VAN HAMEL

599

E DONATIONE

A. G. van HAMEL

PROFESSORIS ORDINARII INnbsp;ACADEMIAnbsp;RHENO-TRAIECTINAnbsp;1923-1946

VILH. GR0NBECH

MIDGARD OG-MENNESKELIVET

VOR FOLKE^T 1 OLDTIDEN

ANDEN BOG

K0BENHAVN

FORLAGT AF V. PIOS BOGHANDEL

— POVL BRANNER —

VILHELM THOMSEN

TILEGNES DETTE V^RK

I gt;ERB0D1G TAKNEMMELIGHED

Rettelser.

g. 117 1. 21 Ises Bil.

154 - 19 og pag. 155 11. 4, 16, 28 laes Torolfs.

Verden.

4fler langvarig, opmaerksom beskuen af en genstand fnler man en urolig trang til at se den pamp; dens baggrund. De mèlnbsp;som formerne har givet iagttageren, krsever omsaettelse i dimen-sioner for at fó del i verdens virkelighed.

For den der fordomsfrit genoplever hsevnen, samp;dan som den var, genoplever aeren, sédan som den bevaegede menne-sker, sé ré og sé ophojet som den virkelig var, for ham vilnbsp;vore forfaedre fé nyt liv. De vil begynde at rore sig, og i til-skueren vaekke en medfolelse, der er lige sé dyb som fjaernnbsp;fra den idealiseren hvori en moderne tidsalder adler sine poeti-ske eller politiske fikse ideer. Vore forfaedre lever virkelig fornbsp;os; men kunde vi komme til at se disse mennesker, hvis liv i aerenbsp;og lykke vi har laert at kende, som del af verden, og til at senbsp;lykken som led i menneskers begreber om liv overhovedet, vildenbsp;béde menneskene og lykken fé dybere realitet. Desvaerre stérnbsp;der meget i vejen for en sédan reduktion af det selvgyldige tilnbsp;et betinget. Vi ved sé lidt om Germanernes kosmos. Detnbsp;bliver ofte nodvendigt at tale over hovedet pé vore forfaedre,nbsp;og sporge den bag disse stéende menneskelighed om meningennbsp;i de spredte antydninger vi har féet. Og en sédan nodhjaelpnbsp;gér man ikke til uden en vis selvovervindelse.

Vilh. Grenbech 11. nbsp;nbsp;nbsp;1

Midgêrd kaldes den verden som meniieskene lever i, og den straïkker sig vidt ud til alle sider. Yderst ude, hvor him-len lukker sig sammen med jorden som mennesker star pS,nbsp;eller med havet som de fisker i, der har menneskeverdenennbsp;sine graenser. Vejen derud er laengere end hjemmefodningennbsp;almindelig tror. Man kan gé, eller sejle, dag efter dag, fem,nbsp;maske fiere dage pa rad, forend man kommer til de bjaerge dernbsp;stsenger om mennesker, eller til det dybe hul hvor vandenenbsp;bruser ned.

Derude pa Midgards graenser modes veje fra neden og fra oven. En bojer sig stejlt tilbage, men hvor den forer hennbsp;far vi aldrig rigtig at vide. Sagen er vel den, at ingen ernbsp;kommen den vej. Broen, som snait hedder Bifrost, snartnbsp;Bilrost, stér nemlig i lys lue — derfor stréler den vidt ognbsp;bredt i sine farver, — og er ufremkommelig for alle vaesenernbsp;der ikke kan faerdes i ild. Den forer dog vel til et ovre land,nbsp;et som ligger over hovedet pé mennesker i Midgérd.

Pa den anden side leder en vej nedad til den tredie verden, den som straekker sig bade udad fra Midgérd og ind under Midgard; vejen falder gennem dybe og morke dale,nbsp;gennembruste af iskolde, frédende stromme. Der er klamtnbsp;og gungrende i dybningerne, men grunden er fast; vejen baerernbsp;dodelige sé vel som dodninge, og den er ofte befaret, sé atnbsp;man ikke behover at vaere uvidende om hvor den forer hen,nbsp;og hvad man finder ved enden af den.

Den Iredie verden er, sé vidt man ved, uendelig vidtstrakt. Intet hindrer en dristig aeventyrer fra at traenge frem i det landnbsp;som breder sig udad fra Midgérd og nedad i frostdybet, nérnbsp;ban tiltror sig mod til at drage frem pé det uvisse, tiltror signbsp;styrke og snildhed til at ébne vej gennem farer og vanskelig-hfcder og fristelser af helt anden art end dem der gives pé

jorden. Han maa vsere en stasrk mand, ti hemde mMes styrke efter mangedobbelt stnrre mèl, — og dog, hvor stor hans kraftnbsp;end er, slAr den kun til overfor de mindre ting; for resten mamp;nbsp;han fylde i med snildhed og snuhed. Men heller ikke snild-heden efter menneskeligt mal slar til; ti alt hvad han ser, ernbsp;af frcmmed natur, — han ma vtere en stor gsetter.

Der er vel ikke mange som vover sig sa langt bort, og en del af de seventyrere hvem intet skr£emmer, bliver vel nok der-ude. Men der er altid kommet sS mange hjem fra Udgards-fserden, at man ved fra ojenvidner hvordan hin verden ser ud.

Disse ojenvidner sagde, at nar man kom over Midgards graenser, forsvandt det lys som skinner over jorden. Dagennbsp;aflostes af skummelhed, skumring, med vildtflakkende skser,nbsp;som blaender og forvirrer uden at sprede morket. Vejen gamp;rnbsp;frem over fugtige, rimslagne fjselde, hvor iskolde vinde fejernbsp;nedover; gennem floder der fosser med edder og med svaerd.nbsp;Rundt omkring sidder utysker, hverken mennesker eller dyr,nbsp;og nidstirrer. Deres ojne udskyder et uhyggeligt lys, som ennbsp;lue; ünden stSr ud af halsen pè dem i tykke skyer, og den ernbsp;sêi skarp, at hSret svides af og ojnene blindes. De sidder ognbsp;slider over lig. Laengst ude faerdes — efter hvad man fort£eller,nbsp;sd langt er dog nseppe nogen ndet, — ornejaetten Ligsluger: ndrnbsp;han basker op fra et lig og hopper over pd et andet, da udgdrnbsp;der en sddan storm fra hans vinger, at den suser helt ind overnbsp;jorden.

Alt er haesligt, og alt er uhyggeligt: fuldt af skuffeiser og overraskelser for den hvis ojne er vant til menneskelige mdl.nbsp;De menneskelignende skikkelser som fserdes derude i tage-dunklet, er sa uhyre, at man naeppe i tide bliver dem var somnbsp;levende. Hvad der synes en kloft, viser sig mdske at vserenbsp;en husport, og midt i den stdr en jaette pd skrsevs over dalen.

1'

Inde i hulen sidder hans kvindfolk og rager i et bal, gra, lang-hdrede, i stillinger som rober alle lemmers hseslighed. De stramme som vandreren mi igennem, bar en anden natur endnbsp;vandet i Midgard; ti nar ban kommer ud i dem, vokser denbsp;om ham og ter sig som levende, hadefulde vsesener. Og sSdannbsp;er alt derude, opfyldt af en fremmedartet vil je. Intet er hvadnbsp;det synes. Alt bestdr af synsforblsendelser og sindsforvildelser.nbsp;Hvad der ser ud som dodt, bliver levende nSr man stotter signbsp;til det.

Kun en usaedvanlig lykke, der ikke blot kan sno sig frem, liste sig igennem, men en som kan gaette sig til det hemmelig-hedsfulde vsesen i alt hvad der moder, og smede forsigtig-hedsregler af en anden art end de jordiske, kun den frelser sinnbsp;mand igennem.

Sédan er Nordmsendenes fortaellinger om deres »Udgérd«. Laengere sydpé ma verden have haft et andet udseende. Jegnbsp;taenker mig at den somme steder har vaeret at ligne ved ennbsp;stor rydning, rundt om hvilken morket skyder op i stammernbsp;og grene, sammenfiltrede til en fast mur. Bagved er det stednbsp;hvor de fredlose lusker om sammen med ulvene. Ogsa der ernbsp;merkt og téget. Der gar stier som ikke er veje, fordi de ikkenbsp;er sédan som menneskefodder traeder dem til. Der er storenbsp;sumpvande under urolig, forhekset skov. Fra soerne kommernbsp;uvejr, nér vinden rejser vandet og driver det som uheldskyernbsp;ind over jorden, sé at dagen morkner. I »jaernskoven« husernbsp;vanskabte jaettekvinder med deres yngel; nsesen og kloernenbsp;er svaerdskarpe, og flaenger lige godt i menneskekod. Kuld panbsp;kuld bringer kaellingerne til verden, ulve og tusser imellemnbsp;hinanden. I det moradsopfyldte morke, hvor grenene er jsern-kloer, som hugger i vandreren, famler han forvildet om, indtilnbsp;han ender som utyskefode. Kvaeg som forvilder sig derind,

kommer ud igen med tydelige maerker af at der er blevet andet pa det, og det duer til ingenting.

Man kunde gaette pa en tredie Midgard, hvis graenser skab-tes derved at himmel og jord lukkede sig umiddelbart sam-men. Maske er historiën om Hading og bans besog i under-verdenen, eller rettere, noget af den historie, kommen fra et land hvor horisonten var verdens vaegge. Man gik da — somnbsp;mange har gaet til andre tider, — gennem himmelranden somnbsp;gennem en mork, taet sky, et fast morke, og kom sS ud pènbsp;vide sletter, hvor alt var godt og lysteligt at se til. Men modtesnbsp;man ikke der af noget skraemmende og skraekkende, sa varnbsp;det blot fordi farerne 1amp; sa meget des mere skjult. Faelles fornbsp;alt udenjordisk er uberegneligheden, ojenforblsendelsen og ore-forvirringen. Grenen bliver til en slange idet man griber omnbsp;den, og hugger til dode. Vaesenerne derude kan dreje balsennbsp;om pamp; den fremmede ved blot at se pamp; ham. Frugter og vsed-sker har sindsforvirrende kraft. Mennesker kender ikke ting-enes natur, sadan at de kan besvaerge og afvserge onde folger.

I skarp modsaetning til angsten for bin verdens udmarker st^r glaeden over Midgard. Med glade ojne ser mennesker hennbsp;over marken. I Beowulf hedder det om menneskeverdenen:nbsp;»En som kendte menneskers fornsksebner, dem fra fordumsnbsp;tid, ban sagde, at den almsegtige skabte jorden, de skinnendenbsp;vange, omrislede af vande; den sejrstolte satte sol og mane tilnbsp;at lyse for jordens folk, smykkede jordens skod med grene ognbsp;l0v« — som modsastning til uhyrets landomrade, hvor de stejlenbsp;klofter kun lader en smal eenmandssti sno sig frem, hvor denbsp;ukendte veje gSr ned over bratstyrtende klipper, med mangtnbsp;et troldebo; ud over den grè sten luder uglaedelig skov; i van-det tumler sig sselsomme orme, og trolde strsekker sig pamp; nses-sene. Det er den germanske modsaetning mellem land og uland.

I deniie sammenhseng gor det ikke sê meget at digteren karak-teriserer gt;landet« i fremmede ord, og herligger dets mildhed ved at beskrive det som grundlagt i en udenforstamp;ende gudsnbsp;beslutning, forskonnet ved at bsere afglansen af hans skaber-vilje, — her er blot tale om den afgarende forskel; det ene stednbsp;er ode, hjemsted for ondskab og ulykke, det andet bolig fornbsp;folkeskaren, levende i »lykke«, i »fred«, i »sere«. I steden fornbsp;den angelsachsiske digters »skinnende vange« kan vi jo ganskenbsp;simpelt sastte Nordboernes nogterne »mangenyttige jord«, fjoln^/tnbsp;fold. Om hint hedder det: Selv hjorten som flygter gennemnbsp;skoven for hundene, lader hellere sit liv end han giver sig ud inbsp;hin so; det sted var ikke — ja, hvad? Vi kan lige samp; godt ladenbsp;det gamle ord heore stamp;, ti ethvert moderne substitut skal dognbsp;belaesses med forklaringer for at M den rette tyngde. Ordetnbsp;heore, moderne tysk geheiier, pd oldnordisk hyrr, betegner detnbsp;milde, det Wide, behagelige, trygge; og modstetningen unheore,nbsp;iihyrr er — ikke det noget barske, ubehagelige, men — det uhyg-gelige; et sted, en tilstand, en atmosfaere som mangier alt hvadnbsp;mennesker behover til at leve; den lykkelose luft som kvselernbsp;dem. »Hyre« er med andre ord det »lykkelige;lt; i gammel for-stand, og sd behover vel ikke mere at siges? Hint sted ernbsp;»uhyre«; dette sted, menneskenes bolig, hedder »frydefuidtnbsp;hjemsaedec. Skoven som hsenger ludende over sumpen, kaldesnbsp;ïuglsedelig, glsedelos», tom for den fryd som der netop er sdnbsp;fuldt op af blandt mennesker. Fryd er menneskelivets kende-maerke; at gd hort herfra kalder Angelsachserne at »opgivenbsp;fryd«, fryden ved mennesker, fryden ved verden, hallens fryd;nbsp;det er at forlade glaeden ved frsenderne, glaeden ved aeren, vednbsp;jorden, ens arveland, det frydefulde hjemsaede.

Underligt nok, kunde man synes. Det skortede jo ikke pd uhygge her i Midgdrd. Bdde trolde og trolddom gjorde sig ret

jaevnlig bemaerkede. Midt ind i den fagre jord, ind i det herligste liv, den sknnneste og storste af alle kongshaller, hvor saljubelennbsp;klang hojest, op blandt de tapreste af maend, de mest livskserenbsp;og dodsforagtende, skyder jo en skonne dag netop det »uhyre«,nbsp;i Grendels skikkelse. Der star troldskabet, med alt hvad denbsp;tapre frygter fremfor noget: dod i vansere, i fejg rsedsel, i bses-lighed, nemlig uden kamp og uden ligfaerd.

De gamle har ret pamp; deres vis, nar de siger at verden er stor, at man skal drage af sted bade dag og nat for at kommenbsp;ind i selve uhyggen og dodsriget; men de ved ogsamp;, at verdennbsp;ikke er storre end at grsensemagteme meget vel kan namp; at gribenbsp;indover til tider. De fleste folk har deres Hadeshelte, som farernbsp;sS langt bort at de helt opsluges af jsetteverdenen, og kommernbsp;hjem igen til stammen som fra et fremmed land; sS har velnbsp;Nordmaendene ikke vseret ene blandt Germanerne om at fortsellenbsp;slige langvejsaeventyr. Men disse sagn fik deres interesse, ognbsp;deres virkelighed, fra dagligdags erfaring. Hint »uland« kundenbsp;man selv gore bekendtskab med en mils vej eller to fra hjem-met; og netop fordi enhver tilhorer havde mamp;ttet opleve et ellernbsp;andet »nlykkeligt«, kunde ban vurdere det virkelighedstro i op-dagerens nogterne redegorelse for sin fserd.

Der borer mere end simpel fantasi til for at flytte sig over i og fole sig hjemme i den gamle verden, med dens Midgamp;rd dernbsp;stSr i universets centrum. Man kan ikke konstruere de givnenbsp;fakta sammen til et billede, — som de talrige mislykkede for-sog pè at kortlsegge Nordboernes kosmos viser. Virkelighedennbsp;stemmer ikke med det klare skema i sort og hvidt som vi fSrnbsp;ud af det. Ganske vist boede jaetterne bag horisonten, mennbsp;hvordan forener vi det med at de om natten pusler lige udennbsp;for husdoren? MidgSrd er egentlig kun dagens verden; sanbsp;snart solen gamp;r ned og mennesker trsekker sig ind i deres huse.

forvildes, forrSes jorden. I virkeligheden er verden ikke den samme ved nat og ved dag, lige sk lidt som en ulykkesmand,nbsp;der om dagen gar rundt med menneskeansigt og ser ud somnbsp;alle andre, men om natten lister i ulveham og farer som etnbsp;glubende vilddyr omkring. Alt det »uhyre«, der om dagen liggernbsp;bastet af lyset, rejser sig sè snart solen svsekkes, og strejfer omnbsp;i jaettemagt. »Alle fjendtlige dodninge bliver stserkere om natten end om den lyse dag«. Maske kan man prove at stemmenbsp;ureden og frelse systemet ved at lade tanken hage sig fast i ver-dens lagdeling; UdgSrd — som nodmiddel bruger jeg dette sent-nordiske navn, da ord som sdodsrige*, »0rken«, »vildnis« hvernbsp;for sig kun betegner en side af det ukendte, — Udgamp;rd rsekkernbsp;jo ind under jorden, og utallige Sbninger tillader den nér somnbsp;helst at skyde op midt i verden. Visselig er verden lagdelt.nbsp;Rundt omkring forer porte ned til uhyrehjemmet. Maske varnbsp;det netop gennem en af disse dore at den og den dristige heltnbsp;traengte frem til dodsrigets inderste; i det mindste kunde mannbsp;ad den vej komme lige samp; langt som hvis man forst vandredenbsp;gennem synskredsen. Men det jaettehjem under fodderne pamp;nbsp;os er ikke en provins af hovedlandet nde bag horisonten. Omnbsp;man kan trsenge ned i jorden og fortsaette vejen hjem rundt omnbsp;jordgraensen, hvem ved det? Ingen benaegter det, fordi ingennbsp;pamp;stêr det. Blev sporgsmMet stillet, trak det visselig et ja efternbsp;sig; men dette ja fodes i de tanker som problemet vsekker, —nbsp;det ligger ikke givet pamp; forhamp;nd. Hulen i jorden er Udgèrdnbsp;selv, identisk med stedet hinsides synskredsen. Og utyskeboletnbsp;ude i skoven har ikke sin tilvaerelse fra en underjordisk forbin-delse med fjaerne stammelande.

Der skal noget mere end fantasi og noget andet end kon-struktionsaevne til for at saette Midgard og Udgérd i det rette for-hold til hinanden. Der kraeves generfaring. Man mè bygge

verden op fra ny, uden hensyn til alt tillaert, uden hensyn til atlas og topografi. Hos os dannes verden ved at iagttagelsernenbsp;laegges ind pamp; deres sted efter mSlesnor og kompas, men vil vinbsp;bygge med p^ Midgamp;rd og UdgSrd, da mamp; vi tage oplevelsernenbsp;som en tyngde, som noget der skal vejes, — og samp; ma vi huskenbsp;pamp; at vsegt og lodder gives ikke, man vejer i handen. Oplevelserne er alt for mangesidige og mangeartede til at mdl og talnbsp;overhovedet kan finde anvendelse pa dem. Erfaringerne bestarnbsp;ikke blot i de indtryk som det ydre oje skaffer til veje, de harnbsp;tillige en indre virkelighed. Namp;r vi horer at de gamle tsenktenbsp;sig verdens ende lige uden for deres bygd, kommer vi let til atnbsp;forestille os deres synskreds som meget sntever; men det afgo-rende for deres verdensbetragtning ligger snarere i at synskred-sens indhold var meget dybere end vi forestiller os. Hvor stornbsp;er hygden? Hvis vi skal mode det sporgsmèl i vore ord, mennbsp;sS nser de gamles tanker som muligt, mè svaret lyde: Den rummer os mennesker, den er fyldt med sere, med lykke, med frugt-barhed, — samp; er den jo verden. Ja, hygden er Midgamp;rd. Hvornbsp;stort er det heilige trae som stdr i bygdens midte, settens ellernbsp;bygdens stamtrse, kan vi ogsd sporge. I kraft af sin hellighednbsp;og signende sevne bserer det verden pè sine rodder og skygger detnbsp;over verden med sine grene. Samp; er det jo verdenstrseet, og hvadnbsp;rolle spiller det da at dets synlige skygge kan rummes i et oje-kast?

Vi har erfaringerne, vi skal blot lade dem virke pd os i hele deres tyngde. Pd den ene side menneskene og menneskelivet,nbsp;sd dybt som det gdr i inderlighed; pd den anden side det frem-mede, jajtterne, de lykkelose nidinger, det lykkelose land. Detnbsp;naermest os, menneskelivets tumleplads, er helt gennemtrsengtnbsp;af lykke, af »hyre«, medens hint »uhyre« tager til i tsethed ognbsp;'^hygge jo Isengere man kommer bort fra menneskehjemmet.

10

Yderst ude fylder del alt, samp;dan at det legemliggores i materielle vrsengbilleder, gaiiske som man kan opleve det om natten ellernbsp;ude i skoven. Hvem kender ikke grsensen for sit land, der hvornbsp;hans lykke holder op? Hvem kender ikke grsenserne for menneskers land, der hvor al lykke holder op? Stdr vi ikke hvertnbsp;ojeblik midt i vor lykke og ser udad til alle sider, hvor »uhyren«nbsp;danner en mur for vor sere og vor vilje?

SSdanne erfaringer, der mamp;ler efter dybde og beskaffenhed lige sè fuldt som efter dimensioner, der feler natten som ennbsp;grsense af samme art som den der bygges af en bjsergksede,nbsp;kunde ikke fmde sig til rette i en geografi hvis natur er flade-malets. Den topografiske virkelighed ssettes ikke vilkarligt tilnbsp;side for et fantasilandskab, men den m^ Isempes til at optagenbsp;den andelige virkelighed, — om vi kan bruge et samp;dant ordnbsp;som Isempe uden nodvendigvis at tsenke os en bevidst omgrup-pering af iagttagelser. I sporgsmalet om de to rigers indbyrdesnbsp;beliggenhed og beskaffenheden af deres grsenser trseder allenbsp;stedlige tilfseldigheder tilbage for den overvseldende indflydelsenbsp;af karakterforskelligheden. Lykkelandet er en helhed, som ikkenbsp;brydes, og ikke kan brydes, af »ulykkelige«, jgt;uhyrelt;! enklaver.nbsp;Og alt »uhyre« horer sammen som noget udenfor, noget dernbsp;kun nSs ved overskridelse af Midgards landemserker. Det er s§nbsp;langtfra at der behoves en underjordisk forbindelse mellem buien i jorden og horisontlandet, at de to er eet og samme sted,nbsp;ogsS geografisk set.

Trods al dsemonernes og Udgèrds magt star den sandhed fast, at Midgard tilhorer menneskene, og tilhorer dem fordi denbsp;er de stserkeste, sejrherreme. Nar trolddommen vover sig fremnbsp;i solens domsene, kommer den for at lade sig knuse og for vednbsp;sit nederlag at forherlige lyset. Beowulf digtedes ikke for atnbsp;sieve arme slagtofre ved at overfylde dem pamp; forhamp;nd med gru

11

og raedsel. I Germanernes fortaellinger og sange ger mennesker del af med troldskabet til grunden, de hugger det smdt, brsendernbsp;det, begraver det under forsvarlige stenhobe — og glaeder signbsp;over berommelsen.

Den forskel er der pamp; solriget og frostmorket, at hist stór inenneskene som de der kaemper pè egen mark, med en hser afnbsp;allierede: traeer og stene, dyr, vèben, landet selv er for dem. Denbsp;kender alt omkring sig, véd at det er hvad det synes, véd der ernbsp;orden; de besidder tingenes hemmelighed, sS at de kan tvingenbsp;naturen til at yde sin bistand. Snubler de pamp; grund af en ufor-siglighed, kan de komme pamp; fode igen, de kan finde rM og hjselpnbsp;mod skademe og i nodsfald oprejsning; men derude giver detnbsp;mindste fejltrin dem i hsende pamp; ukendte magter. Trsestam-men de falder pè, holder dem fast og kaster dem til stenen,nbsp;stenen til sin nabo, og naboen for nsesen af en ligsuger, og dernbsp;ender de som et blodlost, tomtsuget èdsel. Derude gar de blandtnbsp;en bande vilde dyr, som de ikke et ojeblik tor slippe med ojnene,nbsp;og hvis natutr de endda ikke kender; her logrer naturen gen-kendende imod dem.

De kender alts natur, besidder dets hemmelighed, eller mere; de holder alts sjael i hamp;nden. De kender deres »verden«,nbsp;helt ind i dens inderste kroge, sadan at de er in time med altnbsp;det krybende og gaende som befolker de mange boliger. Omnbsp;det dyr der springer over vejen, ved de temmelig sikkert, badenbsp;hvor det nu kom fra, og hvor det skulde hen, og hvorfor detnbsp;hoppede i den retning. Deres kendskab bserer mere prseg afnbsp;personlig fortrolighed end af naturkyndighed.

Naturligvis er der grumme mange ting, som mennesket md se og vide, samp; Isenge han stSr direkte ansigt til ansigt med naturen, og selv byder den sine behov og tager sine fomodenheder

12

af den. Han mk vide, og ved ogsé, hvor de dyr og planter Andes som han behover til mad og redskaber; ban ma kunne folge de hojere dyr i hselene og overgè deres klogt med snedig-hed. Og han mk have sikker rede pa naturens luner og vanernbsp;for at kunne indrette sig derefter. Der rèder ofte nok smal-hans blandt smSkars- og mellemkamp;rsfolkene, — de seldste gudernbsp;har blandt mange nadige gaver ogsa sksenket mennesker detnbsp;udvidelige og sammendragelige bselte, — og havde disse striderenbsp;ikke forstamp;et at indrette sig efter naturen, udnytte dens hemme-ligste hjaelpekilder, og beregne èrets rytmiske gang, sa havdenbsp;deres saga tidlig faet en ende. Jagt- og fredningslove f. ex.nbsp;skriver sig ganske sikkert fra de samme guder som har skaen-ket (let herlige bselte.

Men naturligvis bemserker de meget mere end det de strsengt behover for livets skyld. De nojes ikke med den over-fladiske viden, at visse insekter har prikker pa vingerne; mennbsp;de taeller, pamp; den nordiske almues vis, prikkerne, og holdernbsp;regnskab med uligheden i antal hos de forskellige individer,nbsp;og tager deres forholdsregler for den kommende tid efter denbsp;vink der ligger i prikkernes maengde. Den naturviden somnbsp;lever i disse mennesker, kender intet hul, fordi iagttagelsernenbsp;ikke samles ind pè mamp; og fa, men fra allerforste fserd retledesnbsp;af traditionen. De unges sanser ikke blot stemmes og ind-stilles til den hojeste ydesevne, men de stemmes sammen tilnbsp;faellesvirkning. De unge oplseres til ikke at nojes med at liggenbsp;pè lur, men at ga ud pd rov og fange det flygtigste, det sjaeld-neste i flugten. Og sa Isenge disse fint opovede sanser endnu förnbsp;deres fulde maettelse ved den daglige beroring med naturen, kannbsp;de holde erfaringen levende, selv under al den »naturviden-skabs, som overleveringen presser sammen oven pa den. Naturligvis gSr naturmandens viden kun sk langt som ojets og

13

0rels styrke gaelder; der hvor iagttagelsen holder op, der ender hans kundskab, brat som et klip. Nar fuglene traekker hort omnbsp;vinteren, og krybet forstikker sig i jorden, da kan kun gis-ninger bjaelpe den naturlige iagttagelse over tomheden. Sfi saetternbsp;mennesket sin bypotese ind, og — forspilder al den prestige somnbsp;hans erfaring har skafFet ham. Vi moder op med al uviden-hedens forudsaetninger til at beundre den der kender naturennbsp;om sig, men tillige med en hdndbogs- og lierebogsdannet hjaernenbsp;faerdig til at bedomme frugterne af enhver viden. Og det skalnbsp;forblive sandhed, at naturmandens hypoteser kan ikke kommenbsp;op imod den empiriske videnskab; men ikke mindre sandt ernbsp;det, at bans gisninger baerer praeg af bans naturfortrolighed, ognbsp;jo mere man frigor sig for sin tids autoritet, sd at man drister signbsp;til at betragte dens klogskab som relativ og ikke som den normnbsp;hvorpd alt skal dommes, des lettere har man ved at M respektnbsp;for de enfoldige myter, for den relative og fremadvisende karakter de ofte har. Ret beset gemmer de over et dyb af viden ognbsp;indsigt.

Samp;dan md det vsere; »naturfolk« — taget i betydning af folk der stdr i dagligt livtag med naturen, ikke i den mytiske betydning som ordet har fóet i moderne videnskab, — naturfolk manbsp;kende deres omgivelser ud og ind. Disse folk skal ikke dommesnbsp;efter deres litersere udtryk for naturkundskaben. Samlivet givernbsp;sig ganske vist til kende i folkenes fortsellinger, i deres forkla-rende myter: hvorfra de forskellige fugle har deres sseregnenbsp;lyde, hvorfor det ene dyr foder hele kuld eller laegger reden fuldnbsp;af seg, medens det andet traver rundt med sin ene grimmenbsp;unge; i deres gamp;der, som f. ex. Nordboernes om edderkoppen:nbsp;et under med otte fodder, fire ojne, og knseet hojere end bugen,nbsp;eller om ryperne: legesostre der farer over landet; hvidt skjoldnbsp;basrer de ved vintertide, men om sommeren sort. Men samp;-

14

danne myter og gader svommer dog lige pamp; overfladen af menneskers viden, og kun ganske undtagelsesvis lader de anenbsp;hvor dybt der er til bunds; de giver spredte antydninger afnbsp;hvad man sa, men ingen klar anskuelse af hvordan man sa.nbsp;P4 folkenes jagtredskaber og deres jagtmetoder, pamp; deres lokal-sans og pa deres fredningslove skal man skonne deres fortrolig-hed med naturens hemmeligste vaner. MSske ogsa pS deresnbsp;lege. Vil man vide hvor uendelig folsom en modtager »vild-mandens« hjserne er, og hvor trofast den kan gemme dettenbsp;mylder af erindringsbilleder skarpt og levende, skal man noknbsp;helst se ham spille, give mimiske fremstillinger af sine omgivel-ser; dyrs og fugles lader, gang, tengstelighed, fornuftighed, for-aeldrebekymringer gengiver han med den hojeste kunst, eller dennbsp;hojeste naturlighed.

Der kan sikkert ogsa hos de mennesker som dag ud og dag ind ser naturen og dens skabninger ind i ojnene, udviklenbsp;sig en sevne til at udtrykke i ord hvad sanserne har opfanget.nbsp;Desvaerre har vi ikke midler til at afgore, om aevnen til atnbsp;udnytte sin iagttagelseskunst i fortaelling er hyppig hos sadannenbsp;folk hvis kultur endnu i hele sin laengde er bunden til naturen. Det kunde se ud som om en realistisk fortaellekunstnbsp;snarest horer til undtagelserne. Men sa meget er vist, at hos denbsp;folk som er naet til en mere betrygget stilling i kulturel hen-seende, hvor behov og nodvendighed ikke vejes mod dagnbsp;og uge, men mod dr, der mangier ethvert spor af impressionistisknbsp;kunst. Fra aestetiske brister og ufuldkommenheder kan dernbsp;ikke drages nogen slutning til mangel pa intelligens eller folelse;nbsp;der gives inden for alle kulturtrin store forskelligheder i seste-tiske anlseg, og poesien er, for tidligere tiders vedkommendenbsp;i endnu langt rnindre grad end nu, eneudtrykket for dndeligt liv.nbsp;Men hos de europaeiske krigerfolk, sa vel som hos deres Sndelige,

15

om end ikke kodelige, frsender i Asien, bade det ost og det vest for Uralbjaergene, traeffer vi en episk digtning, sa udpraeget,nbsp;sé personlig, s5 livgenspejlende, sa positiv, at vi ud fra den kannbsp;drage negative slwtninger angSende folkets begavelse. Og p5nbsp;den poesi kan man tilsyneladende med fuld ret fradomme vorenbsp;forfaedre realistisk umiddelbarhed.

I folkepoesien finder man ikke noget spejlbillede af det skiftende og nuancerige udenfor, alt er her kunst, stil. Jordennbsp;kaldes maske den brede, den vidt vejslagne, og disse tillsegsordnbsp;gentages da med traettende ihaerdighed hver gang jorden skalnbsp;omtales i verset; morgenen gryr altid ved at morgenroden spilernbsp;sine rosenfmgre ud over horisonten. Nar vore forfaedre skalnbsp;beskrive deres vabenmoder, ved de ikke andet at sige end atnbsp;ulven stod og hylede af forventning mod den kommende kriger,nbsp;ravnen flaksede i luften og skreg ned til sin gr5 broder, og ende-lig kom stunden da ligfuglen baskede ned pa sin fode ognbsp;grAbenene lob og pjaskede i blodet. — Dette skema anvendesnbsp;uden hensyn til kampens karakter eller forlob. Ulv og ravn be-tyder kamp og drab, hvad enten nu haere stoder sammen ognbsp;haerforere fylder dyrene med mad, eller et par maend over-falder en tredie og »giver ham til ulvene«; »der borer du ravnenbsp;kra, orne kra, glade over aede; der borer du ulve tude over dinnbsp;busbond», — Sigurd er bleven myrdet. Folkedigtningen levernbsp;pa faste, ligesom montpraegede formler for de forskellige hand-linger i livet, kamp og jagt, taffel og sengegang. Personer, dyr,nbsp;ting er maerkede ved staende adjektiver, hvori egenskabelig-heden een gang for alle er indpraeget.

Der kommer okserne stedse med »deres slaebende fod-trin«, hvad enten tilskueren har nogen anledning til at se efter gangen eller ikke, — ja, de m5 slaebe med fodderne, selv omnbsp;de optraeder i situationer der hindrer dem i at rore benene. N5r

16

manden stér i forsamlingen og taler, da stór han der som den fodrappe, eller den vognstyrende, helt. Mandens skib er hurtig-sejlende, havfarende, sk vel som buet, ligebygget, tofterigt; ognbsp;sk kan ban, nSr ban har trukket sit fartoj pa land, ssette signbsp;hen ved si^en af den havklovende skudes fortojning, og dernbsp;modtage de fremmede som kommer gkende ned til hans hur-tigsejlende skib. Et oldengelsk digt beskriver malerisk kaem-pernes ilen til slaget samp;dan; »Ksemperne ilede frem, de hug-prude, de bar banner, — skjoldene klang. Den smsekre ulvnbsp;i skoven frydede sig, og den sorte, valbegaïrlige ravn; de vidstenbsp;begge at hsermsendene agtede at byde dem til fest pS de dods-viede; i hsel pa dem floj, lysten efter sede, den dugfjedrede,nbsp;smudsfarvede orn.» Nèr man ser naermere til, bliver man var atnbsp;konveniensen lyser igennem hver eneste forbindelse: sMan ognbsp;ikke anderledes har en digter at skildre haerens udrykning. Dy-renes sè bredt udmalede forventning antyder ikke at kampen vilnbsp;blive stor og mandsodende fremfor andre kampe, — nej, ulv ognbsp;0rn glaeder sig altid til det kommende framp;dseri. 0rnen er ikkenbsp;dugfjedret her fordi denne kamp indledes en morgenstond, dennbsp;kommer strygende pamp; duggede vinger i den hedeste middags-tid, — duggen horer med til billedet af omen.

Pd nordisk kan den »i granen vagt holdende* orn godt slide i lig, om sa skal vasre. Den som rusker i grenene, ellernbsp;grenskaderen kaldes vinden meget passende i Gudruns klagenbsp;over sin ensomhed, ndr hun siger: »Ensom er jeg bleven somnbsp;asp i lunden, blottet for frainder som en fyr for kviste, ribbetnbsp;for glaede som traeet for lev, nar grenskaderen kommer en sol-varm dag*. Men der var i den gamle tid intet til hinder for atnbsp;omtale vinden under samme navn, den grenskadende, ndr dennbsp;fejede hen over havet og rejste bolgerne.

17

Hos Germanerne kaldes kongen ringbryder, skatteudstroer eller kampfremmer, uivemaetter; msendene er oldrikkere og ring-modtagere, brynjebserere, hjseimbserere, kamptrseer, og brynje-klsedte er de hvad enten de har rustningen pa eller ikke. Da hed-der det maske: den skampberomte, skatteuddelende konge hortenbsp;med glsede pa« at Beowulf tilbod kamp med Grendel, eller: dennbsp;«kampfremmende fyrste gik i seng«.

Som valkyrjen siger til Helge; »Jeg tsenker jeg har andet at sysle, end med spsendebrydende fyrste 0I at drikke«, — samp;dannbsp;rdber Helge til sin broder: »Det sommer sig ilde for de ring-brydende fyrster at strides med ord, selv om de har fejde mednbsp;hinanden.s Mejserne henne i buskene anstiller deres betragt-ninger over Sigurd og Begin efter Fafners drab, og den ene ud-trykker sig med: »Var ban klog, den spaendeodende konge, s^nbsp;spiste han ormens hjaerte*. Og efter ugerningen pd sine egnenbsp;sonner taler Gudrun sadan til den ulykkelige Atle: »Du, svserd-uddelende drot, har tygget dine sonners blodige hjaerter i hon-ning . . . Du ser dem aldrig, de gulduddelende fyrster, skaeftenbsp;deres spyd, klippe hestenes manke, sprsenge af sted«. Sammenbsp;digter som Isegger Gudrun disse ord i munden, berommer Gun-nars koldblodighed i ormegarden, da han ikke vil robe Niflunge-skattens gemmested, ti ssaledes skal den ringspredende hovdingnbsp;holde fast pa sit guld«.

Intet under at nutidslaesere ser sig om med ironisk opspilede ojne og siger: »Hvor finder jeg den bepriste oprindelighed, hvornbsp;al den »natur« man engang talte om og gav folkepoesiennbsp;oavn efter til forskel fra kunstdigtning? Findes der nogen na-i disse digte, er i hvert fald alle de egenskaber vi kender na-^'iren avet ud af den. Her rader da gt;stilen« i uindskrsenketnbsp;nidkaïrhed for egen 8ere«.

Vilh. Orenbech 11.

18

Stil, eller rettere stilisering, er netop det betegnende ord for disse digtere og deres teknik. Hvordan skal man egentlig pamp;nbsp;noget moderne tungemM overssette Beowulfs beskrivelse af denbsp;hjemvendende krigeres gang til kongshallen? »De gik derhen,nbsp;hvor de spurgte at beltenes vserner, Ongentheows banemand,nbsp;den unge, den gode krigerfyrste, uddelte ringe midt i borgen*.nbsp;Lseseren m4 ikke heraf drage den nogterne slutning, at en ang-elsachsisk fyrste sad hele dagen i sit hojssede som en sè-mand, sS at den fremmede kunde retlede sig efter guldets ustand-selige klirren. Stedet duer heller ikke til grundlag for en hypo-tese om at Hygelak nylig var kommen hjem fra et tog og nunbsp;sad og uddelte haederstegn, eller at dagen var lonningsdag. Pènbsp;den anden side indeholder versene mere end et poetisk henpegnbsp;pd det sted hvor ban p 1 e j e r at udove sin rundhandethed, dernbsp;ligger virkelig i dem, at Hygelak nu for ojeblikket sidder i hallennbsp;i sit hojssede. Saetningen kan slet ikke gengives pd andet sprognbsp;end det hvori den blev digtet. Rongen er den der uddeler ringe,nbsp;og hallen er det sted hvor han binder msendene til sig vednbsp;gaver og bevsertning.

Alligevel, ndr man stirrer Isenge pd det konventionelle i det gamle digtersprog, kan man ikke andet end blive var at dernbsp;er noget som rorer sig nedenunder. Man fdr ved nsermerenbsp;samliv et stserkt indtryk af at der netop bag denne stiliseredenbsp;kunst stdr en rig og levende erfaring. Disse digte lader signbsp;ikke ssette i klasse med epigonskoler, der lever pa et sprog inbsp;hvilket literser kurs erstatter mening og kraft. Man foler, atnbsp;de mennesker der digtede sddan, havde deres ojne fyldte mednbsp;ei’indringsbilleder. De ejede en rig fantasi, men en fantasi dernbsp;sad i sanserne. Deres ordskat bserer mserke af at sprogets bru-gere levede et liv i forstehèndserfaring. Disse mennesker taler

19

ikke som kunstnere, der med bevidst krtesenhed vrager mel-lem sprogets udtryk; de vselger uden at vide af det, fordi de er i deres egne erindringsbilleders void.

Den der er kommen til Homer fra Xenophon og til Edda fra sagaerne, vil vel stedse mindes sin forste, forundrede for-nemmelse, — hvis ban da ikke havde den ulykke at gore over-gangen pd en forholdsvis lav skolebsenk, hvor alt grsesk tager signbsp;sd nogenlunde ens, gloseagtigt ud, hvad enten linjerne gamp;r heltnbsp;ud, og er prosa, eller de stumper, og er poesi. I det samme bannbsp;lukkede den ene bog og slog den anden op, overskred ban ennbsp;hemmelighedsfuld graense, for at trsede ind i en verden med heltnbsp;anden belysning. Sagaerne og historieskrivernes vaerker bandiernbsp;oni konger og bonder og krigere; og fortseller om disse perso-ner netop samp; fortroligt og netop samp; fremmedarlet som man mamp;nbsp;vente efter den lange tid der ligger mellem dem og os. Men denbsp;andre) Hvor finder vi noglen der forener disse spredte toner inbsp;et tonesystem? Det er ikke indholdet som volder vanskelig-hed, Homers sjsel er os fortrolig nok. Men ordene bar oftenbsp;noget fremmedartet, naesten mystisk ved sig, som om de tilhortenbsp;en anden tidsold. Foler novicen ikke uvilkSrlig at disse ssjseldne*nbsp;gloser, til dels af ukendt betydning, blot er vragstumper af etnbsp;forlist sprog? Han bliver nseppe klar over, at det der voldernbsp;hans betuttelse, er en folelse af uensartethed: disse oldtids-stemte ord krsever et helt andet milieu end de faellesgrseske ellernbsp;faellesnordiske omgivelser som de stikker op af, de viser tilbagenbsp;til en tid da de ikke stod alene i en fremmed verden, mennbsp;om sig havde en taet kreds af slsegtninge og kyndige, idlenbsp;pr®gede af samme gammeldags vjerdighed og vaegtighed. —nbsp;En tid lang gar den ungdommelige laeser rundt med en folelsenbsp;af indre splid, indtil vanen kommer med sin duimen, og befrier

2*

20

ham for hans pinlige forventning om en udlseggelse, som vil sprsenge det almindelige mal for exegese.

Den unge vidste ikke hvad hans uro betod, han kunde ikke omssette den i sporgsmal, end sige da i tanker. Mennbsp;ikke des mindre havde han ret, nar han folte ènder, hvornbsp;laereren tilsyneladende inlet sk eller horte. Mange af de glosernbsp;han med undren standsede ved, er virkelig lEevninger fra ennbsp;tid da sproget var montet pa anden vis end nu. Med al respektnbsp;for tilfseldighedens majestset tor man trygt pastamp; at f. ex. Angel-sachserne ikke havde fundet pamp; en s^dan hser af gloser fornbsp;»hav«, hvis de ikke havde haft dem nodig. Der er noget aere-frygtindgydende ved en raekke som; brim, egor, flod, flot,nbsp;geofon, haf, hdrn, holm, lago, mere, stream, sand, see. Oftenbsp;nok far digterne skyld for at frembringe en falsk rigdom vednbsp;halvt ulovlige midler, idet de af trang til variation tager ind-holdsfattige ord og lader dem sta for mere end de egentlignbsp;betyder. Man kan prove pa at udtynde den imponerende falanxnbsp;ved at trsekke f. ex. stream frem og sige: det er egentlig stromnbsp;og kun overfort hav, eller sige om brim, at det egentlig betydernbsp;braending og kun i nodsfald er anvendeligt pk hav. Men trosten er falsk. Sikkert nok havde hvert enkelt af disse ordnbsp;en egentlig betydning, men kun i den forstand at det betegnedenbsp;helheden med fremhaevelse af en bestemt side ved tingen, ellernbsp;helheden set i lyset af en bestemt egenskab. Digterne er ikkenbsp;altid sa skyldige som man gor dem, ti deres fremgangsmadenbsp;kan, selv om den degenererer til vilk^rlighed og aestetiske fif,nbsp;stottes ved gammel haevd og begrundes ved sprogets oprindeligenbsp;karakter. De gamle ord havde altid en dyb baggrund. Detnbsp;vi forstar ved egentlig betydning er fremkommet ved specialisering, idet egenskaben eller siden blev losrevet fra helheden ognbsp;gjort til et abstrakt begreb. Madeligt udtrykt i vore anderledes

21

stemte ord vil det sige, at f. ex. stream i gamle dage ikke betad stram, men hav i stramning; den abstrakte forestilling om ennbsp;bevsegelse uden en der bevseges, 1amp; ikke for de gamles hjaerner.

Denne rigdom er et vidnesbyrd hiandt mange om at man i gamle dage havde klare, nejagtige begreber om verden ognbsp;dens ting, og ikke kunde tale uden i skarptbetegnende ord.nbsp;Ligeledes bterer jo de afmaerkende adjektiver hos Homer vidnenbsp;om bestemte, herskesyge erindringsbilleder. »De fodslaebendenbsp;okser«, eller rettere: ïokserne, de som under gangen trykker detnbsp;ene ben ind pamp; det andet«, et sadant udtryk kommer mannbsp;naeppe til at bruge uden man er nedt dertil, uden man indennbsp;i sig har en forestilling der danner ordene for en. Samme realisme kan spores i Nordboernes, og i det hele taget Germanernes,nbsp;digteriske ordskat. Her nordpS foretrsekkes substantive udtryk, hvor Sydboerne rutter med adjektiver; heroppe siges:nbsp;»grenskaderen, ringbryderen, kampfremmeren», medens mannbsp;sydpa vilde naevne vinden eller fyrsten ved navn og iklsedenbsp;dette egenskaben i et tillaegsord. Hvor stor betydning dennenbsp;forskel end maske kan have for hedommelsen af sprogets,nbsp;og derved indirekte af folkets, karakter, antyder den i hvertnbsp;fald ingen dybere ulighed i tankegangen. Jeg oversatte forannbsp;med vilje i adjektiver, for at vsekke lidt af den lydhorhed fornbsp;sammenssetningen der er blevet slovet ved stilrette gendigt-oinger af oldnordiske poesier. Ringbryderen, fylkeren, f. ex.,nbsp;er ikke titler, sadan som vi ledes til at tro. Disse ord, somnbsp;alle andre, degenererede under skjaldenes misbrug; men der ernbsp;ingen grund til den antagelse at de i Eddadigtene, og for ovrigtnbsp;ogsa hos de asldre hofdigtere, stamp;r uden betydningskraft. Selvenbsp;variationerne taler der imod; namp;r der snart lyder et hringbroti,nbsp;»ringbryderen*, snart et hringdrifi, »den der lader ringene fygenbsp;ud«, snart atter andre sammensaetninger, har vi ingen ret til

22

at beskylde digteren for at vajre i versened. Og i hvert fald har ordene en gang haft forestillingvaekkende karakter.

Om Germanernes poetiske ordskat kan vi kun danne os tilnaermelsesvise forestillinger. Dens oprindelige rigdom ognbsp;kraft, dens karakter i det hele taget, kommer ikke umiddelbartnbsp;til sin ret i de temmelig sene efterdigtninger som nu stamp;r enenbsp;om at repraesentere Nordeuropas store poetiske kultur. Hernbsp;i Morden skal vi ofte soge de gamle ordbilleder frem af halvtnbsp;misforstaede og helt uforstaede gloser, som har fundet op-tagelse i en eller anden skjaldehdndbog; eller vi skal vindenbsp;dem tilbage fra de ofte meget uindladende gude- og jsettevsese-ner der har besiddet dem med dunkelhedens haevd; mangt etnbsp;episk udtryk reddede sig fra forglemmelse ved at tage tjenestenbsp;som mytisk navn. Der finder vi da sMant et ord for bukkennbsp;som »den der knastrer med hornene«, eller »den med de tilbage-bojede horn«. Der horer vi bjornen kaldt — ikke blot mgtanni,nbsp;som ma indeholde en antydning af en eller anden ejendomme-lighed ved bestiets tsender, eller »bMkindtandet« — men ogsamp;nbsp;»fjedvideren«, som m^ give en antydning af bjornens karakte-ristiske gang eller dens fodspor, noget lignende som man ud-trykker ved at kalde den »bredvej«. Der bensevnes ravnennbsp;»dugfjedret« og »arleflyver«, hogen »vejrblegeren« — blegerennbsp;taget i passiv, eller rettere neutral betydning, ligesom fjedvidernbsp;ovenfor. Nar hjortenavnet duneyrr er blevet fortolket som »dennbsp;hen over smèsten raslende«, da har denne tydning, samp; ubeviselignbsp;den er, en umiddelbarhedens myndighed, som fattes i alle laerdenbsp;dissektioner.

Hvor skarp den karakteristik var som i disse gamle tillsegsord, kan vi endda kun tilnsermelsesvis fornemme. Denbsp;enkelte led er i vor gengivelse stedse for betydningsvide, sam-menlignede med de verber og substantiver som stod til vore

23

forfagdres rSdighed. Vi har intet ord der er snaevert nok til al slutte om hint skvuU, hvormed horns sammenstod betegnes,nbsp;og dette ene exempel kan tjene til at antyde hvor lost alle vorenbsp;oversaettelser hsenger pamp; den oprindelige sprogbrug. Vorenbsp;exempler kan da kun blive vage antydninger.

Homer er ikke folkedigtning, Iliaden og Odysseen baerer tilstraskkelig tydelige maerker af at vsere gdet igennem en sam-mensat civilisation. Edda og Beowulf er alt andet end urger-mansk poesi; man maerker pd dem bade forfinelse og forfald.nbsp;Uden tvivl er der hist som her i stilen en vis, ikke ringe, kon-ventionalitet at spore, den nodvendige folge af at formen til-horer en seldre tid end indholdet. Denne poesi kan ikke fri-kendes for at lide af uensartethed i stil, men den indre splid-agtighed lader sig ikke fore tilbage til en overgang, da oldtids-realismen opslugtes i en middelalders stivhed og dod. Det stil-rette i formen er en aerlig arv fra urtidcn. Vi vilde gore slornbsp;uret, hvis vi belastede en sen tids rapsoder med ansvaret fornbsp;det selvmodsigende i billederne: den poesi som star bag Homernbsp;og Edda, den der skabte disse udtryk som sin form, den harnbsp;ikke vaeret et gran mere »naturlig«. Det er et sporgsmM omnbsp;digleren af Atlakviöa, der roser ringsprederen fordi hannbsp;holder fast pamp; sit guld, bor dommes ned i epigonskarennbsp;pS dette udtryk, hvad han s^ ellers kan have imod sig. Detnbsp;der adskiller skjaldedigterne, der kvaeder hvad de har digtet,nbsp;fra sangerne, der digter hvad de kvEeder, er kun en gradsforskel,nbsp;— s t i 1 e n er hieven, eller er ved at blive, maner.

Sadan som denne poesi taler, sédan tsenkte det folk fra hvis midte eposet fremgik. De digteriske billeder, i hvilkenbsp;skarp iagttagelse og ideassociationens tvang indgér en ejen-dommelig forening, er ikke stilprodukter, men et uundgéeligtnbsp;udtryk for fjaerne menneskers tsenkesset, i hvilket folkets be-

24

dommelse af dets helle og af del selv genspejles. Menneskers ydre, deres pèklaedning, deres made at bevaige sig pa, sa velnbsp;som deres made at udtrykke sig pamp;, er i den heroiske digtningnbsp;bestemt ved et poetisk dekorum: en helt der ikke bserer sine fo-lelser frem i hsevdvundne ordelag, en helt der lader sig nsevnenbsp;uden sin titel af »vsebnet« eller »modig« eller »langlokket«, — altnbsp;titler som en fri mand ma gore krav pè, om han har nogen ag-telse for sig selv, — han ligner en konge der sidder pa sin trone inbsp;bar skjorte. Den germanske fyrste matte vaere glad, badenbsp;munter og mild; vi har allerede set de glade Ylfinger stsevnenbsp;frem mod Granmars land; vi har set den glade Hrodgar, dennbsp;gode konge, som i al sin sorg over Grendels hferjninger ikkenbsp;havde noget at bebrejde sig. Manden matte vaere »0dig«, fastnbsp;i sin lykke; og da Hrethel dor af sorg over sin sons nidingsdM,nbsp;kan digteren ikke fa ham afklaedt tilnavnet odig, lige sè lidtnbsp;som Noa kan vaere andet end den lykkelige mand, da han drik-ker sig drukken og fornedrer sig for sin son. Maendene varnbsp;naturligvis som maend sejrsaele, og ingen fare kan berove demnbsp;deres natur; sa ma det hedde som i Judith om Israels helte,nbsp;der sad pè muren i bange forventning om morgendagen ognbsp;stirrede ud mod den truende Assyrerlejr: Judith bod s e j r f o 1-k e t godt budskab, og senere: I sejrsaele helte, se her Ho-lofernes’s hoved! Dette dekorum gar langt dybere end al poetisknbsp;eller selskabelig etikette. Det haenger sammen med personernesnbsp;massivitet, som gor det umuligt for dem at afpasse deres op-traeden efter hvad et enkelt livsoptrin kan anvende.

Den moderne digtning gar ud fra det stykkevise i al menne-skelig selvamp;benbaring: Hvad mennesker end har for indbyrdes, om de drofter de dybeste hjaerte- og lidenskabsanliggender ellernbsp;de forer en dagligdags passiar, om de slès eller de elsker, vendernbsp;de kun et lille belyst sjaelesegment mod hinanden; storste delen

25

af deres sjseleliv ligger i morke, kun anet eller glimtvis oplyst af strejfstraler. Men hine helle prsesenterer sig alüd i rundskue.nbsp;De er som de bekendte figurer pa primitive malerier, der vender siden til tilskueren og dog ser ham an med hegge ojne.nbsp;De kan ikke tillade os at underforsta noget, fordi de aldrignbsp;kan underforsta sig selv; hvert enkelt ojeblik har de hele deresnbsp;foregaende liv, deres standsopgaver, deres standsherligheder,nbsp;ja deres slsegts fortid opradede i forgrunden af deres bevidsthed.nbsp;Nar deres samtaler gar sS uforholdsmsessig i dybden, ned i fa-milieforhold og familiehistorie, at de aldeles sprsenger den situation som har foranlediget tankeudvekslingen, da er det blot eetnbsp;blandt mange udslag af deres helhedsfornemmelse. Nar kongs-masndene leder deres herres brud til kammeret, foler de sig somnbsp;skjoldforende, selv om de har ladet lindetrsesskjoldet hsengenbsp;over deres plads i hallen. Nar msendene laegger sten pamp; stennbsp;og ser muren hojne sig, da har de dog i handen fornemmelsennbsp;af svserdfsestet; det er svaerdbaererne der bygger. N5r de ssetternbsp;sig ned for at spise og drikke, da kan de ikke for denne almen-menneskelige virksomhed et ojeblik aflsegge tapperheden ognbsp;berommelsen. Selv om de traekker alt rusttojet af og gar i seng,nbsp;sa ma det dog vaere den pansrede, svaerdsvingende, hestebe-tvingende helt, der kryber ned under uldtaeppet. Og huggernbsp;de til, da ma tilhorerne forsta at i det hug ligger en slaegtsnbsp;traditioner, en belts ubaendighed, en sons utaemmelige haevn-torst, eller rettere, sa tvinger denne vaegtighed i hugget helenbsp;hellens titel med fader og forfadei ud i verset.

Det er ikke maendene alene som patvinger beskuerne deres hele personlighed ved hvert skridt de tager. Homer ved, atnbsp;dronningen som hviler pa aegtelejet hos sin busbond, er dennbsp;slaebkjolede. Nar Judith gar fra Assyrernes lejr med sin fjendesnbsp;hoved, skrider hun frem i al sin dronningevaerdighed; som den

26

kloge, som den handlekraftige, som den hvidkindede, som den ringsmykkede; men anderledes kunde hverken hun eller nogennbsp;germansk aedelviv komme, hvad der sd end var hendes mdl ellernbsp;bendes gerning. Wealhtheow, Danerdronningen, gamp;r guldsmyk-ket ned gennem hallen, hilsende mtendene; den sedle viv raekkernbsp;forst kongen bsegeret; endelig kommer hun, den ringprydedenbsp;dronning, den sjaelsstserke, til den plads hvor Beowulf sidder,nbsp;og hun hilser Geaterfyrsten viis i ord.

Og til menneskene svarer menneskenes samverden. Samme massivitet prseger alt hvad der frembyder sig for tanker og san-ser. Den hest som bider i sin Isenke, stdr der som den hurtigenbsp;lober; og den hest der farer hen over sletten, lober som dennbsp;skonmankede, enhovet som den altid er. Kommer man lang-vejsfra, ser man ikke blot fagaden og doren af huset, men pènbsp;samme gang hele indretningen, pragten, og livet derinde. Dennbsp;borg de vejfarende nsermer sig, er ikke blot hojloftet, — samp;nbsp;at bsenksidderne ikke foler taget hsenge ned pamp; hovedet af sig,nbsp;men kan sende ojnene pè langfart op i bjaelkevserket —, dennbsp;er ikke blot vid — med baenkeplads til en stor skare —; mennbsp;den straler af lys og genskin fra vaben, og den opfyldes afnbsp;guld og kostbarheder. Man kommer rejsende, man skimternbsp;fra vejen i det fjserne den hojmurede borg, man ser — franbsp;vejen i det fjserne — sale rage op over skatte, man ser husenbsp;hvaelve sig over det rode guld. Samp;dan vel ogsd med hojene,nbsp;der stèr som blamp; banker ude i horisonten. Render man demnbsp;selv fra hyppige gennemvandringer, da er de vel, ogsè namp;r denbsp;fortoner sig til rog, dem med de mange bakker, dem med denbsp;skyggefulde veje. Namp;r en mand springer ned pS jorden, ellernbsp;ban falder pè ryggen, da er den plet ban daekker, dog: jordennbsp;med de mange veje, den kornbserende, den mangenserende,

27

eller den brede. Samp;dan taler Grsekerne, og Nordboerne siger om slangen, at den bekryber sin bug den brede jord.

Der er hos Homer to strata, let adskillelige fra hinanden. Pè den ene side det der repraesenteres ved sammenligningerne,nbsp;de udforlige billeder som indledes med et »ligervis«. »Somnbsp;0slen og Sonden om kap med hinanden ryster den tsette skovnbsp;i bjaergets klofter, og bog og ask og sianktbarket kornel undernbsp;frygtelig larmen pisker hinanden med deres fremstrittende grenenbsp;mens det brager af splintrende stammer, sadan stormede Troernbsp;og Achajer sammen, og huggede ind pa hinanden; ingen tajnktenbsp;pa fIugL« Den der taler sadan, han har sindet opfyldt af ennbsp;situation, et ojebliksbillede; den scene der star for hans indrenbsp;oje, vider sig ud til alle sider, og ahner rundt omkring udbliknbsp;til andre syn. Digteren tager med velkommen mod alle ide-associationer og forfolger i rolig nydelse den bredeste af denbsp;veje som situationen abner for ham. Anderledes forholdernbsp;det sig med et billede som det der gemmer sig i »de fodslaebendenbsp;okser«, »den mangevejede jord«, »den blè bulge»: de er ikkenbsp;ojebliksborn, men tv^rtimod et udtrsek af ars erfaringer. Hernbsp;er det ikke digteren som folger, men forestillingen som dragernbsp;og tvinger, fordi den har fseste nede i det dybeste af hans sjsel.nbsp;Den tilhorer en aeldre tankeverden. Den baerer bud fra en tidnbsp;da sjaelen slet ikke levede pamp; individuelle sanseindtryk, da dennbsp;nok, lige sS vSgent som nu, optog alt hvad der stillede signbsp;i vejen for sanserne, men uden at standse ved det enkelte ind-tryk malede sine erfaringer ned til en helhedsforestilling. Men-nesket kan siges at erindre med alle sanser. Men alle hansnbsp;erfaringer om et bestemt objekt tiltraekker hinanden indbyrdesnbsp;og indgar en uoploselig forening. Hver ny iagttagelse opsugesnbsp;ïJf de tidligere gjorte og danner med dem en enhed, samp; at denbsp;billeder der lever i sjaslen, med al deres nalursandhed, deres

28

praecision, deres styrke, ikke er individuelle forestillinger, men almengyldige idealer, sa indholdsrige, tunge og fordringsfuldenbsp;som digtningens skikkelser.

Denne tanke kraever hvert ojeblik hele mennesket til regn-skab for dets handlinger og dels vaesen, uden at kende til den adskillelse mellem forskellige officielle og private jeg’er, somnbsp;vi nu gaerne lever hojt pa. Disse skikkelser som moder osnbsp;i digtningen og som moder os i historiens virkelighed, lader signbsp;ikke skille ud i dagvirkeren og natslumreren, i den offentligenbsp;og den private personlighed, i hojtids- og hverdagsmennesket,nbsp;i kongen, busbonden, manden, dommeren, radgiveren, krigeren.nbsp;Man kan ikke sige »mand« uden at tasnke »vabenklaedt«; derfor;nbsp;siger man det sidste, bygger tanken helheden op. Sa er dernbsp;intet kunstlef i Ksedmons udtryk: »den vaebnede og hans kvinde,nbsp;Eva«. For vore oren tager det sig onderligt ud nar Jesus kaldesnbsp;ringgiveren, og hans disciple kaldes hirden, de tapre krigere.nbsp;Men for en Germaner var det umuligt at komme uden om dissenbsp;udtryk, samp; Isenge den gamle tankering ikke var brudt. Hannbsp;tsenkte sig ikke Jesus som farende over landet i vikingefserd;nbsp;han sagde heller ikke ringgiveren, alene fordi man nu en gangnbsp;rimede mand pa gavmildhed. Jesus var herren, hans disciplenbsp;msendene, Jesus var lykkemanden, disciplene lykkemodtagerne,nbsp;og forholdet mellem herren og msendene kunde ikke opfattesnbsp;i en broks kvalitet; det matte drage helhedsforestillingen ind,nbsp;det mStte iklaede sig alle nuancer, og det matte tage alle ord inbsp;sin tjeneste.

Om ulven, om omen, om ravnen, om hjorten samler sig alle de erfaringer som til forskellige tider er gjort angaendenbsp;deres levevis og karakter, vaner, vilje og udseende. Og sa stèrnbsp;dyret der for tanken som en uadskillelig helhed, der ejer signbsp;selv ubetinget, ejer sine lemmer og sine egenskaber pamp; en langt

29

mere absolut mamp;de end nu om stunder. I den grad beherskes nemlig tanken af helhedsbegrebet, at den mangier enhver til-bojelighed til at tage verden pa tvaers, til f. ex. at analyserenbsp;dyreriget i hoveder, kroppe, ben, haler, eller skoven i blade,nbsp;grene, stammer, redder. De enkelte dele bar slet ikke i sig dennbsp;selvstaendige realitet der udkrseve-s til fremstilling af sMannenbsp;ordformler som; ben, hoved. Hovedet taenkes kun som til-herende et bestemt dyr, og det er da enten et hundehoved ellernbsp;et ulvehoved eller et andet individiielt hoved. Selv et springnbsp;man ser foran sig pè vejen, vil have en bestemt karakter, vilnbsp;vsere det og det dyrs ilen, og ikke en bevsegelse i almindelighed.

Det er da ikke aeventyret alene som lever pê den kunst at lade en hel organisme fremstó af en enkelt klo, eller et hèr,nbsp;eller en traevl. I disse sjaele sker opstandelsen i hver en tanke.nbsp;Det gamle ordsprog: Hvor jeg ser orene, venter jeg ulven, gjaldtnbsp;hos dem i langt mere bogstavelig betydning end hos os: I sammenbsp;ejeblik som de to oren glippede frem, sprang ulven op, lobnbsp;ind, trak en hel atmosfaere med sig, satte alle sanser i virk-somhed, sè at ojet sa dens trav, dens skulende tilbageblik, densnbsp;gulskidenhed, sa at naesen sporede den, samp; at der inde i handennbsp;foltes en krillende fornemmelse af stride har. Og ikke blotnbsp;traekker den en atmosfaere med sig ind ved sit komme, mennbsp;den udbreder et helt milieu omkring sig. Den kommer indnbsp;som en karakter, og strèler sine vaner og sin livsforelse ud franbsp;sig til en lille verden.

Man vil sjaelden i folkesproget hore tale om sadanne gene-relle begreber som »trae« og »dyr«. Jorden er bevokset med eg, bog, ask, alm, fyr; den befolkes af ulv, bjorn, hjort, orn,nbsp;ravn, orm. Fredloshedsforbandelsen gaelder pa nordisk samp; langtnbsp;»fyr voksers. »Den enes dod, den andens brod* udtrykker ord-sproget med: »Hvad der skrabes af een eg, kommer den anden

30

til gode«. »Fyrren som star ene pamp; marken, fr0nner'lt;; hverken bark eller lov kan skserme den. Lykkeligt varsel er det narnbsp;man horer uiven tude under askens grene. Det store verdens-trse hedder ikke Ygdrasilstrteet, men Ygdrasilsasken. Og poesiennbsp;bevarer her som saedvanlig den gamle virkelighedssans. Sigrunnbsp;sidder forgseves ventende pamp; Helges gravhoj; »nu var ban kommen om ban agtede at komme; nu er der intet at babe laenger,nbsp;ü ornene sidder aller ede pa askene, og sovn er i deres ojne».nbsp;»Ensom er jeg bleven som aspen pamp; bakken* (namp;r dens fsellernbsp;en for en er gaet ud), klager Gudrun. Brynhild fortaeller hvor-dan hun og bendes sostre blev fangne: Rongen overraskedenbsp;dem og gemte deres hamme under en eg. For en del har velnbsp;trangen til rimstave hjulpet med til at opretholde den gamlenbsp;sprogbrug, men det er dog, ogsa hos de senere digtere, snarerenbsp;ordet som byder rimstaven frem, end denne der traekker dennbsp;konkrete foreslilling ind. Inden for omskrivningerne har vinbsp;mere ret til at tale om maner: en mand kunde kaldes kampasknbsp;eller kampfyr efter digterens lune og trang; men oprindelsennbsp;til denne variation er alt andet end vilkarlighed.

I sprog som tales pa steppen, pa heden, i skoven spiller arts- og klassebetegnelser en meget lille rolle. Nèr det sommenbsp;tider ser ud som om ethvert udtryk for den ene eller den andennbsp;faelleshed mangier, kan arsagen irnidlertid godt ligge deri atnbsp;de europaeiske iagttagere moder med et bestemt kategoriskema,nbsp;som hint folks begreber ikke kan hitte ind i. Selv om ogsamp;nbsp;et sprog virkelig skulde vise sig at vsere lasns for generelle be-legnelser, skal man alligevel vsere meget varsom med at dragenbsp;den slutning at folket er blottet for al trang til at sammenfattenbsp;og klassificere. Menneskehjaerner kan ordne sig pè sS mangenbsp;mSder. Men sè meget er vist, at de generelle begreber trsedernbsp;helt i baggrunden: de danner blot skyggen til virkeligheden, og

31

ikke virkelighedens stamme. De enkelle fremtoninger stór stejlt overfor hinanden, rejser sig i den grad uafhtengigt afnbsp;naturgrunden, at de ikke kan fd direkte berering med hinanden.

Helhed og selvstsendighed, det er de to hovedegenskaber ved billederne i den simple tankegang som endnu stikker fremnbsp;gennem udloberne af den heroiske digtning, og som vi fmdernbsp;sidestykker til rundt omkring os, bade hos na?rmere og fjaernerenbsp;folk. Forestillingernes selvsikkerhed hjemmer i hoj grad analysenbsp;og klassificering, men deraf folger ikke at det èndelige liv holdesnbsp;nede pa simpel verificering af det faktiske, eller at begrebernenbsp;blot er kvitteringer for indtrykkene. Tvaertimod, forestillingernenbsp;er nojagtig lige sè ideelle som de er praktiske. »Ideerne« harnbsp;hos disse taenkere en styrke og indflydelse som undertiden kannbsp;fó fremmede til at tage »de vilde« for filosoffer til hobe; sand-heden er imidlertid den, at de netop adskiller sig fra füosoffernenbsp;ved deres ideers kraft, og magt, og realitet.

Til det snaevre omfang i ordet svarer en for os svimlende dybde i dets begreb, fordi dette i sig rummer alt hvad dernbsp;kan tsenkes om det objekt der lyder navnet. Betydningen ernbsp;ikke indsnaevret til at gaelde tingenes legeme, den rummer ligenbsp;sa fuldt tingenes sjsel. I begrebet »eg« ligger alt hvad man kannbsp;taenke sig om quercus: lige fra selve egen som den stamp;r ognbsp;knejser for ojet eller som den lader sig fole med haenderne,nbsp;lige fra dens tale, dens form, dens ejendommelige mamp;de atnbsp;rore sig pS, dens frugtbarhed, og lignende, til »eghed«, detnbsp;at vaere eg, den tilstand at vsere eg, den egenskab som gor ennbsp;til egetrae. Sé rummelig er tanken, og samp; inderligt bojet omnbsp;virkeligheden er den. Ordets bund nas ikke forend vi stamp;r vednbsp;den rene vaeren, en vaeren som hvad Sndelighed angèr er fuld-berettiget til optagelse i de hojeste ideers selskab, men som dog

32

adskiller sig fra vore aervaerdige abstrakter ved at have en udpraeget karakter; en ren vaeren i hvilken der ligger praede-stineret lappede blade, knortede grene, bredkronet vaekst, spise-lige skalfrugter.

NSr vi nu forsoger at gè disse tanker i sporene, kan det vel haende at den anstraengelse vi foler, uvilkamp;rlig traenger signbsp;ind i vor bedemmelse af de fordums taenkere, og end mere,nbsp;at vor tankes bevaegelse forplanter sig til de ideer vi forfolger.nbsp;Det kan haende vi kommer til at foie begrebet som en stige,nbsp;ad hvilken ideerne steg op og steg ned. For os, der straebernbsp;at taenke en fremmeds tanker efter, bestamp;r vanskeligheden danbsp;forst og fremmest i at holde fast p3 enheden, og banlyse enhvernbsp;mistanke om spidsfindighed og dybsindighed. Ideen er ikkenbsp;skabt ved en reflektion hvorved noget abstraheredes ud afnbsp;virkeligheden, og ikke ved en analyse som loste de enkeltenbsp;elementer ud af deres naturlige forbindelse og omgrupperedenbsp;dem til logiske kategorier, — tvaertimod er den afhaengig afnbsp;et helhedssyn hvis natur er al analyse fjendtlig. Vi kalder begrebet tosidet, men med betinget ret, for sa vidt som det ikkenbsp;indeholder noget der med foje kan kaldes dualistisk. Det visernbsp;pS een gang ud til noget andeligt og til noget materielt, mennbsp;der findes ikke i det nogen som hvor materie og and modes.nbsp;Ide og realitet, det som fornemmes og det som foies, er iden-tiske, sè at sige to modsatte poler af forestillingen. Vi kannbsp;begynde med det faste, med en ulv, en sten, og grad for gradnbsp;gennem dens karakter og egenskaber, dens ondskab og velvilje,nbsp;dens bevaegelighed og tyngde nêi til ulvheden og stenheden, dernbsp;er sè subtilig som nogen filosof kan spinde den, og pamp; sammenbsp;gang samp; staerk i sin realitet som bin mytiske Isenke der blevnbsp;spunden af kattefjed og fiskeènde. Og vi kan begynde mednbsp;en »kraft«, kraften at vsere ulv, at vsere sten, og gennem de

33

virkninger som denne kraft har, atter namp; til det bastante objekt som stSr foran os. Vi kan forlsends eller baglsends nè fra polnbsp;til pol, uden nogen tankesaltomortale, ja uden noget nok sanbsp;lille hop. Sammenhsengen er ubrudt, fordi tanken ikke pü nogetnbsp;punkt slipper forestillingen om en karakter- og formbegrsens-ning.

Ideen ligger fast, spaendende fra den ene yderlighed til den anden. Selve ordet griber ud over hele betydningsvidden; sammenbsp;ord som betyder mand (og ikke en afledning deraf) brugesnbsp;om mandsegenskab: kraft, manddom, som vi siger. Hvadnbsp;vi kalder en flyver, og hvad vi kalder flyven, flugt, at flyve, vilnbsp;i dette sprog falde sammen til een ordform.

Vi er ikke sonner af vore forfaedre for ingenting; vi kan endnu af og til robe lidt af deres and, nar vi f. ex. i ordenenbsp;trse og sten lige sè let anbringer forestillingen om noget male-ligt, tegneligt, genkendeligt, som tanken pa en vis snbstans,nbsp;og pS noget som ikke engang er snbstans, men ren ide — inbsp;hvert fald i sammensaetninger. Mangen dndelig revolution ernbsp;tumlet gennem hjaernerne siden bine heros’er traadte jorden,nbsp;men sS dybt er ingen forandring gamp;et, at den har rokket vednbsp;hovedernes indre konstruktion. Kunsten at danne sammen-ssetninger udgor et bindeled mellem fortid og nutid, i dennbsp;har vi endnu foling med vore forlïengst hensovede fraender;nbsp;ti den hviler pamp; urtidens principper. Den behaendighed hvor-med vi formar at Isempe stridige tanker sadan at de to og tonbsp;indgamp;r de mest forskelligartede forhold indbyrdes, er naeppenbsp;helt forenelig med vor logiske samvittighed [det kapitel i gram-matikken som hedder laeren om .sammenssetningerne, vidnernbsp;tungt imod os]; den er en nedarvet fserdighed, som vi harnbsp;holdt ved lige gennem mange andelige omskiftelser. Men dennbsp;bredde og alsidighed i betydningen som nu kun laegger sig for

Vilh. Gronbech II.

34

dagen en sjaelden gang, og for ovrigt er sunket ned til at vaere en slags smidighed i ordenes omgang med hinanden, den varnbsp;i gamle dage en karakteregenskab hos store og sma medlem-mer af sproget. Ti nar vi siger, at ideen og realiteten dannernbsp;hver sin pol af en sammenhsengende forestilling, ma vi tagenbsp;den konsekvens, at alt det der ligger imellem, har samme realitetnbsp;som de to yderpunkter. De to poler indeslutter en verden afnbsp;mjddrende virkelighed. Tanken er ikke indskrsenket til at svingenbsp;mellem de to yderligheder, den kan sla ned et sted midt imellem.nbsp;Beloningen kan falde pa tingens harde individuelle form, pSnbsp;dens stremmende uhestemmelighed, pa dens karakter som villende vsesen, og pamp; en uendelighed af nuancer midt imellemnbsp;disse; og hvor sa akcenten kommer til at ligge, tjener den ikkenbsp;til at udelukke de andre nuancer, men tvsertimod til at givenbsp;dem deres ret, ligesom det enkelte ords akcent hierer stavelsernenbsp;frem som en helhed. Deraf kommer det, at hine tanker oftenbsp;forekommer os sa hahlost selvmodsigende, enten vigende, tagedenbsp;eller indhyrdes urimelige.

Den êndelige type som her er skildret, vil man maske ikke genkende i Germaneren. Vore forfaedre — sadan somnbsp;de optrseder i den historiske tid, — udtrykker sig, udvortes setnbsp;i hvert fald, som msend af denne verden, i hvis tanker forskellennbsp;mellem alment og individiielt, ide og handgrihelighed traekkernbsp;sit faste skel. I deres tale sporer man ingen udvisken af dennbsp;linje som skiller personlighedens fasthed fra den stremmende,nbsp;formlose, altid afhaengige og altid tjenstvillige egenskahelighed.nbsp;Hvis vi ikke havde lejlighed til at soge ud til folk som inbsp;kulturel henseende star hag om Germanerne, vilde vi sagtensnbsp;aldrig na til at overhevise dem om at de havde haft lod i ennbsp;slig naivitet, og, hvad der vil sige det samme, uden de merenbsp;umyndiges rM vilde vi aldrig na til fuld fortrolighed med vore

35

forfoedre. Ti det er ikke nok med at hemmeligheden, nar den en gang er opdaget, finder sin bekrasftelse i det tilsyneladendenbsp;sa selvbeherskede sprog, men uden denne indsigt vil den ureflek-terede nodvendigbed i vore forfaedres handlinger for stedsenbsp;blive en gamp;de. Tanken har strejfet umiddelbarheden af sig.nbsp;I de yderste sproglag hersker vor analyse. Der skelnes i af-ledningsendelser mellem handling og bandier, mellem mand ognbsp;manddom, ung og ungdom, mellem neutral og personlig; dernbsp;er den betydningsfulde adskillelse af aktiv og passiv gennemfort,nbsp;naesten da. Det naive sprog har som basis for sit verbum etnbsp;neutralt »det sker«: det drseber, der drsebes, drasben, hvordannbsp;vi nu skal gengive dette formlose noget, og subjekt og objektnbsp;traeder til som en angivelse af udgangspunkt og retning. I denbsp;historiske sprog af vor £et er der sket den tankerevolution, atnbsp;»han draebers og »han draebes* er revet ud fra hinanden ognbsp;subjektet gjort til centrum. Men i de dannelser som udgornbsp;vore sprogs urkasrne, kendes disse sondringer naeppe. Dernbsp;rummes hele betydningsvidden i samme form, — ikke fordinbsp;disse gamle afledningsendelser fra forst af har tjent til at be-tegne noget som ikke i og for sig var enten neutralt eller per-sonligt, men netop fordi de betegnede noget som i sig forenedenbsp;begge karakterer.

I den grammatiske bygning, i betydningsudviklingens karakter, i opbygningen af ord og ordgrupper, baerer sproget vid-nesbyrd om at vaere gaet igennem en naiv periode. Og dette vidnesbyrd, sa vsegtigt det i sig selv er, trasder dog i betydningnbsp;tilbage for det sociale livs udsagn. Uden forstaelse af tankernesnbsp;enkelhed vil vore forfsedres tale om liv og dod, sjsel og legemenbsp;vaere ubegribelig.

'rdene og tankerne er her nejagtige spejlbilleder af ver-den. Det spergsmal, som i senere epoker har voldet filosofferne sa svart et hovedbrud: om sproget pa en hemmelighedsfuldnbsp;made svarer til virkeligheden, eller om det er gisninger og gaette-vaerk om noget existerende, for ikke at sige noget vaerre, nem-lig en vilkarlig benaevnelse pamp; samp; og sa mange items i verdens-husholdningen, det horte hjemme i tider da folks tanker varnbsp;ved at ga af led og trsengte til at rettes. Ordene spejler verden,nbsp;fordi de er udstromninger af tingenes vsesen. De har en materiel side og en êndelig side, fordi der i alt existerende findesnbsp;et legeme og en sjael. Fuglen har en krop som loftes op inbsp;vejret, og den har en sjsel som ssetter den i stand til at flyve sanbsp;vel som til at hugge med nseb. Ligesa er stenen et legeme, men inbsp;dette legeme sidder en sjael, som vil, og som bevirker at stenennbsp;kan gore skade, at den kan bide og stode og knuse; en sjselnbsp;som volder dens hardhed, dens tungtbevsegelighed — eller densnbsp;raskhed, ti ikke alle stene er dorske —, dens rullende bevsegel-sesmade, dens sevne til at spè om vejret eller til at vise vej.

Sa vidt som til at opstille sjael og legeme som to halvparter i tilvaerelsen, er vejen tryg. Men sa snart vi vil prove pa atnbsp;tildele hver halvdel hvad dens er og afgraense dens retmaes-sige r^derum overfor modparten, falder vi fra vanskelighednbsp;i vanskelighed. Om vi vil begynde med at lede efter sjaelen i

37

kroppen, da kan vi spalte og dissekere pamp; langs og tvsers: vi kommer aldrig til at sastte fingeren pa et sted hvor dennbsp;ikke er, og heller ikke pé et sted hvor den udelukkende harnbsp;sit sasde. Og giver vi os til at underkaste tingens egenskaher,nbsp;een for een, en provelse i det hab at kunne fa tingen udskiltnbsp;i en aktiv, initiativtagende side: sjaelens del, og en traegere,nbsp;adlydende, arbejdsudforende: legemets del, ender vi lige samp;nbsp;sikkert i vilkarligheder; vi vil meget snart blive nodt til at di-stingvere pa eget ansvar, om vi vil redde systemet. Nogennbsp;som lader sig ikke finde. Et palideligt kendemaerke pa hvadnbsp;der er sjael og hvad der er legeme i stenen og fuglen, vil detnbsp;vaere umuligt at opdage.

