offentlig og privat kultus, er fselles om grundlaget, detnbsp;mekaniske. Forskellen ligger dels i de forudssetninger hvorundernbsp;ritualet udoves, dels i et tillseg af sserlige former for statslivetsnbsp;vedkommende, isser sadan ritus som er forbunden med menneske-offer. Opgoret vil derfor bedst komme i fremstillingen af detnbsp;offentlige liv.

Tempel.

1; Lopt, Landn. 114. nbsp;nbsp;nbsp;2: Norge, S. Ól. Tryggv. 2; 39; Flat. III

246. Sverrig, Upl. Kirk. 1, Hels Kirk. 1, Gut. 7, 63, jfr. ogsa For-nald. II 132. Til det flg. jfr. Grimm; Deutsche Myth. I 56 ff. Hertil kommer endda en ny komplikation: at missionsererne i syd-lige lande havde at gore med folk der ad indsivningens vej varnbsp;blevet fortrolige med sydlandske skikke og sydlandske «guderc.nbsp;3: Agathias I 7.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;4; Bonifacius, Mon. Germ. Hist. Script. II 343 f.

Tacitus, Germ. 9; 39, 40, 43; Annal. I 61, II 12; Hist. IV 14. Gutalag, se ovenfor. 5: Fredgaerde, Lieb. 383 (54) jfr. BedaH13:nbsp;cam septis quibus erant circumdata. Naturligvis indbefatter gserdet

113

den indhegnede plads, stavgserdet er ikke et blot overfort udtryk for indhegningen, jfr. for ovrigt tingets vébönd og den dem til-kommende hellighed. Horg, Landn. 158 med parallellen mellemnbsp;kors og borg; Gul. 29, Sverres Krist. 79; jfr. Hyndlulj. 10; Flat.nbsp;Ill 246, hvis sammenstilling hamra ok hörga, sikkert er traditionel,nbsp;hvad man sa end taenker om den forfatter der har smurt stedetnbsp;sammen; Skjaldedigt. 10 (18), se Isengere fremme. Modsaetningen;nbsp;brenna hof og brjóta hörga er ikke uden sikkert fseste i gammelnbsp;sprogbrug. Flat. I 285, Fornald. 11 288, selv om den krydses mednbsp;andre konstruktioner. Flat. I 287, Fornald. II 288, Fornm. I 283;nbsp;jfr. verset Flat. 1 285 (ReksteQa 9 = Carm. Norr. 47); Fornm. II 41.nbsp;Endvidere N. gl. Love IV 7, og betydningen i moderne folkemal,nbsp;se Fritzner s. v. hörgr slutn., Rietz: Svenskt Dialekt-Lexicon 244.nbsp;Hvad det er for en tanke stenhoben egentlig udtrykker, den speku-lation ligger langt uden for vor rsekkevidde. Den der kendernbsp;ejendomsretten i den gamle saed, vil ikke vsere i tvivl om hvilkennbsp;helligheds kraft der sad i det maerke mennesket satte pa sit land.nbsp;Men kender han tillige verden, og véd hvor verdensgsengs stenhoben er, vil han aldrig tro dermed at have udtomt dens religiosenbsp;raison. Ikke blot har horgen til forskellige tider haft forskellignbsp;begrundelse; den har abenbart samlet i sig et bundt af religiosenbsp;og sociale forudssetninger. Her er det nok at vide at den af-maerker heiligheden, sa ved vi at mserket kun gaelder forsavidtnbsp;det er inspireret og inspirerende. Rejsehov, f. ex. Landn. 73 1. 11,nbsp;79 1. 25, 95 1. 12. Torolf, Eyrb. c. 4, Forns 26. Hojalter, det gaeldernbsp;om at fremhaeve, at alter for skribenten betod det kristne alter.nbsp;Udgravninger, se Dan. Bruun og Finnur Jónsson i Aarb. f. nord.nbsp;Oldk. 1909 p. 245; afhandlingerne i Arbók h. isl. fornleifafélagsnbsp;1880 ff. baerer i henseende til udgravningerne og de historiskenbsp;konstruktioner et alt for dilettantisk praeg. 6: Egill32f jfr. Gislenbsp;27. Jfr. udtrykket Flat. I 380 1. 18 f.; det er abenbart korrektnbsp;formuleret; man kunde vaere en meget fornem mand uden at havenbsp;hov. Blothus, Forns. 42, Austf. 148, Islend. II 109; Saga ól. kon.nbsp;106, Flat. II 190, Fornm. II 263. Jorfjara, Flat. II 452.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;7; Horg

og hov, Völuspa 7, VafJ. 38, Helgak. Hj. 4, Flat. I 285 etc.; sprog-brugen lever videre i Stjórn 580, 582, Karlamagn. 131,137. Horg = blothus, jfr. ogsa Grimn. 16. Gylfag. c. 13 er saerlig interessant,nbsp;fordi de to handskrifter giver to forskellige, men kulturhistorisknbsp;lige berettigede laesemader (Sn. Edda I 62, II 260); om forholdetnbsp;til diserne kommer jeg senere til at tale. Horg i alm. bet. mednbsp;beloning af genstand for dyrkelse, Sverres Krist. 79, Gul. 29, Bisk.nbsp;I 20. — Angelsachs. hearg spaender fra helligsted til guddom, sadannbsp;som den abenbarer sig i det heilige; dette sidste vil i kristennbsp;sprogbrug sige afgud og afgudsbillede: Dan. 181, jsevnfort med 715,nbsp;Vilh. Granbech IV.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;8

114

fremdeles Christ 485, Andr. 1687 etc. Glossatoren bruger det til at gengive lucus (Wright-Wülcker; Anglo-Saxon Vocab. 433,23), fanum,nbsp;sacellum {ib. 517, 13; 519,10; 199,10), lupercal (433,22). Sml. sanbsp;Beow. 175, sammenssetning hcergtraf om blothus. I angelsachs.nbsp;bibeloverssettelse er det afgrsenset ved en fast sprogbrug. Selvenbsp;gudebilledet kaldes god (Grein; Bibl. Ang. Prosa I 74,19; 164, 17);nbsp;hearg er det dyrkede, afguden (164,15; 175,2; 177,1: h. og godnbsp;som tilsammen betegnede afguderne), stedse med henblik pa ennbsp;materiel manifestation, ‘stok og sten’ (jfr. 178, 30). I angels, overs,nbsp;af Beda (II 13, 15, III 30 = Early Eng. Text Soc. 95 f. p. 136 f.,nbsp;142, 250) betegner h. heiligdom, saledes at det abenbart kan ind-befatte den dsekkende bygning, men ikke nodvendigvis gar pa busnbsp;gjort med haender; i II 13 naevnes getimbro ved siden af borgen;nbsp;det gar maske pa hegnet, men det er jo heller ikke udelukket atnbsp;overssetteren dermed vil betegne huset med dets tag (jfr. Bibl.nbsp;Angels. Prosa I 178,30). — I oldhojtysk Andes borg som glossarisknbsp;gengivelse af lucus, fanum, ara, Graff IV 1015. — At sla ordet inbsp;stykker og give det to fsedre, af den simple grund at virkelighedennbsp;ikke vil boje sig for de etymologiske resultater — se Falk ognbsp;Torp: Etymol. Wörterb. — det er dog den rene desperation. — Sml.nbsp;sa hermed ordene vé, angels, veoh, oldhojt., oldsachs. wih, og angels.nbsp;ealh, oldht. alah, got. alhs. En gennemgang af disse vilde i detnbsp;vsesentlige blive en gentagelse af borg. 8: Norske lov, Sverresnbsp;Krist. 79. Kodran, Bisk. I 39. Hakon, Flat. I 144. Andre Ger-roaner, Beda II 13, se foran i anmaerkningerne. 9: Tacitus, Germania 9; Ann. I 61, jfr. 51 og Germania 39, samt her i det fig. —nbsp;Lex. Fris. Add. XI. 10; Torsten, Islend. II 109. — siallr ellersta/ff,nbsp;Eyrb. c. 4, Eidsiv. Krist. I 24; hellighedens ssede, jfr. Fjölsvinnsm.nbsp;40, Skjaldedigt. 9 (12); rore stallen og saledes komme himlen nser-mere, som Tac. kunde sige. Bisk. I 6: bun sang over s., vakte etnbsp;ordets modvejr mod den kristne prsedikants kraftord; jfr. ib. 206,nbsp;hvor det ligger naer efter vedkommende persons ‘enfoldighed’ atnbsp;antage gamle vaner. Brugt om ‘alter’, Stjórn 335, Heilagra mannanbsp;sög. I 312. Ring, Landn. 96, Gliirna 76; Austf. 154; Eyrb. c. 4.nbsp;Jfr. Havam. 110, Atlakv. 30, Snorre, Eyrb. c. 44. Alfred, Anglo-Saxon Chronicle a. 876. Tac. Germ. 31.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;11: Draupnir, Skirnism.

21, Sn. Edda FF. J.] 99. Hakon, Flat. I 144, 369. Tegn, Tac. Germ. 7, Hist. IV 22; Heimskr. Ill 105, Morkinsk. 116; Flat. I 227,nbsp;Njala 895; vé, Njala 900, Skjaldedigt. 31 (5), Half 36; Asser inbsp;Mon. Hist. Britann. ed. Petrie (1848) 481. Endelig bserer stallennbsp;afgudsbilleder. Flat. I 321, II 190, Fornm. X 255 etc. — Til siallrnbsp;svarer nojagtigt angelsachs. veofod, vigbed — vi-bordet eller vi-pladsen. Detle ord er den nsermeste gengivelse af alter i over-ssettelse; saledes stedse i bibelen (Bibl. Ang. Prosa I 40, 20; 44,7

115

79, 1; 143, 15; 148, 24 ff. etc.). Wright-Wülcker 108,10; 126,24; 354, 13. Desuden Beda, Early E. Text Soc. 95 p. 142. Lieb. 11nbsp;(16,2); 13 (8, 18 f.); 262 (6, 3) etc. Det modes derfor med hearg,nbsp;Orosius ed. by Sweet p. 8 1. 17 (citeret i Boswortb-Toller). 12: Torolfnbsp;etc., Eyrb. c. 4, Landn. 94. Om den sociale betydning nsermerenbsp;et andet sted. Trondske, Heimskr. II 221 og lign. Jfr. ogsa detnbsp;implicerede i Ól. Tryggv. 28.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;13: Laxd. 98 ff., Skaldedigt. 128 ff.

Hrut bavde hov pa sin gard (Laxd. 58); ban repraesenterede netop en egen lykke, der ikke som Hoskulds var knyttet til Hvams-maendene (jfr. Laxd. 8 ff. med Landn. 157, 159). Gildestuen,nbsp;Landn. 8 1. 23.

Omkring 01bollen.

14: Ljot, Forns. 42; til det trolddomsagtige horte abenbart at handlingen foretoges i morke; et sidestykke Kormak 46; detnbsp;fordsekte er handlingens kraft, jfr. Skjaldedigt. 80 (47).nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;15: Tord,

se 3die bog 146. beige ting, Gróg. I 27, 97, 112, Orig. Isl. (Vig-füsson og York Powell) I 328 jfr. Glüma 83. Tingbelg, Gul. 198, Frost. I 5, Grag. I 97. Grettir c. 72 ff. jfr. Edd. Min. 129 f. Omnbsp;lysning af festbelg i kristen tid f. ex. Dipl. Norv. III p. 27, Söder-manlands aldre Kulturbist. haefte XII 16, jfr. ogs5 Lieb. 597 (81).nbsp;16: Offerkod, Heimskr. 1 192, 194. Gutalag 63—4. Saehrimnir,nbsp;Sn. Edda [F. J.] 39, Grimn. 18. Mjodens fortid, Havam. 105 ff.,nbsp;og den pa myten grundede idédigtning, Sn. Edda [F. J.] 71 ff. Vel-komstol etc., f. ex. Heimskr. II 43, Dipl. Norv. III 954; og etnbsp;almuevidne Gaslander 257. Drikke, brygge bryllup, f. ex. Flat. Inbsp;149, Gutal. 37, Vestm. Gipt. 2, jfr. ólstcemna, 0stg. Gipt. 8, Vestg. Inbsp;Mandr. 13, Gipt. 6 etc. Som det afgorende fra juridisk stand-punkt. Frost. IX 12. Olfred etc.. Hels. .Erf. 2, Vestg. I Gipt. 9,nbsp;0stg. Gipt. 8; sml. dermed de angelsachs. udtryk beorsele, beorsell,nbsp;meoduheal, meodubenc etc. og f. ex. gebeorscipe, Bibl. Ang. Prosa Inbsp;59 (Gen. c. 21, 8). Gilderne, her behover jeg heldigvis ikke at kommenbsp;ind pa de tornefulde problemer om gildestatutternes indbyrdes for-hold, i hvor stort omfang indholdet beror pa literaer sammenhseng,nbsp;pa forplantning af fuldfserdige gildevaner og pa direkte forhold tilnbsp;folkelivet. Sadan som de haevdes, er de uvurderlige vidner omnbsp;kulturforudsaetningers dybde. Det kan jo ikke undga nogen Isesersnbsp;opmserksomhed, at gildelovene i Norge og Sverrig, hvad det cere-monielle angar, har et individuelt saerprseg, der vidner om direktenbsp;afhaengighed af folkelivet. — Da. Gild. 29 (42), 89 (1); Smast. 20,nbsp;44; English Gilds 55, 59, 61, 63 etc.; Gross: The Gild Merchantnbsp;II 160, 290. - Da. Gild. I 26 (66), Smast. 106, 115, 129 (8),nbsp;Skraord. 70 (45), Gross I 58, 188; Riedel; Cod. Dipl. Brandenb. XV

8»

116

n. 112, 82 ff. p. 86. - Da. Gild. I 12 (34) - I 12 (34), 26 (26), 69 (2), 70 (4), Gross II 96, 153 etc. — Smast. 117. 17: Sigurdnbsp;Jarl, Heimskr. I 192.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;01 signes guder, Flat. I 283, II 184, jfr.

dispositionen i den opbyggelige gardinpraediken Flat. I 323. Lofte, Flat. I 307; Forns. 91 udelader ollet. Sammenskudsol, Flat. II 271;nbsp;Gul. 6 f. (det indbyrdes forhold mellem de to paragraffer behovernbsp;ikke at opholde os her) jfr. Frost. II 21; et mal 0I er omtrentlignbsp;det kvantum 0I der brygges af en skseppe malt. 18: Vedastus,nbsp;Mon. Germ. Hist. Script. Merov. Ill 410.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;19: Columban, ibid. IV

102. Gertrud etc., Grimm: Deutsche Myth. I 49 f.; Zingerle i Sitzungsber. Wien. Akad. Bd. 40.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;20: 011ets kraftige hemmelighed,

‘0!’ er jo ordet i historisk tid, og i denne sammenhmng er det ligegyldigt om ingredienserne i drikken bar varieret i tidens lob,nbsp;eller om endog ollet ligefrera har fortrsengt en seldre heilig drik.nbsp;Tacitus’s samtidige, Germania 22 rober ved sin overensstemmelsenbsp;med nordiske skikke at gildet var altings begyndelse, og Tac. harnbsp;noksom fremhaevet at ollet var en vigtig ting. Jfr. Hist. IV 14,nbsp;hvor det udtrykkelig tilfojes at gildet fandt sted i lunden. Hvornbsp;meget vi tor Isese mellem linjerne i Ann. I 50 f. er vel tvivlsomt.nbsp;Skapker, Gul. 58, jfr. Grimn. 25, Flat. II 33, Fornm. VI 241, Forn-ald. II 175, Studier tilegnede Unger (1896) 219 (18); Smash 144nbsp;(22); Saxo I 59. Horn, Heimskr. Ill 227 jfr. Fornm. VI 240 f.;nbsp;maske kan ogsa nsevnes Sturl. II 107. — Landn. 211 1. 8, Dipl.nbsp;Norv. II n. 668; betydningsfuldt som efterklang, Fornm. Ill 190,nbsp;Fornald. Ill 140, 163 f.; II 390, ogsa III 637, selv om ogs5 dennbsp;forrykte fabulieren kraever badevisdom og langmodighed af laeseren;nbsp;Flat. I 360 f. jfr. Fornm. Ill 195 ff., og den sammenhaeng mellemnbsp;kornets og mandens skaebne som antydes 189. Sml. sa dermednbsp;minderne fra bondergardene, Norsk hist. Tidsskr. 2 III 178, Jensnbsp;Nilssons Visitatsboger (Y. Nielsen) 393, Daae II 27; og eftervirk-ningen i folkesagnene, Thiele; Danm. Folkesagn I 54, 109, dennbsp;forste et godt sidestykke til Ól. Trygg., med dens amalgamation afnbsp;den gamle tro pa velsignelse og dens frygt for de underjordiske.nbsp;21: Bord, se Gudmundsson: Privatboligen 186; jfr. mos francorum,nbsp;Gregor Tours X 27 og Waltharius 304 ff. 22: Hardeknud, Anglo-Sax. Chron. a. 1042; se videre Skraord. 108 (26), Smast. 122 f.,nbsp;132 ff., 146 (37). Dipl. Norv. XI p. 676 n. 598, et optrin vednbsp;gildet, visende den der star ved sin drik og vender sig mod side-manden. Da. Gild. I 66 (42), 172 (12), II 8 (35). Sml. Cavalliusnbsp;II 446, Djurklou: Unnarb. 43, Gaslander 267 jfr. Topogr. Journalnbsp;haefte 26 p. 52. Maendenes haender, Atlakv. 10, egentlig hen adnbsp;raekken af haender; jfr. har pa sin hand. Klemming: Svenskanbsp;Medeltidsdikter 511; Svenska Landsm. Bih. I 192; Lieb. 11 (12).nbsp;I den sidste paragraf er det ikke blot indholdet, men ogsa dens

117

plads i loven, som har betydning for vor opfattelse af cemoniellet. Man beskylder undertiden de gamle redaktorer for at de ikkenbsp;havde fuld klarhed over forskellen mellem vsesentligt og uvsesent-ligt. Sandt er det at vigtige ting ofte fattes, ganske simpelt fordinbsp;de var for selvfolgelige til at kraeve bogforelse; men det der starnbsp;i loven er aldrig uvigtige snurrepiberier. Priskos, Corp. Script.nbsp;Hist. Byzant. 1 202 f. 23: Fagrsk. 85, Heimskr. I 321. Den udvejnbsp;at folge Jomsvikingesagaerne og henlaegge optrinnet til Strutharaldsnbsp;gravol er jo ingen losning. Heimskringlas og Fagrskinnas vorderingnbsp;af festen udspringer langt dybere end i en blot og bar forveksling.nbsp;25: Gilder, Smast. 150; Da. Gild. I 66 (42), jfr. 11 209(30); Smast.nbsp;112, jfr. 123, 132 (21). Heimskr. I 187, om Snorre har historisknbsp;hjemmel, det bliver en sag for sig; faktum er at ban vil have sinenbsp;ord opfattet som en kulturhistorisk notits, og at ban har betsenktnbsp;hvad ban siger. Anderledes de specielle gudeanrabelser ved kult-begivenheder, der undertiden forekommer i kongesagaerne. Narnbsp;en giver Aserne aeren, tilfojer hans kollega Tor og Aserne, ennbsp;gang bedre hedder det Tor og Odin og Freyja og Aserne (Heimskr.nbsp;II 219, Flat. II 184, Fornm. IV 234; jfr. Flat. 1 283 med Ól.nbsp;Tryggv. 24) — navnene kommes i efter smag. Fornald. III 222 f.nbsp;er sluppet bilbgt til sin livfulde bryllupsscene, for billigt til atnbsp;den kan forlange at blive taget alvorligt i dette selskab. Norskenbsp;gildeskr., Norg. gl. Love V 9 (22), 12 (11 f.), men sml. sa ind-ledningen p. 7 (1); jfr. ogsa; Gul 6 f Pa den anden side Studiernbsp;tilegn. ünger 219 (11). 26: Mange horn rundt, Atlam. 8. Egil 133.nbsp;Minnekar, lagakar betyder et afsnit i festen, jfr. f. ex. Smést. 132;nbsp;saledes bliver ogsa bestemmelsen Norg. gl. Love II 445 forstaelig.nbsp;Gutal. 37 f., 60.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;27: Hojeste minne, Smast. 123, 132, 144 (9),