Derimod er det ikke svaert at fmde sjaelen; hvor vi griber til, ved stenen som ved dyret og traeet, far vi fat i den. Dennbsp;kommer os selvbevidst i mode, som noget der ved, der vil,nbsp;der handler, der lider — som en personlighed med aiidre ord.nbsp;Man foler sig som en forhorsdommer, der har vaebnet signbsp;med al inkvisitionens snedighed, og nu opdager at hans gamp;denbsp;udleverer sig selv i sin forste saetning. Dette tilsyneladendenbsp;sa flygtige vaesen indespaerrer sig i et menneske eller et dyr ognbsp;spinder derved selv nettet om sig, ti hSrdere kan ingen hindenbsp;sig selv end ved at erkende at han har vilje, har lidenskaber,nbsp;at han er et rigtigt menneske. Personlighed kan man ikkenbsp;lobe fra nar man forst er i den, uden tillige at lobe fra signbsp;selv. Kan man undre sig over at en slig naiv dbenhjaertighe'dnbsp;fremkalder et fint triiimfsmil hos vore moderne sjaelegran-skere! De tilkaster hverandre et blik ud af ojenkrogene, somnbsp;ypperstepraesterne og de skriftkloge ma have gjort da de ud-brod: »Hvad have vi mere vidnesbyrd behov!«

Kroppen er saede for en sjael. Det vil sige, at der inden i den sidder en lille mandsling, som beliver og bevaeger, som

38

styrer og retleder, og engang imellem af utalmodighed over sit kluntede medium begiver sig nugen ud i verden og ssetternbsp;tingene i lave p4 egen hand.

Uden tvivl er der noget om at klarsynede folk har set en lille pusling eller et lille dyr forlade kroppen, og smuttenbsp;ind i den igen nar den troede at ingen sa; og denne puslingnbsp;var sjaelen. Men da man havde set sa meget, vendte man ryg-gen til, og deri gjorde man klogt, hvis man vilde spare signbsp;megen andsfortaerelse. Ti pi'over man at gribe om sjaelen,nbsp;skal man snart opdage at den gaekker en og siver ud igennemnbsp;maskerne pa det spind den selv har spundet sig ved at ladenbsp;sig se som et personligt vaesen, i menneskeskikkelse eller dyre-ham. Den nys sa egenskabsfaste, personlighedsmassive sjaelnbsp;oploser sig til en kraftdamp; uden modstandskraft, altid vi-gende; uden form, dannende sig efter og udfyldende hvilketnbsp;som helst rum; ja, uden selvstaendighedens begraensning, sanbsp;at den lader sig assimilere af andre sjaele som en egenskab.nbsp;Det personligt praegede kan da ikke i den grad underordne sig,nbsp;at det indgar som en kraft i et andet vaesen. Og dog er detnbsp;sandt, at et menneske kan suge stenens sjael op i sig og hrugenbsp;den som hSrdhed. Den nys samp; individuelt selvstaïiidige sjaelnbsp;afslorer sig som et neutralt noget, der er personlighedens polarenbsp;modsaetning.

Men endnu har den ikke udtomt sine kneb. Skridt for skridt, eller grad for grad viger den under haenderne pa osnbsp;ud i mere og mere ^ndelige tilvaerelsesformer; kraft, egenskab, vilje, indflydelse — intet sted lader den sig standse.nbsp;Altid er vi bag efter den, kun fangende dens forvandling; ognbsp;har vi samp; jaget den gennem alle existenser, fra den tilvaerelsenbsp;der stdr pamp; overgangen mellem materiel og dndelig, gennemnbsp;de mere og mere andelige forfinelser, lige ud til graensen, hvor

39

vi mener at kunne bringe den tÜ stands pa randen af det rene intet, slamp;r den over i en tilstand som er uigengivelig pamp; vortnbsp;sprog, men som nsermest kan antydes ved vort ord energi,nbsp;eller endogsa princip. Den abenbarer sig pludselig som liv.nbsp;Er vi sa dristige nok og snedige nok til at gribe om den for atnbsp;rive den ud af dens krop og holde den fast, gemme den fornbsp;at se hvad tingen bliver til uden den og saledes prove densnbsp;vasrdi, da viser det sig at det var selve existensen, selve tilvaerel-sen vi tog fat i. Det var sjaslen som gjorde stenen hard ognbsp;fiiglen flyvende, men det var ogsa sjtelen som gjorde at stenennbsp;og fnglen overhovedet var til. Uden sjsel ingen v®ren: atnbsp;tage livet fra en sten vil sige at lade den forsvinde ud i detnbsp;absolutte intet.

Men der slar vore krsefter ikke til. Rive existensen op, det formar vi ikke. Men vi kan holde fast. Trods al sin for-vandling er sjaelen ikke bleven for andelig til at menneskehsen-der skulde kunne gribe om den. Og krammer vi den sa inbsp;handen, vil vi for eller senere mserke at det gor ondt. Om ennbsp;stund foder livet et skarpt, hardt, kantet objekt mellem fingrenenbsp;pa os. Har vi mod og snildhed nok til at folge sjaslen gennemnbsp;alle dens forvandlinger og til at holde den uslippelig fast, manbsp;den engang tage sin forste skikkelse igen og svare med helenbsp;sin personlighed. Da md den sta frem, ikke blot synlig ognbsp;materiel, men i den form hvori den indgar som led af verden.

Forst da er forvandlingen til ende. Nu har vi Isert livets hemmelighed. Sjaelen er noget mere end legemet, sadan somnbsp;det ses og foles i rumfyldende virkelighed, men den er ikkenbsp;noget uden for det materielle. Ndr vi ikke kan fmde graense-skellet mellem det indre og det ydre, bliver der intet andetnbsp;rad end at give sandheden aeren, og sige at legemet er en delnbsp;af sjaelen, eller ligefrem sjaelen selv. I det ojeblik man med

40

hSnden griber fast om en sten, har man fat i stenens sjael, det er sjselen man foler pa. Den mulighed er der altid, at legemetnbsp;kan suges op af sjselen og forsvinde, for atter at springe ud inbsp;lyset ved en anden lejlighed. Det andelige kan forlade materiën for at abenbare sig under andre forhold; men nar detnbsp;sê star frem og lader sig se, bore, fole, da sker abenbaringennbsp;i kraft af den natur som sjaelen sidder inde med. Hvor langtnbsp;bort den end gar, bserer den stoffet bundet i sig. Til en visnbsp;grad er det muligt at tale om sjsel og legeme, men skellet ernbsp;ikke fort sh langt ned at det har naet at rive de to fra hin-anden.

En sjsel kan ikke fanges i en af vore snsevre formler. Sproget indeholder et fingerpeg til os om at bygge vore tankernbsp;vide, og tillige en advarsel mod at mode med for mange af denbsp;distinktioner som er sS nyttige i vor verden. Vi skal begyndenbsp;i det materielle, ga igennem — ikke uden om — personlig-heden, med dens vilje og folelser, fra den ud i det neutrale,nbsp;det vi kunde kalde liv, videre igennem liv ud i det ideelle:nbsp;tilvaerelse, existens, og forst der, i verdens urgrund, namp;r vinbsp;sjselens grsense.

Men er vi naet sa vidt, til bunds i den enkelte sjsel, stand-ser vejen med et ryk. Liv er for os fsellesnsevneren for den ene halvdel af tilvserelsen, og existens er det begreb hvorinbsp;denne halvdel modes med alt det ovrige. For vor fantasi stdrnbsp;modergrunden som stedet med de mange veje fremfor allenbsp;steder. Der ser vi den enkelte brond abne sig ud i et netvserknbsp;af kanaler fra sjsel til sjsel; vi foler os, nar vi stiger sa dybtnbsp;ned, som stéende ved indgangen til altings udspring. Ander-ledes for den praktiske taenker. For ham standser al tankenbsp;pa dette punkt. Mellem sjselene er der befsestet det uigennem-traengeligste af alt skillende; et svselg, tombed, intet. Adskil-

41

lelsen er sa absolut, netop fordi den ikke bestar i en mur rejst af tanken selv, men deri at enhver anelse eller gisnennbsp;mangier. Os forekommer det uvilkarligt at der i ordet liv,nbsp;eller tilvterelse som vi nsermest vilde sige, ligger en opfordringnbsp;til at grunde over det faelles betingende for alt som existerer.nbsp;Men et samp;dant sporgsmal kan ikke na frem til at fordre ennbsp;besvarelse, fordi det ikke kan finde noget fodfaeste pa dennbsp;givne basis.

Liv, tilvserelse, sa vidt er sjaelens begreb, men denne sset-nings rsekkevidde gar forst op for os, namp;r vi vender den om: sjsel, sa snaiver er tilvserelsesforestillingen. Liv er ikke nogetnbsp;alment, ikke noget som forbinder, men snarere det der saetternbsp;det storste skel i verden; ikke en faellesbaerer, men en in-dividuel egenskab. Liv er altid karakterbestemt. Det begrun-der, nej rettere, det indeholder alt bvad der saerkender livetsnbsp;ejer fra alle andre vaesener, det indebolder alle hans egen-skaber og faerdigheder, alle hans tilbojeligheder og fornoden-heder, det indeholder ham lige til hans krops bygning.

H V o r dybt skellet mellem vore tanker og bine gar pS dette punkt, bliver os vel forst rigtig klart, namp;r vi ser at sjaelennbsp;straekker sig videre end den blotte person, samp; at den indbefatternbsp;livssfaeren med. Ikke blot dyrets levevis, men ogsa dets livs-omrade borer med til dets sjael. Poesien bevarer et tydeligtnbsp;genskin af denne helhedsforestilling. Ravnen kan ikke op-traede, uden at den med sig drager tanken p^ sorthed, pa dug-vingethed; men lige sa sikkert forer den i sit folge en helnbsp;ligatmosfaere, Digteren af den angelsachsiske Genesis star heltnbsp;og holdent under den gamle tankegangs herredomme pa dettenbsp;punkt. I hans kilde fortaelles, at Noa forst udsendte en ravnnbsp;fra arken, men den floj frem og tilbage, til jorden blev tor,nbsp;og dette former af sig selv denne begrundelse i hans sjael:

42

»han troede at, fandt den pa sin flugt intet land, vilde den fluks komme flyvende tilbage over de brede vande; men hamp;bet slognbsp;fejl; den satte sig glad, den morkfjedrede, pa et flydende lig,nbsp;og S0gte ikke videre.« Sortheden og ligglaïden og ligfor-t®ringen og liget selv borer med til ravnens sj®l. Nar ravnennbsp;hedder valbeg®rlig, kampgradig, da betyder det i virkeligheden,nbsp;at lige sè vist som ravn borer med til kamp, er kamp, ellernbsp;lettere blodbad, et led i ravnens liv. Ogsa iilven bar lignatur,nbsp;den kaldes ligb®stet; men bertil kommer noget mere, det somnbsp;udtrykkes i navnet bedegsengeren, bedetraederen. Udorkenennbsp;er en del af dens sj®!. Eller et »i skoven« folger selvbudet mednbsp;dens naevnelse: ulven frydede sig i skoven, ulven skreg inbsp;skoven, ja, den gra ulv i skoven lob ude pa beden over denbsp;faldne; ulven er »skovens staldbroder«.

Kloften mellem sjselene er uoverstigelig, den gèr ned til verdens egen rod. Alle v®sener rejser sig lige op af urgrunden,nbsp;adskilte fra overst til nederst. Ikke pa noget punkt bygges bro.nbsp;Der ligger for os noget vildledende i at alt, ogsamp; det vi kaldernbsp;livlost, bavde en sj®l, og folgelig ogsé et liv. Det synes os somnbsp;om afstanden mellem de forskellige existenser den gang snarerenbsp;var mindre end nu. Alt levende forenedes i besiddelse af viljenbsp;og folelse, ja forstand og ®vne til at udtrykke sig. Stummenbsp;stene gaves der n®ppe den gang.

Livet er vilje. Alt bvad der er til, bandier fordi det i sig foler en tilskyndelse, fordi det finder bebag i dette og mishagnbsp;i bint. Stenens sj®l, sa vel som traeets og dyrets, opfyldesnbsp;af lyst og bensigt og godtykke, men stenens vilje er ikke dyrets,nbsp;og ingen af de to er en menneskevilje. Jorderobrerens ®vne tilnbsp;at gore forskel pd villende vffisener og s®tte enbver af sinenbsp;medsjffile i det ceremonielle relief der svarer til dens preten-tioner og sikrer bam dens bevagenbed, er sa bojt udviklet.

43

at vi kan forsta den er erhvervet gennem pagaende erfaringer. Mennesket matte snart opdage at hver enkelt af hans omgivel-ser elsker og hader pa sin made, efter sine uforgribelige grund-ssetninger, — efter sin natur. Denne opdagelse er det somnbsp;har gjort mennesket sa arvagent og lydhort overfor sjselsyt-ringer i det fremmede rundt om ham. Ve den der troede atnbsp;tingene havde menneskevilje og menneskesevne! Den der skatnbsp;ksempe sig frem og vsere i s.tand til at overantvorde morgen-dagen sine erobringer fra i dag, for ham gselder det forst ognbsp;fremmest om forstaelse af hvordan det er hans omgivelsernbsp;vil; al opdragelse gar ud pa at bibringe novicerne sjselekund-skab og derved saette dem i stand til at tage verdenskampen op.nbsp;Der sidder da i mennesket en stserk folelse af forskellen mellemnbsp;de lidenskaber og den selvbeherskelse som er inden i hamnbsp;selv, og de andelige krsefter som stoder imod ham fra alle sider,nbsp;en folelse som netop skserpes ved den ubevidste, dybtliggendenbsp;genkendelse eller identifikation som bserer opmserksomheden.nbsp;Vor enkeltalsform »vilje« er resultat af et tankearbejde somnbsp;slet ikke var gjort i hine tider, da stenen for alvor talte et ordnbsp;med i laget. Den ansporing til at se enheden i tilvserelsen somnbsp;synes at ligge i naturmenneskets personifikation — som vinbsp;kalder det — af naturen, har kim gyldighed i v o r e tanker.

Men sa er jo al tilvasrelse liv. Vil man vide hvor eneradigt livet er her i denne verden, eller i denne Midgard, gor mannbsp;vel i at sporge efter doden, f. ex. sporge om ikke stenen er ennbsp;dod ting. Efter alle analogier fra andre folk at domme vildenbsp;vore forfaedre have rystet det paradox af sig med en uvillignbsp;bevaïgelse, som noget ikke blot orkeslost, men ogsamp; rent me-ningslost. Doden havde i den forbindelse ingen som helst be-tydning for dem. De vilde ikke opponere, ti de vilde slet ikkenbsp;forstd hvad der la i sporgsmMet.

44

Menneskets opgave har vaeret den at taenke sig frem til begrebet livloshed, og den opgave falder ham grumme vanske-lig. Alter og atter giver hans forundring sig til kende overfornbsp;de fsenomener der synes at stride mod livets realitet. Han tum-ler hellere med hypoteser om forvandling, metamorfose, livetsnbsp;forandring til anderledes virkende former. Og vejene dér ernbsp;lange. Det varer sekler inden han har udforsket dem sS vidt,nbsp;at han bliver nodt til at vende sig om og se problemet i ojnenenbsp;som ubonhorlig fjende. Jo nsermere det rykker ham ind panbsp;livet, des mere stiller han sig i stejl opposition til det; hannbsp;benaegler doden, erklserer den for umulig. Han vil ikke en-gang anerkende at livsafslutningen horer med til natnrens orden; overfor de hardhsendte kendsgerninger falder han tilbagenbsp;pa den pastand at «doden* en gang er kommen ind i verdennbsp;ved en fejitagelse. Snart er det et voldeligt overfald fra nogetnbsp;oden for menneskehjemmet, som har afstedkoinmet forstyr-relse i urtilstanden; snart er det menneskets egen dumhed dernbsp;bserer skylden, fordi en Isengst hensovet slsegt greb fejl i etnbsp;kritisk ojeblik, og ved forsommelighed overfor en leveregel ned-satte livskraften. Og kun ganske langsom! fordybes dennenbsp;»dod«, som for ham dog er og bliver et skin, hen imod til-intetgorelse; det vil sige, han skubber livet over det egentligenbsp;punkt, og plumper det ned i et intet, som han sA atter og atternbsp;kommer til at forestille sig som noget positivt, et vaerendenbsp;intet, et massivt hul. Doden har han aldrig fundet.

Det er da ikke ved en slutning fra sig selv til andre at men-nesket underlsegger tilvserelsen liv. N^r han siger liv, udtaler han ikke ordet som en opdagelse hvis rsekkevidde han er signbsp;hevidst. Liv er jo forudssetning for alt. Mennesker har ligenbsp;sa lidt opdaget livet som de har opdaget lyset. Livet indeslut-ter da heller ikke i sig en forudssetning for indre slsegtskab

45

mellem tingene i verden. Grunden til at ordet kommer i en sksev stilling er atter dets entalskarakter; hjemstavnsret i hinnbsp;kultur famp;r det forst ved at bekende sig som legio: vi er mange.nbsp;Men sandt er det, at liv indeholder spiren til enhedshypotesen.nbsp;Den stadige tumlen med sjaelen i naturen forbereder langsomtnbsp;og sikkert en genial opdagelse, at det netop er menneskelivnbsp;som sidder i planten og stenen, en ide der som alle maegtigenbsp;tanker har det i sin magt at stifte stor ulykke og stor velsig-nelse. Den synes at vsere en uundgaelig konsekvens af alnbsp;menneskelig grublen, men netop de uundgSeligste konsekven-ser krsever bade andelige forberedelser, en tidens fylde og etnbsp;anspaendt arbejde. Den kan ikke traenge igennem med kraft,nbsp;for dagens krav ophorer med at Isegge udelukkende beslag pènbsp;taenkningen. Tanken ma i en vis forstand emancipere sig franbsp;erfaringen, og skaffe sig fristunder til at spinde sine tradenbsp;Itengere end der bliver tid til, nar kravene til virksomhed kommer igen med samme patraengenhed hver eneste dag. Forst narnbsp;mennesket sidder sk stot i sit ssede at ban ikke hvert ojebliknbsp;ma holde sine cmgivelser fast i et betvingende ojekast, forstnbsp;nSr ban begynder at se sin egen natur mere bevidst i ojnene,nbsp;da rejser sig tilbojeligheden til at menneskeliggore universef.nbsp;Da bliver ban naturdigter. Forst pa det standpunkt vover bannbsp;sig til at optraede overfor sine omgivelser som overfor lige-stillede, samp; at ban byder dem samme behandling som ban selvnbsp;saetter pris pa og som ban selv bojer sig for. For vidste bannbsp;alt for godt, at betingelsen for at drage sig naturens velvilje tilnbsp;nytte og til at tage sig i agt for skadesevnen, var den at kendenbsp;sjselenes karakter.

Pa hvilket punkt Germanerne befandt sig da den gamle kultur successivt lukkedes i, kan vi nseppe sige med nogennbsp;grad af bestemthed. At de kendte personificeringens kunst

46

ter naeppe betvivles, men hvor vidt de var naet i anvendelsen deraf, derom ved vi iiaesten intet. Vidnesbyrdene for naturensnbsp;menneskelighed er tilsyneladende mange, og disse mange til-syneladende utvetydige. Hvilken forfaerdende skare af sten-turser! Op af jorden og ud af bojene titter alfer og dvaerge.nbsp;Fra havet svarer Rans dotre, de lokkende og bardhjaeitedenbsp;bolgemoer, med deres gruelige moder; og hjemme i hallen sidder aervserdige gamle ^gir. Op over himlen gar sol og mane,nbsp;ja efter sommes sigende er de to endda til vogns, med forspandnbsp;og agestol. Om solen og manen Redder det bade, at de ernbsp;blevet givne og tagne til aegte, og at der lever afkom efter dem.

Hvad nu forst jsetterne angar, er de hojst sammensatte karakterer, hvis rette natur forst oplader sig for os nèr vinbsp;moder dem med et endnu videre syn end det vi hidtil barnbsp;naet. Deres vidnesbyrd borer for en del hjemme i en andennbsp;sfsere. Hvor sol og mane bar faet koretoj fra er aldrig blevetnbsp;belt oplyst; der mangier ikke sigtelser for tyveri fra Fobus’snbsp;staid. Maske er stjsele dog for stygt et ord at anvende — mannbsp;kan endelig tomre sig en vogn uden selv at have opfundet atnbsp;stette en stol oven pa to hjul —; rimeligvis bar dog de tonbsp;himmelbefarere vaeret i stand til at ga, selv om de ikke kundenbsp;kore. Men i og for sig er personlighed ikke nok til at bringenbsp;en sjsel ind under personifikationens tegn. De to synsmader,nbsp;den der tager sjselen som en natur, og den der tager den somnbsp;et menneske, st4r ikke i den grad skarpt imod hinanden, atnbsp;overgangen betyder et spring fra noget til nogen. Personlighednbsp;ligger i enhver sjaels vaesen fra oprindelsen af. Den store om-vending sker i det ojeblik da personligheden fra at vaere af-htengig af sin natur svinger over til at handle ud af rent men-neskelige sjaelsegenskaber. Manen bar sit legeme og sin amp;ben-baring, som vi ikke ma taenke os i overensstemmelse med hvad

47

vi veel om dens form og art; blandt dens «vner findes mange som den har sat til siden hin tid. Den gar ikke tenger, dennbsp;tseller ikke ar mere, den bestemmer ikke over held og uheld,nbsp;den sender ikke sotter, og hvad den ellers forstod i gamlenbsp;dage. Manen foder, jorden foder, stenene ssetter afkom i ver-den, og det betyder at disse vtesener avler, undfanger og ned-kommer; ti saledes sker al formering under solen. Men derinbsp;ligger ikke at jorden ma forvandle sig til et menneske, sogenbsp;et leje og sta pa knaeene for sine bom. Hvad vi horer omnbsp;sol og mane og dyrene i fortiden, har givet anledning tilnbsp;megen deklamation over een natur som er lov, og en andennbsp;natiir der var lutter kaprice; — ti lunefuldhed og iibestandig-hed er, som enhver god etnolog ved, lige sa ubestikkeligt etnbsp;kendemserke pa naturmennesket, som malbevidsthed er det panbsp;os kulturfolk. Naturen handlede i luner, fordi den var menne-skets udtrykte billede, men — det kunde vsere at netop vor talennbsp;om menneskelige lidenskaber i fortidens sol og mane indeholdernbsp;en traeffende illustration pa den psychologiske beskaffenhed afnbsp;de hjserner der fostrede naturmyterne. Vi ma i hvert enkeltnbsp;tilfaelde give os tid til at se efter, om naturopfattelsen berornbsp;pa at sjasleytringerne i sol og mane og dyr opfattedes gennemnbsp;menneskelige — kulturprsegede — hjserner, eller om den virke-lig er grundfsestet i en personificering som omskaber verden inbsp;menneskets lignelse. Med en sselsom naivitet forudssetter ennbsp;moderne forsker meget ofte reflektion som den nodvendigenbsp;basis for al anden tsenkning end netop hans egen. Vi ved, atnbsp;det praktiske friluftsmenneske kender sin verden og dens be-boere ud og ind, og at han lever paa sin intime fortrolighednbsp;med deres vaner; men hvis vi deraf slutter at han i sin digt-ning lader dyr og planter optrasde med dyre- og plantepsycho-logisk korrekthed, tilskriver vi ham en sevne som tilhorer selv-

48

ransagelsens yderste tider. Karaktertegningens kunst forud-saetter at digterens sjael indeholder et kamera hvor plader skydes ud og ind efter behag; men naturmanden gkr netop aldrignbsp;ud af sig selv for at fantasere sig ind i en andens karakter.

Namp;r sjaelen er frigjort, sa at den stamp;r over sit fsenomen, da, og forst da, er den et menneske. Namp;r nymfer ikke rindernbsp;mere, nar jorden ikke mere kan gemme sine born i sit indre,nbsp;nSr solen stèr pS en vogn og styrer et lysende forspand, somnbsp;ban kan ssette i staid med samt alle solegenskaber, da er naturen brudt, og personifikationen fodt. Sè snart den forandringnbsp;er foregSet, da er vi sluppet ud af bin forvirrende verden,nbsp;hvor en sjael nu er kvinde, foder, skriger, truer, og nu atter ernbsp;i stand til at visne, til at begrave fjenderne i sit skod, eller tilnbsp;at vaelte sig som en flod over dem og) drukne dem i sin harm;nbsp;da er vi inde under en anden himmel, og det mèske en himmelnbsp;som vi kalder moderne, fordi vi kulturelt set er fodte undernbsp;den. Men endnu har vi ikke gjort mellemvaerendet mellemnbsp;sjael og personifikation helt op. De to mMer at se naturen annbsp;pd er jo sd langt fra at ophaeve hinanden, at de ikke blotnbsp;forbindes ved en lang raekke overgangsstadier, men ogsa panbsp;senere udviklingstrin bestdr side om side, udfyldende hinanden.nbsp;Folket lever mdske med alfer eller nymfer, medens de i altnbsp;praktisk forholder sig til sjaele. Kulturens karakter hestemmesnbsp;af det indbyrdes vaegtforhold mellem menneskeart og natur;nbsp;og for Germanernes vedkommende rdder naeppe nogen tvivlnbsp;om hvilken af de to der var fremherskende. Rimeligt noknbsp;har vore forfaedre, i hvert fald poetisk, tumlet med selvgen-kendelsen i naturen; de har talt deres eget menneskelige sprognbsp;til vsesener i luften og i havet og pd jorden. Men sd vidt er denbsp;naeppe ndet, at den mere dndelige opfattelse af universet kunde

49

opkaste sig til herre, og fè styrke til at overtage sin forgsengers dognopgaver.

Det lidet vi ved om vore forfaedres praktiske forhold til oniverdenen, tyder, som senere skal blive klart, pS at de vte-sentligst kaldte pè sjselen i det der omgav dem. Nar digterennbsp;lader Frigg sende forbedere omkring til ild og vand, jaern ognbsp;alskens malme, stene, jorden, trseerne, sygdommene, dyrene,nbsp;fuglene, for at tage dem i ed pa at de ikke vil skade Balder,nbsp;ligger det tydeligt nok ikke i hans tanke, at sendebudene giknbsp;ud for at banke pa hos nymfer og dsemoner; hans tilhorerenbsp;mè have vseret fortrolige med en henvendelse direkte til tingenenbsp;selv, til sjselene.

Og digtersproget har endnu tydeligt fajste i tingenes natur. For skjaldene er havet iEgirs hustru, og jorden en kvinde, snartnbsp;datter, snart moder, snart hustrn; hun tilfalder til sidst Odinnbsp;og kommer ved ham i indviklet familieskab med bade Friggnbsp;og Bind og Gunnlod og end fiere; men selv om hun er gamp;etnbsp;fra slaegt til slaegt og pa den made er bleven adopteret hojerenbsp;og hojere op i personlighed, har hun ikke strejfet sin oprindeligenbsp;natur af sig; og netop nar digterne selvherligt skalter med stoffetnbsp;for at opjage en smule originalitet og en grandiose effekt, kan detnbsp;allerbedst haende at fantasten galoperer af sted med dem,nbsp;ind pS gamle grsesgange. Halfred viser sit snilde i dets bedstenbsp;lys, da han vil indpraente sine tilhorere at Hakon Jarl harnbsp;underlagt sig jorden; han har Met faktum samp; andrigt drejet,nbsp;at det ma fremstilles i mindst fire stillinger for at kommenbsp;helt til sin ret. Forst har jarlen afsluttet par tiet med Onarsnbsp;enedatter, sa har han draget BMeygs (Odins) kvinde til signbsp;med stSlets magtsprog; ugserne vilde han lade Auds sosternbsp;sidde ene, og derfor brugte han svserdets sandtale pamp; Odinsnbsp;faestekvinde. Men Onars datter er den »skovgroede«, BSleygs

Vilh. Granbech II. nbsp;nbsp;nbsp;4

50

kvinde er »bredsk5ren af traek«, Odins faesteme er »l0vh5rel«. Ikke mindre kunstfaerdigt leger Eyvind med ordene i de spotte-viser ban digtede om Harald Grafeld, der pamp; smèbenders visnbsp;gemte sine skatte i jorden; guldet er solen som bor skinnenbsp;pa hogefjaeldene — jagthegene blev jo baret pa armen —,nbsp;og der lyste dens skin i Gode Hakons levetid; nu fjaeles det inbsp;jorden: i Tors moders kod, i Tors moders legeme. Eyvindnbsp;tsenkte abenbart ikke noget som heist ved disse udtryk udnbsp;over det at »Tors rnoder* var et godt skjaldenavn pa jord,nbsp;men sproget bar sin egen mening.

Egils ord: »Af mig bar Ran rusket meget, havet sled min sets band over*, kan tyde pa at ban bar set Ran sta som ennbsp;forfaerdelig kvinde med haenderne knugede om det der til-horte ham; »A5girs deje« raber ban til bende i sin udfordrendenbsp;trods. I Heidreksgaderne leger bolgemoerne med naesten syd-landsk frihed. Eerst kommer de sorgende; mange maend barnbsp;deres komme bragt skade, — og dermed frister de livet. Nunbsp;ses de med lyse lokker indbundne i hvid hoveddug; ingennbsp;busbond bar de kvinder. Sjaelden er de skènsomme modnbsp;farende folk, i vinden ma de vage. After kommer de gaendenbsp;i braendingssaerke, ind gennem fjorden staevner de, der findernbsp;de en hard seng; men lidet leger de i vindstille. Men dissenbsp;vers siger kun Nordboernes tanker halvt ud; den anden halv-del ligger antydet i de navne som de lysharede grumme bar:nbsp;en bed »haevende«, en anden »himmelglitrende«, en tredienbsp;»duvende«, en fjerde »kolde*. Og om end maske Heidreksgaderne repraesenterer den nordiske naturpoesis fuldendelse,nbsp;er der ingen tvivl om, at selv deres bolgemoer godt kundenbsp;fore sig efter navnene Duvende eller Kolde. Der hersker ikkenbsp;nogen modstrid mellem subjekt og verbum i digterens beskri-velse af vinterstormene: »Fornjots sonner begyndte at fyge«,

51

og heller ikke en storinskildring som denne; »Bygerne karlede og snoede -Egirs stormfro dotre», indeholder i sig selv noget brud pa sund sans. SS kunde man da endnu i sene histo-riske tider tale om Ran og vEgir som det hav de var, udennbsp;at tilslore deres personlighed. sSohojenes hest slider sit brystnbsp;ud ai' den hvide Rans mund«, siger en skjald om skibet dernbsp;arbejder sig frem i seen; en anden beskriver dets hSrde duvennbsp;i disse linjer: »Den vSdsvale Ran forer gang pS gang fartojetnbsp;ned i ^Egirs kaeve.« Her er endnu intet af den moderne dig-ters »som om«, nSr ban inspirationsdrukken lader sig om-slynge af bolgens arme; og her er ingen spillen pS den pikantenbsp;modstetning mellem munde med rode Iseber og munde af ennbsp;anden bygning. Nar bolgen hedder kolde, eller Ran kaldesnbsp;vSdsval, betyder tijlaegsordet ikke at kvinden er kold somnbsp;havet, men at hun har selve bolgekulden i sig. Det »stormfro«nbsp;som tillagdes ^girs dotre, matte ogsS, sS Isenge sproget ikkenbsp;var helt forstenet, gselde noget mere end blot havkvindernesnbsp;hoveren i vejret. For den der har opsuget den gamle kulturnbsp;i sig, om end kun i overleveringens opspaedning, kommernbsp;ordet kampfro, anvendt pS krigeren, med en egen, energisknbsp;klang; man foler en utilfredshed ved de moderne substituter,nbsp;og det en utilfredshed der ikke vil give sig overfor sSdannenbsp;reflektioner som disse: at ordet var kraftigere, at kampglsedennbsp;var voldsommere —; den folelse som tillaegsordet kundgor,nbsp;er ikke en braending som opstar ved at krigeren og kampennbsp;stoder sammen: kampglaeden og kampen selv er en egenskabnbsp;i manden, er hans sjasl. SSledes ogsS de stormfro bolger:nbsp;vinden er ikke musikanten for deres dans.

Mere end de yderste, halvt ubevidste hviskninger af den gamle sjseletro far vi ikke gennem versene. Det vi horernbsp;er ord som siger hvad mennesker har talt ind i dem, snarere

52

end Old gennem hvilke mennesker abenbarer sig. Skjaldene brugte deres billeder uden kulturelt ansvar, og ofte i selvisknbsp;vilkarlighed, men om de end ikke lienger folte sig bundne afnbsp;nogen selvnidkaer tanke, matte de trselle under det sprog tanken havde skabt. Hvor radikal en stilfornyer Helgekvadetsnbsp;digter end var, st5r dog ogsa ban pê gammel grund, nar bannbsp;nu borer Kolgas (Koldes) soster og lange kole stode sammennbsp;med brsendingsbrag, og i nseste ojeblik ser digirs skrseksommenbsp;datter forsoge at kaentre skibene, ser brsendingsdyrene vridenbsp;sig ud af Rans hènd.

Det bar sin vanskelighed for os at ik s^ ubetingede be-greber som liv og tilvaerelse indsnsevret til det lille kredsfang som de ma have for at fmde anvendelse pa fortidens sjsel, udennbsp;at med det samme dybden forsvinder. Naermest kommer vinbsp;vel de gamle tanker ved at sige, at livet og tilvaerelsen den gangnbsp;var en natur — natur taget i den aeldre betydning, af nogetnbsp;som borer med fra fodselen af eller fra oprindelsen af, nogetnbsp;som folger uadskilleligt med, og som betinger samp; vel udseendenbsp;som vaesen og karaktertraek. En natur kan kun affode ganskenbsp;bestemte virkninger, nemlig dem der ligger inden i den, s5somnbsp;fire ben af den saerlige art som ulven bar, tilsammen med dennbsp;og den lugt, et gab som gamp;r op og i p5 den og den made, en til-bojelighed til rov og lusken om ude i Udg5rd. En andennbsp;natur kan kun frembringe noget kantet, hardt, tungt, som inbsp;visse tilfaelde ruller ned og bider taeerne af en mand der st5rnbsp;i dets vej. Men samp; ligger ogsa i naturen, at den ikke kan ladenbsp;vaere med at frembringe sine virkninger. Ulvheden kan velnbsp;nok existere som sjael, men for eller senere mamp; den sla ud inbsp;et bidende baest.

¦i I

53

Alle vegne hvor karakteren er forskellig, er de besjselede adskilte ved den uoverstigelige klnft som sserliv betyder. Na-turens uforenelighed overvejer og fordunkler al udvortes, ligenbsp;ia vel som al indvortes ligbed. Trseets natiir, dels karakternbsp;dommes efter dets udseende: om det bar ru bark eller glat,nbsp;om dets blade er runde eller lange, om det skyder op i hojdennbsp;eller ud i bredden, men ogsa efter dets vaner: pa et trse bliver barken glinsende i uvejr, pa et andet mork og truende; det ene trsenbsp;rasler med lovet, selv om vejret er stille, det andet svinger vildtnbsp;med armene i storm, og haenger ellers dvask ned. Der ligger inbsp;denne trseets ssedvane en abenbarelse af dets inderste sjsel, detsnbsp;viden eller anen, og megen visdomslykke bestamp;r i sevne til atnbsp;allsese trseets sjael pa dets lader. Man ved at det ene trse be-sidder en kundskab og en varselssevne som det andet ikkenbsp;abenbarer, eller ikke abenbarer p5 den tydelige made.

Og endelig borer trseets nytte med til dets sjsel. I egens natur ligger at sejle, som i askens at danne spydstage. Denbsp;gamle sprogs artsinddeling af trseer og buske er bygget over vsek-sternes betydning for menneskelivet; de deles i trseer med hardtnbsp;ved og trseer med blodt ved, i de golde og de bserende, sadannenbsp;der kaster fode til mennesker og dyr, vel ogsa i de balnyttigenbsp;og de trsegtbrsendende. Af den angelsachsiske runeremse farnbsp;vi et, ganske vist svagt og brudstykket, billede af trseernes sjsele.nbsp;Taksen er »ni pa ydersiden, hSrd, fast i jorden, ildens nserer,nbsp;dybt rodslagen« — og noget mere, som vi ikke forstar. Birkennbsp;er »frugtlos, bserer dog grene uden afkom; den er skon afnbsp;kviste, i kronen fagert prydet, svulmende af lov, luftens stald-broder«. Egen tjener »menneskers born til kodels nsering;nbsp;hyppig farer den over havet, og bolgen ssetter dens kssrnefast-hed pa prove«. Asken »er sare hoj, mennesker dyrebar; fast inbsp;grimden bolder den sin plads, om end mange msend gor anfald

54

pè den«, — og det ma vi vel foje til, om ikke forstaelsen skal blive halv: den bolder sejgt stand, hvad enten den har sin rodnbsp;i klippegrunden eller, som askespser, i krigerens naeve.

Og stenene har deres natur, som giver dem deres trseghed og deres hdrdhed, s5 vel som deres «evne til lejlighedsvis atnbsp;kunne flytte sig, deres skaerpe til at bide, deres magt til at knusenbsp;— hver sten efter sin art. Hine menneskers usvigelige stedsansnbsp;beror pa at de fra barnsben af har kendsel pa hvert trse, hvernbsp;sten, hver lille forhojning i jordsmonnet; de vaennes til at baerenbsp;det een gang sete sa noje aftrykt i hukommelsen, at ingen lillenbsp;variation undslipper dem og den mindste forandring slar dem.nbsp;Sa ved de ogsa godt, at stenene pamp; èben mark har deres for-skellige karakter, som viser sig ikke blot i formen, men ogs5 inbsp;»vanerne«, maske i aevnen til at vise vej.

De bjserge og hoje der danner synskredsen, har, som den ved der ar ud og ar ind iagttager dem, hver sine sserheder; denbsp;er alle folsomme for hvad der sker i luften, men de sp5r ikkenbsp;morgendagen, dens vejr og dens hsendelser p5 samnie made,nbsp;mSske heller ikke altid med samme visdom. Adskillige af demnbsp;har den opgave at mserke dagstiden; alt efter som solen »er p5«nbsp;dette eller hint punkt i synskredsen, inddeler man sit dagsvserknbsp;og sine hvilestunder, — det skulde vsere underligt om ikkenbsp;»Middagsfj8eldets« og »Natmalstindens« viden har vaeret rod-faestet i sjselssevner som udmserkede dem fremfor andre fjselde.

Vore forfaedre har, synes det, med saerlig tillid fulgt de r5d og varsler som gaves af rindende vand; og der findes antyd-ninger af at de med skarpblik aflseste sjselen pi fossenes form ognbsp;bevaegelser, maske ogsa lyttede efter ejendommeligheder vednbsp;rosten i faldende stromme. En digter som folte sig ude overnbsp;verdens bornevisdom, biskoppen Bjarne Kolbeinsson, vaergernbsp;sig i sin Jomsvikingedrapa udtrykkeligt mod den mistanke.

55

at han skulde have hentet sin visdom sunder fosse*; som om hans samvittighed ommede sig ved alt det hedenskab han mSttenbsp;tage i sin mund, namp;r han vilde digte i de gamle former. Hvadnbsp;Plutarch fortaeller om Ariovists Suever har vel en videre gyldig-hed; de spamp;ede af flodernes hvirvler og af strommcnes bugt-ninger og brus. I hvert fald, selv om saetningen er fodt somnbsp;helhed i Plutarchs hjaerne, og ikke ord for ord er afhjemlet inbsp;barbarernes tanker, indeholder den nok det vsesentligste i Ger-manerens opmaerksomhed, nar han sad ude under fosse.

I bjornhed, ulvhed, ravnhed, i eghed, boghed, almhed ender sjselen til den ene side. Men namp;r vi sd vender om for atnbsp;S0ge sjaelens graense udadtil, mod lyset, skal vi snart opdage atnbsp;vejen er Isengere end vi pa forhand taenkte. De to floje afnbsp;naturen, den der gar ned i tilvaerelse og den der g5r ud i aben-baring, md have nojagtig samme laengde; sd langt naturen gamp;r,nbsp;det vil sige, s5 langt egenskaber og udseende er de samme, ernbsp;livet identisk. Alle ulve, alle ege, alle stene har samme sjael.nbsp;Og ikke blot er alle medlemmer i klassen delagtige i en bestemtnbsp;slags sjael, ligesom delejere i et fond af livskraft, men de ernbsp;bade sjaeleligt og legemligt identiske, sS at de lider hinandensnbsp;lidelse, og foler hinandens krsenkelse og vrede og velvilje. Dennbsp;praktiske tanke, for hvem, i vore ordelag udtrykt, den renestenbsp;spiritualisme og den mest handfaste materialisme ligger uop-loseligt i hinanden, betragter adskillelse i rum som en ligegyl-dig, tilfaeldig omstaendighed; man kunde fristes til at udtrykkenbsp;forholdet sadan: den foler materiens, legemets soliditet, mennbsp;er blind for dens udstraekning i rummet, og maske er det ud-tryk mere end et paradoxalt billede.

At leve.

Lntet under da at livet i Midgard falder sa trygt trods alle farer og alle uforudsete haendelser. Manden star fast og selv-sikkert pa sine ben; ban er ved godt mod overfor de Udgards-vaïsener som endnu af og til strejfer ind over jorden; ban kaem-per pa egen mark og med en baer af forbundsfseller.

Vi sa manden famle om uden for verdens grsenser: bvert skridt var gaetning af en gade, den slags gader som jaetternenbsp;stiller, af bvis losning livet afbaenger. Derude kan en og andennbsp;undtagelse redde sig igennem i nogle fö dage, og komme vel-beholden hjem; men leve derude er umuligt. Om Midgard varnbsp;sadan beskaffen, om mennesker bavde vseret benviste til atnbsp;famle sig planlost frem pa den vis, da bavde jaetterne buseretnbsp;pa jorden til dagenes ende.

Nu famler mennesker ikke. De kender altings sjael, ved bvad der ligger i bvert enkelt vaesen af vilje, bade ond og god,nbsp;de kender badets natur og kaerlighedens natur, de kan dragenbsp;sig velviljen til nytte og tage sig i agt for skadeaevnen, de kannbsp;boje af pi rette sted og gribe til i rette ojeblik, I kraft af deresnbsp;visdom kan de herske, og hvor magten ikke slar til kan de be-regne deres list med sikkerbed, uden frygt for at den, som sanbsp;ofte ude i daemonland, skal falde ved siden af sit mal. De kannbsp;tvinge sjaelene til at tjene, ved at stemme dem venlige. Planter

57

som indeholder en fjendtlig vilje og ufejlbarlig seder den uvi-dende op indefra, kan den der kender sjselen forvandle til nyt-tige styrke- og Isegemidler, ved forstaende omgang under vseksten, eller ved viis tilberedelse efter plukningen. Han harnbsp;lage! stenene i sin tjeneste og forvandlet dem til redskaber, inbsp;hvilke al skadende og tilintetgorende vilje er vendt udad, og alnbsp;velvilje indad mod brugeren, sa at ban trygt kan fore dem inbsp;handen og na sit mal. Han er omgivet af tsemmede sjsele.

Nseppe nogen sjtel kan fremfore et kraftigere vidnesbyrd om menneskets klogt end ilden. Hvad den har vseret, og hvadnbsp;den endnu kan vsere, far vi at vide af de navne den stundomnbsp;bserer. Den hedder »frsek«, — og hvad det navn siger kan vinbsp;se pa ulven; grum og gradig, lyder et andet af dets skndsm5I.nbsp;Og nu, hvad er de bedste ting i verden? »Ild er bedst blandtnbsp;menneskers sonner, og solens syn, helbred og liv uden dadel*;nbsp;i en rsekke som ender med det storste pa jorden, den sere somnbsp;ingen angrebspunkter har, kan ilden hsevde sin plads. »Ildnbsp;sksermer, eller hjselper, mod softer«, hedder ogsamp; et gammeltnbsp;ord, og den der kender lidt til folkelivet, og til den rolle ildennbsp;dér spiller for menneskers og kreaturers velfserd, ved bvor dybnbsp;en brond den lille ssetning dsekker over. Ja, ilden er livnserer,nbsp;siger digtersproget. Og denne omskabelse af det urolige element har mennesker selv afstedkommet; stadig tsemmer denbsp;flaininen, pa ny og pa ny, »vier« den og heiliger den til nytte inbsp;Midgard. Skikkene ved den gamle vien kender vi ikke, mennbsp;af senere folkessed kan vi i det mindste danne os et begreb omnbsp;anden i dem. P5 bestemte festdage, eller namp;r lykkens nedgangnbsp;tilkendegav at der trsengtes til en nybegyndelse, blev balet sluk-ket p5 alle arner; byens beboere samledes og vakte ny ild vednbsp;hjselp af det gamle, oldservserdige fyrtoj, bvor tras avler ild i trse.

58

og fra den nytsendte flamme hentedes velsignelse til staid og lade, og nyt liv pa amen.

Men til syvende og sidst er Midgards beboere ikke af-bsengige af en velvilje hos sjaelene, de er ikke blot de snilde, der forstar at gore sig en fordel af naestens svagheder og sedel-modighed, de kan tvinge ham ind under deres vilje. Jaegerennbsp;kan skaffe sig herredomme over det vildt ban jager, samp; at detnbsp;ikke undgdr ham, men tvaertimod af egen fri vilje giver sig inbsp;hans vej, ikke baerer nag til ham og ikke ruger pS haevn fornbsp;hans overgreb. Der er langt fra sjael til sjael, en kloft er be-faestet, og ingen kan i kraft af det liv som er i ham, umiddel-bart pSvirke et andet vaesen, sédan at han rejser tilskyndelsernbsp;og tilbojeligheder op af dets viljesliv. Men sé meget des letterenbsp;kan man liste sig ind i den fremmede sjael, og saette den i be-vaegelse med dens egne lemmer og dens egen styrke. Udseende ognbsp;egenskaber er ikke tilfaeldige udslag af naturen, og derfor, an-tager man een af sjaelens ejendommeligheder, samler man helenbsp;sjaelen op i sig og gor den til sin egen vilje. Blot man kan fa knyt-tet forbindelse med sjaelen pé et eneste punkt, da har man dennbsp;hele; i en lille afreven stump af legemet sidder jo livet lige sanbsp;fuldt som i den springende, spejdende, villende organisme, ognbsp;kan man assimilere det lille udsnit med sig, ved at aede det ellernbsp;binde det pé sig, da suger man hele sjaelen til sig. Men méletnbsp;nés lige sé sikkert ad den éndelige vej; gennem mimisk efter-ligning af legemets lader og opforsel tilegner man sig »naturen*,nbsp;og saetter sig i besiddelse af hele den store, legemsrige sjael —nbsp;eller drager den i hvert fald halvt ind i sig. Man kan gé ind inbsp;dyrets natur ved at forfolge dets formél med dets gestus, vednbsp;at efterligne dets snigen sig pé rov, dets skrig, dets spring,nbsp;dets méde at aede pé, méske dets parring. Og indefra kan mannbsp;derpé boje dyret efter sin vilje. Ja, egentlig er jo selve ideen

59

nok til at skaffe herredomme over sjaelen, blot man kan fa ideen, eller begrebet, faestnet i en form der lader sig behandle.nbsp;Mèske er navnet en samp;dan iklsedning af »naturen»; da bar mannbsp;i det sjaelen indesluttet, og navnet er et magtiniddel til at bojenbsp;fjenden. Et eller andet farligt vsesen trseder manden i vejen,nbsp;lukker sit gab op for at sluge ham, stirrer torstenende pa ham;nbsp;men ban slynger sit: »Jeg kender dit navn!« mod utysket, ognbsp;hvis det er sandt at ban m e s t r e r dets navn, synker detnbsp;afmaegtigt ned eller lister skulende til siden.

Men den der kender tingenes natur og forstSr at undgamp; an-stod, ban kan ogsè gribe ind og benytte sig af verden. Han kan ikke blot for en stund binde og kue sine omgivelser, ban former ogsè at skabe en varig solidaritetsfolelse, sa at ban kannbsp;bygge »fred« mellem sig og det derudenfor. Han kan for-binde sig med en sjsel uden for menneskenes kreds, sédan atnbsp;den bliver forpligtet overfor ham med en genansvarlighed dernbsp;i styrke ikke giver fraendekredsens sere noget efter. Men frednbsp;kan kun opnés ved at han, som det i gammelt sprog hedder,nbsp;blander sind med dyret. Han indpoder sjsel af dets sjsel inbsp;sig, sé at der mellem de to slags liv fremkommer en lignendenbsp;identitet som den der bolder alle individer af dyrearten sam-men i legemlig enhed. En slig forening foregar ved over-forelse af sjselefragmenter, og hvor den finder sted, mé dennbsp;bevirke hel og fuld overforelse af den fremmede natur pé fost-broderen. Mennesket indoptager sin ny frsendes sjsel, og til-egner sig béde ret og sevne til at bruge dyrets lykke, nér behovnbsp;gores. Hos Germanerne findes kun spredte minder fra dennbsp;tid da menneskene forbandt sig med dyrene; men helt ned inbsp;den historiske tid trseffer vi vidnesbyrd om en endogsa megetnbsp;stserk fostbroderfolelse. Omkring Erik Rodes gérd pa Gron-land huserede en vinter en stor hvidbjorn, og da Torgils, der

60

pS den tid sad som gaest pa Brattahlid, faeldede dyret for at frelse sin lille son fra doden, fik han alle msends lovord. Kunnbsp;Erik tav, og selv om han ikke satte sig imod at kroppen blevnbsp;udnyttet, forstod man godt at han harmede sig over Torgils’snbsp;dad. Somme sagde at Erik havde haft »gammeldags tro« pSnbsp;baestet. Og sagaen antyder, at forholdet mellem de to msendnbsp;fra den dag af blev endnu koligere end det havde vaeret i for-vejen, ja, at Erik endog sogte at lede Torgils i livsvSde. — Ennbsp;slaegtsbenaevnelse som Ylfinger, og i lige sS hoj grad anvendelsennbsp;af ulvens navne som hEedersbetegnelse for krigere og somnbsp;mandsnavn, tyder temmelig sikkert pü, at selv om ulven fornbsp;de fleste Germaner stod som et »uhyre«, et jaettebaest, gavesnbsp;der enkelte setter som havde overvundet fremmedheden. Omnbsp;virkelige ulvmaend nogen sinde har existeret, da har aetten ogsanbsp;for alvor haft ulvenatur i sig, med ulvens styrke og ulvensnbsp;vaner.

I kraft af sin beherskelse af naturerne kan manden ogsamp; kombinere sjaelene, og indpode af den ene sjaels vsesen i dennbsp;anden. Saledes besjseler han hvad hans hsender har forarbej-det, og udruster sit vserktoj med de egenskaber der kan gorenbsp;dem nyttige i deres kald. Namp;r han binder et bundt fjer pSnbsp;sin pil, da inspirerer han skuddet med fuglens sikkerhed, maskenbsp;ogsamp; med fuglens hugkraft, lige sa vist som han sikrer sig selvnbsp;en stump fuglenatur ved at binde fjer pa sin egen krop. Ellernbsp;han kan i kraft af sin kunstneriske fgerdighed nojes med at afbilde naturen. Han indhamrer en orm pa sit svserd, Iseggernbsp;»en blodmalet orm langs seggen*, sa at den »slynger sin halenbsp;om nakken pk svEerdet«, og sa lader han svserdet »bide«. Ellernbsp;han anvender en anden kunst; han synger »naturen« ind i sitnbsp;redskab. Han hserder sit vkben i ilden, smeder det med kunstnbsp;og list, skaerper det, pr}gt;^der del, og »laegger det ord pa det« at

61

del skal vaere en orm som bider, en ild som aeder. Ligesd tomrer ban sit skib med skibsbyggerens erfaring, maler det,nbsp;saetter mSske et dyr i forstavnen, og byder at det skal traedenbsp;med bestens sikkerbed pa vandet. Naturligvis er de blotte ordnbsp;ikke tilstraekkelige: de viiker kun hvis der er »lykke« i dem,nbsp;hvis ban kan gore dem »hele«. Hvordan ban skal baere sig adnbsp;dermed, det sporgsmSl er for dybt til at udtommes her; mennbsp;efterhanden som vi laerer ham at kende, vil vi formodentlignbsp;opfange den ene lille hemmelighed efter den anden.

Digteren er en stor lykkemand. Han bar ordlykken frem-for nogen, — det maerkes ikke blot pamp; den velklang der er over bans tale, men ogsa pS den virkning som bans ord barnbsp;bade over mennesker og naturer. Vi er i vor ensidighed tilboje-lige til udelukkende at anskue det aestetiske i bans frembringel-ser. Som om hele bans kunst bestod i at beskrive hvordannbsp;kampens orm huggede fra krigernes hand og bed sig fast inbsp;modstandernes hjaerne, hvordan kampens ild flammede da belten svang den, og bed sin mand til dode i hvert hug, hvordannbsp;kampens fugle svirrede fra buen, hvordan havhestene, bolge-gaengerne tradte fiskevangen! Sd letfserdigt tor disse billedernbsp;ikke fejes af. »Havets hest« er ikke nogen sammenligning,nbsp;digteren siger ikke at skibet lignes ved — nej, skibet er det bannbsp;siger; skibet gamp;r ikke over bolgen som en best traver hen adnbsp;den faste vej, men ha vets best tr seder bolgen. Den digteriskenbsp;afbildning af krigeren som kampens trse, der tjener til at fyldenbsp;hvert andet vers ud for de vindskibelige skjalde, synes at til-hore Norden; i hvert fald er der nseppe noget sikkert spor afnbsp;den figur i de andre germanske folks poesi. Men hvad entennbsp;den nu var specielt skandinavisk eller ikke, har den seldensnbsp;autoritei i sig. De senere digtere behager sig i billedet af kri-gerne som traeer, der star i kampens storm og svinger vildt med

62

armene mens ligduggen driver ned ad stammen; i selve om-skrivningen ligger ikke givet andet end dette: krigeren er del tykstammede, rodfaste trse. Runeremsens skildring af askennbsp;er vel den bedste kommentar: »fast i grimden, stand holdendenbsp;selv om mange maend gor anfald«, ord der fèr deres lys franbsp;dobbeltspillet mellem tanken péi det sejge asketrse og pd detnbsp;uovervindelige asketraesspyd. Han bar vaeret en stor lykke-mand, den digter som forst inspirerede sin hovding ined en sjaelnbsp;hvis egenskab var sejgtsvingende fasthed. Skonheden ved dennbsp;poetiske figur ligger i dens sandhed; ti hvis metaforet ikke ud-trykker en virkelighed, bar det ingen som heist digterisk be-rettigelse.

Gennem utallige fraendskaber knyttes naturerne sammen pè kryds og tvaers, til verden haenger i et spind af fred. Samp;dannbsp;drager mennesket sjaelene ind i sin kreds, ind i sit venskab ognbsp;ind i sin fred. For denne tidsold, som snart under det enenbsp;navn, snart under det andet: kristendom eller Vesten, frem-skridt eller virkeligheds-agt, dristigt bar sat sin kultur op somnbsp;et banner for alle folk, er feltramp;bet: herske. Ned gennem tidernenbsp;forud for os og gennem vor egen tid lyder ordet: gor dig jordennbsp;underdanig; og det ser ud som om dette bud sympatisk traeflernbsp;hjaertetonen i vor kultur, og stadig saetter ikke blot dens hand-linger men ogsamp; dens spekulationer i trit. Alle hypoteser omnbsp;urtiden og fortiden i vor slaegts historie lyder under begrebetnbsp;kamp: kamp med naturen, kamp med dyrene, kamp med men-neskene, og som omkvaed atter og atter: herredomme. NSrnbsp;mennesket spaender okser i ag, taender ild under kedel, smogernbsp;angsten for de vilde dyr af sig, antager en selvtillidsfuld minenbsp;overfor de mange der vil skraemme ham fra vid og samling,nbsp;da bar ban vel udstSet mange kampe, og da bar ban mèske.

63

hvem ved, oploftet mangt et hoverende herskerhyl. Sandt er det, at en kulturhistoriker der ikke vil se blodets vaerdi somnbsp;udsaed for kuituren, kommer ikke langt i sin viden; og derfornbsp;egner en fyndig sentens om kampens betydning sig ypperligtnbsp;til at stè som vsekkende motto ved indgangen til mennesketsnbsp;saga. Ulykken er at den lille klump gaerende vid, som skuldenbsp;tjene til at frembringe hsevelse i tankerne, gennemsyrer helenbsp;dejgen. Der g^r motto i tankerne. Selv om livet indeholdernbsp;kamp, og megen kamp, ja, om vi end vil sige at kuituren godesnbsp;med blod, har vi ikke dermed sagt hvad livet selv er; helhedennbsp;afhsenger af den akkord som strid og sejr danner med livetsnbsp;ovrige kèr. Kuituren er alt for mangfoldet et vaerk til at densnbsp;vsesen kan bestemmes ved et statistisk opgor af dodsarsager.nbsp;Den ene periode er en okse- og svserdtid, som stiller vèbendodennbsp;overst blandt godartede tilskikkelser; en anden epokes menne-sker ssetter drab af enhver slags pS listen over kulturstridigenbsp;handlinger, regulerer salget af vaben ved apotekerbevillinger, ognbsp;der kun i nedsfald og pamp; stats vegne uden laegens medvirkning.nbsp;De to vil nsere en aerlig foragt for hinanden, de vil, hvis de kommer hinanden pd nsert hold, udveksle ord som »barbar* ognbsp;»ovngnubber«, — og mSske, nar alt kommer til alt, miskendenbsp;béde sig selv og hinanden. Kulturens vaesen kan vsere fred undernbsp;en buldrende og blodig yderside, og kan vsere strid eller voidnbsp;under en forfinet fredsommelighed.

Det er et slid at vsere menneske, meget sterre slid end man pé forhand, efter de menneskelige fornedenheder og forudsset-ninger, skulde tro. Anstrsengelsen gselder dagligt bred, livetsnbsp;frelsc til moi’gendagen, hab for i overmorgen, den gselder mulig-hed for at stole pé sig selv; og dette mél er ofte fjsernt nok an-bragt til at fordre anspsendelse af alle krsefter og sevner. Mennbsp;som madstrseber betragtet er mennesket en dériig ekonom; i

64

hvert fald forstSr han kun slet at Isempe kraefterne efter dagens behov. Der er mere end anspaendelse i hans arbejde, der ernbsp;en forbiskydende fart, som vidner om at den energi der drivernbsp;ham, er af en mere sammensat natur end den blotte omsorg fornbsp;opholdet. Han drives af en ubtendig trang til at indoptage helenbsp;naturen, til ved sin aktive sympati at gore den menneskelig —nbsp;ikke menneskeagtig —, at gore den »hyre«.

Nar vi ser hvordan mennesket i sin poesi, sine myter og sine sagn èndeligt gennemkomponerer den ganske natur, hvordan han indretter sine fester, ja somnie tider sit hele liv, efternbsp;himlen og dens gang, kan vi ane hvilken vsegt der for hamnbsp;ligger pa at underbygge sin andelige tilvisrelse. Spaedt ognbsp;spredt kommer minderne fra vore forfaedre, men samp; megetnbsp;kan vi se, at deres liv bade var et solliv og et maneliv. I dennbsp;grad er solen gaet ind i deres natur, at kraften i dem virkernbsp;fra ost til vest. Medsols skal alt gores, om heldet skal vsere inbsp;handlingen. Svenskekongen skulde ride Eriksgade — hyldnings-toget omkring til rigets bygder — retsols om sit land; og ret-sols gik man formodentlig med ilden, nar man helligede signbsp;et nyt hjemsted og drog det ode land ind i sin lykke. Da dernbsp;efterhanden blev trangt om plads pa Island, fik man — efternbsp;sigende ved en opmandskendelse af Harald Hamp;rfagre — ved-taget, at ingen matte tage mere land end han kunde omfarenbsp;med ild pa en dag; man skulde tsende bal mens solen var inbsp;ost, og stedse inden for synshold tsende og tiende, til de sidstenbsp;bSl flammede op med solen i vest. Helt ned til dagligdagsnbsp;gang og laden gaelder solens lov. Medsols — retsinninges —nbsp;skal drikkehornet gS fra hand til hand om bordet. Undernbsp;almindelige omstsendigheder gik man solens vej om huset,nbsp;synes det, at domme efter et sted i Droplogssonnernes saga.nbsp;Grim og Helge for vild i et uvejr og vidste ikke hvor de var.

65

da de pludselig leb pè en husmur; de gik medsols om bygningen og opdagede at det var Spakbesses blothus. Ved denne deresnbsp;gang voldte de, efter Besses mening, at uvejret holdt sig i fjortennbsp;dage. Hvis vi ter stole pê at sagamanden har vidst hvad ban for-talte, ma det vel vaere selve bevsegelsen om gudehuset dernbsp;gav vejret et samp; kraftigt puf fremad, at det havde ondt vednbsp;at standse. Omvendt tvinger man ved at gk mod solen, naturen sédan tilbage i sig selv, at den spraenges og gér af lave.nbsp;Sadan bar Groa sig ad da hun havde beredt Ingemundssen-nerne et dedsgsestebud, men leb panden mod deres lykke:nbsp;hun gik modsols om sit hus efter solnedgang, sé op i fjaeldetnbsp;og svingede en dug, hvori hendes guld var indknyttet; og mednbsp;det suk: ssvaert er det at sta mod Ingemundssennernes lykke»,nbsp;og ensket: »sé ske nu hvad der er beredt», lukkede hun derennbsp;efter sig. Da kom der et stenskred over garden, og alle omkom. Samme middel brugte Audbjerg til at hievne sin sensnbsp;fornedrelse pé Berg Skamfod. Hun kunde ikke sove for uronbsp;om natten. Det var stille og klar frost. Sa gik hun ud ognbsp;vandrede modsols om gérden — sin egen gérd —, satte naesennbsp;i sky og vejrede til alle verdenshjerner. Straks kom der omslag i vejret, det begyndle at fyge, vinden bragte te, og etnbsp;sneskred for ned over Bergs bolig, sé at tolv mand fandt deden.

Nar man forstod sine ting, behevede vel ikke modsols-bevsegelsen at have unaturlige virkninger; den kunde endogsé, ved kyndigt at rettes mod et bestemt formél, gere gavn. Inbsp;hvert fald fortselles os om en mand, der standsede et uvejrnbsp;ved at gé mod solen om en ring som faellerne dannede; nérnbsp;han finder det fornedent at tale irsk til, vidner det vel blotnbsp;om at tiden er ude for kuituren — og felgelig inde for my-stikken til mangefold at erstatte den simple mening som kuituren har taget med sig i graven, med sit praktiske eller spe-

Vilh. Gronbech 11. nbsp;nbsp;nbsp;^

66

kulative abracadabra. Handlingen i sig selv kan ineget vel v£Ere kulturhjemlet.

Om manen barer vi hos Tacitus, at den regulerede folke-forsamlingerne; i ny og i fuldmène modtes folket pa tinge, — ïti ved alle foretagender anser de denne begyndelse for bedst«.nbsp;Ogsamp; Caesars bemaerkninger om Germanernes dagvaelgen harnbsp;Abenbart stor dybde: «Ariovist og hans folk vidste i folge kvin-dernes spèvarsler at de ikke turde hèbe pü sejr, hvis de abnedenbsp;kampen for nymane«. Vi har let nok ved at oge pa dissenbsp;tilfaeldige ymt ud fra moderne folketro med dens hundredernbsp;af forskrifter for hvad der skal gores i tiltagende mane, ognbsp;hvad der skal opsaettes til manen tager af, og sa megen vis-dom kan vi med varsomhed ose af denne tyktplumrede kilde,nbsp;at mSnens bestemmelsesret ikke har vaeret indskraenket til detnbsp;offenüige liv, men at den har gennemtraengt hele livet, ogsamp; detnbsp;daglige, med sin indflydelse. Men desvaerre er indsigten i ménensnbsp;vaesen géet tabt, og dens karakter stér nu for os som en dunkeinbsp;gade. Kun sa meget ved vi, at det var den — artselleren —nbsp;der bestemte tidens og dagens gang, og altsé indgod dagenenbsp;deres kraft ved at sende sin sjsel ind i dem; sé har da tidensnbsp;lykke ebbet og flodet med ménens.

Vi kan ikke vsere i tvivl om hvilken betydning tankernes bevaegelse med solen har; her er ingen halvhed mulig: maen-dene antager og befaester solnatur i sig. Pé den méde méttenbsp;de sainle sig msegtige krsefter og megen lykke, det var ligenbsp;sé unndgéeligt som at de vandt styrke ved bordet; men fiknbsp;de held ved venskabet, métte de ogsé erhverve sig noget mere:nbsp;fred i sindet. At de ganile folte aerbodighed for solen, at denbsp;var bange for den, at de sogte at erhverve dens kraefter, atnbsp;de vilde drage sig fordel af den, at de onskede at stemme dennbsp;venlig, at de vilde tvinge den ind under deres egen vilje, —

67

alt er sandt, ti alt er et og det samme; det mennesker straeber efter, og det de opn^r, er fred og fraendskab, tankefaellesskab,nbsp;overensstemmelse, samsvarighed: enhed. Uden sammenaeltningnbsp;af naturerne er fraendskab ikke muligt. De gor naturen tilnbsp;sig selv ved at indpode liv af sit i det fremmede, og hvad dernbsp;for dem er det samme, hente liv af det fremmede ind i sig.

Uden denne inderlige sammenhaeng mellem mennesket og de andre naturer kan hverken ban eller Midgèrd vaere til.nbsp;Sildefodningen, der mener sig klogere end sine forfaedre, harnbsp;storste delen af sin styrke fra sin troskyldighed. Han vagnernbsp;op i en temmelig veloplyst verden, hvor ban blot selv har atnbsp;sorge for belysning nèr solen er af himlen og ménen boldernbsp;morke; han fmder sig bragt til saede i et velforsynet spisekam-mer, hvor han blot selv skal finde foden frem, — og hannbsp;tager al denne orden som en given sag. Som ban stér der inbsp;faellesmidtpunktet af en utallig msengde cirkler, i hvilke solnbsp;og mane og stjaerner, sommer og vinter, dag og nat, store ognbsp;sma dyr, fugle og fiske, bevaeger sig uden at aflade og udennbsp;at bryde ud, tsenker han ikke pé at skrive denne regelbundel-hed op blandt sine forfaedres storvaerker, og allermindst faldernbsp;det ham ind, at uden dem vilde der have ligget et kaos, somnbsp;havde hvirvlet ham, stakkel, til bunds. Sé underligt det ménbsp;lyde i hans oren: forgaengerne kendte slet ikke til triumferendenbsp;pukken pé en evig orden: de havde deres tryghed, men kunnbsp;fordi de vidste hvordan verdens regelmaessighed var bragt tilnbsp;veje, og derfor kunde sige hvordan den skulde opholdes.

Ingen sinde tager de sig selv og deres egen stilling for givet. Den tanke at mennesket skulde sidde midt i herlig-heden og se dyrene komme for at gore ham opvartning og fénbsp;deres titel af ham, den er kun opkommet i dumdristigt-genialenbsp;bjaerner, der har forsikret verden i en stor gud, og har for-

68

sikret sig selv i hans velyndest overfor mennesker eller over-for et bestemt folk.

Nordboerne siger pa almenmenneskelig vis, at der var en gang da verden var »uhyre«: jaetterne huserede som de havdenbsp;lyst, de bredte sig som eneherrer i tilvserelsen. Da var altnbsp;uland. Men de msegtigere — de snildere — kom over dem,nbsp;og nu sidder tusseafkommet ude pd grsensen og gnaver bennbsp;og bider negle. Sadan skiltes land fra uland, hyre fra uhyre.nbsp;Men endnu den dag i dag holdes graensen kun ved straeng èr-vagenhed. Guderne, hedder det, anrettede det forste store blod-bad pS utyskerne, drsebte urjsetten, sè at masser af yngelennbsp;druknede i hans blod, og fejede resten vaek fra Midgard; ognbsp;endnu foretager Tor, Midgards vogter, stadig sine udryddelses-tog; endnu er der fare endog for sol og mSne: sS har den enenbsp;Udgardsbo, sé den anden, ved snedig overrumpling sogt at Iseggenbsp;dem ind under jsettevilje.

I den literaere udformning som myterne fik ved kulturens afslutning, ser det ud som om den sksebnesvangre styrkeprovenbsp;foregar mellem guder og jaetter, mens jordbeboerne kun harnbsp;at se til med behersket spaending. Ja, digteren fortaeller i for-tid, som om det var noget forbigangent og overstamp;et han op-frisker, som om han blot kvaeger tryghedsfolelsen ved at mindenbsp;om et ojeblik da verdens skaebne stod paa vip, og vippede dennbsp;rette vej. Men der er ikke plads til noget forbigangent i myten,nbsp;lige sé lidt som der er langt nok mellem guder og menneskernbsp;til at nogen symbolik kan skydes ind i mellemrummet. For-taellingerne udtrykker i bogstavgranne ord menneskers be-dommelse af deres vaebnede tryghed; og hvis vi bavde myternenbsp;i en folkeligere form, og med den levende kommentar somnbsp;fortaellers og lytteres kreds var, vilde vi let fd oje for at detnbsp;var braendende menneskelige problemer der afhandledes. Kam-

69

pen fores fra dag til dag midt i menneskeverdenen; ingen er sikker pè at beholde skinnet og varmen, om ikke ban og bansnbsp;fseller jsevnlig styrker bandet mellem sig og de liojtfarendenbsp;lys. Svigter feUiget et ojeblik, da vildes himmellegemerne pénbsp;deres veje, og da indtrseder den tilstand soin Voluspas digternbsp;endnu kendte og kunde beskrive: »Solen vidste ikke hvor dennbsp;havde sale, mSnen vidste ikke hvad for styrke [lykke, bestem-melse] den havde, stjasrnerne vidste ikke hvor de havde deresnbsp;steder.«

Og den fare som stSr sS truende pamp; himlen, den lurer jo i hver eneste sjael i Midgard. Bag al tryghed stèr den alvor,nbsp;at naturerne bar mulighed for fjendskab i sig: de kan for-vildes, de kan blive »uhyre«. Og de blir det somme tider, n^rnbsp;mennesker ikke bevarer sig selv og deres lykke, og igennemnbsp;den forbundet med omverdenen; da gror mulden ikke merenbsp;i sin klamkulde, da taber kreaturerne nytteaevnen, og danbsp;bliver trseerne ulykkebaerende, fiskene star i sluttet skare tilnbsp;havs, mens seen vselter sig odelaeggende ind over landet. Omnbsp;verdensfr5'den skal holdes ved lige, kraeves der stor selvbeher-skelse bos insendene, og tillige stor agtpSgivenbed med at gorenbsp;bvad ret er ved alle fester og rituelle nybegyndelser.

Et dybt traek i al menneskebed er angsten for det ukendte, en folelse som, tilsyneladende sS simpel og usammensat, vednbsp;naersyn èbner sig nedad i dyb efter dyb. Overst ligger frygtennbsp;for en vilje der ikke af nogen forpligtelse bindres i at skadenbsp;og forulsempe; knapt skjidt under denne overfladefrygt dukkernbsp;sig sengstelsen for bvad det fremmede kan bitte pamp;, bvad detnbsp;bar kraefter til, den bekymrede stundeslosbed der folger af atnbsp;man ikke bar midler til at bedomme faren. Men denne aeng-stelse for det uberegnelige gamp;r i virkeligbeden langt ud overnbsp;bange anelser for liv og lemmer, den fortoner sig i en angstens

70

forventning hvor fortvivlelsen hvert ejeblik stór i brud; ti der hvor sjaelene ikke pa en eller anden méde er fseldede sam-men, mé man vsere betaenkt pé at handlingerne gér forbi hin-anden og derfor rammer med et ulykkestilfaeldes kraft; de kraef-ter som kommer fra det fremmede er af en anden art og vir-ker pé en anden méde, sé at modtageren méske slet ikkenbsp;maerker virkningen for ulykken er sket, og i hvert fald ikkenbsp;har noget forsvarsmiddek skikket til at afvaerge indflydelsen.nbsp;Rummet mellem to sjaele der séledes pé grund af fremmedhednbsp;griber forbi hinanden, er det sted hvor trolddom er sikrest atnbsp;finde. Den graense som skiller troldmaend fra mennesker er sénbsp;skarp, fordi den stér uafhaengig af alle udvortes sméskon om sortnbsp;og hvidt; den kan aldrig udviskes, hvor meget end magerensnbsp;handlinger og aevner ligner hverdagsmandens, og den kan ikkenbsp;blive skarpere derved at troldmandens kunster gér langt ud inbsp;morket. Han er fremmed, ban stér uden for fred, derfor er hansnbsp;gerninger i alle tilfaelde fyldte af »uhyre«, og nér de tilligenbsp;maerkes béde af uhygge og grusomhed, er disse egenskaber blotnbsp;en forudgiven udfoldelse af viljens natur.

At Udgérd er fuld af trolddom og uhyre, det ved alle, og alle frygter jaettehjem med samt dets indbyggere; men dennbsp;frygt hvormed man i tanken spejder ud over menneskelivetsnbsp;graenser, er dog anderledes beskaffen end angsten for hjemlignbsp;trolddom: man kan leve med den uden at tankerne hindres inbsp;deres bevaegelser. Ikke sé nér uhyggemaend slér sig ned indennbsp;for graensen mellem land og uland, ti deres naervaerelse pressernbsp;alle tanker, og stivner béde vilje og aevne. Landet er ikke etnbsp;udvortes rum, som man méler med benene og ojnene, og ladernbsp;ligge nér man lukker doren mellem sig og solen. Landet ernbsp;mandens aere og lykke, sé at enhver forandring pé det frem-kalder et skifte i sjaelen; og alt hvad der kommer inden for dets

71

graenser er sjaeledele. Det som ssetter sig jorden rager med mere end sit halve jeg ind i mandens inderste, og fór han ikkenbsp;lov til at gennempulsere dette, der har gjort sig til smamp;del inbsp;hans kod og hans sjsel, med sit blod og sit ramp;d, da kommernbsp;det til at sidde som en kile, der skiller tanke fra tanke, og frem-kalder en smsertefuld spsending, sédan som den der maeldernbsp;at muskier eller ben tvinges adskilt, blot sé meget vsrre somnbsp;spaltningen lindes i seren, i sjselen.

Men til landet og til sjaelen borer dyr og traeer lige sé fuldt som mennesker; solen som skinner over sjaelen og frugtbargornbsp;den med varme, regnen og vejrene, lyn og torden, bor og fiske.nbsp;Hvis mennesket ikke kunde drage alt hvad der griber over inbsp;ham, eller blot rorer ved ham, helt ind i sin besiddelse, assimi-lere det, gore det til réd af sit réd, da vilde hans sjael skilles adnbsp;i smédele: en del gé ud mod ost, en anden ud mod vest; ognbsp;folgen vilde ikke blive at manden oplostes og forsvandt, mennbsp;den langt forfaerdeligere, at han sad tilbage som et stort hul,nbsp;med tomhedens pine i sig, som niding.

Dagens krav pé fode, hus, ild i huset, klaeder pé kroppen, vében mod fjender, redskaber til erhvervet, kan ved sin evinde-lige prikken holde maend i travet, og gore naetterne kortere endnbsp;dagslyset egentlig er til; men madstraebet kan ikke frembringenbsp;den blodets hidsen i érerne som driver manden endogsé ud overnbsp;ham selv. Det kan synes strajngt nok at skulle tvinge sol og ménenbsp;fast i banen, holde regnens sluser passeligt ébne, binde fiskennbsp;til kysten, sorge for vérlov til skoven, og vogte tilvaerelsensnbsp;endraegtighed; men den opgave falder dog helt i skygge for ennbsp;anden, langt vanskeligere og endnu mere uafviselig: at bevarenbsp;tankerne i deres bane og holde sammen pé sjaelen. Suit og frygtnbsp;er straenge herrer, men den der stér under deres herredom kannbsp;sige hvem ban tjener, og hvorfor han tjener, og han ved derfor

72

altid, ndr han har opfyldt denne dags mèl af traldom og tor unde sig et hvil-ud til en ny dag. Staerkere er den der bydernbsp;med en sSdan myndighed, at budet kun abenbarer sig for trael-len som vilje til at adlyde, og lader ham overbore bade befalingennbsp;og rosten som byder. Nidkaert freder manden om alle smadele inbsp;sin aere, sin sjael, fordi hans selvfolelse sa vel som hans selv-fornemmelse, hans moralitet sk vel som hans forstand, er af-haengig af den tilstand som rader inden i ham, og ikke uden atnbsp;spraenges kan taie nogen anden forandring end den gradevisenbsp;og lovbundne. Det er en ringe ting, fra universets standpunktnbsp;set, at en ko flyttes over et gaerde, men for den der boede hvornbsp;koen kom fra betyder tabet forstyrrelse i aere og i forstand,nbsp;fordi koen var hans ejendom; lige sa vist er solen hans, et lednbsp;i hans ejebevidsthed, et feit i hans aerebillede, og vristes ellernbsp;lirkes den ud af hans fred, laegger han sig ned og dor. Altnbsp;hvad der en gang er koblet ind i sjaelen skal frelses, sa heltnbsp;og fuldstaendigt som det er.

Dog, livet er ikke helt lost med den kunst at passe pa. Selvhaevdelse er lige sa meget fornyelse som bevarelse. Den uronbsp;som driver maendene til atter og atter at gore deres forfaedresnbsp;og deres egne bedrifter om, til igen og igen at forvisse sig omnbsp;fred og fraendskab med sjaele og nalurer, tyder pa en dyberenbsp;grund i al identitet end den blotte vedvaren. Solen er dennbsp;samme fra dag til dag, ti mere end een solsjael findes ikke; mennbsp;nar man om en eller anden vedtagen ting siger at den skalnbsp;fuldbyrdes inden femte sol, eller pa den dag da fem solenbsp;er faerdige pa himlen, da betyder ordene virkelig at der kommernbsp;een sol i dag, en anden i morgen, og endelig en femte til atnbsp;skinne over aftplens fuldendelse, og ikke et taellende forste gang,nbsp;anden gang; og man skal ikke undre sig hvis man pludselignbsp;i en ritus eller en fortaelling bliver stillet ansigt til ansigt med

73

en hel rsekke solguder. Vor tilbejelighed til at betragte identitet som ensbetydende med iudividuel vedbliven kommer ikke tilnbsp;rette med det faktum, at alle sild er samme sjsel og samme krop,nbsp;medens hver ny tilsynekomst af en sild — det vaere ingen andennbsp;end den vi sa i gèr, eller det vaere gamp;rsildens allerfjaerneste slaegt-ning, — er en nyskabelse ud af sjaelen; eller maske naermerenbsp;gamle tankers gang; silden sa vel som solen er genfodninger fornbsp;hver gang de viser sig pS ny. Jo laengere vi kommer ind imodnbsp;menneskets livsmidtpunkt, til hans personlige ejendom, til hus-dyrene, ind i de egennaevnedes sfaere, des staerkere biiver per-sonlig hamp;rdnakkethed i existens; men den dybe sammenhaeng inbsp;sjaelens tilvaerelse er og biiver dog en stot aevne til at genfodes,nbsp;eller til at leve frem pa ny i tide og i utide. Derfor kan detnbsp;ikke vaere nok at slutte fred med omgivelserne een gang fornbsp;alle, og derfor biiver sjaelen selv, aeren, som den kan kaldes,nbsp;béde sS urolig og sd fordringsfuld en ejendom.

Der har i sene tider vaeret, og er endnu, staerk eftersporgsel efter en simpel, lethandterlig forklaring pamp; den febrilskhednbsp;som har lokket mennesker ind pS den skaebnesvangre vej atnbsp;skabe guder, og som stadig far dem til at plage sig med mange-hande spekulationer, der ikke blot synes overflodige, men i denbsp;fleste tilfaelde beregnede pa at gore tilvaerelsen bade vanske-ligere og frygteligere. Problemet er lost, desvaerre blot alt fornbsp;ofte, samp; at vi nu star som Romerne, der vidste at de ejede etnbsp;heiligt, lykkebringende skjold, men havde det liggende sammennbsp;med elleve kopier, der var gjorte sk nojagtigt at end ikke denbsp;indviede skulde kunne skebie det aegte ud af bunken. Ikkenbsp;nok med at sS modstridende navne som frygt, og trang tilnbsp;hengivelse passer lige godt pamp; menneskets urfolelse, ikke noknbsp;med at de rummeligt kan fa plads side om side, men de mister

74

i den stilling deres modsaetning og stryger deres indbyrdes ufor-ligelighed af sig; den exaltation som gor mennesket til et bytte bSde for guder og for hans egne spekulationer, spiller imel-lem patos og burleske, imellem frygt og overmod: elemen-terne er ikke adskilte. Mennesker kan pa een gang soge dennbsp;hoje sols gunst, og rose sig af at bestemme nér den skalnbsp;skinne. Mamp;ske er tordenen i deres opfattelse det mest sere-frygtindgydende af alle vaesener, og samp; binder de dens vaeldenbsp;i en lille stump flint, der sidder under hanebjselken. Sprogetsnbsp;vidunderlige aevne til at saette en forbloffet mand pS ret kolnbsp;ved et lille stikord, som tragisk, ophojet, patetisk, eller deresnbsp;modsaetninger, svigter her lige sd vel som overfor en Brynhlld,nbsp;der folger med Gudrun ned til èen, men af sin sjaelsstorhednbsp;drives ud pamp; dybere vand end det medbejlersken pjasker i.nbsp;Og Islsendingernes sagaer med deres billeder af maend der und-siger hinanden for en ko, for et nederlag i en brydekamp, fornbsp;en strid om pladsen om bordet, er jo den rigeste illustrationnbsp;pS livsfolelsens vidfavnen.

Humoristen blandt sagatidens helstobte lykkemaend bed Glum og boede pa TverS. En af sine stolteste bedrifter ovedenbsp;ban dengang ban fik sin bjemmemand Ingolf til at lyse drabetnbsp;p^ en fedekalv. En aften pè Tveramp;, da alle folk var inde ognbsp;bavde spist sig maette, fik Glum pludselig lyst til tidkort; bannbsp;foreslog at alle pS rad skulde vaelge sig lidsmaend — en slagsnbsp;mandjsevning, bvor deltagerne mdlte kraefter i lovprisning afnbsp;deres helte. Han begyndte selv med at nsevne sine tre bedstenbsp;venner: sin pung, sin okse og sit »stokkebur«, sit faste bjaelke-kammer; Ingolf, som fulgte naest, var uforsigtig nok til at siddenbsp;i sin aerekaere busbonds stue og msele hojt om sin tillid til Torkelnbsp;pS Hammers venskab. Glum tog ham pS ordet og fik ham afnbsp;sted med et svserd der var tykt af kalveblod, for at ban kunde

75

pr0ve sin fuldtro ven ved at mselde sig nykommen fra drabet p5 Kalv fra Stokkelade. Torkel jog ham forarget p5 doren,nbsp;og da han kom hjem, mente Glum at nu kunde han jo provenbsp;en god ven p5 Tverd, siden han p5 Hammer ikke havde svaretnbsp;til forventningen. Og han fulgte ham ind i sit stokkebur. Onderligt nok, naeste dag rygtedes det at Kalv var bleven taget afnbsp;dage, og Ingolf blev staevnet p5 sin drabslysning. Da sagennbsp;mod ham kom for pè tinge, odede Glum m51et for sagsogernenbsp;med en simpel indsigelse; »I har staevnet gal mand, ti det varnbsp;mig der draebte Kalv«; og der stod eftermèlsmaendene overrump-lede og m5tte tage imod hvad Glum bod dem, ti sagen mètte nunbsp;begyndes helt forfra, og til at fore en proces igennem mod TverS-bonden selv og fa ham klemt mellem lovens skjolde, kraevedesnbsp;der fiere forberedelser end man havde anset for nodvendige over-for den ret ubetydelige Ingolf.

Fortaellingen begynder i en humor, som breder sig ud i stedse videre ringe, indtil den altomfattende ironi at et kneb stórnbsp;op pè tinge og med lovens egen styrke bojer loven efter sig.nbsp;Hvis Glum havde raget ud over sin kultur med blot den mind-ste del af sin personlighed, da kunde han vaere bleven en «interessants skikkelse, som en Loke, en negérer, men han kunde ikkenbsp;have iklaedt sin handling humorens dybsind; nu sidder hannbsp;helt indesluttet i kuituren og hevaeger den som sit eget jeg:nbsp;hans list gar ind i haevnen, og er skaelmsstykke udadtil, mennbsp;aerealvor indadtil; hans kneb gèr ind i loven, og ikke blot op-traeder i dens styrke, men udforer dens gerning, at midle aerenbsp;til ret. Dette er en kulturs egen dybsindige og alvorlige selv-ironi, s5 befriende og s5 vindende, fordi den er sundhed dernbsp;Ier ad sin styrke, og ikke har gran af den koketteren med ennbsp;begyndende impotens, som giver dekadencens og overgangs-tidens ironi dens pikante ramhed. Glum bliver ikke komisk

76

figur, dertil har han alt for meget latteren pS sin side; og den latter der gotter sig i folelsen af at sta i jsevnhnjde med, ellernbsp;mSske over, sit objekt, den lader fortaellingen ikke komme signbsp;naer, fordi Glums skarnsstreg foregèr pè samme heilige jordbundnbsp;som baerer Havard og Kveldulf og Egil og Langobarderen Sig-valde. Skaelmsmesteren bevarer heltemélet, fordi der lige undernbsp;hans snilde og hans skselmsstreg ligger livets barske: at vsere ellernbsp;ikke vaere. Den Ingolf som han sender ud at lobe April, har sid-det inden i hans aere og trykket den ned. Den Kalv som han sender ind til faedrene med halv oprejsning, har ved en hestekampnbsp;hamp;net ham gennem hans huskarl. Ingolf. Glums fif er bestemt tilnbsp;at skaffe ham noget som han for enhver pris mamp; have; og netopnbsp;fordi hans replikker fodes op af selve aerens spaending, kan denbsp;have deres lystige bid, som nSr han siger til Ingolf, idet hannbsp;lukker ham ind i sit stokkehur: »Du bliver en vanskelig gaestnbsp;at have, hvis han, Kalv, er draebt«, eller nSr han styrker sin ind-sigelse pa tinge med de ord: »Ganske vist draebte Ingolf en kalv,nbsp;men jeg gjorde ikke det drab til sag imod ham«.

Det ser ud som om Glum i overgiven selvtillid leger med mennesker og tilvaerelsen og dens grundlove; og det gor han,nbsp;men det der giver ham kraften til i leg at tumle med detnbsp;storste, er faren, eller om vi vil, frygten. Hans skodeslosenbsp;selvsikkerhed er stobt under en spaending af vilje og angst,nbsp;eller snarere noget som er dybere: mulighed for angst. Hvadnbsp;vil vi kalde denne energi, der giver sig til kende i sundhednbsp;og selvtillid, der skyder rèd og foretagender op med en odsel-hed som aldrig synes at komme til kort, men som heller aldrignbsp;undlader at vage over sig selv med en Srvègenhed som ikkenbsp;er frygt eller mistaenksomhed, men det endnu dybere ognbsp;staerkere: frygten for at frygte, frygten for at give bange anelsernbsp;den mindste plads, — en energi der blot behover at lobe sig

77

fast et ejeblik for at slè ud i dedsraedsel? Det ord frygt er tilpasset pa de yderste udiobere af livsfolelsen, og hvis det kannbsp;gores stort nok til at spaende over en angst der lige samp; let fremnbsp;kalder hoverende spog som fortvivlelse, ja, da bar vi et godt ordnbsp;for den urfolelse der skaber og afssetter guder, der driver raen-nesker til at gamp; bersaerkergang gennem tilvaerelsen.

Hvad vi end kalder denne urfolelse, bar vi ikke med navnet taget kraften ud af den. En lille skiftning af synsvinklen, ognbsp;vi ser, bMe hvor naer vi stamp;r det centrale i menneskets vaesen,nbsp;og hvor fjaernt vi er fra en forklaring af den radikale art dernbsp;med et rask tag bringer béde problemet og problemets gen-stand ud af verden. Angsten er selve sammenhaengskraften.nbsp;Ndr manden med en sSdan nidk^rhed vager over den mindstenbsp;stump i sit sjaeleeje, da er det fordi bans ^ndelige ejendelenbsp;udgor, ikke blot en helhed, men den enhed som er ham. Ennbsp;enhed fremkommer ikke ved at mange dele indgar et samlag,nbsp;eller ved at de underordner sig et overhoved; den beror pamp; atnbsp;enkelthederne gamp;r op i hinanden og bliver til en harmoni, at denbsp;hver for sig er et noget, men tilsammen er en styrke. Eller vinbsp;mè soge et billede i de gamles tanker om sjaelen, og sige at hvernbsp;enkelt del i sig selv er helheden.

Den lille aerestump tager sammenhaengen i sjaelen med sig nSr den glider ud, fordi den var enheden selv. Manden er ikkenbsp;dette og hint, fraender, fortid, ejendom, land, kreaturer, sol,nbsp;mamp;ne, regn og bor: han er ojeblikket med dets fylde, og alt detnbsp;andet ruller sig sammen i stunden som dens kraft, dens lykke.nbsp;Er ojeblikket en ko som naboen har rovet, da er det koen somnbsp;ponser p4 haevn og som haevder sig, og alle forfaedrene, allenbsp;bedrifterne, vennesaelheden og anseelsen samler sig som kraftnbsp;i tanken pamp; oprejsning. Er det en fraende som er faeldet, danbsp;danner denne fraende kaernen i genopretteren. Snart er det

78

fiskeriet, snart krigstoget, snart solen eller mamp;nen, regnen eller tordenen, dyret eller trseet, som udgor sjaelen, jeget. Del over-modige udrSb: jeg er solen, eller endogsa: jeg er Gud, liggernbsp;ikke sè nser periferien af et sundt menneskeliv som man skuldenbsp;tro, og det er psychologisk nser beslaegtet med det ydmyge:nbsp;ikke jeg lever mere, men en anden, et andet lever i mig.

Derfor betyder det mindste tab af sjaelestof oplosning af per-sonligheden: da synker, ved vi, al selvbestemmelsesret, al mo-ralsk bedommelse, al vilje til at gore forskel mellem sundt og fordaerveligt, og al aevne til at vaelge godt fremfor ondt, sammennbsp;i en ruinhob. Og manden bliver et Sndeligt èdsel.

Sjsel.

.idt i denne verden af sjasle stór mennesket, og stèr der i kraft af en sjsel, et liv. Denne sjael kan bsere aldeles de sammenbsp;antiteser som de andre naturer i MidgSrd. Man kan godt be-gynde p4 angelsachsisk gèdesprog med et; «Jeg ved en underlignbsp;ting: den er usynlig, men stér dog for alles ojne i hallen; dennbsp;er ikke storre end tre alen, og dog kan ingen se mere end densnbsp;ene ende; den kan foles med baender og uden hsender, og dognbsp;kan ingen gribe om den og holde den fast; den gèr over bedenbsp;og brsending sk hurtigt som en sky i storm, og en bund kannbsp;indbente den; den flyver i luften, og dog ligger den sovendenbsp;i ballens. Den er bunden til materiën, og fri til at ga omkringnbsp;pamp; trods af tid og rum og tyngde. Den er formlos som varmennbsp;nèr den ved et bamp;ndtryk glider fra den ene arm op i dennbsp;anden, og usynlig nèr den som en kraft udbreder sig fra ennbsp;kriger til hele hans skare og inspirerer dem alle som een mand.nbsp;Og den er nodsaget til for eller senere at tage skikkelse, tilnbsp;at vise sig som den mennesket er.

Menneskelivet er som de andre slags liv en n a t u r, men hvad er kendetegnene p^ denne natur?

Den kan kaldes med navnet megin, i det ord ligger fore-stillingen om en kraft, og i det ord modes alt levende. Jordens sjsel, dens megin, omtales ofte som en kostelig essens. En

80

drik der er tilsat med jordmegin, er staerkere end al andeii vaedske, ligesom jordmegin pa den anden side synes at inde-holde en Sndelig styrkelse til at ophaeve ollets alt for maegtigenbsp;virkninger. Desvaerre er de antydninger vi fèr alt for brud-stykkede, og alt for ensidigt husradagtige, til at vi kan dannenbsp;os nogen forestilling om i hvilke af jordens egenskaber mannbsp;fornemmeligst sS dens sjael. Maske tor vi tilfoje et par linjernbsp;fra en angelsachsisk formular, hvor der foreskrives med hojrenbsp;hSnd at laegge jord under hojre fod og sige: jgt;Jord har magtnbsp;mod alskens vaesener, mod misundelse og glemsel, mod dennbsp;maegtige mands tunge«. Versene er indsat i en anvisning tilnbsp;landmanden namp;r hans bier har svaermet, men indholdet synesnbsp;at antyde brugbarhed i mange andre livsforhold. — »Vejret harnbsp;ogsè sin megin,« siger den lille tungerappe Alvis, da han bred-benet stamp;r og lader sig mytologisk examinere af Tor; vejretsnbsp;sjael er skyerne, — det mener i hvert fald alferne. I urdagene,nbsp;for verden var fuldt ordnet, da var ménen og solen til, men denbsp;kendte ikke deres sjael, deres megin, de vidste ikke hvad deresnbsp;kraft var, deres bestemmelse, deres levnedslob, deres gerning.

Menneskets megin er hans kraft, — hans legemlige styrke forst og fremmest. Trael, Rigs forste son, voksede op og trivedes,nbsp;sa tog han til sin megin, begyndte at hinde bast, og gore signbsp;byrder af ris, som han bar hjem. Men i mands megin er dernbsp;mere end muskier; der er magt, der er bedrift, der er sejrsaele.nbsp;Og endelig raekker megin op i sjaelsstyrken, sé at den der misternbsp;sin megin, kommer til at ligge bevidstlos, som vi kalder det.

Det der skiller asen fra alle andre vaesener er naturligvis at han har asmegin, asesjael med dens vaeldige egenskaber.nbsp;gt;Vokser du, Vimur, sa vokser min asemegin sé hoj som him-len,« réber Tor da han star midt i Udgardsfloden og den svul-mer op til den skummer om skuldrene pé ham. Tor havde

81

pa sine farefulde vandringer lejligheder nok til at fore sig i sin fulde asemegin, nar jaettekraefterne tyknedes om ham.

Atter benaevnes sjselen med navnet fjör, et ord der sa godt som fuldstsendig gik under med den gamle verden; det varnbsp;mèske for gammeltungt til at gore forandringen med, da dennbsp;ny ssed kom. Fjor er liv, det der bevirker at mennesket gSr,nbsp;og taler, og borer til i lyset. Fjor er ogsS sjselen, den sjsel dernbsp;vandrer ud pamp; sine egne veje efter doden. Fjor er selvet, detnbsp;der gor mennesket til menneske, det er manden selv, og kannbsp;derfor komme til at bruges om legemet, ogsè efter at dodennbsp;har rort det. Og som lykke bserer det manden, bevinger hansnbsp;suilde, giver ham tanker, upholder ham, og udruster hansnbsp;planer med fremgang. Da Hakon Adelstensfostre drog somnbsp;tronkrsBver til sit hjemland, sk det en stund nd som om ele-menterne tog magten fra ham: Hans flSde splittedes ad, og dernbsp;udspredte sig det rygte at Hakon var bleven derude. Kongnbsp;Erik tog budskabet som en kserkommen visbed, men Gunhildnbsp;rystede pè hovedet: af sit dybsind vidste hun at Hakon havdenbsp;fjor, — og han naede da ogsk til Norge med velbeholdent skib.

Sjselen kaldes »hu«, og dermed betegnes den som lyst og tilbojelighed, som mod og tanke. Den inspirerer mandens op-forsel; hans handlinger og tale fèr deres prseg alt efter som denbsp;kommer ud af en hel hu, af hard hu, af modig hu, af bedrovetnbsp;hu. Den sidder inden i ham og segger ham; sadan siger Lokenbsp;da han har talt sit hjserte ud blandt guderne: »Nu har jegnbsp;sagt hvad min hu tilskyndede mig«: sSdan siger Sigurd danbsp;han har drsebt ormen: »Min hu seggede mig«. Den sidder indenbsp;og rSder eller varsler: »Min hu siger mig til«; og namp;r hu’en harnbsp;sagt til, da star sagen temmelig fast. »Han ser mig upamp;lidelignbsp;ud, du skal se han vender ondsiden ud ret snart; det er mignbsp;ukaert at han er hos dig, ti min hu siger mig ondt til om ham,«

Vilh. Granbech lï. nbsp;nbsp;nbsp;6

82

sMan traenger Ingolf ind pa sin broder for at han skal jage en tillobende karl pa porten. Der gik en vinter, og Ingolf kundenbsp;sige at alt var gaet efter hvad hans hu budede ham. Og mednbsp;tryghed beskikker den storsettede Atle Hamp;steinsson sit bus efternbsp;kampen med Ravn; »Du, min son, vil haevne din fader, hvisnbsp;du ligner dine frsender, og min hu siger at du vil blive ennbsp;anseelig mand, og dine setlinge efter dig.« Og er hu’en urolig,nbsp;at man kan sige med Gudrun; »Laenge vaklede jeg, laingenbsp;delte sig hu’erne i mig,« da er livet ikke sundt. Men narnbsp;manden s^ har fulgt det gode réd indefra, og har naet sit mal,nbsp;da stiger der op fra hans sjael et triumfrab: det er hans hunbsp;der Ier i brystet. — Undertiden har sjselen sin viden umiddelbart,nbsp;som vi vilde sige, undertiden har den erhvervet sig kundskabennbsp;ved spejderfasrd, og da kan det hsende at modparten har set sinnbsp;fjendes hu lobe sig i mode, enten i menneskeskikkelse eller inbsp;dyreham. Han drommer om ulve, og far oplysningen: »Det ernbsp;menneskehu’er du har set.«

Endelig kommer sjaelen os i mode som »mod«, og hvad det vil sige kan vi ikke umiddelbart slutte os til af det modernenbsp;ord; vi mè laere hele fylden i ordet, som var det et fremmednbsp;sprog vi gjorde os bekendt med. Mandens mod er hans sind,nbsp;det villende og det staerke, det langterindrende, det der holdernbsp;sa vel kraenkelser som venskab levende i forgrunden af bevidst-heden, og det fremdjaerve, som ikke lader vilje og hukommelsenbsp;fortaere hinanden i ubeslutsombed. Modet er ret egentlig sjaelennbsp;i fuldt vagen tilstand. Ndr Tor bliver helt sig selv, viser hannbsp;sig i asemod; jaetterne farer i jaettemod, nar de anlaegger deresnbsp;samlede natur. Dengang da guderne lejede en bygmester tilnbsp;at saette mur om Asgard, og lovede sol og mène med samtnbsp;Freyja for vaerket hvis det blev fuldfort inden forste sommer-dag, vidste de ikke hvem de sluttede handel med. Arbejdet skred

83

med forfaerdende hast, mesterens hingst trak hele klipper sam-men om natten, og mesteren selv stahlede dem forsvarligt op om dagen. Da han var sa nser rundt, at man kunde hegyndenbsp;at tage mal til portahningen, holdt guderne ramp;d, og kom inbsp;tanker om at Loke jo havde vaeret mellemmand da aftalen hlevnbsp;sluttet. Og Loke mStte paent love at skaffe udveje. Samp; var detnbsp;at den fremmedes best en aften hlev hoppegal og for af stednbsp;efter den der vrinskede i skoven. Dens herre lob hele natten,nbsp;men fik ikke fat i den, og naeste dag stod han og sa pamp; hullet;nbsp;i overmorgen var det sommer, — og han for i jaettemod. Mennbsp;da aserne sa for vist, at det var en bjaergrise der var kommen,nbsp;da lod de eder vaere eder og kaldte ad Tor.

Vi ledes laengere og laengere ind imod det allerheiligste i sjaelen. Livet kendes pa aeren. Vi har laert hvor inderligtnbsp;forenede lykken og aeren er, eller rettere, vi har set at de tonbsp;kun udgor sider af samme sag. De gamle var aldeles vissenbsp;pa, at i det ojeblik de tilled deres anseelse blandt menneskernbsp;at dale, sa snart de forsomte forfaedrenes gode rygte, namp;r denbsp;ikke sorgede for deres eget lyse ry, namp;r de begik aerelose hand-linger, — da sygnede lykken. Deres vished var grundet pamp;nbsp;erfaring, og det en erfaring hvis overskyggende alvor tog livs-betingelsen fra slige overfladiske leveregler, som den at mannbsp;matte vaere en »aerlig« mand for at kunne leve. De havdenbsp;oplevet aerekaerhedens betydning for den kommende generationsnbsp;helbred og foretagsomhed, dens statur, muskier, mod; ja, denbsp;vidste at vanaeren kunde draebe bornene i moderlivet og gorenbsp;kvinderne ufrugtbare. .dSren var intet mindre end selve livet,nbsp;og holdt man sjaelen i sig i halvkvalt tilstand, da sattes efter-kommerne tilbage i vaeksten, sa at de kom til verden svage, for-kroblede, lidet fremdjaerve. Havde man derimod fodret sjaelennbsp;og beriget livet ved at tvinge fremmed aere ind under sig, da

84

fedtes der helte i huset, med skarpe ojne og vaeldige kr$fter, bern der langede efter vaben ferend de var voksede helt fra vug-gen. Nattegammel stèr belten i brynje, det kunde man godtnbsp;forsvare at sige om en Ylfing; mere hverdagsmsessigt heddernbsp;det mSske, at drengen bistert rykkede tugteren i skaegget, ognbsp;begik sit forste drab i den alder da andre drenge lober mednbsp;deres moder. Eller mSske var der sS megen lykke i bornene,nbsp;at de selv fordrede livet. Det bedder om en dreng, Torstein,nbsp;son af Asgrim, en fremragende mand i Telemarken, at hannbsp;skulde have vseret sat ud, — hvorfor faderen naegtede at kendesnbsp;ved ham, fortaïlles ikke; — men i mellemtiden, medens traellennbsp;gjorde sig rede til at bsere barnet ud og grave det ned, hortenbsp;alle den lille kvsede: »Slip mig til min moder, jeg fryser pénbsp;gulvet; passer anden plads for drengen end faders arne? Ladnbsp;den sliben vsere, lad gronsvaeret i fred, — jeg har en fremtidnbsp;blandt mennesker.«

Men selv om bornene er en sikker mamp;ler for sjaelens til-stand, er det ikke sagt at man behover at vente til den kom-mende generation for at se vanaerens gnaven pamp; livsroden. For Islaendingen stSr endnu de to forbindelser »bevare sin aere« ognbsp;»bevare sin lykke« som ombyttelige storreiser; namp;r han sigernbsp;sit: »Jeg tror mig ikke til at holde min haeder hvis jeg siddernbsp;stille i denne sag,« da har hans ord en vaegt, som viser at dennenbsp;saetning, for hjaertet om ikke for hjaernen, stSr ensbetydenfenbsp;med at undga doden, at holde fast pè sin sjsel, at bevare sinnbsp;existens. Hans sky for at gé fejl af en mulig pligt daekker overnbsp;frygten for noget samp;dant som et ophor eller en tilintetgorelse.

Derfor havde opstandelsen i aerens eftermaele sS strostende en realitet. Helten glaedede sig ikke blot over at sS og samp; mangenbsp;vilde naevne hans navn for efterverdenen; hans trygge tillidnbsp;til fremtiden sad i forvisningen om at i denne naevnelse og be-

85

ronimelse bredte hans selveste selv sig ud, herskende og ny-dende, levende livet. N5r Noi’dboerne siger: »Hjorderne dor, frsenderne dor, selv dor man med: jeg ved eet som aldrig dor,nbsp;dod mands minde,« eller Beowulff troster den nedsMede kongenbsp;med sit; xSorg ej, vise mand, bedre det bèder en at hsevne sinnbsp;frsende end at sorge s5re; hver en af os skal opleve ende pènbsp;livet i verden; vinde sig den der kan, ry inden doden, det ernbsp;lykke storst for kaemperen, nSr livet er endt,« sa betyder ordenenbsp;mSske ikke mere end hvad vi omtrentlig laegger ind i dem idetnbsp;vi gentager versene; men de har deres kraft for bin tid fra ennbsp;virkelighed, som gèr langt ud over hvad vi kan tsenke os vednbsp;eftermsele, en virkelighed som vi kun kan vurdere tilstrsekkeligtnbsp;ved at bytte ordet eftermaele bort for genfodelse, eller op-standelse.

At leve i eftermselet, helst sa laenge verden »er oppe«, det var Nordboens storste higen. Ordet falder ham af sig selv inbsp;munden i livets hojtidelige ojeblikke: da Hoskuld velsignendenbsp;modtager sin son paa dennes ny gSrd, lober hans lykkeonskernbsp;ud i et: »Det tror jeg for vist, at hans navn laenge vil vaerenbsp;oppe.« Og gennem hele Germanien gamp;r denne ubaendige torstnbsp;efter ry. R5bet p5 eftermaele, pS noget som kan leve ud overnbsp;heltens dag, lyder lige s5 fordringsfuldt igennem Heliand-digterens kristne vers som i nogen heltedigters mund. »Det ernbsp;mandens behag at sta fast hos sin herre, villig do med ham.nbsp;Det vil vi alle, folge ham pamp; hans faerd, regne vort liv for lidetnbsp;vaerd, og do med drotten i fremmed land. Da laevnes os dognbsp;et eftermaele, godt ry blandt maend,* lader den kristne Tyskernbsp;sin Thomas sige til sine meddisciple. Den angelsachsiske So-farer, som ikke ret kan fó Kristus til at byde over bolgerne,nbsp;hverken dem inden i ham eller dem udenfor, for hvem helenbsp;verden ligger trist og hamp;blos, som et kaos af moje, strahadser.

86

savn, fejlslagne forhabninger, skilsmisse hvor man venter mnde, — ban klamrer sig til samme tro pè dommen over de dode.nbsp;Intet bestandigt kan ban finde. Sygdom og aelde og kampnbsp;kappes om at plyndre mennesker. Sd er der da intet andet atnbsp;bygg® sïid de efterlevendes lovprisende minde. Hans radnbsp;er: brug tiden ferend enden er der, til manddomsfserd modnbsp;fjender og djaevle, for at menneskers born kan prise dig, og ditnbsp;ry kan leve blandt englene. Sildefodning som ban er, betragternbsp;ban verdens manddomsalder som afsluttet; den tid da folknbsp;levede og troede pa livet, gav klenodier og frodedes i lykkenbsp;fordi de var stserke, den er uigenkaldelig endt, jamrer ban.nbsp;Og med bitterbedens inkonsekvens ssetter ban selve tilvserelsennbsp;pa anklagebaenken og bolder dens grund-usselbed op for allesnbsp;ojne. Men selv om de bitre alle dage ligner binanden, sanbsp;baerer deres resignation praeg af tider og steder. En siger; Nunbsp;vel, lad os aïde og do, en anden: Lad os tsenke og do, Sofarerennbsp;siger: Lad os do og mindes. Den fremmede pessimismes bSbnbsp;til en himmelsk fremtid bliver for bam et spir pd eftermaelet.

Hvis man ved eftermaele blot bavde forst^et noget som udelukkende la i andres mund, noget som var afbaengigt afnbsp;fremmede menneskers godvilje og deres sevne til at vurdere detnbsp;store, da bavde det alligevel vseret for usikkert et gode til atnbsp;varme sjtele, til at forsone med doden, eller endogsfi gore dodennbsp;til en vinding. Glteden over et stort ry, over et minde der over-straler selve det kortvarige menneskeliv, bavde sin ubsendigenbsp;styrke og sin ideelle vserdi derfra at den bvilede pè en realitet.nbsp;Eftermselets liv var et virkeligt liv.

Vi bar let nok ved at fatte begejstringen i den gamle dods-stoltbed. Det luende og lysende i ordene bar vi et abent oje for, men vi er nseppe mere i stand til at fole deres sevne til atnbsp;sprede varme. Den moderne Iseser mener vel at vise digteren

87

den allersterste hseder som det stamp;r i hans magt at yde, ved at tage ordene i en sA Sndelig betydning som mulig, men i virkelig-heden draeber ban blot deres sande liv med sin ideelle be-undring. Et andet udtryk for navnets vaerdi giver den gamlenbsp;formaning til kaemperne, sadan som den er skreven i dennbsp;norske hirdskra: »Husk, den der en gang dor niding, bannbsp;bliver aldrig en anden gang [= igen] til en brav mand, mennbsp;med det navn som ban dor, med det ry skal hans minde leve.«nbsp;Her tater den gamle virkelighedssans endnu et tydeligt sprog.nbsp;Hvis det kan lykkes os, med sindet opfyldt af bine lovprisningernbsp;af eftermgelet, at tage denne formaning sSdan som den star,nbsp;ord for ord, da vil vi selv fole bMe hojheden og livsalvoren inbsp;den gamle higen efter et stort ry.

Sa gamp;r da navnet ud fra sin bserer som en sejrherre og laegger verden under sig, det gèr frem uden at lade sig an-faegte af liv og dod, fordi det i sig har, nej, i sig selv er sjselen.nbsp;Sker der noget menneskeligt for manden, da trsekker hdenbsp;livet sig sammen i hans sere, hans eftermsele, hans ry, hansnbsp;navn, og lever i det sit uforstyrrede liv; det kan n^r som helstnbsp;fylde en ny krop ud og inspirere den til et liv i aere og lykke.nbsp;Namp;r navnet saettes pd en aetling, lever sjselen frem i lyset igen,nbsp;som om intet var sket. Han er kommen igen, sagde man.

Atter trseder menneskesjaelen os i mode som »alder«. Alder er i aeldre sprog — saledes pk angelsachsisk og pk gam-melnordisk — livet, det man mister, det man vover, det mannbsp;tager fra en anden. Alder er det fjor som sidder inde i brystet,nbsp;og som svaerdet kan traenge ind og bide. Men den sjael, ellernbsp;det liv, existerer ikke i bleg almindelighed, som en hvid tavlenbsp;verden kaster sin skygge pk. Den har et indhold, den er ennbsp;skaebne. Nomer skabte —r dannede — Helges alder, da de

88

kom til garden i hans fodselsnat, bod ham blive beromtest konge, med det storste ry blandt fyrster.

Fra fodselen af er ens alder bestemt, siger Nordboerne, og dermed mener de, at ens historie, som vi vilde sige, ensnbsp;skaebne, som de selv vilde udtrykke sig, er givet: gennem denbsp;og de haendelser og handlinger skal ban fores til sit endeligt.nbsp;Man kan i sin samtidige genkende en fordums helt pa hansnbsp;mod og pamp; hans seres indhold og dens styrke, men ogsSnbsp;hans livsgang indeholder et vidnesbyrd, og det mamp;ske et afnbsp;de tydeligste, om sammenhsengen mellem fortid og nutid. N^rnbsp;man ved hvad for en sjsel der er i en, kan man med umiddel-bar sikkerhed vide hvad der venter en og hvad ens endeligtnbsp;vil blive. Ens lykke er givet, og dermed bamp;de venner ognbsp;uvenner, forbund og strid, tradition og formSl; og med settensnbsp;»s3ere«, dens »egensind«, som vi har kaldt det, folger i ryt-misk gentagelse samme sksebne. Atle Hasteinsson afslog efternbsp;kampen med Ravn en venlig indbydelse af 0nund: ban vildenbsp;hellere hjem, ti efter al sandsynlighed fnlgte det med navnetnbsp;at ban skiilde do af sèrene som hans farfar, Atle Jarl, — hvisnbsp;navn og liv ban altsa bar.

I vort ord sksebne ligger der meget som har anvendelse pè de gamles tanker om livet og dets gang; uden kraft ernbsp;ordet nseppe heller, men det imponerer nu kun med den artnbsp;usikre serefrygt som skabes ved hemmelighedsfuld karakternbsp;og omgsengelse. Namp;r ordet skal stó for den hamp;rdhsendte virke-lighed som forfsedrenes sksebne var, da mè vi binde det tilnbsp;jorden ved at gore det til et vsesen med drifter, lidenskaber,nbsp;sserheder; tilbojelighed til altid at vselge en bestemt side af ennbsp;sag, til at vselge kamp og vabenafgorelse fremfor underhandling,nbsp;— eller til altid at se sig om efter mseglingsmuligheder; tilbojelighed til hellere at begS et drab for mange end et for fè, eller ogsa

89

en tilbejelighed til stedse at gore det som bèder en mindst. Vi har altid med en enkeltskaebne at gore, en som tilhorer eennbsp;mand og saertegner ham ud fra alle andre, og denne skaebnenbsp;har krav pê intet ringere end at kaldes sjael. Den kan gS udnbsp;fra ham og meddele sig til andre, og den kan genfodes inbsp;samme personlige bestemthed som seren. I folge prosastyk-kerne til Helgekvadene i Edda skal Helge Sigmundsson ognbsp;hans elskede, Sigrun, vsere genfodninger af Helge Hjorvards-son og Svava, og atter selv vasre blevet genfodte i Helge Had-dingjaskate og Kamp;ra Halfdansdatter. Vi har her tre ligelo-hende sagn, om en helt hvis msegtige og hastige livstemponbsp;skyldes forholdet til en halvt overjordisk kvinde. Helge Hjor-vardsson vaekkes til dèd af valkyrjen Svava, og dodvies phnbsp;en m^de ved broderens ubesindige lofte om at ville fortrsengenbsp;ham fra hans elskovs ret. Helge Hundingsbane vinder pa sinenbsp;krigstog valkyrjen Sigruns, Hognedatterens, kasrlighed og be-skyttelse, men for bendes skyld bliver han Hognes banemandnbsp;og forbereder derved sit eget fald. Det tredie sagn kendêsnbsp;kun fra en afbleget reminiscens i en seventyrsaga, hvor Helgenbsp;ved at hugge for hojt sèrer sin beskyttende elskede og val-kyrje, og derved ssetter lykken og livet til. Hvordan de en-kelte dele i denne trilogi forholder sig til hinanden hvad op-rindelse og gensidig beroring angèr, derom ved vi intet somnbsp;helst; kun samp; meget ser vi, at grunden til at de blev truknenbsp;pè snor er ligheden i den skaebne som forbinder p a r r e t.nbsp;Helge og Svava er ikke trSdt ind i livet igen, men livet harnbsp;genfodt gruppen: helt og valkyrjemo, og deres elskov mednbsp;dens tragiske udgang.

Den der skod de prosaiske mellemled ind i kvadene, har vel naeppe helt pamp; egen hamp;nd spekuleret sig til sin genfodelses-hypotese; men hvad enten der nu har Hgget spirer til sammen-

I

90

knytningen i sagnene selv eller ikke, samp; er disse prosalinjer hjemlede i gammel tanke. Livet kendes pamp; sin faerd. Sjaelennbsp;bar en livsgang bunden i sig, som sin egenskab. Skaebnen,nbsp;eller som vi ogsS kan sige, historiën, er lige sA lidt som lykkennbsp;noget der stèr uden for mennesket; ej beller baenger den blotnbsp;ved bam som et nodvendigt resultat af bans karakter. Dennbsp;er selve lykken, den er bans natur. Den fodes ud af bam panbsp;samme mMe som frugtbarbed og sejr. Pamp; denne identitet mel-lem skaebne og vilje beror Nordboernes frejdige fatalisme.

Derfor er det ikke ud af resignation at en Atle taler som ban gor. Nordboerne lod sig ikke traekke med af skaebnen,nbsp;de gik frivillig, de valgte selv det som de vidste var deres be-stemmelse, de valgte det uundgêelige af fri vilje, samp; paradoxal!nbsp;end ordene lyder. Skaebnen stod for dem som en nodvendig-hed manden ikke kunde komme udenom, men alligevel foltenbsp;de den som en vilje. De tog fraendernes ramp;d og planer opnbsp;med samme varme som deres egne, og ligesè levede de for-gaengernes skaebne med liter appetit. De greb fast om deresnbsp;bestemmelse med en vilje der er skaebnens egen vilje, — dernbsp;ligger bemmeligbeden ved deres ejendommelige, bèrdbaendtenbsp;sans for livet, den urokkelige tilfredsbed med tilvaerelsens so-liditet som gor at de aldrig gamp;r i dybet for at soge skatte, mennbsp;beller aldrig falder pA at dromme og troste sig ud over detnbsp;der nu en gang er.

Men endnu stamp;r der en bel side af sjaelen urort tilbage. Til naturen borer der en krop. NAr moderen bavde stamp;et panbsp;knaeene og fodt sit barn, da blev det bamp;ret ben til faderen,nbsp;for at ban skulde se bvilken af de gainle fraender det varnbsp;der trèdte ind i lyset igen. Mamp;ske kunde bans skarpe bliknbsp;i barnets bevaegelser skimte den afdodes karakter. Sommenbsp;born kom til verden med knyttede baender, andre skreg belte-

91

skriget straks ved begyndelsen af deres bane. Barnet ser lovende ud, siges der, ban vil blive en hèrd hals, men tro mod sine venner. Men forst og fremmest var det dog ligheden inbsp;traek og ojne og legemsbygning faderen spejdede efter. Sjaelennbsp;forandrede sig ikke. Lige samp; lidt som stenens bamp;rdhed ognbsp;kulde er tilfaeldige egenskaber ved et legeme som stenensnbsp;sjsel iklseder sig, lige sk lidt var kraftige lemmer, hvasse ojne,nbsp;bolgende, lyst hSr tilfa?ldige attributter for helte-sjaelen. Detnbsp;er et stSende sagntraek, at det unge hovdingeaemne udmaerkernbsp;sig ved sine ojne. Han bar hvasse ojne, ban hvsesser ojnenbsp;som rette kampfyrster, siges der om Helge Hundingsbane.nbsp;LigesS hedder det om Sigurd Fafnesbanes fodsel: Kongen blevnbsp;glad da ban sè de hvasse ojne som sad i bans hoved, og sagdenbsp;at ingen vilde blive bans jaevning. Disse ojne er jo i digtningennbsp;hovdingens adelsmserke: et blik der kunde skrsemme ellernbsp;tsemme bMe mennesker og dyr. Sigurds morder matte tonbsp;gange gk ud af sovekammeret med uforrettet sag, ti Vols-ungens ojne var sS skarpe, at ikke mange turde stirre ind inbsp;dem. Hestene for til siden og vilde ikke traede pS Svanhild,nbsp;sé laenge bun bavde sine ojne èbne. Saxos skildring af Olenbsp;Kaekke er en studie over belteblikket: Hans ojne var sknbsp;bvasse at de buggede fjenden bSrdere end andre maends vamp;ben;nbsp;de modigste krob sammen for bans blik. Ukendt kommernbsp;ban til kongsgSrden. Kongedatteren plejer pamp; sin rundgang inbsp;ballen at bese gaesterne; bun kunde af traekkene i deres ansigtnbsp;laese byrden. Men for Oles ésyn falder bun tre gange livlosnbsp;til jorden. »Her er en kongebèren belt,« siger bun, og allenbsp;rSber pa at ban skal kaste haetten. Da ban adlyder, siddernbsp;alle maend i ballen stirrende af beundring over bans skonbednbsp;og bans gule lokker, men ojenlagene boldt ban dybt saenkede,nbsp;»at de ikke skulde se og raeddes.*

92

Saxo, det moderne menneske, forundrer sig over pigens skarpblik; ban finder sig i hvert fald befojet til at saette en slignbsp;skarp divinationsaevne i gaseojne ved et tilfojet; »man troede*nbsp;at bun kunde Isese gsestens stand af bans traek. Men dernbsp;horte i grunden ikke stor kunst til at udpege en konge. Det ernbsp;hablost for ham at forklaede sig. Lad ham tage traelleskortnbsp;pa, og hovedklud, og lad ham dreje kvaernen: man ser noknbsp;at tosen bar hvasse ojne, det unge blod kommer ikke af hytte-folk; ban kan ikke andet end dreje samp; stenene springer og molle-kassen flyver. Et sMant udseende og slige kraefter borer nu ennbsp;gang til bans lykke, til bans »natur«. Stor, statelig, skon (skon,nbsp;det vil sige, uden husmandens arbejdertraek) matte ban vaerenbsp;for at vaere hovding, og kunde ban ikke andet end vaere, hvisnbsp;ban var hovding. Namp;r sjaelen genfodes, former den et menneske om sig med de lemmer, de ojne, del har, ti andet formernbsp;den ikke. Eller skal vi ikke hellere sige, at sjaelen er gulharet,nbsp;senestaerk og blamp;ojet, — det er dog den egentlige mening.

Alle disse enkeltbestemmelser af sjaelens vaesen lober sam-men i det enkelte ord: lykke. Sjaelen er lykke, i den altom-spaendende betydning som ^bner sig for os nèr vi talmodigt folger dens virken hele kredsen rundt. NSr lykken er ude,nbsp;ved vi, da er livet endt, ikke fordi dette var afhaengigt af vissenbsp;udvortes betingelser, men fordi det var selve tilvaerelsen somnbsp;slap op da lykken brast. At vaere i lykke, at vise sig i lykke,nbsp;betyder det samme som at traede frem i lys og live. Derfornbsp;hedder sjaelen med rette hamingja.

Det der gor hoved, arme, ben, vilje og aere til et menneske er en sjael, og dybere endnu abenbarer denne sig som liv. Manden er en stump tilvaerelse, der kan traenges sammen i et navnnbsp;uden at miste noget af sit indhold, og som alter kan opsuges

93

i et handslag, hel og fuld som den er. Men ligesom et rad ikke kan existere i og for sig, kun i en bestemt kvalitet, somnbsp;djaervt, som dumdristigt, som lige ud sigtende, som listigtnbsp;manovrerende; kun som gdende pd et bestemt formÉl og mednbsp;et bestemt indhold, — sadan mamp; liv for den tanke der selv ernbsp;et direkte udslag af livet og ikke en sidegaende raesonnor, altidnbsp;vaere et program. Livet kan ikke udlsegges som noget der er,nbsp;men kun som: noget der er for m i g. Ikke det levendegorende,nbsp;det belivende, det inspirerende, men det handlekraftige, det lyst-frembringende er livet; ikke i at virke, men i at fremvirke, ikkenbsp;i at bevaege, men i at indhente ligger dets kraft. NSr vi ssetternbsp;tanken til at gore regnskab for de umiddelbare forudsaetningernbsp;der ligger p§ bunden af vor tale om den kraft der rorer sig i osnbsp;og rorer os, dukker den vel op med forestillingen om en klar,nbsp;gennemsigtig strom, der i sit lob optager folelser og stemninger;nbsp;livet har vi til faelles med alle andre skabninger, det menneske-lige er noget vi laegger til. Det liv derimod, som bar for-fsedrenes handlinger frem, var i sin grund ikke blot menneske-ligt, men personligt — sk personligt som et ogenavn. Vi skillernbsp;kraft og virkning sd vidt ud fra hinanden, at der mellem denbsp;to kan blive plads for det sporgsmal: lad os se hvad der kommer ud deraf; bin kraft var altid sammenvokset med sit re-sultat.

Sè snart vi indssetter ordet hamingja, er tanken oversat fra vor blege opfattelse af livet til fortidens blodrige og muskel-staerke. Hamingja er en natur der kun kan virke pa sinnbsp;vaesensgivne made, og kun til det mal som ligger i den. Hamingja er en karakter der kun kan Sbenbare sig som de og denbsp;bestemte mennesker, men til gengaeld nodvendigvis ma fremvirke sin bestemmelse: den aere, den vilje, den skaebne, og manbsp;skabe de og de personligheder, i deres ejendommelige forhold

94

ndadtil og indadtil. Derfor kommer den snart som et menne-ske, snart som noget menneskeligt, snart som en personlighed, snart som en kraft — og altid er den sig selv, aldrig mere ognbsp;aldrig mindre. Om den gar i spidsen for haeren, i legemlig èben-baring af den ene eller den anden slags, eller om den strommernbsp;ud fra manden, ned under jorddaekket og svulmer ssedspirernenbsp;op af mulden, det gor ingen forskel i dens natur. Lykkennbsp;udgor, det ved vi, et tset hele, gennemens og usondreligt. Derfor kommer hver enkelt mandsegenskab som en hamingja:nbsp;eftermaelet er en levende sjael eller et levende menneske, aerennbsp;er sjaelen. I dette intime faellig, hvor een stSr for alle og alle fornbsp;een, ligger forudsaetningen for samp;danne udtryk som de oldengel-ske: shedningerne faldt fredlose pa slagmarken,« og »tidennbsp;kom for ham at gennemleve fredsskilsmisse.« Disse stedernbsp;forstas ikke nSr man ensidigt tager dem som et vidnesbyrdnbsp;om at jordelivet for Angelsachsernes forfaedre forst og fremmestnbsp;var et samliv, en fred; de kan heller ikke tages som exemplernbsp;pS digterisk anvendelse af fred i hetydning af sjael. Forklaringennbsp;ligger dyhere: fred var virkelig en form for livet, og det vilnbsp;i germansk tanke sige sjaelen selv.

Her taher de modsaetninger som for os har forste rangs betydning, deres myndighed. Legeme — sjael, neutral —nbsp;personlig, helhed — brok, ja disse bestemmelser harnbsp;deres plads, de er blot ikke grundlaeggende. Namp;r vinbsp;horer om menneskets hu, at den kommer sin fjendenbsp;i mode som en gluhende ulv, da ved vi at den er en personlignbsp;sjael; far vi at vide at en mand har en modig hu, da ved vi,nbsp;eller tror vi at vide, at talen er om en karakteregenskah. Mennbsp;i andre tilfaelde pines vi maske af en uhehagelig tvivlrèdighed:nbsp;hvis en foler sig tilskyndet af sin hu, eller advaret af sin hu,

95

er (let da en and eller er det and som taler inden i ham. laenge man gar ud fra at de to, énden og and, udelukker hin-anden, vil man ubeslutsomt veje for og imod ved laesningennbsp;af et vers som det Gro synger over sin son: »Hvis fjendernbsp;spserrer dig vejen, pa ondt sindede, da gange deres hu over, dignbsp;til hande, og vende sig deres sind til fred«. Nu f alder ethvertnbsp;enten — eller hort: hu er alle steder lige sé personlig somnbsp;upersonlig.

Den gamle tanke oscillerer ikke over modssetningen mellem legeme og sjaïl. Kontrasten er der og har altid vseret der, omnbsp;man vil, og den har vaeret stor nok til at ssette tanker i drift,nbsp;men ikke vid nok til at lade dem glide ud i to fjendtlige hohe.nbsp;Spaendingen mellem oplevelse af det éndelige og sansning afnbsp;det héndgrihelige er endnu ikke hieven sé staerk, at de to polernbsp;hver for sig vil traskke erfaringer til sig og holde dem fast inbsp;to grupper, sé at der fremkommer et hrud, et gah, noget atnbsp;forsvare, et problem. Tanken gér efter andre mél. For demnbsp;der har forstirret sig pa kloften, ser det ud som om hine men-nesker springer frem og tilbage over et hul, fra modsigelse tilnbsp;modsigelse, men der var intet svselg og ingen modsigelse i dem.nbsp;Sammenhaengen besidder en sadan soliditet, at den kan télenbsp;ethvert pres som kendsgerninger udsastter den for; vi behovernbsp;ikke at daempe eller slibe vore ord, af frygt for at linjen skalnbsp;briste pé midten hvis vi tynger for staerkt pé enderne. Sénbsp;laenge vi har legemet for oje, kan vi dvaele sé vedholdende ognbsp;sé ensidigt vi vil pé dets ejendommeligheder; og forlader vi detnbsp;materielle, behover vi ikke at forfordele énden af frygt for atnbsp;vore tidligere ord skal sté op og vidne imod os. Ja, forst nérnbsp;vi giver hver sit, fuldt og ubeskéret hvad de har krav pé, forstnbsp;da kan vi bevare ligevaegten imellem dem.

96

Sjffil og legeme kan skilles ad for en tid. Ingen vil prove pd at forklejne sjaelens ret til at skille sig fra Icgemet for atnbsp;fore en fri, ubunden tilvserelse, medens legemet tilsyneladende,nbsp;og mdske ogsd virkeligt, ligger hen som et hus uden beboer.nbsp;Sjaelen kan drage hvorhen den vil, gè ud pd sine aerinder,nbsp;spejdende, forberedende og ogsamp; handlende pamp; hele personensnbsp;vegne. Sadan haendte det jo Kong Gunthram at ban pamp; jagtennbsp;blev overfalden af stor traethed og lagde sig til at sove vednbsp;siden af en baek; da ban vdgnede, kunde ban endnu huskenbsp;hvordan ban var gaet over en flod pd en jaernbro, ind i etnbsp;bjaerg hvor der ld store skatte af guld. Sjaelen havde setnbsp;rigtigt, ti da man gravede efter pa det sted kongen anviste, fandtnbsp;man umddelige kostbarheder. Men den som sad med kongensnbsp;hoved i skodet, havde set at der ud af kongens mund undernbsp;sovnen kom en lille slange, som vimsede frem og tilbage langsnbsp;vandet, til ban lagde et svaerd tvaers over baekken, og sd strakSnbsp;forsvandt over broen ind i et lille hiü pd bjaergsiden, for kortnbsp;tid efter at vende tilbage ad samme vej.

Vi ved at sjaelen — i hvert fald til tider — kan gd hvorhen den vil; men vi ved ogsd at den baerer legemet i sig. Hvis hinnbsp;kongelige orm havde modt nogen som var staerk nok til at gorenbsp;den fortraed, sd vilde kongen have set maerkerne pd sin kropnbsp;da han vdgnede. Ndr som helst kan denne sjael springe ud i ennbsp;krop — ligesom kraenge den materie udad som den i sin luftigenbsp;tilstand baerer indad. Og sd traeder den frem ikke blot som etnbsp;syn, et afbillede af personen, men som et hdrdt, fast, kraftigtnbsp;legeme, et korpus man sandelig ikke kan gd igennem uden atnbsp;vide af det. En mands fylgje kan bdde hugge med vdben, ognbsp;klemme med arme sd at vejret forgdr en. Der fortaellesnbsp;om to islandske bonder at de en nat modtes i dyreham mellemnbsp;deres gdrde og udkaempede dagens stridigheder; og da de vdg-

97

nede om morgenen, ld de hver for sig med brddne lemmer og grundede over nattens begivenheder.

En oplevelse som den Torsten Oksefod havde i Brynjars-hoj, kan laere os at sjselens foretagender er hele mandens. En nat da Torsten havde lagt sig til hvile i Jokulsdal, kom en afnbsp;gravhojens beboere ud til ham og bod ham ind; da de var velnbsp;baenkede, klagede han hviskende til gaesten over den uvenne-saelhed som hans broder Odd ovre pa den modsatte bsenknbsp;viste, og lod tydeligt nok forsta at der trsengtes til en staerknbsp;arm, netop sddan en som sad pd Torsten. Lidt efter blevnbsp;gaesten selv vidne til Odds overmod, da hojboerne een for eennbsp;gik frem og bragte deres gaver, mens han sad tvaer og taklosnbsp;og tog imod. Da Torstens tur kom til at vise sin hyldast,nbsp;brod hans frimodige ord straks lammelsen, og det oksehugnbsp;som han lod folge pa ordené, vakte endda en kamp i hojen,nbsp;der endle med at Odd matte bide i graesset og lade sit liv.nbsp;Til Ion gav sejrherren Torsten den overvimdnes trylleguld ognbsp;tolv mark solv i tilgift, og lonnen fandt han i sin hdnd danbsp;han vagnede.

De nordiske fylgjefortaellinger antyder umiskendeligt at sjaelen har en fordel fremfor den samlede person: den kannbsp;vaelge sin skikkelse. Nar legemet hviler, ser sjaelen lejlighed til atnbsp;ifore sig en ham af en anden art end den daglige, en som er bedrenbsp;afpasset efter ojeblikkets krav. Vi horer om mennesker der pa-lager sig fugleskikkelse, enten for at komme frem gennem luften,nbsp;eller for at skaffe sig adgang gennem abningei' der ikke vendernbsp;ud til anden landevej end »biernes vej«. Freyjas fjederham ernbsp;ganske vist lidt for udvortes et maskineri til at undga mistankenbsp;for at vaere udgaet fra et poetisk vaerksted; men der star virke-lighed bag det vers i Atlamal hvori Kostberas varslende drommenbsp;skildres: »Jeg syntes at se en orn flyve ind og salen til ende;

Vilh. Granbech II. nbsp;nbsp;nbsp;^

98

bittert er det som star os for; ban dryppede af blod; jeg sken-nede af hans truende miner at det var Atles ham.«

I det daglige liv tales der ikke sa meget om flyvende sjaele-former uden for troldksellingernes kreds; men ret sandsynligt har de hamlobende kvinder i dette som i andre tilfelde opret-holdt — og ved uforsvarlig anvendelse udartet — gammel faer-dighed. Gunhild, den kloge, ubojelige kvinde, hvis staerkenbsp;og saere »hu« har sat fantasien og lidenskaben i sa staerk be-vaegelse at hun er gaet over i historiën som et halvt overnatur-ligt, halvt unaturligt vaesen, fik ogsa ord for at have magt inbsp;liiften, og sene sagamaend tror for vist at det var bendes hamnbsp;der sad i gluggen og kvidrede for at forstyrre Egil, da bannbsp;smedede sit hovedlosningskvad.

Og gjaldt det styrke, da kom sjaelen lobende ind i bamsens skikkelse og med bamsens kraefter. »Det ser Hjorvard og hansnbsp;maend, at en stor bjorn gar foran Kong Hrolf og hans maend,nbsp;og stedse kongen naest; han draeber fiere maend med sin lab endnbsp;fem af kongens kaemper. Hug og skud springer af pamp; ham,nbsp;men b^de beste og maend der kommer i hans vej slar han nednbsp;under sig, og knuser han med sine taender.« Bjornen varnbsp;Bodvar Bjarke, som sad og sov legemligt hjemme i hallen.

Uden al tvivl er denne aevne til at antage en ham noget ejendommeligt for sjaelen i modsaetning til legemet. Og dog,nbsp;i vore ord bliver sjaelens smidighed urettelig til et praerogativ,nbsp;der som alle praerogativer planter skel mellem begunstigede ognbsp;ubegunstigede, og saetter de to op imod hinanden. Legemetsnbsp;dvale, eller midlertidige hendoen, er betingelsen for at sjaelennbsp;med fuld frihed kan udnytte den anden natur og udfolde allenbsp;de egenskaber som ligger i hammen: den massive ébenbaring,nbsp;de saeregne kraefter, hartigheden, vildheden. Sa snart Bodvarnbsp;Bjarke vagnede og drog sin heltekrop sammen om sig, forsvandt

99

bjernen. Denne fortselling bor fremdeles indtage hasdersplad-sen som typisk illustration pd sjselens omgsengelse med legemet i oldtiden. Men lige sa vist gselder den sandhed, at hu’en ikkenbsp;vilde kunne antage en bjorns krop, hvis ikke dens lykke inde-holdt bjornenatur. De elementer af hvilke hammen bygger signbsp;et legenie, tager den ikke uden for sig; de ligger inden i den,nbsp;de ligger ogsa i den daglige krop.

Der md tages et forbehold overfor de oldnordiske fortsel-linger om hamskifte; de er ikke i et og alt vederhseftige vidner om sjselen og dens sevner. Ganske vist, at sammenstille dem mednbsp;almuens legender nu til dags, og stikke dem ind under rubrikkennbsp;overtro, vilde indeholde et groft brud pamp; historiske proportioncr;nbsp;det som sagaerne har at mselde om legemets ombyttelighed hen-holder sig overvejende til dagsiden, og ikke til natsiden i men-neskelig natur; men lige sè sikkert er det, at i sagatiden har tanken om sjselens fserdigheder ikke Isenger livet i sig selv. Troennbsp;lever videre pa det fra fortiden givne, men dens forudsaetningernbsp;er dode; der kan ikke f o d e s ny former, de kan kun skabesnbsp;ved en vilkSrlig akt fra fantasiens side, som namp;r en kongenbsp;skaber adelsmsend. Sjselebjornen lever ind i den historiske tid,nbsp;men det inderlige samkvem mellem menneske og bjorn somnbsp;gav den gang i MidgSrd, det tilhorer en svunden periode. Ognbsp;samme forbehold gselder ogsa troldksellingerne; de er pS deresnbsp;enfoldige vis budbringere fra en virkelighed, men deresnbsp;begrsensning viser sig allerede deri, at de over somnbsp;kunst hvad der havde vseret natur. Heksene tagernbsp;hammen p a, de kryber ind i den, medens sjselen endnunbsp;hos Bodvar blot gamp;r ud som bjorn. Og dette udvortes forholdnbsp;til hammen bliver kendetegnet pd den senere sagnopfattelse, dernbsp;har laget magten i nordisk digtning, og pd mange punk ter harnbsp;udvandet en gammel virkelighed til halvt seventyr. Efter den

7*

100

finder Sigmund og Sinfjetle ulvenaturen liggende som en pels; i den bliver der plads, og sans, for romantiske svanemoer, dernbsp;klseder sig af til badet og Isegger deres fjerdragt pynteligt undernbsp;en busk. Men den der virkelig optradte som ulv, som bjorn,nbsp;som okse, som orn, bar ulvens, bjornens, oksens, omens karak-termaerker i sig til stadighed. Hans lykke var af den art, at dernbsp;bestod en vaesenssammenhaeng mellem ham og bans dyr. Hannbsp;brugte dets kraefter, dets mod, dets vildhed, dets snuhed, detsnbsp;anelsesaevne og sporsans, ogsa om dagen og i sit eget legeme.nbsp;Og ser vi naermere til ved samp;daime aegte repraesentanter fornbsp;sjaelekraften som Bodvar, vil vi endnu, trods det at sagnet ernbsp;losrevet fra sin levende grund, opdage byrdsmaerkerne. Navnetnbsp;Bjarke er intet andet end bjorn, og maske ligger der endnu inbsp;novellen om bans oprindelse fordunklede minder om at bannbsp;tilhorte en Bjorningeslaegt, der som Ylfmgerne havde fred mednbsp;dyret, og kultiverede freden og samlykken ved stadig at optagenbsp;dyrets natur i sig. Hans fader bed Bjorn, bans moder bednbsp;Bera, som betyder hunbjorn, og bans fader faerdedes i bjorne-ham pa den tid da ban avlede ham. Fortaellingen om faderensnbsp;ulykkelige skaebne, da ban af en stedmoder blev forhekset fornbsp;sin dyds skjdd, osv. osv., er gennemtrukket af roman og aeven-tyr, men bjornen synes dog at ligge i sagnet fra gammel tid af,nbsp;og hvem ved om ikke Bodvar et eller andet sted pa kroppennbsp;bar haft sit maerke, ligesom Merovingerne deres vildsvinebor-ster ned ad ryggen.

Det var forst da poesien — og troen — tradte i steden for oplevelsen, at ham blev til hylster. Fra forst af var den, saledesnbsp;som Atlamals digter endnu halvt om halvt ved, netop sjselennbsp;selv, hu’en, hamingjaen. Den der bar lidt skade pa lykken,nbsp;sa at ban ikke bar sin fulde megin, ikke kan huske, forsta,nbsp;eller dromme, ban er hamstjSlen. Ikke alle havde i lige grad

101

aevnen til at »hammes«; den stserke, den der havde niegen og maegtig lykke og derfor kunde sende sa vel sine rad som sin hunbsp;nd i Yseldige skikkelser, kaldtes hamram, d. v. s. husta;rk, mednbsp;et ord der senere blev degraderet til et brajndemserkende adjek-tiv. I sit forfald bar bamram delt skaebne med fjölkunnigr, dernbsp;ogsa i senere tider gik over til at briiges om de enkelte individernbsp;der sakkede bagud i det store fremskridt fra den gamle ssednbsp;til den ny, men som samtidig indsntevredes i sin betydning tilnbsp;kmi at gselde visse fserdigheder som man efter den ny skiknbsp;skulde holde sig borte fra, eller til at betegne en ond brug afnbsp;gode aevner. Egentlig betod det blot: mangfoldigt i stand til atnbsp;bruge sin lykke, som jo den var, der sad inde med kendskab tilnbsp;forbigangne ting, og med en indsigt og samfolelse der satte bamnbsp;i stand til at hente styrke fra sjaslene rundt om ham. Dennbsp;Raud der vaergede sig mod kongens hidsige omvendelsesivernbsp;ved at ssette stormene pa vagt om kysten, blev af Olav og bansnbsp;msend hanet som fjolkimnig. Men en Olav, der sendte sinnbsp;lykke ud til at sta venner bi i noden og tage klogskaben ud afnbsp;fjendens tanker, eller trodsede stormen til lydighed i kraft af sinnbsp;lykke, viste sig jo netop som hamram og fjolkunnig fremfornbsp;nogen. Og nar en god lykkemand, BSrd i Ulfsdalene, slyngernbsp;ordet fjolkunnig mod kongens udsending, i det ojeblik da bannbsp;ser sin provede hamingja mod al forventning blive sky overfornbsp;den fremmede lykke, da bar ban skel for sine ord, hvad sanbsp;end sagamanden bar tsenkt da ban nedskrev ssetningen. For-fatteren til legenden — eller roverhistorien — bar let ved atnbsp;vaere andfuld, ti kuituren stamp;r bag ham og siger sine dybsindig-heder igennem ham; nar ban bruger ordet som et skaeldsordnbsp;for at betegne hedningens platte tanker, kommer ban til atnbsp;laegge BSrd netop det i munden som en mand af den gamle

102

kultur vilde tsenke, nar han stoel overfor en lykke der var ham unaturlig.

Almuen har pd dette punkt bevaret den gamle tro pa at kraftige karakterer er i stand til samtidig at vise sig pè fierenbsp;steder, og efter vikingetidens udtrykkelige vidnesbyrd indbefat-tede hamramhed fserdighed til at antage fremmed skikkelse ognbsp;optraede som dyr, — den er styrkens hojeste potensering; —nbsp;men sikkerl nok var den ogsa en egenskab der vistenbsp;sig mens manden faerdedes i legemet, som kampvildhed,nbsp;som usarlighed, som ufolsomhed overfor smaerter, som forogetnbsp;kropstyrke. »Da drog de svserdene og bed i skjoldrandene, giknbsp;skibet rundt, frem langs den ene raeling, tilbage langs den anden,nbsp;og draebte alle maend; siden gik de hylende op pamp; land,« —nbsp;det er Bodvarnaturen der virker i dagens lys. Hvordan Oddnbsp;pamp; een nat kom tvsers over Island, fra den yderste nordspidsnbsp;til sydlandet, da hans soster traengte til hans hjselp, om hannbsp;luntede bjornetrav, om han fioj, eller han brugte sine ben, detnbsp;ved vi ikke; eet er nok: det var hans hamramhed der gav hamnbsp;farten.

Og samp; bestór der da heller ikke nogen modsaetning mellem det neutrale liv, den amp;ndelige kraft som manden straler ud franbsp;sig til sine omgivelser, og den personlige sjsel, der gèr ud pamp; sinenbsp;ben og griber for sig med haenderne. De to er blot modsattenbsp;poler af samme lykke. Vi har set hvordan en mands hamingjanbsp;kan gamp; ud og Isegge sig som en tóge over en andens sind,nbsp;skygge for hans fjaernsyn, kvsele hans initiativ og suge kraften udnbsp;af hans planer; og vi behover aldeles ikke at tsenke os dennbsp;handlende som en mand, kvaelende med hsender, sugende mednbsp;mund, trsedende med fodder. Kongens hamingja forplanter signbsp;som en varme fra hans hamp;nd over i krigerens, namp;r han rsekkernbsp;sin imod; hans hamingja gar som en kraft ind i rnsendene og

103

opfylder deres krop, traenger ud i de yderste led, og fra dem over i vabnene. Fremviisheden selv er hamingja, der stiger op afnbsp;sjaelens dyb og udbreder sig i den spaende; »jeg ved af minnbsp;fremviished og af vor aetfylgje [det er aethamingja], at stor kvidenbsp;vil spire for os af dette svogerskab«, lader Volsungesagaen Signynbsp;sige da giftermSlet med Siggeir foreslas bende. Men nèr somnbsp;helst kan hamingjaen springe op i sin fulde personlighed; —nbsp;blot en lille drejning i betragtningen, og den bliver fra et nogetnbsp;til en nogen. PS samme mMe glider Nordboens »hu« jsevntnbsp;over fra forestillingen om sind, vilje, lyst, tanke til det vi forstarnbsp;ved sjael, i alle dens nuancer, samp;dan at en slig abenbaring afnbsp;manden uden for sig selv som den der skildres i sagnet omnbsp;Gunthram, meget vel kan beskrives med ordene: »Det er ennbsp;hu vi har modt». »Det er menneskehu’er,« siger en mand somnbsp;har set sine fjender i dromme, og det vil jo i nogterne ord betyde,nbsp;at hines sjsele pusler omkring ham, spejdende, lurende, for-beredende.

Det billedlige udtryk, at anden bserer legemet bundet i sig, — om det er billedligt — stêr i fare for at patvinge sandbedennbsp;en dybsindig mine; men nSr vi har gjort alt for at fjaerne fri-stelsen til at tage ordene som moderne andrighed, indeholder denbsp;netop hvad der ma siges. Og uden tvivl har vi ret til en sadannbsp;taleform som den, at den neutrale lykke indebserer personlighednbsp;som en egenskab blandt alle sine egenskaber, eller maske bedre,nbsp;at den er gennemtraengt af personlighed, lige sè godt som dennbsp;er gennemtraengt af sejr og frugtbarhed og visdom.

Livet er deleligt, og dets delelighed er ikke indskraenket til et bestemt snit. Sjaelen kan stres omkring i smamp; brekdele.nbsp;Har man en stor sjael, en sédan som gjorde en til konge, da kannbsp;man udstykke sin sjael til krigsmaendene, sa at een del gér modnbsp;est og kuer oprerere, en anden mod vest pé setog, en tredie pé

104

fredelig sendefaerd anden steds. Uden tvivl vilde folket have betraglet det som et droveligt tegn pa manglende andsstyrke hosnbsp;fyrsten, om en af disse udsendte sjaele — hvad enten han nu fornbsp;tiden havde tre eller syv haere i marken, -— manglede syn ellernbsp;horelse, visdom eller handlekraft. Ja, hvert eneste af hans »rad«nbsp;og befalinger ma vsere udstyret med ojne og oren. Helenbsp;sjselemassen er gennemtraengt af menneskelighed pamp; sammenbsp;made som stenen af hdrdhed, trseet af traehed, sd atnbsp;manden — ikke blot overfert — er dodelig sarbar inbsp;hver lille del af sin aere. Man kan korporligt tage live! af en mand ved at draebe et af hans »rSd«. Hvisnbsp;en hovding midlertidig er delt i fire dele, da vil vel sagtensnbsp;hans krop befmde sig i udelt tilstand hos den ene af fjerdings-fyrsterne; men deraf folger ikke at de tre andre md holde signbsp;incognito eller usynlige, eller at de i mindste mdde er den helenbsp;mand underlegne i egenskabsfylde. Hver en af dem kan megetnbsp;vel ifore sig hovdingelykkens bolgende har, dens hvasse ojne,nbsp;dens friske led og statelige lemmer. Om vi vil, kan vi tilskrivenbsp;manden fire sjaele. Men hver af disse fire rummer dog hvertnbsp;ojeblik sine medsjaele, og svarer for dem til punkt og prikke.nbsp;Ja, i sagens dybeste grund er de slet ikke adskilte. Rumadskil-ielsen gaelder intet, eller naesten intet.

Lige sa lidt er der da noget snit at opdage mellem den enkelte og slaegten; og ingen modsaetning mellem selvfornem-rnelsen og fredsfolelsen slider fraenderne i to stykker.

Den gamle betragtning af livet forer nodvendigt tanken ud over individet. Sd staerkt et eftertryk man laegger pd per-sonligheden, leder man altid bag personen efter hans forudsaet-ninger. Man sporger omkring i slaegten efter hans vilje og efternbsp;hans skaebne. Den aere som den enkelte overleverer til sinnbsp;efterfolger med bon om at fa den rejst hojt op som et banner

105

i lyset, den er dog, nar alt kommer til alt, blot en enkeltmands-del af den sere som alle fraender tilsammen vSger over og til-sammen frydes ved. Dette grandiose i mèl og sksebne og vilje, ikke at kunne nojes med mindre end et rige, altid at mètte videnbsp;sin anseelse den storste inden for hoi'isonten — det er jo, ligenbsp;sa vel som de hvasse ojne, noget der tilhorer en hel kreds afnbsp;mennesker. Det glseder en faders oje nar ban kender sig selvnbsp;og sine frsender igen i sonnerne, namp;r ban, som det hedder,nbsp;»ser frsendelykken pA sin son*.

De havde alle hu til fselles, de delte eet sind imellem sig. Hjsernevaeggene dannede ingen grsenser for tankerne: hvad dernbsp;var varmet i det ene frsendesind, det kom ikke til de andre mednbsp;det fremmedes kulde, det sank lige ned pè sin plads uden forstnbsp;isnende at skulle skiftes fra sted til sted i sjselen. De var eetnbsp;legeme samp; langt freden gik, og virkede med samme kraefter udnbsp;i samme egenskaber. Frsenderne var identiske, s5 vist som dennbsp;enkelte hjort der sprang over vejen, var identisk med alle sinenbsp;medhjorte og i sig bar hele hjortenaturen, hele den store hjorte-sjsel. Og den smserte som lob frsendegserdet rundt nar en afnbsp;stavene fik et hug, var noget mere end en èndelig lidelse. Lem-merne s^ vel som hu’en sagde til nar der var sket en ulykke,nbsp;Isenge inden nogen kom lobende med budskab om hsendelsen.nbsp;Samme livsfare truede dem alle. De havde eet liv tilsammen.nbsp;Der kan siges om to samtidige, fader og datter, at de havde eetnbsp;liv og derfor dode p5 samme dag. Dette livsfaellesskab er blotnbsp;en forstserket form for det som findes hos alle fraender. Gan-ske vist dode ikke hele familien i faderen, ikke straks i altnbsp;fald, men vi ved jo allerede godt nok hvor skaebnesvanger be-lydning for familiemedlemmernes fremtid den enkeltes frafaldnbsp;havde, hvor forsigtigt alle matte omgas deres ^ndelige helse,nbsp;hvor ivrigt de jagede efter sjaeleforogelse, efler gt;bod«. Deres

106

liv reddedes kun ved en energisk bekaempelse af dodsspirerne i fraendeorganismen. Den dedes fredfaeller var »fejge«.

Ved et lille trsek, en lille Sbenbaring af naturen saettes sjaelen i bevaegelse, sa at den fornemmer freden med umiddelbarhedensnbsp;selvbekraeftelse. I en walisisk historie siger kongen til ennbsp;ukendt frsende: »Hvem er du, ti mit hjaerte banker dig i mode,nbsp;og jeg ved at du er af mit blod«. Jeg ved ikke om dennenbsp;passus skulde kunne vaere en foraedlet poesiblomst fia middel-alderen; i sa fald rober ordene sig ikke selv; de kan vsere detnbsp;troskyldigste udtryk for en hverdagslig folelse, og stamme franbsp;en tid da enhver fraende af erfaring kendte til fredens saer-egne banken i brystet. »Hu’en sagde til,« kunde en Nordbonbsp;have sagt, ti han folte pamp; bevsegelseme i lykken inden i sig, atnbsp;lykke af hans lykke naermede sig, ligesom han ogsS for-nam en uvens nservaerelse ved at en fremmed lykke »1amp; pa«nbsp;hans og knugede den. Han kunde mamp;ske ogsamp; sige, som menne-sker har sagt andre steder: »Min sjsel gar ud for at mode dig,nbsp;og deraf kender jeg at vi er eet hlod.«

Om hin Torsten Oksefod fortaelles, at han blev udsat, fordi hans moder, Orny, en datter af den hekendte Geitir pamp; Krossa-vik, var bleven lokket af en norsk gaest. Men drengen blevnbsp;fundet af en nabobonde og af ham optaget i sons sted, og i sinnbsp;opvaekst loh han omkring der pamp; gardene, og kunde da ogsanbsp;komme som gaest til Krossavik, sin moders hjem. En dag komnbsp;han pa bornevis farende hovedkulds ind i stuen, og faldt sanbsp;lang han var midt p^ gulvet, og da haendte det at hans bedste-fader slog en latter op, medens Orny brast i grèd. Knosennbsp;gik lige ben til Geitir, og vilde have at vide hvad det var hannbsp;lo ad. Men den gamle sagde: »Det var fordi jeg sA noget dunbsp;ikke sa: da du kom ind, lob en isbjorn foran fodderne pamp; dig,nbsp;og det var den du faldt over, fordi den blev stèende brat ved

107

synet af mig; jeg skulde tro du er af starre aet end du g§r for.« Dette syn af drengens fylgje var nok til at vsekkenbsp;fraendefalelsen i Geitir, og da drengen skulde gS hjem omnbsp;aftenen, opmuntrede den gamle ham til at komme ofte igen,nbsp;og han tilfojede: »Jeg skulde tro du har slsegt her.«

Fraenderne udgor tilsammen een sjael, — og dog var de jo sk og sa mange mennesker. De to sider har hegge fuld gyldig-hed, men de kan ikke drives sS langt fra hinanden, at der inbsp;kloften hliver plads til opgor af et mellemvaerende mellem dennbsp;altomfattende sjael og de enkelte brugere eller tjenere af den.nbsp;^tten er ikke et hele i den forstand at den kan lignes ved etnbsp;vfesen med mange hoveder. Ikke heller stèr fraenderne somnbsp;delejere af et livsfond som de enes om at forvalte. Faelles-skabet ligger langt dybere, sè dybt at enhver modsaetning mellem den enkelte og slaegten i virkeligheden er udelukket. Hellernbsp;ikke vil vi kunne finde sandheden i en formidling, som ned-daemper den ene eller den anden sides fordringer. De enkeltenbsp;er hver for sig en realitet, de er hver for sig en person; og badenbsp;realiteten og personligheden er samp; udpraegede, at de kan kommenbsp;til at sta imod hinanden som vilje mod vilje. Men den per-sonlighed der gor den ene fraende til en karakter, er den sammenbsp;som giver broderen og sonnen deres silhouetagtige skarphed.nbsp;Fraenderne ejer hinanden, de er hinanden, hver enkelt inde-slutter hele sjaelen i hver af sine handlinger.

Den eneste vej til genoplevelse af samsjaelens ejendomme-ligheder er vistnok den, at se hvordan livsenheden former menneskers praktiske adfaerd. I fraendernes sociale genafhaengig-hed som i deres individuelle selvstaendighed ligger tanken livfuldt og natursandt illustreret. Det gamle samfund under ikke personligheden nogen som helst betydning i sig selv. En ensomtnbsp;taenkende og ensomt handlende mand er et moderne begreb.

108

Fordum havde den ensomnie ingen muligheder. Hans geniale-ste ideer vilde gamp; tyst til grimde, ligesom han selv forsvandt uden at efterlade sig spor. Den fyr som star ene pè markennbsp;fronner, hverken bark eller lov klaeder den, siger Havamal, ognbsp;for at forsté tiden ret mè vi dukke helt til bunds i billedet:nbsp;det tras som stamp;r ene pè marken kan kun visne, det brugernbsp;al sin kraft til at sinke vindens og rMdenskabens nedbryden ennbsp;lille smule. Den enkelte kunde ikke leve, ikke existere udennbsp;som trael eller som en niding, i hvem kun den animalske delnbsp;af menneskelivet var blevet tilbage, og nasppe nok det. En fri-given var det ufuldkomne vaesen som han var, fordi han ikke inbsp;rette forstand havde en aet. ^Etmanden er fri; fordi han stór inbsp;fraendegaerdet, har han ingen fast overligger knugende sig; om-vendt den frigivne; han stamp;r ene, folgelig mA han have en magtnbsp;over sig.

Og at stS i fraendegaerdet, det vil sige at vaere led af en fast orden, som ingen genialitet og ingen sjaelskraft kan forandre.nbsp;Vi har egentlig intet ord der kan mSle sadanne vaner somnbsp;bojer enhvers vilje derhen hvor den ikke vil, som om den selvnbsp;vilde. Ordet styrke leder tanken hen pS et arbejde i lyset,nbsp;hvor syn og heregning gaelder for noget; og man ser sig uvilkar-ligt om efter et andet ord til at anvende pa det dyb hvor livs-kvaernen rores i uforstyrret regelmaessighed af vaesener der intetnbsp;har at se, intet at maele om, og som trods det jaettearbejde denbsp;udforer, ikke kender til styrke, fordi kvaernen aldrig har staetnbsp;stille, Vi vilde ikke vaere mennesker om vi ikke i os selv kundenbsp;opdage den blinde, forudbestemte vilje; vi traeffer den namp;r vinbsp;stiger dybt nok ned, men vor kultur tvinger den til at virkenbsp;gennem sa mange bevidste mellemled, at sproget naesten kannbsp;glemme dens tilvaerelse. Og derfor namp;r vi kun ad lange om-veje til at udtale vor aerbodighed for en sSdan magt, der laegger

109

liensynet til naestekredsen ind i inenneskets planer mens de ejidnii er under undfangelse, og som gor at selve oppositions-lysten kommer til verden med modstanderens vilje inderst indenbsp;i sig. En forandring af den nedarvede »8ere«, det somnbsp;forfsedrene havde anset for ret og nyttigt og nodvendigt, —nbsp;hvad enten sendringen nu gjaldt forhold til mennesker, ellernbsp;den gjaldt hvad vi kalder driftsmetoder, heilige skikke — ennbsp;sédan forandring stod nseppe til at gennemfore ved een mandsnbsp;vilje. Der stér mange vanskeligheder i vejen for en sammen-ligning mellem hines samfundstugt og vor, fordi meget af detnbsp;som for os horer ind under samvittighedens lov, dengang stodnbsp;udenfor og omvendt, sé at de og vi ikke er enige om hvad detnbsp;absolul fornodne er; og ligesa, fordi forholdet nieilem det dennbsp;enkelte ser som nodvendigt for sig, og det han respekterer somnbsp;lovlig orden og sommelighed, er et ganske andet efter individu-alismens gennembrud, end det nogen sinde har vseret for dennenbsp;store revolution. Men pa en vis méde formér list og Isempenbsp;mere nu til dags: man kan omgé loven hvis den er for sn®vernbsp;til at rumme samvittigheden, man kan hylde den med sin mund,nbsp;og uden at bryde den frelse sin sjael; man kan bevare sin stilling i menneskeheden ved at leve et officielt skuelevned, og der-ved redde sig selv fra andelig isolation, og vinde den foling mednbsp;naeslesamfundet som er nodvendig for at man i stilhed skalnbsp;kunne gore sit eget vaerk. I hin tid kunde man hverken mednbsp;list eller trods bryde igennem livets grundlove uden at snorenbsp;halsen over pé sig. Man stod i frasndegierdet, og kun det somnbsp;lod sig na uden at bryde kseden, kun det var opnéeligt.

Myndigheden i settesamfundet er af en egen art, den er her, den er der, den er alle vegne, og den slumrer aldrig. Mennbsp;nogen absolut bydende magt fmdes ikke. Kredsen har méskenbsp;sit overhoved, men han kan ikke tvinge nogen ind under sin

no

vilje. Pd Island viser mangelen pd ave sig i sit grelleste lys. Island havde maend der villigt betalte af egen pung for deresnbsp;urolige fra;nders extravagancer, blot de kunde bevare fredennbsp;og hindre unyttig blodsudgydelse; men deres fredstiften blev etnbsp;evigt lapperi. Der var ingen magt over dem som ikke vildenbsp;ret. At gribe fast ind imod dem har selv den mest hdndfastenbsp;frjende ingen midler til, ti at setten skulde prisgive de uroligenbsp;hoveder kunde ikke komme pd tale. Da den hojjettede Chrodinnbsp;pd grund af sin dygtighed og sin gudsfrygt blev valgt til majornbsp;domus i Austria, undslog ban sig med disse betegnende ord:nbsp;».Jeg kan ikke skaffe fred ixAustria, fornemmeligst derfor atnbsp;alle de store i landet stdr i slaegtskab til mig. Jeg kan ikke avenbsp;dem og ikke lade nogen henrette. Ja, pa grund af deres frsend-skab med mig vil de rejse sig og handle i trods.»