146 f. Almuen, Cavallius I 169 f., 209; Jens Nilss. Visitatsb. (Yngv. Nielsen)CXII; jfr. Klemming: Sv. Medeltidsdikter 511, Olaus Magnusnbsp;XVI 17, Danske Magasin 4de R. II 404. Vabendrik, 0stg. Gipt. 9;nbsp;Gilderne, Smast. 116, 132 (21), 150, 159, Skraordn. 112 (47),nbsp;Gutal. 38. 28: Velfserdsskal, Fornm. III 191. Egil 135. Sammenbsp;kar, 0stg. Gipt. 9. 29: Ditmarsk., Neocorus 118, jfr. Schütze;nbsp;Holstein. Idiotikon I 88. Tretal, se Gerings Eddaordbog; 0stg.nbsp;Gipt. 8, Lex Sal. cc. 44, 50; Glüma 76, Landn. 96. 31: Ned adnbsp;gulv, f. ex. Ljósv. 141; mótsminni, Flat III 273, er rimeligvis atnbsp;forsta ud fra dette til móts-, jfr. Heimskr. I 68. tvemenning, Egilnbsp;18, 147; Kormak 52. Om ilden, Heimskr. I 187, III 226; Egilnbsp;133, 150: ‘skulde ga om gulv ved alle minner’ = eundum, detnbsp;naturlige neutrale udtryk. Om Egilsagaens karakter se foran p. 94.nbsp;Side 133 har det afgorende trtek at hornet skulde tommes, i aller-yderste nodsfald matte vennen gore skel for sin ven; jfr. Fornm.nbsp;VI 240. Dette er ogsa baggrunden for scenen i Norr. Fornkv. 202;

118

obs. Borghilds hansord. Sml. Fornra. III 196, der udtrykkelig gor opmserksom pa det ussedvanlige i at der var to om hornet. Egilnbsp;152 skildrer et blot pa Gaular; maske kan sagaen have ret i, atnbsp;forst blev der drukket i lag, derpa til halv eller til móts; scenennbsp;foregar abenbart ikke pa selve den hojeste blotdag. Langt sand-synligere er det dog at forfatteren pa dette sted skriver ud af sinnbsp;egen erfaring. Han kvier sig jo heller ikke ved at give en roman-helteforklaring pa Torolfs uvilje mod boder (153 1. 9), til trodsnbsp;for at han véd at drabet var helgbrud af farligste art. Egil 262nbsp;ser delvis ud som en lidt afbleget gentagelse af blotet pa Atleo,nbsp;men i og for sig er der intet i kapitlet som star i strid med ennbsp;god kulturhistorisk samvittighed. Trods den forvirrede fortselle-made er gangen i drikkelaget ikke fordunklet, jfr. f. ex. 263 1. 5 ff.nbsp;og 264 1. 23. Hvis einmenningr er noget mere end sagamandensnbsp;egen snildhed, betegnes dermed den ceremonielle drikkevis, hvadnbsp;enten ordet nu er god teknisk sprogbrug, eller det er senere lavetnbsp;som komplement til tvemenning. (Af helt anden beskaffenhed ernbsp;Sturl. II 107: forst drak man i lag, dernaest smahornsdrik, d. v. s.nbsp;hver sad med sit horn). Glüma 10 med dets tólfmenning ved jule-gildet synes at vaere et minde om lagdrik, men traditionen er hernbsp;endnu mere spredt end i Egils saga, og overfor alle de ovrigenbsp;vidnesbyrd er dette isolerede ord ikke nogen hypotese vmrd. — Etnbsp;andet udtryk for drikkens kredsen og for det ceremonielle kultlagnbsp;erhvirfing. Fra det ceremonielle drikkelag som hjsertet i gildet ernbsp;ordet gaet over i middelalderen. Det kunde synes at stamme franbsp;Dan mark, og egentlig at vaere et dansk kultord som med gilde-lovene fortes ud over Norden. Kolderup-Rosenvinge: Danskenbsp;Gaardsretter og Stadsretter 101, 128, 442, Thorsen: Stadsretternbsp;162 (20), Da. Gild. I 216. Om gilder ogsa Fornm. VI 440. Omnbsp;ceremonielle drikkelag, Heimskr. II 219, S. Ól. kon. 61, Flat. II 185,nbsp;jfr. med Fornm. VI 440 (15), hvor vi ser gilderne opsuge det for-kristnede blot. Kvinden sat hellighed ind, se 3die bog 154 f 01-gudinde, Skjaldedigt. 18(20), 71(7) etc. 32: Beow. 612 ff., 1980 11.;nbsp;Bibl. Ang. Poesie I 346; jfr. for ovrigt Norr. Fornkv. 202 og Flat.nbsp;III 271 f., maske ogsa Studier tilegn. ünger 219 (17). Olav Heilige,nbsp;Ól. s. h. helga 18,nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;33: Olav Kyrre, Fornm. VI 439, 442, Fagrsk.

306, Mork. 126, Heimskr. III 226 f. De to der sad hinanden naermest, og derfor kom i umiddelbar beroring med hinanden hvernbsp;gang hornet gik rundt, sagdes at sidde for hinandens tildrikken,nbsp;eller at drikke pa hinanden (Flat. II 271, III 317, 380, Bisk. I 19,nbsp;Egil 150; jfr. Fornm. VI 442: drekka minni d = drikke ham tilnbsp;som anden mand i drikkekseden). Pladsen og tildrikningen giknbsp;efter rang, og under den fornemmere anordning af saederne mednbsp;to hojsaedepladser lige overfor hinanden, en pa hver langvaeg, var

119

hornets forste gang fra forssedesmanden rundt om ilden til hans genbo (Mork. um fveran betyder ikke ‘tvsers over’ ilden, men ‘overnbsp;til den modsatte side’ = Fagrsk. um). De to hojsaeder tilhorer ennbsp;forfinet verden, som den i den norske kongsgard og de storbonde-garde der tog efter hoffet; pa almuegarden og i det gamle tempelnbsp;havde de ingen plads (cf. Eyrb. c. 4). En sadan omordning mattenbsp;medfore visse sendringer i ritualet. Om virkelig forssedesmandennbsp;selv matte folge med hornet (som antydet i verset Heimskr. Ill 228)nbsp;for at opretholde den gamle kaedeforbindelse, er uvist; jeg bar an-taget at verset gik pa modtagelse eller optagelse, og derfor uegent-lig var brugt som illustration pa dette sted i sagaen — maske barnbsp;jeg haft uret deri. Olavs to horn (Flat. I 360) kan tyde pa at man

1 nbsp;nbsp;nbsp;store huse lod de to langbaenke drikke samtidig, og Fornm. Ill 189

(jfr. 196) far derved en vis interesse. En sadan skik strider mod blotets egentligste princip, den skriver sig sikkert ogsa fra efter-blottid. Ditmarsken, Neocorus I 107, jfr. det lille indblik i islandsknbsp;bordskik Bisk. I 848; Biskop Laurentius drak ved visse hojtideligenbsp;lejligheder et kar til hver af sine praester, og et kar omkring tilnbsp;hver nar der kom gode gaester, d. v. s. en omgang drik, et minne-kar, for hver af de tildrukne. Torsten, Fornm. Ill 191.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;34: heilig

heden stillede krav, obs. udtrykket Hels. jErf. 2 : olfred og lagakar skal vsere som det har vseret, d. v. s. gaestebuddets strsenge helgnbsp;skal overholdes som hidtil, sammen med de skaler som hidtil harnbsp;vseret nodvendige. Vikingelov, Heimskr. I 67. Hirden, derfor varnbsp;Hirdmsendenes drikkelag i senere sprog og ssed minnedrikninger.nbsp;Bisk. I 728, Fornm. VI 240, 442; jfr. betydningen af minni Fornm.nbsp;Ill 196.

B0n og Offer.

35: 01, jfr. Egil 261 f. Telemorkinger, Norsk hist. Tidsskr.

2 nbsp;nbsp;nbsp;III 174 f. Kun med den allerstorste reservation nsevner jeg

sadant som Gaslander 285 1. 17. nbsp;nbsp;nbsp;36: Alrek, Half 3. vie, ordets

anvendelse er givet af sadanne steder som Flat. I 280, om formselet, jfr. med Trymskv. 30; Sn. Edda [F. J.] 45: Tor viede bukkene, ognbsp;de fik liv. Fremdeles sprogbrugen i runeindskrifter, Wimmer:nbsp;Danske Runemind. Ordsaml. XXIV. Overfort til kristen brug, Eidsiv.nbsp;Krist. 48 f. Ellers fortrsengt af signe, og dette verbum overforesnbsp;pa antikvariske beretninger om fortiden, Heimskr. I 187(9), 192(8),nbsp;Flat. I 56, II 184, Egil 134 f, Gul. 6, 7, 23(15). Sigdrif. 8. Sml.nbsp;Ancient Laws and Institutes of England 356 (32). 37 : Hammertegn,nbsp;Heimskr. I 192. Lade drikken suge, her er det af interesse at Imsenbsp;hvad J. M. Lund fortseller i sin Beskrivelse over 0vre-Telemarkennbsp;(Kobenh. 1785) p. 236: ved en gard var der etnbsp;nbsp;nbsp;nbsp;med en

hvaelvet hule; ‘beboerne saette deres nybryggede juleol endnu ind

120

i denne hule, i det héb at det her skal blive desto kraftigere‘. Slagtede bukke,nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;Sn. Edda [F. J.] 45.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;Eddadigtet,nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;Trymskv. 30.