Man foler mdske pd den vilkdrlighed som praeger de island-ske brushoveders fremferd, at kulturens bedste tid er forbi. Kloge, mere fremskredne folk kunde glimtvis se en fare i fraen-dernes selvrddighed, en fare der var stor nok til at retfaerdiggerenbsp;visse forbehold i udovelsen af freden. Nu kan vi, med bag-klogskabens indsigt, se at harmonien, kulturens hjaertestyrke, ernbsp;brusten, den der vejer alle elementer af imod hinanden, og sam-ler dem i en kraftfuld, etisk balance; underbygningen er be-gyndt at smuldre hen, sdledes at mennesker ikke laenger gen-nemlever de forudssetninger ud fra hvilke de handler. Ognbsp;ndr kuituren ikke mere er en karakter i eminent forstand, fornbsp;hvilken alt, ogsd lidenskaber, har et forhold og forer sig sam-men til et ensemble, fdr de enkelte handlinger et overdreven t,nbsp;ofte voldsagtigt prseg, selv om de i og for sig ikke har undergSetnbsp;nogen forandring. Men som enkeltheder slutter de skildringernbsp;sagaerne giver os af hensynsloshedens sejr over hesindigheden,nbsp;sü vel som den replik kronisten udtaler i Chrodins navn, taet om

Ill

virkeligheden, sSdan som den levedes under fredens inyndige lierredomme. Fraendernes traekken pd hinanden er netop sanbsp;stor som den var i kulturens glanstid,

Trods alt hvad vore forfaedre havde laert og oplevet i de bevaegede Srhundreder da Vesterhavet naesten var blevet dem ennbsp;alfarvej, tor vi tage de islandske sagaskikkelser som repraesen-tanler for en lykkekultur, fordi de bar bevaret identiteten mel-lem ret og pligt: de er etiske personligheder. Egentlige for-faldstider kendetegnes ved det misbrug, den brug mod naturen,nbsp;som de gor af den forudgangne kulturs heiligste energi; deresnbsp;liandlinger stormer frem i kraften fra bud og pligt, men de ernbsp;ikke laenger bundne til at holde trit indbyrdes, og en dyd somnbsp;gSr bersasrkergang er vaerre end de syv dodssynder tilsammen.nbsp;Islaendingens og Nordmandens selvrMighed skiller sig ud franbsp;den frankiske lykkeridders vilkSrlighed, som aere ud fra void,nbsp;fordi den ikke blot tvinger sin vilje igennem overfor fraenderne,nbsp;men ogsamp; binder helheden til ansvaret for sine private ger-ninger. Sè laenge styrken slèr udad, og ikke forgriber sig pS detnbsp;urorlige, freden og aeren, har aetten kun valget mellem at sigenbsp;go^ for de ustyrlige medleinmer, og at hugge dem los fra sig,nbsp;— g en sund aet falder sent pè at èrelade sig selv. Fredennbsp;prisgiver fraenderne til den enkeltes vilkSrlighed — og foretag-somhed. Han kan skrue aeren op samp; langt han vil: de andrenbsp;har intet andet ramp;d end at folge med; trykke ham ned formernbsp;de ikke; de har intet at lide pamp; imod ham ud over ordets magtnbsp;til at overtale; de kan snakke godt for ham, men preller allenbsp;fornuftgrunde af, da er de nodt til at indlade sig pè hans fore-lagender og gore sig delagtige bamp;de i ansvaret og i risikoen vednbsp;dem. I kraft af at han selv er en del af sjselen kan han tvingenbsp;hele sjselen.

Freden var en grundlov af en hèrdhed som vi nu naeppe

112

kender mage til, men sa var den ogsa en kraft der lod sig bruge, bMe til ondt og godt. Man kan trgenge sig ind i lykkens centrum og suge lykken til sig, man kan assimilere andres sjfel ognbsp;gore den afhaengig af sin, og sS slynge mennesker freni modnbsp;hvilket mal man vil, sa Isenge man er sikker pa sig selv og panbsp;sin lykke. Der gives naeppe nogen formel mjmdighed som dennbsp;staerke kan lage op og inspirere med sin begavelse, sit mod,nbsp;sit initiativ, sin snildhed, sin list, sin fraekke trodsen pa sig selv;nbsp;men ban har det som er bedre: han gor de andre til led af sinnbsp;tanke og sin vilje og fordojer dem sjaeleligt, bmger dem somnbsp;sine lemmer.

Fraendernes omgaengelse med hinanden, som den her skil-dres, er ikke en oplysende parallel til en skkaldt sjaeletro, ikke heller en spekulation der er sat i system og gSet over i blodet,nbsp;men ganske simpelt den virkelighed som alle tanker ma drejenbsp;sig om. Disse mennesker siger at traellen ikke har nogennbsp;sjael, fordi de har set at den mangier ham, og ser det daglig.nbsp;Nar en trael kommer i en farlig stilling, bliver han som blind,nbsp;sè at han styrter ned og slar sig ihjel af hare dodsfrygt; ellernbsp;han baerer sig ad som Arnkels trael gjorde, dengang hans busbond pS grund af et overfald sendte ham hjem for at hentenbsp;hjaelp: Pé vejen blev han rabt an af en medtjener — og gavnbsp;sig villig i lag med at hjaelpe ham med holaesning. Forst omnbsp;aftenen, da de derhjemme spurgte ham hvor Arnkel var henne,nbsp;vSgnede han op og kom i tanker om at hans busbond slogesnbsp;med Snorre Gode pamp; 0rlygsstad. Der behoves ikke nogennbsp;hypotese om sjael og liv til at sla den kendsgerning fast, alnbsp;traellen manglede hu og hamingja; man kan se hans sjaelloshednbsp;pa ojnene. De samme mennesker, som ser at traelleojne ikkenbsp;er menneskeojne, lever og oplever sjaelefaelliget, de ved at livetnbsp;er eet og det samme i alle fraender, fordi de erfarer hamingjaens

113

slsegts^lndedraet i sig selv. Og en erfaring er del, at namp;r en aetmand s^ner til jorden, da er det ikke et individ blandtnbsp;mange der synker sammen under blodtab; det er ikke blodnbsp;af setten som er udost, men blodet.

Hvad der er udtasnkt af menneskebjaerner vil altid baere en kulturs stempel pè sig; kun eet omramp;de i Sndens verdennbsp;synes p4 forhamp;nd at matte vaere unddraget det indsnsevrendenbsp;praeg af tid og sted: tallene. I dem skulde man da ven te atnbsp;finde en faellesgrund, hvor folk af alle slsegter og alle tunge-mêl kunde modes. Og dog undslipper man end ikke her kul-turens babel. Den ene taeller sSledes at ban stabler tal pè talnbsp;op i en slank obelisk, mens den anden bygger pamp; en pyramide,nbsp;hvis grundflade stedse bolder mal med hojden; og sk snart denbsp;to tsellere fdr en hvilestund som giver dem lejlighed til atnbsp;mèle hinanden, vil forvirringen lyse dem ud af ojnene. Atnbsp;have mange born og mange fraender var en livsfornodenhednbsp;under den gamle seed, en talrig ast var tegn pS stor lykke, —nbsp;det falder let nok i fremmede ord; men hvad intet fremmednbsp;sprog kan udtrykke, er fraendebehovets inderlighed. Tacitusnbsp;kan sige om Germaneren, at jo fiere fraender han har tilnbsp;faedrene og modrene, des lykkeligere en alderdom ser han inbsp;mode; men for Romeren var de mange staerkere end de tk,nbsp;for Germaneren var en af de mange i sig selv staerkere endnbsp;en af de famp;; hin talte dem sammen, en til en, for denne taltenbsp;de alle til noget som 1^ bagved.

En gang da Harald Grenske var pa vikingetog ostpS, hedder det i sagaen, eller sagnet, kom han til at forse sig pènbsp;Sigrid Storrade og hendes rigdom; da han kom hjem, havdenbsp;hans tanker fêet et nyt mkl pk alting, og mod det mkl tognbsp;Asta sig lille ud; nu samp; han at hendes set nseppe kom op modnbsp;hans. Han havde ikke ro pamp; sig, forend han kom af sted

Vilh. Grenbech II. nbsp;nbsp;nbsp;8

114

for at bejle, men da modte Sigrid ham med disse ord, der gik ned under alt udvortes skin: »Kan vaere du er aetslerre endnbsp;Asta, men jeg skulde tro at begge eders lykke nu er bosnbsp;hende«, — Kort efter at Harald havde bodet for sin pamp;-trsengende bejlen ved Sigrids ild og vSben, fodte Asta panbsp;Oplandene deres son, Olav — Olav Digre eller Heilige.

Absolut enhed, livsfaellesskab inden for aetten inA da til sidst finde sin begrundelse i absolut ulighed, vaesensforskel franbsp;alle andre kredse. »Vort« liv er ikke blot saerartet i karakter,nbsp;det bar sin egen stamme, sin egen rod, og drikker af sinenbsp;egne kilder.

Vi behover ingenlunde at konstruere en egen race menne-sker, sd indsnaevrede i deres selvbevidsthed at de slet ikke kunde opdage modstykker til sig selv rundt om. Det er ikkenbsp;pa dette sted det andelige vandskel ligger. Intet samfund barnbsp;nogen sinde trukket sin egen graense op som ydermaerkernenbsp;for det omrade hvor et »jeg« kunde mode et 5gt;du«. Derimodnbsp;kender historiën adskillige folk som bar kaldt sig selv fornbsp;mennesker og de ovrige for noget andet, og tydeligt nok barnbsp;ment, at sadanne vaesener som de selv var kendte den ovrigenbsp;tilvaerelse slet ikke. Modsaètningen mellem folk og andre, mel-lem maelende og mumlende, bar vore faedre sikkert vaeret gan-ske fortrolige med, men sporgsmaiet mennesker — ikke-mennesker, menneskeliv — ikke-menneskeliv faldt uden for dennbsp;Hade deres tanker rorte sig pa; problem et kunde ikke rejsesnbsp;i den form som det uvilkariig antager for os, end mindrenbsp;besvares.

Den gamle verden var anderledes inddelt end vor. For-skellen ligger ikke sa meget deri at graenserne lob anderledes, som deri at de var af en anden slags. Pa den ene side varnbsp;mennesket skilt fra naturen ved en dyb, os ukendt fremmed-

115

l'elelse, som han nok kunde gennembryde pa enkelte punkter, men aldrig formaede at overvinde. Pè den anden side ser detnbsp;ud som om han i fordums tid ikke kunde bygge bro fra signbsp;til sine omgivelser, uden med det samme at tabe sig selv mel-lem de snaturer* der stod hinsides kloften. Har han over-vundet sin modfolelse overfor dette eller hint dyr, gSr hannbsp;straks til den yderlighed at kalde dyret sin broder, og det mednbsp;en ufigurlig alvor der tydeligt nok viser, at han ikke holdernbsp;over menneskevjerdigheden som en standsherlighed for vissenbsp;skabninger med to ben nedad, to arme til siden og hovedetnbsp;overst. Han foler ikke afstanden mellem sig selv og bjornennbsp;som storre end den der ligger mellem bjornen og ulven; hvernbsp;for sig er de tre en sjsel, en selvstsendig existens, og deres ind-byrdes forhold lader sig da umulig udtrykke i nogen fast kon-stellation sèledes som hos os, der uvaegerlig stiller meiinesketnbsp;overst og aldrig ind imellem de to. Pê den ene side er traellensnbsp;lilvaerelse sk svagt udpraeget at han ikke engang kan gore uret,nbsp;og ikke kan staevnes, medens til gengseld dyrene ikke pa for-hÉnd er udelukkede fra den aere at blive opfordrede til at for-svare deres handlinger og tèle dom.

Verden danner ikke en udbredt flade, hvor sjael stoder til sjael, kant i kant. Vore fsedres synskreds var tilsyneladendenbsp;meget snaevrere end vor, tanken nèede hurtig ud til veidensnbsp;vsegge; men den mindre kreds rummede meget mere end vinbsp;vilde kunne presse sammen pS et tilsvarende flademSl. I virke-ligheden er Midgards rummelighed ubegrsenset, ti dette folke-hjem bestamp;r af en maengde verdener der griber ind over hin-anden, og derfor ikke i deres udfoldelse er athaengige af plads.

I MidgSrd lober dyrene ikke ud og ind imellem hinanden og traenges om alburum. Ulven kaldes hedegsenger, fordinbsp;heden horer med til dens sjsel, men den kommer ikke derfor

116

umiddelbart i slsegt med hjorten, som baerer navnet hedetraeder. Ulvens tilholdssted er ikke del samme som hjortens, hvor megetnbsp;de end falder sammen geografisk. Heden var som bede nogelnbsp;for sig, en selvstaendig sjsel samp; vel som et rum; men nar vinbsp;siger hedegaenger, eller hedetraeder, kommer vi kun til dennbsp;gennem det dyr der fylder bevidsthedens forgrund ud, nunbsp;gennem den grè, ligsedende, sfrsekke* ulv — og heden er etnbsp;ulykkesattribut, — nu gennem den kronprydede, egely sogende,nbsp;hovedet tilbagebojende hjort — og heden er en sjselsegenskab,nbsp;— og man lod hver sjsel beholde sit med fred.

Den sfsere som vi summarisk affserdiger med formelen; dag og nat, var oplost i en msengde sjsele der modte hinanden,nbsp;helhed mod helhed, i steden for at begraense hinanden. Forstnbsp;dagen og natten. Dagen er den lyse, men ogsamp; den larmende,nbsp;efter angelsachsisk digtersprog at domme. Nattens vsesen ernbsp;morke og sorthed, sovn og drom; men dens natur rummernbsp;ogsa beklemmelse og uhygge, — derfor stammer den fra jsette-hjem, og der borer den til. Og endnu videre gamp;r dens sjsel;nbsp;herredommet over tiden mS have hort til nattens lykke, sidennbsp;vore forfsedre talte efter naetter, og som tidvsesen indeslutternbsp;den uden tvivl lysets og dagens stunder i sig. Den myte somnbsp;siger at natten fodte dagen, har da gode forudssetninger i dennbsp;gamle kultur. Nsest dag og nat kommer lys og morke, hvisnbsp;saga er gamp;et tabt. Uafhsengige af lyset har sol og mamp;ne deresnbsp;gang blandt mennesker. Solen korer sit forspand, Arvakr ognbsp;Alsvinnr, med samme ret som dagen sin Skinfaxi, — det er detnbsp;senere mytesprogs udtryk for de tos selvstsendighed. Solensnbsp;lykke bestor i at gamp; over himlen, at sprede lys og varme, ognbsp;mere end det: at udsende straler og at forstene alt utysketojnbsp;der vover sig frem for dens dsyn. Dens karakteristik er give!nbsp;i .\lvismals vers: Dvsergene kalder den »den underjordiskes

117

i'ortraed«, jsetterne »altidskinnende«, alfeme »fagert hjul«, aserne »lutterstrale«. Et andet traek hos den antydes af myterne; inbsp;l'olge dem er den et flygtende, angstfuldt vsesen, der haster somnbsp;om »den frygtede sin bane«. Ogsamp; manen er en sjsel hvis naturnbsp;er bevsegelighed, derfor hedder den skynderen; men den harnbsp;ogsè sin store magt, den tseller arene og bestemmer tiden. Ognbsp;atter en ny side af dens vjesen skimtes gennem Havamals rSd:nbsp;at pakalde mamp;nen ved fjendskab, en anvisning der ikke sigernbsp;os noget — ud over det at den lader os fole det brudstykkedenbsp;i vor viden om naturerne i Midgard.

Nsest disse store guder kommer en rsekke mindre gud-dommeligheder, der for os med vore, pè en og anden myte-stump naer, renpillede remser kun er navne, eller som stjaer-nerne, end ikke er kendte af os ved navn. Ny og Nae, Ny, den tiltagende, lysende mamp;ne, og Nae, merkmanen eller dennbsp;mènelese nat, lever som sdvserge* i et katalog. Vi mè ikkenbsp;undre os over at trsefïe mamp;nefaserne som selvbevidste vaesenernbsp;ved siden af mtinen; de har deres egen natur. Deres fordumsnbsp;selvstsendighed har sat sig et svagt minde i VeluspSs vers omnbsp;guderne der gav Nat og Nae navn, og i Vaftrudnesmamp;ls laerenbsp;om guderne der satte Ny og Nae til at regne amp;r efter. Om Bolnbsp;og Hjuke, aftagen og tilvaekst, vilde vi ikke vide noget, hvisnbsp;de ikke var sluppet ind i historiën, fordi man i literaere tidernbsp;kunde huske en legende om deres fortid, da de gik til brondennbsp;og blev rovede af mSnen.

Under himlen faerdes gnyfarende stoiine, drivende sne, og disse er, lige sS lidt som Ny og Nae, tjenere som udforer ennbsp;storres vil je; de er sjaele hvis lykke raekker sk vidt som deresnbsp;bane er. Men ikke des mindre har himlen selv som sin meginnbsp;béde lys og vidfavnen, skyer, storm og straenge vejr, klarhednbsp;og fygen og lummervarme, og den baerer béde »gnyfarende«

118

og »drivende« som sine navne. Mamp;ske horte ogsamp; solen til dens kraft, selv om vi ikke kan tilhjemle vore forfsedre dennbsp;tanke at solen var himlens — eller nogen andens — oje. Jor-dens vaesen kan vi stave os til gennem laevninger af det gamlenbsp;digter- og lovsprog, selv om naturligvis mange af dens egen-skaber, og det mSske de allermaegtigste, bliver skjulte for os.nbsp;Den er vid, stor, umSdelig, rammelig; den haevder sig somnbsp;ubevsegelig stot. Den hedder den gronne — endog stedsegron

og den vaekstgivende, fodende, naerende,

jorden gror« er et nordisk udtryk for »verden over«; i frugt-barheden er det vel ogsè vi skal soge jordsjaelens kraft til at laege og til at skaerme mod ulykker. Til jordens natur borernbsp;endelig befaerdelighed; den er vej, eller vejene, bSde hos Nord-boen og Angelsachseren; og her kan vi se for vore ojne hvornbsp;dybt ordet gSr ned i den daglige tanke; ikke blot kan Odin sigenbsp;pè vers om sine oplevelser da han kravlede gennem bjasrgetnbsp;ind til Gunnlod, at over og under ham stod jaetternes veje,nbsp;men Norge er simpelt hen Nordvejene, Rusland 0stervejene.

Dette er den Jord som fodte Midgards vogter, guden med det rode skaeg, og som senere, i hvert fald i hojere kredse,nbsp;gjaldt for Odins hustru. En sum eller et indbegreb kan ikkenbsp;fode guder, end mindre kan en geografisk storrelse gore det;nbsp;man nSr ikke storheden ved at taenke hende sammen af muldnbsp;og graes og veje. Hun er noget andet end alt det der rorernbsp;sig i hende, storre end det alt sammen, men med en storhednbsp;som overgar i steden for at omslutte. Den der vil se hende,nbsp;ma ikke kommè med forventninger om en majestaetisk kvindenbsp;der holder attributter i baenderne; han mamp; vide med sig selvnbsp;for han vover sig ind til hende, om han kan tMe synet afnbsp;den tunge, barbariske vaerdighed hos denne kvinde, der snartnbsp;er stor som en jsette, med hovedet over fjseldene og en arm-

119

vidde der fylder dalen, snart traekker sig sammen til menneske-skikkelse, der snart ligger hen sevnbunden, med brede og ufor-melige, eller snarere ubestemte traek, og undfanger af ploven og samp;manden, snart er natur uden mindste tillob til noget men-neskelignende, blot muld i lugt og udseende, blot vej og flade,nbsp;men som atter kan rette sig op, lade befserdeligheden rullenbsp;af sig som en kappe, og gamp; ind blandt mennesker. Vort sprognbsp;kan kun hjaelpe sig ved at springe frem og tilbage imellem denbsp;enkelte faser; samie helheden kan det ikke. Og at udtrykkenbsp;det forhold hvori jorden stór som en sjael — ikke person, mennbsp;hamingja — overfor himlen pa den ene side og pS den andennbsp;side overfor alt det der rorer sig pd bende og udgor bende, liggernbsp;ganske uden for vore ords raekkevidde. Her mS vi nojes mednbsp;at beskrive og forklare.

For en moderne amp;nd, der kommer med den trygge forvis-ning at tilvaerelsens dele er svalede ind i hinanden, er det livs-farligt at begive sig ind i Midgard. Kan man ikke omskifte sit vaesen og blive som en af naturerne i dette rige, da knusesnbsp;man mellem disse sjaelekolosser der opfylder hint lille rum.nbsp;Sjselene kommer, voksende sig af sted, med en ubegrsenset sevnenbsp;til at fylde nyt rum, og vajlter sig over den uerfarne fra allenbsp;sider. Samp; stor er hver sjsels selvstsendighed, at end ikke ennbsp;oprindelse kan fa de genstridige til at smaelte sammen. Omnbsp;nogen sinde noget er blevet til, — og ikke ganske simpelt altnbsp;V a r i urdagene, — da kom dag og sol, mane og nat lige selv-staendige ud af ophavet. Forudsastningen for at finde sig tilnbsp;rette i Midgard er den at se alt, hver ting for sig, som verdens-dannende og verdensfyldende, og ikke som del af en verden.nbsp;Hverken dyret eller traeet, himlen eller jorden betragtes somnbsp;indtagende et storre eller et mindre rum af tilvasrelsen, mennbsp;som en stor eller en lille verden.

120

Nér folk stoder mod folk, stamme mod stamme, da er det ikke menneskefyldte flader som skaeres af en politisk ellernbsp;sproglig linje, men lykke som moder lykke. De to kredse barnbsp;en jordisk graense mellem sig, men dette skille er kun dennbsp;overste rand af deres gensidige beroring. Under den star ven-skab, fjendskab, samkvem, fejde, med alle de nuancer somnbsp;aerens og lykkens karakter laegger ind i disse forbold. For dennbsp;der, selv sjael, ser de andre an som sjaele, er vennerne ikke nogetnbsp;uden for bam: deres selv, deres aere, deres arbejde, deres for-faedre indgèr som led i bans natur. Og alter ejer de andrenbsp;bam og bans, ikke som skatskyldige eller undergivne, mennbsp;som aeresindbold. Hver for sig er »vi*, bvor meget eller bvornbsp;lidt vi optager i os af vore venner og af vore fjender, ikkenbsp;dele af mandbjem, men selv er vi folkeverdenen. Vort folknbsp;optager jorden, dels som bebygget land, dels som udmark,nbsp;og fylder den ud til dens yderste graenser. Vort folk er Mid-gdrd, og det der ligger uden for folket er Udgard.

Sporgsmalet menneske — ikke-menneske falder da bort for det simple faktum, at alt bvad der ikke er vort liv, det ernbsp;en anden sjael, man kalde den sS bvad man vil. De fremmede.nbsp;udlaendingene bar ingen retsvaerdi — for senere tiders ved-kommende kun en illusorisk anerkendelse i lov og dom, fornbsp;aeldre tider den absolutie uret i alt; deres liv er ligegyldigt. Mannbsp;draeber ikke et dyr, bugger beller ikke et trae af ren orkes-losbed, uden en eller anden grund, bvad enten denne nu bestarnbsp;i vaesenets skadeligbed som levende eller nytte som dod, ellernbsp;i lyst til at ove kraefterne og fó tiden til at ga. Og samp;dannbsp;bugger man vel naeppe en barbar pS bans blotte existens. Mennbsp;i det ene som i det andet fald griber man bare for sig ud inbsp;naturens store rige.

121

Inden for den tagede horisont som dannes af de ïumaelen-des, utydeligt maelendes, sprogloses» skarer, stSr et samfund hvor individet har en bestemt retsvaerdi, der karakteriserer hamnbsp;som et vsesen af samme art som den der forgriber sig ham.nbsp;Folkefaellen er berettiget til at besidde sit med fred. Hans livnbsp;er dyrt. Men inden for den snaevre kreds som holdes sammennbsp;ved faelles ting, faelles lov, faelles hovding, faelles krig og fred,nbsp;er drabet — bortset fra visse tilfselde hvor der stoder en saerlignbsp;»fred« til — dog ikke nogen forbrydelse mod selve livet, ikkenbsp;engang at regne for noget unaturligt.

Derimod, i samme ojeblik vi springer ind i aetten, da rejser livets hellighed sig i absolut ukraenkelighed, med sinnbsp;dom over blodsudgydelsen som formastelighed, som forblin-delse, som selvmord. Udslaget kommer sa pludseligt og sènbsp;umiskendeligt som namp;r man med en nSl rammer en nerve.nbsp;Med denne lille bevaegelse fra samfund over til set har vi over-skredet den dybeste kloft i tilvaerelsen.

Fodsel og livsende.

fraenderingen viser sjselen sine traek og sin styrke, men aettens hamingja er ikke indskrsenket til det menneskegaerdenbsp;som nu hegner om den heilige mark. Sjaelen er ikke nogetnbsp;som fodes med hver generation og fornys med hvert nyt ind-traedende fraendekuld. Den raekker fremad, den vil, samp; sikkertnbsp;som noget er sikkert, bolge gennem de sonners sonner som allenbsp;gode fraender hèber og venter vil folge pè hinanden. Og dennbsp;raekker tilbage over den kendte del af fortiden, omslutter allenbsp;forne fraender, og straekker sig bag om dem ind i urmorket, franbsp;hvilket faedrene kom.

Den sjael som kaster sig hvilelost i nutidsgenerationen er netop sé. urolig som forfaedrene har gjort den, idet de altid todnbsp;den fó sin vilje, aldrig tillod den at hungre, men villigt slaebtenbsp;aere sammen, sSl at den stedse voksede ud over sin bolig.

Hvorfra havde Harald HSrfagre fêet sin kongelykke, sin kongesjael, med dens vidtomspaendende ufornojelighed, mednbsp;dens planer om et helt Norge, med kraften til at realisere sinnbsp;vilje? Sporgsm^let har vaeret stillet i fortiden, og er blevet —nbsp;i hvert fald delvis — besvaret. I folge sagnet blev grundennbsp;til hans sjael lagt med mangehamp;nde lykke. Han selv var ennbsp;son af Halfdan Svarte, en i det smè ret fremragende fyrste,nbsp;sejrsael og meget Srsael. Halfdan var forst gift med en datter

123

af Harald Guldskaeg i Sogn, og ved den ferste sons fodsel tog morfaderen drengen til sig, gav ham sit navn og sit rige ognbsp;opfostrede ham. Denne Harald dode ung, omtrent samtidignbsp;med sin navne, og nu gik navnet — og sjaelen — videre til dennbsp;yngre hroder, til trods for at han var fodt af en anden moder,nbsp;nemlig en kvinde fra en maegtig herseaet pS Hadeland. S^Iedesnbsp;ophohedes fra fiere sider grundsummen af Haralds store konge-lykke. Vi kan med al ret sige, at Norges forste konge var ennbsp;sare sammensat natur.

Halfdanaetten hlev den storste i Norge, fordi dens medlem-mer havde forstSet at drage andre livskilder ind i sin og fylde sig med sjael til overflod.

Ved at genopleve, eller omleve, den vaeldige samrytme som aeren danner af nutid og fortid, kan man komme til at udtrykkenbsp;sin oplevelse i slige ord som disse: de gamle forfaedre levedenbsp;inden i deres efterkommere, fyldte dem ud med deres vilje,nbsp;og ovede deres hedrifter om gennem dem; saetningen tvingesnbsp;ind pS en, ikke alene fordi den inderlighed hvormed de nu-levende antager sig forgaengerne, kraever de inderligste ord tilnbsp;sit udtryk, men fordi aeren munder ud i en virkelighed. Ennbsp;hènlig omtale af den hedenfarne rammer virkelig en sjael dernbsp;lever; ti medens sjaelevandreren hlot gentager sig selv, og redder sig ved gang pa gang at vorde, nar han svipper fra eetnbsp;legeme ind i et andet, er fraenderne deres faedre og faedresnbsp;faedre, og ophelder dem ved deres vaeren. Fordi det er sammenbsp;sjael som gjorde de gamle til mennesker og nu gor de levendenbsp;til baerere af aere og fred, kommer nutiden ikke til at udelukkenbsp;de forhigangne. Den identitet i hamingja der baerer aetten, ind-befatter alle hedengangne.

,Ta, her er naeppe tale om fortid og nutid i samme skènsels-lose betydning som hos os, der altid gar med ansigtet halvt inde

124

i en mnrk sky og med en klam fomemmelse i nakken. Tiden IS udbredt omkring hine mennesker. Fortiden var dein nord,nbsp;det kommende syd, det samtidige est og vest: alt pS en mSdenbsp;lige naer, alt pa en made lige na^rvaerende. Og til hejre somnbsp;til venstre, lige frem og bagud, der lukkedes synskredsen afnbsp;denne lykke; »tiden« gennemstremmedes af den, som den bel-gede om menneskene, fled igennem dem, fyldende deni ognbsp;rummet om dem; altid og alle vegne med bevaegelsens kraft inbsp;sig, altid og alle vegne med udvidelsens fylde, atter og atternbsp;krystalliserende sig til et menneske, der boede sin tid i lysetnbsp;for sa at synke tilbage og gemmes til en anden stund. Fornbsp;hamingjaen er nutid og fortid ikke lag som ligger over lag,nbsp;men en dobbelttilvaerelse, gennem hvis andemur mennesketnbsp;uhindret gSr frem og tilbage.

NSr der kom en ny mand ind i familien, sagde Nordboerne udtrykkeligt: Vor fraende er fedt igen, den og den er kommennbsp;tilbage. Og de bekraeftede deres udsagn ved at saette det gamlenbsp;navn pS den imge. Torsten vier sin dreng til livet med denbsp;ord: »Denne dreng skal bedde Ingemund, og jeg venter hamnbsp;hamingja pS grund af navnet«. Den gamle morfader Inge-munds sjael og lykke skal nu leve op igen til ny virksomhed inbsp;lyset. Senere hen i sagaen fortselles, at Ingemund genfedernbsp;sin morbroder Jokul, idet ban udtaler disse varslende ord omnbsp;sit nsestseldste barn: »Denne dreng ser ud til at blive foretag-som; hvasse ojne har ban; hvis ban lever, bliver ban noknbsp;mangen en til overmand og ikke sS let at komme ud af detnbsp;med, men tro mod venner og fraender — en stor kaempe, hvisnbsp;mine ojne kan se; tor vi nu ikke komme vor fraende Jokul inbsp;hu, som min fader bad mig, — vist skal ban bedde Jokul.«

125

Naviieskikkens fasthed vidaei' om at de gamle mente hvad de sagde. Man odslede ikke med navne; familien radede overnbsp;et vist antal kendingsord, som blev bamp;ret efter tur. Bornenenbsp;»kaldtes op« efter en afdod slsegtning, og overtog det ledigenbsp;navn. I og for sig er det hojst troligt at Olav Geirstadalf blevnbsp;begravet pè Geirstad og senere, ca. ar 1020, besogte sin egennbsp;grav, eller, som sagen ogsa kan udtrykkes, at Olav Heilige en-gang havde heddet Olav Geirstadalf og, om ban vilde, kundenbsp;huske sin bolig p§ Geirstad. Folk spurgte Olav, engang da bannbsp;red forbi sin fraendes hoj, om det var sandt at ban var hoj-lagt her; rygtet vilde vide at ban pè det sted havde ladet faldenbsp;den ytring: »Her har jeg vaeret, og her gik jeg ind.« — Olavsnbsp;gejstlige hiograf bruger historiën til at illustrere kongens flam-mende nidkaerhed overfor al gammel surdejg i folket, og hvadnbsp;enten biografen har Isempet teksten lidt efter udlaeggelsen, ellernbsp;han virkelig i sine ord griber folkemeningen sSdan som den giknbsp;fra mund til mund, tyder hans fremfarende iver pS at hannbsp;kendte sine fSr, og vidste hvor de var mest udsatte for dennbsp;ondes listige besnakkelse. Samme ukirkelige tankegang var levende pa Island. »Kolbein er kommen igen«, horer vi jo folknbsp;med en inderlig genkendelsens glsede sige om Torgils Skarde;nbsp;her havde man hele den beundrede mand for sig: hans venne-sfelhed, hans gavmildhed, hans gaestehudsglaede — i det helenbsp;hans stormandssind.

Medens Nordboerne i deres opkaldelse betoner den gen-fodtes individualitet, folger de ovrige Germaner en anden navne-skik, idet setlingen ikke direkte benaevnes efter sin forgsenger, men far et navn der i sig optager led af frsendernes navne-materiale; og efter alt at domme beror den nordiske opkaldelsenbsp;pamp; en indsnsevring af tankerne. iEtten havde to eller fierenbsp;kendingsord i hvilke den fandt sin vilje og sin aere udtrykt; og

126

fraenderne bar del ene eller del andet af disse slaegtstegn, ud-videt til navn ved en tilfejelse sasom staerk (bold), maeglig (rig), lykkelig (red og andre) eller bjcert, d. v. s. strMende, videnbsp;kendelig. Fyrsterne fra Kent bed Eormenric, Eormenred,nbsp;Eorconberht, Eorcongote og iEthelbeorht, ^Ethelred, deres kvin-der Eormenbeorh, Eormenhild, Eormengyth; eormen og eoiconnbsp;er begge to ord som gSr pa det store, det imposante i lykken.nbsp;Den »saere«, gammelstolte aet som sad i Essex’s kongesaede,nbsp;kaldte sig efter sax, det korte svaerd, efter sigé, sejr, og efternbsp;see, der vel ikke er andet end so, hav; der var Saebeorht, Sae-weard, Seaxred, Seaxbeald, Sigebeorht, Sigeheard, Sigebeald.nbsp;Hos Vestsachserne er det coen, cuth og ceol som dominerer,nbsp;pegende pè fremfaerd, pa berommelse og pè skibsfaerd — ceolnbsp;er vel kol eller skib —: Cuthwulf, Cuthgisl, Cuthred, Cuthwine,nbsp;Ceolric, Ceolwulf, Ceolweald, og sèledes videre.

I Beowulf lever mindet om de gamle Skjoldunger; Heo-rogar med brodreiie Hrodgar og Helge, og efterslaegten Heoro-weard, Hredrek, Hrodmund og Hrodulf; de havde til deres navnemaerke svaerdet, heoru, og ryet, hrod, bred. Det frankiskenbsp;bus Merovingerne var stolt af sit chlod og sit child, ry og kamp.nbsp;0stgoternes maerke var, sa vidt man kan se, forst og fremmestnbsp;det gamle heilige amal, men ved siden deraf var kongstegnetnbsp;theod, som ikke alene betod folk, men ogsa i videre forstandnbsp;betegnede det store, det som gik ud over almindeligt mSl:nbsp;Theodomer, Theodoric, Amalaric, og kvinder som Amalafred,nbsp;Amalaberg. Fra det forste arhundrede, selve gryningstiden inbsp;Nordeuropas historie, fór vi gennem sydlandske arboger overleveret et par navne som blev baret i en cheruscisk kongeslaegt;nbsp;Segestes, Segimundus og Segimerus hedder tre fraender i ro-niersk udtale; vi tor vel i disse navne genfinde ordet sejr.

127

Forskellen mellem den gamle, maske faellesgermanske op-naivnelse og Nordboernes opkaldelse antyder et brud i tanke-gangen, en revolution, hvor den enkelte blev trukket frem og tik fri haender til — efterhSnden — at gore det mest miiligenbsp;nd af sig selv. Men ved alle dndelige tidsskifter ligger detnbsp;ny belt i det gamle og det gamle helt og holdent i det ny; forskellen bestar i en omlaegning af akcenten. Modssetningen mellem de to systemer betyder sikkert ikke andet og ikke merenbsp;end en uiige betoning af det personlige og det almene. Forudnbsp;for den tid som fostrede det ny opkaldelsessystem gar naeppenbsp;en periode da man slet ikke genkendte den kommende som ennbsp;der allerede havde vaeret. Man troede den gang sa vel somnbsp;senere pa menneskets leven videre efter doden, men ved slseg-tens forogelse har tanken mere dvaelet pamp; at det genfodes, endnbsp;pè at han kommer tilbage. De dode fortsatte deres liv indtilnbsp;de glemtes, eller samp; at sige oplostes i lykken, og alt imens fore-gik pamp;nyfodselen af det uudtommelige, — det evige kan vi noknbsp;sige, nèr vi tager ordet evig i betydning af lange tider der for-ude og bagude forsvinder i intet.

Ved barnets fodsel bryder fraendelykken igennem i et nyt individ. Maske har begivenheden en udvortes anledning inbsp;at der er blevet en lykkelod ledig; mèske, udvortes set; mennbsp;dod og fodsel stór for et dybere blik ikke i et sa retlinet for-hold til hinanden. Den levende kan ikke ved simpelt hen atnbsp;plumpe ud i sjselevseldet famp; dette til at pible op i en efterkom-mer. Nar en fodes, da er det lykkekilden som svulmer over,nbsp;og nSr en dod skal kunne frembringe denne svulmen, da manbsp;det vsere pa grund af al den a;re som han har i sig, eller somnbsp;haevnen over ham fremkalder. Nar aetten oger pamp; seren, lykken, livet, sjaelen, da star der fraender op og gor gaïrdet bSde

128

videre og taettere. Viljen bliver ikke delt ud mellem flere indi-vider, men viljen vokser, sè at den traenger til fiere virkemidler.

Nér aettens msend er aereksere og lykkelige, bliver dens kvinder frugtsommelige. Lykken mS igennem moderen for atnbsp;fó styrke til at leve; men dette, at kvinden st4r pè knaeene fornbsp;at fode barnet, er ikke nok til at indblaese det liv og give detnbsp;del i lykken. I Norden blev barnet straks fort hen til husherren,nbsp;og optaget af ham ved navn. Der hedder det f. ex.: »Dennenbsp;dreng skal bedde Ingemund efter sin morfar, og jeg venternbsp;ham lykke p^ grund af navnet«, eller »Denne dreng skal beddenbsp;Torsten, og jeg onsker at lykke skal folge navnet«. Betydningennbsp;af dette »venter«, dette »0nsker« ligger midt imellem et »jegnbsp;ved« og et »jeg bestemmer, jeg vil, jeg giver ham nu den ognbsp;den bestemte lykkelod, jeg foder ham herved«. Det kan faderennbsp;sige, fordi ban med navnet bolder sjaelen i sin mund og blsesernbsp;den ud pd barnet; ban inspirerer bam med den lykke og dennbsp;aere, den karakter og den vilje, den styrke og det udseende somnbsp;ligger i den sjael der baenger over bam. Med navnet gik lykkennbsp;og livet og dermed freden og fraendevaerdigbeden ind i barnet.nbsp;Forst da havde den lille en levende sjsel. Rundt om i lovenenbsp;findes antydninger af at der havde vaeret en old da barnets leve-tid regnedes fra den dag det fik navn. I England matte man,nbsp;selv efter at loven var kommen sa vidt som til at stille det lillenbsp;barn lige med den voksne mand, udtrykkelig stó en streg overnbsp;de gamle distinktioner, ved tilfojelsen: bvad enten det har etnbsp;navn, eller ikke har det. Hos Frankerne holdtes det barnnbsp;der endnu ikke havde navn, vedvarende i en klasse for sig, mednbsp;en ringere mandebod end rigtige mennesker.

Det vilde blive betragtet som en livskraenkelse, om en anden pa eget ansvar satte et navn pd barnet og dermed pra2gede detsnbsp;sind og legeme og sksebne; man ved hvor iltert endnu Olav for

129

op, da Sigvat i stilhed havde debt og navnet sennen Magnus. Og fast i den germanske retsbevidsthed star badet til den dernbsp;vover at saette et egenavn pa en mand og derved plante nynbsp;sjaelsegenskaber ind i ham. Pè den anden side kan der siges, atnbsp;tilnavn bringer lykke, idet det jo foreger modtagerens haeder;nbsp;stolthedens dybde skimtes endnu i den sene »overtro«, at dennbsp;der havde to navne levede laenger end den eennavnede.

En dreng der begyndte sin bane med et rigt, kraftigt navn, et som fader eller bedstefader eller en anden frsende havdenbsp;fyldt med aere og fremgang, med and og sjael, ban havde fèetnbsp;meget forud. Det forstar endnu Torsten Siduhalsson, Magnusnbsp;Codes tro mand. Han kommer pamp; hjemvejen fra en pilgrims-faerd til sin konge, da denne ligger pa sit yderste og alleredenbsp;har beskikket sit bus og uddelt gaver til sine maend. Der ernbsp;intet laevnet til den sildekomne, men Torsten onsker hellernbsp;ikke gods; »men det vilde jeg, at du gav mig dit navn«. Rongennbsp;svarer: »Du har pa mangen vis gjort dig fortjent til det bedstenbsp;fra mig, og jeg under dig vel dette navn til din son. Selv omnbsp;jeg ikke har vaeret en storladen konge, er den djaervhed ikkenbsp;ringe for en simpel bonde at kalde born efter mig, men danbsp;jeg ser det betyder noget for dig, skal jeg tilsta dig bonnen.nbsp;Det siger mig min hu, at i dette navn vil ligge sorg og 8ere.«nbsp;Barnet far i navnet en flig af kongelykken, men det skal bannbsp;vide, at kongelykken er staerk, sa staerk at en almindelig dode-lig naeppe har kraft til at baere den frelst igennem.

Faderens handling er lige sa fuldt en fodselsakt som mo-derens nedkomst. Den lille tomme mulighed horte i og for sig slet ikke med til aetten, havde intet krav pa at kaldes fraende;nbsp;og viste ban onde tilbojeligheder, tegnede ban, med andre ord,nbsp;til at ville blive niding, — noget som kunde skonnes pa samp;-danne sikre kendetegn som vanskabthed eller fremmedartede

Vilh. Grenbech 11. nbsp;nbsp;nbsp;9

130

kropejendommeligheder, — sk fik ban slet ikke lov til at komme ind i lykken, ban blev anbragt uden for livet, til den smulenbsp;rorligbed der var i bam, ogsè forsvandt. Han blev sat ud. Ennbsp;Germaner vilde bave rynket ojenbrynene ved en amp;k urimelignbsp;sigtelse som den at ban satte levende vsesener ud; og traf be-skyldningen bam i et ojeblik da ban var oplagt til at diskutere,nbsp;vilde ban uden tvivl rette floskelmagerens forvirrede bjaernenbsp;med et rapt oksebug. Han vidste nok bvad liv var vserd. Havdenbsp;barnet baft mindste del i freden, mamp;tte der ved udsondringnbsp;fremkomme et bul, som kraevede ombyggelig og forsigtig be-bandling.

Samp; virksom en part bar faderen i den unges menneske-blivelse, at man kunde vaere fristet til at se vielsen som den egentlige fodsel. Hvad gaelder da byrden, namp;r barnet for adop-tionen fra faders eller mandlige frsenders side dog kun er ennbsp;ting, som man ikke engang bebover at drsebe, men blot kastenbsp;ud som ikke borende til menneskebeden? For os kan det vaerenbsp;vanskeligt nok at forene faderens absolutte veto med de gam-les lovprisning af aedelt opbav, og deres skulende mistanke over-for maend som mètte rèbe bojt om deres fader for at ikke mo-deren skulde komme pamp; tale.

For Nordboerne var byrd den eneste adkomst til aere og anseelse, eller dybere set, enebetingelsen for at en mand kundenbsp;besidde den dygtigbed og den selvsikkerbed som aeren og an-seelsen forudsatte. Intet understukket kongsaemne kunde i laeng-den forblive uopdaget; skiftingen kunde ikke skjule at bannbsp;manglede en sjael, det bevidner historiën om Dronning Hagnysnbsp;fejlslagne forsog pamp; at erstatte sine to grimme, »belsorte« sooner med et fagert traellebarn. Engang lè de to traelleunger ognbsp;tumlede sig i gulvbalmen, mens Leif sad i bojsaedet og legedenbsp;med en fingerring; sk sagde den ene af brodrene; »Lad os ga

131

hen og tage ringen fra ham;« den anden helsorte var straks rede til selvtaegt. men Leif bare grsed. I denne lille scene harnbsp;Brage Skjald nok til at gaette sammenhaengen; han lader dron-ningen vide: »To er herinde, de huer mig, Hamund og Geir-mund, Kong Hjors sonner; men han, Leif, er trselkvindensnbsp;son, ikke din, kvinde, — en usling som famp;.«

I denne historie er det der var det tavse grundlag i Nord-boernes menneskebedommelse betonet med polemisk udtryk-kelighed; dagligdags giver det sig til kende i spot over lav-astlingen, forundring over opkomlingens aevner, og allerstserkest i frimsendenes umiddelbare serbodighed for den traditionsbamp;rne.

meget er vist: ingen kunde blive modig og dygtig uden at han tilhorte en modig og dygtig set. De stakkels krystere, klod-rianerne, hvem hsenderne sad akavet pé og hjaertet galt i —nbsp;ja, de havde maske en usikker chance hos kvaksalvere, klogenbsp;maend der experimenterede med bjorneblod og lignende livs-elixirer, men kloge kure var vist ikke mindre nykkefulde dennbsp;gang end nu til dags. Medicinen kunde ophseve sj'gdomssymp-tomerne, den kunde give krsefter og dristighed, men alene for-mèede den ikke at give den sundhedens ligevsegt som i sig selvnbsp;er kraft og mod, og man kunde befrygte at den forte til for-styrrelser som var syv gange vserre end den uddrevne svaghed.nbsp;En portion bjorneblod kunde gore en mand til bjorn i stedennbsp;for til helt. Den der fodtes i, af en stor lykke, havde en borgennbsp;for sit liv som han der sS lyset i ringere kamp;r, aldrignbsp;fik; han kunde gribe fuldere med hSnden, uden frygt for atnbsp;hèndknytningen skulde glippe. Han var sikker pamp; at have denbsp;og de lykkeegenskaber — dem som fandtes i setlykken — mednbsp;sig, og han vilde altid med umiddelbar sikkerhed vselge dennbsp;afgorelse som var den ene rigtige og ene mulige i alle sager.

Den gamle lykkemand Glum havde engang en oplevelse.

132

der laerte ham at en byrdsfejl, selv om den er godt gemt, altid kan bryde frem i de afgorende ojeblikke og sld tankerne fra en.nbsp;I TverSslaegten, som regnede sine led op til VikingekSre, en afnbsp;de store begyndelser i Norges genealogi, og som pamp; modrenenbsp;side havde forbindelse med Norges konger, var der indkommetnbsp;traelleblod; en mand som Glum havde givet friheden og som panbsp;en eller anden made havde svunget sig op til velstand, varnbsp;bleven gift med en — unaevnt — slaegtning af frigiveren. Deresnbsp;son, 0gmund, var en lovende ung mand, som Glum tog til signbsp;og holdt for jaevngod med sine egne sonner. ^ Da tiden kom,nbsp;for 0gmund ogsa udenlands, pa eget skib som det sommer signbsp;et stormandssemne; og pamp; stormandsvis maeldte han sin ind-sejling i Norges fjorde ved at lobe et langskib i saenk. Skibetnbsp;tilhorte Hakon Jarl, som naturligvis modtog underretningennbsp;med inegen fortornelse og ikke opmuntrede de kuldsejlede so-maend til sagtmodighed, og déden indbragte 0gmund et nakke-drag der gjorde ham til sengefyld den storste del af vinteren.nbsp;Nu var det som om han pludselig havde mistet al hojfaerd.nbsp;Han sa sin frsende Vigfus Glumsson sidde i Hakons hird, ognbsp;han vidste at jarlen vilde holde sig skadeslos i ham, hvis dernbsp;haendte en af Nordmaendene noget; og han skyldte ikke Glumnbsp;at bringe ulykke over Vigfus, mente han. Sé lod han slagetnbsp;sidde. Vigfus mente anderledes; hans svar pé 0gmunds ret-ferdiggorelse skaerer lige ind til det syge punkt; üHverken jegnbsp;eller min fader skonner pé at du varer for mig, nér jeg ikkenbsp;selv gor det; det er andre ting som laerer dig at tage hensyn;nbsp;som venteligt er, du slaegter mere pé trsellesetten end pé Tveré-maendene.s Og Glums bitre udbrud til 0gmund efter hjem-komsten er en forstaerket modstrofe hertil: »Hvad skulde dunbsp;hytte ham, nér han ikke hyttede sig selv; hellere havde jeg setnbsp;jer begge dode og dig en haevnet niand;i! og han mindes den

133

gamle sandhed at ufrels £et er udrej pS manddom. — Det var byrdsmaerket, at ban sS det mindre ferst, og at det voksede inbsp;ejnene pó ham, medens de rette Tveramp;msend kun sa det dernbsp;skulde ses.

Nordboerne havde et skarpt blik for psychologiske legn pamp; raceblanding; bos dem sad det ord lost: Hvem er det dunbsp;slsegter pd? Og vi bar ingen grund til den antagelse at kunnbsp;den ene side regnedes for afgorende. Torolfs modstandere,nbsp;de tidligere naevnte Hilderidssonner, kom aldrig udover dennbsp;mangel ved fodselen at deres moder tilborte en ringere set endnbsp;deres fader; det var en fejl som kunde spores i bvert enestenbsp;af deres ord, namp;r de listede bag ind i hallen, sk snart Torolfnbsp;var skredet ud ad fordoren, og fortolkede og udlagde deresnbsp;livens handling, medens Torolf lod bandlingen fortolke sig selv.nbsp;Sagaerne kender da ogsamp; det argument at en mands skurk-agtighed skyldes moderblodet i ham.

Fra de ovrige Germaner kan det mSske blive vanskeligt at fremfore noget vidnesbyrd der direkte giver os dagens domnbsp;over den halvbyrdige. Dog kan endnu i Kong Gunthramsnbsp;dage en biskop, hvis ojne var blevet klarede ved modgang ognbsp;embedets fortabelse, indse at byrdens vanrogt var et led i folketsnbsp;moralske nedgang; »hvor kan kongens sonner nogen sindenbsp;komme til at herske, siden deres moder gik lige fra traelle-baenken til kongens seng?« — det var bans stadige tema nSrnbsp;samtalen gled hen pa alvorlige ting. Den stakkels Sagittarius’snbsp;oplevelser havde netop vseret af den art der plejer at givdnbsp;lideren det mest uhildede syn pamp; modparten : han var blevetnbsp;berovet sit embede uden at have nogen egen retfserdighed atnbsp;saette op mod uretfaerdigheden; Gregor derimod, som harnbsp;fundet en plads til sin excentriske kaldsbroder i sit rundmalerinbsp;af det frankiske samfund, ser mere historisk pamp; sagen: jSagit-

134

tarius tsenkte ikke pè, at nu til dags holdes alle som har kongen til fader for kongeborn, hvilken sd end deres moders byrd er.«nbsp;Men selv om vi slet ikke fik lejlighed til at bore dommen ud-talt i lydelige ord, kan vi laese os den til i menneskers praktiskenbsp;adfaerd. Man kan ikke vaere Isenge om at opdage hvor megetnbsp;byrden gaelder, ogsS uden for Skandinavien. I sin staerkestenbsp;form mètte jo fmfolelsen vise sig som en offentlig modviljenbsp;mod aegteskabelige forbindelser med lavaettede. Og virkelignbsp;hedder det om Sachserne, at de opstillede jaevnbyrdighed inbsp;aegteskabet som et bud ; intet giftermM mamp;tte bygge bro overnbsp;kluften mellem adel og fri, lige sk lidt som mellem fri og fri-given, frigiven og trael. Vor hjemmel for denne lov, en gejstlignbsp;levnedsbeskrivelse fra det niende ^rhundrede, forfattet af ennbsp;munk hvis etnografiske viden indskraenker sig til en god side-fuld excerpter, borer til den art kilder hvis saetninger man ikkenbsp;vurderer ord for ord, men tager en bloc pamp; et skon; om ordenenbsp;gSr pamp; en skreven eller en uskreven lov, om de gaelder mangenbsp;Sachsere eller kun en lille tidklike, mè stó hen; sS sippedenbsp;formalister i social etikette som Sachserne var, vilde de sikker! vaere de naermeste til at gore et forsvarligt dogme ud afnbsp;finfolelsen.

Et standspedanteri som det sachsiske borer, lige samp; lidt som nogen kasteafgraensning, hjemme blandt folk der er stoltenbsp;af byrden fordi de f o 1 e r den og f o 1 e r dens virkninger i sig;nbsp;kun indirekte rober standsrettighederne, at der i forfaedrenesnbsp;karakter lè en staerk agt for blodets betydning. Men stivhedennbsp;er dog et vidnesbyrd om en forbigangen byrdsfolelse, fordinbsp;den forudsaetter denne byrdsfolelses dod.

To ting er alle gode Germaner enige om : at den fri kvinde der giver sig traellen i void ligger under for traelleuvirkelighedennbsp;og mister sin sjael, og, at den ufri kvinde indgiver sine born

135

5nd af sin trselIeSnd. Af tr£el kan der kun komme trael, den sandhed var for meget en selvfelge til at den kunde brede signbsp;i retsbevidsthedens overste lag; det der optager tankerne ernbsp;fraendernes bekymring for det forlis af aere som kvindens ned-vaerdigelse betod, og aettens trang til at udrydde bende af jordennbsp;er bogfort i lovbud om deres ret, eller endog pligt, til at gorenbsp;det. I Sverig, hvor de gamle linjer har bevaret deres h^rdhednbsp;langt ned i middelalderen, men sk til gengseld er blevet desnbsp;voldsommere foldede og braekkede ved ny tiders pres, der ernbsp;ogsé den gamle vurdering af det menneskelige brudt, indennbsp;lovene kom i den overleverede form. PS mange enkelte punk-ter bar kirken, med sit fjendskab mod frillelevned og sin uviljenbsp;overfor slaveri, vundet en bel sejr, og fSet sin sejr proklameretnbsp;i form af lovparagraffer. Sa kan loven komme til at lyde pS,nbsp;at ret aegteskab altid sikrer barnet friheden. Men rundt omnbsp;til alle sider af paragraffen straekker sig den gamle opfattelsenbsp;af manden som den der baeres af og har sin gyldighed fra ennbsp;aet og en aets aere. Pa en historisk betragter virker da bestem-melsen i disse omgivelser med det isoleredes, det abnormesnbsp;uhygge; og denne virkning forstaerkes der ved at ordene ernbsp;kommet til at stS i kapitel med en gammel saetning, hvori ennbsp;aeldre lid har formuleret sin fordommelse af kvinden; dennbsp;kvinde der indgSr aegteskab med en trael, skal gk avet ud afnbsp;sin aet, hedder det, med ord bvis bitterhed kun er fuldt for-stSelige for den der kender de gamles tanker om avet og omnbsp;aet. Den fri mand har naturligvis sin ret ubeskSren til at brugenbsp;sin traelkvinde som ban vil, men de born som avles i traelle-krogen bliver ufri, uden ret til gang og ssede og arv med dennbsp;fri kvindes born. Det barn sidder i krogen og aeder af sin skSlnbsp;blandt traellene, antyder norsk lov; det samme kan udtrykkesnbsp;som det siges i Danmark: Har en mand avlet barn med sin

136

traelkvinde og er barnet ej frigivet, da bader faderen ikke mere for hans gerninger end for enhver anden traels. Kvinden prsegernbsp;sit barn, det siger ogsa de ord hvori Langobarderne har om-skrevet en mands ret til at segte sin egen traelkvinde; ban skalnbsp;forst frigive bende, og opboje bende i retmaessig bustrus stilling,nbsp;da bliver bendes born aegtefodte og arveberettigede; det ordnbsp;hvormed lovene udtrykker bendes ny stand, bvad enten det ernbsp;virdibora, aedelbaren, eller viderbora, genfodt, indeholder tyde-lig den tanke, at bun skrider ud af een tilvaerelse og over i ennbsp;anden, en som er liv.

I al germansk ret, sa langt vi har yidnesbyrd, gores der forskel mellem den aegtefodte og den uaegtefodte, selv om dennenbsp;bdde er fri af byrd og anerkendt af faderen. Hos Langobardernbsp;som hos Nordboer, béde Danske, Svenskere og Nordmaend,nbsp;bydes der angaende den uaegtebérne: ikke som de andre, ikkenbsp;til lige deling i arven, eller staerkere: lad ham fé en gave afnbsp;sin fader, og lad ham gé tilfreds med den til sit eget. Hvordannbsp;nu end den uaegtefodte frimands stilling i aetten har vaeret hosnbsp;de forskellige folk, er der dybt rodfaestet en folelse af at dernbsp;fattes ham noget som de andre har, eller en frygt for at hannbsp;ikke er sé staerk som fraenderne, at han ikke er den klippenbsp;som en ubetinget tiltro skodeslost kan faestes pé, at arven ikkenbsp;er velforvaret i hans haender. Méske har en sédan folelse afnbsp;forskel ikke altid eller alle steder féet lov til at vaere afgorendenbsp;i den sociale udformning af frillesonnens stilling, men den harnbsp;overall vaeret medvirkende i dommen over ham, om ikke somnbsp;frygt, da som forsigtighed. Det lyder barokt, nér Helge Drop-logsson i sin sidste kamp hénende réber til sin modstandersnbsp;svigerson, der traenger ind pé ham: »Det kan nok vaere dunbsp;vilde have géet pé, hvis det havde vaeret Helge Asbjornssonsnbsp;fribérne datter du var gift med,« — men der stér netop den

137

virkelighed bag ordene, at hans hustru kun darligt formidlede freden og asren over i ham; og den virkelighed er gammel noknbsp;og staerk nok til at give ordene brod: de bed Hjarrandi, sS atnbsp;han gik end hidsigere pS. Og selv om replikken er helt ognbsp;holdent islandsk i sin udformning, vilde en mand fra en andennbsp;stamme straks have folt dens vsegt; samme utryghed som fornbsp;Helge finder lige ud i ord, er til stede neden under lovbestem-melserne om den uaegte sons stilling yderst ude i raekken afnbsp;fraenderne. Pamp; dette punkt havde kirken under sin strseben efternbsp;at trykke frillesonnen ned for at styrke monogamiet, en for-bundsfaelle i de gamle tanker, og det en forbundsfaelle der vir-kede nedefra opad i sjaelene og derfor kunde bruges til at af-stedkomme store og hurtige forandringer.

Sikkert nok fodes man til at vaere den man er. Mellem aegteskab og losere forbindelser, mellem de born som havdenbsp;et ligestillet faedrene og modrene, og dem hvis moder ikke varnbsp;husfrue, mellem byrd og halvbyrd gSr en af de skarpeste linjernbsp;i germansk tankegang, en graense som aldrig slores. Hvad endnbsp;Tacitus har fablet af sit eget om barbarkvindens hojtidsstem-ning nSr hun slog sin hSnd i brudgommens og i tankerne gen-nemlob de farer som hun var bestemt pè at ville dele med ham,nbsp;sS stemmer hans beskrivelse af aegteskabspagten med alle senerenbsp;kilder i at fremhseve brylluppet som en hovedhandling i vorenbsp;forfaedres liv. Pagten var en begivenhed hvis sociale og juri-diske raekkevidde betonedes ved et omstsendeligt ceremoniel;nbsp;den bragtes i stand med samme omtaenksomhed som en fred-slutning, hvor grunden lagdes tryggelig ved en samfselding afnbsp;to hele setter og deres lykke; den blev forberedt med forsig-tighed ved en raekke hojtidelige handlinger, hvis formtvang stodnbsp;i forhold til den retslige vsegtighed handlingen havde. SS kannbsp;man trygt slutte, at alle spekulationer over a;gte og uaegte

138

fedsel, der lader denne institution stamp; som en gold pael midt i Germanernes liv, mS lide af en eller anden brist i tanke-gangen.

Atter og atter mamp; det vise sig at vore ord er for sméi, og at de forestillinger som ordene af sig selv opbyder, lober panden imod de gamle fakta. Ordet fodsel mè udvides sSledesnbsp;at hele det vaegtige byrdsbegreb kan ik plads i det. Namp;r fodselnbsp;kan spsende over bamp;de nedkomst og vielse, da beror det pamp;nbsp;at den er noget mere end disse to; den er en fortid som kommer til gennembrud.

Byrden kommer gennem fodsel, den rette fodsel, som be-gynder med moderens veer og ender med faderens vielse. Man kan ikke umiddelbart af en kvindes skrig slutte, at nu fodesnbsp;der; men skillelinjen ligger ikke pS det sted hvor vi med vornbsp;tro pamp; fodselsaktens absolutte gyldighed er tilbojelige til at an-vise plads, — nSr vi har set at et skel er uundgaeligt; ikkenbsp;mellem en nedkomst og en besjseling sondres der, men mellemnbsp;den dobbeltsidige akt gennem hvilken et menneske fodes, ognbsp;den ligegyldige frembringelse som slet ikke er nogen fodsel.nbsp;Det eneste sted hvorfra man kan se hvad der foregSr, er aetten,nbsp;og stSr man der, som en frsende blandt fraender, oplever mannbsp;i det ene fald den lykke at en frsende bliver til, medens mannbsp;i det andet blot er tilskuer til en ligegyldig hsendelse, hvor etnbsp;individ passerer forbi ens ojne, ud i intet, ud i trselleuvirkelig-hed, eller mèske ud til en virkelighed der ikke kommer en ved.

Den byrd og lykke som sonnen tager af sin moder, presser sig ikke ind gennem det lille ojeblik da moderen bandier ognbsp;faderen venter, den hsenger lige samp; meget i det liv som faderennbsp;nsevner ind i ham. Vil man gè tilbage i historiën for at findenbsp;det ojeblik hvorfra fodselshandlingen fSr sin tyngde og sinnbsp;magt, vil man forst komme til at standse ved den aften da

139

de to hejtideligt indleder deres samliv; dette at de gdr dben-lyst til hvile sammen er mere end et blot juridisk kendetegn pamp; at deres forbindelse har alle et aegteskabs virkninger. Mennbsp;dernaest vil man ogsè finde at samvseret for sengeledningen,nbsp;ollet, fremhaeves som et sikkert tegn pS forbindelsens dybde ognbsp;segthed; fremdeles stór »k0bet«, den retsgyldige aftale bekrseftetnbsp;med kostbarheder, som kendetegnet pd at de to er rette segte-folk; moderen er kobt med brudesum. Og endelig kan vsegtennbsp;ogsamp; laegges pa det ojeblik da manden haedrer sin kvinde ved atnbsp;give bende ret hustrus gave; med fuld ret er morgengaven i Lan-gobarderloven opstillet som den slutningsvelsignelse der udlosernbsp;kvinden af bendes trasllestand og gor bende til sfodt* husfrue.nbsp;Hver for sig kan alle disse ceremonier fremhaeves som dennbsp;grundlaeggende og som den afgorende, uden at nogen af demnbsp;forringer de andres vaegt; ti alle stór de som bevis for at dernbsp;er sket noget nede i sjaelene. For svogerskabets indgamp;else varnbsp;de to fraendekredse fremmede, nu er de forbundne ved ennbsp;sammensmaeltning af lykke og vilje; fra begge sider er der op-taget sjael af den andens sjael, sS at begges hamingja gér styrketnbsp;ud af »kobet«. I det ojeblik da faderen optager lykke af ennbsp;anden lykke og forener den med sin egen, da Isegges grundennbsp;til den segtefodte sons liv. Derfor kan visselig drengen kaldesnbsp;en streng, en hèrdtsnoet streng, men ban er ikke en tvesnoetnbsp;tramp;d hvor de to tvind ligger lost ved siden af hinanden, hansnbsp;lykke er gennemens, faderens og moderens i eet. I virkelig-heden er den hamingja som nu inspirerer sonnen, fuldt udnbsp;virksom i faderen; allerede faderen med sin set ligner de mod-rene fraender og slaegter dem pè, og ban mS gore det, sa sandtnbsp;ban har sè meget af mamp;gernes sere i sig, at ban kan lide mednbsp;dem og stè under samme skjold med dem. Opkaldelsen inbsp;Korden kan forklares ud fra det enkelte optrin hvor faderen.

140

eller den der giver barnet navn, besinder sig enten pa en af sine forne fraender eller pè en af hustruens kreds, og siger sit:nbsp;Han vaere det! Opnsevningen derimod forudsaetter et viderenbsp;syn; for at vurdere den mè man se, at retten og aevnen til atnbsp;levendegore den modrene lykke ikke er indskrsenket til det lednbsp;som ved giftermSl har bragt de to setkredse i forbindelse mednbsp;hinanden, men at giftermSlet har frembragt bMe kraft og viljenbsp;ligeligt over hele aetten. Man opkalder ikke efter barnets mor-fader eller morbroder, man opkalder settens mamp;ger og deresnbsp;lykke.

Trods al torst efter ry og eftermaele har de fleste af Germanerne mèttet gamp; i graven uden at saette sig andet min-desmserke end i lykkeligste fald en slaegtstavle. For os er dissenbsp;rsekker af navne en liste og intet andet, men for navnenes bse-rere var registret i sig selv en historie eller et heltedigt, og etnbsp;portreet af en karakter, og vi behover ikke megen kommentarnbsp;for at genopleve noget af den sindsberedthed der for slaegtennbsp;selv gjorde opregningen pS een gang til et alvorligt goremSl ognbsp;til en opbyggelse.

Historiën ved ikke meget om Kong Penda af Mercia, og endnii mindre om hans fader, Kong Pybba. Vi ma nojes mednbsp;et par kirkehistoriske fakta, netop sS meget som kunde passenbsp;til en paragraf i Kronikernes Bog, om en konge der gjorde detnbsp;som var ondt for Herrens ojne. Kun et eneste treek af menne-skeligt minespil er bevaret i denne maske: hedning som han var,nbsp;brugte han intet andet vSben mod de kristne end hSn, namp;r denbsp;ikke gjorde troens gerning, hedder det; og pè denne hangrimacenbsp;synes man at kende en af de »saere« karakterer, der med rettenbsp;kunde have sin plads ved siden af en Harald, en Hakon Jarl, ennbsp;Chlodevech. Men selv om Penda var en rigsgrundlaegger der

141

som Harald slog et hovdingeskab op til kongevaelde, mdtte han gd under med sine faedre; han er ikke falden for nogle kirke-maends uvilje; kuituren har faeldet ham med sin uryggelige domnbsp;som en af dem der ikke flod i strommen, men stod pè grund.nbsp;I England blev den ny tid og den ny amp;nd ikke saledes som inbsp;Norge bygget ind i den gamle saed; hver en pael som dér ram-medes ned for at baere det ny, tjente tillige til at hinde det gamlenbsp;fra at gd igen. Med den sidste hedning faldt riget, og stod detnbsp;op igen, da var det med den forste kristne Merciakonge. Mennbsp;nar nu Merciariget blev staende efter sin konges og hans kultursnbsp;fald, nêr det gik frelst igennem den krise som folger pê en ska-belsesperiode da opretholdelsen skal trsede i steden for fremfser-dens naturlige ligevsegt, og namp;r det efter krisen haevdede sig somnbsp;en stormagt, da var det fordi disse »vilde« krigere, Penda og hansnbsp;frsender, tillige havde vaeret rèdsnilde msend, der lagde grundennbsp;dybt til deres kongelykke. Denne aet havde, ligesom Halfdan Svar-tingerne i Norge og Merovingerne i Frankrig, forstaet at ledenbsp;omverdenens storlykke ind i sin sjsel, og at fode sin hamingjanbsp;pd ny og pd ny, staerkere for hver gang, og ikke blot staerkere,nbsp;men ogsa rigere, med ny egnes kamplykke og med ny egnesnbsp;herskelykke i sig. Et af de sikre tegn pa Merciafyrsternes aevnenbsp;til at underbygge deres andelige vaekst ved at hente lykke ude-fra, er svogerskabet med Vestsachsemes kongehus. Hvornar denbsp;lo fyrstestegter blev mager for forste gang, ved vi ikke; kun sanbsp;meget er vist, at Pendas soster var gift med Kong Coenwealh afnbsp;Wessex. Og nu ser vi, at allerede en af Pendas brodre er op-kaldt efter svogeren; han hedder Coenwealh, og til trods fornbsp;at freden snart blev brudt, da Vestsachseren forskod sin hustru,nbsp;fortsattes Coenwealhs gren af slaegten med lutter vestsachsiskenbsp;navne. Desuden forplantedes den fremmede hamingja pè to afnbsp;Pendas sonnesonner, i Wulfheres son Coenred, og i .^^thelreds

142

son Ceolred, til trods for at den enes moder var kentisk og den andens northumbrisk.

Ogsè mod nord kan vi folge aettens aspirationer; Pendas forbitrede kampe med de fromme konger Oswald og Oswiu afnbsp;Northumberland stamp;r pamp; en eller anden mMe i forbindelse mednbsp;det faktum, at to af bans sonner var gifte med dotre af Oswiu. Og allerede i samme generation opdukker i den merciskenbsp;slaegtstavle de ejendommelige nortbumbriske navne, der talernbsp;om en familie som var stolt af sine guder; Pendas broder Eowanbsp;kalder sine sonner Alwib og Osmod. Ogsè det cethel som trae-der frem i en af Pendas egne sonner, iEtbelred, bar gammelnbsp;basvd i Northumberland, men pS grund af sin almindeligenbsp;karakter er det ikke noget utvetydigt slaegtsmaerke.

En anden straeberset, hvis navnersekke for os endnu baerer vidne om lykkens berigelsessevne, er Merovingerne. Deres forstenbsp;historiske navn er Childeric. Denne konge star naermest til atnbsp;kaldes Frankernes Harald HSrfagre, og ligesom den norskenbsp;rigsgrundlsegger havde ban en del af sin lykke fra et naborige.nbsp;Der fortaelles i sagnets form, at ban en tid lang opholdt sig inbsp;osten, i «Türingen* hos Kong »Bisinus«, og at Osterlandetsnbsp;dronning af beundring for hans manddom fulgte efter ham tilnbsp;Franken og blev moder til den naeste storhed i aetten, Chlode-vech. Hvad denne myte betyder omsat i moderne historiskenbsp;proportioner, ved vi ikke, men at den siger noget ligger antydetnbsp;i navnene pS Childerics dotre Audefleda og Albofleda, eftersomnbsp;man ogs^ andensteds finder et alb og et aud visende tilbagenbsp;til det samme mystiske Türingen med dets endnu mere mystiskenbsp;Kong Bisinus. Senere forbandt Childeric sig med Theodoricnbsp;den Store, og gav ham en af sine dotre til segte; Chlodevech ven-tede sig, som en historieskriver udtrykkeligt siger, meget afnbsp;svogerskabet, og derfor skyndte ban sig at indlemme lykken i

143

sin set, ved at opkalde sin son efter den store Goterkonge. — De folgende generationer ssermserkes af forbindelsen ined detnbsp;burgundiske kongehus; navne pS gunn, som Gunnthramn, ognbsp;chrote, som Cbrotesind, er symbolet pamp; sammenknytningen.nbsp;Hvad de ovrige navneforogelser, som Ingomar, Ghramn, ellernbsp;Charibert, betyder for settens historie, er vi ude af stand til atnbsp;opklare; man kan gsette pS at de del vis stèr i sisegtsrsekkennbsp;som mindesmserker over de rivaliserende frankiske setter dernbsp;efterhdnden blev opslugte af sejrherrernes linje. Alle disse ind-optagne navne betyder forst svogerskab, men dernsest anmas-selse af lykke og vilje; namp;r man havde samp; meget burgundisknbsp;sjasl i sig som Merovingerne, kunde man trostigt ssette sig i detnbsp;fremmede ssede, uden fare for at ens lykke skulde svigte i detnbsp;ny land.

Overfor disse gamle realister, der omfodte fremmed lykke og fremmed ret til kod og blod i sig selv, slèr vore svage fore-stillinger om tilgiftning og nedarvning ikke til. Vore ord ognbsp;tanker lader os kun ad lange omveje nè ind til den art af sjsele-historie som ligger i disse slsegtregistre; men har vi forst ladetnbsp;os fore sè vidt, springer ogsè genealogien frem som det udtryknbsp;der siger alt, og siger alt pamp; den rette mamp;de, som den autentiskenbsp;illustration pamp; fodselen, der ikke lader sig fuldt erstatte af nogennbsp;anden, netop fordi den er afsat af livet selv. Og det symbolnbsp;den fremkalder for vore ojne, er ikke en fader der fra sit »knse«nbsp;i slsegtsfolgen provende sender blikket op ad de to veje somnbsp;lober sammen i ham, i hab om at det mamp; mode en der kannbsp;give navn til hans barn; vi ser en mand sidde inspireret af ennbsp;lykke der er hans, hvad enten han selv eller en anden har bragtnbsp;den sidste forogelse ind i den, og han tager af hamingjaen ognbsp;bestemmer sin sons »alder«.

144

gt;Jeg )gt;0nsker« denne dreng lykke i navnet,« det er et ord, msegtigt til at virke netop det der ligger deri efter gammel sprog-brug. Den der siger det véd at han kan gore sine ord »hele«.nbsp;I den gamle saed havde man ingen agtelse for halve eller be-tingede resultater; selv nar der, som ved giftermèl, udkrsevedesnbsp;en hel raekke af formaliteter, mètte hver enkelt handling havenbsp;den hele virkning i sig for overhovedet at vaere gyldig. Kunde der-for faderen ikke give barnet virkeligt liv, og liv ubeskSret, danbsp;havde han slet ikke formaet noget. Han kunde da ogsamp; tage afnbsp;sig selv og af sin sjael for at fode et menneske efter at det varnbsp;blevet gammelt. Namp;r Islaendingene fortseller tendenshistoriennbsp;om Harald Harfagre der tvang Adelsten til at fostre en af hansnbsp;sonner, ved at lade sit sendebud ssette drengen p4 den engelskenbsp;konges knae, digter denne replik sig af sig selv for dein: »Nu ernbsp;barnet din knsesatte, og du mè frygte og aere ham som dunbsp;frygter og serer din S0n.« Hvad nu end forfatteren og hansnbsp;kreds har taenkt ved disse ord, gamp;r kraften i dem tilbage til dennbsp;erfaring, at en handling som den Nordmanden listede Adelstennbsp;til at foretage, virkelig snoede trade mellem den siddende ognbsp;den der sad pamp; hans knae; ordene kommer som en eftervirkningnbsp;af den oplevelse, at sjaelene blandedes og at freden og fraende-folelsen voksede.

Uden al tvivl kunde sjaelen fornys i en mand, sa at han fodtes ind i en anden aet end den han ved byrden tilhorte. Vednbsp;adledningen, adoptionen fik den optagne en ny lykke, ny planer, nyt mamp;l foran sig, han fik minder og forfaedre til faellesnbsp;med sine ny fraender, han fik deres »fred« i sindet, deres haevn-vilje, deres aere. Endnu gennem Cassiodorus’s pompose latinnbsp;kan der traenge en efterklang af Germanernes fortrostning tilnbsp;den adopterede; denne Theodorics penneforer berorer lejlig-hedsvis mindet om Gensemund, der blev optaget i Amalernes

145

sl£egt og i den grad bandt sig til Amalerne, at han bevarede sin troskab mod de rette arvinger, selv da tronen blev tilbudt ham.

S5 kan det da umulig vaere andet, end at manden blev genfodt fra grunden af og optog en helt anden sjsel i sig. Dernbsp;mS vsere foregèet en forandring inden i ham, en fodsel, somnbsp;ikke blot greb ind i hans tankeverden, men ogsamp; over i hvadnbsp;vi kalder karakter, i sevner. Den nordiske barnefostring var inbsp;sit inderste vsesen en adoptionshandling, og til trods for atnbsp;antagelsen i barns sted for fristatstidens Islsendinge var etnbsp;stykke nede ad vejen til at blive en kon skik, gik oplevelsensnbsp;kraft aldrig helt af den. Fostersonnen folte fred overfor sinnbsp;fosterfader, s5 at han tog sig hans krsenkelse nser som sin egen,nbsp;og forte hans ret igennem pS trods af folks mening om rettensnbsp;art. Vigfus Glumssons pietet overfor en Halvard, hvis karakter i bedste fald kan hedde tvivlsom, er intet overdrevent exempel p5 folelsens inderlighed. Halvard fik skyld for at vaere ennbsp;vindesyg person, og man ymtede om at han ikke var nojereg-nende med midlerne; der var meget som tydede p5 at en halvnbsp;snes beder og en liggefed galt havde taget vejen til hans g5rd,nbsp;og sikkert er det at de aldrig fandt vejen derfra igen. Hansnbsp;ende blev kummerlig: da den fornaermede ejermands son komnbsp;til ham i lovens aerinde, sêi han ved forste ojekast at hovedetnbsp;sad lost pè tyven — og sparede sig fornuftigvis staevningen.nbsp;Glum lod ham ligge omtrent som han havde redet, uden ennbsp;aerlig mandebod til hovedpude; men Vigfus, som havde vaeretnbsp;udenlands mens sagen afgjordes, fik aldrig ro over sig forendnbsp;han havde modt Halvards banemand, og bavde givet sin fosterfader en haevn ned i graven. Og for sagamanden var det ikkenbsp;betydningslost, at Einar, der p5 dette punkt traeder ind som ennbsp;af de farligste i raekken af Glums modstandere, var fosterson afnbsp;galtens ejer; han lader ham skyde sin ansvarsfolelse ligeligt ind

Vilh. Grenbech 11,

146

under fosterforholdet og under del fraendskab der forbandt dem: »han kendtes ved sin forpligtelse til at forfelge sagen efter sinnbsp;frsende og fostbroder.« — Der hvor freden er draget ind, mamp;nbsp;ganske sikkert hu og sind felge efter; forvisningen om, ellernbsp;rettere oplevelsen af denne sjaelsforandring er forstenet i ord-sproget: man slsegter sin fosterfader pd for en fjerdedel af signbsp;selv.

Den halvbyrdige var da ikke udelukket fra at blive fodt; ban kunde, lige sS vel som traellen, fornys, ja fodes sS grundigtnbsp;at der i virkeligheden ikke blev rest tilbage, hverken af dennbsp;gamle krop eller den gamle sjael. En sSdan genbyrd betodnbsp;knsesaettelsen eller, som Svenskerne sagde: skodsaettelsen. NSrnbsp;Uplandsloven i en paragraf heiliger uaegte born til fuld aerenbsp;ved deres forseldres senere aegteskab, men i paragraffens over-skrift kalder dem for skodsaedeborn, ser vi atter et af dissenbsp;karakteristiske exempler pè modstriden mellem de gammel-kloge ord og de unge tanker. I de norske love famp;r vi aetled-ningen beskrevet i bele dens dramatiske fylde; Der slagtedes ennbsp;treSrig okse, og af huden pê dens hojre fod lavedes en sko;nbsp;under et bojtideligt gaestebud blev skoen stillet frem pamp; stuensnbsp;fornemste plads, og een for een trMte aettens medlemmer op inbsp;den: forst faderen som ledte i aet, derefter sonnen som blev ledetnbsp;i aet, og efter ham de ovrige fraender. Fra det ojeblik bavdenbsp;sonnen aettens fulde liv i sig, som det tydeligt ses pS de virk-ninger der retsligt tilskrives handlingen: ban tager arv, bannbsp;haevner, ban forfolger sager, ban er en af sine. Den formelnbsp;hvormed faderen bekraeftede bans fraendevaerdighed, indeholdernbsp;i gamle ord den sjaelshelhed som vi udtrykte ved lykke og aerenbsp;og fred: »Jeg leder denne mand til det gods som jeg giver ham,nbsp;til gave og gengaeld, til stol og saede, til bode og ringe, og tilnbsp;fuld mandsret, som om bans moder var kobt med brudesum«.