Signy, Islend. II nbsp;nbsp;nbsp;15.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;38: Olav, Flat. IInbsp;nbsp;nbsp;nbsp;186.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;Maelenbsp;nbsp;nbsp;nbsp;for, Heimskr.

I nbsp;nbsp;nbsp;192, Flat. I 283, II 452, Sturl. I 17, Studier tilegn. Unger 219 (11),

jfr. Flat. I 280; retsformel, Heiöarv. 98 (23, 27), 100 (9), Njala c. 8 (22), Forns.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;124, Sturl. II 158, jfr.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;f. ex.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;jy. 1.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;I 21, III 21;

0nske til lykke, nbsp;nbsp;nbsp;velsigne, Forns. 148 (3), 136nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;(16),nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;Sturl. II 104;

forbande, Grettir 94, Fornald. II 250; jfr. sa Bisk. I 774 1. 3 f. n., Grettir 177, Islend. II 59, Norr. Fornkv. 324, Hrolf 56, Fornald. II 287.nbsp;39: formdli, Heimskr. II 219, Flat. II 184, Egil 263, Kormak 20;nbsp;jfr. den kristne tillsempning af ordet Bisk. I 140, 167; Norg. gl.nbsp;Love III 254 n. 41, om indledningsord til skriftemal, hvor detnbsp;sikkert implicerer noget mere end blot indgangsord; sml. det interessante sted Fornm. VII 198; Grag. Staö. 442, jfr, Finsens registernbsp;til Skalh. formceli, Fornm. I 90, Egil 208, Mork. 20. — Den norskenbsp;almue har fattet det afgorende i skalformaelet, nar den kalder detnbsp;at 'skille for skalen’ (Norsk, bist. Tidsskr. 2 III 204), ti ‘skil’ ernbsp;det fyldestgorende, det retskraftige i ord eller handling; erklaeringernbsp;fremforte under den tvingende formel, beviser fremforte pa rettenbsp;sted og rette üd, i rette rsekkefolge og med ret ceremoniel (se for-rige bogs excurs, og jfr. f. ex. Flat. III 274 I. 2; Vestg. I Gipt. 2; 9). —nbsp;Nornerne, Völs. 100, og sml. med faderens ord, der ogsa er formaele.nbsp;Maele for graven, Heimskr. I 219; for hejsaedestotterne, Landn. 7.nbsp;40: Gjuke, Völs. 143. Norge, Nord. Mus. Framjande 1891 31,nbsp;jfr. Stiernhöök: De Jure Sveonum (1672) 163. Til hseder, Upl. .(Erf. 3.nbsp;njótsminni, Fornm. VI 52, jfr. Fritzner. Trygdemal, Grag. I 205,nbsp;Staöarh. 406, Heiöarv. 99; man tilgive mig en eklekticisme, somnbsp;ikke er ubegrundet i kildernes art. 41: Ar og fred, Heimskr. I 187,nbsp;Fagrsk. 31, Flat. 1 318; Gul. 6; Norg. gl. Love V 7 (1), 11 (46),nbsp;jfr. II 337, Frost. II 32, Sn, Edda [F. J.] 7 (c. 5); Torarin Glaelognskv.,nbsp;Skjaldedigt. 301 (9); interessant er den uvilkarlige overfprelse panbsp;andre folks gudsdyrkelse Flat. II 27. Arbod, Flat. II 184. Se end-videre Gutal. 3, jfr. Heimskr. II 134, Flat. II 69, der ikke skalnbsp;tages som autentisk svensk dokument; Klemming; Svenska Medel-tidsdikt. 512; Cavallius I 169, Dipl. Norv. XI p. 676.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;42: Islandsk,

Dipl.Island.il n. 171. Galdre, Grag. I 22 (c. 7). Minnet synges. Da. Gild. 1 66(42), 11 209 (30); Fornm. X 19; Smast. 132(21). 43: Efter-klange, Peder Syv II 202, jfr. citatet hos Kalkar: Ordb. til det seldrenbsp;danske Sprog, under aerinde; Svenska Landsm. Bib. I 192; Cavallius I 168, 170. To ting i formselet, se Sigdrifum. foran p. 107 f.nbsp;Formselet spsender, jfr. ogsa Egil 263. 0stg. Gipt. 9 f. 44: bon.nbsp;Flat. I 191, jfr. Islend. II 109. meel heill, f. ex. Flat. II 196, Islend.

II nbsp;nbsp;nbsp;262, Mork. 39, Fornm. VI 240, — Flat. II 613; jfr. f. ex. takkerabetnbsp;gef heill, der indeholder en velsignelse bade over giveren og over

121

modtageren. 45: Egil 208. 46: Vaer heill, Geoffrey of Monmouth VI 12, Gaimar (ed. Hardy amp; Martin) 3811. Alle heile, Heimskr. 168.nbsp;Vedtagne former, som f. ex. nar lovmsessigt forsvar folger pa lov-msessig stsevning. Ethelfrid, 1ste bog 168 f. Torgils, Forns. 147.nbsp;Jeg behover vel ikke udforligt at mode den indvending at Torgilsnbsp;jo ikke drak, og netop ikke vilde drikke; forudssetningen for ordenes magt er den at formselesmanden bandier under offerets regel-bundne form, og derfor i dets tvingende myndighed. — Nu forstarnbsp;vi ogsa den forfaerdende ban som vises Hagbard, da dronningennbsp;raekker ham hornet med et formsele der forbander ham ned i detnbsp;yderste morke, Saxo I 344.

Til Ar og Fred.

48: Full, Heimskr. I 187, Fagrsk. 85, Egil 134, Sigdrif. 8, GuSrünarkv. II 21, Skjaldedigt. 50 (36), jfr. det konstante örag'ar/u/Z.nbsp;Yeig, Norr. Fornkv. 80 (25), 106 (8), 136 (7), 162 (50), 199 (46),nbsp;Hervor 274, Fornald. II 522, Fornm. IV 350, Skjaldedigt. 43 (3);nbsp;Beow. 481, 495, 1982, 2021, 2253, 2282, jfr. 615,1015,1169,1192;nbsp;Heimskr. I 187 vil skelne mellem gudernes full og frsendernesnbsp;minne, forskellen er abenbart bygget over betydningen amindelsenbsp;(jfr. f. ex. Smast. 159). Interessant er minnisöl (Hyndlul. 45), naer-mest = huskedrik, men som baggrund star i betydningen helenbsp;lykkefylden, jfr. Sigdrif 2 prosa, hvor det er omtrent = blotbaeger,nbsp;og efterklangen Fornald. III 309. — Nar det i senere tid heddernbsp;at drikke ens skal, betegner udtrykket jo at drikke med det for-maele at lykken skal vaere med den naevnte. Om udtrykket harnbsp;gammel hsevd er vel tvivlsomt. Det lader sig nsermest sammen-ligne med det gamle, at drikke hedenfarne frsenders minne (Heimskr.nbsp;I 321, Fagrsk. 85); deri ligger bade at styrke den bortgangne ognbsp;at styrke sig i ham; de to ting er eet: forening eller indkapslingnbsp;i den lykke som er bade ham og dem som drikker. Til den senerenbsp;norske skal for liget (Topografisk Journal hsefte 26 p. 47) svaredenbsp;i gamle dage bragebaegeret, det var bade den dodes og de levendesnbsp;velfaerdsskal. De senere almueskaler, sa lige de end nedstiger franbsp;den gamle kult, har jo forandret karakter derved at den gamlenbsp;harmoni, som spsendte livet som et hele ind under blotet, er spraengt.nbsp;Se i det hele de flg. kapitler, Heimskringlas heilir at Hrólfsnbsp;minni kraka (I 68) betyder — hvad sa forfatteren har taenkt der-med — oprindelig: held og lykke i Hrolfs sere og lykke, den somnbsp;stammer fra ham og som gar i hans set, held i os og held i ham.nbsp;Jfr. til sammenligning det frankiske: at drikke fyrstens skal og be-ruse sig i hans og hans guders lykke, Mon. Germ. Hist. Cap. R.nbsp;Franc. I 64 (26).nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;49: Fagrsk. 85. in amove, Hincmar, Migne: Patrol.

122

Lat. CXXV 776, jfr. det folgende: at drikke for sin sjsel; endvidere f. ex. Mon. Germ. Hist. Script. Ill 300 (70). Til munr jfr. 2dennbsp;bog, note til p. 189. Ang. tysk minne ma jeg nojes med at hen-vise til ordbogerne. Obs. betydningen billigelse, og jfr. nordisknbsp;rdd. Ordet minning, Glüraa c. 6 (25), indeholder abenbart ingennbsp;antikviteter; til Olav Tryggv. 24 jfr. Flat. I 283 og Flat. II 88,nbsp;Heimskr. I 185 variant, god kristen festforklaring; til Fornald.nbsp;III 33 jfr. Grettir 142 1. 3 (c. 61, 12), Laxd. 200 = surrogat, ellernbsp;forelobigt substitut. — Sigdrif. 5; blande betyder i de seldre ger-manske sprog ikke blot at iblande, men ogsa at tillave ved blan-ding. Fritzners distinktion er vistnok for snsever, men afgorelsennbsp;har ikke stor betydnlng pa dette sted. — Til... fred, samfolelse ernbsp;grundbetydningen i ordet, men vi ma huske at det som ethvert afnbsp;sjselens attributter har et forhold til det guddommelige; det be-tegner altsa den kraft der folger med fred. Derfor har det noget

1 nbsp;nbsp;nbsp;sig af 'fred udadtil’, men naturligvis ikke i vor passive forstaelse;

det er sejrfreden der menes. Saledes ogsa Olav Trygg. 28 nederst, selv om vi der maske kan maerke at sagaens kristne forfatter, somnbsp;alle vegne, forsoger at ssette sit kulturstempel pa ordene. Drikke til,nbsp;se 3die bog 117, jfr. i den lojerlige historie Flat. I 580; drikkenbsp;til = s0ge at opna hans medvilje og medvirken. 50: Hammardal,nbsp;Dipl. Norv. XIV n. 277.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;51: Gilder, f. ex. Smast. 133, 149; Skra-

ordn. 112. Gildefreden er intet ilde grundlag for studiet af historisk kontinuitet. Fred pa jorden og blandt mennesker en god for-dragelighed, det var noget kristendommen kendte og kunde assi-milere. Her var et raagnetisk tiltrsekningspunkt for skriftstedernbsp;(jfr. f ex. Da. Gild. I 68, 88 med I 736, 762, II 135; Smast. 40).nbsp;Kirken og staten griber i sin frygt for gildesolidariteten fat i dennenbsp;kaerlighed, og giver den deres allerbedste velsignelse, i det hab atnbsp;nsestekaerligheden vil vokse alle uheldige tilbojeligheder ud af broder-skabet. Men den gamle alvor, at fredens modpart er haevn, blivernbsp;jo en rum stund ved magt, og til skriftstedernes rette forstaelsenbsp;skal sammenlignes de steder som er citerede i forste bog. Sa vilnbsp;man ikke have svsert ved at flnde den gamle tone i de fleste afnbsp;ordene. Tingsprotokol, Cavallius I 209, jfr. 169.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;52: Smaland,

ib. 169. Ordsprog, Peder Syv I 537 jfr. noten; obs. at det stedse er Vorherres skal som skal virke; Budstikken II 744. Tyskernenbsp;har heller ikke glemt den gode, gamle vane, men i deres skikkenbsp;maerker man mere sydens and, Sitzungsb. Wien. Akad. 40, 180nbsp;o. a. st. Norsk jul, Nord. Mus. Framjande 1890 36 f. jfr. Folke-vennen VII 406.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;53: Hensynsfulde gsester, Norsk hist. Tidsskr.

2 nbsp;nbsp;nbsp;III 174 f 54: Ydun, Sn. Edda [F. J.] 30, 69; Skjaldedigt. 16.nbsp;Hjorleif, Landn. 7 f. Testament, Daae H 24, Dipl. Norv. IH n. 7,nbsp;obs. ordlyd; Svensk Diplom. I n. 638: med ol og mad; n. 737.

123

55: Gilder, quot;Norg. gl. Love V 10 (34, 41), 12 (10, 12'); Studier tilegn. Unger 219 (12, 19); Smast. 44, 132, 145 (34), 147 (52, 57),nbsp;150, Da. Gild. I 14 (47), 28 (36), 64 (24), 70 (4), 90 (4), 104 f.nbsp;(30, 40), m. m. Her gselder en lignende betragtning om historisknbsp;kontinuitet. Disse citaters vaegt som kulturvidnesbyrd beror panbsp;at de indregistrerer den made hvorpa raiddelalderens almindeligenbsp;tendens blev optaget og omsmseltet i specielt nordisk forsorg.nbsp;Tronder, Flat. II 184, jfr. Fagrsk. 69 f., Skjaldedigt 119.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;56: sige

sig ud af setten, etc.. Flat. II 146, Fornm. V 326. Se Halfreds indholdstunge vers (Skjaldedigt. 158 v. 6 f.) med deres hentydningnbsp;til lykken og frsenderne; Bisk. I 10, jfr. udtrykket Eyrb. c. 5.nbsp;Gudniding, Njala 887. Flat. 1 239, II 360 i kristen betydning ernbsp;vel vendt klsedebon; sml. aettarspillir, Flat. 1 323. Den gamlenbsp;historie om Radbod (Acta Sanct. Mart. Ill 147), der ikke ved ube-sindig dab vilde forskertse et glaedeligt gensyn med sine fraender inbsp;helvede, bliver saledes lykkeligt befriet for sin kraftkarletone, og loftetnbsp;op til sandhed, det vil sige til hojbed. — Dagligt samvser, forholdetnbsp;mellem hverdagsdrik og festdrik er jo illustreret i freden: stigningennbsp;fra hjemfred til olfred og fra olfred til festhelg. Se slutn. af forrigenbsp;bog, og jfr. for ovrigt f. ex. 'Vestg. I Mandr. 13, Lieb. 11 (13; 14),nbsp;92 (6, 5), 228 (1, 2), og angaende den hojeste helg der gor freds-bryderen til vargr: Forns. 124 (bryllupsfserd), Egil 153 (blot). Somnbsp;udtrykt i forrige bogs afslutning er der ingen brat overgang franbsp;det sociale til det religiose. Vi ma derfor tale om Sigurds driknbsp;bos Gjuke eller Hedins drik i skoven som noget social!, som mad-fsellig, fordi handlingen ikke pa nogen ostentativ made er skilt udnbsp;af det hverdagslige; men disse episoder far et nyt lys, nar vi sernbsp;hvor langt guden rsekker ind i hverdagslivet. Ligesa var altsanbsp;brylluppet virkelig et blot, ikke fordi det kraevede hvad vi kaldernbsp;religios sanktion, men fordi festen matte vies til hojere lykke fornbsp;at have kraft til at skabe den sociale virkelighed. For at fa detnbsp;rette forhold frem, ma vi, der ser dobbelt pa alt, desvaerre tagenbsp;institutionen successive fra to synspunkter. Jfr. sa til sidst et sa-dant billede fra det daglige liv som Egil 150; det er ollet og sam-vaeret som gor hele forskellen. Dette er forudsaetningen for atnbsp;forsta sadanne ord som Flat. I 457 og llgn., at kristne og hedningernbsp;darligt kan sidde sammen ved drik, fordi de har forskellig quot;saed'.nbsp;57: Tomtebolycka er taget fra Cavallius I 277; at citere viderenbsp;vilde betyde det samme som et forsog pa at ose et passende ud-valg af syndfloden op i et pottemal, se Feilberg under »gildet mednbsp;henvisninger. Skibene sejlklare, Heimskr. I 241, tilsv. Austf. 96nbsp;1. 17, o. lign. Jfr. situationen i Egil 62, Atlakv. 9 f., Atlam. 8:nbsp;obs. det selvfolgelige. Beowulf 489 ff. Sml. Wace: Rou 7349 ff.nbsp;Herfra kastes der lys over de germanske vaner som antydes gen-

124

nem Tacitus’s fortselling, Ann. I 65, Hist. IV 14, V 15, jfr. foran note til pag. 20. 58; Rive til sig med kraft, jfr. Flat. I 290. Dernbsp;var nok ogsa en dybere raison end Tacitus troede, i Germanernesnbsp;tilbojelighed til at drofte de vigtigste semner i loftet stemning.nbsp;Romerens udlseggelse af fordelen ved to tempi: forst fuld og aben-mundet, sa sedru til forarbejdelse af rusens materiale, bar sammenbsp;rationalistiske prseg som alle de steder hvor ban laegger sin egennbsp;verdensvisdom til. yEtlede, Gul. 58. Rryllup, f. ex. 0stg. Ailrf. 8,nbsp;jfr. udtrykket Frost. IX 12. Arveol, Ancient Laws and Institutesnbsp;(Tborpe) 448 (35), jfr. Norg. gl. Love II 92 og Gutal. 38: der panbsp;oen er al reformation sa doktrinser radikal, at der efter al retfserdignbsp;beregning skulde vsere vokset en solid konservatisme op. Rondennbsp;der resigneret, Feilberg: Dansk Rondel. II 107.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;59: Fagrsk. 84

contra Flat. I 163 f fagna, Heimskr. II 223, Gisle 18. Ingemunds-sonnerne, Forns. 41. Tvekamp, Egil 244, Gisle 80, Kormak 47 f, 49. 60: Vigastyr, Heiöarv. 14. Hakon Jarl, Heimskr. I 303, Blot ognbsp;frétt, Landn. 7; Ól. Tryggv. 2; Heimskr. I 33, 70; Flat. I 213;nbsp;Fornald. II 8; Lieb. 312 (5), 383 (48). Tac. Germ. c. 10. Blótspdnn,nbsp;Fagrsk. 76; Heimskr. I 70; Landn. 65; Fornald. Ill 31; Herv. 227;nbsp;hregtir, Skjaldedigt. 105, forstar jeg ogsa som: den der fseldernbsp;tenene, eller stror, ryster dem ud, jfr. verbets brug Rigsm. 38, Atlam. 46.nbsp;Völusp. 63: hlutvW (hlautvid) kjósa giver ikke nogen yderligere vej-ledning til forstaelse af varselskvistens modus operandi. Verbetnbsp;kjósa har en betydning der ¦— som det sa ofte er tilfseldet i gam-melgermansk — star midt imellem aktiv og passiv; det betegnernbsp;den modtagelse som er begrundet i en vilje der har haft valgetnbsp;og har taget sit parti. I religiost sprog betyder det altsa at fa,nbsp;eller tage, efter blot, ved anspaending af heiligheden (jfr. Helg.nbsp;Hjörv. 32). Derfra udgar pa den ene side betydningen: ville ognbsp;udfore ved hojere kraft (f ex. Fafnism. 12), den der er fortsat inbsp;moderne sprog som ‘trylle’, og pa den anden side: bestemme inbsp;folge hojere magtfuldkommenhed (se exx. Fritzner). Udtrykketnbsp;Völusp. 63 betyder derfor intet andet end at fa de foronskedenbsp;varsler, og dermed den foronskede lykke, altsa at leve i herlighednbsp;og glsede. — Naturligvis har der vseret andre udforskningsmetoder,nbsp;Strabon VII c. 2 synes jo at angive en direkte varselssevne i blodet.nbsp;Hjimiskv. 1 kan maske forstas pd samme made, men dette hiaatnbsp;er og bliver uklart; maske skal ordene tages som: sa pa udfaldet,nbsp;pa varslets budskab. Overgangen fra lod til offerblod ma i hvertnbsp;fald sa ga igennem betydningen: ‘det varslende', som jo i gammelnbsp;tanke var identisk med ’det varslede’ (jfr. heill etc.), lykken. Endelignbsp;har vel blotets magt kunnet finde frem gennem den hu der sadnbsp;inden i mennesket; det mserkedes vel pa visdomslykken, nar mannbsp;blotede efter indsigt, som Gunhild, 01. Tryggv. 2.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;61: Majestset,