147

Del samme kan udtrykkes pa svensk med: Inden en mand er setledet, mamp; han ej stè blandt edsmaend, mamp; ej afslutte keb,nbsp;og alt hvad der oves mod ham, oves som mod en trsel; mennbsp;nSr ban rettelig er ledet i set, nér frsenderne har udtalt deresnbsp;hejtidelige: vi lager ham i bo [set] med os, da mamp; ban bamp;denbsp;angribe og vserge sig pS tinge, da md ban indtage sin pladsnbsp;blandt edsmsend nèr hans set aflsegger vidnesbyrd i sager mel-lem msend. Og nSr setledningen er fuldfort som alt sig bor,nbsp;da er den indtagne fodt sa fuldkomment som den der har liggetnbsp;nogen og sprsellet mellem den setbSrne kvindes knse; hvad hannbsp;end har vseret, trsel eller fri, skal ingen kunne skelne ham udnbsp;af astten. Han adskiller sig ikke fra sine brodre i at han ernbsp;fodt af fader uden moder, ti hvad enten nu optagelsesceremo-nien har indhefattet en adoption fra husfruens side eller ikke,nbsp;sa var hendes fodsel, hendes lykke, og de modrene frsendernbsp;indesluttet i den sjsel som faderen nsevnede ind i ham. .lEt-ledingen har föet byrd, han har fêet en hel sjsel og en fortid.

Disse to realiteter: sjselefornyelsen og byrden, udgor mod-polerne i Germanernes livsopfattelse; de to tilsammen bestemmer det retslige syn pa «gthed og usegthed. Moderne folge-strsenghed kan ikke komme ud af det med to sS genstridige kendsgerninger som den at Merovingernes kongeslsegt abenbartnbsp;ikke skiller usegte fra segte i deres egen familie, og at en mandnbsp;i folket som Sagittarius dog var, selv om han mamp;ske ikke varnbsp;af folket, kan have sa klart et syn pa forskellen; sè mamp; da dennbsp;stakkels biskop til al sin anden ulykke foje den, at fd sinenbsp;jsevne ord omfortolket i Iserdom og skarpsindighed. Visselignbsp;fodte Merovingerfyrsterne deres sonner sS at de kunde se helenbsp;verden an til at gore deres vielse ugjort; og nseppe vil nogennbsp;der kender en germansk lykkemand pd nsermere hold, tvivlenbsp;om at der er gSet mange Germaner hen over jorden, som skyldte

10*

148

en sadan fadervilje deres byrd. Men samp; vist som respekten for byrdsrenhed og byrdshelbed var et levende element i folkesj®-len, og det et af de lag i kuituren der tjente til at holde dennbsp;frisk, kan den hvilket som helst ojeblik springe i vejret, somnbsp;et rab mod en mand, som en anklage, en hSn eller en mistanke.

Og agten for byrden satte sit prseg pamp; folkets liv, ikke ved at fornaegte det faktiske, men ved at gore det faktiske uangribe-ligt. I Norge skulde ved setledningen alle fraender vsere til stedenbsp;og trsede i skoen, for sSledes een for een at overdrage den nynbsp;mand ret til livet og del i livets rettigheder; de spaede born, somnbsp;endnu ikke havde alder til pamp; egen hand at deltage i handlingen,nbsp;bekrseftede optagelsen af deres broder ved at sidde pamp; faderensnbsp;arm namp;r ban steg i skoen. Samme betingelse for adoptionensnbsp;gyldighed er vel bleven stillet af andre Germaner, uden at vinbsp;derfor tor sige at den overalt har indsnaevret faderens ret pènbsp;samme mMe som i Norge. Der fandtes andre midler, hvormednbsp;styrken i genfodselen kunde fsestnes og virkningen blive synlignbsp;for verden. HovedformSIet med ceremoniën er ikke det at gorenbsp;omskiftningen i den ny mands tilstand vitterlig, men at gorenbsp;forvandlingen reel, sa at den tramp;dte verden i mode som en kends-gerning som alle mètte fole. Barnet sad ikke pamp; sin fadersnbsp;arm for at figurere som en tilkendegivelse; ban gav lykke franbsp;sig, og ban vilde, nSr ban kom til skels èr og alder, fole detnbsp;fraendskab som ban bavde stiftet uden at vide af det. Derfornbsp;var den tinglysning som foreskrives i danske og svenske love, inbsp;og for sig ikke virkningsfuldere end den handling en fader selvnbsp;foretog, namp;r ban i sig bavde koncentreret en stor lykke. Og nSrnbsp;de norske love simpelt ben kalder den lovligt og retsligt Eetlededenbsp;en mand som alle andre, med samme mandebod og samme rets-vBBrdi som frsenderne, taler de et seldre fyndsprog end den

149

svenske, der siger at hans bod dog skal stè tilbage for friman-dens, »fordi hans set er halvt trsel*.

Ved siden af de segte frsender synes da at sta en klasse msend som har livet, som handler i lykke, som vsernes panbsp;seren af setten, men som dog mangier noget. Namp;r trselkvindennbsp;tilkaldte faderen ved sin nedkomst, og han lod sig hente for atnbsp;tage imod barnet og nsevne det, sSledes som Hoskuld gjordenbsp;ved sin son Olav, da var drengen fri, og han kunde vel, somnbsp;Olav, blive til store tidender; men han sad jo dog afsides vednbsp;arvedelingen med sin bare gave i hSnden, den som faderennbsp;havde givet ham ud af arven. Og sMan beskriver virkelignbsp;lovene den usegtefodte sons kér, bade i syd og i nord. Der ernbsp;fra germansk standpunkt noget unaturligt ved denne klassenbsp;frsender, der ikke arver, men nok kan fS en lille arv som gave,nbsp;der har sere nok i sig til at aflsegge ed, der deltager i forfolgelsenbsp;af sager og har del i boder sS vel som i bortgiftning af frsenker,nbsp;men altid til sidst, for sig selv, med en ringere lod end de andre;nbsp;frsender, der nok kan blive betroet til at tage ansvaret for serensnbsp;opretholdelse, men kun nSr ingen bedre lever. Deres stillingnbsp;er et kompromis, der g^r pè trods af kulturens ènd. Vi mSnbsp;imidlertid blive stSende ved den kendsgerning, at en slig balv-stilling var mulig inden for et samfund der var bygget pS dennbsp;gamle kultur, og levede pè den gamle sere som al menneskehedsnbsp;grundlag. Man kan muligvis Isese de halvbyrdiges sksebne ognbsp;grunden til deres svaghed ud af det gamle ord der i Norgenbsp;bruges om adoptivsonnen, nSr han gennemgSr den fuldstsendigenbsp;aetledning: »Den mand skal ledes til msends og kvinders skod«.nbsp;Hvis meningen er den, at han dermed fSr et fuldt modrene ligenbsp;sè vel som fsedrene, da antyder ssetningen sikkert nok dennbsp;psychologiske brost der skiller den ikke-setledede fra hans bro-

150

dre. I langobardisk lovsprog modsaettes den segtefodte sen som fulborn den usegte, men anerkendte, og da ordet tydeligtnbsp;nok stammer ned fra en tid da forskellen var en realitet ognbsp;ikke en juridisk distinktion, kan man ikke komme uden om dennbsp;bogstavelige betydning: fuldt fodt, til forskel fra: mangelfuldtnbsp;fodt.

Og s5 gaves der da en udvej hvorved krysteren kunde blive sikret mod tilbagefald. Namp;r ordet har lydt over ham: »Nunbsp;hedder du ikke mere Hott, nu skal du bedde Hjalte«, da er bannbsp;forlost fra fejgheden, da er ban indpodet pè en levende stamme.

Fodselen, frsendetilblivelsen er ganske vist en begivenhed som stamp;r over alle andre haendelser i betydning for aettens liv,nbsp;men dens enestèende karakter beror pamp; at indvielsen er dennbsp;hojeste og mest potenserede form for sjselemeddelelse. NSr dennbsp;heilige handling at give barnet navn, har en sadan magt til atnbsp;forlene med en sksebne — eller til at berove en skaebne —, danbsp;er det netop fordi denne nybegyndelse i sig opsummerer kraftennbsp;fra alle de sjaele- og lykkefornyelser — fornyelser i venskab, inbsp;svogerskab, i dagligt samkvem — der er nodvendige for livetsnbsp;trivsel, og som mellem amp;r og dag bestemmer menneskers forholdnbsp;indbyrdes.

Vi mè uden to ven godkende den tanke at et menneske kunde fodes fiere gange; og den konsekvens som vore egne tanker drillende stikker frem, at den enkelte da fik to eller enddanbsp;fiere faedre, kan vi frygtlost gribe om, ordene braender ikke.nbsp;Fostersonnen feite, at den pamp; hvis gèrd ban voksede op, varnbsp;hans fader, og ban feite at i hjemmet hvor hans bredre var,nbsp;havde ban ogsS en fader. Men ban tsenkte ikke forholdet pamp;nbsp;samme mMe som vi; ban sagde ikke det vi siger, fordi det ikkenbsp;faldt ham ind at holde de to sammen, og sige een—to. Og vilnbsp;vi vide hvordan hans tanke faldt, behever vi blot forstamp;ende

151

at here sennen kalde sin fader og faderen sin sen med ordet frsende. Dette navn var grundtonen i alle de nsermere slaegts-betegnelser, pa samme mMe som nu omvendt fader, moder,nbsp;sen, breder alt efter omstaendighedeme er grundtonen i ordetnbsp;slsegtning. Faderskabet overskyggedes af freden, og fik sin styrkenbsp;derfra, sd at ban der avlede gjorde det i kraft af sit fraendskab;nbsp;faderforholdet var da ikke noget som stod over alt slsegtskab,nbsp;men netop et segment af frsendefelelsen. Eller fra den andennbsp;side set; frsendskabet bestèr deri at have del i hamingjaen,nbsp;ikke i at vsere bleven fedt.

Pè Harald HSrfagres tid, eller i den generation der fulgte, var de gamle livserfaringer for en stor del blevne til oplevelsernbsp;der fandt sted i hovedet; man feite kraften i det der skete, ognbsp;forpligtelserne som udsprang af handlingen, og man vidste franbsp;hvilket ceremonielt ejeblik felelsen tog sit udspring, men mannbsp;fornam vel naeppe kraftens fedsel mere. Den aetledede oplevedenbsp;freden i sig, aerens uro, lykkens tryghed, men ban mserkedenbsp;ikke genfedelsen som et pust, hvor ban snappede efter detnbsp;gamle vejr nèr det forsvandt, og lettet trak lungerne fulde afnbsp;den ny luft. Namp;r alligevel minderne fra bin tid s5 fuldkommentnbsp;slutter sig sammen til et livsbillede fra den gamle saed, da ernbsp;det fordi der ikke fortaelles om generationer der tungt og traegtnbsp;slaebte pa nogle dede former, men om mennesker der levedenbsp;disse former og i dem fandt den naturlige modus for alt hvadnbsp;de foretog sig.

I alt det ydre er Hakon Adelstensfostres liv en kraftig illustration p5 formernes kraft. Harald Hèrfagre havde avlet bam med Tora Mosterstang, hedder det. Da moderen folte stundennbsp;naerme sig, ilede bun til skibs fra Moster nordpS til Saeheimnbsp;hvor kongen opholdt sig. Barnet skulde fades bos Kong Haraldnbsp;og i bans haender. Men bun nSede ikke frem, ti da de under-

152

vejs, efter skik og brug ved sorejser langs kysten, lagde ind til havn for at overnatte, mamp;tte bun fode sit barn pa en sten vednbsp;landgangsbroen. I steden for Harald blev det kongens naerenbsp;ven og besvogrede, Sigurd Jarl, der plantede navnet i den lille,nbsp;og ban kaldte ham op efter sin fader, den gamle jarl pamp; Héloge-land. Barnet blev da fodt lige ind i den Haraldske aets mo-drene, og kom mamp;ske aldrig reelt i slaegt med Toras fraender.nbsp;Senere bar utvivlsomt Harald anerkendt drengen som sin ognbsp;fuldgyldigt optaget ham som sin aetling, siden ban lod ham op-fode pa kongsgSrdene sammen med bans moder. Da Hakonnbsp;nu som en femtenars knos vendte hjem fra den gadefulde op-fostring bos Adelsten for at kraeve sin arveret, var det bansnbsp;forste tanke at ga til Sigurd Jarl; og under hele bans brydsommenbsp;regeringslid var Hladejarlen for ham netop hvad en fraendenbsp;kunde vaere. Bedommelsen af de to som politikere kan aldrignbsp;losnes fra den form som en kulturhistorisk tradition iklaedernbsp;forholdet imellem dem; Sigurds solidaritet er ubetinget, den ernbsp;uafhaengig af stemninger, uangribelig for alt hvad der kannbsp;komme imellem, selv i det ojeblik da den ny tro i Hakonnbsp;kommer til at sta skarpt over for den gamle saed i jarlen og Ijansnbsp;kreds; den begraenses ikke af nogen mulighed for at tage ennbsp;anden stilling, og derfor kan den aldrig broddes med en antyd-ning af at ban kunde komme til at befinde sig pè en andennbsp;side. Da Sigurd Jarls aeldste son blev fodt, vandoste Hakonnbsp;ham og gav ham sit navn; ban voksede op til at blive dennbsp;Hakon Jarl der en tid lang viste sig i stand til at fylde Haraldsnbsp;kongesaede.

I enheden mellem det faelles og det individuelle gar ogsê alle tanker om doden op. For Nordboerne var et navn, et ry nok

153

til at tage al bitterhed af doden, fordi eftermselet var et virkeligt liv, et liv i fraendernes fortsatte lykke og aere.

Der er kommet noget moderne over Nordboernes rdb efter liv; vi foler en ny tid igennem det. Ordet ry har faet en andignbsp;klang i vikingetiden, og det kan ikke naegtes, at eftermselet harnbsp;kobt sin skaere glans pa bekostning af indre, substantielt liv;nbsp;det er steget sa hojt at det har revet de rodder over som gavnbsp;det jordisk nsering, og er nu henvist til at opholde sig ved ideeltnbsp;rov. Og som det gar overalt hvor en kultur begynder at lutrenbsp;sine vaerdier til overandelighed, endte idealerne i overspsendthednbsp;og holdningsloshed: rèbet pamp; ry bliver mere og mere anstrsengt,nbsp;som om den rabende skulde over dove sig selv; den stakkel harnbsp;hele sit jeg i hovedet, og kan derfor ikke fole pa sig om han ernbsp;mset eller sulten. I steden for den gamle tids sereshelte traedernbsp;aeresatleterne, der farer landet over for at soge berommelse, ognbsp;stonner af livslede nar de ikke kan finde nogen at male krsefternbsp;med. Vore tidlige forfsedre havde ikke foregrebet moderne op-dagelser om udodelighed i gode gerninger eller gode viser.nbsp;De vilde sikkert have udtrykt sig i stserke sfuldbodes ord«, hvisnbsp;man havde antydet for dem, at den rette, og eneste, udodelighed bestod i at folk talte om en nar man var dod, — hvisnbsp;man da havde kunnet fa dem til at fatte et sS barokt indfald.nbsp;Og vikingetidens mennesker er endnu ikke blevet sS moderne,nbsp;at de helt kan undvsere handgribeligheden.

Den gamle Jokuls opvaekkelse i Ingemunds nsestseldste son skal i folge sagaen vsere opfyldelse af en bon og et lofte. Jokul,nbsp;den hojaettede stimand som Ketill Raums son Torsten ned-laegger, skaenker sin banemand livet pa betingelse af at dennenbsp;segter hans soster og genopliver navnet pé en af sin set, — »ognbsp;deraf venter jeg mig velsignelse*. Jokul er ikke tilfreds mednbsp;den lod af liv han har haft, han vil leve mere. Samme motiv

154

er anvendt i Svarfdoela, hvor Torolf, en brav yngling fra Nau-medalen, som allerede p4 sit forste vikingetog fèr bane, doende beder sin broder. Torsten, om at forplante hans navn over p4nbsp;efterkommerne: »Mit navn har kun levet en stakket stund, ognbsp;sè vil jeg blive glemt samp; snart du gèr bort; men jeg ser du vilnbsp;oge aetten og blive en stor lykkemand. Jeg vilde at du lod ennbsp;son bedde Torolf, og alle de lykkeegenskaber (heillir) som jegnbsp;har haft, vil jeg give ham, da tror jeg mit navn skal leve sknbsp;laenge verden bebos*. Og Torsten svarer: »Det vil jeg gaernenbsp;love dig, ti jeg venter det skal blive til aere for os, og god lykkenbsp;vil folge dit navn sa laenge det gar i aetten*. Han holder danbsp;ogsè sit lofte, og den ny Torolf bliver lig sin fraende.

Svarfdoelas fortaelling om de to brodre er èbenbart den rene, konventionelle romanscene, og skudsmalet roman kannbsp;naeppe heller de allerforste kapitler i Vatsdoela undgè, selv omnbsp;der tydeligt nok under et novelletilsnit skjuler sig familiesagn.nbsp;Men motivet baerer sin vaerdi pa panden, det er en literaer for-stening af tanker og ord som altid var mulige. Utvivlsomtnbsp;sidder i Torstens og Jokuls laengsel efter at vide sit navn ognbsp;sin berommelse genoprejst i lyset en egoistisk lidenskab, nogetnbsp;som kommer naer op til den angstfulde hungren efter en fremtidnbsp;og et hdh, som vi kender fra andre tider og steder. Men ogsanbsp;pa dette punkt maerker vi endnu det gamles magt til at baerenbsp;og til at mildne hungerens gnaven. Deres livsbegaer maettesnbsp;ved forvisningen om at aeren og lykken ikke skal komme til atnbsp;ligge nede. De er fuldt ud tilfredse med at genopleve livet inbsp;en anden mand, og sporgsmêlet om deres egen identitet kannbsp;slet ikke nd frem gennem de gamle forudsaetningers masse.nbsp;I Torolfs ord: »Ham [den tilkommende navne] vil jeg givenbsp;al den lykke jeg har haft, og da tror jeg at mit navn vil levenbsp;samp; laenge verden hebos,* har vi pd en méde to forskellige taenke-

155

sset lagt oven pa hinanden, eller, naermere sandheden: gamle forestillinger er stivnede til et monster, ind i hvilket nyere tanker uvilkarlig fojer sig, nar de kommer for at kraeve udtryk.

Vil vi ret vurdere trygheden i Jokuls eller Torstens dodsro, kan vi sammenligne dem med senere livshigende sjaele. Inbsp;moderne tiders folketro ser vi konsekvensen af genfodelsestan-ken gennemfort med den folgestrsenghed som karakteriserer en-hver konsekvens, nar den er bleven frigjort for halvdelen af sinenbsp;egne forudssetninger. Der trsenger de afdodes griskhed efternbsp;igen at slippe ind i de levendes liv — blive »rejst op«, som ud-trykket lyder i Norge — sig hèrdt, ja brutalt frem. Lokkendenbsp;og truende kommer forfsedrene i dromme til husmoderen namp;rnbsp;hun gar med forventninger, indprsenter bende deres betydningnbsp;og deres magt, og lader bende forste, at hvor hverken lokkennbsp;eller truen finder indgang, der kan hsevnen finde vej. Hvornbsp;naer end en Torstens eller en Jokuls Isengsel efter at vide navnnbsp;og berommelse sikret kommer denne egoistiske lidenskab, liggernbsp;der dog en dyb kloft mellem dem og deres efterkommere. Dennbsp;utilfredse doende talte dengang om genfodelsen mere som ennbsp;materialisering af eftermaelet end som sin egen begyndelse panbsp;ny. Nu er der foregaet en hel omvurdering i livsbegreberne:nbsp;siden dodningene har deres centrum i sig selv, er i virkelighedennbsp;deres berettigelse til nyt liv gaet tabt, og deres eneste hab ernbsp;det de kan true sig til.

Udodelighed bestdr i at forblive i lykken og seren og vide den sikret; lad tanken pk egen velfaerd rejse sig sk staerkt dennbsp;vil, — og utvivlsomt kan den stige til en patos der i kraft ikkenbsp;giver Torstens og Jokuls lidenskab noget efter, — den kan ikkenbsp;tage form af et: hvad skal der blive af mig? Sk laenge livet ernbsp;uadskilleligt knyttet til en helhed, sk at den enkelte slet ikke kannbsp;existere som enkelt, mangier den brod som skulde saette tanken

156

pa egen inkarnation i bevsegelse. Den dode sa vel som den levende frande lever i sine aetfaeller; han taenker deres tankernbsp;Qg deres aere, han vil deres vilje, han feler deres folelser, hannbsp;er deres krop. Han gennemvarmes af den hjaertekvsegendenbsp;aere som han selv lagde grunden til og som andre holder vednbsp;live, han maetter sig af lykken, og han handler med, virker ognbsp;rèder. Og dermed er dilemmaet; at vaere eller ikke-vaere, udenbsp;lukket pa forhand.

Men nar sa manden har fSet forvisning om at hans lykke og aere er trygt forvaret, og han har lukket ojnene, hegiver hannbsp;sig til det sted hvor hans slaegt opholder sig, — han »dragernbsp;hen for at se til sine fraender«, som Egil siger om sin son, —nbsp;og der ankommer han i sin hele, fulde person med legeme ognbsp;sjael og fuld udrustning. Ikke som en ènd, der har lagt sitnbsp;futteral til side og taenderklaprende lister ned ad Helvejen, mennbsp;som et menneske, med menneskenatur. Hele manden fortsaetternbsp;ganske simpelt sit liv, under noget andre vilkèr, men stadig inbsp;lykke, sandsynligvis lidt ringere end for, mèske ogsè i vissenbsp;henseender lidt kraftigere. Han rider sin hest og haerer sitnbsp;svaerd, som han lader hlinke pamp; vdhentinget hvor de dode sarnies, og til sin rastlose faerden hehover han en solid udrustning,nbsp;et godt smedet og godt syet vahen, der falder hekvemt i hènden,nbsp;sédan som han er vant til. Han er en massiv person, til atnbsp;lage og fole pé og til at kaempe med. Vi skal ganske vist ikkenbsp;helt karakterisere ham ud fra de komisk-gyselige gengangerenbsp;som rumsterer i en del islandske sagaer, karle der vrider halsennbsp;om pé folk, eller méske endogsé loher rundt med deres egetnbsp;hoved i hénden og hruger det til at hanke pa dore og pé fjendernbsp;med. Noget mé man holde disse hojhoer til gode; deres egen-skaher er tilpassede efter det litersere milieu som de er sluppetnbsp;ind i, idet de har méttet indrette deres genfodsel vaesentlig pé

157

at gA igen fra det ene kapitel til det andet, og fra det ene digter-vaerk til det andet, og bar mSttet udvikle deres korporlighed ensidigt pa at hjaelpe belten til spaendende situationer. Mennbsp;svagbeden ved dem er endda ikke den, at de er for bamp;ndgribe-lige, beller ikke egentlig den, at de er overdrivelser; de adskillernbsp;sig fra deres forgsengere deri at de bar mistet noget. Hvis mannbsp;kunde gore dem bele, bade legemligt og sjaeleligt, s5 vildenbsp;ojeblikkelig deres fremtraeden fa den rette form. Pê grund afnbsp;tidernes og tankernes omskiftelse er dodningene blevet for-udbestemte til karikaturer, derved at den ene side af deres vaesennbsp;— deres ibaerdigbed i at stampe omkring efter doden og tagenbsp;sig noget for — bliver staende uforandret, medens selve menne-skeligbeden, det at vaere vègen for og bestemt af det aktuelle,nbsp;visner i dem. Men indirekte fibenbarer de dog noget af dennbsp;gamle dodnings natur: denne Glam, der rider bustaget sa at detnbsp;brager i alle bjaelker, og er ved at knaekke arme og ben pünbsp;Grettir, denne Torolf Bogefod, der lober efter byrderne og starnbsp;dem blé over bele kroppen, bar ikke megen realitet i sig, mennbsp;de bar en virkeligbed bag sig; de nedstammer fra bandgribeligenbsp;bedengangne, som meget vel kunde tage et brydetag med levende, og som maske ikke gav sig forend deres rygrad varnbsp;knaekket eller deres boved bugget af.

En enkelt gang — i bistorien om Hermod — bedder det at de dode traeder ganske anderledes let pè Helbroen end denbsp;levende; men den iagttagelse bar vistnok kun en relativ gyldig-bed. Efter de levendes erfaringer i underverdenen at domme,nbsp;var béde veje og broer bravt solide, abenbart beregnede pamp; etnbsp;fast fodslag, til forskel fra de rigtige andelande, bvor altingnbsp;baever. Digteren af Eireksmal opnar sin indgangseffekt vednbsp;fuldt lovlige midler, namp;r ban lader Odin fare op af sovne vednbsp;Erik Blodokses og bans folges drabelige trin: »Hvad er det for

158

dremme? Del var mig som i morgendaemringen, at jeg gjorde plads i Valhal for vSbendode skarer; jeg vsekkede ejnherjerne,nbsp;bad dem sté op, brede halm pè baenkene og skylle olkarrene;nbsp;valkyrjerne skulde baere vin om, som var det en konge dernbsp;kom.« Drommen var ikke et gaekkeri, det kan ban maerke p5nbsp;at den har varmet hans hjserte, og ban raber ud: »Hvad rungernbsp;der, Brage, som om en maengde p5 tusind eller storre rorte signbsp;fremad?» sVaeggene brager fra gavl til gavl,« lyder svaret,nbsp;»som om Balder kom tilbage til Odins sal.«

I versene om den dode Helge der besoges i sin hoj af Sigrun, har vikingetidens forestillinger om dodningenes realitetnbsp;faet sit ideelle udtryk. Sigruns trselkvinde gik en aften forbinbsp;Helges hoj, og samp; Helge ride til hojen med mange msend. Hunnbsp;mseldte sit syn til Sigrun. Sigrun gik i hojen til Helge: »Ulivs-konge, et kys forst, inden du kaster blodig brynje. Haret bov-ner af rim p5 dig, Helge. Gennemblodt er du af bloddug.nbsp;Klamkolde er dine haender. Sig mig hvad jeg skal gore.« — »Nunbsp;lader vi drikken smage, om jeg s5 er dreven fra lyst og land,nbsp;og ingen synge klagesang, selv om s5rene lyser rode p5 brystetnbsp;af mig; nu er kvinden kommen — lukkede doren efter sig -—nbsp;i hoj til mig dodning.« — »Her har jeg redt leje, Helge, kommerlost: jeg vil sove dig i favnen, sa villig som da du varnbsp;levende. 8

Denne Helge og denne Sigrun personificerer, i poetisk for-klarelse, vikingetidens tanker om forholdet mellem dod og liv. Som Helge tsenkte man sig de dode, og som Sigrun forholdtnbsp;man sig praktisk overfor dem, selv om naturligvis kun und-tagelserne folte sig kaldede til at gamp; i seng hos dem. Alt hvadnbsp;de to siger til hinanden er gennempraeget af den romantiske,nbsp;alt andet end hojgermanske kaerlighedsomhed der bringer demnbsp;sammen. Det er, om man sa vil, en ny folelse som giver ordene

159

farve, men det der giver dem liv og som forlener skildringen af de tos mode med dens naturlighed og ligefremhed, det er dig-terens ureflekterede forestillinger om de dode. Der er intet inbsp;disse vers som tyder pè at han udvortes repeterer en literaernbsp;lektie, sédan som sagafortellerne ofte nok gribes i.

Manden forblev den har var i skikkelse — méske en del reduceret, men ikke forandret. Og pé samme méde métte hannbsp;naturligvis bevare sin sjaelsfriskhed, sé sandt han da var ennbsp;asrlig dodning; han blev sig selv lig, med samme fulde aere,nbsp;samme fordomme, samme familiestolthed og samme familie-ensidighed, sé vel som samme respekt for livets realiteter, —nbsp;som Eyrbyggjas forfatter endnu forstér, da han lader de druk-nede, hjemsogende dodninge een for een rejse sig fra det varmenbsp;saede ved ilden og vandre ud i kulden, sé snart staevningen fornbsp;uretmsessig indtraengen i huset er fuldfort og dommen er faldennbsp;imod dem. — Den dode bevarede sin troskab mod hjemmet ognbsp;sin interesse for alt hvad der foregik pé gérden. Ganske natur-ligt valgte han sig derfor en god boplads med vidt og fritnbsp;udsyn over egnen og sit hjem. Eller han kunde onske at fénbsp;plads sé naer gérden som muligt, for at han stedse kunde syslenbsp;med sine vante arbejder. Torkel Farserk var en meget kraftignbsp;mand béde af énd og af legeme; han var fulgt med Eriknbsp;Rode til Gronland, og han var engang da Erik besogte hamnbsp;pé hans gérd og der ikke var nogen sodygtig béd hjemme,nbsp;svommet ud til oen i fjorden for at hente en bede til slagtning.nbsp;Intet under at han fredeligt gik omkring pé sin gérd efter dodennbsp;og tog sig nyttigt for.

Et godt billede af dodningens enhed med sin fortid fér vi i humoreskens ensidige, men klare lys, nér der i Grettirs saganbsp;fortselles om Kér den Gamles foretagsomhed efter doden; Hannbsp;boede i en solid, bjselkestivet hoj, og fra den forte han den

160

lille krig med bonderne i omegnen, sè at han i fsellig med sin levende son, Torfin, udvidede familieejendommen fra en enkeltnbsp;gard til at omfatte hele een Haramsa ved Sondmore. Naturlig-vis led ingen af de bonder som Torfin holdt sin hamp;nd over,nbsp;nogen som helst skade. KSr drev altsa ren familiepolitik, blotnbsp;med de hojere midler som nu stod til hans rèdighed.

Og det der var frimandens adelsmserke, hans »glsede«, fulgte med lykken over i den hojere tilvaerelse. Man kundenbsp;hore dodningen kvaede ud fra sit kammer eller sit skib om sinnbsp;velstand og sit eftermaele, i vers som det der vides at vaerenbsp;sunget af hojboen Asmund Langaholt. Denne anseeligenbsp;mand var bleven begravet i sit skib, og de efterlevende havdenbsp;med viselig omsorg givet ham en hengiven trael med i hojen;nbsp;men da selskabet blot var ham til lede, bad han om at fé dennenbsp;klynker taget ud. Og sè horte man ham kvaede med livetsnbsp;stolte hoveren: Nu bemander jeg ene skibet; bedre huer dennbsp;kampvante at have plads end at traenges af usselt folge. Jegnbsp;styrer mit fartoj, og dette vil laenge mindes blandt folk.

D0d.

.vad livet egentlig er far man forst rigtig at vide ved at se dets oplosning. Sundhedens natur er afvisende utilnaerme-lighed, og det er derfor af nod og ikke af lyst at sjaeleforskerennbsp;gèr til de syge sind for at M at vide hvad der rorer sig i denbsp;sunde. Om vi ikke kendte folkenes begreber om doden, vildenbsp;vi vel i de fleste tilfselde vsere udelukkede fra at forsti deresnbsp;tanker om livet. Man ser pa oplosningen ikke blot hvad livetnbsp;er vserd for dem, men ogsè hvori dette liv bestir.

Vi moder ikke bos vore forfaedre nogen frygt for livsaf-slutningen. De gik trodsigt leende gennem det uundgaelige, borer vi; eller de modte tanken pa det jordiske ophor mednbsp;en overbevist ligegyldighed, som tydeligt nok giver til kendenbsp;at de ikke tillagde den begivenhed stor betydning. Livet varnbsp;samp; staerkt i sin realitet, at doden slet ikke kunde komme opnbsp;overfor det, og ikke i mindste made kunde ove noget pres pènbsp;dets krav, Trodsigheden var en del af aeren og mandskravet,nbsp;og derved vises vi hen til at soge dodsforagtens rodder dybtnbsp;nede i sjaelen. Og den nordiske livsvurdering indeholdes helnbsp;og fuld i det billede af de unge som Tacitus giver: Hvis deresnbsp;faedreland dovner i langvarig fred og uvirksomhed, da sogernbsp;de fleste af de hojbèrne ynglinge ud til sManne folk som barnbsp;krig gaende, fordi disse mennesker nu en gang ikke holder

Vilh. Granbech II.

162

af ro og fred, og fordi det gar lettere at vinde ry hvor farerne spiller imod hinanden . .nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;— utvivlsomt en af de i henseende

til indholdet aegteste og mindst romantiserende af Tacitus’s psychologiske udredninger. Disse «hojbarne ynglinge« har danbsp;nseppe levet i et milieu hvor doden opfattedes som en sengster,nbsp;der listede hag pa folk og èndede dem koldt i nakken.

Nar manden havde faet sit sidste hug og havde indset at dermed var hans tid udtomt, sa gik han med faste skridtnbsp;til hojen og indrettede sig der for fremtiden, vel til mode vednbsp;den udrustning som fraenderne havde givet ham med. Mennbsp;er han alligevel ikke bleven en ringere mand end han var i sitnbsp;legems dage? Selvfolgelig matte han have sin lykke i beholdnbsp;for at kunne fortsaette sit liv inden for gravporten, men derafnbsp;folger jo ikke at han har taget den hele med sig. En del harnbsp;han sat til, det synes den mest nserliggende slutning alle vegnenbsp;hvor ikke livslsengselen og livstrangen er svulmet op til sa-danne dimensioner, at livets virkelighed ikke former at fyldenbsp;dem. Og Nordboerne vedkender sig utvivlsomt den tanke atnbsp;doden er en nedgang.

Maske rungede virkelig mandens skridt mindre den dag han gik til hojen, end de havde gjort i den forgangne tid. Ja,nbsp;det kan jo godt vaere at der var noget ved dodningens gang ognbsp;dodningens faerd som gjorde at man forstod, og kunde tilegnenbsp;sig, tanken om de dode fylkingers tyste ridt.

Det er ikke let at sige hvorfor eller hvordan mennesker tager af. Nar man rent begrebsmaessigt forestiller sig ennbsp;mand som levende og som hedengangen, falder der hen overnbsp;bevidstheden et skifte, ikke af lys til morke, men af lys tilnbsp;skumring. Men fanger man med kraft sin forestilling indnbsp;i tanken pa den og den bestemte personlighed, hvis livskraftnbsp;man foler umiddelbart virkende op ad sig, da fèr skiftet en

163

anden karakter. Bliver han i grunden svagere af legemsstyrke? Synker hans visdom, hans fremsyn? Bliver der mindre driftnbsp;i ham? Det er umuligt at ssette et ja ved nogen af disse sset-ninger. Er han en folelig lykkemand her i livet, bliver han velnbsp;snarere dobbelt stserk efter doden. Vi finder virkelig antydningernbsp;af at doden kunde forlene en mand med hojere kraft og dyberenbsp;visdom. Hvorfor skulde Odin gk ud og fritte den dode volve,nbsp;om ikke de hedengangne overgik de levende i indsigt? Eller,nbsp;hvis overgamp; er for stserkt et ord namp;r man tager hensyn til denbsp;sedleste former af visdomslykken, for hvilke fortid og fremtidnbsp;la som en slette uden horisont, ma vi dog antage at dodningenenbsp;til tider stod pa indsigtens hojeste trin. Odin-Veglams gangnbsp;til dodsriget har utvivlsomt haft sine forbilleder i det virke-lige liv.

Og man kan sporge om livet ved overgangen sank ned til et lavere mal af lykkelighed. After her vil vi mode dobbeltenbsp;svar. Da Helge modes med Sigrun i hojen, taler han somnbsp;om dette mode med al sin fryd er noget han rover ud afnbsp;livet: han vil frydes, selv om han er drevet fra land og lyst.nbsp;Men pamp; den anden side tyder jo Valhalsbillederne pa en til-bojelighed til at vende liv og dod om og til at se eftertilstandennbsp;som en forhojelse af livsfolelsen. Pè dodsmarkerne voksernbsp;der en uafhostelig grode af aere, det er jo meningen med dennbsp;daglig fortsatte kamp uden for Valhals porte, og dermed ernbsp;da pa klar og fyndig made udtrykt overbevisningen om atnbsp;tilvaerelsen ikke taber i kvalitet. I dodssalene fortsaettes detnbsp;frydefulde samvaer, livet i aere og fred under gammen; — altnbsp;hvad vi har fundet at livet, i eminent forstand, beroede pa,nbsp;det tager belten med sig ind bag gravdoren.

Valhal tilhorer en bestemt kultursfsere. Ejnherjernes raske, glamfulde liv er vel utaenkeligt uden vikingetidens exalterede

ii*

164

og overhastige livstempo, i hvilket sèdanne idealer som aere og eftermsele blev drevel frem, til roden ikke kunde bsere demnbsp;laenger, og de blomstrede sig ihjel. Men Valhal kunde ikkenbsp;bygges op lost oven pa jorden, den mamp; have sin grundvold dybtnbsp;nede. Forud for den poetiske indvielse af en kamphimmelnbsp;gèr der en umiddelbar tillid til fremtiden, og det ikke en tillidnbsp;ud i det bid, men en tryg overbevisning om at man vil findenbsp;sig selv igen i hojen. Af fortaellingen i Eyrbyggja om Torstennbsp;Torskebids endeligt kan vi danne os et begreb om hvordannbsp;Ejnherjedogmet tog sig ud som familiemyte. Der fortaelles,nbsp;at samme aften som Torsten druknede, sa en farehyrde at Helge-fjaeld Sbnede sig; ind igennem fjaeldet braendte store bal (somnbsp;i hallen, naturligvis), og ud lod lystighed med klirren af drikke-horn; da ban lyttede naermere efter, kunde ban skelne rosternbsp;som hilste Torsten med hans ledsagere velkommen, og bodnbsp;ham tage plads i hojsaedet lige over for sin fader. Denne hyrdenbsp;bringer os et budskab fra en dagligdags verden og en daglig-dags tankegang, som uden ham vilde vaere gaet sporlost tilnbsp;grunde. Han giver os med det samme forudssetningen for atnbsp;forsta hvad det er der gor Einherjerne til sd kraftige skikkelser,nbsp;og fortsellingerne om deres liv hos Odin til myter i steden fornbsp;til digtninge. Men pa den anden side er det let at se hvorfornbsp;Valhalstroen blev til noget helt andet end dens forudsaetninger.nbsp;Fortrostningen er bleven sig selv bevidst. Forend ksempernesnbsp;stridsglaede og drikkeglaede i dodssalen — mands gammen vednbsp;mand — kunde blive en forhojet livsnydelse, mamp;tte der ennbsp;reflektion til, hvorved livets vterdi losnedes fra livet selv, ognbsp;opfattedes i sin selvstagndighed. Det er gaet med dodsfortrost-ningen som med seren og eftermaslet, der fra at vaere realiteternbsp;blev ideelle vaerdier, og endte som virtuosegenskaber.

165

Og nu p5 den anden side Helges gribende klage over det table! Scenen tilhorer snarere en germansk middelalder endnbsp;en nordisk oldtid, har vi ret tU at sige. Hellens folsomhed,nbsp;hans vemodige dvaelen p5 sit savn og sit tab borer ikke dennbsp;gamle ssed til. Men vemoden er ikke desto mindre begrundetnbsp;i den gamle sseds tanke. Det moderne ligger i at kontrastennbsp;mellem for og nu slar ud i stemning. Modssetningen var der;nbsp;men det ny bestdr alter her i at den er bleven sig bevidst. Dod-ningen bar sine blodige banesar, inden ban blev var hvad detnbsp;var der peb i brystet.

Selv om den fremtidstryghed som har radet pa Torsten Torskebids gard, tilhorer en seldre verdensold end den livskaer-hed der èbenbarer sig i Helges vemodige tilbageblik, sk ladernbsp;modsastningen sig ikke bringe ud af verden ved at omsjettesnbsp;i historiske proportioner. I virkeligheden st5r den lyse og dennbsp;morke betragtning af tilstanden efter doden ikke sk vidt ad-skilte, at de kan namp; at vende ansigtet mod hinanden i fjend-skab. De udfylder hinanden, eller rettere, de skiftes til alnbsp;gribe ind over hinanden, og gennemtraenger hinanden mednbsp;vekslende overmagt. Snart bliver doden en svagere form fornbsp;liv, snart strseber den hen imod at blive den stserkeste tilvse-relse. I sSdanne ligelige kontraster lever sundheden og ure-flekteretheden lykkeligt. De to vugger frem og tilbage udennbsp;at trasnge hinanden, indtil dagslivet af en eller anden grundnbsp;tvinger mennesket til at tage parti.

Fordi dodslivet kun er en afart af liv, en provins af lykke-tilvaerelsen, kommer sporgsmMet om den dodes tilstand som dod altid i andet plan. Germaneren har ikke som joden ellernbsp;den kristne en fast, variggaeldende losning af problemet; hansnbsp;anskuelse af tilstanden udenfor gaelder kun det ojeblik somnbsp;fremkalder bedommelsen, s5 slukkes den af tanken pd det rig-

166

tige liv, og ma for hver gang taendes pamp; ny. Livet hinsides har ingen selvstsendighed, — det er afhaengigt af de kraefternbsp;som virker i solens lys. Den dode lever i sine fraender, i en-hver forstand af ordet: hans lykke er gaet op i de efterlevende,nbsp;og det liv han forer i graven og i gravens omegn, har nu somnbsp;for sin kilde i fraendelykken. Visselig betyder det en forskel,nbsp;om manden slipper »saldrommen« sa at sige uden erstatningnbsp;og blot glider over pa skyggesiden, eller han fylder sig mednbsp;asre, lykke, liv i selve dodsojeblikket, faldende i en krans afnbsp;nedmejede fjender, hvis varme blod han har overstsenket signbsp;med, og hvis sere han har brugt til foder for sin egen. Mennbsp;nSr alt kommer til alt, rader den helt som tager en hel hsernbsp;af fjender med sig ned i graven, ikke selv for om han skal nydenbsp;sin rigdom. Hans sevne til at udnytte sin overflod afhsengernbsp;af om de overlevende frsender kan optage tilskiiddet i sig ognbsp;hindre det fra stillestamp;ende forrèdnelse.

Man dode efter som man havde liv til. Den store lykke-mand gled med et lille bump over revlen, og sejlede videre. De smamp;, hyttekarlene, strandede maske og gik til bunds, for-svandt. Den der havde et stort fond af sjsel kunde, efter men-neskelig beregning, leve evig; den sjselefattige stod i yderstenbsp;fare for at bruge sit forrad op her i tiden.

Troen pa menneskets lykkebestemthed kan fore til stands-organisation, sa snart de ydre omstsendigheder leder den men-neskelige trang til at drage konsekvenser i retning af et socialt system. Individualismens regelloshed bojes da ind under hojerenbsp;synspunkters orden. De stolte lykkemennesker finder hinandennbsp;i folelsen af livsslsegtskab, de lavere slas sammen, eller slèrnbsp;sig sammen, til en andelig middelstand, og midt imellem de tonbsp;danner sig maske en stodpude af mellemadel, stilende opad,nbsp;men uhjselpeligt skridende nedad. Og med standsorganisation

167

felger en retfaerdig fordeling af livet her og livet herefter for bSde hoje og lave, i nojeste overensstemmelse med byrdensnbsp;kvalilikationer. Man kan ad den vej nd til et samp;dant klart ognbsp;fast system som det der stod i kraft hos visse sydhavsfolk, fornbsp;europseisk demokratisme greb odelaeggende ind. Tonganbsp;slap udodeligheden op midt imellem forste og tredie rang-klasse; det vil sige: forste klasse, hovdingefamilierne, var fuldt-berettigede; andenrangshinsidigheden beroede pè en slags per-sonlig adel for de tjenstgorende hoffamiliers mandlige over-hoved, med oprykning for den seldste son efter faderens dodnbsp;— nsesten i engelsk stil. Vor hjemmelsmand siger rigtignok, atnbsp;der blandt de udelukkede fandtes mennesker der foretrak dennbsp;usikre fortrostning til sig selv fremfor den trygge, reguleredenbsp;udelukkelse, det gamle system var altsa ikke helt overvundet.

Sa velordnet en udodelighed riaede i hvert fald Nordboerne ikke i deres hedenskabs dage. Der viser sig bist og her en be-gyndelse til standsdannelse, namp;r f. ex. visse love hsevder en sti-gende skala af mandebod, beregnet efter den drsebtes stilling inbsp;samfundet; hovdingerne kunde mamp;ske kaldes gudebarne, mennbsp;de store er dog nseppe noget sted naet sa vidt, at de indtog deresnbsp;stilling i kraft af at de tilhorte en kategori. Og sd langt somnbsp;til at bringe det tilkommende ind under otfentlighedens tilsynnbsp;og forskrifter var udviklingen sikkert ikke noget sted naet, danbsp;den brat blev brudt af. Enhver mitte sorge for sin fremtid,nbsp;og fik det hinsides efter sine dennesidige sevner og midler. Hannbsp;mdtte fremdeles bseres af settens lykke. Rongen forte et konge-liv i sin hoj, og daglejerens tynde lykke reddede ham vel knapnbsp;nok over i gravens skinliv for en foje stund. Efter alt hvad vinbsp;kan se af dagliglivets tanker i Norden, havde hver aet sit privatenbsp;Hades; og var aetten ikke sa formaende at den kunde skaffe sinenbsp;afdode et passende opholdssted, da stod visselig ingen offentlige

168

halier abne for hjemlase sjaele. Vikingetidens anordning af kongshaller for vamp;bendode, for druknede, for aerlige agerdyr-kere bar forudsaetninger i folketroen; man gik ud fra at mannbsp;hinsides fandt hinanden, drak og »d0mte« med hinanden, ognbsp;ikke havde mistet den trang til faste former og vedtaegtsbundennbsp;skik som havde reguleret tingsforsamlingerne. Pamp; disse prak-tiske forudsaetninger — eller hvad vi nu i sprogets nod mS kaldenbsp;sddanne axiomer der mere kendetegnes ved at handlinger ud-gar fra dem end ved at tanken gamp;r til dem — opbygger sig dennbsp;store ide at holde folketal over de dode; men generalisationennbsp;svaever oven over dem uden endnu at have virket tilbage panbsp;de grundelementer som indgar i opdagelsen.

Kongen sidder som konge i sin hoj, og hersker sandsynlig-vis som konge fra sin hoj, pa samme méde som ban i levende live sad pa sin gérd og i kraft af sine fraender béde herskedenbsp;ud fra gérden, og lod sin aetlykke virke pé de rundt om siddendenbsp;lykkekredse. Han er konge i doden i kraft af hvad ban er, ikkenbsp;i kraft af hvad ban bar vaeret. Og hvad ban er, det afhaengernbsp;belt og holdent af bans fraenders foretagsomhed.

Doden var ikke farlig — for dem der havde noget at leve af. Doden rummede flere muligheder end den pé nogen médenbsp;kan spaende over bos os; den ébnede béde udsigter frem tilnbsp;bredt velvaere, og til alle taenkelige grader af éndelige og legem-lige smékér, den ébnede ud til magt sé vel som til total ud-slettelse. Overfor en sé partisk herre skulde der synes at blivenbsp;god plads for mange slags stemninger, for den frejdigste tillids-fuldhed som for den ynkvaerdigste jamren; men alle vidnesbyrdnbsp;tyder pé at svingningerne ikke var store, at vi med fuld retnbsp;kan tale om fattetbed overfor doden som et kulturmaerke. Dernbsp;er ingen tegn til at stemningen nogen sinde er géet ned under

169

den lidenskabslose lagen del kommende som del kommer. Live! er trygt; i alle de monumenter der er os opbevarede finder vi, samp; vidt jeg ved, ikke et eneste spor af uhygge ved forvand-lingen, endsige noget angstskrig. Fra Germanernes sindslige-vaegt, hvor »liv« og »d0d« vejer sfi nser lige meget at omgruppe-ringen naeppe kan fremkalde vilde rystelser i sjaelen, er der danbsp;tilsyneladende et langt spring over til den uhygge, eller snarerenbsp;uvilje overfor den store forandring, der trseder sè grelt fremnbsp;hos mange andre folk, en uvilje overfor doden som nogetnbsp;unaturligt, noget man kun kan forklare sig som foramp;rsaget vednbsp;andre menneskers, eller finders, ondskab. Men nojere beset ernbsp;der dog et naermere slsegtskab mellem de to mfider at tage dodennbsp;pfi, end vi ved forste ojekast synes. De lader sig, nfir alt kommer til alt, spore tilbage til samme lag i sjaelen. De gladestenbsp;kaekke indrommer staklerne der gfir rundt og skaelver for deresnbsp;liv, at selve overgangen fra den ene tilstand til den anden rummer en risiko.

Det gamle sprog ejer et ord til betegnelse af en mand der har dodsspirerne i sig, en som allerede er rort af doden; bannbsp;hedder »fejg«. En fejg er ingen god kammerat at have mednbsp;sig. Der er ingen lykke i ham. Ja, man kan kende den fejgenbsp;pfi at hans rfid er bagvendte, at alt snilde svigter ham, at hannbsp;ikke formfir at drage sig andres visdom til nytte. Skarphedinnbsp;ryster pfi hovedet over Njals fordring om at de alle skal blivenbsp;inden dore da angriberne nsermer sig; »vor fader er dodsensnbsp;nu,« mfi han tro; sfi vidt kan det altsfi komme med den rfidssele,nbsp;den fremsynte, den hvis blik aldrig har skuffet for. Turidnbsp;Storenke fik jo sin hgevn frem ved Sigurds umfidelige forblin-delse: han vilde have sin broder Tord gift med hende pfinbsp;trods af alle betsenkeligheder, og han vilde soge hende pfinbsp;trods af alle indtrsengende advarsler. »Du mfi vsere fejg, sfidan

170

som du stormer pd,« siger Tord opgivende. Fejghedens uhygge viser sig ogsa tydeligt i det naere slaegtskab mellem fejg ognbsp;fredlos, — de to stilles ofte sammen. Og fejg gar over til atnbsp;betyde usalig, uduelig, — lykkelos, med andre ord.

Doden er alvor, lader Nordboerne os nok forstö; og om det sS er lystigheden ved arveollet, vidner netop den om at der ernbsp;fare pamp; faerde. Dodstiden betegner en krise, som kan dragenbsp;de vserste folger efter sig, om man ikke tager sine forholdsregler.nbsp;Alle der ved fred var knyttede til den dode balancerer pamp; randen af ulykke. Dodsforagten beror ene og alene pamp; forvisningennbsp;om at man har alle sikringsmidler i sin magt. Deri er dods-trodseren enig med den dodsraedde, at doden betegner et ind-brud i lykken, en krsenkelse af livet, som hurtigst muligt manbsp;genoprettes. Og namp;r der ikke bag doden stÉr nogen som kannbsp;drages til ansvar, kan det haende at frygten slar ud i raseri,nbsp;som endogsè lober storm mod det usynlige. Egil har givetnbsp;os et storslSet exempel p^ at forfserdelsen star lige uden fornbsp;doren og namp;r som helst kan gore sig gseldende som den over-legne.

I det normale tilfselde betyder doden at livet gar pamp; grund, og skal den enkelte hvem forandringen er overgamp;et, samp; vel somnbsp;hans livsfraender glide flot og sejle uskadt videre, da udkraevesnbsp;oprejsning af en eller anden art, samp; at ulykkesspirerne fjaernes.nbsp;Var det et dodsfald der krsevede hsevn, og udeblev htevnen, danbsp;sS fremtiden sort ud for den hedengangne.

Pè Ingolfs klagende ord over Hjorleif, da ban om varen fandt landet ode, kan vi forsta at der er hsendt en stor ulykke;nbsp;gt;usael skaebne for en brav mand, at trselle blev hans bane,« ud-bryder ban ved synet af fostbroderens lig. Men havde saga-manden sluppet os her, vilde naeppe vore videstgdende gisningernbsp;vaere nèet helt frem til den virkelighed som knugede Ingolf.

171

Den Hjorleif som landede pè Island havde krav pamp; at regnes blandt de store lykkemaend. Han var af god set, han havdenbsp;selv 0get sin arv pa drlige tog hele sin ungdom igennem; hannbsp;horte til de serens stormsend hvis hlotte navn var et heltedigt inbsp;antydning, ti fra forst af hed han Leif, og han havde selv er-hvervet sig den »lykkelige« dohheltform »Svserdleif«, da han inbsp;Vesterlandene hentede sit heromte hjör. Samp; herettes os at hannbsp;straks efter sin landing i det ny hjem hyggede sig en gard, ognbsp;sad stille der om vinteren; men ved vamp;rens komme hegyndtenbsp;han at opdyrke landet, og da han ikke havde mere end eennbsp;okse, lod han sine irske traelle ga for ploven. De lededes vednbsp;arhejdet, og draehte oksen for at nar re hushonden ud pamp; jagtnbsp;efter den hjorn der skulde have hjemsogt garden. Mens hannbsp;var ene i skoven, faldt de over ham og draehte ham, og hansnbsp;lig hlev liggende pa marken, til Ingolf kom og heredte ham ennbsp;grav. Men sa ode som landet var nu, kom det til at ligge hennbsp;i lange tider; ti Hjorleif hlev en ond vaette der gjorde omegnennbsp;utryg, uhyre, sa at ingen kunde faeste ho pè stedet.

Det kan da vaere at vi i vor sporgen efter doden har ramt et stykke foran det egentlige mM, derved at vi hrugte ordet dodnbsp;i vor egen forstand, om hjaertets stilhed. Vi er kun naet tilnbsp;dodsmuligheden og ikke til doden selv. At vaere til hetod atnbsp;have delagtighed i et bestemt liv, med dets sum af nj^delse ognbsp;virksomhed; og faelliget om liv spraengtes derfor ikke ved af-slutningen af ens tilvaerelse i dette lys, hvis den dode efterlodnbsp;fraender til at holde aeren oppe og holde forbindelsen med allenbsp;faeller ved lige, bdde dem her og dem et andet sted. Men faelligetnbsp;kunde spraenges. Nidingsisolationen, den rev selve livsarennbsp;over, og trak dermed ethvert hamp;b op med rod; og ser vi nu til,nbsp;da skal vi opdage nok af dodsraedsel hos vore forfaedre, nok

172

af den golde dedsfrygt der kvseler alt hvad der er af adel i mennesket og kun lader dyrets paniske halsen tilbage i ham,nbsp;eller mSske brutaliserer ham til udyriskhed.

Nidingen er den der med rette skal baere navnet dodning, ti ban er den diametrale modssetning til det levende menneske.nbsp;I hans liv vender den menneskelige hamingja vrangen ud. Hansnbsp;vèben bider ikke mere. Hans skib kan ikke fange boren Isenger.nbsp;Den kraftstrom som ophelder hans bedrift, standser: agrenenbsp;svies af, kreaturerne styrter.

I forbandelserne over dem der har forbrudt sig mod livet, far vi billedet af nidingen klart omskrevet. »Skride ej skibnbsp;som skrider under dig, selv om den onskede bor stryger agter-ind. Ej lobe den best som lober under dig, selv om du flyrnbsp;spring pa spring for fjender. Ej bide det svserd du drager,nbsp;uden det suser ned over dit eget hoved,« siger Sigrun til sinnbsp;broder Dag, da ban har hugget sin svoger.

En tilsvarende indvielse til nidings»liv« findes forklaedt i Saxos forste bog, hvor den udtales over Hading af en kvinde,nbsp;efter at »han med mange bug havde nedlagt et dyr af ukendtnbsp;slags«: »Hvad enten du skrider til fods over marken, eller dunbsp;hejser sejl pa soen, skal gudernes had folge dig, og overall skalnbsp;du se elementerne trodse dine forsset. Pè marken skal din fodnbsp;snuble, pè soen skal du tumles om; en evig storm skal hylenbsp;om dig hvor du gar, aldrig skal isen to pamp; dine sejl. Intet tagnbsp;skal give dig ly, — kryher du under et, skal det falde for uvejret.nbsp;Din hjord skal omkomme for frostbid. Alting skal visne, ognbsp;klage over at din ande har rort det. Du skal skys som en pest-befsengt, — ingen syge vaere mere stinkende end du!«

Historiën, sSdan som den stèr her, er gèet i baglamp;s for os, som samp; mange myter og sagn hvis nogle tiden har forlagt, —nbsp;om da drabet pa det saere dyr og denne forbandelse har hort

173

sammen hjemmefra, og ikke er passede ind i hinanden af Saxo eller hans hjemmelsmand. MSske har, kunde man formode,nbsp;Hading og bestiet eller vel snarere samfundet og bestiet haftnbsp;gensidige forpligtelser; Hadings »ulykke« skulde da have be-staet i at han med eller mod sin vilje brod ind i en ukraenkelig-hed, af hvilken liv og velfserd i det land afhang; han forbrodnbsp;sig mod guderne, i graeske ord udtrykt. Lige meget. Beskrivel-sen af damp;dens virkninger giver sè god en karakteristik af nid-ingsvaerkets udvortes forbandelse som gives kan: Kamplykke,,nbsp;erhvervlykke, borlykke, alt er borte. Hvad manden rorer vednbsp;styrter sammen, ti i steden for liv udgSr der dod fra ham.

Nidingens rad, planer, duer ikke. Selv om de ser nok sa sunde og snilde ud og tilsyneladende laegges med al list, ernbsp;hele spaendkraften gèet af dem. Det vil vise sig at de mod alnbsp;menneskelig beregning, ligesom vabnene, hugger tilbage i hansnbsp;eget ansigt i steden for fremad. Der har vi den forgiftede brodnbsp;i en samp;dan forbandelse som den kaellingen udslynger modnbsp;Grettir i hans fredloshed: »Her ud taler jeg over dig, at du skalnbsp;vaere forladt af lykke, af held og velsignelse og al vaergendenbsp;kraft og klogt, des mere jo Isenger du lever.« Namp;r Grettir farernbsp;op ved ordene som stukken af en orm, sk er det ikke sa megetnbsp;fordi han ved man kan vente sig alle kunster af sadan en trold-kselling, men snarere fordi hun i djsevelsk snedighed rammernbsp;ham med sine msegtige ord pamp; hans sèrbare punkt, og med etnbsp;giftigt stik lammer hans modstandskraft mod enhver trolddom.nbsp;Hun begynder med ganske nogternt at konstatere hans tilstand:nbsp;»Disse maend (Grettir og hans broder) turde vaere lykkelose inbsp;deres kaekhed; her by des dem gode vilkdr, men de stoder demnbsp;fra sig, og intet forer vissere til ondt end ikke at kunne mod-tage godt.« Groft oversat pa moderne sprog: »I kan jo se hvor-dan det er fat med ham, han har ikke sin forstand, han er

174

mserket.« Der rammer hun den fredlose, ham samfundet har erklaeret for niding, og sê hehover hun blot at lade ordet siddenbsp;i sèret og virke selv. Nar der i en ung saga siges om en skov-gangsmand at han sa alting forud, men ikke kunde gore nogetnbsp;derved, er det kun et nyt bevis pa hvor instinktivt sikker ennbsp;forstaelse man pamp; Island havde af det overleverede; ssetningennbsp;indeholder negativet til Ingemundssonnernes kloge lykke.

For nidingens ojne ligger der tage over alt. Han ved ikke hvad det han gor skal blive til. Hans gerninger er ikke ladedenbsp;med den viljekraftige lykke som forer dem til deres mal. Kende-tegn pa nidingen er at gsevhed og lykke, kraft og held ikkenbsp;folges ad mere. Nar manden er ved at glide ud af menneske-livet, da passer pè ham de tungsindige ord, der s^ sikkert somnbsp;klokkeslaget for eller senere gentages over de islandske fred-loshedshelte: »kaek nok, men ingen lykkemand». Den iagt-tagelse: een ting er gaevhed, en anden ting er lykke, blev forstnbsp;gjort pd den »fejge« — enten fejge til doden eller fejge tilnbsp;nidingsliv —, forend en ny art erfaring, mere verdensviis endnbsp;den gamle ssed, greb ordet, og bragte det i anvendelse pa dennbsp;irrationelle tilvaerelse som efterhanden ved synsfeltets og virke-kredsens udvidelse steg op om den gamle kultur og truede mednbsp;at oversvomme den. Men tvespalten i nidingen gamp;r jo dyberenbsp;endnu, den klover sjaelen, sadan at vilje og hu ikke kan nd hin-anden. Det hedder i en islandsk saga om en fredlos, at hannbsp;selv kunde sige: »det er mig imod at ligge her i rovertog ognbsp;anden ufserd med disse ildgerningsmaend*, — og samp; blev hannbsp;dog imellem dem. Lykkekilden er helt udtorret. Nidingennbsp;har intet hold pa sig selv. Han har ingen aere, og dermed ernbsp;al moralsk dommekraft ophaevet. Han bliver kujon, og hannbsp;bliver ond. Alt hvad en aerlig mand afskyr, det er nidingensnbsp;skik og brug: at bryde eder og lofter, at draebe kvinder og

É

175

vabenlQse, at myrde i mulm og morke, at svige den der betror sig til en, at kraenke fred, og bvad man kan naevne. Han barnbsp;ingen fred. Alle er bans fjender. Hans venskab er som ulve-nes, der lober i flok og river hinanden i noden. Det angel-sachsiske Havamal beskriver bans tilstand, nar det med ennbsp;ejendommelig, men naturlig mangel pa adskillelse mellem dennbsp;fredlose mand og det fredlose baest siger: sVennelos, ulykkelignbsp;mand tager sig ulve til faeller, de traedske dyr, ofte nok rivernbsp;kammeraten ham sender. Den begraver dode maend i sig, ognbsp;hyler af suit. Den oplofter intet klageskrig, ingen veklagenbsp;over doden, den gra ulv, maends mord; nej, stedse onsker dennbsp;mere.« Eller som det hedder pa oldnordisk med endnu tyde-ligere fremhaevelse af mangelen pa fredsfolelse: »Skal vi baerenbsp;os ad som ulve, strides indbyrdes, som nornernes hunde, denbsp;gradige, hvis ophav er den ode vidde?«

I blind odelaeggelseslyst hugger nidingen om sig. Gamle svenske domboger tegner ham endnu i al bans forfaerdelighednbsp;som det etoslose bestie ban er, nar ban slynger sit spyt midtnbsp;ind i den levende Guds ansigt, svaerger som om ban bar allenbsp;djaevle i ledeband, og undsiger alle uden persons anseelse. Ennbsp;var der engang, som tvang praesten til at give ham ol, og mednbsp;kruset red hen til kirkegarden for at drikke alle djaevle bannbsp;kendte navne pa, til og tilbyde dem slagsmal. Der fortaellesnbsp;om en anden, at ban ved sin tilfangetagelse frit erkendte allenbsp;sine misgerninger, og kun plagedes af tanken pè alt det ugjortenbsp;onde som ban nu var afskaret fra at udfore: om ban blotnbsp;havde kunnet slippe fri en otte dage til at ordne sine sagernbsp;sSdan at ban havde noget at do pè, da vilde ban have vaeretnbsp;tilfreds. Et sadant ondskabsvanvid er den germanske fredlos-hed; lad vaere at dets udslag bos de smalandske bonder i det

176

17—18de drhundrede er regulerede af lidt andre forhold, kriste-lige om vi vil, — afsindets art er uforandret.

Mod denne i fortvivlelse stivnede nidingsraedsel, nidings-uhygge tager de islandske fredlose sig nsesten blege ud. Som naturligt er, fortaeller man ikke en saga om et udskud af menneskever denen: der lader sig ikke presse patos ud af neder-draegtighed, lumskhed, dyriskhed; livets egen patos er, somnbsp;dombogerne tydeligt udsiger, for hdrd til at nogen idealiseringnbsp;kan arbejde i den. De islandske skovgangshistorier udspringernbsp;af fraende- og vennefolelser, de skildrer, eller forherliger, men-nesket i den udstodte, og nsermer sig mere og mere til den moderne art af banditlegender, i hvilke undtagelsen anmasser signbsp;en vis romantik ene og alene i kraft af sin undtagelsesstilling.

Des mere gribende virker da den opdagelse pamp; laeseren, at fortsellerne ikke kan frigore deres belte for Kainsmaerket!nbsp;dybt ligger folelsen af at overgangen til fredloshedstilstandennbsp;er en karakterforandring, at Islsenderne end ikke i deres efter-digtende romantiske dage formar at holde en karakter uforandret ud over det grsenseskel. Ingen sund Nordbo bserer signbsp;ad som Gunnar pd Hlidarende, da ban fserdedes p^ Island somnbsp;en fredlos mand der havde brudt sine egne lof ter: Han tagernbsp;imod Olav Pas indbydelse til at soge sikkerhed pd hans gard,nbsp;og da tiden kommer, bliver han hjemme, simpelt hen fordi bannbsp;mangier vilje til at rejse; eller literserhistorisk udtrykt: ingennbsp;fortaeller bitter pd at tilskrive en lykkemand den vaegelsindet-hed som var et karaktermaerke for nidingen. Og en beundretnbsp;folkehelt som Grettir forringes etisk — etisk i gammel forstandnbsp;naturligvis — under sin fredloshed. Set mod den forskon-nende medfolelse tager tragikken sig blot sd meget bitrere ud,nbsp;ndr en mand giver sig ind pd gement roveri og nidingsvaerk

177

med en blandingsfolelse hvori de to elementen selvforagt og erkendelse af det unyttige i at stride imod, skaerper hinanden.

Selvhsevdelse findes kun hvor der er lykke, hvor der gives en sere at ksempe for, og hvor kampen forer til seresberigelse.nbsp;Hos nidingen, som kun lever et skinmenneskeliv, er strid ognbsp;forsvar intet andet end en blind biden, snappen, snaerren somnbsp;dyrenes, eller rettere, som visse dyrs, nidingsdyrenes. Jo merenbsp;ban slider, des storre vansere drager ban ned over sig. Ikkenbsp;engang den sidste udvej som enhver levende mand har i sinnbsp;magt, at tiltrodse sig haeder ved sin undergang, er ham Isevnet;nbsp;der er ikke samp; megen sere ved ham, at han kan blive genstandnbsp;for hsevn. Drabet pamp; ham betyder uskadeliggorelse.

Uden fred og uden fryd — der har vi enden pa nidingens saga; disse to »uden« befsester svselget mellem frsendskab ognbsp;nidingskab. Uden det liv der bestar i fornemmelsen af frsendskab, i den stiltiende erindring om frsendelykkens historie inbsp;en selv og ens fraender, i setstolthedens tillid til fremtiden,nbsp;uden fred, kan ingen have livstegnene: samtalens velvsere namp;rnbsp;man strsekker sig pè bsenken, og den halvt hSnlige, halvt jub-lende skoggerlatter, der tilsyneladende fremlokkes af selve be-vaegelsen nar manden »stolt af sin styrke« slar over i lob. Mannbsp;kan ikke fylde lungerne til latterudbrud, nèr èrerne klappernbsp;sammen. I nidingen er livsaren revet over, og derfor ebber alnbsp;aevne til glaede hurtigt.

Dod, det vil sige en tilstand uden lykke, i ulykke. Vi mè huske, at ordet skal tages absolut, sMedes at der ikke blivernbsp;plads til mellembestemmelser og tanken pamp; en overgangsformnbsp;slet ikke kan snige sig ind. De fattige smamp;msend havde ennbsp;meget tynd lykke, sa tynd at den hojt oppefra set maske nseppenbsp;var synlig; men ulykkesmand kunde ingen kaldes der ejede hus

Vilh. Grönbech II. nbsp;nbsp;nbsp;12

178

og hjem og frsender, og som endnu folte sig som vaerner for en sere. H v o r fattig man kunde vsere uden at falde ud afnbsp;menneskeheden ved jeg ikke: snart gik vel tserskelen nogetnbsp;hojere op, snart noget Isengere ned, alt efter samfundsvilkarenesnbsp;stand. Men selv de allerfattigste mamp;tte, sS sandt de var til, ejenbsp;en lykke som de levede pd, og som de kultiverede i religiesnbsp;inderlighed. Om de var tilfredse med hvad de var og havde,nbsp;eller de knurrede over pundets lidenhed, bliver en sag som denbsp;afgor med sig selv, og afgorelsen kan ikke rokke ved kultu-rens grundfakta. Vi skildrer ikke en stand af sentimentalenbsp;smakarsfolk som finder lykken, d. v. s. den rolige tilfredshed,nbsp;i deres forfsedres gerning, — livet er i lykke, og lykken mamp;, inbsp;fedme eller magerhed, svare til jordlodden omkring huset; —nbsp;hvordan i alverden skulde loddens dyrkere vsere voksede opnbsp;af den plet, om de ikke var fodte af loddens lykke? Ikke en-gang trsellene kan komme pa tale som en slags overgangsled,nbsp;ti de star helt og holdent uden for enhver form af lykke. Denbsp;har intet liv i sig selv, men de inspireres af ejermandensnbsp;kraft, og holdes i ligevsegt sa Isenge den famp;r lov til at virkenbsp;igennem dem. Der gives ingen anden mellemtilstand end dennbsp;hvori hine unge msend befandt sig mellem faderens drab ognbsp;hsevnen, da de gik som skygger, under skyggetilvserelsensnbsp;uhygge, og listede i en bue uden om alle mandemoder. Over-gangen, den der med tidens sikkerhed og tidens selvfolge fuld-ender sig blot ved at overlades til sig selv, er den eneste mel-lemform mellem lykke og ulykke.

Nar de gamle siger ulykke, er det pd samme made som de taler om usejr, hvor u’et har den fulde vsegt af et nej somnbsp;ophasver. Islsendingene taler ud af gammel and nar de fornbsp;5gt;ulykke« vselger gcefuleysi, »lykkel0se«; Sam der sparede Hrafn-kel havde sit lykkelose at takke for nedvserdigelsen; og da

179

Grettir var blevet fangen og bunden af en bande kujoner af husmaend, sagde den mandshjaertede Torbjorg der kom til ognbsp;befriede ham; »Hvilket et lykkelose for en setstor mand atnbsp;faeldes af den slags solledom!* I vort sprog har ordet ulykkenbsp;noget positivt ved sig, vor kultur har gjort — eller strsebernbsp;i hvert fald hen imod at gore — ulykken til en vaerdi, til etnbsp;adelskab; men den gang der virkelig var ulykke til, da varnbsp;den udelukkende af det onde, en blottelse, et negativ, somnbsp;enhver idealitet sank igennem uden at kunne finde faeste. Hvornbsp;mange ophojede egenskaber der end af oplevelserne blev bragtnbsp;ind i den, den skod alt hvori der var vilje til sedelhed fra signbsp;eller fordjsevlede det.

Dodens frygtelighed bestar deri at den ophsever menneske-ligheden, og ssetter noget andet i stedet. Nidingen er ikke et intet, som man kan gd uskadt igennem som man klover ennbsp;and. Germanerne afskyede ham, kaldte ham det foragteligstenbsp;af alle vaesner, men de frygtede ham nok sa meget som denbsp;afskyede ham.

Msegtige kraefter er sluppet los i ham. Om han vilde, han kunde ikke taemme dem. Men han vil ikke. Den der er blottetnbsp;for sere har jo ingen vilje i menneskelig forstand. Men sè ernbsp;der en vilje, eller snarere en drift, som har ham og regerernbsp;ham. Modssetningen til vilje sa vore forfsedre ikke i slaphednbsp;og viljeloshed, men i noget som rettest kan bensevnes trold-dom, den meningslose, vanvittige ondskab som ledsages afnbsp;hemmelighedsfulde ondskabssevner. Fra sagaerne ved vi hvil-ken uhyggens atmosfaere der stod om disse rigtige troldmaend ognbsp;troldkvinder; og vi ved at det dsemoniske ved dem ikke ISnbsp;i sSdanne enkelte kunster som at virke pa afstand, at sendenbsp;sin vilje ud gennem luften, at omskabe sig, at rejse gennemnbsp;tid sa godt som gennem rum. Om deres handelag og bevse-

12‘

180

geiser i den ydre fa^on ligner menneskers lidt mere eller lidt mindre, gnr i virkeligheden intet til sagen, fordi de i allenbsp;tilfselde foregar i andre dimensioner end det menneskelige,nbsp;og inspireres af andre — fremmedartede — motiver. Trold-mandens karaktermserke er den ondskabsfulde planleshed somnbsp;praeger hans hele handlesset, modsat manden som er mèlhe-vidst i alle gerninger, hvad enten de er gode eller onde. Ennbsp;mands vahen kan visselig have den egenskah at intet samp;r helesnbsp;for det; men det er lykke som giver kraften, og der er lykkenbsp;at hente i ejermandens hlod. En troldmand derimod har sjaele-lig gift hade i sin hènd og i sine vamp;hen; og hans hlod er ennbsp;pestilens som man skal vare sig for at fó pamp; hsender og klse-der. Deraf kommer det, at hans ejne er sa onde at et hliknbsp;af dem er tilstraekkeligt til at svide en egns frugtharhed af, ognbsp;dette sjffilelige kaos er det ogsè som gor at hans hlotte nser-vserelse fremkalder uhyggelige synsforhlsendelser. Han kannbsp;udryddes, men fordi han er et sèdant giftvsesen, ma hans til-intetgorelse forheredes og udfores med storste omsigt, samp; atnbsp;man kan gè hjem efter gerningen med den vished at man ikkenbsp;hserer noget af hans edder i sine kiseder, og at han er heltnbsp;udslettet af jorden. Man prover at hrsende ham til stov, atnbsp;vaelte en stenhunke over ham, at psele ham fast i jorden, atnbsp;drukne ham langt fra land, — ingen sikkerhedsforanstaltningnbsp;er for omstsendelig.

Frygten for troldmanden, hadets art, iveren efter at fa ham hortryddet — alt er anvendeligt pamp; nidingen. Bondernenbsp;har endnu hevaret frygten for de uhyggelige losgsengere i men-neskeverdenen, hvis hlotte nservserelse hringer ulykke. Namp;r ennbsp;tyv, en morder, en hore, en troldkvinde, altsè i gammeldagsnbsp;sprog nidinger, ser et spsedt harn pamp; det hare hryst, far detnbsp;svindsot; eller, hvad der ligger endnu sikrere op ad oprinde-

181

lig tankegang, hvis en hore slfir en mand, kan han aldrig mere forsvare sig mod en fjende, — alt i ham bliver smittet afnbsp;krseften. Hadings forbandelse bestór ikke blot i at han over-alt hvor han kommer, med sig drager ulykke som ved en fejl-tagelse rammer andre, — han uddunster jo ligefrem pest. Ni-dingens smittefarlighed er livets realitet bag lovens anatemanbsp;over den fredlose. Ingen md omgas ham, sede med ham, siddenbsp;eller sove med ham i samme hus, og dette forbud skyder opnbsp;af et dybere; ingen v i 1, ingen tor.

Nidingens saerkende er uberegnelighed, samme egenskab som s®rmaerker det daemoniske i jaettesjaelen. Intet i ham ognbsp;intet ved ham er hvad det synes, men noget andet. Nidingennbsp;kaldes »uhyre« ligesom Udgardsvaesner. Fredlos — eller freds-bryder — og uhyre er ord som traekker hinanden til. NSrnbsp;den angelsachsiske digter skal udmale Ismaels skaebne, hansnbsp;der var sine egne fraenders modstander, da kommer han til atnbsp;kalde ham uhyre og kampvild, og han bruger ordet uden atnbsp;tage noget stiltiende forbehold pamp; den poetiske licentias vegne.nbsp;Ti ulykkesmanden betragtes med samme blanding af had, for-agt og raedsel som de rigtige Udgardsjsetter, af ingen andennbsp;grund end den at han horer til utyskernes hser. Der er fore-gaet en vaesensforandring inden i ham: det sunde blod er ud-torret, og skadelige vaesker har taget dets plads; der flyder eddernbsp;for blod i hans èrer ligesom i jsetternes.

Og netop pa dette punkt dukker frygten for den «ufodte» op. Om Torsten Oksefod fortaelles det, at han siden sit livtagnbsp;med jtetten altid var lidt underlig, ikke »eenhammet«, og for-taelleren lader det stamp; hen, om hans ulykke skrev sig derfranbsp;at han under kampen slugte noget af jaettens spy, eller dennbsp;var en sygdom som han bar pa fra sin allerforste levetid, danbsp;han blev sat ud. Den der fortalte historiën om Torstens vid-

182

underlige haendelser namp;r han bamp;de i dromme og vamp;gen faerdedes blandt jaetter og hojboer, har ingen ret til gang og ssede blandtnbsp;sagamsendene, hvis beretninger er kultur, selv om de ikke ernbsp;historie; ban har det tilbageskuende blik der er ejendommeligtnbsp;for en seventyrfortseller. Men netop ved sin tvivlramp;dighed, somnbsp;saetter sporgsmalstegnet pamp; det sted bvor det skal stó, robernbsp;han at han har v i d e n om den kultur han ikke Isenger lever i.

Udgamp;rd er da en magt der ikke blot star udenfor og trykker pamp; menneskelivet; den skyder sig ind i hus og hjem, om mannbsp;ikke varer sig. Intet under at kampen mod sa farlig en stygge-dom fores med allerstorste kraft. Er den onde en konge, da sknbsp;meget des storre en fare for omgivelserne at ban ligger i lykkensnbsp;midtpunkt som en edderorm og ruger pk kongeskatten. Detnbsp;kommer over alles hoved namp;r bans lykke oploses, og — som detnbsp;bedder i Buslas forbandelse over Kong Hring — »bjserge raver,nbsp;verden oprores, vejrliget forvserres, og det sker som ikke skalnbsp;ske«. Hvis man ikke vil kvseles i den amp;nde som udgèr fra ham,nbsp;og se alt sit afsvedet ved frost og rim og goldhed, da har mannbsp;ingen anden udvej end at bortskaffe ham af jorden. Og hannbsp;blev visselig rykket op med rode.

I de dodes haer rummes da alle i hvem livet viser sig brost-faeldigt. Der gives lykkelose af naturen: kroblinge, fejge, fjol-lede, — ti til lykke horte jo forst og fremmest et sundt legeme og sund fornuft. Endnu i moderne tider bar nordiske bondernbsp;vaeret tilbojelige til at ssette vanfore i samme ulykkebringendenbsp;klasse som tyve og uaerlige mordere; og nar man i gamle dagenbsp;samvittigbedsfuldt vagede over at sadanne stakler samp; vidt muligtnbsp;slet ikke kom ind i tilvaerelsen, da var det fordi en mangel inbsp;fuld udvortes menneskelighed blev betragtet som en forbry-delse, og ikke som en ulykke i moderne forstand. Andre er

183

der som blev fodt lykkelige, og ikke vidste af noget, forend en skonne dag jsetten stak sit hoved op midt i lykken. Dodennbsp;kunde springe frem med eet, sa at manden uden varsel foltenbsp;sin sjsel spraengt. Et nederlag var fare nok. Kom der overnbsp;den staerke en stserkere, som pludselig drev ham fra land ognbsp;lykke, da sank han sikkert og uhjselpeligt ned i nidingens lum-penhed, og mistede efterhanden béde vilje og sevne til at bsevdenbsp;sig. I den overvundne og bsertagne blev al sedelbed fortrsengtnbsp;af trselleagtig sengstelighed og uforetagsomhed. Der er en virke-ligheds kraft i Fafners ord nar ban minder Sigurd om at hansnbsp;fader var falden og uhaevnet og hans moder havde vaeret hser-tagen: »Var du vokset op i fraendernes kreds, kunde man fé dignbsp;at se i drabelige hug; nu er du trsel og hsertagen, og maend védnbsp;at evig skselver den bandlagte.« — Nér digteren, opfyldt af kri-stendommens overhevisning om det jordiskes usikkerhed, skalnbsp;give et exempel ud af livet pé rigdommens falskhed, kommernbsp;han til at sige: »De troede ikke, Unnarr og Ssevaldi, at lykkennbsp;kunde sla dem fejl, men de blev nogne og berovede alt«; ognbsp;tanken river bam med sin egen fart bovedkulds ud i slutnings-linjen: »og de lob som ulve til skoven«.

Sa undres vi vel ikke over den stundeslose iver hvormed Hakon Jarl den Unge skyder tanken pa lykkelosbed fra sig,nbsp;da Olav andeligt forfolger sin sejr over ham ved at sige: »Detnbsp;er ikke lojet at I frsender er smukke maend, men ude er detnbsp;med eders lykke (hamingja).« »Nej,« svarer Hakon, »nej,nbsp;dette er ingen uhamingja som er haendt os, sadan er det géetnbsp;laenge, at hovdinger har skiftedes om sejren; jeg er knap voksetnbsp;ud af barnealderen, og vi var ikke forberedt pé at skulle vaergenbsp;os, vi ventede ikke ufred, og det kan vel baendes endnu at vinbsp;kommer bedre af sted en anden gang.« I disse ord ligger dernbsp;en bemmelig angst, som fortidens erfaringer bar stampet ned i

184

sjaelen. Og pè den anden side, hvis livsforliset ikke var samp; ubedragelig en kendsgerning, kunde der ikke vaere blevet pladsnbsp;til det paradox, at mennesker til tider mistede fribeden ognbsp;dog syntes at beholde noget af lykken. »Hun var dronningensnbsp;tvsettepige — eller traelkvinde —, men dog ikke helt lykkel0s«,nbsp;hedder det i en norsk kilde om Alfhild, Olavs frille og Magnusnbsp;Codes moder.