125

selvfolgelig havde guderne en vilje lige sa vel som fraenderne — begge en vilje der i sine udslag bestemtes af at den var fred. —nbsp;Et karakteristisk ex. pa stilforandring, Heimskr. I 337 sml. mednbsp;Flat. I 191. Sagen er naturligvis kompliceret, fordl der dels ernbsp;tale om en stilistisk menneskegorelse, under indflydelse af frem-mede monstre, dels om en virkelig vaekst i gudernes personligenbsp;selvstsendighed (se pa et senere sted). Rognvald, Landn. 97, Flat.nbsp;I 222, Austf. 95, Erik Rode 17. Ikke end, jfr. Csesar I 50, ogsa 53;nbsp;Tac. Germ. 10; Agathias II 6. Varselsvsegt, Flat. I 188 f., jfr.nbsp;Jómsvik. utg. af Petersens (1882) 110 etc. 62: Havam. 144. Tognbsp;afsked, Landn. 7 etc. Vebjorn, Landn. 47. Halfdan, Flat. I 24.nbsp;Obs. hvordan de gamle forudsaetninger skinner igennem den kristnenbsp;tendens i Vita Ansgar. c. 27. Hente heill, Egil 152, Landn. 7,nbsp;Heimskr. Ill 450, Flat. I 144 jfr. 145, Kormak 46, RarS. s. snaef. 7;nbsp;jfr. heillum snila, Islend. II 59. Heill (nogen distinktion i betyd-ningen mellem fern, og neu. er der ikke) = lykke: Forns. 48 1. 10,nbsp;Svarfd. 17, Flat. I 538, Grettir c. 78, Kormak 20; = varsel; ord-sproget Mork. 116, smlg. Reginsm. 19 og 20 med 22. Illu heilli etc..nbsp;Flat. II 189, Islend. II 141, Svarfd, 7, GuSrunarkv. I 22, HelreiS 4.nbsp;Angels, jfr. Reow. 1217 med 204, Ancient Laws and Institutes ofnbsp;England 356 (32). Oldht., se Graff IV 864 f. 63: Landnamsmanden,nbsp;Landn. 7 etc.

Leg og Lefte.

64: Idraet, Flat. I 579. Hestekamp, Gliima 38, 51; Grettir c. 29, Rjorn Hitd. 47, Njala 264 ff., Reykd. 53.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;65: Skei, Topogr.

Journal 26nde haefte 55 ff., Norsk Hist. Tidsskr. 2 III 171, Daae I 51. Leg, jfr. Grimm; Deutsche Myth. 32; for angels, ma jeg nojesnbsp;med at henvise til Bosworth-Toller og Grein. Interessant er ogsanbsp;brugen af leg =r ritus Flat. II 93. Kamp, f. ex. Skjaldedigt. 170;nbsp;sserlig interessant ved de dybe associationer: drikke jul — holdenbsp;Freyrs leg, ibid. 23 (6). Moret os, Reykd. 100.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;66: Grettir c. 72.

Ligskjorterne, f. ex. J. M. Lund: Beskrivelse over 0vre-Telemarken (1785) p. 142, men et enkelt eller nogle enkelte citater giver jo ikkenbsp;kaernen: det selvfolgelige. 68: Den msegtige sereside, der er intetnbsp;flgurligt i et sadant ord som det Hall siger, Flat. I 419 1. 5 f. n.nbsp;Angelsachseren, Bibl. ang. Poesie HI 1, 196. Vèbendans, jfr. Tac.nbsp;Germ. c. 24; at ordet leg ofte gar pa dans, betyder ikke at dansnbsp;er grundbetydningen, men det er et vsegtigt vidnesbyrd om hvilkennbsp;rolle ceremonielle opforelser spillede ved festerne. 69: Gravollet,nbsp;Heimskr. I 65 f., Fagrsk. 84 f. jfr. variant. Den juridiske vurderingnbsp;er givet ved anerkendelsen af festen som arvingernes indgang, jfr.nbsp;Gul. 23 med 3die bog p. 141 med note, og med sprogbrugen inbsp;Fagrsk., — det legale er altid rodfaestet i noget reelt. Svensk

126

Diplomat. I n. 584; hvor vigtig en sag det var at fa dokumenteret arveollets rigtige afholdelse for 23 ar siden. Om betydningen afnbsp;‘arve’ se Norg. gl. Love Glossar, og Atlam. 75, Fagrsk. 84, Heimskr.nbsp;I 321, Egil 286 f.; Studier tilegn. Unger 219. — gilp er forskrivningnbsp;til fremtiden, ond eller god, Beow. 829, 640, 675, Bibl. Ang. Poesienbsp;I 370 (274). Verbet gilpan betyder at nyde bedriften, at kunnenbsp;hovere, Beow. 2055, 2583, Gen. 2017, og derfor er gilp ogsa detnbsp;ry man bar erhvervet sig ved sin dad, se Bosworth-Toller (dognbsp;ikke alle de exx. ban opforer under denne betydning), jfr. Beow. 868.nbsp;70: Vserrefsedring, Forns. 121. Torkel Hak, se 3die bog 41. Driknbsp;vel. Flat. I 180. Alle drikke, Heimsk. I 321.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;71: Hedin, Helg.

Hj. 33. Vaerdi som gudsdyrkelse, at der er det naereste forhold mellem lofte og festglaede, det bar man stedse pa det rene. Flat.nbsp;I 180, Fornald. Ill 633, Jómsvikingadrapa 11 (Carm. Norr. 69);nbsp;sammenhaengen var traditionel, med andre ord. Slip heltedad los,nbsp;Beow. 489; i kulturbelysning forsvinder alt maerkeligt ved dettenbsp;sted, hvordan nu end meoto skal fortolkes. Heorod, se foran p. 57,nbsp;jfr. Flat. I 66, Saxo I 94 (se 3die bog 80), Bibl. Ang. Poesie I 368.nbsp;Grund, Svarfd. 57, jfr. Islend. II 166.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;72: Ingolf, Landn. 6.

Angantyr etc., Herv. 207, 300, jfr. 233, Islend. II 42, Flat. I 388, jfr. Fornald. I 345, II 125, III 633, 661. Obs. Fornm. XI 26.nbsp;73: Mandjaevning, Flat. I 126; II 271; ib. I 66, et godt ex. panbsp;sagamaends aevne til at fortaelle kulturret. Overfor et sadant stednbsp;skal der ikke sporges; er det korrekt at det gik sadan til ved binnbsp;bestemte lejlighed (jfr. 01. Tryggv. 2)? Sagamanden skal, eller menernbsp;ban skal, fortaelle om et bortfaerdsol som baggrund for begiven-beden, og dertil er ban fuldt rustet. Om mandjaevning se desudennbsp;Eyrb. c. 37, Forns. 149, Mork. 186 f. Endvidere Bibl. Ang. Poesienbsp;III 1, 144 f.; sadan tager det sig ud for en kristen moralist,nbsp;obs. ordlyden v. 15 f. — Orvarodd, Fornald. II 265 ff., 546. Glumanbsp;(p. 16 f.) bar ikke forsmaet at bjaelpe sin belt pa gled med ennbsp;bersaerk, der sare belejligt kommer og forbaner Israel, fra dennbsp;statelige mand i hajsaedet til den ringeste ved doren. Det kundenbsp;dog vaere at der bag skablonen titter en tradition igennem. For-fatteren far, abenbart uden ret at vide af noget, en gammel formelnbsp;pa tungen, nar ban siger at bersaerken gik fra mand til mand ognbsp;leiiadi ordheilla, sporgende den ene efter den anden om ban turdenbsp;male sig med bam. Ordbeil er lykke i ord, i ry (jfr. Iste bognbsp;170 med note, Hyndlulj. 50 = ondt formaele), og formelen er abenbart beslaegtet med at leita heilla. Vi kan vel gengive den mednbsp;'at bente aerens blotbeld’. Optrinnet finder sted ved et blot, mennbsp;fortselleren bar belt tabt traden, og den festlige mandjaevning ernbsp;degraderet til at indfange den gode bistorie om tournerende ber-saerker. 75: Endride, Flat. I 456 ff. Digtet, se Sturl. I 19, Beow.

127

856 ff. jfr. 1063 ff. 76: Historie, Daae I 52 giver interessante minder fra tolkelivet. Egil 286. Völustein, Landn. 171. Vatnar,nbsp;Origines Island. I 272, jfr. Flat. I 214 f. 77: Arvekvsede, obs. ord-lyden Egil 286; bevarede arvedrapaer Skjaldedigt. 57, 150, 164.nbsp;Sml. Jordanes 41. Se ogsa den karakteristiske paragraf Söderm.nbsp;iErf. 7; det betod noget at fa den nodvendige 'hseder’ med pa vejen.

At blote.