Eller faldet kunde komme uhyggeligt glidende, nSr aevner og held pamp; ubegribelig made torredes bort og manden maer-kede at hans spring og bug stadig forfejlede deres mal. I Beo-wulfs beskrivelse af Kong Heremod foler vi hirdens voksendenbsp;uhygge, idet de dag for dag ser nidingsgrimacen vokse sig igen-nem fyrstens traek: »Ej blev ban en hjaelp for Skjoldungerne,nbsp;ej voksede ban op dem til glaede (nemlig ved aere og sejr), mennbsp;til bane og blodig dod. I vredesmod slog ban sine bordfaellernbsp;ned, de skulder mod hans skulder staende, indtil den hoje kongenbsp;e n s o m gik bort fra menneskeglaeden. Dog havde den maeg-tige Gud (ban stamp;r for klaerkens regning, denne Gud) stillefnbsp;ham hojt over alle maend, stivet ham af med magt og styrke;nbsp;i sjaelen voksede blodvilde tanker i flok, ban gav ikke Danernenbsp;ringe som sommeligt var. Glaedelos oppebiede ban tiden danbsp;ban bestede smaerten for sin id, varende ulykkesfylde«, —nbsp;da ban, som det ligefrem hedder, »faldt blandt jaetter«, Ud-gamp;rds slaeng, og fik nidingens endeligt.

Fra Island har vi i Grettirs saga fortaellingen om en mand i hvem goldheden fra tidlig tid af var i vaekst. Han var staerknbsp;nok og rèdsnild nok at se til, frygtlos og foretagslysten; mennbsp;hans rèd og hans gerninger gik altid fejl af hinanden, s^ atnbsp;resultaterne faldt tilbage som slag pè ham selv. Det ser udnbsp;som om hans store basketag med utysket Glam var begyndelsennbsp;til hans ulykke; og dette er ogsS en god gammel tanke, som

185

naturligt finder udtryk i dedningens forbandelse, da ban ud-taler over sin besejrer at fra dette ojeblik skal alle bans be-drifter falde ud til vanheld og vanaere for ham selv. Men allerede inden denne skaebnesvangre oplevelse bar maerkernenbsp;vaeret kendelige pamp; Grettir. Man ved at fortaelle om de ordnbsp;der faldt fra bans morbroder for dysten med uvaetten: gt;Detnbsp;er sandt som sagt er, at eet er lykke, et andet er raskhed«; ognbsp;atter: »der er maend som ser et stykke frem for sig, men ikkenbsp;kan vare sig mod det de ser«. Og langt tidligere endnu barnbsp;vise maend, som Torarin Spage, set nok til at tage sig i varenbsp;for den bomstaerke vildbasse; da bans fosterson Bardi barnbsp;tinget sig Grettirs hjaelp til sit store haevntog, gor Torarin bestemt indsigelse: »Visselig stamp;r Grettir langt over andre maend,nbsp;og sent vil vaben famp; bugt med ham, hvis bans lykke holder,nbsp;men jeg lider ikke pè hans lykke; og nok kan du behove atnbsp;du ikke har lutter ulykkemaend i dit folge.« Og det blevnbsp;som Torarin raadede.

Som Glam havde varslet, sédan gik det. Da Grettir en-gang i noden frelste sine medrejsendes liv og helbred, ved svommende at hente ild fra det norske fastland til det udskaernbsp;hvor de la og var ved at omkomme, voldte ban mod sin viljenbsp;en ulykke, der skaffede ham maegtige og bitre fjender pénbsp;Island. Som ban kom stormende ind i huset, daekket mednbsp;isslag, troede folkene at ban var en uvaette, og daengede hamnbsp;til med stokke og ildbrande, sé ban med nod og naeppe red-dede sig og sine gloder ud; men gnisteme havde faenget i gulv-halmen, og om morgenen fandtes pé stedet blot en asketomt.nbsp;Og blandt de omkomne var to sonner af Torir Skeggeson inbsp;Adaldal, en formaende islandsk bonde. Grettir opnér til-ladelse af Kong Olav til at rense sig for mistanke ved jaern-byrd, men midt under proven lober »ulykken« af med ham.

186

og ban slSr en dreng der hamp;ner ham, til gulvet midt i Guds bus. Atter lyder det tungsindige ord over ham: »Stor ulykke-mand er du, Grettir, og det vil ikke vsere let at gore nogetnbsp;derved«. Og nu driver ban uimodstóeligt ind i den uendeligenbsp;fredloshed, videre og videre i nidingskab, til ban ender som etnbsp;usseligt bytte for trolddom.

Denne skildring af nidingskabets vaekst i Grettir er et af de storste og mest gribende vidnesbyrd om den magt dods-frygten havde over sindene. Man kunde nfi til at beundre fri-bytteren, men man kunde ikke vriste de tanker og de ordnbsp;som beundringen mamp;tte iklsede sig, op af den dybe uhygge-grund hvor de havde rod. Og typisk for nordisk tsenkessetnbsp;er utilbojeligheden til at blive staende ved et bestemt tidspunktnbsp;med dets impuls som nidingskabets udgangspunkt; man foltenbsp;en trang til at ga tilbage i tiden og genfinde symptomerne inbsp;tidligere handlinger. Saledes da Sigurd Slembe kom og for-drede den krone som ban mente broderens drab havde givetnbsp;ham eneret til, da ledte hans ulykkelige handling jo straksnbsp;folks tanker hen pè hans fodsel: »Hvis du virkelig er en sonnbsp;af Magnus og Tora, har din fodsel vseret ulykkelig, og sMannbsp;er det ogsa faldet ud, hvis du har myrdet din broder.« Dennbsp;enkelte handling eller undladelse — et mord, fejghed i optrse-den, edsbrud, uhsevnet drab, tyveri — er en absolut begyn-delse, som foder nidingskab ind i gerningsmandens liv; det ernbsp;ophavet til hans ulykke, som mundheldet lyder pS nordisk.nbsp;Nordboen vilde fuldt ud forsta, og saette et hjaertefolt ja vednbsp;Angelsachserens udbrud om de hirdmaend der ved deres lumpnenbsp;flugt trak ulykken ned over deres set; namp;r han siger sit: »Nunbsp;skal ingen i eders slsegt mere gribe med glaede efter guldet . . .«,nbsp;falder hans »nu« pa Nordboens ore med hele sin sksebne-svangre vsegt. Men dette »ophav« leder videre til en tidligere

187

begyndelse. Del var mandens ulykke at han ikke hsevnede, men hvorfor kom der ingen hsevn? Ja, man namp;r ikke til atnbsp;sporge efter et svar, ti alle kommer straks noget i hu som ernbsp;sket for laenge siden. Hele nidingens fortid rejses op som etnbsp;vidne imod ham, fordi nidingskabet til syvende og sidst kun ernbsp;et udslag af en indre fejl i lykken. Han er mserket indefranbsp;ved sin konstitution. Ophav er bade noget mere og nogetnbsp;mindre end en begyndelse; det er en opboblen af det tidlose.

Og sa kan doden lige samp;,godt hugge bagfra ind pamp; ud-overen af ganske ufarlige handlinger. Hvis setten ikke har styrke til at fore sin fraendes sag igennem med vamp;ben, eller inbsp;nodsfald med bode, og den da kober sig fred ved at ofre ger-ningsmanden, da bliver han uhjaelpeligt niding og ulvmandnbsp;pa sadanne hsederlige forgribelser som drab eller abent, volde-ligt angreb mod nsestens ejendom. Og faren lurer pamp; mandennbsp;lige samp; godt hinsides som her. En helt som foretrsekker dodennbsp;for et liv i skam, og begraver sig under sin sere og sin lykke,nbsp;han har dog ingenlunde sikret sig tilvserelsen for stedse. Blivernbsp;han opgivet af sine frsender, eller falder han som den sidstenbsp;af sit »folk« sa at ingen efterlades til at tage arven op, da —nbsp;lad os habe han udslukkes; der er al fare for at han blivernbsp;ond, og gèr igen pamp; bade mennesker og fse som en dsemon dernbsp;er sa meget des mere frygtet som han var vseldig i sit livsnbsp;dage. Det er ikke alene de levendes tanker der vserker, narnbsp;aetten bliver nodt til at lade en af sine ligge »uhellig«.

Dodningen sygner hen med de levende, og den fremtid han gar i mode nar livet standses, er samp; uhyggelig at angsten fornbsp;familiens uddoen igennem mange arhundreder kan tage kampen op med alle Helvedes rsedsler og berove dem deres magtnbsp;over sjaelene. Og faren bliver til alle tider ved at vsere ligenbsp;stor, hvor mange lykkelige ar den dode sa far bag sig. Der

188

gives nidinger hinsides, ude i natverdenen, som en gang har vseret serlige dedninge; de har ikke fundet genfedelse, fordinbsp;aetten gik nedad og slukkedes; de er ikke blevet holdt i livenbsp;af dygtige og omsorgsfulde frsender, og samp; kommer den stundnbsp;da folk Mr at foie hvem der har boet pè stedet i gamle dage.nbsp;I hojsagnene kendes ikke til andet skel ud fra dodningens tid-ligere liv end dette ene, at ban derude kan vaere en fraende.nbsp;Hervor gar tillidsfuldt ud til Angantyrs hoj og hilser ham somnbsp;en af sine; og den dode kaempe har ikke glemt sin sfred* ognbsp;sin aere: ban advarer og ban giver. Derimod, hvor der la frem-mede i hojen, som ingen nulevende kunde regne sig i slaegtnbsp;med, dér var utrygt, uhyre, og intet andet. I dragefortaelling-erne forstikker sig under det lidt udenlandske klaedebon hjem-lige erfaringer af at enhver ensom eller glemt heros antagernbsp;glubske vaner. Den grumme drage som blev Beowulfs bane,nbsp;1amp; og rugede pamp; en afdod sets efterladenskaber. »Stammens»nbsp;sidste mand gemte sine skatte i hulen under klage over denbsp;aedle helte som kampdoden havde bortrevet til naestyderstenbsp;mand; der endte ban sit liv, og den gamle fjende, skumrings-listeren, lagde sig pd guldet og vogtede skatten, som var hamnbsp;selv til ingen glaede. Vi kan trostig slutte, at fra forst af harnbsp;gemmeren selv eller hans naermeste, de fordum sd aedle ognbsp;kaekke, rogtet utyskegerningen. Nordboerne er fuldt fortroligenbsp;med den tanke at den dode »blev trold« pd sit gods og skin-sygt vaergede guldet med sit nidingsspy. Det var intet ophojetnbsp;endeligt Bue Digre fik, da han kom til at ligge som en orm pdnbsp;sine kister; han var bleven ensom.

Den simple adskillelse fra slaegt og land er nok til at bringe livet i fare; ingen kunde mere end en vis tid taere pd detnbsp;fond af sjael som var inden i ham. »Det er ondt at leve inbsp;uland«, sagde folk i Norden, og i det mundheld ligger jo noget

189

mere end en antydning af utryghedens karakter. Sikkert havde de gamle deres hjemve; men et sêdant allemandsord er ikkenbsp;egnet til at give noget indtryk af hvad det var der belgede opnbsp;og ned i en bortevaerende, nèr ban som Hengest sad fjaerntnbsp;fra sit arvesaede og taenkte pè sit hjem. Islaendingene sagde, atnbsp;landmunr spillede i gaesten, og med dette ord rykkes straksnbsp;bjemlaengselen ind pS en bestemt kulturbaggrund; ti dette mumnbsp;(dansk »mon«) indeslutter i sig ikke blot betydningerne kaer-lighed, lyst, vilje, vigtighed, vaegt, interesse, det betegner etnbsp;hele pamp; hvilket alle disse egenskaber passer: sjael, liv. Og selvnbsp;om den gamle betydning af mum kun var en baggrundsstem-ning for de mennesker som bar overleveret os talemèden, ernbsp;der dog i ordets klangpraeg nok til at skille det ud fra vore ud-brud af hjemtrS. Og naermere virkeligheden endnu ledes vinbsp;ved Angelsachsernes brug af feasceaft om den landflygtige. Dennbsp;glaedeloshed som ligger i dette ord er ikke af den mildt ve-modige art som inspirerer digtere, den er en »husygdom«, somnbsp;gor ensomheden til noget blot og bart haesligt. Feasceaft er etnbsp;ord som passer lige godt pamp; den fredlose og p4 selve utysketnbsp;Grendel, Udgèrds beboer.

Landsforvisningen var en amputation, blot sS meget des vaerre som det ikke var et lem, men hele manden der blevnbsp;amputeret; og en Germaner der voldeligt blev taget ud af sinnbsp;kreds og anbragt i en eller anden civiliseret indlandsby somnbsp;Romerfolkets gaest, kunde nok komme samp; vidt at han foretraknbsp;doden. Eller tog han sig maske af dage af dodsfrygt, fordi hannbsp;ikke sS nogen anden udvej til at slippe ind i livet igen, endnbsp;den at lade sjaelen vende tilbage til sine rette omgivelser? Syd-laendingene forstod ikke meget af et par xindfodte* hovdingersnbsp;fornemmelser, og bred sig ikke om at forste mere; de vidstenbsp;at barbarerne ikke kunde holde tilstanden ud, men ulykken

190

bliver end vildere nar vi far saetningen oversat pa det sprog der gjaldt for de udstodte.

I fredlosheden har da samfundet et frygteligt vdben mod fredsbrydere som ikke vil ret. Vabnet slar sa hardt fordi detnbsp;rammer selve livsnerven. Den fredlose saettes ikke uden fornbsp;samfundet, men uden for verden. Han straffes ikke med doden,nbsp;men han straffes pamp; livet (hvis vi for en gangs skyld tor mis-bruge verbet, ti nogen straf kan der egentlig ikke vsere talenbsp;om). Men sd afhsenger ogsa dommens virkning ganske af dennbsp;domtes fraender, om de kan bevseges, eller tvinges, til at opgivenbsp;deres mand, om de vil exekvere forbandelsen ved at skserenbsp;hans livsare over. Ti om sa hele den kendte verden exkom-municerer en mand og dommer ham hjemfalden til alle ondenbsp;ander, det har ikke fjserneste virkning pd hans velvaere ognbsp;andelige sundhed, sd Isenge hans fraender »holder« ham og lader ham drikke af deres livskilde, — safremt da disse fraendernbsp;har sd staerk en lykke at de kan afvaerge de maegtige ordbroddenbsp;som fyger ind over dem.

Blandt vore forfaedre kan man finde ophojede exempler pd hengivelse i den offentlige vilje side om side med hdrrejsendenbsp;ringeagt for lovlig orden. Deres retsbevidsthed er mere levendenbsp;og derfor mere elastisk end den nogen sinde kan blive hos folknbsp;der bringer dommeren til saede pd en lovbog og stiller en vel-bestaltet politibetjent bag synderen, parat til at onderkastenbsp;ham instruxmaessig behandling. Nutildags er retsfornemmel-serne temmelig ensartede hos hele befolkningen: frygtennbsp;for justitia haever sig naeppe til noget der med rette kannbsp;haedres med navnet aerefrygt, og trodsen kryber normalt sam-men til en usikker pukken pd snedighed og omstaendigheder.nbsp;Hos Germanerne havde retsmidlerne endnu en praktisk karakter; de beroede pd en juridisk anvendelse og tillaempning af

191

livsfornemmelserne, og de retslige falelser far da langt stnrre spsendvidde. Msend kan fnle sig trselbundne under et ord, ognbsp;de kan med suversen foragt ssette sig ud over det hojtideligstenbsp;anatema; den ene lammes af raedsel ved en fredloshedsdom,nbsp;hans nabo betragter den som en simpel fornsermelse, maskenbsp;endogsa for ringe til at ruske hans interesse helt vagen. Tagernbsp;retsmidlerne bund, holder de med en forfserdelig kraft; mennbsp;far de ikke fat i aeren, driver de tomme af. Lovlydigheden ognbsp;lovtrodsen — ord der kun er anvendelige nar der tages ganskenbsp;lost pa dem — svarer i vselde til hinanden, fordi de kommer franbsp;samme lag i sjaelen; de ophaever ikke hinanden, men kan bestónbsp;jaevnsides, endog i samme person, uden at der foles nogen split-telse.

Vi ved at helt ned imod vor tid har almuen bevaret sin gamle vurdering af fredlosheden. Kongens overbevisning omnbsp;at ret er ret og skal vaere ret, er béde i middelalderen og senerenbsp;tornet hérdt sammen med bondens uformuenhed til at kommenbsp;ud over den grundmoral, at ret foler man, eller den er ikke til.nbsp;Drabsmanden sidder hjemme i ly af det gammeldags fraendskab,nbsp;og kongen sidder pa sin gard i lyset af en moderne kultur ognbsp;ransager sproget for staerke ord til at anvende pa disse hardenbsp;halse der »taler« fredloshedsdom uden at rore sig af pletten.nbsp;»Det er usommeligt at de skal hega sig i deres uretfaerdighed,«nbsp;siger Hakon Magnusson 1315. Og 1315 har kongen ret; bondernenbsp;er i faerd med at blive lovtrodsere, ikke fordi deres folelse ognbsp;retsbevidsthed har forandret sig, men fordi loven er bleven ennbsp;anden: den er bleven endeligt befriet for erfaringens formynder-skab og stillef under de logiske konklusioners maegtige beskyt-telse. —

Nar forbandelsen har lydt, og aetten har sagt den domfael-dede los fra sig ved at deltage i den ed hvormed tinget »svaerger

192

ham ud«, eller tingmsendene ved vèbnenes sammensted har for-pligtet sig indbyrdes mod ham, hvordan formerne nu har vaeret, — da er den fredlose dod. Han er slsengt fra menneskers liv,nbsp;og han mè jages »sS vidt maend jager ulve, ild brsender, jordnbsp;gror, son kalder moder og moder foder son, folk taender ild,nbsp;skib skrider, skjolde blinker, sol skinner, sne fyger, fyr vokser,nbsp;falk flyver verlang dag nar boren star ret under vinger, himlennbsp;hvaelves, verden bygges, vind tuder, vand vselder i so, karle slamp;rnbsp;kom«. Fordi han er ulv, vargr, »blottet for lykke og gammen«.nbsp;Som fredlos og niding baerer han »ulvehoved«, det vil fra forstnbsp;af sige, han forvandles til en ulv, som lober pè heden og slidernbsp;i lig. Og dog kan han ved et skridt over en dortaerskel slippenbsp;ind i livet igen, blot han finder en kreds der er villig til at tagenbsp;ham op i sit liv. I samme ojeblik som han hilses i et hus ognbsp;bydes til saede, stryges al dyrenatur af ham, og han stèr igennbsp;som et menneske.

De ord som det gronlandske Atlamal laegger Gudrun i mun-den om bendes egne og bendes brodres bedrifter i ungdommen, kunde virkelig siges med prosaens bogstavelige alvor; »Vi friedenbsp;af skoven den vi onskede frelse, vi gav ham lykke som intetnbsp;ejede«.

Hvis liv og dod var de to store skemastorrelser som de undertiden praktisk gselder for, vilde de opfylde tilvaerelsennbsp;uden at lade et hul tilbage som en tanke kunde fprstikke sig i,nbsp;og de vilde da vsere de tryggeste ord at overssette fra og til allenbsp;tungemal. Nu er de ikke kvantiteter, men kvaliteter, og dennbsp;opgave at tolke dem fra sprog til sprog kan blive anledning tilnbsp;èrelangt studium. Vi har arvet ordet do fra vore forfaedre, ognbsp;bruger det om samme proces som de gamle gjorde, men i virke-ligheden er dets betydning undergèet en sadan forandring at

193

den sproglige kontinuitet naeppe er tilstrjekkelig til at forbinde de to i een begrebspersonlighed.

Pa oldnordisk kan der formes et sadant udtryk som dette om underverdenen: derhen dor maend, og uden at sige noget omnbsp;denne sprogbrugs aegthed eller usegthed, sjaeldenhed eller detnbsp;modsatte, kan vi tage ordet som en nyttig antydning til at forstènbsp;at dod den gang ikke var sa usammensat et begreb som det nunbsp;er — eller synes at vaere, ti usammensathed betyder blot at mannbsp;selv sidder i brsendpunktet. Der udkraevedes pa en vis mSdenbsp;altid en naermere bestemmelse af hvad man dode over i. Mod-ssetningeii dod — liv, der nu st^r samp; betingelseslost, samp; ufor-midlet imod hinanden, var snarere to grupper af tilstande ognbsp;modtilstande, som kaedede sig ind i hinanden. Nu betyder processen livsophor, medens det i bin tid var en overgang fra livnbsp;til liv; nu betyder do det store indsnit i tilvserelsen, men detnbsp;store indsnit kan ikke vaere noget som skaerer midt igennemnbsp;lykkelivet. Hvis vi da ikke vil opgive det vaesentlige i ordet,nbsp;dets bitterhed, dets hentydning til planers ende og aendring, detsnbsp;henblik pa raekkernes udtynding, dets absolutte »holdt«, danbsp;kan ingen etymologi hjaelpe os til aekvivalenter i det gamlenbsp;sprog. Et nojagtigt modstykke ma vi opgive at fmde i binnbsp;kultur sa vel som i nogen anden, men i overgangen fra lykkenbsp;til ulykke kommer vi den uopi-ettelige omvending naermest, somnbsp;vi afmaei'ker med det straenge ord.

Den dod kunde dos i levende live, og den kunde lige samp; fuldt dos i dodsriget, eller pamp; overgangen mellem de to. I dennenbsp;mulighed for at udandingen kunde blive en afsjaeling ligger dennbsp;alvor og den fare som gjorde forandringen til en krise, ikkenbsp;blot for den hedengangne, men ogsS for hans naermeste. Denbsp;efterladte har taget alle forholdsregler, kan vi taenke, selv omnbsp;vi ikke ved ret meget om dodsceremonierne. I den nordiske

Vilh. Granbech 11. nbsp;nbsp;nbsp;13

194

literatur horer vi ikke direkte om nogen anden sikkerhedsfor-anstaltning end ndbjargir, ligbjaergen, der vassentlig synes at have bestaet i tilklemning af naeseborene, men vi kan vist trygtnbsp;sliitte at tidligere tider har kendt et mere omfangsrigt ritual.nbsp;Uden tvivl har der vseret nogen uhygge forbundet med ennbsp;¦sSdan dodning som endnu ikke var bjaerget, ikke mindst nSrnbsp;katastrofen var voldeligt fremkaldt, sa at der skyldtes en haevn.nbsp;F'ormodentlig har der fundet et slags ligsyn sted til bestemmelsenbsp;af dodsmSden; nar sarene er talte, har en af fraendeskaren hoj-tideligt overtaget ansvaret for en god udgang og stillet sig fremnbsp;som leder af genoprettelsesforetagendet ved at besorge ligbjasrg-ningen. Ogsa ellers, nèr der var noget usaedvanligt ved dods-mSden som kunde tyde pa at en »ulykke« havde strejfet huset,nbsp;kunde der vaere anledning til forsigtighed i omgangen med dennbsp;afsjselede. Da Gudmund Maegtige, hovding p^ Mödruvellir, frosnbsp;ihjel indefra \ ed at hore en mand fortselle ham en maerkelignbsp;drom, forbod husmoderen enhver at rore ved liget for hansnbsp;broder Einar havde synet det; dennes visdom skonnede straksnbsp;sammenhsengen, at det var drommens kraft som havde isnetnbsp;hans inderste, og derpS syslede han liget. — Folk som uvaetternbsp;havde draebt, gik hyppigst igen, i uhyggelig betydning, og detnbsp;samme skete hvor en eller anden »manddod« haerjede. Sikkertnbsp;er det efter alt hvad vi ved, at forst gravollet med dets ceremo-nier bragte ligevsegt og tryghed tilbage, efter at dodningen vednbsp;selve begravelsen var bleven »vist« til sit sted, — »vist til Valhal», lyder frasen i senere sprog, ved modernisering af gammelnbsp;formel. Alligevel mamp; vi ikke ensidigt betone uhyggen; ti fornbsp;folk der sad fast i lykken, var dette interregnum dog kun ennbsp;kortvarig pavse, hvor livet for en stund blev stillet i hero: mannbsp;havde trygge midler til genoprettelse af sikkerheden bamp;de fornbsp;dode og levende. I tvivlsomme tilfselde derimod, hvor haevnen

195

var usikker, hvor lykken kun stod sa som sS pS benene, der var doden i huset.

I virkeligheden er det vel kun de faerreste kulturer der nojes med een dod; hvad enten folk simpelt hen lader sproget traellenbsp;for sig ved at ssette den anden dod efter den forste dod, ellernbsp;de drager deres linjer mindre koncentrisk, — sa laenge der ernbsp;graenser, bliver der altid noget som graenses ude sa vel somnbsp;noget der omhegnes. Stedse famler tanken ved tilintetgorelsenbsp;som livets yderste, tagede horisont, men det rene intet vil aldrignbsp;lade sig erobre; og for et sa karakterfuldt vaesen som livet varnbsp;i vore forfaedres dage, flygtede tanken pa et ophor rappere endnbsp;nogen sinde.

Man havde praktiske grunde til at opdage tilintetgorelse. At bo i herred med u-sjaele var ikke til at taenke pè; dertil varnbsp;de alt for uhyggelige og alt for massive. en eller andennbsp;mamp;de matte man se at ik dem besvaerget over til daemonernesnbsp;iidorken, hvor de havde deres kyndinge og ligesindede. Mennbsp;UdgSrd la nu en gang menneskenes verden meget naer, mannbsp;vidste aldrig nar man havde disse uhyggevaesener pamp; dorennbsp;igen, man var aldrig sikker mod at blive krammet en sildignbsp;aften. Bedre var det maske at binde gengangeren korporligt,nbsp;ved at laesse sten pa ham — namp;r man vidste hvor bans kropnbsp;1ft — eller paele ham fast, eller forflytte ham til et udskaer hvornbsp;den megen fugtighed holdt hans bevaegelighed nede. Men detnbsp;haendte nok sa ofte at alle foranstaltninger slog fejl, hvor ind-gribende de end blev gennemfort. Sft tarnede man odelaeggelsenbsp;pft odelaeggelse, huggede mftske forst hovedet af, braendte derpftnbsp;hele kroppen og stroede asken i havet, og forsogte pft den mftdenbsp;at knuse sjselen sa smat at den praktisk taget horte op atnbsp;existere. Men helt frem til existensophsevelse som livets sidstenbsp;og afgorende modstykke nftede man aldrig. Tanken og hftnden

13*

196

stodte sin genytand ud til en grsense og lod den plumpe ned i en tamp;ge; men denne tamp;ge var dog ikke mere af en anden verdennbsp;end at den kunde siges at stè midt imellem »hinde, uskadelig-gore* og sbringe uden for horisonten». Den endelige dod, dennbsp;man gaerne vilde have sin hesvaerlige naho igennem, er egentlignbsp;forglemmelse. Ret heset indeholder ryet, eftermaelet i hog-stavelig forstand den hojeste form for liv og det hojeste presnbsp;af liv, og sèledes gaelder det med mere end 4ndelig herettigelse,nbsp;at livets fjaerneste modpol er en dyh glemsel, hvor ingen kendernbsp;ens navn og ingen kender ens sted.

Hvem er fraende?

Pa denne baggrund star Egil freni i sin reüe skikkelse. r en verden hvor alt er hamingja, og hamingja er sammen-haengen i alt, far hans ord deres rette voldsomhed og deresnbsp;rette veniod. Ikke for intet falder ordet titanisk os i mundennbsp;ved hans udfordring til de himmelske magter: titanisk trodsnbsp;er vort hojeste udtryk for menneskets afmagt, titan er dennbsp;der har opgivet at bevaege verden, og med vilje sprsenger signbsp;for at demonstrere at vore pander kun er til fm- at knusesnbsp;mod det slserkere. Skarpere kan modssetningen mellem vornbsp;kultur og hin ikke komme til orde, end den gor nar vi jaevn-sliller det moderne menneske, der star uden for, er sat udennbsp;for verden som ener mod det uendelige, med en Egil, der stSrnbsp;som repraesentani for en kosmos der er rullet op pa menne-sket som kaerne. Del er ikke titanfortra*delighed, ikke trods,nbsp;ikke slorhedsvanvid som beander Egil, men den simple virke-lighed at hamingja er sol, er mane, er verden, og at hamin-gjaen rêder over sig selv, og star pa lige mark nér deii udnbsp;fordrer guder. Det er sandt at han, hvad hans vagne tankernbsp;angik, lü ud over den gamle kultur, og hans udrèb baerernbsp;utvivlsomt ma^rke af andens splidagtighed, men sa laenge detnbsp;ny ikke er sunket dybt nok ned til at blive sjaelens selv, ernbsp;det den forbigangne kultur som undfanger tankerne, og naerernbsp;dem til del punkt hvor de traeder ud i dagslyset. Der stryger

198

en moderne stemning ind i hans forlvivlelse, ved at han ser guderne rykkede uden for hans nsermeste rackkevidde, i fserdnbsp;med at frigore sig for afhsengigheden af hamingjaen, pa vejnbsp;til at blive selvstsendige personligheder med en egen vil je; mennbsp;i samme ojeblik andssamfundet synes at knytte sig mellemnbsp;ham og os, skserer vemodens art det over: hans afmagt er dognbsp;den gamle, hamingjaens svaghed, den at slaegtsselheden er bri-stet og med den styrken, at han har fè bag sig, og det vilnbsp;sige at han har fa i sig. Det er ikke fordi de er guder og hannbsp;menneske, at han fortvivler: var han blot nok, kunde han stónbsp;ved sit ord og tage holmgangen op.

Men nSr alt er hort, og det sporgsmM: hvad er setten? har fSet sin besvarelse, Sbnes pladsen for det naeste: hvornbsp;er den? Sjaelen er dette og hint, aere og fred, men hvor langtnbsp;gSr den? Hvilke mennesker horer med, og hvilke starnbsp;udenfor?

Det er faldet i adskillige forskeres lod at hakse med dette problem under den ene eller den anden form, nar de harnbsp;haft deres gang i egne hvor befolkningen er marscheret opnbsp;imod dem i klaner og stammer og slaegter. Og tidt nok harnbsp;de vel opgivet aevret for at sla sig til tèls med en definitionnbsp;som til nod rummede hovedmassen af fakta og lod resten omnbsp;at skaffe sig husly selv. Der har de maske staet overfor ennbsp;stamme, en klan eller hvad den nu passende kunde hedde,nbsp;der ved blodets band og haevn var sammenkittet til en uop-loselig helhed overfor omverdenen; og de laerde har med be-slyrtelse set at denne uoploselige enhed indeholdt modsset-ninger, der bravt nok i indbyrdes fejde hjalp hinanden til atnbsp;holde manddom og blodfolelse levende, nar freden blev altnbsp;for knugende udenom.

199

Fakta vil vedblive at modsige hinanden, og problemet vil blive staande uanfaegtet af alle lasninger, samp; Isenge vi — somnbsp;de Nyeuropasere vi er — gSr ud fra at en solidarisk helhednbsp;skal kunne omsaettes i et fast tal, og tager for givet at slaegtennbsp;inamp; kunne omskrives ved en optselling af slsegtled.

Den belhed som setten udgor er absolut, men omskiftelig. Det forbolder sig ikke anderledes med sjselen end med jordennbsp;og alt hvad derpa er, snart vider den sig ud til at omfattenbsp;det meste inden for horisonten, snart springer den over ognbsp;lader en lille kreds mennesker lobe en selvstsendig bane gen-nem den ovrige verden. Sjaelen bestemmes af stundens krav,nbsp;den er ojeblikket og dets fylde. Staten er ikke en sjsel, mennbsp;en sjael kan vaere en stat, — i det ojeblik maendene optraedernbsp;som et folk, da er hver enkelt af deres sjaele en stat, hvornbsp;de solidariske bSnd strammer med samme erfaringens styrkenbsp;som i fader og broder og son, nar de er pS haevnstien. Inbsp;princip og i virkemade er enhjaertetheden den samme nSr denbsp;besvogrede star under eet skjold, som nar svogerkredsen losnesnbsp;og ordner sig til to fjendtlige skarer. Hemmeligheden i grund-lovens kraft er ikke den at de fordrer sa og sa mange mennesker for at virke — de bar altid deres spaendkraft, og virkernbsp;samlende sk langt stunden giver dem spillerum.

Det er da ikke sjaelens konstruktion der skiller mellem dem og os, kun maden, kun spaendingen i de forskellige led.nbsp;Ogsa vi gar over mange akser, men aldrig over nogen mednbsp;den intensitet som vore forfaedre gjorde; til gengaeld er skifl-ningerne aldrig sa bratte — skont de kan vaere bratte nok —nbsp;og ringene vel ogsa langt talrigere. I hvert fald een af vorenbsp;muligheder fattedes de gamle: hos dem kunde kredsen aldrignbsp;snaevres ind til en enkeltsjael; men hvor lille kunde den da

200

vrere, og hvacl er dens ydersle niulighed? Hvad kan (ier rummes i aetten, og hvad er pa forhSnd iidelukket?

Hvis problemet efter den gode, gamle form for kulturelle spekulationer rettes hen imod en type, der skal forklare for-mernes mangfoldighed som variationer, er og bliver det ulose-ligt. Den megen jagen efter »grimdformer«, der skal fungerenbsp;som generalnaivnere, har slovet manges ojne for det der egentlignbsp;er det samlende princip i enhver knltur: spillerinnmet; ands-fraenderne forenes ikke i et skema, men i en faelles fornaemmelsenbsp;af hvad der er inden for typen, og hvad der ligger udenfor,nbsp;og folgelig er kulturfremmed og kulturfjendsk.

I navnegivningens vaner sadan som de udformede sig her i Skandinavien under den senere epoke, har vi et udtryk fornbsp;sjaelens spaenstighed. Det ses pa opkaldelsen, at til sjaelennbsp;horte forst og fremmest blodfraenderne i lige opstigende linje.nbsp;Hyppi§ oprejses bedstefader og oldefader i den lille, nar de ernbsp;dode inden slaegts-ogningen, og bedstefaders brodre og fadersnbsp;brodre deler ligeligt den lykke at blive kaldt frem til solennbsp;igen, sa snart de er gaet bort. Dernaest inddrages ivrigtnbsp;svogrenes lykke i aetten: barnet Mr navn efter morbroder, mor-fader, eller fjaernere slaegtninge af moderen; men opkaldelsennbsp;er ikke begraenset til en sadan nedleden af navnekraft gen-nem moderens person. Alt hvad svogrene er og har liggernbsp;abent for aetten. Ofte nok kommer brudens eller brudgom-mens vmge soskende til at sta som levende vidner om det brude-kob der har fundet sted mellem slaegterne, — man gifledenbsp;sig ofte tidligt, og man avlede ofte born hojt op i alderen dennbsp;gang. Og endnu mere fremtraedende er tilbojeligheden til atnbsp;traekke pS mennesker som vi vilde kalde svogres svogre, mèskenbsp;endda svogre i tredie og fjerde led.

201

Pa flere af disse punkter danner Vatsdwlefamilien pn samlet illustration, udfyldl som den bliver ved slaegtsover-leveringer, der, ligegyldigt om de er historiske i vor snsevrenbsp;forstaelse af ordet eller ikke, viser hvad de mennesker taenktenbsp;om deres egne navne. Da Torsten fik sin son, vilde ban atnbsp;barnet skulde nagle den gotske hovdingesselhed til familien, ognbsp;ban kaldte ham Ingemund efter hans morfar. Ingemundnbsp;»mindedes« i sine born forst sin egen fader. Torsten, dernaeslnbsp;sin morbroder, .lokul, ham som Torsten havde lovet nyt livnbsp;for det liv ban berovede ham nde i vildskoven; og i datterennbsp;Tordis fejrede ban sin egen moder, den gamle Gotlandsjarlsnbsp;datter. Med sonnen Torir beseglede ban sit eget svogerskabnbsp;med de anseelige Morejarler — Torir Tavse var hans sviger-fader —, og ved sine andre born greb ban vidt ud i fjsernerenbsp;svogerkredse. For det forste var ban gennem en islandsk grennbsp;af Morejarlerne i slaegt med Tord Illuge, og da ban fik ennbsp;iiïegte son, kaldte ban ham Smed efter Tords son, Eyvindnbsp;Smed; men Tord Illuge horte atter til den vidtforgrenede aetnbsp;der satte en stolthed i at fore sig op til Bjorn Bune, og danbsp;Ingemund fik en datter til, mindedes ban en Jorun der inbsp;slaegten. Endelig er hans son Hogne et vidnesbyrd om, atnbsp;ban i sig folte Bjorn Buneietlingenes svogerskab med den slaegtnbsp;der nedledte sig fra Hogne Hvide, og hvis islandske reprse-sentant var Atle Rode.

Men kredsen er ikke sluttet med det fsedrene og det modrene. Ogsa stedfaderens familie kan indeholde et lykke-fond som man gserne bolder Sbent for sig; pê en sSdan vanenbsp;beror det, at Erling Skjalgsson, der var gift med en datternbsp;af Astrid og Tryggve, opkalder en son efter Astrids senerenbsp;mand, Lodin. Lige sS vel kan tidligere aegteskaber have lagtnbsp;grunden til en aere som man onskede at bevare for sig og

202

sine, — et tegn for den der ikke lader sig noje med den viden, at skilsmisse var en let sag, men altid forlanger at se denbsp;enkelte fsenomener pa en baggrund. Nar sagaens Halfred tognbsp;sig en svensk hustru og opkaldte deres son efter bendes lorrige busbond, som lidt ubekvemt for Halfred var omkommen inbsp;bans rejseselskab, da var det ikke fordi det angrede ham alnbsp;sa megen svensk manddom skulde laegges ode; ban handledenbsp;ganske simpelt sadan som forfaedrene havde lagt til rette fornbsp;ham, og ban, sjaelesplidens talsmand blandt digterne, illustre-rer mekanisk tilbojeligheder som havde vaeret levende indennbsp;for den gamle saed. Der er intet pèfaldende i at Glums datter,nbsp;Torlaug, mindedes sin afdode mand i sit senere segteskab, ognbsp;fornyede hans saere navn, Eldjarn, i sin son.

Utvivlsomt vilde navnegivningen robe endnu fiere mulig-beder for sjaelenes sunde grddighed, om vort materiale var storre, eller i hvert fald pa fiere punkter tillod os at knyttenbsp;forbindelse mellem de torre navneregistre og bserernes historie.nbsp;Man tor anse det for givet, at bade adoption og barnefostringnbsp;har sal spor i slsegtsrsekkerne, men uomtvistelige exemplernbsp;lader sig naeppe fremfore.

Sa langt disse muligheder gar, sa langt findes der fraen-der, og i samme ojeblik ordet udtales over dem, gar de ind i en sluttet skare, i hvilken der ikke taelles efler det naïrmerenbsp;og det fjsernere. For domstolen gjaldl den enkeltes ed kunnbsp;for sS vidt den i sig rummede en hel aets vilje, og regelmsessignbsp;mdtte den derfor baeres af en kreds »mededsm£end«, der bandtnbsp;deres overbevisning til det hovedsvaergeren slog fast. Her kannbsp;loven roligt nojes med at forlange sa og sa mange msend »afnbsp;hans kon», eller af hans fraender, og stole pa at livet i hvertnbsp;enkelt tilfselde pê forhand har afgjort hvem der gSr ind under

203

en sadan benaevnelse, og at der under fraeiidenavnet altid sidder en mand som kan fylde sin plads i edskaeden.

Pa disse frsenders virken indadtil mserkes det snart at de ikke er en los trop, der holdes sammen ved en vag folelse afnbsp;modsaetning til alle andre. Den enhed de danner har praktisknbsp;fasthed nok til at udfore en social organismes funktioner. Namp;rnbsp;det gaelder at laegge livet til rette for en umyndig, eller at bort-faeste en fraenke, da star en af setten frem som ansvaretsnbsp;baerer, den »naturlige« vaerge, eller hvis ban falder fra, danbsp;den naermeste i slaegt — son efter fader, dernaest broder, ognbsp;sSledes videre udad, hvordan nu reglerne lyder. Men bagnbsp;den enkelte skimtes de fleste steder tydeligt en mandskreds,nbsp;og bestandig ser vi i lovenes antydninger fraenderne traede udnbsp;af halvdunklet, og vise sig ikke blot som interesserede ved allenbsp;vigtige foretagender, men ogsa som dem der fordrer deresnbsp;deltagelse agtet. De har »ramp;d«, og rad betod i gammelt sprognbsp;noget sère aktivt. NSr det antydes at myndlingen kan sogenbsp;ly hos fraenderne mod overgreb fra vsergens side, eller at aettennbsp;kan gribe ind mod den der viser sig at haerje i steden for atnbsp;vaerge, da er denne nodhjaelp at forsta som eftervirkning afnbsp;en tilstand hvor den enkelte, ogsa den der radede i kraft afnbsp;sin faderlighed, kun handlede som indbegrebet af en hamingja.nbsp;Angelsachserne udtrykker hele virkeligheden nar de ved tro-lovelse fremstiller brudens og brudgommens fraender som for-handlende med hinanden, og lovende med een mund hvadnbsp;loves skal, medens den enkelte i hvem handlingen koncentre-res, siges at rade for partiet.

Det vilde vaere overdreven samvittighedsfuldhed, om vi nu satte os ned for ret at udponske hvor mange af disse onklernbsp;og svogre der kan taenkes at have haft den rette kapacitet. Dernbsp;krsevedes en fast definition, som satte alle uvedkommende pa

204

doren, og den fandtes: livets afgorelse falder netop i navnet »fraender«. Pè nordisk, hvor sproget endnu var det fodte ud-tryk for kulturens oplevelser, findes der jo intet navn dernbsp;sSledes kan bruges til at underlsegge ordene fredens stolthednbsp;eller fredens myndighed i samtale mellem de allernsermeste,nbsp;som netop dette »frsende«, der fojer alle ind i samme forbund;nbsp;»S0n!« kan faderen sige, men nok sS ofte indvarsles hans for-maning eller opmuntring og ros med det inderlige: sfrsende».nbsp;«Torsten, frsende, gk med dine brodre, du har altid forstSetnbsp;hvor laempe var bedst,« siger Ingemund til sin son, da Jokulnbsp;farer ud ad doren med alt andet end laempelige forsaetter.

Og nu i den sag der satte settens sjael i stserkest bevsegelse, sagen om fald og oprejsning, — dèr stobes helheden sammennbsp;sS langt freden endnu har mindste hold over sindene. I denbsp;islandske hverdagsskildringer virker endnu den levende folelsenbsp;for vore ojne; den enkelte foler kaldet til at grihe et gunstigtnbsp;ojeblik i flugten, uden at han falder pè at spilde tid mednbsp;beregninger af led og nserhed. Hist og her tales om slaegtsrSd,nbsp;hvor en hajvnleder iklaedes hele settens samvilje som en fuld-magt til at tage ansvaret for god udgang; og hvad enten nunbsp;en sadan skik i tidlig tid har vasret gennem-gsengs, eller dennbsp;blot er en form blandt andre, udspringer den direkte af slsegts-folelsens grund. Pa den anden side faldt udvselgelsen altid inbsp;sonde forhold pa den der af fodsel var nsermest til retten ognbsp;pligten, den der stod i forhold til den draebte som son tilnbsp;fader, som fader til son eller som broder til broder. Frsen-dernes ansvar tynger ind imod det midtpunkt hvor den faldnenbsp;ligger. Sa vanskelig en sag det kan vsere at forene en fselles, ube-tinget skyldighed med forrang i ansvar hos en enkelt eller noglenbsp;enkelte, nSr man betragter verden ud fra individualismens punktnbsp;eller fra kommunismens cirkel: for den der lever sit liv i en

205

hamingja og i sociale forhold der er udformede under dens kraft, falder ie to kendsgerninger godt i tréd med hinanden.

Utvivlsomt ma da den gammeldags indretning af mande-boden vEere den bedste vejledning til at forsta de gamles selv-erkendelse; bestemmelserne om dens udredning og modtagelse ma vel indeholde det troeste spejlbillede af ietlefolelsensnbsp;struktur.

I Norge bestod drabsbodens hoveddel af tre »ringe«. Den forste ring udrededes af drabsmanden til den draebtes allernaer-meste: son og fader; den anden bed broderring, med den bode-des kraenkelsen hos den slagnes broder, og tilvejebringelsen varnbsp;ogsa en brodersag i angriberens kreds; i den tredie bodede de tonbsp;faetterkredse, farbrodersonnerne, til hinanden. Mangel pa re-praesentanter for den ene eller den anden gruppe gjorde intetnbsp;skèr i boden; retten til at modtage og pligten til at yde gik danbsp;over pa en af de andre, saledes at i nodsfald drabsmanden selvnbsp;bodede alle tre ringe, og arvingen fik hele hoden. Imidlertid varnbsp;udredelsen af de tre ringe ikke nok til at lose drabsmanden ognbsp;hans naerfraender ud af deres forpligtelse; foran dem stod endnunbsp;tre klasser af frsender, der hver for sig fordrede en bodnbsp;for den tabte fraende; fra leddene oven over faetrene ognbsp;neden under brodrene — farbroder og brodersonner — tyndesnbsp;de ud gennem morbroder og sostersonner til fjaernere slaegtningenbsp;pa fsedrene og modrene side. Og nar alle disse har taget dennbsp;storre eller mindre bode som tilkommer dem fra ringmaendene,nbsp;har de endnu i vente nogle gaver fra de tilsvarende kredse inbsp;kraenkerens aet. Forst nar hele dette netvaerk af boder er truk-ket gennem aetterne, tilsiger man hinanden freden.

I Danmark star drabsmanden og den draebtes son ansigt til ansigt, med deres faedrene og modrene fraender som ennbsp;sluttet skare pa hojre og venstie side. Boden er delt i tre

206

lige store dele, og af dem betaler draeberen selv, eller for ham bans naermeste, den ene lod; de to andre gdr fra og til aettensnbsp;tvende sider, og pa fraendestsevne fordeles forpligtelserne inbsp;mindre og inindre krav, alt efter som slaegtskabet ebber langerenbsp;og Itengere ud. De to sider svarer hver for sig; sa Isenge dernbsp;pa den anden side er en eneste mand tilbage, kan man pd dennenbsp;side sta pa: vi vort og du dit; men er grenen helt visnet, manbsp;de andre bsere dobbelt byrde. Og sker det, siger Eriks lov mednbsp;trygt, gammelt tonefald, at der ingen fraende er pa modrene side,nbsp;og den der er avlet af den drsebte er af trsellebyrd eller ernbsp;udenlands, sa at ingen kender hans aet, og har sa fsedrenenbsp;fraïnder taget en lod, og en til, da ma deres fraende ikke vaerenbsp;ubodet hvis han var fri mand, til fulde skal han bodes, — ognbsp;fedrene frsender tager alle boder. Pa det endelige fredsmode,nbsp;da drabsmanden udbetalte den samlede bodesum i naervaïrelsenbsp;af sine fraender og af den drsebtes aet, tilsvor hovedmanden mednbsp;tolv af sin slaegt hel tred og tryghed.

Frankernes mandebodssystem kender vi desvaerre alt for lidt til. Hvad man gjorde nar alt gik som det skulde, det vidstenbsp;man godt nok, men hvorledes den stakkel skulde baere sig adnbsp;som intet havde at betale med, det traengte man til at skrive op,nbsp;— og det er vor hele viden. Vi star da som de der tilfaeldigvisnbsp;er blevet tilskuere ved en handling der er anlagt pa yderstenbsp;nodsfald, og som fra det de ser sta pa spil og fra de hand-lendes yderste forsog pa at redde, skal drage deres egne slut-ninger om livets jaevnere gang. Lovparagraffen saetter os midtnbsp;ind i en scene hvor en drabsmand har opbudt al sin ejendom,nbsp;uden at kunne fylde drabsboden; han gar da hojtideligt i sinenbsp;fraenders naervaerelse ind i sit hus, tager der en hdndfuld jordnbsp;og kaster pa sin naermeste slaegtning, for sèledes at vaelte an-svaret fra sig over pS en der kan baere det, inden han tager sta-

207

ven i hènd og springer over gaerdet, sa at alle ser hans blottet-hed. Hvis fader og brodre allerede har tilskudt hvad de kunde — og del synes loven at ville forudssette om dem — rammernbsp;mulden den najste fraende uden for deres kreds, og sadan kannbsp;den komme til at ga gennem raekken; tre fsedrene og Ire modrenenbsp;fraender, hver for sig naturligvis reprajsentanter for et slsegts-kuld. Hvis de alle har mattet lade del tilkastede ligge, skalnbsp;drabsmanden bydes frem pa tinge, for at den eller de der folernbsp;forpligtelse mod ham, kan traide ind, og forst nar han tre gangenbsp;har fremstillet sig under tingets tavshed, star han til svars mednbsp;livet som en der ikke satte bode for sig.

Der star vi, og grunder. Eftersom de gamle Franker ikke spillede for os, men handlede for deres eget stakkels selv, harnbsp;de iadet meget sta dunkelt hen uden sa meget som et lille op-lysende afsides til bedste for tilskueren. Om det forudsaettes afnbsp;denne paragraf at drabsmanden betalte hele boden, eller omnbsp;det er sin egen ring han manglede midler til at bringe i standnbsp;og matte skyde over pa frsenderne — deri kan tilskuerne, om denbsp;vil, linde stof til al disputere om resten af deres levetid. Og dog,nbsp;skulde man for alvor nsere nogen tvivl om, hvorvidt lovensnbsp;»n*rineste« her er fr^ender og fredsforbundne med germansknbsp;frtendevilje, sa bliver der sagt os et sted med rene ord, at drabs-boden deles i to lige store dele, at den ene gar til sonnen, dennbsp;anden til frsenderne, at disse frsender reprsesenteres af tre panbsp;hver side, faedrene og modrene, og at de tre deler deresnbsp;lilfaldende med aftagende lodder, efter som de star dennbsp;draebte fjasrnere. Og sa ved man vel sa meget, at en frsendenbsp;ingen rettigheder har uden han har pligter — eller har haftnbsp;dem.

Mellem Nordmanden der sidder med sine frsender og regner reguladetri i brokdele af ringe og brokdele af frsendskab, og

208

Frankeren der gnr sit sidste spring over taerskelen ud af hus og hjem i sin bare skjorte, er der mere end en omstaendighedsnbsp;forskel. Men de nationale ejendonimeligheder kan ikke skjulenbsp;dyb enighed i det vaesentlige. Og forst er det vel samansvarlig-heden som trsenger sig pa tilskueren. Nordmaindenes bods-geometri kan betyde skarpe hoveder — den betyder i bvert faldnbsp;tillige st£eike behov til at se og fornaemme sethele i forhold tilnbsp;adhele; pa alle optaenkelige mader krydses leddene sammen inbsp;bod og genbod, klasse mod klasse og mand mod mand. Fraen-derne er delte i grupper, og forpligtelsen rammer efter klasse,nbsp;men over al inddeling star det fselles ansvar. Boden skal skaffesnbsp;lil veje, og svigter den ene side, da ma de andre trajde ind i dennbsp;tomme plads; mangier der et led i slsegtskseden, da falder byr-den over pa naboleddene; hele tyngden kan rulle over pa frsen-derne, hvis drabsmanden selv har forfald, og den kan faldenbsp;fra en torn fraendeplads tilbage pa drabsmanden selv. Og somnbsp;en enkelt side ofte mi yde et meroffer, sidan skal de ogsi somnbsp;modtagere have en ledig bodedel, ti hovedsagen er at den faldnenbsp;fraende bliver fuldelig og rettelig bodet. Alle ma de baere haiv-nen sa laenge ikke enhver skyld er udslettet, det er en grund-ssetning der rober sin styrke ved at tvinge verden til at mod-sige sig.

Forst pa baggrund af denne elastiske enhed kommer de juridiske fikseringer som findes hist og her, til deres ret. Mannbsp;traengte ofte, i hvert fald i senere tider, til en bestemmelse afnbsp;hvor frsendskabet kunde gore holdt, lige sa vel som til ennbsp;graense, inden for hvilken man var sikker pa at trseffe ansvar-lige maend. Nar man sa opstillede tre faedrene og tre modrenenbsp;fraender som den faste stok i modsaetning til den frivillige, hvemnbsp;hjaertet drev til at maelde sig pa tinge og betale den bod somnbsp;freden inden i ham nodte ham for, eller man fastsatte tredie

209

kn£e eller syvende mand som yderpunktet, traf man naturligvis sin afgerelse saledes som livet lagde den til rette for en: mannbsp;slog ned pa det sted hvor fraendskabet ssedvanligvis ebbede ud,nbsp;eller hvor det gled over i den videre personlighed, der kun foltesnbsp;med under et storre pres fra omverdenen. En konturagtig op-ridsning af det faktiske, andet kan lovene ikke blive; og megetnbsp;som i virkeligheden satte et mere end overfladisk prseg pS sam-fundslivet, kommer med nod og nteppe til orde i deres gennem-snitsskema. Ved et tilfaelde har Langobarderediktet famp;et fost-brodrene med blandt de edsberettigede, og hvis det skulde visenbsp;sig at det er bestemte historiske konstellationer som har gjortnbsp;lovgiverne opmaerksomme pa fostbrodrenes mededskraft, famp;rnbsp;bestemmelsen ikke mindre vsegt som vidne om stalbrodrenesnbsp;inderlige sammenhaeng med aetten i tidligere tider. Fra Islandnbsp;ved vi at fostbrodrenes hjaelp pSkaldtes i haevnsager, og det ernbsp;da i gammel énd, at der i folge visse norske systemer tilsikresnbsp;dem en ret til at tage bod. I virkeligheden var graensen alt fornbsp;individuelt skiftende til at nogen lovbestemmelse kunde give signbsp;i lag med den uden at oplose sig selv.

Men midt i den store ring bliver vi snart opmaerksomme pé en mindre gruppe mennesker, som stedse ses i travlere rarenbsp;end omgivelserne: pS den ene side drabsmanden og hans bus,nbsp;pa den anden side arvingerne. Selv om naturligvis den naestenbsp;fraende udenfor ma indtr®de i drabsmandens plads og »tagenbsp;ved hans 0kse«, hvis ban selv, hans fader og hans brodre faldernbsp;fra, kan den stedfortraedende pligt ikke udviske billedet af ennbsp;mindrehamingja, som fraenden forst og fremmest foler som sinnbsp;sjael, den han dagligdags lever i og rores i og er. I denne sjaels-kaerne indbefattes de som vi vilde kalde de naermeste, men heller ikke denne inderste kreds har vaeret den samme til alle tidernbsp;og pS alle steder. Pa dette punkt kan reglerne for drabsboden

Vïlh. Gr0nbech 11.

210

ikke give mere end et groft billede, der forkorter virkeligheden slaerkt, og den eneste mamp;de at bruge lovene psychologisk er atnbsp;loegge hovedvsegten pè uoverensstemmelserne. I Danmark, ognbsp;ligeledes i de sydlige lande, samp; vidt vi kan domme efter denbsp;knappe antydninger, er det en familieagtig gruppe, fader, son ognbsp;broder, som stSr i midten; pamp; norsk grand ser det snarere udnbsp;som om sjselen straekker sig pS tvaers gennem aetten; det staer-keste lys falder pamp; son, broder og faetter. Frostatings lovmaendnbsp;tager endogsS farbroder og broderson med faetter og faetters sonnbsp;ind i det snaevreste samfund, og raekker sMedes hSnden tilnbsp;Angelsachserne, der i hvert fald ansS farbroderen for en hoved-pille i familien. Atter kan det ske, at fader og son til en visnbsp;grad traenger broderen i skygge, og andensteds stamp;r broderennbsp;frem som en saerlig naer fraende, der ansvarer for den betydnings-fulde anden ring.

I denne snaevre kreds synes man at mamp;tte spore virkningen af det daglige samliv i dampen fra den faelles gryde og rogennbsp;fra den faelles arne. Det vilde da give en smuk teori, om stor-slaegten repraesenterede den klynge huse der satte ryggene opnbsp;ad hverandre til godt stade mod al uro i luften. Men ingen-steds blandt Germaner Andes et system af slig storrudet simpel-hed. Faellerne fandt hinanden i slaget og ordnede sig efter aetnbsp;og fraendskab, siges der, og bvem tror ikke det? Og at »konnet«nbsp;nogenlunde holdt sammen lokalt, ogsè i bine rastlose tider, danbsp;folket mere skvulpede frem og tilbage i landet end sad fastnbsp;klump ved klump hver pamp; sin tue, er ogsa mere end rimeligt;nbsp;Caesar fortaeller jo om Sueverne, at de skiftede agre fra Sr til èr,nbsp;og deres ovrigheder tildelte stammer og slaegter deres amp;rligenbsp;lod alt efter egen hojere visdom. Ingen der kan taenke sig indnbsp;i Caesars stilling, nSr ban stod og sS pamp; disse menneskeskarer, vilnbsp;dog falde pamp; at tage ordene som saetninger der var grundede pamp;

211

resultater som han havde nèet ved en undersogelse af familie-forholdet inden for de enkelte grupper, eller vove af sèdanne alment gaeldende ord at slutte at de lokale linjer pè noget stednbsp;er faldet nojagtigt sammen med slsegtsfigurerne.

Sjaelens struktur mamp;tte have sin genpart i den sociale orden. Der er ingen tvivl om at aetsammenholdet i det store og helenbsp;forudsatte nabofoling som det normale — ti »normalt« betydernbsp;at en vis tilstand ikke er grund, men resultat af samvirkendenbsp;faktorer, og det normale taber ikke sin vaerdighed ved at detnbsp;netop tjener til at holde undtagelserne i live og til at give fastbednbsp;til deres krydsning. Til visse var ogsS samlivet i huset undernbsp;opvaeksten en af de samvirkende faktorer, og det en af denbsp;meget maegtige; men den forslamp;r ikke til at forklare sjaelsen-heden mellem fraenderne. Der var i freden et éndeligt element,nbsp;bevidstheden om at have arvet samme arv, og jo naermere lykke-faelliget kommer til at vaere e n h e d i mèl og virke, des merenbsp;er fraendskab en d a g 1 i g fornaemmelse. Nèr vennerne gamp;r op inbsp;hinanden, og bevidst i hinandens naervaerelse vier sig selv til allenbsp;de ubèregnelige konsekvenser der folger med at vaere eet livnbsp;og een sjael, kan de ikke besegle sig selv fuldkomnere end ved atnbsp;gribe til det gamle, trygge ord: haevne og handle som var detnbsp;son eller broder, hvor tanken pè moderbryst og faderknae ernbsp;umiskendeligt til stede. Men hvis et trofast par taler om at denbsp;har delt alt, bittert og sodt, som var de fodte af to brodre, ernbsp;ordene gennembaevede af en oplevelse der ikke nodvendigvisnbsp;falder sammen med fornaemmelsen ved at vaere opfodt sammen,nbsp;— og det er denne art horisontfaellig der stiller faetrene pamp; deresnbsp;fremskudte plads i den norske mandebodsordning.

Sé tor vi gé et skridt til, og sige at det inderste livssamfund ikke var indskraenket til afstamning fra faelles fader og farfader.nbsp;Sa vist som vi ud fra liv og love ikke kan hente nogen beret-

t4*

212

ligelse til at saette de medrene frsender som klasse ned i et under-ordnet plan, sS sikkert er det, at nogle af moderens slaegtninge, isaer vel bendes brodre, men ogsè bendes fader og bendes broder- og sostersonner, bar vseret med til at udgorenbsp;en bjsertering i aetten. Det mamp; vi vide, om vi samp; blot bar laestnbsp;i de islandske bverdagsbistorier, bvor umiddelbart pSkaldelsennbsp;gkr i nod til moderens nsermeste, og bvor redebon de maslder signbsp;sé snart bebov gores. Det siger sagn efter sagn pamp; germansknbsp;grund, nar det f. ex. sender belten til morbroderen efter godenbsp;rSd, eller nèr det lader baevn over morfader vsere bans konsti-tuerende livsopgave. Det antyder ordsprog som dette, at sinenbsp;morbrodre ligner man mest, og det bar aller ede Tacitus forstèet,nbsp;siden ban mamp; indflsette den bemjerkning, at der bestamp;r en saerlignbsp;varm bengivenbed mellem onkler og sostersonner.

De norske slaegtskabstavler er indviklede nok til at frem-kalde en let karusselfornaemmelse i et moderne boved, som ikke er vant til at drive familieskabets matematik ud over regne-stykker med to eller tre faktorer. Hvilken lise da at kunnenbsp;slamp; sig til ro bos Nordmaendenes mindre skarpsindige brodre, ognbsp;taenke at forkunstlede systemer mè bunde i forkunstlede former.nbsp;Men simpelbed — det vil sige bekvembed for det monster vorenbsp;bjaerner er byggede i — er nu desvaerre ikke noget usvige-ligt kriterium pamp; aelde; saet der bag de tilsyneladende sè enfol-dige former skjuler sig samme livets mangfoldigbed som tryk-kede Nordmandens rutinerede bjserne, og ikke lod bans tankenbsp;ro for ban bavde Met den beborigt systematiseret. Der kommernbsp;ogsS komplikationer til verden, nSr en sammensat folelse, der inbsp;praksis altid gèr sikkert, skal udregne alle sine instinktbevsegel-ser i tal, og straever med sig selv til den stamp;r mèbende overfornbsp;sin egen uudgrundeligbed, og müske ender med en opgivende

213

appel til den individuelle stedsans — altsS netop lil det gamle og fortrolige. Norskeloven laegger et sted arbejdet ned med et suk:nbsp;for resten enhver selv se at finde ud af det, »sS mangelundenbsp;skikker sig slaegtskab mellem mennesker, at ingen kan gnre skelnbsp;for al arvegang, man mamp; ordne en opkommende sag som detnbsp;synes rettest efter dens art.«

De velgennemtaenkte paragraffer i Gulatingsloven giver ikke det germanske system — bland t andet fordi det ikke existerer.nbsp;Deres vaerdi for germansk kulturhistorie beror pS at de udtryk-ker een form for setfolelsen, og det, som vi ved fra literaturen,nbsp;en form der laenge bevarede sin gamle adel og sin styrke. Na-turligvis kan Nordmanden kun udtale hvad ban selv bar op-levelse til, og hans oplevelse tilhorer den tid ban stèr i, ikke ennbsp;forhistorisk periode. Der behoves intet overnaturligt skarpsindnbsp;for at udfmde, at hans slsegtskabsberegninger rober trsek somnbsp;ikke vilde passe i noget andet fysiognomi end hans eget. Utvivl-somt kan ogsS nogle af disse traek kendes som moderne, i dennbsp;forstand at de ikke ret passer til en Germaners vaesen. Men ennbsp;kritisk udsondring lader sig ikke gennemfore ved simpel sub-Iraktion, ti samp; dodt arbejder ikke en levende tanke med etnbsp;levende stof, at den blot skubber det gamle lidt sammen ognbsp;haegter lidt ny annekser pS.

Der har nu loven gjort frsenderne op i sine tre grupper hovedringsmEend og sine tre klasser videre frjender, opnams-maend: for det forste samp;danne som farbror, broderson, morfar,nbsp;datterson; for det andet broderdatterson, morbror, sosterson ognbsp;tetter gennem tester og morbror; endelig for det tredie mostersnbsp;son, tetters son, fars tetter, mors morbror og sosters datterson; men, tilfojer den, foruden disse er der «sagogerne», og sènbsp;opregner den son og broder bvis moder var trsellefodt, samtnbsp;sammodre broder. Og atter folger som en anden gruppe de

214

msend der hsenger ved aetten gennem svogerskab: den naermSg som bar en mands datter, den der bar bans sester, fremdelesnbsp;stedfader og stedson, stalbroder og fosterbroder. Uden al tvivlnbsp;var disse maend fra gammel tid dybt interesserede i baevn og bod,nbsp;og sandsynligt er del at deres krav udgjorde et bele for sig, ennbsp;ring. Selv om vi nu kunde slutte med matematisk sikkerbed, atnbsp;et navn der bekender sig selv som ogning m^i vaere ny klud pènbsp;gammelt klaedebon, bar vi ingen garanti for at de der fylder detnbsp;ny saede er unge fordringsbavere, end mindre at det gruppeagtigenbsp;i anordningen er et tilfaeldigt udslag af agglutination.

Det moderne mè soges pè mere èndelig vis. Form skrider frem af form gennem en gradevis forskydning af trykket, —nbsp;nar da ikke kuituren pè een gang moder sin skaebne i skikkelsenbsp;af en determineret modstander, sS at den tvinges gennem ennbsp;akut krise. Det nytter intet at pege pè en enkelt person og sige:nbsp;ban dèr forstyrrer den germanske ligevaegt i aetten, ti vi kan ikkenbsp;begrunde udelukkelsen af en eneste, vi kan ikke pamp;kalde dennbsp;overste domstol, freden, mod en eneste af dem der indesluttes inbsp;boden. Moderniseringen ligger forst og fremmest i den sym-metriske udfolden af leddene: farfar fremkalder morfar, sonne-datterson fremkalder dattersonneson, som lyden kalder ekkoet.nbsp;Praktisk kan resultatet udtrykkes sSledes, at fraendskabet —nbsp;efter al sandsynligbed da — er udvidet pS modrene side; dyberenbsp;set bestamp;r forandringen i at de modrene fraender er gamp;et over franbsp;at vaere en gruppe umiddelbare fredfaeller til at blive et skema-betinget modbillede af fadersiden.

Skal vi sè bave nogen ret til at rSbe dekadent efter Gula-tingsloven, ma vi forst bave forvisset os om at dens forskydning har spraengt den gamle sjaelestruktur, og bar skabt et system dernbsp;fornjEgter aetfolelsen lige sS meget som den bejaer en modernenbsp;sla glsbevidsthed. Men bodregulativets opgave er jo netop den,

215

a! fó alle disse mennesker anbragt i kategorier som gèr pè tvsers af beregning efter linjer og grader. De gennes sammen: farbror,nbsp;broderson, datterson, morfar for sig, morbror, broderdattersen,nbsp;sosterson for sig — i grupper der visselig ikke kan vaere op-fundne for at skemafore slaegtsncerhed. Til grund for detnbsp;gruppevise ligger sikkert et princip der har brede forudsaetningernbsp;i Germanernes méde at tsenke pamp;.

Det siger sig selv at en sd fintmserkende organisme, sè kon-centrisk i sin kraft og sè ojeblikssmidig i sin form, meget damp;rligt lader sig tryllebinde i et system. Alle de tilbojeligheder somnbsp;fulgte med at vaere fraender og at have med fraender at gore, varnbsp;ikke jura, og det ses noksom pamp; lovene hvor hdrdt det holdtnbsp;at iêi dem sat om til et N. N., i hvilket Per lige s4 godt somnbsp;Povl kunde finde sit udtrykte billede. Men over den vanskelig-hed som bestod i at et juridisk skema skulde passes til pè liv,nbsp;stod stoffels genstridighed mod den form der nu gjorde kravnbsp;p5 at blive anvendt. Vore forfaedre blev vakte til selvbevidsthednbsp;ved sammenstod med verdenserfarne civilisationer, og blev le-dede ind pd selvopgor under indflydelse af faerdige modeller, ognbsp;det har bevirket at deres erfaringer er kommet til kort i ud-trykket. De bar aldrig fSet udtalt deres forstèelse af sammen-haeng i det forbigangne, det som her oppe i Nor den kaldes »megennbsp;forn viden«. Ved model med kronike og genealogi blev deres »historie» sléet til jolden, og enten trampet ned eller rejst til live under ny skikkelse. Det fremmede syn lod historiën vokse som lovnbsp;pamp; stamtraeer; i menneskers for hold til hinanden kendte det kunnbsp;formlen: fader avlede son, og son avlede sonneson, og efter detnbsp;kom verden til at se ud som et mylder af spidse vinkler. Ger-maneren havde pè forhamp;nd ondt ved at ordne sig ind i dettenbsp;netvaerk; men helt ubehjaelpsom overfor en nodvendighed harnbsp;han aldrig vaeret. Der hvor aetten bevarede sin kraft ned i

216

tiden, Iserte han at klave slaegten op og ned, i fars og bedstefars og oldefars linje, og at springe med sikkerhed mellem dissenbsp;diger.

Det hurtigere pulsslag som fulgte med staerkere oplevelser, tillige med adskillelsen fra hjemmet gjorde visse grene af Ger-manerne fortrolige med den genealogiske kunst, og Islaending-ene uddannede sig endog til rene mestre i faget. Men dettenbsp;mesterskab betegner netop et vendepunkt; det som ligger bag-ved og det som ligger foran, er to belt forskellige storrelser, hintnbsp;)gt;myte«, dette historie. Pa udflytteroen havde den jaevnestenbsp;honde nojagtig rede pè sin nedarvede og indgiftede status fra landnamstiden af; medens de allerfaerreste land-namsmaend kendte mere end deres farfar. Lige samp; klarnbsp;historiën hliver da Islaendingene kommer til, lige sè tèget er dennbsp;i det tidsrum da de gode ohoere endnu var Nordmaend. Naestennbsp;alt hvad der ligger forud for Harald Hèrfagre er fra en genealogsnbsp;standpunkt kaos, og selv i kongefamilien er Haralds fader histo-riens ende. Haralds samtidige, den maegtige Morejarl, kannbsp;naeppe siges at have mere end en hedstefader, og det sammenbsp;goelder Hladejarlen Hakoii, medens hans farligste modstander,nbsp;Atle Jarl fra Gaular, er indskrevet i historiën som sin faders son.nbsp;Den aetaedleste af alle landnamsmaend, Geirmund, hvis forfaedrenbsp;var konger i fuld ret, mètte man lade gk over i historiën blot somnbsp;son af Hjor. Alt bag disse to eller tre forhistoriske generationer ernbsp;myte. Og mens Islands aetstolte bonder uddannede sig til Europas foregangsmaend i videnskabelig nojeregnen, skete dernbsp;hjemme i Norge ingen store forandringer i menneskers genealogiske sans; i det ellevte og tolvte drhundrede ser vi frem-lagende slaegter traede frem for historiën pS en maerkelig abruptnbsp;made, uden fader- og moderraekke.

217

Der voksede ikke med eet ny organer ud i Englaendernes eller Islsendingenes hjserne. De havde hjemmefra medf0rt tro-skaben mod fortiden og trangen til stedse at holde den levende;nbsp;de formede blot den gamle »tradition« om pa nyt grundlag. Ogsènbsp;tidligere bavde man bsget om sin slaegts historie, overleveret dennbsp;fra led til led, men i en form der stemmede med ens beskuelsenbsp;af tiden som et plan og af sjaelen som et altid nservaerende. Indennbsp;for et sligt system har de rette, op- og nedstigende linjer ingennbsp;plads, lige sa lidt som nogen beregning af slsegtskab efter dissenbsp;linjers krydsning; de erstattes af plane figurer, grupper ellernbsp;ringe. I midten stèr som aïttens grundstamme, fra husfaderennbsp;beregnet, han selv (og hans hustru), hans fader og hans modernbsp;med deres naestefraender, og uden om dem stiller sig en mangfol-dighed af kredse som griber over hinanden, somme beroendenbsp;pè avling, andre pamp; giftermamp;l, atter andre pd fostbroderskab. Ognbsp;de mennesker der samp;ledes drages ind i livsfaellesskabet, blivernbsp;ikke forst udvaskede af deres sammenhseng; hver for sig traekkernbsp;de uimodstóeligt med sig den aere og lykke som udgjorde deresnbsp;sjsel. Mellem disse ringe er der ingen rangsforskel, i den for-stand at denne eller hin nod eneret til den aere at udgore forud-saetningen for aettens tilvserelse, dens fortid og dens forfaedre.nbsp;Man har tidt nok talt hént om den parvenugrèdighed der for-leder islandske og norske familier til at gnubbe sig op ad mytiskenbsp;eller halvhistoriske beromtheder; som om man den gang udennbsp;omsvob tog en Ragnar Lodbrog eller en Sigurd Fafnersbane ognbsp;stak ham ind i sit regiment af forfaedre. Taenk blot pè Arenbsp;Frode; i slutningen af den bog som med rette har skaffet hamnbsp;navnet historiens fader i Norden, regner han troskyldigt leddenenbsp;fra Yngvefreyr gennem Ynglinger og vestfoldske konger, og saet-ter til punktum: »Torgils, min fader, og jeg hedder Are«, —nbsp;han mS da vaere manden med den svedne naivitet, der ikke for-

218

slSr distinktionen mellem en god virkelighed og en god opfin-delse. Og mS vi ikke vsere sksebnen taknemmelige for bekendt-skabet med bans forfsedre — selv om det kun er gennem for-modningen —, folk der kunde forelske sig i literaere storheder og roligt sige: det var en fm familie, den tager jeg. Et interessantnbsp;psychologisk tilfaelde, disse forfaedre, men desvserre for faeno-menet kunde enhver der tilskrev sig slaegtskab med de storenbsp;karyatider i Nordens fortid, bevise sin afstamning, ganske vistnbsp;ikke ved at regne op led for led, men ad en vej der for ham varnbsp;af samme fasthed, ved at dokumentere at hans lykke grebnbsp;over i den ban anmassede sig gennem sin aetberegning, og dettenbsp;vil i gammel and sige, at ban ikke kaldte andre sine forfaedrenbsp;end dem der var det.

I det monumentale digt Ynglingatal har en af det niende Srhundredes modedigtere omsat en norsk fyrstes slaegts-bevidsthed i en moderne stamtavles form; fra Rognvaldnbsp;Heidumhaerri i Vestfold regnes fornfraenderne op i ligenbsp;linje til guddommelige konger i Upsala, sédan at hvert led ernbsp;begrundet i forgaengerens faderskab. I hvert fald forstod efter-tiden digtet pa den méde, og vi har vel ikke nogen ret til atnbsp;gore Tjodolf mere gammeldags end de var der benyttede hansnbsp;vaerk, selv om der ikke i versene lindes nogen antydning af atnbsp;den ene konge avlede den naeste. Trods al den megen retten afnbsp;i linjerne lyser imidlertid det gamle ringsystem igennem, ogsénbsp;for os hvem tiden har berovet naesten al sidehjaelp til forstéelsen.

Efter at digteren i de forste vers har begrundet en gud-dommelig herkomst gennem Sveigdir og Fjolnir, Yngvefreyrs aelling, begynder han med Vanlandi de jordiske kongers rad.nbsp;Ham knuste troldbéren kvinde med sine fodder, og smykke-oderens bél flammede pé Skutas bred. Visbur, ham nedsvalgnbsp;ilden, da sonnerne hidsede skovens skadetyv pé deres fader, sé

219

at han bed storfyrsten ihjel i hallen. I fordums tid haendte det at svserdmaend redede j orden med egen herres blod, da de sven-ske i hSb om gode ér bar blodige vaben pa Domaldi, Jydernesnbsp;bader, og Domar blev loftet pa — den indebraendte — Halfs knit-rende bane ved Fyrir, da dodelig vserk havde bidt den Fjolnirsnbsp;aetling. Tiden kom, at Hel skulde vaelge sig en kongshelt, ognbsp;Dyggvi, Yngvefolkets hersker, faldt for bendes tag. Higendenbsp;efter ry fulgte Dag dodens bud, da han drog til Vorvi for atnbsp;hsevne sin spurv. Det undrer mig om Skjalfs rad huede kriger-skaren, da bun, dronningen, hejsede Agni, deres rige drot, op inbsp;bans eget halssmykke, og lod ham ride galgens svale best. Alreknbsp;faldt dengang da ban og Erik, to brodre, bar vaben pa hinanden;nbsp;de to Dags frsender slog hinanden ned med bidsler. Yngvi faldt;nbsp;han blev liggende, da Alf avindsyg rodede svserd, ja begge faldtnbsp;de, og Bera, Alfs dronning, var det som gjorde to brodre til hin-andens bane. Jorund blev listet fra livet i Limfjorden; ham somnbsp;havde taget Gudlaugs liv, ham bar strikkens best hojt. Aunnbsp;higede efter at leve, til han diede horn som spsedbarn; med sinenbsp;sonners liv betalte han for sit eget. Egil, Tyrs setting, ry-sa?lnbsp;som han var, flyede land, og den Skilfingesetlings endeligt blevnbsp;oksen, der lob sit hoveds svserd i hans hjserte. Ottar faldt undernbsp;omens klo pa Vendel for Frodes Daner; de svenske kunde for-tselle om olandets jarler, som faeldede ham da han bod kamp.nbsp;Adils, Freyrs setting, styrtede af hesteryg, og der dode han, Alisnbsp;modstander, da hans hjserne blandedes med gruset. Om Eysteinnbsp;flammede hallen ned, jyske msend brsendte ham inde. Rygtet fornbsp;at Yngvar var falden for Syssels folkehser; Osthavet forlysternbsp;den svenske konge med havgubbens sange. 0nund, Esternesnbsp;fjende, bukkede under for en slegfredsons fjendskab; han fiknbsp;Sorles og Hamdirs hérde stendod. Da ilden, den bulmende hus-

220

raner, trèdte gennem Ingjald med hede fodder, da var det gude-aetlingen selv som slap den los mod sig.

Og samp; folger raekken Olav, Halfdan, over hvis ben Skereid i Skiringsal luder, Eystein, der ligger under sten der hvor Vadlasnbsp;haglkolde strom moder havet, Halfdan, fjielet i jord Borro,nbsp;Gudrod, som svig vandt lonsejr over p^ Stiflusunds bred, Olav,nbsp;som rèdede over Upsi og Vestmar med Grenlands fylke, pè Geir-stad ligger ban i hoj. Men det bedste kendingsnavn som kongenbsp;baerer under himmelbléet, det ved jeg er Rognvalds, Heidumharrnbsp;bliver ban kaldet.