78: Floki, Landn. 5. 79: Harek, Flat. I 261. 0gvald, Flat. I 375; det skaelmske bliver ved kontrasten naesten til ironi, idetnbsp;denne fortselling, som bserer den folkelige oplevelses stempel, ernbsp;sat ind i en gejstlig sermo. 80: blotet, f. ex. Ragnar 133, Fornald.nbsp;III 211; ejendommeligt nok bliver det i den sekundsere sprogbrugnbsp;identisk med at heilla, Bar5. snsef. 30, Völs. 152.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;81: Olav Heil.,

Flat. II 25 ff. jfr. ib. I 526. Eystein, Ragnar 132 f., 138 jfr. 131. At man 1 Sverrig nogen sinde har kaldt sit gode blotnod fornbsp;Sibylle, tror vi ikke pa en sagamands blotte ord, men navnet bornbsp;ikke tjene koen til forklejnelse. Blotmanden, Eyrb. cc. 7, 11;nbsp;Landn. 42 (Gislesagaens version, 140, med dens dativ er misfor-staelse eller usaedvanlig sprogbrug, se varianten Hrolf 85); Flat.

I nbsp;nbsp;nbsp;23. I den krigerske selvblotning (Olav Tryggv. 29, Flat. I 88,

II nbsp;nbsp;nbsp;72) er jo kraften den samme som i Torolfs og Rauras handling,nbsp;men der kommer et element til, som falder uden for den snsevrerenbsp;gudsdyrkelse, som senere skal vises. Beslsegtet med selvblotningnbsp;er ogsa selvmordet, nar det foretages p5 det heilige sted (Herv. 227,nbsp;Landn. 17); ved saledes at forsikre sig i helgen undgik man dods-faren. 82: ^ttens hovding, Bisk. I 473; obs. udtrykket Erik Rodenbsp;56 1. 17. Hildetand, Fornald. I 374, Saxo I 361, Hyndlulj. 28;nbsp;som ssedvanlig tror jeg p5 meningen i ordene som de star. Sml.nbsp;Fornald. III 210, II 242 1. 1 ff.; den uhyre forskel mellem dissenbsp;linjer og deres kulturelle forudssetning er klar nok, men lige sanbsp;let ses det hvor lille en brydning i tankegangen det er der frem-kalder omvseltningen. Flat. I 292 siger ogsa under legendarisknbsp;form hvad der kendetegnede en heilig, guddomsstmrk mand. ¦—Vegeir,nbsp;Landn. 47. Eyvind, Flat. I 385, Ól. Tryggv. 36; jfr. Flat. I 393 ff.:nbsp;det kendes noksom gennem den kristne fremstillingsmade hvadnbsp;slags msend sadanne som Raud var inden for den gamle ssed.nbsp;Halfdan etc., Flat. 1 566; Landn. 12 (det underlige tilnavn be-hover ikke at skrsemme os). Flat. 11 7: en religionshistorisk ud-vikling, der er interessant for overgangstidens psychologi, idet dennbsp;jo udtrykker pa en prik hvad der skete ved ssedskiflet: de stserke,nbsp;blotede vsesener hlev tryllede eller forheksede. Men den har ikkenbsp;mindre interesse derved at den helt igennem er inspireret af den

128

gamle sseds forudsaetninger, og derfor er radikalt forskellig fra klaerkespekulationer; forvandling fra blotet til tryllet er, nar altnbsp;kommer til alt, overgang fra fred til 'uhyre’ nidingstilvserelse.nbsp;84: Freyfaxe, Austf. 97 ff. Agrip c. 12 spiller over en sserlig konge-etik. Sml. hermed at visse folk som helhed var heiligere end andre,nbsp;var blotfolk (Tac. Germ. 38, jfr. 31), og at de heilige hovdingersnbsp;jorder var blotland (se 3die bog 153). 85: Angelsachser, Bedanbsp;II 13. De sydlige folk har pa adskillige punkter vaeret Isengerenbsp;fremme i retning af at fore de sociale former ud i stereotypnbsp;embedsmaessighed (om Danmark og Sverrig ved vi jo desvaerrenbsp;sSre lidet); og hos dem er abenbart hist og her konsekvensennbsp;draget af sservielsen. I hvert fald omtales tidlig en fast prseste-stand (Tac. Germ. 7, 10 f.; Ammian. Marcell. 28, 5, 14); men vinbsp;ma ikke glemme at vi kun far generalisationer, og at generalisa-tioner meget vel kan skjule en uensartet mangfoldighed. 86; Blotenbsp;lunden, se 3die bog 144. Blote guderne. Gul. 29, Grag. I 22; Flat.

I nbsp;nbsp;nbsp;264 nederst, 387, 439; Skjaldedigt. 42 (2), 158 (6); Helge Hund.

II nbsp;nbsp;nbsp;29 prosa, Fjölsvinnsm. 39 etc. Maske har sprogbrugen vaeret

en anden i svensk, üpl. Kirk. 1, men jfr. Gutal. 63 (22). Fra den kristne angelsachsiske sprogbrug kan intet sluttes, da anvendelsennbsp;aldrig gar pa germansk gudsdyrkelse. — Milde, blide etc., Vafj). 17;nbsp;Grimn. 6; Lokas. 4, Oddrün. 9; VafJ). 13, 25; Skjaldedigt. 119 (16).nbsp;87; Hvitaby, Ragnar 130 jfr. Fornald. II 132 ff. Blotede gudernbsp;vserre, jfr. f. ex. Flat. I 292. Legenderne, Flat. II 190, Heimskr.nbsp;II 345. Sonargalt, Helg. Hj. 30 prosa, Herv. 233 jfr. Both. 351.nbsp;Herom se Sievers i Paul und Braune’s Beitrage XVI 540. 88: Spa-mand. Flat. I 419. Glemselsdrik, GuÖrünarkv. II 21 jfr. Hyndlulj.nbsp;38. Stalleringen, Glüma 76. Vsedder, Ljósv. 126. Heimsk. I 186,nbsp;jfr. beskrivelsen af kristen skik Bisk. I 195, Flat. 1394.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;89: Herv.

297. Kormak 48; jfr. Herv. 228, Hyndlul. 10, Flat. 11184: stallen eller borgen, som de to ligevaegtige manifestationer af magterne,nbsp;se foran 5 ff. med noter. 90: Egil, Heimskr. 50, Skjaldedigt. 10nbsp;(17 f.). Blodforeningen, nemlig ved at blande blodet i mulden panbsp;jorden; det afgorende sted var enten fodsporene eller jorden undernbsp;den oprejste graestorvstrimmel. Denne ritus har jo paralleller nok,nbsp;men dens egentlige hemmelighed er os fordulgt. Ved fodsporenesnbsp;hellighed kan man vaere tilbojelig til at taenke pa den sko dernbsp;figurerede ved setledningen; ved grsestorvsceremonien har vi kunnbsp;lose gisninger. Exx.; SigurSarkv. Brot 17, Saxo I 40; Gislell; jfr.nbsp;Lokas. 9, Fornald. II 445, III 376.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;91: Blote med offerdyr, Forns.

50, Bisk. I 23, Fornm. I 174, jfr. Atlam. 78; Gutal. 63 (22). Med mad og drik, jfr. udtrykket Heimskr. I 192 (10 f.); Gutal. 7 (5),nbsp;63 f. Torolfs son, Landn. 165. Grég. I 22.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;92; Ophaenge i

blothuset, Landn. 121, jfr. Forns. 141 overst. Det tekniske ord

.129

for den side af ofret er fórn, jfr. Flat. I 144, 213. I forlsengelsc af den gamle sprogbrug bruger den kristne literatur fórn badenbsp;om blodigt offer og om votivgave (se exx. hos Fritzner). Atlam. 5nbsp;har muligvis en dybere betydning. ^ Man ‘giver’: Forns. 143, Herv.nbsp;233, Austf. 96, Eyrb. c. 7 etc.; Ol. Tryggv. 24. Der kan, somnbsp;senere skal omtales, i dette »give« komme en tone som antydernbsp;at guden ikke Isenger er den fodte ven, men en erhvervet. I sinnbsp;grund betyder det noget andet, som bedst oplyses ved det parallellenbsp;eigna (jfr. f. ex. Fagrsk. 85, Flat. 1 283), der jo betegner dennbsp;assimilation og livsforening som er grunden i al ejen. Se heromnbsp;sidste cap. i tredie bog. Her har vi ogsa den oprindelige sammen-hseng mellem betydningerne leg eller ritus og gave, i et ord somnbsp;angels, lac. En interessant efterklang er Fornald. III 389: givet =nbsp;vist til sit sted, d. v. s. inspireret med bserekraftig lykke, som kreaturet,nbsp;som ollet blev det, og som den dode matte blive det for at sikresnbsp;mod undergang. I denne egnelse og ophojelse til lykkeforendenbsp;vaerdighed modes blotdyr og offerdyr, derfor kan det forste ordnbsp;vel bruges om de sidste, selv om det ikke er almindeligt (Egil 244).nbsp;Blot hedder alt som er ‘helliget’ til den hojeste lykkekraft gennemnbsp;kultens anspsendelse. Eidsiva Krist. 24 naevnes lerblot og madblotnbsp;som forbudne varer i en kristen husholdning; jfr. Flat. III 246,nbsp;Skjaldedigt. 82 (52).— At blote, Cavallius II 382, Rietz: Ordbok 42;nbsp;jfr. Forns 36 (24), Gisle 53, Norg. Gl. Love II 418, Flat. II 643,nbsp;og Bisk. I 43 med den religiose baggrund. 93: Modetvang, jfr.nbsp;Glüma 16 (25) med Adam af Bremens bemserkning om de viderenbsp;samlag, IV 27. — Gilderne, Norg. gl. Love V 13 (29 f.); Studiernbsp;tilegn. Unger 219 (7). Da. Gild. I 12 (34), 26 (29), 70 (6), 91 (5),nbsp;Smast. 42, 129, 132. — Exclusiv, Budstikken II 744, E. Holme: Franbsp;Telemarken (1911) 33, Nicolovius: Folkslifvet i Skytts Harad 72,nbsp;Gaslander 256, 271 der citeres med alt forbehold; lysten til atnbsp;overhaelde en uvelkommen gaest netop med kodsuppen horer tilnbsp;disse survivals som man med storste lethed kunde forklare ud franbsp;alderdommelige synspunkter, hvis man bare havde mindste holde-punkt for deres selde. 94: Sigvat, Heimskr. 11170 ff. Egil 130 ff.,nbsp;jfr. 152 f. — Om kvindernes stilling i kultlaget ved vi intet, udnbsp;over dette, at de tjente ved hornet. Drikkekredsen var en mands-ring, og det er karakteristisk at tvemenning hyppigst bruges omnbsp;samdrik mellem mand og kvinde. Frost. IX 9 tyder jo pa atnbsp;kvinderne ved visse lejligheder har haft en egen drik; gfir fvertnbsp;golf (som er noget helt andet end um fveran, se foran note tilnbsp;p. 33) tyder jo pa at de ikke sad sammen, men nar og hvor, omnbsp;alene eller i msendenes nservaerelse — de sporgsmM hjselper ingennbsp;gisning os over. Hakon Gode, Heimsk. I 185 jfr. Norg. gl. Lovenbsp;V 11 (3).