I midten stSr altsa Rognvald, konge pS Geirstad, med det stolte tilnavn hvis herlighed desvaerre er os fordulgt, og hansnbsp;fader, Olav Geirstadalf, som bist og her optraeder med en egen,nbsp;halv mytisk vaerdighed, naesten som om ban kunde vaere stam-fader. Oven for ham er der en sikkert afgraenset kreds i raekkennbsp;fra Gudrod opad til Olav Trételgja. Bortset fra Eystein liggernbsp;enheden udtrykt i navnene, de moder samlede igen i den senerenbsp;kongestamme; vi mS sikkert antage at disse konger repraesen-terer hjaertebladet i Rognvalds hamingja, at de stamp;r ham naer-mest bide i slaegt og i tid, uden at vi deraf tor drage dennbsp;slutning, at de nodvendigvis er fulgt efter hinanden som lige linjenbsp;i den orden. Denne slaegts virkemark er graenselandene mellemnbsp;Norge, Sverig og Danmark, og hvis vi til hjaelp tager de stumpernbsp;af slaegtssagn som Ynglingesagaens forfatter eller hans hjemmels-mand lykkeligt har opspurgt til udlaeggelse af slaegtstavlen,nbsp;Sbner der sig et billede af vestfoldske konger, hvis foretagsom-hed betingedes af svogerskab og strid med smifyrster fra detnbsp;sydlige Norge. Det naere forhold mellem Vestfoldmaendene ognbsp;Ostlandet fmder sit udtryk i Olavs fader, Ingjald, der ved sitnbsp;navn og ved sin hustru Gauthild er inderligt knyttet til Gotland,nbsp;og hvis skaebne er Ivar Vidfadme. Oven over denne grundstok

221

kan vi skimte forskellige grupper, uden at det er muligt at saette fingeren p^ sammenfnjningspunktet. Adils og hans fader, Ottar,nbsp;er bekendte gennem Beowulfdigtet som »Svenskere«, og deresnbsp;stilling i verden antydes ved fjendskabet med Frode og Hrolfnbsp;Krake, og med Ali Oplandske fra »Norge«; det er ikke den ver-densstormende Ivar Vidfadmes lykke de brydes med, men dennbsp;gammelvaerdige hojhed fra Lejre, det er Hadubarden Frode,nbsp;hvis son Ingjald i folge Beowulf blev Hrolfs ulykkelige mdg, ognbsp;det er endelig en egen fraende, Ali — Beowulfs Onela — dernbsp;river riget til sig og faeldes af sin broderson. Til samme kredsnbsp;borer utvivlsomt Aun Gamle, der vel ikke er identisk med dennbsp;Eanmund Beowulf kender som Adils’s broder, men Sbenbart inbsp;sit navn baerer samme lykke. — Atter en anden ring repraesen-teres af Yngvar og 0nund; de vender deres ansigter mod 0sten,nbsp;mod de svenske vikingefelter i Estland, hvor Yngvar faldt fornbsp;Sysselfolkets haer, og 0nund, Esternes fjende, haevnede ham. —nbsp;Inden for den overste del af slasgtsraekken kan man i det mindstenbsp;skelne to slaegtsgrupper. Den ene har til midtpunkt det ulykkelige broderpar Erik og Alrek, som draebte hinanden pS jagten, ognbsp;sonnerne Alf og Yngvi, der stredes for en kvindes skyld; ognbsp;deres slaegtsskaebne er foretegnet i Vanlandi, Visbur og Agni, dernbsp;alle bukkede under for kvinderSd; disse kongers stilling i verdennbsp;er angivet ved at deres logter gaelder Finland og intet andet; dèrnbsp;haerjede de, dèr hentede de deres kvinder, derfra kom den trold-bamp;rne mare som trSdte Vanlandi ihjel. — I denne gruppe, somnbsp;vel mest af alle har ret til »Upsalaskatten« og er naermest tilnbsp;navnet Ynglinger i dets traditionelle klang, er der indskudt ennbsp;anden rsekke: Domaldi, Domar, Dyggvi, Dag; hvor de borernbsp;hjemme findes der ikke mindste antydning af, ud over dette enenbsp;at «Domar blev brsendt ved Fyrir«, men denne stedfaestelse be-tyder nseppe mere end viis mands gsetning. Det er muligt at de

222

snarere skal rykkes ned til det begivenhedsrige land Isengere mod syd, hvor alle disse gt;danske«, gt;svenske« og »norske« kong-er tumler sig mellem hinanden. Sikkert er det, at denne Dagnbsp;afmaerker en oplevelse i Vestfoldkongernes liv, ti ikke blot modernbsp;ban atter og atter op i deres sisegtregistre og deres overleve-ringer, sS pamp; en, sk pamp; en anden mamp;de, men navnet selv er fortsatnbsp;i Harald Hèrfagres borneflok. Og ban lader sig naeppe skille udnbsp;fra sine forgaengere. Det lader ogsè til at Ynglingasaga har tra-ditionshjemmel for sit tillseg om Dyggvis moder, Drot, ti Saxonbsp;har hort sagnet om Drot, moder til det ulykkelige kaempeparnbsp;Halfdan og Hildiger, som faeldede hinanden uden at sense frsend-skabet; nu er der i Harald Hérfagres slsegtstavler genklange afnbsp;disse broderdraebere, under navnene Hildir og Hildebrand, ognbsp;genealogien ved ikke bedre end at give dem en Dag til stam-fader. Dermed er ikke sagt mere end at Dyggvi og Dag indennbsp;for disse norske slsegter har stamp;et som lykkeforenede; — hvilketnbsp;deres indbyrdes forhold var, med andre ord, hvordan en Daglingnbsp;vilde have formuleret sin slsegtsgseld til Domaldi og Domar, ernbsp;et sporgsmamp;l der slet ikke kommer inden for vor rsekkevidde.

Rognvald Heidumhserri og Harald HSrfagre skulde efter borgerlig beregning vsere kodelige fsetre, og pd grund af detnbsp;nsere slsegtskab har historikerne grebet Ynglingatal med de tillig-gende slsegtssagn som et kserkomment grundlag til at byggenbsp;Haralds forhistorie op pS. Men ejendommeligt nok, Ynglingatalnbsp;var netop ikke Haralds slasgtstavle, — hans tanker om fortidennbsp;har bevseget sig i helt andre baner. Ganske vist giver Flato-bogens overarbejdede lister vel ikke noget helt korrekt billedenbsp;af kongen, men sikkert er det at de indeholder vigtige antyd-ninger af hans selvbevidsthed, sSdan som den mMte afspejle signbsp;i folkets tanker om ham. Der ligger tonen dels pS norskenbsp;slsegter, for hvilke Harald Grenske og Sigurd Hjort er samlings-

223

navne, dels pè forbindelser med setter som indeholdt Lodbrogs-, Valsunge- og Skjoldungelykken. Foruden Gudr0d og Halfdan

— nbsp;nbsp;nbsp;som ikke forer op til Ynglinger, men til Nordmsend som Bragi

- nbsp;nbsp;nbsp;- foruden Dag med Hildir og Hildebrand, er det dèr »norske«nbsp;slsegter som Alf og Alfgeir og Gandaalf fra Alfehjemmene —nbsp;krigere som spiller en stor rolle i bans og Halfdan Svartes historie, der er det danske som Sigurd Orm-i-eje og Ivar Vidfadme,nbsp;aeren finder sin begrundelse i. Der er det Hrorek Slongvanbaug,nbsp;Ingjald med Frode, Sigurd Fafnersbane som har de hojeste hae-derspladser, der er det ikke Freyr og Yngvi som troner overst,nbsp;men Skjold og Odin.

De moderne og de gamle forestillinger om en stamfader gèr langt fra hinanden. Nu er en slig herlighed noget man mojsom-meligt kravler op til, trin for trin, og er man ikke i besiddelsenbsp;af det antal spoler der gSr til en praesentabel stige, mamp; man fjselenbsp;sit ansigt i den efemaere bob som nok er, men ikke har vaeret.nbsp;Anderledes med den gamle stamfader, ban sad jo indennbsp;i en, om ban overhovedet var til; man greb ham umid-delbart ved at stikke hSnden i sin egen barm, man kunde beramp;be sig pè ham, hvis man var kommen til at levenbsp;ham. Deraf folger visse ejendommeligheder i de overlever ede stamtraeer. De mangier den faste orden der sikrer etnbsp;led med tipoldefaders rang mod at blive degraderet til bedste-fader ved en anden lejlighed. Ligeledes forbavses vi over dristig-heden i historisk forkortning, nSr man tidt og ofte lader ennbsp;Sbenbarlig mytisk person springe midt ind i en slsegtsrsekke ognbsp;agere troskyldig son af veritable personer, eller rykker ham nednbsp;lige over hovedet pS en helt der i selve ojeblikket endnu ikke harnbsp;opgivet at vaere lyslevende. Det velbegrundede i disse uhyrlig-heder klarer sig bedst ud, nSr man ser fast pè hvad resultatetnbsp;bliver for nserbeslaegtede, nêr tiderne folder sig mere ud i bred-

224

den end i hnjden; de frsender har slaegtled til fselles, men fselliget viser sig i elementer, mere end i orden. Det gselder altid om atnbsp;holde fast pé endepersonen i registret, ham fra hvis synspimktnbsp;slaegten ses; gêr han tabt, og mister aettavlen sSledes sit bo-mserke, kan man aldrig rekonstruere dens vserd, og falder dernbsp;led ud, kan man aldrig bringe den i lave ved sammenligningnbsp;med nogen anden, end ikke en kodelig faetters.

Harald og Rognvald har farfader og oldefader sammen; de modes i faellesskab om Dagaetlingernes fraendskab, og namp;r Harald i sin fortid har en raekke; Erik, Alrek, har vi fuld foje til atnbsp;genkende noget af den sksebnesvangre slaegtsvilje der toner sénbsp;hojt i Ynglingatal. Men pS alle andre punkter gamp;r de to ha-mingjaer hver i sin gsenge, og gaengen er bestemt ved de to slaeg-ters forskellige lykkedrift.

En senere digter, Eyvind Skjaldespilder, skaflfede Hlade-jarlerne et monument, som kunde mamp;le sig med stolkongernes i Sydnorge. Utvivisomt er det rivallysten som har inspireretnbsp;béde digtets bestiller og dets kunstner, men deraf folger ingen-lunde at Héleygjatals indhold i mindste méde stér under Ynglingatal i lodighed. Desvaerre er storste parten af digtet géetnbsp;tabt, og tilbage har vi kun excerpter af navneraekken. Den lydernbsp;sédan i danske historikeres sprogdragt:

225

Jarlernes stamfader i snievreste forstand var Grjotgard, manden med det navn, der laenge var settens saereje. Om Grjot-gards forgaengere i digtet, Herlaiig og Harald, er hans far ognbsp;farfar, eller mdske snarere har vaeret hans mdger og naerfraen-der i gammel forstand, den hemmelighed ma de dode have lovnbsp;lil at bevare for sig; hvad vi véd er at to brodre, Herlaug og Hrol-laug, var konger i Naumedalen pamp; Harald Hèrfagres tid; og nav-net Herlaug gik i Hladejarlernes aet. Af rsekkens ovrige navnenbsp;sldr Brynjolf og BSrd os som gamle kendinge fra de nordligenbsp;regioner i Norge, hjemstedet for Hakons aet. Bade ved Godgest,nbsp;konge pa Halogeland, der kaldes Kong Adils’s ven, og ved Gud-laug—Gylaug-gruppen berorer Hladejarlernes og Rognvaldnbsp;Heidumhaerris raekker hinanden, og nar man holder de to sam-men, springer deres ring-karakter straks i ojnene. Den modernenbsp;indvending at Godgests sonnesonsson vanskeligt kunde faeldes afnbsp;Godgests ven, Adils’s tipoldefar, og haevnes af Godgests sonneson,nbsp;har ingen kraft til at overbevise de gamle om bristende sans fornbsp;fakta, eller om »mytisk« losagtighed.

I historisk tid havde jarlerne fast fod fra Halogeland syd-pa helt ned til More, og deres indfodsret er beseglet i deres ha-mingja, som den giver sig til kende i slsegtregistret. Der er hamingja fra naumedalske kongsslaegter, som Gudlaug—Gy-laugs, som Godgest-Heimgests — nSr Heimgest kaldes Huldsnbsp;broder (og det traek er utvivlsomt traditionsbdret) kunde det tydenbsp;pa at kvinden Huid har vaeret et mellemled i Hladejarlernesnbsp;slaegtsfolelse —; der er blod fra gode bondeaetter og hovdinge-aetter, som Brynjolfs og Brand Jarls og Harald Jarls; More-hamingjaen ligger rimeligvis skjult i selve Grjotgardnavnet; jarlernes hjemstavnsret i Trondhjem er spigret fast i den Trondnbsp;der star som fjerde mand fra Grjotgard, men hvem og hvornbsp;mange der horer sammen med ham, kan vi ikke afgore. Og fra

Vilh. Greubech II. nbsp;nbsp;nbsp;15

226

disse hjemlige cirkler langer sa hamingjaen udad i den store verden. Det mest pdfaldende for moderne laesere er vel tilknyt-ningen til Skjoldungerne gennem Havar Handrammi, Godgestsnbsp;»fader«; mSske kan Havar hjaelpes lidt ud af sin skumle mis-taenkthed ved en sammenligning med andre genealogier franbsp;Nordlandet. En god slaegt fra Trondhjem, som ogsè anerkendtenbsp;Trond blandt sine forudsaetninger, Hrafn Heimskes familie, harnbsp;lige sa bestemt formuleret sit forhold til Syden, ved at naevnenbsp;Harald Hildetand og Hrorek Slongvanbaug blandt sine aeldstenbsp;fraender. Vi stammer fra Hrafn, sagde de fraender, ban fra ^Evar,nbsp;ban fra Vemund, ban fra Torolf, ban fra Trond, men Trond franbsp;Harald Hildetand og Hrorek. Her skal ikke taenkes pamp; urtids-samkvaem, — den rette kommentar ligger i den historiske navne-tilknytning, samp;dan som den skinner frem i Hakons son Heming,nbsp;sammenlignet med danske konger og stormaend af navnet, ognbsp;sédan som den giver sig til kende i Hakons datter And og bendesnbsp;sagnberomte navne, der kaldes Ivar Vidfadmes datter og Haraldnbsp;Hildetands moder.

Lykkeligvis er der bevaret os et genealogisk digt, som efter al rimelighed er bygget over de gamle former, i hvilke frsendernenbsp;opfriskede deres dyrebare traditioner, eller indpraentede dem inbsp;ungdommen. Da sagde man omtrent som Volven i Hyndluljóönbsp;siger til den videbegserlige yngling; Du, Ottar, er avlet af Instein,nbsp;og Instein af Alf Gamle, Alf af Ulf, Ulf af Ssefari, Saefari af Svannbsp;Rode; og din moder — en kvinde i aedle aetsmykker var det dinnbsp;fader tog, hun bed Hledis Gydja, bendes fader var Erode ognbsp;moder Friaut, bele den aet regnedes blandt stormaend. Fordumnbsp;levede Ali, rigest blandt maend, end for Halfdan, hojest blandtnbsp;Skjoldunger, alle véd at tale om de storslag som den berligenbsp;boldt; ban forbandt sig med Eymund, bojt aeret af maend, og bannbsp;faeldede Sigtryg med sval svaerdaeg; ban bjemforte Almveig,

227

h0jt aeret blandt kvinder, de avlede sammen atten sonner. Der-fra stammer Skjoldunger, derfra Skilfmger, fra dem Audlinger og Ynglinger, fra dem stolte bonder, fra dem hevdinger — allenbsp;de er din aet. Hildegunn var bendes moder, datter af Svava ognbsp;Saekonung, alt er din aet. Maerk vel, der ligger magt pamp; at du vednbsp;det. Og her nu mere. Dag aegtede Tora, heltemoder, i den aetnbsp;fostredes kaemper fremfor andre: Fradmar og Gyrd, og denbsp;tvende Freki, Amr, Josurmar og Alf Gamle. Maerk vel, der liggernbsp;magt pd at du ved det. Deres ven bed Ketill, Klyps arving, bannbsp;var din moders morfader. Der var Frode, for end Kari, og aeldrenbsp;end fodtes Alf. Dernaest Nanna, Nokkvis datter, bendes son varnbsp;mèg til din fader, det mdgskab er gammelt; og endnu mere kannbsp;jeg optaelle, bdde Brodd og Horfi — det er alt din aet. Isolf ognbsp;Asolf, 01mods sonner, med moderen Skurbild, Skekkils datter;nbsp;til mange maend skal du regne dit fraendskab op. Alt er din aet,nbsp;Ottar Heimske.

Man bar vaeret tilbojelig til at betragte Hyndluljóö som et slags pulterkammer, bvis vers er blevet brugt som bylder til atnbsp;gemme forskellig slags viden pa; man kendte jo fra andre Edda-digte disse godtfolk, som ikke kunde komme over et vers med etnbsp;par dvaerge i, uden at gore boldt sfi laenge som det tog at taellenbsp;til navnene pamp; alle de bitte grd man bavde gjort bekendtskabnbsp;med. Samp; bar man villet udskyde verset om Ali, fordi Hildegunnnbsp;ikke skulde kunne tale sS grum en adskillelse fra sin familie, ognbsp;verset om Dag og Tora, fordi Ketill ikke skulde bave lov til atnbsp;bedde ven med vennerne, men kun med sin bustru — se, danbsp;bavde man tillige en aegtemand til Hildegunn. Men isaer blevnbsp;det gait ndr digteren fra disse, nogenlunde jordiske, stor-beder gdr pamp; flugt ud over Bolm ostpd, bvor Arngrimsnbsp;sonner fodtes, Angantyr og bans bersaerkerbrodre, der fornbsp;med fordaerv over land og bav, som ild farer; og videre

16*

228

til de hojder hvor Jermimrek, Sigurd Fafnersbane, Gunnar og Hogne strider og dur, — her ma da fantasi eller opfin-delse vsere med i spillet. Imidlertid lader den talende sig ikke mserke med sin listighed, han — intet tyder pa at en anden ernbsp;indkommen i den oprindelige digters arbejde — han fortssetternbsp;som om hans tanker ikke er gamp;et over stag; »De var alle fodte afnbsp;Jormunrek, mèg af Sigurd som vog Fafner; han kom fra V0I-sung, og Hjordis — Sigurds moder — fra Hraudung, og Eyliminbsp;fra Audlinger, alt det er din set.« Der er intet som tvinger ennbsp;aits sunde folelse af sin fortid til at gore holdt overfor detnbsp;hojeste, nar den véd med sig selv at den har ret til det, ognbsp;Ottars slaegt kunde vel lige sa godt som vestfoldske konger ognbsp;Hladejarler vide sig i knytte med Skjoldunger og Yltinger.nbsp;Digteren bliver ved; Harald Hildetand avlet af Hrorek Slong-vanbaug, son var han af Aud, Ivars datter, men Radbard var

man vidste at Aud ossa var gift med Rad-

hard, som opad knyttede til Jormunrek og nedad til Ragnar Lodbrog, ja af den aet var ogsa bade Hladejarler, sydnorskenbsp;konger og islandske slaegter.

Konstruere sammenlitengen som den af sig selv faldt i lag for digtets ejer, kan vi ikke, men parallelle sliegtstraditionernbsp;lader os ane at kaeden ikke er bristet pè noget punkt, og tilligenbsp;hvo- d'^t er de underforstaede led ligger; ti i folge Hervors saganbsp;knyttes Harald Hildetand gennem en frsenke, farmoderen Hild,nbsp;til Angantyrs efterkommere, og ved Randver slutter ringen sig tilnbsp;Jormunrek og Volsungerne. Helt hjselpelose star vi heller ikkenbsp;overfor digtets hovedperson, Ottar Heimske; ti de ikke alminde-lige navne Klyp og 01mod borer hjemme i den sakaldte Horde-kSreaet, den som pa Island blev beromt ved lovgiveren Ulfljot, ognbsp;som i Norges historie skrev sig ind som Erling Skjalsson pa Sole.

229

Erling blev gift med Astrid Tryggvedatter, barnebarnsbarn fra Harald Harfagre, og det er ikke urimeligt at Erling og Hyndlu-Ijob er omtrent lige gamle. Dermed mener jeg ikke at havenbsp;klemt hemmeligheden ud af digtet; det er altid en pauvre for-klaring som hviler pa en gisning. I Erlings aegteskab bar vi blotnbsp;en antydning af, at et samlag om Niflungers og Angantyrsnbsp;fraendskab mellem vestnorske storslaegter og Haralds efterkom-mere ikke er sa mystisk som det pa forhand kunde se ud. Pinbsp;den anden side var Nordmaendene pi Erlings tid naeppe voksetnbsp;fra den forne selv-folelse, si at Hyndluljóös andelige begrundelsenbsp;ikke behover at ligge forud for den periode da »Rygekongen« ognbsp;bans fraender sad bredt og maegtigt pi Jaederen.

Hvad tykkes os om vore forfaedres historie, deres forne viden? Den er ikke som vor. Den mangier aevnen til at ud-trykke visse tidsforhold som for os er grundhvaelvinger i alnbsp;historisk sandhed, den kan ikke tuinle med arhundreders blok-ke, og time dem op til skyhoje pyramider. Men den kan eennbsp;ting som vi ikke formar, eller ikke bar formaet endnu, til trodsnbsp;for at vi i vort ansigts sved straeber efter den hemmelighed somnbsp;skulde give vor foi'tid begrundelsens enhed, og til trods for at vinbsp;inderst inde bekender, at sa laenge vi ikke bar fundet hemmelig-fieden, bliver vor historie en rad torsoer. De gamle kunde givenbsp;fortiden i en helhed, sidan som den var nutidens begrundelse;nbsp;medens vi i folge vor metode — og vor livsforelse — er nodte tilnbsp;at flaette trid for la’id faerdig, og aldrig kan fa dem forbundet tilnbsp;en vaev der ses pi een gang, samlede de deres egne forudsaet-ninger sidan at de var een livstrid, hvori nutiden hang.

Fortidens historie overskygges af det personlige. Sagaerne hviler ikke pi en forfaiter, men pa en ejermand, en der ved-

230

Render sig fortiden som den her fremstilles, haevder den som sin, er stolt af den og er afhsengig af den. Den egentlige saga, dennbsp;der inderst inde inspireres af mundtlig gengivelse, har i grundennbsp;aldrig arbejdet sig los fra det personliges mandat. Volsungesaganbsp;er forspillet til Ragnar Lodbrogs, og den ender i Hofdetord, hov-dingen i Skagefjorden, efter Landnamas slsegtstal femte mandnbsp;fra den beromte vikingefyrste. Hrafnistamsendenes livshistorienbsp;er grundfsestet i islandske setter, der i bevidsthed og i handlefserdnbsp;fortsatte Halogemsendenes hamingja — setter der blev beromte inbsp;en Gunnar fra Hlidarende, i en Hrafn Lovsigemand og i ennbsp;Jorund fra Midenge. Hervors saga er vistnok bleven forlsengetnbsp;i moderne historisk retning, men den har sit tyngdepunkt i Berd-lukSres familie. De mellemled der bolder den gamle saga p§nbsp;sin plads, kan en gang imellem se svage nok ud, som namp;r f. ex.nbsp;en Hofdetord eller en Harald HSrfagre raekker hênden til Vol-simgerne gennem en Aslaug, Sigurd Fafnersbanes usegte datter,nbsp;forglemt, og opdraget af fattigfolk, og til sidst Ragnars klogenbsp;hustru; men der er noget skjult i disse led: en folelse af enhednbsp;og slsegtskab havde sat dem til at vogte broen mellem nutid ognbsp;fortid.

Her er ingen sagn der vandrer og gor sig hjemme i de lande hvor de driver hen; de overleveres ikke, de lever sig gennemnbsp;verden fra folkekreds til folkekreds. Ja her er slet ikke sagn,nbsp;ikke poetiske skatte, men oplevelser der er holdt virkende ognbsp;skabende i menneskesjsele. De er blevet formidlede fra stednbsp;til sted, pa den mamp;de at sind er draget ind i sind, og gjort del-agtig i den sere som fandtes der; pS den mamp;de at sjsel smittede afnbsp;pS sjsel. De er gSet med pigen nSr hun, rig p^i aedle setsmykker,nbsp;drog ind i sin husbonds hjem, og forte en slsegts viljestserke ognbsp;handlenodte sere med sig; de udbredte sig nèr mand blandede

231

sind med sin fostbroder og blev en del af ham, fik hans for-faedre, fik hans bedrifter, fik hans tanker, blev bunden af hans hamingja.

Disse helte har aldrig vaeret uden for virkeligheden. En Heidrek, en Sigurd Fafnersbane, lige samp; vel som en Ketill Haeing,nbsp;er level op gang pS gang, er fodt frem fra slaegt til slsegt; de harnbsp;vaeret forfaedre, hvis handlinger blev fornyede i frisk menne-skeliv.

Vi ser pamp; en Harald HSrfagres som pa en Ottar Heimskes exempel, hvordan en verden modes inden i det enkelte menne-ske. I Halfdan Svartes son traenges de: norske bygdekonger dernbsp;kaempede, avlede, og forlaengede deres hamingja, danske stol-konger med en fortid der rinder op af urgrundens intethed,nbsp;sammen med helteslaegter der levede og stred ved Rhinen ellernbsp;helt inde i Rusland. Det er en hel verden ikke blot i tvaersnit,nbsp;det er en verden af èrhundreders tykkelse; al tidsforskel gamp;rnbsp;under i den levende fornyelse som rummes inden for et parnbsp;slaegtled.

Vi taenker ved hin tid pa uvejsomheden og de dSrlige sam-faerdselsmidler, som jo mètte gore stedsafstande til isolerende graenser om bygderne; og vi falder i beundring og forbavselsenbsp;over den ihaerdighed hvormed hine folk provede pamp; at byde ad-skillelsen trods, nSr de f. ex. fra Balkanhalvoen sendte deresnbsp;budbringere op til 0stersoen for at udse et kongsaemne. Ja, vinbsp;horer jo de udsendte kom tilbage, og vi tror vel nok pè sand-heden, men kommer ikke troen inde i os til at fremkaldenbsp;sagnene om brudgommen der blev borte pS bryllupsaftenen, ognbsp;vendte hjem for at finde sine i kirkebogen? Og dog var altsSnbsp;det halve Europa en Sndelig enhed, forbunden i menneskesind,nbsp;hvor mennesker der aldrig havde set hinandens ansigt, genfor-

232

nam hinanden. Da Germanernes storhedstid var forbi, da de fjaerne stammer gik under, og de andre slog sig ned i kultur-dagens slid, da saïnkede grsenserne sig for en stund tset og fastnbsp;over Europa.

Uden genfodelse ingen evighed. Nu forstar jeg bade hvad det vil sige at have liv, og at do sa at ingen kender ens navn.

Anmaerkiiinger.

Man kan ikke skrive en enkelt kulturs sjaelehistorie, hvis tnan ikke alvorligt har sogt at liste sig ind i forstaelsen af en del andrenbsp;end den man gor til sit aemne. Bag forste bogs beherskede ordnbsp;ma der ligge et alvorligt etnologisk forstudium, og jeg har da noknbsp;ogsa laert en hel del folk at kende, for hvem aere og haevn ognbsp;lykke var grundbegreber. Men vejen til forstaelse af menneske-lighed gar gennem et studium af den enkelte kultur i dens saerart,nbsp;sa vist som kultur er en balance, en harmoni; hver for sig skalnbsp;aettesamfundene underkastes en undersogelse, hvor ingen utidignbsp;sammenligning slorer de vigtige saeregenheder. Ti hvad er haevn?nbsp;Er der nogen glaede ved at vide at den bestar i at sla menneskernbsp;ihjel for en andens skyld? Nu har den etnologiske metode laengenbsp;nok forfladet alle problemer ved at opstille et rat gennemsnit afnbsp;forskellige kulturfjaerne mennesker som den hojeste losning afnbsp;psychologiske problemer, ved altid at sporge i al almindelighednbsp;hvad kult etc. er, og sa node generalnsevneren pa Negere og In-dianere og Graekere til hobe, med en kneben indrommelse tilnbsp;gt;senere udvikling«. Pa visse punkter er helhedssynet berettiget,nbsp;nemlig nar det gaelder det umiddelbare vekselforhold mellemnbsp;menneskets tanker og dets erfaringer, det som ligger bag al kultur.nbsp;Folkenes tanker om naturen er ikke sa ensartede som antropologiennbsp;giver at forsta, men een ting har alle naturfolk, d. v. s. de dernbsp;er umiddelbart afhsengige af naturen, fselles overfor byfolk, dernbsp;har et eller fiere led skudt ind imellem deres liv og deres livs-fornodenheders udvindelse; de forarbejder naturfakta direkte. Ognbsp;dèr ligger et almenpsychologisk problem. Kun ved hjaelp af etnbsp;indtraengende studium af »naturfolk» har jeg kunnet skrive denbsp;forste kapitler af denne bog, og sa snart dette arbejde er franbsp;handen, skal jeg prove at give en bredere fremstilling af semnet.nbsp;At citere lidt til hojre og til venstre gor ingen nytte — etnologernbsp;forstar straks rsekkevidden i ordene — og jeg har derfor med fa

234

undtagelser ndelukkende knyttet til mindernc i vore forfsedres kultur.

En ting ma jeg endnu engang bede laeseren om, at tage kuituren som et hele, og tage gt;bevisstedernet som de abenbaringer af en sammenhsengende persoulighed de er — og ikke som regne-penge. Henvisningerne gselder ikke den og den linje i citatet, denbsp;gselder det udbrud linjen star i.

1 vore dage har man med megen iver drevet studiet af gt;lan«; resultaterne er mange og vigtige. Nu er ikke alt lan som ligner,nbsp;og megen skarpsindighed kunde vaere sparet. Men ulykken liggernbsp;dybere. Ofte nok er desvaerre undersogelsen drevet ud fra dennbsp;selvfolgelige forudsaetning at lan gt;natnrligvis« blev indoptaget, inbsp;steden for pd denne grundsaetning, og en maxime der far sinnbsp;reverens i fortalen, men slet ikke kommer til orde i bogen selv,nbsp;den er som en afgud, intet i verden. Og man kan ikke ustraffetnbsp;forudsaette noget som skulde underlaegges forskningen, samp; vist somnbsp;rette mal og forhold er uundgaelige forudsaetninger for resultaternesnbsp;rigtighed. Sa star mange af disse undersogelser som en han modnbsp;det menneskelige i alle andsprodukter, og som en dom over for-fatteren. I det virkelige liv bliver det »lante* enten suget med afnbsp;selvgenkendelsen i det fremmede og taget ind i forudgivne tanker,nbsp;og sa er det lige sa aegte et vidnesbyrd om kulturlivet som detnbsp;nedarvede, eller ogsa kommer det vaekkende og skaber ny tanke-konstellationer. Lan er altid en fodsel — eller en udmajen. F. ex.nbsp;skal historiën om Glum (p. 74f.) vsere et vandresagn (Cederschiöld:nbsp;Kalfdrapet och Vanpröfningen. Lund 1890) — maske — men Glumnbsp;kunde aldrig have handle! mere som sig selv og mere som en Is-Issnding, med hele sin sjael fortaettet af germanske kulturtanker,nbsp;end han gor her, ja han kunde ikke pamp; nogen mere utvetydig visnbsp;have kundgjort sig som Germaner. Og den gt;legt der indledernbsp;episoden er filmed god kending. Det samme gselder en historienbsp;som den om Bodvar Bjarkes födsel, se p. 100; sml. 3die bog,nbsp;note til p. 31.

To folk som Kelter og Germaner har en meget bred berorings-linje. Deres indbyrdes forhold kan kun gores op ud fra et hel-hedssyn pa begge sider. Pa sadanne punkter som vserdsaettelse af klenodier — som behandlet i naeste bog — har de haft en umid-delbar forstaelse af hinanden; her behovede den ene ikke at Idnenbsp;af den anden, men de kunde maske Isere hinanden at give folelsernbsp;udtryk. Men inden man fselder nogen afgorende dom, ma mannbsp;have fulgt linjerne ind til centrum i de to folkesjsele, og set omnbsp;disse linjer pk keltisk gSr lige sa direkte som pa nordisk, og end-videre om de er lige sk baerende hos Kelterne som hos vore for-

235

fsedre. Samme art, samme plads, samme styrkc — det er trc sporgsmal der ikke ma sammenblandes i kulturtankernes historie.

Hermed folger ogsa, at sagn og sagaer for mig kun gselder i den betydning der var afgorende for den pagseldende tids mennesker.nbsp;De urformer som sagnene har antaget i slutningen af det 19de ognbsp;begyndelsen af det 20nde arhundrede, falder uden for den epokenbsp;som behandles i dette arbejde.

Verden.

2; Bifrost, Sn. Edda [F. J.] 18, 21. Udgard og Udgardsfaerder; Det norske Udgard er jo levende tegnet i Torsmyterne, Sn. Eddanbsp;[F. J.] 44 AF., 88, 89 jfr. Völusp. 36, Grimn. 27, Skjaldedigt. 139 ff.nbsp;Der har vi de store skove, fjaeldhederne, de rivende floder; og intetnbsp;er hvad det synes. Man faerdes frem over stormfejedc, vade Qselde,nbsp;Skirnism. 10, Svipdagsm., eller gennem dybe dale, Sn. Edda [F. J.]nbsp;59. Der bagved bor blandt andre de kolde, fygende Frostjsetter.nbsp;Saxo I 420—33; Adam Brem. IV 38; 39 f., i hvis klassiske visdomnbsp;de nordiske Udgardsoplevelser er let kendelige, — til sammenlig-ning se Paul. Diac. I 6. I seventyrsagaerne er fantasien som drukken, ravende; middelalderens riddercourtoisi og lyst pa uhyrligenbsp;oplevelser virker pa disse mennesker, der lever i en hel andennbsp;sfaere, nsermest som ildvand pa naturfolk. Her er ikke nogen ind-optagelse mere. Men der er dog visse ting som sidder fast, nogetnbsp;man kender, om ikke altid ved oplevelse, sa fra tradition. Fornbsp;beskrivelsen af trolde og troldehjem er der et fast skema: en lys-ning i skoven, eller i Qseldskoven, ofte hyllet i tage, stejlt ned-haengende klipper, en hule med heboere hvis haender lober ud panbsp;en ganske bestemt, hvas fagon, og hvis ovrige apparition er formetnbsp;i overensstemmelse med neglene. Her nogle exx., der fremvisernbsp;fiere eller fserre af de staende traek; Fornald. III 387, 412, 471,nbsp;Flat. I 257 f., 527, Islend. II 434, AustflrS. 188 f., og et utvetydigtnbsp;forhold til virkeligheden S. Ólafs Trygg. 44 f.. Flat. I 398. Jfr.nbsp;ogsa den obligate rydning Flat. I 278, og helvejen, Norronenbsp;Skrifter (Bugge) 69. Undertiden mserkes fjordens naerhed, f. ex.nbsp;Fornald. III 653 o. a., og den nordlige lokalisering, Fornald. IHnbsp;568 ff., Islend. II 466. Et ganske sseregent praeg, personligt ognbsp;virkelighedsbaret, har Halogelandssagnene, Fornald. II 107 ff., jfr.nbsp;nseste bog p. 39 ff. Islandske efterklange — dog delvis med ennbsp;egen kolorit, som tyder pa at oplevelsen ikke var dod da folketnbsp;flyttede over; bag den traditionelle, om man vil literaere, tillsemp-ning maerkes personlig tilpasning — Barö. s. Snsefells., og smst, 123 f.nbsp;Andre beskrivelser af Udgards beboere, H^^miskv., Fornald. IHnbsp;482, Islend. II 464. Af jsetten Frosti er navnet og hans frsend-

236

skab bevaret Flat. I 21, 219. Andre steder er Udgard forst og fremmest skoven, jsernskoven, med troldene i ulveham, Sn. Eddanbsp;[F. J.] 17. Sadan tsenkte ogsa Heliands mennesker (v. 1121). Ennbsp;interessant variant se Sturl. I 4; dalen hvor kvseget henter usund-hed. Tanken gar let til senere almueforestillinger, jfr. som antyd-ning Grimm: Deut. Mytb. I 381, III 132. Eller ogsa er det mose-hederne, Beow. 103 f., 161 f., 1348 ff., 1402 ff.; jaetten, 120 f.,nbsp;726 f., 983 f., 1615 ff., Bibl. Ang. Poesie I 340 (42). Endelig ernbsp;slettelandets hemraelighedsfuldhed skildret i Hadings fserd til dods-riget, Saxo I 51.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;3: Ligsluger, Vafj). 37.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;5: Beow. 93, jfr. Heiland 3578.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;6:nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;fjölnyt, Sigdr. 4 jfr. Bibl. Ang. Poesie I 316 (69).

fryd, dream, mandream, seledream, vyn. 8: fjendtlige dodningc, Helgakv. Hund. II 51.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;13: Gader, Herv. 245, 250.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;15: Kamp-

skildringer. Gen. 2087, 2158, Exod. 161, Elene 110, Bibl. Ang. Poesie I 14 (5), 16 (36 f.), Beow. 3024, Helgakv. Hund. 1 44 f.,nbsp;II 8, 25, Skjaldedigt. 22 (3), 24 (13), 28 (3 f.), 32 (11 ff.), 149 (3,nbsp;6 f.) etc. jfr. kongen som ulvemsetter etc. ib. 43 (6), 150 (8) etc.nbsp;Sigurd, Guörünarkv. II 7 f. Se f. ex. Iliad. IX 466, Odyss. I 92,nbsp;hvor fodslsebende okser slagtes. 16: Fodrap etc., Iliad. I 215,nbsp;488, VII 404 etc. etc. De havfarende skibe star pa land, Beow.nbsp;198, 1882, og stivernes eller rullestokkenes best farer frem overnbsp;havet, Reginsm. 17 etc.; isig, Beow. 33, er ikke sat for at give ennbsp;sagte antydning af arstiden. Oldengelsk, Jud. 200 ff. Dugfjedret,nbsp;Elene 29, 111, Bibl. Ang. Poesie I 291 (25), Exod. 163, Gen. 1984,nbsp;Helgakv. Hund. II 43 (jfr. om et andet dyr 38); at et sadant stednbsp;kan udlaegges pa moderne vis er intet kriterium pa den gamlenbsp;digters opfattelse; men det er pA den anden side ikke umuligt, atnbsp;denne halvt middelalderlige digter har folt de gamle ord om. Inbsp;granen, Atlakv. 11. Grenskaderen, Hamdism. 5 jfr. Sn. Edda 1 330nbsp;og vel ogsa Skjaldedigt. 47 (23).nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;17: Beow. 607, 664. Helgakv.

Hund. I 17, 45. Fafnism. 32. Atlakv. 36 f. Gunnar, ibid. 31 jfr. 21: den bundne Hogne, jspraengrytteren». 18: Beow. 1967.nbsp;21: Lydhorhed, vi er i det hele afstumpede overfor det ejen-dommelige i ordenes helhedsspil inden for ssetningen. Det er ikkenbsp;alene vor slove vanelsesning i den episke digtning som har skylden,nbsp;vor egen poesi har jo bygget sit legeme op ved arhundreders ind-optagen af klassisk stilsans: den har mojsommeligt lasrt sig til atnbsp;udsige sig selv ved at tale efter andre. Derfor ser vi ikke detnbsp;gamle billede i dets fylde, men indsaétter i steden for det fuldenbsp;ord disse abstrakte mellembegreber, som vore sjaele nu er opfyldtenbsp;af. Havfareren, det er for os sadan et navn pa det der Jcan sejle;nbsp;eller hvis vor fantasi ssettes i virksomhed, Isegger vi tidsdybde indnbsp;i billedet: se, nu hviler den, den som har provet dybet, og skalnbsp;prove det igen. Skjaldenes misbrug, skjaldedigtningen er som hel-

hed noget sekundsert, kan vi jo sige; det betyder. at den er konse-kvensen af det gamle, levende sprog, og netop fremviser kultur-sprogets og kulturtankens markante ejendommeligheder i hautrelief. Alle de saerheder — og absurditeter — som vi gaerne vil skrive panbsp;epigonregningcn, har jo, som vist, deres urtyper i sproget selv, ognbsp;vi skal vsere meget varsomme med at domme enkelte steder franbsp;liv og aere som stridende mod gammel and. Der kan ogsa vserenbsp;noget overmodent ved Beowulf, men den angels, barok beror lige-ledes pa at digtningen har fort de iboende tendenser ud til deresnbsp;graensemuligheder. 22: Gloser etc., lister og remser i Sn. Eddanbsp;er jo temmelig sene tiders vserk, og samlerne har gjort alt hvadnbsp;der stod i deres magt for at skabe sa fyldigt et materiale somnbsp;muligt; naturligvis har de taget deres gods hvor de fandt det,nbsp;uden nogen antikvarisk penchant og uden frygt for det fremmede,nbsp;og naturligvis har de gjort sig skyldige i misforstaelser; men griind-stokken er tro overlevering, og en antagelse af lan, eller udled-ning fra fremmede sprog er ikke i sig selv mere rigtig end ennbsp;forklaring ud fra hjemligt sprogstof, selv om den for tiden skuldenbsp;gaelde for den mest originale, eller mest comme il faut. Af sammenbsp;art som Eddaens paragratfer er Alvismal; for at lose sin sprog-geografiske opgave har digteren samlet hvad han kunde fa fat pa,nbsp;selv digtet til hvor det kneb, og sa fordelt sine fund efter bedstenbsp;skon pa jsetter og guder. Buk, hornumskvali, hallinskiM, Sn. Eddanbsp;I 588; bjorn, lugtanni^ blajaxl, feiviönir, breiSvegi, I 498, 589;nbsp;ravn, drflognir, hog, vebrfglnir, I 488; duneyrr, i registret til F. J.’snbsp;udg. af Sn. Edda. 23: vage antydninger, det siger sig selv, atnbsp;man aldrig ved etymologiens hjselp alene kan fa fat i den egen-tone der gav ordet dets sandhed; vurdere sandheden i et adj. somnbsp;sliöherde, Bibl. Ang. Poesie I 351 (177), det kan vi aldrig na til.nbsp;Det samme gmlder jo farvebetegnelser som ang. blac, van, salunbsp;og sammensaetninger, og nord. dökkr, der jo netop giver ravne-beskrivelsen dens karakter. 24: glad, se 1ste bog p. 65. odig,nbsp;Beow. 2470, Gen. 1562, Jud. 152, 177.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;25: Helhedsfornsemmelse,

exx. som Beow. 2610 ff., 457 ff., 2000 ft’. Skjoldbaerere, Jud. 42, Gen. 1060, cf. f. ex. Gen. 2867. Homer, Odyss. IV 305. Jud. 123 ft'.nbsp;26: 'Wealhtheow, Beow. 612. Hesten, som Iliad. Ill 327, X 474,nbsp;520, 568 f. - V 323, VIII 433, X 491 - IX 127, XI 708. Huset,nbsp;Beow. 116, 713, Andr. 763, Dan. 673; Beow. 308; med den »guld-prydede» sal som de sa fra det fjaerne sml. 994; 313, 1199, 2313;nbsp;Gen. 1821, 2401 ff. Hoje, se f ex. Iliad. I 157: mellem Phthia ognbsp;Troja ligger skyggefulde bjaerge og et brusende bav. Jord, somnbsp;Iliad. XI 619, XVI 635, Odyss. III 453, XI 52; Gen. 907 cf 1752;nbsp;Beow. 1551, der blot betyder »under jord, under mulde», jfr.nbsp;Phönix 178.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;27: Homer, Iliad. XVI 765. Helhedsforestillingens

238

tvang prseger jo hele sproget, ikke blot det digterisk bevaegede. Lovsproget har sine 'stSende’ forbindelser; siger man torfa, manbsp;man have groen med, Gul. 23, 149, Frost. XIII 9, Landslov VIInbsp;47 n., Norg. gl. Love II 314, sml. Richthofen: Altfries. Wört. s. v.nbsp;Nacht. Grimm har jo viet fsenomenet et lille afsnit, Rechtsalt. 34 f.nbsp;Ved hav, bolge tsenker Nordboen ejendommelig nok forst og frem-mest pa noget koldt, svalt, svalkoldt, regnkoldt, og det naturligvisnbsp;lige sa godt nar han har det i en spand, som nar han plasker inbsp;det, Hyndl. 38, Guörünarkv. II 21; Völusp. 3, Grimn. 7; Helgakv.nbsp;Hund. II 13; jfr. Beow. 1261. Dog er soen ogsa kolblamp;r, hvadnbsp;der ikke er identisk med sort; Angelsachserne kalder den fealu,nbsp;Beow. 1950. Den er salt, ogsa nar man sejler pa den, Sn. Eddanbsp;I 492 ff., jfr. Beow. 1989. Den er vid, Alvism. 24, jfr. Beow. 507,nbsp;2473. Desuden er den vej og land for visse fugle, sasom mager,nbsp;Skjaldedigt. 4 (19); 41 (24); jfr. Beow. 200, 1861, Bibl. Ang. Poesinbsp;I 310 1. 25. Fiskes, hvalers og saelers vej og land, Alvism. 24,nbsp;Sn. Edda I 324, jfr. Beow. 10, Bibl. Angels. Poesi I 384 1. 28,nbsp;samt skibets og sofarerens vej og land, Sn. Edda I 324, jfr. Beow.nbsp;1429; men dermed er naturligvis ikke havets karakter udtomt.nbsp;Svserdforestillingen kan vi vel omskrive sa nogenlunde (selvfolgelignbsp;var vore forfaedres tanker om vaben ikke i sig selv fyldigere endnbsp;deres begreber om andre ting der la dem naer, men i folge deresnbsp;digtnings karakter udsiger de sserlig tydeligt deres mening pa dettenbsp;punkt). Foruden grat, hvast, bidende, braendende etc. er svaerdetnbsp;svalt — man vidste hvordan det fornaemmedes, Hyndlul. 15 etc.nbsp;Tanken spsender over dets tilblivelse, og sa hugger man med filensnbsp;eller hammerens efterlad, Beow. 1032, 2829, eller med smedens,nbsp;med den og den smeds vserk, Bibl. Ang. Poesie III 188 (VI, 8),nbsp;Beow. 455, 1562, eller med slibestenens vej (Skjaldedigt. 32, 8 jfr.nbsp;Egilsson: Lex, Poet. under hein. Tanken indbefatter dets historie,nbsp;og sa svinger man en fortid, et arvestykke (se nseste bog). 28; vsebnet.nbsp;Gen. 195 cf. 2745.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;29: Ordsprog, Fafnism. 35. Fyr, Grag. I 206.

Eg, Hdrbaröslj. 22 jfr. Egil 249. nbsp;nbsp;nbsp;30; Fyr, Havam. 50. Ask etc.

Reginsm. 22, Helgak. Hund. II 50, HamÖism. 5, Helreiö 6. Kamp-ask etc., Sn. Edda I 412 jfr. askr, Skjaldedigt. 37 (21), lgt;ollr, ib. 15 (5), hlgnr, Sigdrif. 20, börr, Atlam. 30, apaldr, Helgak. Hj. 6,nbsp;et sserdeles godt ex. pa det jeg har kaldt konsekvens af gamlenbsp;forudssetninger. Fsellesbetegnelser for trse er sa godt som allenbsp;sene tillsempninger af ord fra en anden sfsere; vidr og lundr —nbsp;skov; meiör o. Ign. er jo den dode stoipe, og om tysk Baum gaeldernbsp;vel det samme. Ved trae er det jo tilstrsekkeligt at sammenlignenbsp;det beslaegtede ord, graesk drys. Jfr. om dyrene foran p. 27 vednbsp;omskrivninger for hav et; der er det stedse alen eller en andennbsp;navngiven fisk, der er det mage, svane, sule. Ligesom de beslseg-

239

tede sprog mangier germansk enhver egentlig betegnelse for animal; »dyr« har en gammel tilbojelighed til at krympe sammen om vissenbsp;arter firfoddede, og uden for de firbenede har det ingen rigtignbsp;gyldighed. Og vi kan godt forfolge separatismen op i menneske-verdenen; Bergdanir = jsetter, Skjaldedigt. 18 (18), er maske manér,nbsp;men det var urauligt, om det ikke havde forudsaetninger — og for-billeder. 33: Sammensaetninger o. flg., jeg antager som sandsyn-ligt at spaendvidden i et sadant ord som sten er en direkte arvnbsp;fra helhedsopfattelsen. Desvaerre er sprogvidenskaben endnu ikkenbsp;naet til at tage sSdanne probleraer op for alvor, og det er derfornbsp;umuligt at afgore hvor meget i vore sprog der beror pa efter-virkninger (i sprogets verden er efterdonninger meget langvarige),nbsp;og hvor meget der er begrundet i almindelig menneskelighed, hvisnbsp;der kan udperses et sadant farvelost grondstof af noget der ernbsp;kulturbestemt i sit allerinderste vaesen. At alle gamle aflednings-typer inden for vor sprogset mangier de for os nodvendige distink-tioner ved jo enhver der har givet sig af med indoeuropaeisknbsp;sprogvidenskab; og man behover vel blot at se en sammenstillingnbsp;som Brugmanns igennem, for at opdage hvor bjaelpelose vorenbsp;kategorier er overfor seldre sprogtrin. Inden for germansk traedernbsp;den gamle type jo ogsa ret godt frem i dagen, det folgende vilnbsp;bringe exx.; tydeligst kommer den naturligvis til syne pa servser-dige omrader som det religiose. Guderne er rd? (Skjaldedigt. 59 (18);nbsp;det betyder ikke de radende, og ikke beslutninger, eller, om mannbsp;vil, det betyder netop de radende og bestemmende, og bestemmel-sen, og det bestemte, og lykken til at bestemme; regin er magtennbsp;og de maegtige. — Adjektivet er en specialiseret form for det gamlenbsp;nomens aevne til at indga forbindelse med brodernominer som bestemmende del. Ved en undersogelse af forholdet mellem abstraktanbsp;og adj. vil man vel kunne konstatere en differentiëring. Her manbsp;jeg nojes med at henvise til Brugmanns afsluitende paragraffer inbsp;Grundriss II1, og antyde at sammenssetningerne inden for germansknbsp;spiller en storre rolle i det aeldre sprog (som det jo illustreres afnbsp;den konservative poesi) end i det yngre. Sml. sadanne udtryknbsp;som angels. iEre-Skyldinger, Spyd-Daner, Kamp-Geater etc. — Indennbsp;for verberne toner det gamle staerkt frem i den oldnordiske uper-sonlige konstruktion (exx. samlede af Nygaard i Afhandlinger tilnbsp;S. Bugge 1889). Sprogbrugen daterer sig tilbage til en sprogtypenbsp;af en anden art end den historiske; og den har bevaret sin magtnbsp;efter at sproget i det store havde forandret karakter, sadan at dennbsp;annekterede de senere, mere personlige former. (Ved sprogsammen-ligning skal vi jo ikke soge det ‘oprindelige’ bag det punkt hvornbsp;de beslaegtede sprog modes, det raekker, som tankevaner, langt nednbsp;i enkeltsprogenes liv). Aktiviteten star her i centrum, med subjekt

240

og objekt som periferi. I kulturhistorien er et verbum som gefr af storst interesse: det giver, det forundes = man far lykke til.nbsp;Hvem giver? Ingen anden end netop den lykke som ligger inden inbsp;verbet, som er dets sjsel, er aktiviteten selv — den der lige sanbsp;neutralt er udtrykt i gcefa, gipta, og de beslaegtede germanskenbsp;ord = det givne som selv er givereii. For ovrigt er altsa alt detnbsp;folgende — hele vserket, kan jeg godt sige — bevissteder til dissenbsp;sider.

Liv.

41; Ravuen, Beow. 1801, 3024, Jud. 206, Bibl. Ang. Poesle I 16 (37), 379 (61) sml. Reginsra. 20, Gen. 1443 ff. 42; Valbegaer-lig, Jud. 207, Exod. 164, Elene 53 cf. Beow. 3025; Sn. Edda Inbsp;486 ff. cf. valgammr-, Guörünarkv. II 29, Sn. Edda I 476 ff.,nbsp;Völuspa 55. Ligbsest, jfr. Guörünarkv. II 29. Hedegaenger, Bibl.nbsp;Ang. Poesie III 148 (13) cf. mearcweard, Exod. 168. I skoven,nbsp;Jud. 206, Elene 28, Bibl. Ang. Poesie I 379 (65) jfr. Sn. Edda Inbsp;591. Stalbroder, Elene 113. Gra, Bibl. Ang. Poesie I 288 (82),nbsp;349 (151), 379 (64), III 148 (13), Sn. Edda I 591. - Bibl. Ang.nbsp;Poesie I 339 (17 ff., 29 f.), interessant ved sin dyregeografi mednbsp;det jskalt der udtrykker naturnodvendighed, sjselesammenhsengnbsp;(cf. sprogbrugen i det flg.); et ejendommeligt treek er at seldenbsp;horer med tilnbsp;nbsp;nbsp;nbsp;bjornens natur, som folkesprogetnbsp;nbsp;nbsp;nbsp;jonbsp;nbsp;nbsp;nbsp;stedsenbsp;nbsp;nbsp;nbsp;har

holdt fast ved. nbsp;nbsp;nbsp;48: Smlgn. steder somnbsp;nbsp;nbsp;nbsp;Iliad. XXInbsp;nbsp;nbsp;nbsp;213nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;og detnbsp;nbsp;nbsp;nbsp;fol-

gende stykke; Theogon. 126, 154 ff. 49: Frigg, Sn. Edda I 172, 180. Halfred, Skjaldedigt. 147 f.; i hans brumadr Mri kan vinbsp;meerke overgangstiden; i det billede viser fantasien freraad, bortnbsp;fra det grundlag hvorpa den arbejder. 50: Eyvind, Heimskr. Inbsp;226 f. Egil, Skjaldedigt. 35 (7 f.). Heidrek, Herv. 251 f. 51 : Rannbsp;etc., Sn. Edda I 324 ff; 330. Tag et ord som hildr, der spsendernbsp;fra den abstrakteste kamp til en kampmo der er robust som ennbsp;germansk kvinde. Eller doden; Hel er doden, sa neutralt som vinbsp;kan taenke den,nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;det er et dodsrige, ognbsp;nbsp;nbsp;nbsp;det er ennbsp;nbsp;nbsp;nbsp;virkelig person

— ikke en bleg nbsp;nbsp;nbsp;personiflkation; en dernbsp;nbsp;nbsp;nbsp;gor netopnbsp;nbsp;nbsp;nbsp;detnbsp;nbsp;nbsp;nbsp;dodennbsp;nbsp;nbsp;nbsp;gor,

og ikke en der rader i dodens rige; en der er ligforradnelsen selv; «sortebla som Hel«. Sml. i det foregaende p. 31.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;52: Helgakv.

Hund. I 28 ff. 53: Runeremse, Bibl. Ang. Poesie I 333 f.; Iseg sa maerke til, at netop de egenskaber som bestemmer digterensnbsp;ord nar han skal beskrive, er det som skaber grundbestemmel-serne i det daglige livs tanke; spiselig — uspiselig frugt, hardtnbsp;trae — blodt tras, jfr. svensk döfvip, bceriitrce, bcerandstrce, aldintrwnbsp;etc. se Schlyters glossar; Grimm: Rechtsalt. 506 f. Vage antyd-ninger af troeernes ïkraft«, megin, indeholder jo ogsa de forskellige

241

traeers »overtroiske« anvendelse, men i enkeltheder kan man ikke slutte noget som helst af moderne almuetro og almueskik, danbsp;klassisk videnskab har bidraget nok sa meget som oprindeligenbsp;germanske kulturforestillinger, ikke at tale om at moderne husradnbsp;er fremgaet af arhundreders planlose kombination af dode former;nbsp;ikke uden antydning er Tac. Germ. 10.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;54; Natmal etc., se citt.

Fritzner: ndttmdiavarda. Bjarne, Carraina Norr. 68 (2). nbsp;nbsp;nbsp;55; Plu

tarch, Caesar c. 19.

At leve.

57; Ild, Alvism. 26 og sml. sa omskrivn. Skjaldedigt. 12 (29) cf. angs. frëcne; Heliand 4369 o. a. st.; Havam. 68, 137; Völuspdnbsp;57, jfr. sa fra livet Norsk Bjark. 134, Guöriinarkv. 11 39; Grimm:nbsp;Deut. Myth.^ 502 [571] ff. 59: kender dit navn, Féfnism. 1 f. dernbsp;spiller over den magt man far over manden ved at beherske hansnbsp;navn-sjsel. Erik, Forns. 148 f.; et afbleget minde om en gt;spurve-mand», Heimsk. 1 33; tydeligere om fiskeren der har oddernatur,nbsp;Vols. 112; nèr Ketill hedder Haeingr, »lakss, sa betyder det ud-tryk noget for hans tilvmrelse som medlem af en set der en stornbsp;del af sin tid la pa havet, og som for en stor del havde havetsnbsp;indbyggere at takke for livets opholdelse; og nar hans tilnavn ernbsp;begrundet i en myte, ligger deri et direkte vidnesbyrd om i hvornbsp;naert et forhold dette tilnavn stod til hans inderste sjael, Fornald.nbsp;II 111 f. Fremfor alt obs, historiën om Ravnefloki, se en flg. bog.nbsp;Alle disse mandsnavne, Ravn, 0rn, Ulv, Bjorn, Orm kan ikke franbsp;forst af have vaeret betydningslose for baereren. Jfr. laengerenbsp;fremme p. 102.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;60; Ulvmaend, men ejendommeligt nok fordrer

sproget to ord for ulv; vargr, det kan ingen veere uden den der fserdes menneskeforladt i orken, ülfr kan et menneske vsere, ognbsp;ulv er den ligslider der er krigerens ven. Fra gammel tanke setnbsp;er det vist berettiget at sige, at man behovede to ord, fordi dernbsp;var to vsesener. Pil, Skjaldedigt. 21 (5). Jfr. Edd. Min. 111;nbsp;arnljóS, hvor uden tvivl det rette er ramt, pilen 'galer' ornesang.nbsp;Orm, Helgak. Hj. 9, makken» er en vilkarlig gengivelse af etnbsp;ukendt ord; jfr. Helgak. Hund. I 8, Skjaldedigt. 159 (13) etc. ognbsp;Kormak 19 f, Beow. 1698, Jud. 222. Bide, Helgak. Hund. II 33nbsp;etc. Lsegge pa — med sine ord binde en egenskab til en anden,nbsp;jfr. Njéla 23. Naturligvis var sangen ikke indskrsenket til den enenbsp;eller den anden bestemmelse; jfr. naeste bog, og obs. det gammel-dags udtryk Fornald. III 230.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;61: Som ild, jfr. Skjaldedigt. 58 (7),

148 (9), Helgak. Hund. I 51, sml. Sn. Edda I 420 ff. Skib, Skjaldedigt. 20 (3 f.) jfr. 2 (8), 129 (11), 151 (5), Reginsm. 16, Sn. Edda I 440 ff.; Andr. 488, 513, Elene 226, 236, Bibl. Ang. Poesie I 334nbsp;Vilh. Granbech II.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;16

242

(47, 66). nbsp;nbsp;nbsp;62: Runeremsen, se foran p. 53.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;63: Et slid at vsere

menneske, hvert eneste ojeblik skal man leve alle muligheder helt ud, om ikke selve liv-lykken skal slappes i en; det gaelder i allenbsp;forhold. »Nu er lykken omskiftet, siden han ikke drsebte os, danbsp;han havde os i sin vold« — men nojedes med at lege med styrken.nbsp;Flat. I 552.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;64: Eriksgade, Söderm. p. 188. Obs. ordningen af

landnam i Landnamabók. Opmandskendelse, Landn. 103. retsin-ninges. Da. Gild. II 8 (35) jfr. Flat. II 298, Risk. I 225, og ud-trykket at sóhi, Bisk. I 70, 137. Droplaug, Austf, 148. nbsp;nbsp;nbsp;65: Groa,

Forns. 59. Audbjörg, GisIe 33 jfr. Grettir 177, Eyrb. c. 52. Standse uvejr, Forns. 78; Islend. II 154 ma sikkert have en slags op-hsevende virkning. I folkeskikkene — de sa at sige mere recept-agtige — er ssedvanligvis raisonen gaet tabt; det det kommer annbsp;pa, er at bevsegelsen har et forhold til solen, der skiller den magisknbsp;ud fra almindelige bevsegelser; om det sa er med eller mod berornbsp;ofte pa traditionstilfaeldighed. 66; Tac. Germ. 11. Caesar, Bell.nbsp;Gall. I 50. Artaeller, Alvism. 14.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;67: Enhed, dag, sol er nod-

vendig for mange retshandler (som eet ex. 0stg. Raefst. 12), det vil ogsa sige at solen er et led i mandens sjael. Drab om natten kannbsp;kaldes mord, Heimskr. II 254, III 450, Egil 219, og det ikke alenenbsp;for hemmelighedens skyld ; hvad man gor om natten er i det helenbsp;ikke det samme som det man gor med solens skin over sig og inbsp;sig; i solens kraft, i pagt med solen, som vi ogsa kan sige. 68 : ür-jaetten etc., Sn. Edda [F. J.] 14, 42.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;69 : Völuspa 5.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;72: Femte

sol etc., se Fritzner s. v. sól, Bosworth-Toller s. v. móna; forma-ningen Cockayne: Leechdoms etc. III 243 har tydelig nok adresse til aldeles bestemte vildfarelser. Det er ikke anderledes mednbsp;manen og solen end med dagen — atter og atter kommer ny dage,nbsp;men alle er dog Dag, Dellings son, for at tale nordisk mytologi.nbsp;Ligesa Vinter, Vindsvals son, og Sommer, Svasuds son. — Det er inbsp;poesien ikke en ulv eller ulve, heller ikke ulven i moderne kol-lektiv enhed, men ulv, ravn, som kommer. I folkefortsellingernenbsp;er ibjornen«, mlven» ogsa en helt anden person end gt;bj0rnenlt;nbsp;som overskrift eller studieobjekt i naturhistorie. Samme enkelt-personlige og dog altomfattende slsegtsbetydning er det som givernbsp;de angelsachsiske fyndsprog om dyrene deres karakter. 74: Glümanbsp;40 ff. Der er i Islsendingenes sagaer nok af seriose modstykkernbsp;til Glums legende humor, man laese f. ex. HeiSarv. 100 eller Islend.nbsp;II 163 ff.

Sjsel.

79: Ordet sjsel blev straks taget i hesiddelse af den fremmede tro, og derfor har vi ingen minder om dets brug under hedenskabet.

243

Pa nordisk Andes det ikke, forend beroringen med vesten bragte det ind. Maske gar det fra forst af pa kraft — megin —, maske panbsp;alder? Jordens megin, Hyndl. 38, GuSrünarkv. II 21, Havam. 137,nbsp;Bibl. Ang. Poesie I 319.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;80: Maske tor vi, ti disse angs. galdre er

ikke alle lige segte; meget klogere bliver vi 30 ganske vist heller ikke. Alvism. 18. Urdagene, Völuspa 5. Hofforys note (Eddastudien 73 ff.)nbsp;om disse vers er andrig nok, den har blot intet forhold til teksten.nbsp;Skulde alle de folk som har fortalt om den gang der kom ordennbsp;i himmellegemernes gang, sa at sol og mane Ak deres bane fore-skrevet, bo inden for polarkredsen, blev der lidt trangt om pladsnbsp;deroppe. Rigsm. 9. Bevidstlos, isl. ümegin, cf. Bibl. Ang. Poesienbsp;III 200 (14). dsmegin, Sn. Edda I 146, 170, 286, Hymisk. 31.nbsp;Verbet magna er at indgive kraft, overfore sjael. 81: fjör — graen-ser gives jo ikke i hel-betydningens changeren — Gen. 184, 908,nbsp;Heliand 5703; - Beow. 2123, 2424, Gen. 1385, Heliand 3351,nbsp;4059; — Gen. 1618, 2065, Exod. 384; — person, Beow. 1152,nbsp;Völuspa 41; — and, Heliand 263, 2277, jfr. angels. ferM, sind, for-stand, cf. Andr. 1332. Hakon, Fagrsk. 26 jfr. Glum Geirasons vers,nbsp;Skjaldedigt. A 77 v. 8 var., hvor fjör synes klart. Hu, Lokas. 64;nbsp;Fafnism. 6; H^miskv. 14, Gullj). 30 I. 18, 34 1. 21, Glüma 191. 99,nbsp;Flat. I 251 1, 5; Forns. 65; 126 1. 18; Guörünarkv. II 6; Trymskv.nbsp;31; Havard 46, Tord Hr. 37 f., Islend. II 90 f., etc. etc. 82: Ase-mod, Sn. Edda I 274. Jaettemod, Völuspd 50, Grottes. 23, Sn.nbsp;Edda I 136, 270.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;84; YlAng, Helgakv. Hund. I 6 jfr. Völs. 90

1. 22. Torsten, Landn. 111. nbsp;nbsp;nbsp;85: Hjorderne dor, Hdvam. 77; dómr

ma ikke tages i senere betydning af bedommelse; det er et gammelt, fuldt ord, cf. f. ex. det folgende sted i Beow. Sorg ej, Beow. 1384,nbsp;se 3die bog, note til p. 25. Hoskuld, Laxd. 85. Heliand 3996. Bibl.nbsp;Ang. Poesie I 293 f. 87: Hirdskra, Norges g. L. II 420. Alder,nbsp;Beow. 510, 1002, 1371, 1447, 2396 etc. - 1434 cf. 2981 ognbsp;Skjaldedigt. 32 (10) — Reginsm. 15, Fafnism. 36, Baldrs dr. 8.nbsp;Skaebne, Helgakv. Hund. I 2; Skirnism. 13; Sn. Edda I 72, 74;nbsp;Flat. I 358 1. 5. Jfr. horfinaida = horfinheilla, Heimsk. III 420.nbsp;88: Atle, Forns. 126.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;89; Edda, Norr. Fornkv. 178, 191, 201;

Fornald. II 374 f. 90: baret til faderen, Forns. 23, 26 jfr. Egil 98; Ragn. 135 f jfr. Flat. I 97. Ogsa et minde Bisk. I 410. Husknbsp;hvordan Vilhelm Erobreren tradte ind i verden. Will. Malm., ed.nbsp;Stubbs, III 1.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;91: Hvasse ojne, Helgakv. Hund. I 6, Völs. 110,

157, 184, Saxo I 370 f., 392; Helgakv. Hund. II 2 cf. Saxo I 70. Modsaetning Bj. s. Hitd. 43. Sjmlen = kroppen, jfr. Sn. Edda [F. J.]nbsp;89; Tors megin vokser om kap med stremmens vsekst, og saledesnbsp;bliver ban i stand til at holde hovedet oven vande. 92: Lykke,nbsp;se f. ex. Beow. 1124 cf. Jud. 63, Elene 489, Dan. 709.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;94:nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;fred-

l0s etc., Elene 127 cf. Beow. 1587, 3003; Gen. 1142 cf. 1071,

IS*

244

1127, Andr. 181, 1427. nbsp;nbsp;nbsp;95: Grógaldr 9.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;96: Gunthram, Paul.

Diac. III 34 jfr. Flat. III 330. Islandske bunder, Landn. 109 jfr. Vols. 92. 97: Torsten, Flat. I 253 jfr. Forns. 135, GullJ). 11.nbsp;Historiën om Torsten Oksefod er et rent og sksert aeventyr; mennbsp;den indeholder fiere interessante kulturtrsek, som viser at forfat-teren ikke alene har haft vserdifulde traditioner at arbejde med,nbsp;men ogsa gode modeller at skabe efter. — Udtrykket »biernes vej*nbsp;har jeg brugt pa Finnur Jónssons ansvar, se Egil 366, 423. Freyjasnbsp;Qederham, Trymskv. 3 ff. jfr. Sn. Edda [F. J.] 70, Atlam. 19.nbsp;98: Hamlobende, hamhleypa, Fornald. II 80, 390. Gunhild, Egil 221.nbsp;Al den megen tale om at troldkaellingerne »rider« gennem luften,nbsp;etc., gar vel ud pa at de — i hvert fald fra forst af — tog fugle-ham; jfr. kveldrida; endvidere Eyrb. c. 16; og isser Hdvam. 155nbsp;(tónWÖa) og Vestg. I Retl. 5. At »ride« har i det gamle sprog ennbsp;mere almindelig betydning af rask bevsegelse gennem luften. Mennbsp;senere er koeldriia o. Ign. ord smseltede sammen med forestillingernenbsp;om troldkvinder der brugte ulven som hest, eller hekse der gt;redlt;nbsp;mennesker og kvseg til dode, Skjaldedigt. 149 (6), Sn. Edda 58,nbsp;Helgakv. Hj. 30 prosa, Fornald. III 650, Eyrb. cc. 16, 34, Eids. Inbsp;46. Bodvar, Hrolf 100.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;99: Hammen, se Völuspa 40, Vafji. 37,

Gripisspö 43, Havam. 155, Skjaldedigt. 14 (2), Heimskr. I 18, 316; obs. isaer sprogbrugen i Helgakv. Hj. 5 prosa, Landn. 109, Sn.nbsp;Edda [F. J.] 69, 73, Vols. 85 o. Ign.; bregda, der hentyder til ennbsp;indefra bevirket forvandling. 100: Sigmund, Völs. 95 jfr. Hrolfnbsp;52 1. 15. Svaneham, Völundarkv. indl., Helreiö 6 jfr. Skjaldedigt.nbsp;16 (12); anderledes abenbart den gamle tradition som ligger tilnbsp;grund tbr Hromund Gripssons saga (Fornald. II 373 ff.). Bjarke,nbsp;Hrolf 49 ff. sml. Finnur Jónsson i indledningen XVIII. Merovinger,nbsp;Grimm; Deut. Myth.^ I 324 f., ti legenden er dog vel noget merenbsp;end en blot misforstaelse af deres kongellge harfagerhed. Ham-stjalen, hamstoli, Flat. III 323 1. 6 jfr. 1.16; Egil 266.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;101: ham-

ram og fjölkunnig. Flat. I 208 (bis), 250, 252; 521 jfr. I 373, 11 148; Forns. 78 jfr. 33; 54, 67. Minde i sprogbrugen Fornald.nbsp;III 261. Baud, Heimskr. I 396 ff. Olav, jfr. 1ste bog 153, 166,nbsp;Flat. I 276 1. 26. Bard, Flat. I 382 jfr. 380 1. 28.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;102: Almuen,

Cavallius I 360. hamramhed, Landn. 109, Herv. 302 jfr. Egil 84, Heimskr. I 17 f., Gullp. 42; Kveldulfs slsegt var hamram, og denbsp;maend omgav sig gserne med lutter hamramme karle, Egil 4, 76.nbsp;Sadanne steder som Fornald. II 390, III 424 har deres interessenbsp;ved sprogbrugens minde om gammel opfattelse. Typen pa bjorne-msend og ulvemsend er bersaerker og ulvhedner, deres natur varnbsp;vel kendelig nok i den pels de bar, Forns. 17 1. 12 jfr. Völs. 96nbsp;1. 1, foruden i deres mod, styrke og kampvildhed. Odd, Landn.nbsp;86 jfr. Islend. II 152; vil man se kunstnere producere sig, Isese

245

man Forns. 22. Drommefylgjernes dyr er jo abenbarl i sagaerne mere eller mindre konventionelle, men belt uden forhold til ennbsp;felt sjaele-realitet er de dog nseppe. Side om side med dromme-optrseden (Fornald. II 172, Austf. 53, 160, Ljósv. 198, 226, Njalanbsp;93, 284) star sa sjseledyrets selvstsendige apparition (jfr. Gullj). 38nbsp;med Flat. 1 252 f., Njdla 172 f.) og endelig dels overtagelse afnbsp;hovedpersonligheden, nar manden ligefrem optrseder som dyrnbsp;(Gull]). 23, Svarfd. 77 f.). Dette viste sig at vsere et prsegtigt og etnbsp;lethandterligt motiv, Fornald. II 403, 417 etc. De vilde dyr garnbsp;uden brud over i husdyr — tyr, okse, buk — alligevel er for-holdet til disse kreaturer et andet, som bedre kan vises i senerenbsp;sammenhaeng. Hamingja, Flat. I 258 f. 103: Signy, Vols. 89. Hu’er,nbsp;Havard 46.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;105: se frsendelykken, Forns. 15. Do pa samme

dag, Flat. II 423. nbsp;nbsp;nbsp;106: Walisisk, Mabinogion (Lady Guest) II 258.

Torsten, Flat. I 252 f. 108: Havam. 50. nbsp;nbsp;nbsp;110: Fredsliften, se

ogsa Iste bog 45 ff.; jfr. bemaerkningen Vallalj. 175. Chrodin, Fredegar III 58.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;112: Traellen sjaellos, Eyrb. cc. 18, 37. Traelle-

ojne, jfr. Hrolf 23, Fagrsk. 22, og foran p. 91 note. Den der ved hvad kultur og kulturkonsekvens er, vil ikke herimod anfore denbsp;exx. som Andes i sagaAden, pa traelle der havde mod og omtanke;nbsp;obs. formuleringen Flat. I 250.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;113: Tac. Germ. 20. Harald

Grenske, Heimskr. I 340. nbsp;nbsp;nbsp;115: Traellen, man ma holde sig til

bans herre, se f. ex. Wilda: Strafrecht 655 f. Obs. den psycho-logisk dybtgaende formulering Vestg. I Mandr. 4, II Drap. 9: det gaelder at vaerne den fri mand; se ogsa Egil 299, jfr. Flat. I 77.nbsp;Staevne dyr, her tales kiin om de muligheder som la i kuituren,nbsp;og sporgsmalet skal sta hen om denne mulighed nogen sinde ernbsp;bleven faestnet til juridisk anerkendt virkelighed, Finnb. 23 1. 20,nbsp;jfr. Landn. 86 (Odd). Hedegaenger, se foran p. 42.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;116: Hjorten,

Beow. 1369, Guörünarkv. 112; gaghals i Grimnism. 33; om det ord bar gammel hjemmel for sig, kan ganske vist ikke afgores. Mó-trdönir, Sn. Edda I 478, 590, II 484, 567, forstar jeg i ligbed mednbsp;angels, morsiapa, Bibl. Ang. Poesie I 331 (6), brugt om uroksen;nbsp;varianterne beror vel pa sammenblanding af to forskellige epiteter.nbsp;For ovrigt kan jeg ikke frigore mig for den tanke, at i Avert faldnbsp;en del af de nordiske benaevnelser pa hjorten oprindelig med rettenbsp;tilkom eigen eller renen. I navnet eikfgrnir, Sn. Edda I 590,nbsp;taenker jeg mig en stamme som betyder ly eller lign. (jfr. tilnbsp;tanken Bibl. Ang. Poesie III 233 1. 15 f.), maske den samme somnbsp;forekommer hvad vi kalder aktivisk i heSi^yrnir, himmel. — Dagen,nbsp;lys, Helgakv. Hund. II 51, Heliand 5767; larmende, Guthl. 1191,nbsp;1266, Andr. 125, Exod. 344. Jfr. en anden opfattelse Grimm:nbsp;Deutsche Myth.* 622, men dagwoma betyder ikke Tagesanbruch,nbsp;selv nar d. kommer efter natten, se Guthl. 1191. Natten, mork,

246

Jud. 34; Beow. 167; Gade 13; Beow. 2211; Phönix 98, Guthl. 1191; Beow. 547, 649; Andr. 1306, Beow. 702; Heliand 4359,nbsp;4668, 4911, 4998, jfr. lovsprogets adjj. Richthofen: Altfries. Wör-terb. s. V. nacht. Sovn og drom, jfr. Alvism. 30; beklemmelse,nbsp;Guthl. 1183, Elene 1239, Bibl. Ang. Poesie I 290 (7), Sn. Eddanbsp;[F. J.] 16. Solen, dens forspand, Grimn. 37, Sn. Edda [F. J.] 16nbsp;(Skinfaxi, Vaffr. 12, Sn. E. l. c.); forstene, Alvism. 16, 36, jfr. f. ex.nbsp;Helgakv. Hj. 29; frygtsom, Sn. Edda [F. J.] 17. 117: Manen,nbsp;Alvism. 14, H5vam. 137; betydningen af heipt er bade Qendskabnbsp;som man foler, og fjendskab som man sender ud efter ennbsp;mand i skikkelse af fordservelige «rade, der knuger hans lykkenbsp;eller Isegger sig i baghold for ham, i skikkelse af kamp ognbsp;vabensSr. Ny og nse, Völusp. 6, Vafpr. 25. Bil (ikke Bol), Sn.nbsp;Edda (F. J.) 17. Storm etc., Alvism. 18, 20, Sn. Edda II 486, 569.nbsp;Himlen, Sn. Edda I 314 If. jfr. 470, hvis raekke jo udtrykkelignbsp;siges at hvile pa tradition, og som i et og alt ogsa, sa vidt vinbsp;forstar navnene, stemmer med sprogets and, saledes som det ernbsp;antydet i teksten. Himlen er selv bade drifandi, hreggmtmir ognbsp;leiptr (jfr. I 593), lige sa vel som hlyrnir-, jfr. I 592, hvor navnetnbsp;i mytologisk god and er brugt til at gore det kosmologiske systemnbsp;reelt. — Ved himmel har jeg begaet en fejlhuskning, da jeg skrevnbsp;at himlen hed gnyfarende, men tanken ligger lige sa godt i hregg-mlmir o. Ign. 118: Jorden, vid etc. Beow. 1965, Gen. 104, 114,nbsp;123, 155, 213, 1350, 1538, 2450, Jud. 2, Christ 357, Heliand 2585,nbsp;3414; et andet udtryk, grmengrand, Beow. 859, hvis forste delnbsp;mere udtrykker det store fra den sjselelige side, som noget imponerende og helt, afsluttet i sin storhed, som det lyser frem af denbsp;forskellige sammenssetninger hvori ordet forekommer i de forskel-lige sprog. Ordet har ogsa hjemme pa nordisk — og det ikke somnbsp;lan, Grimnism. 20. ubevaegelig = jira/na, Sn. Edda I 586 jfr. detnbsp;ligelydende verbum; se ogsa anvendelsen Grimnism. 8; stednavnetnbsp;Jruma er ganske simpelt en anvendelse af faellesnavnet. Gron,nbsp;Alvism. 10. Naerende = som gror, frembringer, Alvism. 10; Bibl.nbsp;Ang. Poesie 1 345 (73) jfr. 316 (68), Edd. Min. 131. Veje, Alvism.nbsp;10, Hévam. 106 jfr. ogsa Baldrs dr. 3, Oddrünarg. 3, 8; Phönixnbsp;178, Christ 1530, Andr. 206, Elene 467, 1014, Guthl. 1012, 1224,nbsp;ogsa Beow. 840. Vi kommer ved disse ord som ved det grseske tilnbsp;at tsenke pa chausseer, men et ord som befserdelig svarer nsermerenbsp;til det gamle begreb vej. Vej og jord gar over i hinanden, som vinbsp;siger, fordi vej mere er en side ved jordens natur end noget selv-staendigt. Natursammenhaengen mellem vej og jord betinger ogsa denbsp;nordiske udtryk groenar braulir, Fafnism. 41, Rigsm. 1, Skjalde-digt. 139 (1), obs. netop som modssetning til Udgard. Tors moder,nbsp;Sn. Edda [F. J.] 16, Trymsk. 1, Skjaldedigt. 17 (14) jfr. ovenfor.

247

Til forholdet inellem pers. og upers. kan sammenlignes flg. steder: Hlóöj'n som moder, Völuspa 56, bendes knogler, Skjaldedigt. 93 (2),nbsp;Hlóöyn som den blotte jord, Skjaldedigt. 122 (27) og dertil dennbsp;gabende jord, ib. 93 (2), foldar bein, ib. 12 (26) og jordens bar,nbsp;ié. 170(3). Snart stor, snart lille, man kan slutte, om ikke direktenbsp;til jorden, sa indirekte om ad vore forfaedres tanker, fra jsette-kvinders og lignende vaesners aevner, f. ex. Hartbgrepa, Saxo I 37.nbsp;Saxo eller hans hjemmelsmand har her definitionsmsessigt klaretnbsp;sig de forudsaetninger der alle vegne la skjult under forestil-lingerne, og gjorde at jsetter og dvaerge og menneskelige msendnbsp;omgikkes uden at snuble over hinanden, — som, for at tage etnbsp;exempel, det kolossale og det normale har samme armvidde i for-taellingen om Tors rejse til Udgardsloke, jfr. Tors vaekst, Sn. Eddanbsp;[F. J.] 89; man tsenke ogsa pa fylgjerne, Glüma 26 og andrenbsp;steder. 119: med brede trsek, Halfreds breiöleitr er vel nok snarerenbsp;at betragte som en moderne digters personifikation end som ennbsp;direkte reminiscens af den gamle kultursprogbrug, men det er udennbsp;tvivl i anden. Se fremdeles Bibl. Ang. Poesie I 316. I angels, poesinbsp;har ord som jordens skod, fcebm bearm, vel endnu noget af sin op-rindelige, ubilledlige virkelighed. I det hele gselder den restriktion,nbsp;at vore udtryk kommer ladede med personifikation, og derfor ikkenbsp;kan stemmes af imod hinanden til den bredde — det vi kaldernbsp;svaeven — som de gamle tanker kraever. De er og bliver uaegte,nbsp;man gore ved dem hvad man vil. Oprindelse, jfr. endnu den he-braiske Genesis.

Fedsel og livsende.