Vilh, Grenbech IV. nbsp;nbsp;nbsp;9

130

Feststilhed og Festlarm.

97: Floki, det er jo en forudsaetning for enhver blotning, det vsere sig af dyr eller mennesker, at man kan bringe hele lykkennbsp;til ssede i den helligede. Det har vaeret nodvendigt ved indflyt-ningen i den ny bolig at samle hele tilvaerelsen i et blot, og sa-ledes at bringe guderne ind i den ny heiligdom. Hrafnkels blotnbsp;pa Adalbol er sikkert typisk (Austf 96 1. 16 f.). Derfor blev detnbsp;ny gudshus ikke det vi umiddelbart taenker, et nyt kapitel der inbsp;tid knyttede til sin forgsenger, og fra et vist ojeblik i fortidennbsp;pegede over mod sin forudsaetning et andet sted. Aflaeggeren varnbsp;sidestillet med sit ophav; den havde samme indhold, og den raktenbsp;lige sa sikkert op i altings urgrund. Jfr. om klenodiets aeldenbsp;3die bog 52. — Brister en ring etc., f. ex. Islend. II 10, 16; Flat.

I nbsp;nbsp;nbsp;67. 98: Forvarslet, f. ex. HeiSarv. 82 ff., Glüma 53, jfr. Njalanbsp;698 f. og lign. Derudfra skal forstas de store aettedromme, somnbsp;Heimskr. 1 94. Komme frem. Half 11, Laxd. 115, 245; kyndigenbsp;folk Ander de kommende sar ved at overfole legemet, Reykd. 29,nbsp;Heiöarv. 77. Varselstvekamp, Tac. Germ. 10, jfr. Agathias 1 2,nbsp;der véd at byen hedder Snerpe; Paul. Diac. I 12; Gregor Tours

II nbsp;nbsp;nbsp;1 (2); Saxo I 132 f., 170 f Og se endelig ordlyden Flat. I 577 f.

Til heilla, Eyrb. c. 44; Flat. II 72, naturligvis havde Odin viet spydet, men at vie var ikke en kunst den guhbe havde for sig;nbsp;hans optrseden betyder religionshistorisk udtrykt, at blotet varnbsp;lykkedes (se foran p. 81).nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;99: Indsvobt i fremtid, hermed far

ogsa forst brageloftet sin egentlige vaerdi: det er en absolut fore-gribelse af frem Aden. Nar der undertiden tilfojes et alternativ: ‘eller ogsa do', har det ikke den reservationskraft som vi uvilkarlignbsp;laegger ind i det. Fra forst af havde det vel naeppe nogen pladsnbsp;i loftet. Den simple form for Svends lofte som vi Ander f. ex.nbsp;Heimskr. I 321, Jómsvik. (Petersens 1882) 94, Jómsvik. i lat. over-ssettelse (Giessing. 1877) 37, er ikke uoprindeligere end Fagrskinnasnbsp;version — tvaertimod. Sml. de andre lofter som er citerede foran p. 72,nbsp;Derudfra skal vi ogsa bedomme den tilsyneladende modssetningnbsp;mellem uviljen mod at holde gravol og ssette sig i hojssedet fornbsp;haevnen var fuldbyrdet, og trangen til fa arveollet fra handen sanbsp;snart som muligt. Loftet (som Islend. II 166) rejste fremtiden,nbsp;hvis man kunde aOaegge det. Gisle 25, 31 omtaler gravol fornbsp;haevn, nogen grund til at drage rigtigheden i tvivl er der naeppe.nbsp;Til grund for Herv. 264 Agger netop manddomsloftets aevne til atnbsp;habilitere sin mand, men det som var en ubetinget forudsaetningnbsp;er gjort til loftets indhold. Analog! er Harald Harfagres lofte omnbsp;ikke at lade sig klippe (se 3die bog 162). Begge er i formen

131

kulturhistorisk set sekundaere. Om arveollets normale tidspunkt ved vi ikke meget. Der synes jo hist og her at have fundet ennbsp;tvedeling sted, i et udfserdsol og et egentligt arveol, og denne doh-belthed ma forstas i analogi med fsesteol og brudeol, men nogennbsp;stor betydning har den ikke haft. Jfr. Laxd. 15, Bisk. I 837,nbsp;Gul. 23. I arsmót og lign. spiller sydlandske forestillinger stserktnbsp;ind. — Norsk brudgom, Topograf. Journal, hsefte 26 p. 45, jfr.nbsp;J. M.Lund: Beskrivelse over 0vre-Telemarken 153 og Yng. Nielsen;nbsp;Trsek 61, hvis begrundelse jo ogsa har sin gamle interesse. Ognbsp;her kan vi trygt minde om bondens tro pa at den der kommernbsp;forst hjem fra kirke juledag, far forst indhostet, etc., f. ex. Gaslandernbsp;271. — Darrad, Njala 898 ff., jfr. udgaven i Edd. Min. 102 : Beda II 13;nbsp;hvor han har faet den historie fra, kan vaere os ligegyldigt her;nbsp;vi ved nok om Angelsachserne til at sige at den illustrerer et traeknbsp;i deres forhold til ssedskiftet. Nordboen, f. ex. Flat. I 402, II 425,nbsp;Bisk. I 39; jfr. Forns. 98 1. 19: horfin-heilla = uden lykke og udennbsp;lys over fremtiden. Alle som deltog i blotet var sikre pa frem-tiden, og den tryghed matte man have med over i kirken, HeiÖarv. 22,nbsp;Eyrb. c. 49; senere tiders letkobte vittigheder falder tilbage pa denbsp;lattermilde. 104; Drak rigtigt, se eftervirkning: gt;Gud give dem livetnbsp;sa let som jeg drikker skalen ret«, og lign., Norsk hist. Tidskr. 2 III 199,nbsp;Peder Syv II 299. Drik ud, Heimskr. I 66, Egil 262, Vols. 143,nbsp;Fornm. Ill 189 f., etc. jlr. Smast. 123, Da. Gild. I 173 (22). Tor,nbsp;Sn. Ed. [F. J.] 50 f. Hirdskik, Fornm. VI 240, Mork. 46, hvornbsp;pointen er at hirdmanden hjaelper sin kammerat ved at drikke en del afnbsp;hans horn, jfr. f. ex. Sturl. II 107. sleituliga og lign. betyder: sadan atnbsp;man ikke overholder ritualet; almindeligvis gar det pa en der knibernbsp;ud, og ikke drikker hvad ham tilfalder, Egil 262, Fornm. VI 241,nbsp;jfr. Flat. II 452, hvor der er tale om friere drikkesset, men med denbsp;samnie forudssetninger. Kampen mod drikketvangen har sat sig spornbsp;i gildeskraer, se som enkelte exx. Da. Gild. 1 226 (13), 254 (2),nbsp;265 (6), 539 (32), II 19 (19), etc. Lübeck Urkund. VI n. 301 p. 332nbsp;etc.; fra aeldre tid Mon. Germ. Hist. Cap. R. Franc. I 64 (26),nbsp;Migne: Patrol. Lat. (Hincmar) GXXV 776. — Verdensorden, se 2dennbsp;bog. 105: Goter, se Ulfllas Rom. XII 1, Luc. II 37, Joh. IX 31.nbsp;Gildedekorum, hvad brodrene taenkte om deres forskrifter for godenbsp;seeder, og hvordan de begrundede dem, kan vsere et sporgsmal afnbsp;stor interesse for middelalderens historie. Her ligger tonen pa dennbsp;ydre form, som er fulgt med drikningen over i kristendommen,nbsp;den tekniske behandling af minnet, og den dermed folgende uvil-karlige aerbodighed for gildets druk; Norg. Gl. Love V 9 (22),nbsp;12 (19); Studier tilegn. Unger 219 (11); Smast. 20 (10), 122 f.,nbsp;130 (11, 14), 133 (23), 134, 143 (7 ff.), 144 (18), 146 (37), 150;

9*

Skraord. 70 (48), 108 (26, 28), 200 (45 f.); Da. Gild. I 66 (42), 172 (12), II 209 (30). Jfr. ogsa English Gilds 81, 87 f., 95. - Lidennbsp;glaede, Gluma 16; her var sagamanden ikke afhaengig af tradition,nbsp;jfr. Heimskr. I 192, og se foran p. 71. Idealet er udtrykt i detnbsp;angels, digtersprog med dels seledream etc.

Foruden de i de foregaende bind nsevnte:

Bibl. Ang. Prosa = Bibliothek der angelsachsisehen herausg. v. Grein etc.

English Gilds ed. by Toulmin Smith. Early English Text Society 40. London 1870.

Wright-Wülcker = Anglo-Saxon and Old English Vocabularies ed. by Wright. 2nd Ed. ed. by Wülcker. London 1884.