122: Harald, Fagrsk. 3 f 124: Torsten etc., Forns. 12 1. 2; 23 1. 26.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;125: Olav, Flat. II 135. Kolbein, Sturl. II 234. 126: De

engelske kongestamtavler er samlede af W. G. Searle: Anglo-Saxon Bishops, Kings and Nobles, Cambridge 1899. De frankiske, gotiskenbsp;og langobardiske slaegtsraekker kan ses i oversaettelserne af Gregornbsp;af Tours, Jordanes og Paulus Diaconus i Geschichtschreiber dernbsp;deutschen Vorzeit. — Segestes etc., Tac. Ann. I 57, 71. Med dissenbsp;sider her kan sammenlignes Gustav Storms afhaudling i Arkiv fornbsp;nordisk Filologi IX 199. Da et sadant begreb som rad, det at rade,nbsp;det at vsere lykkelig, kan finde anvendelse lige godt som grundlednbsp;og som slutningsled i navnet, indkommer der — sent — hist og hernbsp;en tilbojelighed til at behandle leddene som ombyttelige storrelser,nbsp;og navnet kan tilsyneladende blive til en slags addition af tonbsp;halvnavne. Pa nordisk er der endnu i historisk tid spor af dennbsp;oprindelige navnedannelse, men undertiden er de forklaedte panbsp;grund af lydudviklingens destruerende magt over stavelserne. Sa-

248

danne exempler som Slettabjorns bom: Arnbjorn, Arnoddr, Arnfriör, Landn. 67, ogsom Barör, Bareks son, Land. 105, er ikke heltsjseldne;nbsp;men de tilhorer vaesentlig de aeldste generationer. 128: Barnetnbsp;bseres til faderen, Forns. 12 I. 23, 23 1. 21 jfr. Vols. 100; det ligger i den gamle kultur, at ord som »venter, haber, mener, onsker»nbsp;altid har noget aktivt ved sig; jfr. at »spa« gar langt nsermere tilnbsp;gt;bevirke« end vi taenker, gt;findelt; har noget af »opfinde« i sig, jfr.nbsp;sprogbrugen Landn. 42 1. 9 f. Foder ham herved, jfr. Cassiodorusnbsp;Varia IV 2; procreamus, jfr. Reginsm. 14, der gar dybere end mannbsp;straks tsenker. Obs. at »f0delt; bruges om faderen, SigurSark. 11nbsp;18, etc. Navnegivning=f0dsel, England: Lieb. 589 (70,15); Franker:nbsp;Lex Sal. 24 jfr. Lex Rib. 36,10. Olav, Heimskr. II 267. 129 : 0ge-navn, Staöarh. 391 f, Grég. II 182, Lex Sal. 30(4), Gul. 196, Frost.nbsp;X 35 (obs. verbet jamna, der jo har en virkelig, ufigurativ betyd-ning). Dobbeltnavn, Austf. 18 f. Torsten, Flat. Ill 330. 130: Hagny,nbsp;Half 40 f., Landn. 38.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;131: Bjarneblod, Bjarkes kur pa Hjalte

(Saxo I 87) gik godt, men her var alt lagt til rette for en heldig udgang; der stod en hird aben til at modtage den styrkede og be-trygge hans existens (se i det flg.); og maske har Bjarke fra forstnbsp;af haft lidt mere med bjarnen at gore end hlot det at felde den.nbsp;Som antydning af mulige virkninger se Landn. 86 om Odd ognbsp;bjarnen, en historie der viser tankegangen, men for ovrigt er lidtnbsp;mal 4 propos knyttet til Odd, siden den forklarer det som ikkenbsp;behover at forklares, at Odd og hans slaegt var hamramme afnbsp;natur. Det samme gselder Hrolf 53; der er med andre ord lobetnbsp;to trade sammen; dyrenaturen er historisk forklaret, i Landn. fol-keligt, i Hrolf konventionelt-seventyrligt, men forklaringen har ikkenbsp;udslettet den kendsgerning, at der mellem manden og dyret bestarnbsp;et dybere forhold, som pavirker hans inderste sjsel og viser sig inbsp;hans hamramhed. Endelig er jo den tilkomne forklaring begrun-det i samme tankegang som det sagn den er hseftet til. Se ogsanbsp;Heimsk. I 62. Glum, Flat. I 332 ff., cf. skildringen i Njala 845 ff.,nbsp;Landn. 97.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;133: Hilderidssonnerne, Egil 33 ff. Moderblodet,

Forns. 30 1. 25. Sagittarius, Gregor V (20) 170. 134: Sachserne, Mon. Germ. Script. II 675. Kvinden fornedrer sig. Lex Burg. 35;nbsp;Lex Rib. 58, 18; Roth. 221 (pligten ligger antydet i det offentligesnbsp;ret til at gribe ind). Sverrig, Upl. iErf. 19, Vestm. II iErf. 14. Inbsp;Danmark og Sverrig skete der pa den tid da landskabslovene antognbsp;deres endelige form, store forandringer i trsellenes stilling og inbsp;deres forhold til de ringere fri, se Wilda i Zeitschr. f. deutschesnbsp;Recht XV 241 f. 135: Moderen er ufri, Formlen til Roth. 222nbsp;viser barnets mangel pa frihed og arveret; Liutpr. 66 siger enten,nbsp;at en sadan son pa grund af de sserlige omstaendigheder er ude-lukket fra «setledning» (nee), ellerogsa at han vel kan fa friheden,

249

men skal sta tilbage i arveret (tantummodo); en sadan urimelighed som at trselkvindebarnet eo ipso var fri, kan ikke uddrages af pa-ragraffen. Af Roz. 137 fremgar sa meget, at faderen udtrykkelignbsp;ma frigive det barn ban bar avlet med sin ancilla. LexBaj.XVQ;nbsp;at en germansk betragtning nogenlunde pa et enkelt punkt faldernbsp;sammen med det bibelske syn, og derfor under kirkelig indflydelsenbsp;lader sig begrunde med et citat fra Paulus, kan dog aldrig blivenbsp;et bevis for at citatet er fader til lovbestemmelsen! (Se Brunner inbsp;Zeitschr, d. Savigny Stiftung. Germ. Abt. XXIII 202.) Frost. X 47;nbsp;ban frigives fra krogen og skalen; Gul. 57, 104; Sk. 1. 61. Roth.nbsp;222; jeg er ikke sa vis pa at viderbora fortjener en ubetinget for-dammelse, da det pa ingen made bar sproget imod sig; det ladernbsp;sig ikke bringe ud af verden som simpel skrivefejl. 136: Dennbsp;usegtefodtes mindrestilling, Roth. 154, 158 ff. jfr. 156, 171; min-dreret i andre henseender end arv, 161, 162. I Norge bar denbsp;uaegte sonner kun en meget betinget arveret, Gul. 104, Frost VIII 8.nbsp;For evrigt bestar deres lod i en frivillig gave fra faderen, Gul. 129,nbsp;Frost. IX 17. Om deres stilling i anden henseende obs. uoverens-stemmelsen Frost. X 47, Gul. 57,104. Jfr. Fagrsk. 21 f. som et ex. panbsp;hvad man kan sige. Pa Island bar faderen ret til at give den uaegtenbsp;son en gave pa indtil 12 ore (Grag. I 247); som haevder af settensnbsp;aere i hsevnsager ma ban sta tilbage for de naermeste aegte fraendernbsp;(Grég. I 167 f.). — Sverrig: i folge 0stg. I (iErf. 4) kan den uaegtenbsp;aldrig arve, men ma vaere tilfreds om faderen vil unde ham ennbsp;gave. I drabsboden deltager uaegte broder lige med aegtefodt, sigesnbsp;der udtrykkelig, Drap. 7. Vestg. lader os naesten belt i stikken, be-maerkningen Add. IV 14 p. 297 er dog for enigmatisk til at baerenbsp;ret meget system; for det forste kan den betyde at anerkendtenbsp;(fodte) frilleborn blev degraderede, for det andet at frilleborn blevnbsp;afskarne fra at gore nogen, eventuelt en mindre, ret gaeldende, for detnbsp;tredie kan den vaere en mytisk-historisk forklaring af samme artnbsp;som sa mange juridiske sagn. De andre love forudsaetter en mindre-ret for uaegte, Vestm. I Gipt. 9, Soderm. Mrf. 3, Hels. jErf. 14. Inbsp;Danmark maerker man saerlig tydeligt lovgivernes arbejden mednbsp;problemerne i et frem og tilbage, men grundlaget for arbejdet ernbsp;de uaegte borns egenart, og isaer grundskellet: om moderen er gul-fwst eller ikke (sk. 1. 59, jfr. laghgivwn, Vald. 1. II 45). Slegfredson-nen skal have sin ret ved gave i faderens live (sk. I. 58, jfr. 62,nbsp;Vald. 1. II 45, Er. I. I 18); se naermere bos Wilda, og Matzen:nbsp;Dansk Retshist. Privatret 92 ff. — Roz. 130 stemmer i sin grundidenbsp;s5 vel overens med en tankegang vi kender som germansk, at dernbsp;skal overmade staerke grunde til at rokke dens vidnesbyrd, senbsp;Brunner: Sav. Stift. XVII 23. Fast star det afgorende moment:nbsp;saerstillingen, noget for sig, og fremfor alt at denne saerstilling er

250

begrundet i modsaetningen: kob —ikke-kob, mund —ikke-mund, dos—ikke-dos. Men lige sa dybt befsestet er mangfoldigheden inbsp;standpunkterne overfor saerstillingen. I steden for at udperse etnbsp;ursystem gselder det for os om at lade uoverensstemmelsernenbsp;komme til orde. Brunner har forfulgt udviklingen nedad, og efter-vist at der pa alle, eller nsesten alle, omrader foregar en forvaer-relse i de uaegtefodtes kar. Det er naturligvis ikke hans meningnbsp;at man deraf, ved blot at trsekke linjen tilbage, kan komme tilnbsp;nogen viden om den oprindelige status; men pa grund af den po-lemiske struktur i hans argumentation, kommer han til at tilslorenbsp;det faktum, at modssetningen netop viser sig sa dybt begrundet inbsp;germansk tankegang. Der var en dobbelthed i Germanernes synnbsp;pa den usegte, som kirken kunde benytte sig af til at uddybenbsp;skellet mellem aegte og usegte, samtidig med at den pa en visnbsp;made udviskede grsensen mellem ret og ufuldstsendig segtepagt. Vinbsp;ma da se de usegtes stilling som et problem, ikke blot for os, mennbsp;netop for hine mennesker; med andre ord, sporgsmalet skal laeg-ges om til et psychologisk. Helge, Austf. 162.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;137: Tac. Germ.

18. nbsp;nbsp;nbsp;139: Indlede samliv etc., Grag. I 222, 226, Gul. 124, 0stg.

iErf. 8, se for ovrigt naeste bog. Langobarderloven, Roth. 222, Glossen: id est donatio in morgincap rammer jo sikkert i blinken,nbsp;jfr. form, og exp., det er gaven der befaester livet, og morgengavennbsp;havde netop den aerende — d. v. s. aeregivende — betydning somnbsp;tiltraengtes her; se naeste bog. thingatio ma have vaeret en cere-moniel lysning eller lign., som udkrsevedes ved visse gennemgri-bende foretagender inden for aettens liv; sasom ved frigivelse (Roth.nbsp;156, 222,224, Liutpr. 9, 140, efter disse at domme, nar frigivelsennbsp;gjaldt til fraendskab eller til befrielse for ethvert afhsengighedsfor-hold overfor den tidligere ejer); ved extraordinaer disposition overnbsp;hele formuen (Roth. 171, 173 f., 367), eventuelt til fremmede, ognbsp;da gik den handlende ud af sin aet (jfr. Roth. 360); maske i detnbsp;hele ved store gaver der fra forst af havde krasvet fraendernesnbsp;indvilligelse (jfr. Liutpr. 54, 73?); fremdeles ved gaver til uaegte ognbsp;deres linje (Roth. 156 f.), til frigiven hustru, altsa egentlig ved op-tagelsen i fraendskab (se ovenfor). Hvori ceremoniën har bestaetnbsp;ved vi ikke; offentligheden var et vigtigt led i den (Roth, 172);nbsp;sikkert har den noget med ting at gore, hvad enten det nu bety-der lovting eller en vidnedygtig forsamling. Sideformen gairethinxnbsp;tyder pa at vaben har spillet en rolle {thinx=gairethinx, Bibl. Ecolenbsp;Chartes 2 Ser. III p. 45). Ved bedommelsen af stederne m5 mannbsp;stedse have in mente, at fraendskabet i videre forstand pè den tidnbsp;blandt Langobarderne vel havde et praktisk hold over sindene,nbsp;men havde sat nsesten al social betydning til. Om solidaritetennbsp;mellem besvogrede setter se folgende bog. 140: Penda, se isaer

251

Beda II 20, III 21, 24. nbsp;nbsp;nbsp;142: Childeric, Gregor II 11, Fredegar

III nbsp;nbsp;nbsp;11 ff. aud, Auduin kaldes en son af Menia, som skal havenbsp;vaeret gift med en Bissa, der ikke godt kan vsere nogen anden endnbsp;hin Bisinus. Vi star uden noget holdepunkt til at omssette hansnbsp;genealogi i mere moderne termini, i virkeligheden synes Auduinsnbsp;plads i kongersekken at hero pa forbindelser mellem hans lango-bardiske forgsengere og det türingske hus. VVacho skal have vseretnbsp;gift med en datter af Pisen, rex Turing., Mon. Germ. Hist. Leg.

IV nbsp;nbsp;nbsp;643, 644. Theodorik, Jordanes 57 (295 f), der imidlertid lobernbsp;lidt sur i slsegtskabsforholdene. 143: Tidens opfattelse af Chlode-vechs forhold til Burgunderriget er utvetydigt udtalt i fortaellin-gerne om den frankiske konges ejendommelige bejlen; hans listig-hed star uforklaret hen, nar man ikke bag hans handlinger folernbsp;et politisk dybsind, og det et dybsind der helt igennem regnede inbsp;gamle storrelser. Magt over sindene betod for disse menneskernbsp;endnu magt over sjaele, diplomatisk overtag skulde grundlaegges inbsp;lykkestyrke (se Gregor II 19, men isser Mon. Germ. Script. Mer. 99,nbsp;256, og se om psychologien nseste bog). Om de norske huse, senbsp;sidste kapitel. — Her som overalt hvor det gaelder kulturhistoriskenbsp;fakta, ma der skelnes strsengt mellem det vi kalder historisk fun-deret og tidsalderens eget syn pa saramenhaengen i fortiden. Dennbsp;kritiske metode taler ofte om at udskille den historiske kaerne,nbsp;hvor den mener at uddrage skallen. I virkeligheden betyder dennbsp;kritiske vurdering af kilderne blot en omsaetning af fakta fra ennbsp;kurs til en anden, og der er altid fare for at den sandhed somnbsp;indeholdes i kilden, gar tabt ved omsaetningen. Denne betragtningnbsp;har ogsa anvendelse pa Hakon i det fig. (p. 151). Den norskenbsp;historie er skrevet ud fra det synspunkt, at Hakon-Sigurd-Hakonnbsp;betod en historisk begivenhedskaede med indre sammenhaeng, ognbsp;utvivlsomt gar den folelse tilbage til samtiden, til personerne selv.nbsp;At omsaette til en anden tids pragmatiske formler er en vanskelignbsp;opgave. Ingomar etc., til grund for min lose gaetning ligger Gregors fragmentariske hentydninger til Chlodevechs foretagsomhednbsp;overfor smakongerne, f. ex. Chararic, Gregor II 30, og Sigebert,nbsp;sammenlignet med den frankiske smakonge, Gregor II 27, 29.nbsp;144: Adelsten, Fagrsk. 21 f. Cassiod. VllI 9. 145: Fosterfaderen,nbsp;se Gliima 48 ff.; 56 1. 78. Pa Island er barnefostring og opdra-gelse smaeltet sammen; opdrageren har nydt godt af den fred ennbsp;fri fosterfader indgav sin fosterson, jfr. den staerke forpligtelse mannbsp;foler overfor sit barns fosterfader, intet andet end sjaelesammen-haeng skaber sadanne pligter. Austf. 151 f. viser, hvor liden tronbsp;man havde til en kraftig optraeden af barnets fader overfor barnetsnbsp;fosterfader. Jfr. Njala 600 og fig. og desuden motivet i Tord Hredesnbsp;saga. 146; Slaegte pa, Njala 177. At blive fodt, barnet skal fodes

252

eller bringes ind i aetten (kultursegte udtryk: bera i eelt, koma i ceU, Skélholtsbók 423, Staöarh. 192 jfr. Grag. 1169, II 25). Intel efter-fnlgende aegteskab mellem barnefader og barnemoder kan i sig selvnbsp;give bornene nogen byrd eller lykke til den de har i forvejen, sml.nbsp;nedenfor om skodsaedeborn og obs. den karakteristiske restriktionnbsp;Frost. Ill 11, der antyder det gamles modstrseben, jfr. Wilda l. c.nbsp;279 f. Skodssedeborn, Upl. jErf. 18. dïtiedning. Gul. 58, Frost.nbsp;IX 1, III 13, VIII 1.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;147: Svensk, 0stg. ^rf. 20. Til 147 ff.,

i fodslens virkelighed har vi det psychologiske grundlag, den nucleus af oplevelser hvorfra institutionernes mangfoldighed ~ ognbsp;reformernes uoverensstemmelser — grener ud. Faderens (eller ennbsp;frsendes, Gul. 57 slutn.) vilje er nok, sa sandt ban har lykkensnbsp;sevne, det var hlot en simpel forlsengelse af kraftfolelsen dernbsp;gjorde at kongefamilien laengst holdt pa sin lykkes tilstrsekkelighednbsp;(som Brunner jo ogsa har fremhaevet). Dette er den psychologiskenbsp;forudsaetning for at den umgteharne kunde vsere sin faders son (detnbsp;Brunner citerer Sav. Stiftung XXIII 203 siger heller ikke andetnbsp;end at man vilde heholde sin ret til at kunne give sin son fuldnbsp;vserdighed), Og faderen fodte ham ind i sin lykke, det navn dennbsp;anerkendte son baerer ud i verden er settens eget (se de frankiskenbsp;kongers frilleborn). En udenoms dreng som Olav, der siden kaldtesnbsp;Pa, var opkaldt efter sin faders modrene frsender, og tilfseldet ernbsp;typisk pa Island. Men man havde muligheder for at udvide dennbsp;virkelighed som vielsen betod; man kunde samle hele frsendekred-sen og lade dem give deres samtykke — rad — saledes som tilfseldet er i Norge ved den sent foretagne setledning (Gul. 58, Frost.nbsp;IX 1). I samme retning tj'der vel Both. 155. Og mulighedennbsp;matte udnyttes, nar den enkelte ikke var tilstrsekkelig stor en lyk-kemand. I sin grund er det ikke et sporgsmal om ret, men omnbsp;indre aevne til at frembringe altomfattende virkninger. Den setlededenbsp;er fuldt og helt fraende, det maerkes noksom pa at han har kraftnbsp;til at udfore frmndes opgaver. Men sandheden er noget som foles,nbsp;og den kan drages i tvivl, som en mands lykkelighed kan del.nbsp;Og tvivlens ord er en injurie, fordi den griber ind og nedssetternbsp;virkeligheden, eller puster liv i en mulighed —, der er en hagenbsp;for mistroen at gribe i. Gul. 58, Frost IX 1 er den konsekventenbsp;formulering; de svenske og danske loves halvhed beror pa senerenbsp;akkommodation (Vestg. I Mandr. 2, jfr. II Drap. 7; sk. 1. 58, Er. 1.nbsp;I 18, Vald. 1. II 45 bserer kompromisets mserke i naasten alle saet-ninger). Men vi vilde undervurdere bestemmelsernes styrke, hvisnbsp;vi ikke sa at dette kompromis har gamle forudsaetninger. — Vednbsp;tinglysning ma endvidere tages i betragtning som en mulighed, atnbsp;handlingen ikke behovede at implicere fuld aetledning, og at der inbsp;den halvhed la spiren til et kompromis (se f. ex. antydning 0stg.

253

MrL 4, ligeledes tyder Vestg. I ^rf. 23 pa at vedgaen pa tinge kunde vsere noget mindre end rigtig setledning, jfr. Vestg. II Arf.nbsp;32: aetleder og tager i set med sig pa tinge). Som det jo ogsanbsp;antydes af de svenske love var tinglysning blot en del af de nod-vendige ceremonier; den forudsatte en virkelighedsproces af lig-nende art som den norske (se foran om skodssedeborn og sml. Gul.nbsp;58). Fremdeles kan dette: tage i set, betyde to forskellige hand-linger: fuldstsendig setledning, og optagelse som klient (sml. ogsanbsp;sk. 1. 123); sandsynligheden taler imidlertid for at den sidste an-vendelse af ordet skyldes senere udviskning af grsensen, der harnbsp;gjort det muligt at overfore udtrykket pa den frigivnes forhold tilnbsp;sin patron. — Man ma vsere et af to, enten indenfor eller udenfor,nbsp;enten fodt eller ikke fodt. Jo Isengere vi kommer tilbage, desnbsp;mere forsvinder abenbart halvbyrdstanden som fast, socialt fikseretnbsp;storrelse. Men der var altid en mulighed for at ssette halvheden;nbsp;der var et vurderingscentrum, der i et enkelt, personligt tilfseldenbsp;kunde ssette skellet. Gul.’s og Frost.’s uenighed angaende den fri,nbsp;men usegtes mandsvserdi er derfor dybt begrundet, hvad enten dennbsp;nu er af ny eller gammel dato. — Den levende, modssetningssvangrenbsp;virkelighed far sit udtryk i en fluktuerende sprogbrug. Kserne-ordet er hornung (hrisnng og bcesing er sekundsere specialiseringernbsp;ud fra h. som monster). I Norge blev det betegnelse for dennbsp;usegte, avlet abenlyst med fri kvinde (Gul. 104), men denne snsevrenbsp;betydning er en tillsempning af videre anvendelse. Pa Island er h.nbsp;son af frigiven med fri kvinde (Gróg. I 224); om frisisk se Richthofen; Fries. Wörterb., og angaende dets videre udbredelse se ci-taterne Fritzner s. v. Etymologien tyder pa ksernen: krogbarnet, detnbsp;ugyldige, tilsidesatte, og derfra kan det rsekke opad (som delvis inbsp;Norge), men dets egentlige tendens er nedad, til foragten, Herv.nbsp;274 jfr. Hamöism. 14, Half 39, Laxd. 56, Risk. I 35, Flat. I 101,nbsp;ja, det rsekker sa langt nedad, at det modes med og krydsernbsp;Jtyhorinn. (Her har vi den psychologiske begrundelse af det faktumnbsp;at man kunde bruge ‘trselkvindeson’ om en hvis moder ikke blotnbsp;var fri, men endog hojbaren, Fagrsk. 21 f.). Nogen grsense mel-lem de to er der ikke i deres naturlige tilstand (obs. Gul. 104 mednbsp;dens ligestilling). Ud fra denne grundfolelse er Frost IX 1, Gul.nbsp;58 formede (det er i aben strid med lov-sprogbrug at tage sset-ningen som et senere tillseg, der skulde markere et omslag, Maurernbsp;i Münch. Sitz. Ber. 1883 p. 75; fremstillingen bestemmes jo af detnbsp;konkrete tilfselde lovformeren havde for oje forst). Folgen er dennbsp;at p^borinn er nser ved at blive betegnelsen for den tilsidesatte,nbsp;halvfrsenden, ligesom pgsun pa gotlandsk ligefrem betyder frilleson. —nbsp;Skal vi omssette det psychologiske til sociale vserdier, kommer vinbsp;til det faktum, at pa rent germansk grund er der sa godt som

254

ingen forskel mellem en traelkvinde og en fri frille der ikke har nogen set i ryggen, d. v. s. den sidstes fri status er prekser, fordinbsp;den mangier det der udgor frihedens vsesen og derfor dens sikker-hed, Frillens son kan knytte sin selvhsevdelse til begrebet frihed,nbsp;men den eneste stilling der kan give ham tryghed er setledningensnbsp;anerkendte. Og det afgorende imod ham er altid at bans modernbsp;ikke blev kobt med mund, at ban ingen moderlykke bar. Saledesnbsp;set er der maske virkelig gammel raison i den svenske bestem-melse om den frigivne der kun kan krseve halv mandebod (Vestg.nbsp;I Mandr. 2); det er da halvbyrdmandens status overfort pa dennbsp;setledede. (Den mulighed at man kunde fodes ind i en moders setnbsp;uden at fa fsedrene frsender er aldeles ubevidnet pa germansk om-rade — for en tid da man gjorde usegthedsproblemet op pa moderne basis.) 149: Hoskuld, Laxd. 32. Til msends og kvindersnbsp;skod, Frost. IX 1 jfr. Hertzbergs glossar; udtrykket er dunkelt, ognbsp;det bliver ikke meget klarere ved IX 15. Det kunde tsenkes at dennbsp;sidste frase var hentet fra et videre omrade, og tillsempet til det for-hold som denne paragraf tager sigte pa, sa at den egentlig gjaldt etnbsp;barn som ikke blev anerkendt af en fri fader og ikke havde nogennbsp;moder med lykke, altsa det usegte barn uden rettigheder, jfr. II 6.nbsp;150: fiilborn, Roth. 154. Hjalte, Hrolf 71. Fosterfaderen, sa vistnbsp;det er at fosterforholdet bar spillet en stor rolle blandt alle Ger-maner, er der meget fa antydninger af dette forholds karakter;nbsp;men de som Andes er tilstrsekkelige til at overtyde os om at vinbsp;ikke Isegger for meget ind i folelsen, nar vi lader os lede af Is-laendingenes sagaer. Cassiodorus’s procreamus er suffleret af Theo-dorik og bans gotiske tankegang. 151: Hakon, Heimsk. I 155 f.,nbsp;165, 182.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;153: iEresatleter, f. ex. Fóstbr., og Grettir slutn. af cc.

31, 40. Jokul, nbsp;nbsp;nbsp;Forns. 7.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;154:nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;Svarfd. 17 f. jfr. 89.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;155:nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;rejst

op, se f. ex. Nicolaissen: Fra nbsp;nbsp;nbsp;Nordlands Fortid 9,nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;Norsknbsp;nbsp;nbsp;nbsp;hist.

Tidsskr. 2 III 165. nbsp;nbsp;nbsp;156: Egil, Skjaldedigt. 36 (18). Gyselige gen-

gangere, Grettir c. 32 if., Eyrb. c. 34, Forns. 131, Svarfd. 70, 75. 157: Hermod,nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;Sn. Edda [F. J.]nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;59. Eiriksmal, Skjaldedigt.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;164.

158: Helgakv. nbsp;nbsp;nbsp;Hund. II 40 ff.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;159: Eyrb. c. 55.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;Udsynnbsp;nbsp;nbsp;nbsp;over

hjemmet, Islend. II 185; Svarfd. 89, Laxd. 47. Torkel, Landn. 35 f. Kar, Grettir c. 18 jfr. Ragnar 169, ogsS Egil 87 ff. 160: As-mund, Landn. 24 f.

D0d.

161: Tac. Germ. 14. nbsp;nbsp;nbsp;163: Odin, Baldrs draum. jfr. Völuspé

28. Forbudet i Gul. 32 og Frost V 45 mod at sidde ude og op-vsekke trold for at drive hedenskab, bar storre rsekkevidde, men det indbefatter ganske utvivlsomt det at sporge de dude. Lavere

255

mal af lykkelighed, jfr. Nordboernes lyst til livet — frekr er hverr til fjörsins (Austf. 83) — med deres foragt for doden. 164; Eyrb.nbsp;c. 11.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;167: Tonga, exemplet er taget fra Mariner: The Tonga

Islands. 169: fejg, Njala 659. Turid (se 1ste bog p. 22 f.), Flat. II 399 ff. jfr. 160: »du er nok ikke lykkemand i alt«, d. v. s. dunbsp;ved ikke at den rejse bliver din dod; jfr. f. ex. Ljósv. 185.nbsp;170; fejg og fredlos, Vald. 1. p. 61 jfr. Richthofen: Altfries. Wörterb.nbsp;724: fai og fredlos. Angels, fcege betyder dels 'dodsens’, dels ogsanbsp;i kristelig betydning »usseligt, d. v. s. nidings- (f. ex. Christ 1518,nbsp;jfr. 1534, Guthl. 532). Rimeligvis er ordet i sin rod beslaegtet mednbsp;angels, fah, ‘fjendsk’, et staerkt ord, der gar over i 'uhyre, fredlos’.nbsp;— Derforvar man bange for den »fejge« mands forbandelser, i dennbsp;doendes ord la der mulighed for alt muligt ondt. Der var godnbsp;grund i den etiske fordring, at man skulde tage en mands liv udennbsp;at mishandle ham. Hjorleif, Landn. 6 ff.; 102.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;172; Forbandel

ser, Helge Hund. II 32 f., Saxo I 48 f. En tredie, der ogsa har interesse i denne sammenhaeng, fordi den viser hvor fast omskrevetnbsp;nidingskabets grsense er, Edd. Min. 127, jfr. i det flg. note til p.nbsp;182.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;173: Grettir c. 78.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;174; ikke gore ved, sml. Islend. II 90

med 69, 81, 98 ff.; og dog havde Hord af naturen det segte klar-syn, at ban gennemskuede synsforblindelser. Sml. Grettir c. 34 slutn. Nar folk er dodsens, kommer det farlige traek frem hosnbsp;dem nok at kunne se, men ikke kunne gore derved. Ksek nok,nbsp;Gisle 54, 71, Islend. II 105, Gullj). 30. Een ting er gaevhed, Grettirnbsp;c. 34; se ogsa Flat, II 108, 202 nederst, 203 og 160. Der er nogetnbsp;tvivlsomt over Torgeirs holdningslose mandhaftighed, og straks farnbsp;sprogeten tone af det uhyggelige. Rovertog, Islend. II 90. Enhvernbsp;fortrolig foler forskellen mellem Hords »radloshed« og sa dennbsp;energi hvormed en sund mand antager sig det vi kalder uretten,nbsp;og haever den til aere ved at indgyde den sin serekraft (se f. ex.nbsp;Halvard og Vigfus Glumsson). Der ligger en verden imellem, klof-ten mellem ikke - menneske og menneske. 175: Havamal, Bibl.nbsp;Ang. Poesie I 349. Oldnordisk, HamSism. 29; strides, nemlignbsp;mundhugges om skyld eller ikke-skyld; ordene er Sorles og svarnbsp;pa foreg. vers. Jfr. de tragiske livsbilleder fra de islandske fred-loses liv, f. ex, Grettir c. 55. Domboger, Cavallius II 357 f.; dissenbsp;fredlose var ikke nidinger af tradition, men af selvstsendig oplevelse;nbsp;ensomheden og forstodelsen fremkaldte de samme virkninger somnbsp;den havde gjort i gamle dage, fordi menneskeligheden og moralennbsp;heroppe stadig var begrundet i familiesammenhaeng. Forskellennbsp;er blot den, at den bestemte art af menneskelighed er blevennbsp;iklsedt kristelige former pa visse punkter, og negativet far dervednbsp;et antikristeligt praeg. 176: Gunnar, Njala 352 jfr. 354 f. Dettenbsp;er i sin rod noget andet end Islsendingens ulyst til at forandre

256

sin rejserute af forsigtighed — ban haretmotiv, — selv om ogsa dette meget vel kan vsere tegn pa radl0shed. Forst nar de klarenbsp;linjcr er lagte blot, kan man ga over til at bebandle etikken ognbsp;dens mere slyngede problemer. Jfr. i det flg. note til p. 184.nbsp;Obs. brugen af «fredlos^ Andr. 29; det sted som er citeret foran,nbsp;p. 94, forstas forst ret nar man indser at gt;fredlosbed« i sig selvnbsp;begrebsmaessigt er lig »d0d«, sa at det dobbeltspil vi uvilkarlignbsp;antager, ikke eksisterede. 178; Mellemtilstand, Forns. 39. Sam,nbsp;se 1ste bog p. 178.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;179; Grettir c. 52. Handelag, forskellen mel-

lem lykke og trolddom ligger inderst, i den sjsels karakter som betinger handlingen. Senere blev jo alt ussedvanligt, isaer alt gam-meldags, til trolddom (se foran p. 101). Bag udtrykket Flat. Inbsp;260 ligger en omvurdering, men en omvurdering der blev bjulpetnbsp;pa vej af det gamle selv. Der bebovedes blot en forskydning afnbsp;tyngdepunktet, sadan at dette kom til at ligge i kristen visdom ognbsp;kristen magt, og saledes at alt fornt faldt udenfor. Ti nar fjöl-kyngi og hamrambed var fremmed i den gamle, absolutie betyd-ning, noget fremmedartet som man ikke kunde fa foling med, nogetnbsp;fjendtligt, sa faldt de ind under trolddom. 180: Svide af, Laxd.nbsp;135, Heimsk. I 145. Troldmaend udslettes, Eyrb. c. 20, Heimsk.nbsp;1 377, Laxd. 132 f., Gisle 118. Bonderne, Cavallius I 378 jfr. f.nbsp;ex. Nicolovius: Folkslifvet i Skytts Harad 62 f. 181: Ismael,nbsp;Gen. 2287. Torsten, Flat. I 260; jfr. foran p. 97.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;182: Busla,

Edd. Min. 127 v. 3; det sker som ikke skal ske; i tekstens ord ligger dette at alt, sa vel naturen som menneskelivet (det moralske)nbsp;er af lave, og gar modsat af lovlig orden — bliver gt;ubyre». Nor-diske bonder, se f. ex. Cavallius 1 378 f. 183; Fafnism. 7. ün-nar, Sólarlj. 9. Hakon Jarl, Fagrsk. 146.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;184: Alfbild, Ól. s. h.

belga 34 jfr. Flat. II 236, med en interessant variation. Heremod, Beow. 1709 jfr. 901. De kristne Angelsacbseres sprog matte natur-ligvis blive en tillaempning af det tungemal de havde fort somnbsp;bedninger; underligt nok synes Bugge og andre med bam, derafnbsp;at drage den forbloffende konklusion, at man altid skal tage ordenenbsp;i den kristeligst mulige betydning (Paul und Braunes Beitrage XIInbsp;38). Grettir 85, 82, 72; 90 ff. Ved ordskiftet mellem Grettir ognbsp;Jokul skal buskes, at ogsa denne bavde et sart punkt i sin lykke,nbsp;jfr. Landn. 61 1. 30. Over Gisle Sursson gselder samme dom, bannbsp;er ikke en ulykkelig, i moderne forstand. Drommen som er men-neskets velsignelse, er bleven bam en forbandelse. Jfr. ogsa dennbsp;konsekvens bvormed Vöflu-Gunnar er skildret i Gulljoris saga,nbsp;sa vidt som denne sagas abrupte karakter tillader det. 186; Sigurd, se 1ste bog 181. Angelsacbser, Beow. 2884: om der nogennbsp;sinde kan argumenteres ud fra en tekstrettelse, ma det vel vaerenbsp;her. Ophav, f. ex. Islend. II 63 f, Vallaljót 159,nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;188; Hojsagn,

257

Herv. 215 f. jfr. Flat. II 7 f., og efterklang GuIIf. 10. Selvfolgelig er ens egn — og ens venners — dode ikke trolde, men alle andrenbsp;dode er det; derfor bliver hojbo lig trold, d. v. s. utyske, uvaette,nbsp;se N. gl. L. I 362 (25), II 308, etc., jfr. ogsa Fornald. III 378.nbsp;Drage, Beow. 2231 ff.; Flat. I 203; jfr. Gullj). 13, 47, Fornald. IIInbsp;558.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;üland,nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;Njdlanbsp;nbsp;nbsp;nbsp;21. 189: Hengest. Beow. 1127nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;f. landmunr.

Flat. nbsp;nbsp;nbsp;II 321,nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;328.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;mmir, ordets helhedskarakternbsp;nbsp;nbsp;nbsp;betinger den

aeldre sprogbrug — for kortheds skyld henviser jeg til Gerings Eddaordbog, jfr. ogsa f. ex. Skjaldedigt. 30 ff. (1,19) og munnbsp;stoerandi om Ydun, Skjaldedigt. 16 (11). Derfor har jeg vovet atnbsp;antyde overssettelsen »sjselevejenec i Sonatorrek. Nar Helge i sinnbsp;klagenbsp;nbsp;nbsp;nbsp;over dodensnbsp;nbsp;nbsp;nbsp;beskhed siger at ban har mistetnbsp;nbsp;nbsp;nbsp;mon og land,

lader nbsp;nbsp;nbsp;det signbsp;nbsp;nbsp;nbsp;vanskeligt afgore hvor fuldvsegtigt ordet er dette

sted eller pa denne tid — om vi i oversmttelsen skal betone glse-den og underforsti livet, eller vi skal udtrykke livet og have glse-den in mente. feasceaft, fraendelos. Gen. 2175 jfr. 2100, 2699; jfr. Beow. 2373, 7; ensom blandt fremmede. Gen. 2836, 2821, Andr.nbsp;181; fredlos, Beow. 2285, 2393; den tilstand som karakteriseredenbsp;den ensomme, sksebnelose: ulykkelig, Andr. 1556, 367, Christ 175,nbsp;Bibl. Ang. Poesie I 291 (27), ogsS Gen. 2269; som betegnelse fornbsp;utysket, Beow. 973. Germaners selvmord, Dio Cassius 55, 6.nbsp;Skont det skulde synes overflodigt, mamp; jeg vel udtrykkelig frem-hseve at min skildring gaelder germansk kultur, og ikke islandsknbsp;fristatsliv; mit formal kan ikke vsere det at udtrykke de mellem-toner som alle livsfornaemmelser havde i kulturens udgangstid. detnbsp;er min opgave at pege pa den halvtforbigangne kultur i dissenbsp;mennesker, der giver alle handlinger kraft og instinktiv sikkerhed.nbsp;Skulde man skrive Islands og Norges eller Angelsachsernes amp;nds-historie, mètte sproget ssettes til at udtrykke det ejendommeligenbsp;spil som fremkommer ved modstriden mellem underbevidsthedennbsp;og reflektionen i disse sjaele. Her ma jeg nojes med som op-lysende sammenligning at henvise til den instinktive méde hvorpamp;nbsp;man reagerede overfor retsmidlerne, efter at erfaringen var om-skiftet, saledes som antydet i cap. Kob og vadium i naeste bog.nbsp;Jeg har i 1ste bog antydet min stilling ved omtalen af det angel-sachsiske digtersprog, note til p. 62.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;191: Om kongernes sorger

se f. ex. N. gl. L. III 110. Svaerge ud, jy. 1. II 22, sk. 1. 139 jfr. p. 311 (Schlyter), üppl. Kun. 9 jfr. Heimsk. III 346. Jfr. dennbsp;angels, bestemmelse, Lieb. 186 (1), og sprogbrugen i gilderne, f.nbsp;ex. Da. Gildesk. I 22 (5). 192; Ulvehoved, Lieb. 631 (6, 2); nor-disk vargr, Lex Sal. 55, 2: ivargus. Helgak. Hund. 11 33; I 36nbsp;er ogsa at forsta rent bogstaveligt. Og samme realisme bag or-dene Bisk. I 47 1. 9. Forbandelsen, Edd. Min. 129 f. Atlam. 99;nbsp;ejendommeligt atVöls. 181 helt har forkludret det sted. 193: Der-Vilh. Grenbech II.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;17

258

hen dor, Vafp. 43. nbsp;nbsp;nbsp;194: Ligbjsergen, Eyrb. c. 33; isaer Njéla 516

f., Egil 211 f., Heiöarv. 25 f. Gudmund, Ljósv. 198 f. Gamp; igen, isaer sotdode, netop hvor noget havde grebet ind som man ikkenbsp;kunde aftvinge oprejsning, Eyrb. c. 53 f., den gribende skildringnbsp;Erik Rode 24 ff.; det samme ved dod for trsellehand og for ni-dinger, utysker; Glam blev nodvendigvis ond (Grettir c, 32 ff.).nbsp;Betydningsfuldt er Beow. 1053, fordi det viser hvordan man fornbsp;enhver pris sogte at linde en oprejsning i trediemands boder, fornbsp;om muligt at forhindre at den omkomne skulde ligge sig selv ognbsp;sine frsender til ulykke. — Der var ogsa en mulighed for at uhel-dige egenskaber kunde tage magten i dette kritiske tidsrum; sadannbsp;gik det med Torolf Bogefod (Eyrb. c. 33 ff., Laxd. 48); og var dernbsp;troldmandsspirer i den hedengangne, vilde ban sikkert blive van-skelig at have med at gore (Forns. 131 f.). Vist til sit sted. Flat.nbsp;I 62, jfr. med Heimsk. I 219.nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;195; Tilintetgorelse, Laxd. 87 jfr.

Eyrb. cc. 34, 63.

Hvem er fraende?

Hvad jeg i dette kapitel skriver om genealogier er baseret pa en gennemforskning af Landnémas samlede materiale, suppleretnbsp;temraelig udforligt fra de ovrige kilder. Hvis jeg ikke helt skalnbsp;sprEenge rammen, kan jeg kun famp; plads til det allernodtorftigstenbsp;her, men jeg haber engang at kunne fa tid til at give en sammen-fattende behandling af norske og islandske slsegters indbyrdes for-hold. Vatsdolefamilien star som et exempel pa noget der gentagesnbsp;i alle de slsegter hvis liv vi kender nogenlunde fyldigt gennemnbsp;Landnóma. Af det som folger her i kapitlet, fremgar at en op-stilling i moderne slaegtstraeer giver et fejl billede af den gamlenbsp;slaegtsfolelse, isaer jo fordi den lange afstand mellem leddene pknbsp;papiret tilslorer fornaemmelsen af naerhed, ringberoring. Desudennbsp;er slaigtskabet (cf flg.) ofte for de aeldre — forislandske — trinsnbsp;vedkommende udtrykt hvad vi kalder mytisk, og derfor aldelesnbsp;genstridigt overfor vort system. Men hensyn til forholdet mellemnbsp;Ingemundslaegten og Bjornbuneaetten er det vaerd at bemaerke, atnbsp;samfolelsen gor sig videre gaeldende. Torsten opkalder èbenbartnbsp;sin ene son, Gudbrand, efter sin sosters még (bendes mand, Asgeir,nbsp;havde en sosterdatter, der blev gift med Gudbrand Küla); dennbsp;anden son. Ingolf, er vistnok en navne af den beromte Ingolf,nbsp;som jo gennem sin hustru bekendte sig at bore til Bjornbunin-gerne. Endelig; det navn, Surt, som kommer op i naeste generation af Ingemundslaegten, har sidestykker dels i Bjorn Bunes »sonlt;nbsp;Ketill Flatnefs efterkommere, dels i en gren som ved svogerskabnbsp;nedleder sig fra Ketill Flatnef, den der stammer fra Vale Lod-

259

mundsson. Desuden kommer Surt frem i Laxdoelasetten, der gen-nem Kjartan var besvogret med Ingemundslsegten. 200; Vidner om brudekob, overbevisende exx. kan jo ikke fremfores, nar vinbsp;ikke har andet end et slaegtregister; vi ma skonne efter hyppig-heden. Flg. er eet ex. blandt mange: Björn Gullberis son Geir-mund synes opkaldt efter sin svigerindes fader, Geirmund 0rlygs-son. 201: Lodin, Heimsk. II 30 jfr. I 360. Den Lodin dernbsp;nsevnes Flat. I 288 f., ser alt for apokryf ud til at komme i be-tragtning hvor godtfolk har alvorlige ting for; bortset fra detnbsp;mistsenkelige i historiens tendens hsenger dens personer jo lost pa,nbsp;uden skygge af vekselvirkning med Erling Skjalgsson. Forfatterensnbsp;onde samvittlghed lyser for ovrigt nd af slutningsfrasen (p. 299).nbsp;Mdske stSr Erlings datter Geirtrud i forbindelse med den Geiranbsp;som Olav Tryggvesson skal have vaeret gift med i Venden. Geirtrud synes at vsere uden prsecedens i Norden. 202: Halfred,nbsp;Forns. 103 f. Eldjarn, Ljósv. 237, Reykd. 123, 126 f. Af hansnbsp;kon, f. ex. Er. 1. I 2; Vald. 1. I 20; Sk. 1. 2; 110, jfr. f. ex. Both.nbsp;360, 362, Lex Burg. VIII 1, eller 0stg. EJz. 23, .^rf. 8; Vestg. Inbsp;Mandr. 3; Smal. Krist. 13; Hels. Jor. 14 etc.; Roz. 479 f. Natur-ligvis skal disse linjer ikke v£ere et opgor om mededen. 203: Vserge-mSl, som Lex Sax. 42, 45. Frsenders rad. Gul. 51, 71, 117; Frost.nbsp;IX 22, XI 9, 10 jfr. IV 38, IX 20, XI 17 f; Sk. 1. 56 f.; And. Sun.nbsp;23; Er. 1. I 48, III 11; Jy. 1. I 8, 30; 0stg. Gipt. 18 f.; Vestg. 1nbsp;iErf. 4, 8, 9, 15; Vestm. I Gipt. 3, Hels. ^rf. 7; Lieb. 106 (38)nbsp;jfr. 48 (1, 2); Roz. 221 f., 225, 228, 243, 253, 400, 468; Lex Burg.nbsp;XIV 4, XXIV 2; Lex Fris. IX 11; Lex Sal. 35, 5; Roth. 182;nbsp;Liutprand 146. Og sMedes kunde man jo citere in inf.; dette blotnbsp;som antydning af hvor fast en sprogbrug flertalsformen »fraendertnbsp;var, og dette atter det bedste vidnesbyrd om hvor grundmuredenbsp;vanerne var. Hserje, Sk. 1. 56, Er. 1. I 48. Angels., Lieb. 442.nbsp;204: Frsende! Forns. 36, o. Ign. 205: Mandebod, jfr. Vinogradoffnbsp;i Zeits. f. Social- und Wirthschaftsgeschichte VH 1 ff.; Norge:nbsp;Gul. 218 ff.; den anden tavle. Gul. 243 ff., adskiller sig intet der-fra i princip, mest bemaerkelsesvserdigt er dér den made de trenbsp;«ringet kaedes sammen ved tillaegsgaver pè kryds og tvsers. Jegnbsp;kan pè ingen made gamp; ind pamp; Amiras forslag om at udskillenbsp;broeSrungar af ringen (se Germania 32, 131), men pa dette punktnbsp;er jo Vinogradoff af samme mening som jeg, og laeseren kan der-for henvises til hans afhandling; pè den anden side kan jeg ikkenbsp;folge Vinogradoff i hans slutninger om en agnatisk stamme, hvilketnbsp;allerede vil vsere klart af mine forudssetninger. Danmark: fyldigstnbsp;i Er. 1. Hl 26 ff. jfr. II 11, 38; Sk. 1. 84, 91. I Sverrig har dernbsp;ogsS vaeret tvehed i boden, Vestg. I (Mandr. 1) deler den i arvebodnbsp;og settebod, men inden for den sidste fandt foruden faedrene og

17*

260

modrene fraender (der hver fik 1/4) ogsa selve »arvi« plads. I falge 0stg. (Drap. 7) var broderen hovedmand i setteboden (jfr. Vestg.nbsp;II Drap. 7), og her gselder fsedrene dobbelt mod madrene. Nogetnbsp;klart billede far man ikke af disse fragmentariske, og amp;benbartnbsp;halvt forfaldne, bestemmelser. Lex Sal. 58; modtagelse af boden,nbsp;ibid. 62, jfr. med 101. Grunde 'moderret’ pa ordstillingen og panbsp;varianterne, det gar man kun nar man i gt;moderrett ser en slagsnbsp;elixir til udvortes brug (mon der skulde vaere en hemmelighed atnbsp;eruere af Eriks 1. p. 101 1. 11?). I muldkastet ligger ikke egentlignbsp;ejendomsoverdragelse, men mere overfarelse af ansvar; det vilnbsp;sige, synspunktet bliver skaevt nar vi fra moderne standpunkt en-sidigt ser pa den ret som vilde ligge i en slig overdragelse. Dernbsp;var lige sa megen pligt i det ‘heilige’, lige samp; megen aere somnbsp;lykke; og i et sadant tilfselde som det foreliggende blev tilkastelsennbsp;en binden af modtagerens vil og skal, der var ganske uafhaengignbsp;af om mulden bragte ham nogen ejendomsforogelse eller ikke.nbsp;Moderne fortolkere kan ikke fa ud af hovedet, at en vaerdifyldenbsp;ene og alene er en formueforogelse, og derfor bliver et kast fornbsp;dem investitur — ja den var skodning, i den forstand at dennenbsp;ceremoni og skodningen er to virkninger af heiligheden i huset.nbsp;Se naeste bog. Vanskelighederne ved at formulere fraendernes for-pligtelser ud fra paragraffens tilsyneladende modsigende ord (senbsp;Brunner i Zeits. d. Sav. Stift. Germ. Abt. Ill 38 f., hvis indven-dinger mod Amira har absolut gyldighed) beror til syvende ognbsp;sidst pa, at det der for hine mennesker var forudssetning ikke ernbsp;os umiddelbart indlysende; der er ikke tale om et enten—eller,nbsp;umiddelbar contra successiv, men om at alle, som ssedvanlig hvornbsp;det drejer sig om frsenders forpligtelser, har del i pligten, og atnbsp;de ikke blot hver for sig md bsere sin lod, men bsere frsendensnbsp;med, hvis han svigter. Brunners udlseggelse af integrum debitumnbsp;og toia lege rammer det vaesentlige, blot at tota lege jo i sig rummer en mulig betegnelse af den samlede sum, samp; vist som dennbsp;kunde tilfalde en enkelt, og matte gore det i det sjseldne tilfseldenbsp;hvor han var den eneste der kunde bsere pligten. Kapitlet tagernbsp;ikke sigte pa frasndernes egen opgave, at prsestere cetteboden, selvnbsp;om naturligvis solidariteten ogsa gselder inden for den, men pSnbsp;den »fred« som gor dem ansvarlige for gerningsmandens liv, nSrnbsp;han ikke kan svare for sig og sin lod. — Af Sachsernes lov sernbsp;vi ikke andet end at ^/g af boden udrededes af gerningsmandennbsp;og hans sonner, Ys slsegten — sa meget tor vi nok slutte afnbsp;Lex Sax. 19. — Vor viden om Friserne er ikke stort fyldigere;nbsp;talforholdet var det samme, Lex Fris. I 1. Af XIX 2, som be-handler indensets drab, kan intet som helst sluttes om »naturligelt;nbsp;dodsmader, hverken ang. arvegang eller mandebod. De angel-sachsiske bestemmelser bserer vidne om en gseringstilstand, og er

261

desuden for uklarc og fragmentariskc til at vi kan udkonstruere et helt billede; sa meget er vist, at man fuldt ud anerkendtenbsp;frsendernes forpligtelse. Lieb. 4 (23), 154 (6, 1), 174 (1, 4) antydernbsp;blot i al almindelighed frsenders deltagelse i udredelse af mande-bod. 392 viser hvor aktivt de medvirker ved sagens ordning.nbsp;186 (1 ff.) — bestemmelser i hvilke en ny and blseser ny vserdi inbsp;gamle fakta — forudssetter at drabsmand betaler jmed frsendersnbsp;hjselp»; tydeligere giver 266 (23, 25) til kende at hjselpen er pligt,nbsp;jfr. 120 (74, 1 f.),nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;100 (24, 1), 190 (7) har deres interesse ved

antydningen af den gsengse sprogbrug: bode til frsenderne. Bade faedrene og inodrene side deltog i boden, 54 (8, 3), 66 (27) — maskenbsp;gor man ret i af talforholdet mellem borgensmsendene, 392 (3), atnbsp;slutte at de modrene slap med at betale halvt sa meget som denbsp;faedrene (Schmid: Gesetze d. Angels. 628). Inde i fraenderingennbsp;star en gruppe naerbeslaegtede, men om deres forhold til den viderenbsp;aet fór vi ingen klar besked; vi borer at de tog den lille forstenbsp;rate, halsfang, og sa ma vi vel formode at de ogsa fik deres delnbsp;af hovedlodden; men om vi heraf tor slutte at Angelsachsernenbsp;ikke kendte nogen egentlig tvedeling af mandeboden, er megetnbsp;tvivlsomt. Lex Rib. (12), Lex Baj. (VIII 20) fornsegter frsende-solidariteten (men i den sidste effektueres overgangen ved at dimen-sionerne fra bredden omsaettes til laengden). De andre love kendernbsp;den ikke, og grunden kan jo vaere den, at pligten tilhorte et over-vundet stadium, — meu af Lex Thur. 31 kan ikke i og for signbsp;sluttes at een mand betalte hele boden. 208: Samansvarlighed,nbsp;den bedste antydning af synspunktet for boden er at dens ud-betaling regelmsessig er et helhedssporgsmal, og at den hele skalnbsp;klares, inden der bliver tale om at fa sagen ud af verden. Enkelt-fredslutninger falder helt uden for alle muligheder, se ll. cit. jfr.nbsp;Frost. V 9. Hos Angelsachserne er bestemmelserne hyppig for-mede ud fra den forudssetning, at setten antager sig synderens sagnbsp;og boder for ham, f. ex. Lieb. 100 (24, 1), 120 (74); 186 p) inbsp;gammel and, at frsenderne ma sige sig los fra ham for at slippenbsp;for pligten, og ordlyden gaelder abenbart ikke deres del, eller over-hovedet en del af boden; det vage «frsender* er betydningsfuldtnbsp;nok, 66 (27) viser i hvert fald at der ikke var skarpe grsensernbsp;mellem de enkelte lodder. Lex Sal.’s bestemmelse, 62, om detnbsp;offentliges ret til en ledig lod kan ikke have gyldighed for tidligerenbsp;forhold; tiden var en flittigt fremadstrsebende statskasses, der jonbsp;benyttede sig af enhver begyndende svaghed i de gamle socialenbsp;indretninger, jfr. Liutp. 13, der indirekte blotter settens indskrump-ning. Brunners bemserkning i Zeits. d. Sav. Stift. III 32 hjselpernbsp;os ikke til nogen viden om forholdet for Lex Sal. — Det er ennbsp;nodvendig konsekvens af setfolelsen, at alle ma bsere hsevnen ellernbsp;bode boden, hvis gerningsmanden svigter. At ban lober af landet

262

gor intet fra i frsendernes ansvar, kun en retsligt gennemfort fred-l0shedslysning skaerer ham af, og dermed skylden. Ejendommeligt nok leder reformationen sig frem ad den — bagfra set — inkonse-kvente mellemvej, at drabsraanden gt;flyr med« sin del, sS at fraen-dernes skyld nedssettes med et passende beleb, Lieb. 4(23); folgennbsp;kan sa blive den ejendommelige, at fraenderne kommer til at be-tale for fredlos mand, Lieb. 66 (27) jfr. Er. 1. II 9, III 30. Gul.nbsp;218: det gamle, at arvingen tager ved oksen, men til trods derfornbsp;et kompromis overfor en utlagr-, jfr. dermed ordlyden i den gamlenbsp;Frost., se Germania XXXII 138. Et skridt videre: Jy. 1. II 22,nbsp;hvor bl. andre ejendommeligheder drabsmandens dod skaffer bil-ligere vilkar, jfr. 1ste bog note til p. 92. ^Ettens graense, tredienbsp;knse, syvende mand o. Ign., f. ex. Jy. 1. I 1, 22, 0stg. Dr. 7 cf.nbsp;Gipt. 8; Vestg. I Mandr. 1; Vald. 1. I 20, Roth. 153, Lex Baj. XVnbsp;10, Lex Rib. 56, 3. Men hvor er sa femte knse etc.? Det ernbsp;derom munkene slas. Lex Sax. 18 gor syv fraender ansvarligenbsp;sammen med gerningsmanden, men syvtallet er her ganske torntnbsp;for os, da vi ikke horer noget om hvad og hvordan der skalnbsp;taelles. Bestemmelserne er i mange tilfaelde tydeligt inspirerede afnbsp;tider da pligten foltes som en byrde, og lysten var stor til atnbsp;drage grsenserne med saerligt hensyn til dem der kommer til atnbsp;st5 udenfor, jfr. Jy. 1. II 26. Maske heller ikke uden interesse atnbsp;naevne den danske, vage udtryksmade: s5 siger man at den mindstenbsp;lod ikke skal vsere mindre end en ortug — bidraget halveres lednbsp;for led efter slsegtsQsernheden, og nar lodden er gaet sa langt ned,nbsp;gores der ganske simpelt holdt. Er. 1. Ill 26, sk. 1. 91, jfr. detnbsp;ubegraensede e meth hans frwndsuip er, sml. Er. 1. I 17, sk. 1. 33.nbsp;Den norske opregning af leddene skal ikke tjene til at saette nogennbsp;udenfor, den strseber i det hojeste efter at udtomme alle mulig-heder. 209: Fostbroder, Roth. 362, det star vel i et eller andetnbsp;forhold til settens oplosning hos Langobarderne; pamp; Island detnbsp;klassiske ex. Fóstbr. saga; Gul. 239, jfr. ogsa gegyldan, Lieb. 66nbsp;(27), Namp;r det i kristen tid faldt naturligt at unde en gudfadernbsp;bod for hans gudbarn, har det vel dybere forudsaetninger end dennbsp;at kirken annekterede fredsfolelsen for sit helgede forhold; natur-ligheden var vel begrundet i at en slig tilnaermelse mellem tonbsp;mennesker matte gore dem interesserede i hinandens liv og dod,nbsp;Lieb. 122 (76).nbsp;nbsp;nbsp;nbsp;210: Frostating, se Frost. VI. Laererigt, som

sprudlende lige op af livet er lovbuddet Bisk. I 10: naermere end trediebrodre og fjaernere end naestebrodre. Augelsachserne, i dennenbsp;sammenhseng far halsfang sin store interesse, hvilken stilling mannbsp;sa end vil give det; det tilkom son, broder, farbroder, Lieb. 392.nbsp;Broderen i skygge, det er karakteristisk for Lex Sax. (19), at kunnbsp;draeberen med sonner nsevnes udtrykkelig; jfr. svensk. Ved kom-

263

binationen fader, S0n, broder bor mindes om Gutalag p. 15; med drabsmanden ska] fly de naevnte tre, men hvis de ikke er til, danbsp;ma nestu nifiar trsede ind som deltagere i hans flugt. Orden efternbsp;set, Tac. Germ. 7. Lokalt sammenhold, Csesar IV 1; VI 22; jfr.nbsp;Tac. Germ. 26. Derimod har disse sproglige vidnesbyrd der sanbsp;ofte anfores: chunni = tribus etc., sare lidet at sige; her spiller for-holdet til hovdingefamilien, hirdfolget o. a. ind. Se et senere sted.nbsp;211: Arv, se nseste bog. Som son eller broder, f. ex. Flat. I 166.nbsp;moderbryst, have drukket samme spene. Gul. 239. faderknse, ikkenbsp;ride ranke, men knsessetning, 'fodseF. trofast par, Oddrünarg. 11.nbsp;212: Sagn, f. ex. Beowulfs forhold til Hygelak; i Edda Helgakv.nbsp;Hj. og Gripisspa, hvis ide er gammel, hvad end digtet selv er.nbsp;Saerlig betydningsfuld er notitsen om Flosi og Lopt, Landn. 112nbsp;1. 19. Ligne morbror, Islend. II 29 jfr. Bisk. 1 134. Tac. Germ.nbsp;20. Det snsevre samfund mellem nserfrsender og mager dsemrernbsp;ogsa i slaegtskabsbetegnelserne. Nar ordet mag pa nordisk ognbsp;gotisk er blevet navnet for svogrene, medens det i de andre sprognbsp;betegner frsender i alm., og nSr ligeledes sippe, som pa tysk gaeldernbsp;fraender og frsendefred, inden for de nordiske sprog vaesentligst ernbsp;indskrsenket til svogerforholdel, sa synes sprogbrugen at udga franbsp;en fselles grund, hvor de to ordgrupper forst og fremmest beteg-nede hjsertet i aetten. Norskeloven, Gul. 105. Man bor betsenkenbsp;sig tre gange, inden man beskylder en mand der ender med at be-r5be sig pa livet, for at hylde innovationstilbojeligheder. 213: sag-ogei'. Gul. 236 f. cf. Frost. VI 5 f. 214: skemabetinget modb.,nbsp;som Grég. I c. 113. gamle sjselestruktur, inden for grupperne ernbsp;der foregaet store forskydninger; indholdet er sa at sige et kom-promis med nutiden; det ejendommelige er at akkorden passes indnbsp;i de gamle rammer. Ud fra dette synspunkt: setten som en aktuelnbsp;storrelse, kommer ogsa bodens homogeneitet til at trsede frem somnbsp;den var. Hele boden skulde udredes, hvad enten setten var fuld-tallig i alle sine led eller ikke, men det hindrer ikke at bodensnbsp;omfang varierede noget efter tilstedevserelsen af sadanne »fraender«nbsp;som stedsonner og fostbrodre. Til boden horte vel ogsa fra gammel tid visse igavert til de nsermeste frsenker, og de kan sta somnbsp;en selvstsendig ener (Gul. 221), men en ener der skal udredes,nbsp;eller de kan ga ind som led i boden, saledes som Lex Sal. 101nbsp;antyder. Der kan altsa vsere gamle tilknytningspunkter i Hels.nbsp;Manh. 38, men selve bestemmelsen som den star, er intet somnbsp;helst vaerd for bedommelsen af opr. folelse; dens tone er forryk-ket, og kvindens stilling beror her pa total udviskning af gamlenbsp;linjer. Lex Fris. XIX 2 er jo i alle mader sa singulser, at dennbsp;bor holdes uden for diskussioner om normale forhold, det vserenbsp;sig om mandebod eller om arv. 215: Billedet af slsegten som

264

tree el. Ign. har ingen borgen i germansk sprog. NSr der tales om »knae€, ligger der helt andre forestillinger til grund. Antyd-ningsrig er den nordiske brug af broder, se Finsens ordregisternbsp;til Skólholtsbók s. v. broedra. iEtten, naturligvis kommer jeg til atnbsp;tage parti i visse kontroverser ang. Germanernes slaegtsberegninger.nbsp;Stillingen er givet, nar man star midt imellem et system, sa ejen-dommeligt og sa fjaernt fra al senere skik som det norske, og pa dennbsp;anden side sene beregninger i linjegenealogier. 216: Morejarl, Flat.nbsp;I 221, Landn. 96; Halfdan Gamle er mytisk sa godt som nogen.nbsp;Hladejarlen, af opkaldelsen tor vi vel nok retfaerdiggore Herlaug.nbsp;Atle, Landn. 114. Geirmund, Landn. 38, husk at Geirmunds fortidnbsp;er ikke blank, den er ikke glemt, den er blot imytiskc, forn-hi-storisk; dermed er jo ikke Hjorleif og Half reducerede in absur-dum, de lader sig blot ikke indexercere i genealogiens rode-system.nbsp;Samme karakter bar de fa slaegtskabsraekker vi kender fra norsknbsp;grund. Arnmodlingerne, Fagrsk. 389 og registrene Christ. Vid.nbsp;Selsk. Forh. 1875 p. 100 ff. nar op til omtrent samme tidspunkt,nbsp;og er alle i den overste ende tydeligt det vi har kaldt mytiske.nbsp;Sml. sa dermed de angels, genealogier, hvor ganske samme ejen-dommeligheder moder os. 217: Are, Islendingabók 18. 218: Yng-lingatal, Skjaldedigt. 7 if. (jfr. Islendingabók 18); min gengivelsenbsp;er forkortet. 220: Heidumhserri har óbenbart en lokal tilknyt-ning, der ikke lader sig udkonstruere af det almene sprogmateriale,nbsp;uden kendskab til de singulsere forudsaetninger. Opspurgt, selv-folgelig har forf. til Ynglingesaga haft sidetraditioner at stotte signbsp;til; om han sa havde vaeret tryllekunstner, havde han ikke kunnetnbsp;laese sig sin viden til af versene. Men hans fortaelling beror aben-bart ikke helt igennem pa levende tradition, der flod over hamnbsp;og igennem ham; delvis ser det ud som om han har sogt kom-mentar ved at fritte ud fra versene, og det opsogte fSr aldrig far-og mor-sandsagnets organiske sluttethed. 221: gaelder Finland,nbsp;om Visbur horer vi intet linsk, men hans sonners navne, Gisl ognbsp;öndur, er jo i hvert fald i stil med Kong Sne, Kong Frost! ognbsp;Prinsesse Drive. Ved Fyrir, ganske vist kaldes jo Dómaldi Jydersnbsp;hader, og muligvis har dette tillaeg noget pa sig; i hvert fald visernbsp;det sydad. Skille ud fra sine forgaengere, grundsynet i min frem-stilling udelukker jo den fejlslutning ud fra disse ord, at jegnbsp;skulde taenke mig disse maend som evig forenede, som udgorendenbsp;en etfodt sagnkreds; sammenligningen mellem de norske kildernbsp;og Saxo viser kun at de existerede sammen i visse menneskersnbsp;hamingja. Drot, Saxo I 351 if. og Heimsk. I 32, Flat. I 25.nbsp;222: Haralds slaegt. Flat. I 25 f; for ovrigt mamp; den mulighednbsp;stedse holdes aben, at disse tavler er bestemte ud fra trin dernbsp;ligger neden for Harald; der kan vaere lagt fraendskab ind, som

265

farst er blevet begrundet efter bans dage. Den gamle mamp;de at fornsemme og beregne slsegtskab pa holdt sig i Norge, Isenge efternbsp;at Islaendingene var gaet over til at taenke genealogisk om tingene.nbsp;Naturligvis ma man ikke tsenke sig at genealogien med eet slagnbsp;satte det gamle af baenken; pa islandske gdrde blev man endnunbsp;laenge ved at tale om sin fortid, som ens fsedre havde gjort. Listerne i Flat. I 24 ff. har vaeret genstand for harmoniserende be-handling, og muligvis er der puttet personer ind som Harald aldrignbsp;var faldet pamp; at sige du til. Det afgorende er at genealogiernenbsp;bade er holdte inden for kongens sjselemuligheder, og at de ernbsp;skabte i gammel and. Harmoniseringen er kommen i stand vednbsp;en forlaengelse af de linjer der lamp; i stoflet, ikke ved indforelsenbsp;af nyt princip. Sa snart vi stiller raekkerne op i stamtraeer,nbsp;springer deres gammeldags karakter i ojnene, selv om de formeltnbsp;bekender sig til moderne videnskab; frsendskabet er stedse set franbsp;Harald som udgangspunkt, og grenene samles i faelles opbav pènbsp;trods af leddedes antal. I deres indhold star listerne uafhsengigtnbsp;overfor Ynglingesagaens viden. Den mere literaere historieskriv-ning soger at bringe orden i kaos, f. ex. ved at skille Haraldsnbsp;koner ud fra hinanden, og give dem hver sit kuld born; mennbsp;resultaternes uoverensstemmelse giver tydeligt til kende at man harnbsp;provet pk at tvinge en anden slags viden ud af traditionen, endnbsp;den der 1amp; i den. Raekkerne Flat. I 25 har, som naevnt, ingennbsp;gyldighed for de underordnede led, samp; snart Harald tages bort.nbsp;iÊttartala, ibid. p. 26, har vel en selvstaendig oprindelse, men i signbsp;selv indeholder den en vigtig tradition om en side i Haraldsnbsp;hamingja. En sammenligning med Hyndluljóö viser straks bddenbsp;indre sammenhaeng og dybe forskelligheder, begge bestemte ved atnbsp;de to er berorende sjaeles selvbekendelser. — Her skal blot lige an-tydes den interessante parallel Flat. I 21 ff. Ogsa her maerkesnbsp;anstraengelsen med at stramme slaegtstraditioner ud til et helheds-vue over Norge, men oprindelige aettraditioner er nmiskendelige.nbsp;Et af stykkerne tilhorer Hladejarlerne, et andet den islandske stor-bonde Tungeodd; i den korte raekke fra Jötunbjörn til Tungeoddnbsp;opsummeres et fraendskab med Vatsdoelaslaegten, med landnams-manden Tord fvari og med de maegtige Bresesonner. Knöttr ernbsp;interessant; ban forekommer ellers ikke som forfader, men hansnbsp;vaerdi antydes derved at navnet gar i Bresesonnernes familie.nbsp;Som den sidste saetning viser, er genealogien braekket af. 224; Erik,nbsp;Alrek, sammenvaevede med navne som Vikar og Vatnar, der reprae-senterer vestnorske slaegter. Nominelt tilhorer de Gydas slaegts-trae, men da det er Harald, eller rettere nogle af hans efterfolgere,nbsp;som bestemmer hele slaegtsvaevet, lor vi pS ingen made ud franbsp;denne genealogi drage nogen som helst slutning om Dronning

266

Gydas ophav. — Hdleygjatal. om navnelisterne se opg0ret hos Maurer i Abhandl. Bayr. Akad. phil.-philol. klasse 20 (1897) p. 252 fif., 267 ff. Den tanke atEyvind skulde have 'opdigtef eller'tilskéret’nbsp;en stamtavle, eller at en jarl havde felt sig tiltalt af et sadantnbsp;kunstprodukt, er alt for barok, d. v. s. den er uhistorisk, somnbsp;enhver tanke der tvinger en fortid til at tjene moderne termini,nbsp;i st. for at boje sig for det den skal taenke. Den eneste frihed ennbsp;skjald havde, var friheden til at gengive det faktiske, og det fak-tiske i slaegtsbevidstheden, isser hos de store setter, var bade fornbsp;vidt og for levende til at det een gang for alle kunde fastslas i etnbsp;skema —- sa stort, men ikke storre, er spillerummet. I Flat. I 22nbsp;f. har vi et interessant sidestykke, som pa ingen m5de afkrsefternbsp;Hóleygjatal. Der meder vi Harald Naumdoelajarl — og deraf stutter jeg at Harald star for den hdleygske side i Hakons sjsel, vednbsp;siden af de Q^Ernere konger, Godgest o. a. — der moder Trend;nbsp;og desuden ringe som viser ned ad Norges vestkyst, fra Hegne inbsp;Njardo til Hjorleif. I folge denne opstilling skulde Grjotgard jonbsp;repraesentere Morelykken, og det er interessant at se hvordan dennbsp;i stamtrsesformen er kommen hojt til vejrs. Jfr. ogsa Agrip,nbsp;Fornm. X c. 12. 225: Herlaug etc., Heimskr. I 106. Brynjolf, cf.nbsp;som antydning Egil 18. Godgest etc., Heimskr. I 41 ff., 56, Afnbsp;uoverensstemmelsen mellem de to versioner kan vi ikke umiddel-bart hente nogen berettigelse til at korrigere rsekkefolgen Gylaugnbsp;Gudlaug i Haleygjatal. 226; Havar Handrammi, som det jonbsp;noksom fremgar af grundsynet, siger jeg hermed intet som heistnbsp;om denne Havar, ud over dette, at han faktisk for hine star somnbsp;et b5nd mellem Hladejarler og sa noget de kaldte Skjoldunger.nbsp;Obs. sa konsekvensen Fornald. I 377, at Havar og Trend blivernbsp;brodre; det syn er begrundet i nordnorske folelser. — Hrafn Heimske,nbsp;Landn. 103, jfr. 235 og Njéla 99 f; af storste interesse er ennbsp;tredie set som beraber sig pa Trond; dens register er bevaret, inbsp;det store og hele utvivlsomt aegte, i Fornald. HI 519 ff. (obs.: jegnbsp;taler ikke om sagaen, kun om rygraden i den). Her proklamerernbsp;Gullforir og hans slaegt deres frsendskab med forskellige kredse,nbsp;bl. a. Morejarlerne, og overst oppe lober fraendskabet ud i Trend,nbsp;som er son af Saeming og Nauma (jfr. Vigda i Agrip c. 12), ognbsp;sonneson af Odin — abenbart en aegte nordnorsk tradition, dernbsp;har beroringer med Hladejarlerne. — Aud, sikkert har den andennbsp;beromte Aud, storenken pa Hvamm, sin oprindelse fra samme stednbsp;som den trondhjemske; ikke for intet hedder hun djilpaudgi somnbsp;sin navne. (Dobbeltformen AuSr, Unnr er vel af samme art somnbsp;AuSun, Aunn, formodentlig en dannelse pa -unn, a la Saeunn etc).nbsp;Hendes forudssetninger er jo noksom givne i de venskaber ognbsp;fraendskaber hendes fader Ketill sluttede i vesten med gseve msend

267

fra forskellige dele af Norden. Et af disse forhold gjaldt jo Ey-vind 0stmand, wed nedstammeD fra en raekke; Hrolf, Ingjald, Erode; et andet blev foreviget ved Auds aegteskab med Olav Hvide,nbsp;hvis af kom folte sig i fraendskab bade med norske konger og mednbsp;Ragnar Lodbrog (Landn., Njéla). Naturligvis er der i og for signbsp;ingen modstrid mellem de vestlandske kronikeskriveres begrebernbsp;om Olav Hvides forfsedre og Hvammsmsendenes slaegtfolelse, selvnbsp;om sa kronikerne bar ret rede pa Olavs opstigende linje. — Fordumnbsp;levede . . , den gamle form maerker vi ogsa tydeligt nok i Yng-lingatals hilt vas fyrr, v. 5, o. Ign. 228: Hild, mellemleddenenbsp;mangier heller ikke i Hyndlulj., de ligger i den Hvedna som ernbsp;moder til Haki og datter af Hjorvard, cf. Flat. I 26, hvor Ivar pamp;nbsp;kvindesiden fores op til Heidrek, pa Ign. made Herv. 290; jfr.nbsp;dermed Flat. I 279. Vi har her to, mSske tre, udsyn over Heid-rekaetten, hvert ud fra sit standpunkt; desvaerre fór vi ikke ende-punktet i Flat. I 279; sa meget ser vi, at i Hyndlulj. er tappennbsp;Hvedna, i Herv. Hild, og vi har her et typisk ex. pa de forkort-ninger som folger af synspunktet. — Volsungerne, denne slaegt ognbsp;enkelte andre toner sa hojt frem i vor bevidsthed, fordi de starnbsp;omgivne af en sky af levende handlinger, men rundt om demnbsp;svaerraer det med »sagn»-navne, der nu er tomme, fordi deres be-drifter er blegnede i traditionen.

Ved de islandske genealogier gaelder det om at tage vel vare pa diiferencerne, ti de er gaet gennem literaere handvaerkeresnbsp;haender, og harmonisering sidder handvaerket i flngrene. Lykke-ligvis var tillige den folelse staerk, at slaegtstavler tilhorer slaegter,nbsp;og lykkeligvis var troskaben, d. v. s. afhaengigheden af det givne,nbsp;ogsa staerk. Her skal blot naevnes et par exempler som antydnin-ger. Det vidtspaendende fraendesarafund som holdes sammen undernbsp;navnet Hordekare, falder historisk i flere grupper, hvis linjeslaegt-skab indbyrdes er ganske ukendt. En gruppe sad i Norge, dennbsp;som blev historisk kendt ved Erling Skjalgsson; en anden gruppenbsp;overflyttedes til Island; dens store navn er ülfljót, Islands lov-giver, og dens slaegtstrae gives os i to forskellige former, den forstenbsp;i Flat. I 249 og Landn. 95, den anden i Vatshyrna (Bard. Snaef.nbsp;93 f.), og denne sidste har saerlig interesse, fordi vi far udgangs-punktet: Ketill i Djupadal. Den overste del af stamtraeet udtryk-ker hans staerke folelse af enhed med Sidehallslaegten (cf. Landn.nbsp;95), en folelse hvis grund vi kender, ti Halls broder Bodvar havdenbsp;jo ved sit aegteskab med Olof genrejst — eller forsogt at genrejsenbsp;— en Hordekarling, Flat. I 21. Til gengaeld er vel 0rn Hyrna ennbsp;akkvisition i Halls slaegtsraekke. Det gar sikkert ikke an at har-monisere for at fö An og Onar til at smaelte sammen, obs. de tonbsp;former i Landn. 95. En naer fraende til den norske gren af Hor-

268

dekarlingerne var Hjcrleif, hvor naer — i familie angivet — ved vi ikke. Hans fraendskab vender sit hoved en anden vej, gennemnbsp;Hrodmar, Hroald, med deres Hrod-navne op til Hromund Grips-son som hojthaedret stamfader, Landn. 6. Hans forhold til dennbsp;anden side kunde iraidlertid udtrykkes saledes: Hordekare, Ketillnbsp;Bifra, Hrodny, Hjorleif, Forns. 120, og om vi deraf tor slutte atnbsp;Hrodmar og Hrodny var aegtefolk, er meget mere end tvivlsomt,nbsp;i hvert fald kan Hjorleifs modrene raekke ikke bruges til at korri-gere eller supplere de andre Hordekareraekker, den har sin egennbsp;Hjorleifske vaerdi. En anden set der med lige kraft frodedes inbsp;Norge og pa Island, kaldte sig efter en Vikingekare. En islandsknbsp;reprsesentant var Glum, og hans opfattelse af sig selv er givet inbsp;Glüma 13; en anden frsende, Audun, har faet sin indregistreret inbsp;Landn. 58. Det siger sig selv, at den forste kun udtrykker hvadnbsp;Glum taenkte om sin modrene slsegt; hans faedrene stolthed er ind-skrevet i Landn. 71 f. I Landn. 249 har vi en kombination afnbsp;Auduns og Glums tavler — den kan skyldes harmonisering, mennbsp;kunde pa den anden side godt vsere et udtryk for anskuelser panbsp;Glums gard. Endelig findes en form, Fornald. II 361 f., som ikkenbsp;beror pa sagamands tillavning. Denne tavle udtrykker frsendskabetnbsp;mellem Vatsdolinger og Vikingekarlinger, rimeligvis p5 grundlag afnbsp;svogerskabet mellem Torsten Ingemundsson og Asgeir Audunsson.nbsp;Maske skriver stumpen sig fra Vatsdolehjem. I tavlen Christianianbsp;Vidensk. Selsk. Forh. 1875 p. 100 er der vel ogsamp; et segment afnbsp;samme cirkel.

Literaturfortegnelse.

Foruden de i det foregSende bind nsevnte:

Baröar saga snsefellsass ved Vigfüsson. Kobenhavn 1860. — Bisk. = Biskupa sögur. Kaupmannahöfn 1858. — Budstikken. Kri-stiania.

Carmina Norroena, ed. Wisén. Lund 1886. — Cassiodorus; Varia. Mon. Germ. Hist. Auct. XH. — Cavallius = Hyltén-Cavallius:nbsp;Warend och Wirdarne. Stockholm 1864—68.

Edd. Min. =Eddica Minora, v. Andreas Heusler und Wilhelm Ranisch. Dortmund 1903. — Eiriks saga rauöa, ved Gustav Storm.nbsp;Kobenhavn 1891.

269

Fagrskinna, udg. af Finnur Jónsson. Kobenhavn 1902—3. — Finnboga saga bins ramma, ved Gering. Halle 1879. — Fredegar.nbsp;Mon. Germ. Hist. Script. Mer. II.

Grettis saga. Nar Gr. citeres efter capp., gselder citaterne ud-gaven i Altnordische Saga-Bibliothek. — J. Grimm: Deutsche Mythologie. 4te Ausgabe. 1875—78.

H51fs saga. Norröne Skrifter af sagnhistorisk Indhold, udg. af Bugge. — Hrólfs saga kraka, ved Finnur Jónsson. Koben-havn 1904.

Islendingabóc, udg. af Finnur Jónsson. Kaupmannahöfn 1887.

Jordanes. Mon. Germ. Hist. Auct. V.

Lex Baj. Mon. Germ. Hist. Leg. V. — Lex Thur. ib. — Lex Bib. ib. V, aim. citeret efter Fontes Juris Germanici Antiqui. 1869;nbsp;det samme gaelder Lex Franc. Cham. — Lieb. = Die Gesetze dernbsp;Angelsachsen. Herausg. v. Liebermann. Halle 1903.

Ólafs saga bins helga, udg. af Keyser og Unger. Kristiania 1849. — S. Ó1. kon. = Saga ólafs konungs bins helga, udg. afnbsp;Munch og Unger. Kristiania 1853. — Saga Olafs konungs Trygg-vasonar, udg. af Munch. Kristiania 1853.

Ragnars saga loöbrókar, ved Magnus Olsen. Kobenhavn 1906-8.

Skjaldedigt. = Den norsk-islandske Skjaldedigtning, udg. af Finnur Jónsson. Kobenhavn og Kristiania 1908. — Snorra Edda,nbsp;den Arnemagnaeanske udgave; med tilfojet [F. J.] Finnur Jónssons,nbsp;Kobenhavn 1900. — Staöarholtsbók, udg. af Finsen.

torSar saga hreöu, udg. af Fridriksson. 1860.

IN D HO LD.

' nbsp;nbsp;nbsp;side

Verden ........................

Liv..........................

At leve........................S*»

Sj»!.........................

F0dsel og livsende....................122

Dod..........................1^1

Hvem er fraende?....................197

Anmserkninger......................233

Literaturfortegnelse..... 268